Hjemmet og Omverdenen

Findes moderne Pædagoger, som mene, at der i Grunden ikke eksisterer anden Opdragelse end et godt Eksempel i Hjemmet, og have de blot nogenlunde Ret i denne Betragtning, kan der ikke lægges for megen Vægt paa Tonen i det daglige Familieliv.


DEN DAGLIGE OMGANGSTONE

Det er kun alt for ofte Tilfældet, at Folk udfolde den største Elskværdighed over for fremmede og til Gengæld kun have Gnavenhed og Misfornøjelse tilovers for sine nærmeste, uden at man derfor tør forudsætte, at der ikke er gensidig Hengivenhed til Stede. Det er ikke af ond Vilje mod den paagældende, at denne Vrantenhed kommer til Udbrud, men kun af en Trang til uden Fare for ubehagelige Følger at lade sit onde Lune faa Afløb. Hvor ofte har et sølle Barn ikke for en Ubetydeligheds Skyld faaet et Øredask af sin Fader, fordi denne i samme øjeblik havde modtaget et eller andet Barnet uvedkommende ubehageligt Budskab. Og Barnet ved meget godt, at over for fremmede vilde Faderen have lagt Baand paa sit daarlige Humør.

Denne ret almindelige Mangel paa Beherskelse i den daglige Omgangstone kan være skæbnesvanger for Familielivets Lykke, og en gnaven Mand og en irritabel Husmoder have trods de bedste Egenskaber i andre Henseender ofte ødelagt de Barndoms- og Ungdomsminder, som kunde været Børnenes bedste Eje Livet igennem.

At et ulykkeligt Samliv mellem Ægtefolk med Kævl, Opgør og Scener er i højeste Grad uheldigt for opvoksende Børn, turde være, utvivlsomt. Kunne disse Scener ikke undgaas, hør Forældrene i det mindste tage det Hensyn til Børnene at afgøre deres Tvistemaal under fire øjne for ikke at ødelægge Hjemmets gode Tone. At det er noget af det vanskeligste i Livet at træffe den. rette og ægte Tone i det ægteskabelige Samliv, vide alle; men kun faa tænke over, at der er noget, som er næsten lige saa vanskeligt, og det er Samlivet mellem de forskellige Slægtled.

I gamle dage var denne Vanskelighed mindre stor, fordi Forældrene dengang sad inde med hele Myndigheden og derigennem ogsaa med Ansvaret for Børnenes Fremtid. Børnene vare dengang et Appendiks til Forældrene, men den moderne Opdragelse har bevirket en saa total Omvæltning i dette Forhold, at Forældrene snart maa siges at være en Art nødvendigt Appendiks til Børnene. Da disses Meninger og Viljer nu gøre sig gældende med fuld Berettigelse lige fra den første Ungdom ifølge det nye Princip, at man maa være sin egen Lykkes Smed, og da Udviklingens store Hastighed og skiftende Former medføre, at disse Meninger ofte ere ret afvigende fra dem, Forældrene hylde, fordres der stor Taalsomhed og Taktfølelse baade fra de unges og de ældres Side for at gøre Samlivet saa harmonisk, at det kan danne Grundlaget for et godt Hjem.

Naar der forekommer Vanskeligheder, vil det i Regelen vise sig, at de kunne tilskrives Tvistemaal mellem Faderen og Husets voksne Børn, da Moderen som oftest, maaske med lidt for stor Føjelighed, lemper sig efter Børnenes Meninger og ønsker, saa at hun bliver et Mellemled mellem Mand og Børn. Det maa nemlig vel erindres, at det er Husherren, der staar for Omverdenen og for Loven som Repræsentant for Familien. Det er ham, der er ansvarlig for Borg og Gæld, ham der kræves til Regnskab, hvis noget Medlem af Familien kommer i Konflikter, og ham der bærer det moralske Ansvar, fordi Hjemmets Værdi i ydre Forstand beror paa ham. Det er derfor til en vis Grad naturligt, at Husherren opfatter Forholdet saaledes, at hans Mening har Vægt i Hjemmet som den højeste Instans, hvortil der appelleres i givne Tilfælde. Men forstaar han ikke at gøre denne Mening gældende med Maadehold og uden Tyranni, og forstaar Hustruen ikke at jævne Stridspunkterne med kærlig Klogskab, da kan det let ske, at de unge vænne sig til at søge deres Glæder uden for hjemmet. Der er maaske ikke paa denne Jord noget Forhold, som giver rigere og højere Tilfredsstillelse end Venskab mellem Forældre og voksne, uafhængige Børn. Men som al anden Lykke maa dette Venskab opbygges Sten paa Sten i det daglige Liv. De Forældre, der ville have tillidsfulde og fortrolige Venner i deres Børn, naar de ere blevne unge Mænd og Kvinder, de maa vinde deres Venskab, mens de ere Smaadrenge og Smaapiger. De maa, alt mens deres Børn vokse op i Hjemmet, dele deres smaa Glæder og Sorger, lede deres Interesser og lære dem at forstaa, at de ere deres allerbedste Venner. Kunne Forældre ikke det, ville de engang komme til at føle, at de ikke ere med blandt Børnenes Venner. At lide denne Skuffelse er Tusinder af Forældres Skæbne; men det er fordi de ikke forstod, mens det var Tid, at Børn for en stor Del blive til det, som Aanden i deres Barndomshjem henviste dem til. Det gaar med det som med alt i Livet, at man høster, som man saar.


MAALTIDERNE

Intet er maaske af den Betydning for det hjemlige Livs Behagelighed som Maaltiderne. I de lykkelige og godt organiserede Hjem udgøre de det forfriskende Samlingssted og Hvilepunkt, og i de Huse, hvor Omgangstonen er slet og udannet, udvælges de som oftest til den Valplads, hvor Familiens Medlemmer bekrige hverandre med ubehagelige Udfald, fornærmelig Tavshed og drilagtige Hentydninger. Enhver, der med Savn tænker tilbage paa et svundet, lykkeligt Familieliv, vil uvilkaarligt ofte lade Tanken dvæle ved Maaltiderne som det Tidspunkt, hvor man sammen med sine nærmeste fandt den mest velgørende Hvile under og efter Arbejdet.

Man bør derfor ikke forhaste sig for stærkt ved den daglige Spisning, især hvor der er mindre Børn. Naar Moderen kun er optagen af at faa Maaltidet hurtigst muligt overstaaet, vil hun ikke i tilstrækkelig Grad kunne beskæftige sig med at lære sine Børn at spise paa en velopdragen og smuk Maade og tilegne sig en god og dannet Tone under maaltidet. Hun bør, fra de ere smaa, bibringe dem Respekt for måltiderne ved at vænne dem til altid at møde net paaklædte og med rene Hænder ved Bordet. Paa denne Maade virker Maaltiderne i Hjemmet som et Opdragelsesmiddel, mens Børnene ere smaa, ligesom de senere ere et Bindeled i Samlivet, naar de blive større. Naar hver, der tager Del i Maaltidet, passiarer elskværdigt og fortæller et og andet om Dagens Hændelser, saa komme Søskende uvilkaarligt til at tage Del i hverandres Færden og holde bedre sammen. Mangler der i Hjemmet en saadan Mødets og Hvilens Stund, er der Fare for, at Brødre og Søstre, skønt udgaaede af samme Hjem, faa uensartede Interesser og komme til at leve hver sit Liv uden Kammeratskab og grundigt Venskab.


BORDETS DÆKNING

For at gøre Stemningen under Maatidet behagelig og tiltalende er det af stor Betydning, ikke alene at Maden er god og rigelig, men ogsaa at Bordet er smukt og smagfuldt ordnet. I denne Henseende gør der sig ofte en stor Ligegyldighed gældende. Folk betænke ikke, at det netop er det daglige Livs Ordning, der bestemmer Dannelsestrinnet. I Huse, hvor Borddækningen ved Selskaber er elegant, ja endogsaa overdaadig, kan den til daglig Brug være sjusket og blottet for Skønhedssans. Det er ikke særlig Servicets Kostbarhed, der gør et Bord indbydende; man kan lægge Brødet i en groft flettet Vidiekurv, drikke af uslebne Glas og spise paa tarvelig Fajance, naar blot Former og Farver ere valgte med Smag, og naar alt er pudset og blankt. Upolerede Sager og en halvsnavset Dug ere ødelæggende for ethvert behageligt Indtryk, skønt det villigt skal indrømmes, at det, særlig i Huse, hvor der er Børn, kan være ret vanskeligt altid at have rent Dækketøj paa Bordet, saa meget mere som Servietringe og Voksdugsstykker under Terrin og Tallerkener ere temmelig stødende for en nogenlunde udviklet Skønhedssans.

Erfarne Husmødre mene, at naar man paa gammeldags Vis lægger Dugen i en Presse mellem Maaltiderne, holder den sig længere, end naar man blot putter den i en Skuffe. Desuden vinder Udseendet ved, at der ligger et uldent Klæde paa Bordet under Dugen, hvilket tillige gør Serveringen mere lydløs og behagelig. Hvordan Bordets Dækning for øvrigt skal tage sig ud, afhænger naturligvis af, hvad der skal spises, men een Ting vil i hvert Fald i høj Grad bidrage til Skønhedsvirkningen, og det er lidt Blomster. Der er ganske vist mange, der betragte dette som en højst unødvendig daglig Luksus, men alligevel vinder den Mening mere og mere Indpas, at et Spisebord ikke tager sig hyggeligt ud, medmindre det er prydet med en Buket eller Plante, og denne Opfattelse er ikke alene kommen af den mere udviklede Smag, men ogsaa af den simple Grund, at Blomster nu ere billigere end i gamle Dage og lettere at faa paa alle Aarets Tider. Planter behøve ikke at koste meget. En Bregne kan f. Eks, leve i Maaneder, naar den daglig oversprøjtes; og i en Kurv eller Skaal, der passer til Bordservicet, tager den sig meget net ud paa et Spisebord. Om Sommeren vil naturligvis en lille Buket afskaarne Blomster være at foretrække. Maaltidets Behagelighed forhøjes meget ved en smuk Servering og god Opvartning, men disse Ting ville blive omtalte andre Steder i Værket.


PRÆCISE SPISETIDER

Det er af stor Vigtighed for den daglige Orden og Harmoni i et Hus, at de fastslaaede Spisetider nøje overholdes; men naturligvis lægger Livet, særlig Bylivet, i saa henseende store Vanskeligheder i Vejen, da Arbejdet først og fremmest maa passes, og Skoler, Kursus, Kontorer og Læreanstalter selvfølgelig lægge deres Tider til Rette uden Hensyn til de enkelte Huses Spisetider. De af Familiens Medlemmer, som paa Grund at deres Arbejde ere forhindrede i at tage Del i Maaltiderne til den sædvanlige Tid, maa have rigelig Erstatning derfor paa Tider, der passe med deres Arbejde, og Sløjhed og Sjuskeri i den Henseende ere uundskyldelige baade fra Husmoderens og Tyendets Side. Mangen en begyndende Kontorarbejder eller kursussøgende ung Pige maa nøjes med utilstrækkelig Ernæring, fordi Maden ikke er færdig, naar Tiden er inde. I det sidste øjeblik maa Maden sluges, ofte skoldende hed, uden Behagelighed og uden tilstrækkelig Nyttevirkning, thi som bekendt fordøjes hastigt fortæret Mad daarligt og tildeler ikke Legemet det samme Næringsstof, som naar den nydes med Ro.

Naar det er Arbejdet, der lægger Hindringer i Vejen for Overholdelsen af de bestemte Spisetider, er der selvfølgelig intet at sige dertil: men er det Ligegyldighed, bør det i tide paatales og modarbejdes, da det er hensynsløst uden Nødvendighed at skaffe andre den Ubehagelighed, som en lang Ventetid før et Maaltid maa siges at være. Folk ere aldrig mere tilbøjelige til at blive gnavne og ubehagelige mod hverandre, end naar de sultne maa vente paa deres Mad ud over de fastsatte Tider. Damerne ere som Regel de mindst agtpaagivende i denne Retning. At det naturligvis er lettere at tage til Genmæle mod en saadan Mangel paa Hensyn lige over for Børn end voksne er klart, da disse sidste let, naar det bebrejdes dem, ville komme med Svar, der ganske ødelægger Stemningen ved det paafølgende Maaltid. Det fornuftigste turde være, kun at vente paa Husherren og Husfruen og at lade Familiens øvrige Medlemmer faa den Straf at faa halvkold Mad, uden at man i Tilgift bør give dem alt for sure Miner.


AT SIDDE TIL BORDS

Der er ikke mange Forhold, hvor ydre Velopdragenhed saa hurtigt gør sig gældende som ved Spisningen. Velklædte Mennesker, hvis Ydre synes at gøre Krav paa en vis social Stilling, kunne vise de mest umiskendelige Tegn paa mangelfuld selskabelig Dannelse i samme øjeblik de tage Plads ved et Spisebord; de ane ikke eller lænke ikke over, at man ved at spise og drikke grimt ikke alene gør noget, der misklæder en selv, men tillige noget, der paavirker andre i høj Grad ubehageligt. Hovedreglerne for, hvorledes man skal bære sig ad ved et Spisebord, turde være saa kendte, at man næppe behøver at dvæle videre ved dem, og der skal derfor her kun ganske kort anføres de vigtigste:

Servietten foldes ikke helt ud, anbringes ikke som Hagesmæk og krølles ikke sammen som et Lommetørklæde efter Brugen.

Suppetallerkenen hældes ikke paa Skraa for at faa den sidste Rest Suppe med.

Kniven puttes ikke i Munden og benyttes ikke til Fisk. Hvor ikke særlige Sølvfiskeknive findes, benytter man to Gafler eller et Stykke Brød i venstre Haand.

Fingrene bruges til Slikasparges, Artiskokker, Frugt og lign., men ellers ikke.

Man bider ikke af Æbler eller Pærer, men skærer dem i Stykker.

Brødet skæres ikke, men brydes i Stykker og smuldres ikke mere end nødvendigt ud over Dugen.

Man rækker ikke hen over sin Nabos Plads. Er det nødvendigt, siges et Par undskyldende Ord. Man maa ikke ved at vende sig eller paa anden Maade vise sin Interesse for de Retter, der bæres ind.

Er man saa uheldig at slaa noget i Stykker eller vælte noget ud over Dugen, siger man et Par beklagende Ord til Vært eller Værtinde, men opholder sig ikke videre derved.

Samtale forbi ens Nabo undgaas helst; man bør i saa Fald søge at inddrage Sidemanden i den.
Man skal ikke forsyne sig selv, før man har budt sin Sidemand.


SØNDAGEN

I et religiøst sindet Hjem vil Søndagen altid komme til at indtage en Særstilling over for Ugens andre Dage af Grunde, som det ikke her er Stedet at paavise: men ogsaa i andre hjem har Søndagen sin særlige Betydning som Ugens Hvile- og Fridag, hvor alle Husfællerne kunne være samlede, hvor Børnene og Ungdommen kunne hengive sig til deres særlige Interesser, hvad enten det nu er Læsning eller Musik, Sport eller Sløjd. En munter og hyggelig Søndag i et Hjem vil altid bidrage meget til et godt Familieliv, og man bør derfor ikke alene tilstræbe at have et godt, rigeligt og veldækket Søndagsbord, men efter Evne indbyde Børnenes Venner dertil, helst dem, der ikke selv have noget Hjem, og søge at gøre Aftenen saa behagelig som muligt ved Musik, Selskabsspil og hyggeligt Samvær. Der ligger nemlig en Fare for Familiesammenholdet ved at lade Børnene gaa hver sine Veje og vænne sig til at søge deres Aftenfornøjelse om Søndagen ved offentlige Forlystelser.

Lad Ugens Arbejdsdage være saa splittede og fulde af Hastværk som de ville, er der endda i et Hus denne ene samlende, hyggelige Dag, hvor alle tilbringe nogle lykkelige og velgørende Timer sammen, saa hviler i dette Hus alligevel Familielivet paa en god og sikker Grund.


HUSETS NÆRE VENNER

Lykkeligt det Hus, dem har Venner og ikke for mange løse bekendte, som indbydes af alle mulige andre Hensyn end det ene, der bør være fyldestgørende – at man holder af dem. Følelsen af at have Venner, der ville staa Last og Brast med en og forsvare en i tykt og tyndt, giver en rolig Tryghed, der hjælper godt til at bære en oppe over Modgang, men som alt, hvad der har Værd i Livet, maa man yde noget derfor. Man maa tage Del i disse Venners Glæder og Sorger og bringe dem til det samme lige over for en selv ved at indbyde dem til sig paa de Mærkedage i ens Hjem, hvor man trænger til kun at se kære Ansigter om sig. For at skabe sig Venner, maa man idelig lade dem mærke, at de betyde noget andet og mere for en end løse bekendte og Anstandsomgang. Den største Vanskelighed ved dette Forhold i Hjemmet er, at det nære Venskab har et bestemt personligt Præg; en i en Familie har f. Eks. en Ven, som betyder overmaade meget for ham eller hende, men ingen af de andre i Huset bryde sig om vedkommende, og omvendt. Det vil da være ret vanskeligt at skabe den rette Atmosfære af Velvære og Behag omkring dette Venskab, og endnu større er den Vanskelighed, der beredes ved, at det er saa svært at faa Venskab til at gaa i Arv. Man vil saa godt som aldrig se, at Børnene af nære Venner fortsætte Venskabet, tværtimod, den megen Opfordring dertil, som i Regelen er bleven hørt af de unge, ægger til modstand, og af dette Forhold opstaar megen Uvilje og mange Bebrejdelser rundt om i Hjemmene uden at føre til noget Resultat, thi der er intet at gøre derved, Sympatien lader, sig ikke paatvinge. Forældrene maa lade Børnene selv vælge sig de Venner, som skulle være deres Støtte og Glæde i Livet, og ved at knytte dem til Huset værne Forældre paa den bedste Maade om Børnenes Kærlighed til Hjemmet. Men paa den anden Side maa ogsaa Børnene vise Hensyn og Pietet over for Forældrenes gamle Venskaber: de maa ikke glemme, selv om denne Alderdom keder dem en Smule, at de gode og fuldt paalidelige Venner, næst dem selv, ere det bedste, som Forældrene eje.