Der findes moderne pædagoger, som mener, at der i grunden ikke eksisterer anden opdragelse end et godt eksempel i hjemmet, og har de blot nogenlunde ret i denne betragtning, kan der ikke lægges for megen vægt på tonen i det daglige familieliv.
DEN DAGLIGE OMGANGSTONE
Det er kun alt for ofte tilfældet, at folk udfolder den største elskværdighed over for fremmede og til gengæld kun har gnavenhed og misfornøjelse tilovers for sine nærmeste, uden at man derfor tør forudsætte, at der ikke er gensidig hengivenhed til stede. Det er ikke af ond vilje mod den pågældende, at denne vrantenhed kommer til udbrud, men kun af en trang til uden fare for ubehagelige følger at lade sit onde lune få afløb. Hvor ofte har et sølle barn ikke for en ubetydeligheds skyld fået et øredask af sin fader, fordi denne i samme øjeblik havde modtaget et eller andet barnet uvedkommende ubehageligt budskab. Og barnet ved meget godt, at over for fremmede ville faderen have lagt bånd på sit dårlige humør.
Denne ret almindelige mangel på beherskelse i den daglige omgangstone kan være skæbnesvanger for familielivets lykke, og en gnaven mand og en irritabel husmoder har trods de bedste egenskaber i andre henseender ofte ødelagt de barndoms- og ungdomsminder, som kunne været børnenes bedste eje livet igennem.
At et ulykkeligt samliv mellem ægtefolk med kævl, opgør og scener er i højeste grad uheldigt for opvoksende børn, turde være, utvivlsomt. Kunne disse scener ikke undgås, hør forældrene i det mindste tage det hensyn til børnene at afgøre deres tvistemål under fire øjne for ikke at ødelægge hjemmets gode tone. At det er noget af det vanskeligste i livet at træffe den rette og ægte tone i det ægteskabelige samliv, ved alle; men kun få tænker over, at der er noget, som er næsten lige så vanskeligt, og det er samlivet mellem de forskellige slægtled.
I gamle dage var denne vanskelighed mindre stor, fordi forældrene dengang sad inde med hele myndigheden og derigennem også med ansvaret for børnenes fremtid. Børnene var dengang et appendiks til forældrene, men den moderne opdragelse har bevirket en så total omvæltning i dette forhold, at forældrene snart må siges at være en art nødvendigt appendiks til børnene.Da disses meninger og viljer nu gøre sig gældende med fuld berettigelse lige fra den første ungdom i følge det nye princip, at man må være sin egen lykkes smed, og da udviklingens store hastighed og skiftende former medfører, at disse meninger ofte er ret afvigende fra dem, forældrene hylder, fordres der stor tålsomhed og taktfølelse både fra de unges og de ældres side for at gøre samlivet så harmonisk, at det kan danne grundlaget for et godt hjem.
Når der forekommer vanskeligheder, vil det i reglen vise sig, at de kunne tilskrives tvistemål mellem faderen og husets voksne børn, da moderen som oftest, måske med lidt for stor føjelighed, lemper sig efter børnenes meninger og ønsker, så at hun bliver et mellemled mellem mand og børn. Det må nemlig vel erindres, at det er husherren, der står for omverdenen og for loven som repræsentant for familien. Det er ham, der er ansvarlig for borg og gæld, ham der kræves til regnskab, hvis noget medlem af familien kommer i konflikter, og ham der bærer det moralske ansvar, fordi hjemmets værdi i ydre forstand beror på ham. Det er derfor til en vis grad naturligt, at husherren opfatter forholdet således, at hans mening har vægt i hjemmet som den højeste instans, hvortil der appelleres i givne tilfælde. Men forstår han ikke at gøre denne mening gældende med mådehold og uden tyranni, og forstår hustruen ikke at jævne stridspunkterne med kærlig klogskab, da kan det let ske, at de unge vænner sig til at søge deres glæder uden for hjemmet. Der er måske ikke på denne jord noget forhold, som giver rigere og højere tilfredsstillelse end venskab mellem forældre og voksne, uafhængige børn. Men som al anden lykke må dette venskab opbygges sten på sten i det daglige liv. De forældre, der vil have tillidsfulde og fortrolige venner i deres børn, når de er blevne unge mænd og kvinder, de må vinde deres venskab, mens de er smådrenge og småpiger. De må, alt mens deres børn vokser op i hjemmet, dele deres små glæder og sorger, lede deres interesser og lære dem at forstå, at de er deres allerbedste venner. Kunne forældre ikke det, ville de engang komme til at føle, at de ikke er med blandt børnenes venner. At lide denne skuffelse er tusinder af forældres skæbne; men det er fordi de ikke forstod, mens det var tid, at børn for en stor del blive til det, som ånden i deres barndomshjem henviste dem til. Det går med det som med alt i livet, at man høster, som man sår.
MAALTIDERNE
Intet er måske af den betydning for det hjemlige livs behagelighed som måltiderne. I de lykkelige og godt organiserede hjem udgøre de det forfriskende samlingssted og hvilepunkt, og i de huse, hvor omgangstonen er slet og udannet, udvælges de som oftest til den valplads, hvor familiens medlemmer bekriger hverandre med ubehagelige udfald, fornærmelig tavshed og drilagtige hentydninger. Enhver, der med savn tænker tilbage på et svundet, lykkeligt familieliv, vil uvilkårligt ofte lade tanken dvæle ved måltiderne som det tidspunkt, hvor man sammen med sine nærmeste fandt den mest velgørende hvile under og efter arbejdet.
Man bør derfor ikke forhaste sig for stærkt ved den daglige spisning, især hvor der er mindre børn. Når moderen kun er optagen af at få måltidet hurtigst muligt overstået, vil hun ikke i tilstrækkelig grad kunne beskæftige sig med at lære sine børn at spise på en velopdragen og smuk måde og tilegne sig en god og dannet tone under måltidet. Hun bør, fra de er små, bibringe dem respekt for måltiderne ved at vænne dem til altid at møde net påklædte og med rene hænder ved bordet. På denne måde virker måltiderne i hjemmet som et opdragelsesmiddel, mens børnene er små, ligesom de senere er et bindeled i samlivet, når de blive større. Når hver, der tager del i måltidet, passiarer elskværdigt og fortæller et og andet om dagens hændelser, så komme søskende uvilkårligt til at tage del i hverandres færden og holde bedre sammen. Mangler der i hjemmet en sådan mødets og hvilens stund, er der fare for, at brødre og søstre, skønt udgåede af samme hjem, få uensartede interesser og komme til at leve hver sit liv uden kammeratskab og grundigt venskab.
BORDETS DÆKNING
For at gøre stemningen under måltidet behagelig og tiltalende er det af stor betydning, ikke alene at maden er god og rigelig, men også at bordet er smukt og smagfuldt ordnet. I denne henseende gør der sig ofte en stor ligegyldighed gældende. Folk betænke ikke, at det netop er det daglige livs ordning, der bestemmer dannelsestrinnet. I huse, hvor borddækningen ved selskaber er elegante, ja endogså overdådig, kan den til daglig brug være sjusket og blottet for skønhedssans. Det er ikke særlig servicets kostbarhed, der gør et bord indbydende; man kan lægge brødet i en groft flettet vidjekurv, drikke af uslebne glas og spise på tarvelig fajance, når blot former og farver er valgte med smag, og når alt er pudset og blankt. Upolerede sager og en halvsnavset dug er ødelæggende for ethvert behageligt indtryk, skønt det villigt skal indrømmes, at det, særlig i huse, hvor der er børn, kan være ret vanskeligt altid at have rent dækketøj på bordet, så meget mere som servietringe og voksdugsstykker under terrin og tallerkener er temmelig stødende for en nogenlunde udviklet skønhedssans.
Erfarne husmødre mener, at når man på gammeldags vis lægger dugen i en presse mellem måltiderne, holder den sig længere, end når man blot putter den i en skuffe. Desuden vinder udseendet ved, at der ligger et uldent klæde på bordet under dugen, hvilket tillige gør serveringen mere lydløs og behagelig. Hvordan bordets dækning for øvrigt skal tage sig ud, afhænger naturligvis af, hvad der skal spises, men een ting vil i hvert fald i høj grad bidrage til skønhedsvirkningen, og det er lidt blomster. Der er ganske vist mange, der betragte dette som en højst unødvendig daglig luksus, men alligevel vinder den mening mere og mere indpas, at et spisebord ikke tager sig hyggeligt ud, medmindre det er prydet med en buket eller plante, og denne opfattelse er ikke alene kommet af den mere udviklede smag, men også af den simple grund, at blomster nu er billigere end i gamle dage og lettere at få på alle årets tider. Planter behøve ikke at koste meget. En bregne kan fx leve i måneder, når den daglig oversprøjtes; og i en kurv eller skål, der passer til bordservicet, tager den sig meget net ud på et spisebord. Om sommeren vil naturligvis en lille buket afskårne blomster være at foretrække. Måltidets behagelighed forhøjes meget ved en smuk servering og god opvartning, men disse ting ville blive omtalte andre steder i værket.
PRÆCISE SPISETIDER
Det er af stor vigtighed for den daglige orden og harmoni i et hus, at de fastslåede spisetider nøje overholdes; men naturligvis lægger livet, særlig bylivet, i så henseende store vanskeligheder i vejen, da arbejdet først og fremmest må passes, og skoler, kursus, kontorer og læreanstalter selvfølgelig lægge deres tider til rette uden hensyn til de enkelte huses spisetider. De af familiens medlemmer, som på grund at deres arbejde er forhindrede i at tage del i måltiderne til den sædvanlige tid, må have rigelig erstatning derfor på tider, der passe med deres arbejde, og sløvhed og sjuskeri i den henseende er uundskyldelige både fra husmoderens og tyendets side. Mangen en begyndende kontorarbejder eller kursussøgende ung pige må nøjes med utilstrækkelig ernæring, fordi maden ikke er færdig, når tiden er inde. I det sidste øjeblik må maden sluges, ofte skoldende hed, uden behagelighed og uden tilstrækkelig nyttevirkning, thi som bekendt fordøjes hastigt fortæret mad dårligt og tildeler ikke legemet det samme næringsstof, som når den nydes med ro.
Når det er arbejdet, der lægger hindringer i vejen for overholdelsen af de bestemte spisetider, er der selvfølgelig intet at sige dertil: men er det ligegyldighed, bør det i tide påtales og modarbejdes, da det er hensynsløst uden nødvendighed at skaffe andre den ubehagelighed, som en lang ventetid før et måltid må siges at være. Folk er aldrig mere tilbøjelige til at blive gnavne og ubehagelige mod hverandre, end når de sultne må vente på deres mad ud over de fastsatte tider. Damerne er som regel de mindst agtpågivende i denne retning. At det naturligvis er lettere at tage til genmæle mod en sådan mangel på hensyn lige over for børn end voksne er klart, da disse sidste let, når det bebrejdes dem, ville komme med svar, der ganske ødelægger stemningen ved det påfølgende måltid. Det fornuftigste turde være, kun at vente på husherren og husfruen og at lade familiens øvrige medlemmer få den straf at få halvkold mad, uden at man i tilgift bør give dem alt for sure miner.
AT SIDDE TIL BORDS
Der er ikke mange forhold, hvor ydre velopdragenhed så hurtigt gør sig gældende som ved spisningen. velklædte mennesker, hvis ydre synes at gøre krav på en vis social stilling, kunne vise de mest umiskendelige tegn på mangelfuld selskabelig dannelse i samme øjeblik de tage plads ved et spisebord; de ane ikke eller tænker ikke over, at man ved at spise og drikke grimt ikke alene gør noget, der misklæder en selv, men tillige noget, der påvirker andre i høj grad ubehageligt. Hovedreglerne for, hvorledes man skal bære sig ad ved et spisebord, turde være så kendte, at man næppe behøver at dvæle videre ved dem, og der skal derfor her kun ganske kort anføres de vigtigste:
Servietten foldes ikke helt ud, anbringes ikke som hagesmæk og krølles ikke sammen som et lommetørklæde efter brugen.
Suppetallerkenen hældes ikke på skrå for at få den sidste rest suppe med.
Kniven puttes ikke i munden og benyttes ikke til fisk. Hvor ikke særlige sølvfiskeknive findes, benytter man to gafler eller et stykke brød i venstre hånd.
Fingrene bruges til slikasparges, artiskokker, frugt og lign., men ellers ikke.
Man bider ikke af æbler eller pærer, men skærer dem i stykker.
Brødet skæres ikke, men brydes i stykker og smuldres ikke mere end nødvendigt ud over dugen.
Man rækker ikke hen over sin nabos plads. Er det nødvendigt, siges et par undskyldende ord. Man må ikke ved at vende sig eller på anden måde vise sin interesse for de retter, der bæres ind.
Er man så uheldig at slå noget i stykker eller vælte noget ud over dugen, siger man et par beklagende ord til vært eller værtinde, men opholder sig ikke videre derved.
Samtale forbi ens nabo undgås helst; man bør i så fald søge at inddrage sidemanden i den.
man skal ikke forsyne sig selv, før man har budt sin sidemand.
SØNDAGEN
I et religiøst sindet hjem vil søndagen altid komme til at indtage en særstilling over for ugens andre dage af grunde, som det ikke her er stedet at påvise: men også i andre hjem har søndagen sin særlige betydning som ugens hvile- og fridag, hvor alle husfællerne kunne være samlede, hvor børnene og ungdommen kunne hengive sig til deres særlige interesser, hvad enten det nu er læsning eller musik, sport eller sløjd. En munter og hyggelig søndag i et hjem vil altid bidrage meget til et godt familieliv, og man bør derfor ikke alene tilstræbe at have et godt, rigeligt og veldækket søndagsbord, men efter evne indbyde børnenes venner dertil, helst dem, der ikke selv have noget hjem, og søge at gøre aftenen så behagelig som muligt ved musik, selskabsspil og hyggeligt samvær. Der ligger nemlig en fare for familiesammenholdet ved at lade børnene gå hver sine veje og vænne sig til at søge deres aftenfornøjelse om søndagen ved offentlige forlystelser.
Lad ugens arbejdsdage være så splittede og fulde af hastværk som de ville, er der endda i et hus denne ene samlende, hyggelige dag, hvor alle tilbringe nogle lykkelige og velgørende timer sammen, så hviler i dette hus alligevel familielivet på en god og sikker grund.
HUSETS NÆRE VENNER
Lykkeligt det hus, som har venner og ikke for mange løse bekendte, som indbydes af alle mulige andre hensyn end det ene, der bør være fyldestgørende – at man holder af dem. følelsen af at have venner, der ville stå last og brast med en og forsvare en i tykt og tyndt, giver en rolig tryghed, der hjælper godt til at bære en oppe over modgang, men som alt, hvad der har værd i livet, må man yde noget derfor. Man må tage del i disse venners glæder og sorger og bringe dem til det samme lige over for en selv ved at indbyde dem til sig på de mærkedage i ens hjem, hvor man trænger til kun at se kære ansigter om sig. For at skabe sig venner, må man idelig lade dem mærke, at de betyde noget andet og mere for en end løse bekendte og anstandsomgang. Den største vanskelighed ved dette forhold i hjemmet er, at det nære venskab har et bestemt personligt præg; en i en familie har fx en ven, som betyder overmåde meget for ham eller hende, men ingen af de andre i huset bryde sig om vedkommende, og omvendt. Det vil da være ret vanskeligt at skabe den rette atmosfære af velvære og behag omkring dette venskab, og endnu større er den vanskelighed, der beredes ved, at det er så svært at få venskab til at gå i arv. Man vil så godt som aldrig se, at børnene af nære venner fortsætte venskabet, tværtimod, den megen opfordring dertil, som i reglen er bleven hørt af de unge, ægger til modstand, og af dette forhold opstår megen uvilje og mange bebrejdelser rundt om i hjemmene uden at føre til noget resultat, thi der er intet at gøre derved, sympatien lader, sig ikke påtvinge. Forældrene må lade børnene selv vælge sig de venner, som skulle være deres støtte og glæde i livet, og ved at knytte dem til huset værne forældre på den bedste måde om børnenes kærlighed til hjemmet. Men på den anden side må også børnene vise hensyn og pietet over for forældrenes gamle venskaber: de må ikke glemme, selv om denne alderdom keder dem en smule, at de gode og fuldt pålidelige venner, næst dem selv, er det bedste, som forældrene eje.