Selskabslivet

Selskabslivet skifter Skikkelse sammen med Udviklingen og Kulturen, og den, der er bleven gammel, vil altid kunne tale om Formerne for sin Ungdoms selskabelige Fornøjelser som noget forbigangent og gammeldags. De, der nu ere gamle, mindes Skovturene paa Holstenskvogne med de medbragte Madkurve, og hin Tids Oldinge fortalte om Aftengilderne med Drikkeviserne – deres Fædre igen om Menuetterne fra Pudderparykkernes Tid, og saadan fremdeles.

GÆSTFRIHED

Nordboerne have fra de ældste Tider udmærket sig ved en stærkt udpræget Følelse af Gæstfrihed og af Gæstevenskabets Ukrænkelighed. Denne smukke Følelse staar endnu ved Magt, hvor stor end Forskellen er paa de ydre Former for vor nuværende Gæstfrihed og den, der udfoldedes ved vore Forfædres Guder.

Skønt Gæstfrihedsfølelsen endnu har dybe Rødder i den nordiske Bevidsthed, og vedblivende vil have det, kan det dog ikke nægtes, at Gæstfriheden er bleven noget mindre storstilet og uberegnet i den sidste Halvdel af det nittende Aarhundrede. Prisen paa Livsfornødenheder, Husleje og Folkehold er stegen vel til det dobbelte, Fordringerne til Anretning og Servering ligesaa, og Kvinderne i Hjemmene ere nu ofte saa optagne af andet Arbejde end Husvæsenet, at det er blevet mere nødvendigt at tage under Overvejelse, om der skal indbydes Gæster, end i de Dage, hvor Husmoderens og husets Døtres vigtigste Gerning var at sørge for, at Spisekammeret var vel forsynet. Endnu findes denne gammeldags og mere storladent anlagte Gæstfrihed rundt om paa Landet, særligt i de Egne, hvor de moderne Befordringsmidler endnu ikke rigtigt ere trængte ind, og en jydsk Husmoder, der i Sommerferien eller Julen med aabne Arme modtager ikke alene sine egne men ogsaa sine Naboers Gæster, saa mange der ville komme, og, tronende for Enden af sit lange Bord, beværter dem efter en tarvelig men bred Maalestok med Gaardens Produkter, egen Slagtning, egen Syltning, egen Bagning, vilde maaske med næsten lige saa forbavsede øjne som en Husfrue fra Christian den Fjerdes Tid se paa Tilberedelserne til en lille, udsøgt Hovedstadsmiddag, hvor alt er bestemt beregnet til saa og saa mange Personer, og alle Middagens Delikatesser, de talte Pærer, Chokoladebonbons o. s. v., indkøbte samme Formiddag i smaa, nøje afvejede Papirsposer, prydede med Leverandørernes Navnetræk i forgyldte Bogstaver. Den landlige Husfrue vilde vist finde denne Ordning baade kneben og smaalig og sikkert bede om at blive hurtigst muligt sat tilbage til sine store Spisekamre og bugnende Frugtkældere til det rigelige Hjem, hvor Gæstfriheden mere er en Hjertesag end et Pengespørgsmaal og i ethvert Tilfælde ikke øjeblikkeligt lader sig regne ud i Kroner og øre. Hun vilde dog ikke have Ret i alle Maader. De store Byers Gæstfrihed har ogsaa sin egen tiltrækning. Netop fordi den er bleven saa besværlig og kostbar, og fordi den forholdsvis lægger saa stort Beslag paa Tid og Kræfter, gør man sig dobbelt Umage for at faa det mest mulige Udbytte af den ved Gæsternes gode Sammensætning, ved Bordets smagfulde Udsmykning, ved hele den omhyggelige Forberedelse og Omtanke for hver enkelt Gæsts Velbefindende, som helt falder bort, naar Selskabeligheden har et improviseret og tilfældigt Præg. Og til syvende og sidst er det jo ligegyldigt, om man selv har bagt Kagerne eller købt dem i Stykkevis. Hvad det kommer an paa er Hjertelaget. Stemningen, Humøret, dette ubestemmelige, der gør, at man befinder sig vel det ene Sted og keder sig det andet, hvor der maaske endogsaa er bedre Betingelser til Stede. Denne uvilkaarlige Følelse af Behag eller Ubehag lader sig ganske vist ikke helt forklare – den har sikkert udøvet sin Virkning paa Sindene fuldt saa vel, da man gik med Pudderparykker eller Krinoliner, som nu, da man morer eller keder sig ved elektrisk Lys. Maaske man dog kan finde Forklaringen deri, at man, naar man befinder sig vel i et Hjem, har en instinktmæssig Fornemmelse af, at man er velkommen, og at Gæstfriheden er en virkelig Glæde for Vært og Værtinde og ikke for meget af en Pligt.

Naar alt kommer til alt, er det maaske denne Følelse, der overføres fra Hjemmet til Gæsterne og skaber den lyse, lette Stemning, som ikke lader sig fremtvinge hverken ved ydre Luksus eller ved et nok saa forekommende Væsen.

MIDDAGSSELSKAB
Den Form af Selskabelighed, der nu bruges mest, er at samles til Middag, i Regelen fra 12 til 24 Personer, som efter Maaltidet tilbringe Aftenen sammen, i ældre Huse til Kl. 10 à 11 og i et ungdommeligt Lag til lidt ud paa Natten. Denne Art af Sammenkomster har fra Hovedstaden fundet Vej til Provinserne, hvor den er i Færd med at fortrænge de gammeldags Aftengilder med varm Mad. I Grunden er det blot to Navne for den samme Ting. Forholdene ville til enhver tid kræve, at det Maaltid, der vælges til Selskabelighed, falder saa sent, da Dagens Arbejde er sluttet. Man satte sig ved Fortidens Aftenselskaber tilbords Kl. 7 à 8, og Middagen ansættes nu jævnligt til Kl. 6′., à 7 (i Frankrig og England Kl. 8 à 8’/2).
Folk have i store Byer for meget at tage vare til at kunne ofre mange Timer paa et selskabeligt Samvær, som man i øvrigt ogsaa ofte forlader med et behageligere Indtryk, naar den Tid, man har tilbragt sammen, ikke er alt for lang. Der fordres endda ikke saa lidt Anstrengelse og Omtanke fra Værts og Værtindes Side for at gøre de 4 à 5 Timer behagelige og underholdende, som Gæster nu tilbringe ved et Middagsselskab.
BORDETS DÆKNING
Ved et Spisebords Dækning vil naturligvis den individuelle Smag altid gøre sig gældende, selv om Tidens Skik nogenlunde angiver Rammen. Nogle ønske at give Bordet et stærktfarvet og rigt Udseende, andre ynde den enkle Stil med faa Genstande og lette Farveafskygninger. Hvorledes man nu end vil have det, vil det altid være nemmere at tilvejebringe en smuk Virkning ved et mindre Bord, end naar der skal dækkes til 20 eller 24 Personer, som det saa ofte er Tilfældet ved Middagsselskaber hertillands. De lange, lige Linier af Kuverter og Blomsterdekorationer faa let et stift og kedeligt Præg. Maaske dette er Grunden til, at de franske og engelske private Middage sjældent indbydes mere end 14 à 16 Gæster.
DÆKKETØJET

Da Spiseborde nu ere saa meget stærkere besatte end i gamle Dage, har Dugens Vævning og Mønster ikke mere den store Betydning, som man tidligere tillagde dem; men endnu findes der dog Husmødre, der sætte Pris paa fint vævede Damaskes Duge og som ved første Blik forstaa at bedømme deres Kvalitet. Er man i Besiddelse af saadanne meget smukke, lange Duge, hvis Vævning har et atlaskagtigt Skær, kan det tilraades slet ikke at anvende de nu saa almindelige Bordløbere. Til en Forandring virker det fint og smukt at se Sølvtøj og Blomster stillede paa den hvide Dug. Det ser ikke godt ud at sammenføje to mindre Duge.
Naturligvis skulle Servietterne for en Ordens Skyld svare til Dugen i Vævning og Mønster, men det er dog vist de færreste, der ville lægge Mærke dertil. En smuk Opstilling af Servietterne gør et pynteligt Indtryk, dog maa de ikke i for høj Grad tiltrække sig Opmærksomheden og særlig ikke være af forskellig Form, undtagen maaske for enkelte Hædersgæsters Vedkommende, f. Eks. et Brude- eller Sølvbrudepar. I Sammenfoldningen kan man anbringe Blomsterbuketter svarende til Bordets øvrige Dekoration. Kortstilkede Blomster, som f. Eks. Violer, passe godt hertil.
I fine engelske og amerikanske Huse begynder det at blive Brug ikke at have Dug paa Bordet, men kun en bred Kniplings Bordløber paa den mørke Mahogniplade og tilsvarende Kniplings Serviet under Tallerkenerne ved hver Kuvert. Hertil bruges mest hvidt, udekoreret Porcelæn og ikke for svære Dekorationer af Sølvtøj og Blomster. Kun enkelte større Blomster i Glas eller Sølvbægere, saasom Tulipaner og Orkideer. En saadan Ordning virker smukt, men er ikke meget anvendelig i vore Forhold, hvor Spisebordene ere beregnede paa mange Personer og derfor saa godt som altid have løse Fløje.

BORDLØBERE
Denne Art af Borddekoration, der var ukendt i vore Mødres Tid, spiller nu en stor Rolle. De skulle have omtrent to Trediedele af Bordets Længde, og de maa i Farve staa godt til Porcelænet og Blomsterne. Man bør vogte sig for at vælge for tunge Stoffer, som Fløjl og Plys, der undertiden bruges, lagte i dybe Folder, sammenviklede med løse Blomster. Ønsker man at pryde sit Bord med sammenfoldet Tøj bør man anvende et lyst og let Stof, som f. Eks. lysegrønt eller lilla Krepflor eller et svagtfarvet, blødt Silkestof og i Folderne anbringe usammenbundne Blomster af een Art. I de fleste Tilfælde benyttes Stykker af Silke eller Lærred med broget Broderi, der maa passe til Bordets Farvetone. Man bliver dog let noget ked af disse broderede Sager, og da hvidt helst maa være den dominerende Farve ved et Spisebord, kan man trygt anbefale Bordløbere af Hedebosyning eller af smukke Kniplinger.
BORDSERVICET
Porcelænet er den vigtigste Bestanddel ved Bordets Dækning, da det skal virke massevis og hele Tiden haves for øje. Hvis man vil have dansk Porcelæn, er det smukkeste, der forefindes, det saakaldte Flora danica Stel, hvis Original findes paa Rosenborg, men dette Stel er saa kostbart, at det kun er i meget rige Huse, at det kan anskaffes. Det almindeligste Bordstel hertillands er det københavnske saakaldte musselmønstrede, blaamalede Porcelæn. Det er et held, at dette Stel er saa stilfuldt, at man vanskeligt bliver ked af det, da det vel næsten findes i de to Trediedele af danske Huse. Grunden hertil er ikke alene den, at Stellet er kønt, men at det bestandig kan kompletteres og foreligger i saa mange Former, baade tarvelige og kostbare, at alles Evner og Smag kan tilfredsstilles. Man kan f. Eks. saaledes efter Behag tage hele Stellet eller kun Dessertservicet med udhugget Kant med eller uden Forgyldning. Et andet blaamalet københavnsk Stel med store Buketter maa dog anbefales som en Afveksling. Man bør ved Valget af et Spisestel vogte sig for de stærkt dekorerede Stel, der som Helhed let kunne gøre en tung Virkning, selv om hver enkelt Genstand er smuk. Helt hvidt Porcelæn eller Fajance, der bruges meget i England, tager sig fortræffeligt ud, naar det er smukt i Farvetonen og fint i Formerne. Lidt Anvendelse af Forgyldning paa hvidt Porcelæn kan være nydeligt. Man bør dække Bordet med en stor, flad tallerken ved hver Kuvert, hvorpaa Suppetallerkenen sættes. I rige Huse er undertiden denne flade Tallerken af Sølv; den benyttes da under hele Maaltidet som Underlag for de skiftende Porcelæns-Tallerkener. Nu om Stunder holder man nemlig ikke af at spise paa selve Sølvet, det anvendes derimod gerne til Fade og Sovseskaale, da Maden holder sig længe varm i Metal.

Dersom de til Dessertservicet hørende Skaale og Fade fyldte med Frugt og Konfekt ikke passe smukt til selve Spisestellet, maa man heller anbringe Desserten paa Glasskaale, som klæde Borddækningen meget smukt, særlig hvis de ere af sleben Krystal. Ligeledes kunne Syltetøjsasjetterne lige saa godt være af Glas som af Porcelæn; det skal dog bemærkes, at de stærke Farvenuancer, som Syltetøjet frembringer, let virke lidt plebejisk i Borddækningen. Man maa derfor hellere først lade Syltetøjet komme frem til Stegen, hvis man da ikke vil gøre et saadant Fremskridt i Civilisation, helt at aflægge den gammeldags Skik at spise Syltetøj til Kød.

GLAS
Glasfabrikationen synes ikke, hvad god Smag angaar, at gøre store Fremskridt i vore dage, siden det viser sig saa vanskeligt at faa moderne Glas, der tilfredsstille Folk med udviklet Skønhedssans. Det smukkeste, hvormed man kan dække et Bord, er gamle, krystalslebne Glas fra Empiretiden, men disse ere sjældne at faa til Købs og haves som oftest kun i Hjemmene i enkelte Eksemplarer. Man bruger derfor nye, slebne Glas, men saa ædle i Formen som de gamle ere de indtil videre ikke. – Ved en Middag, hvor der gives mange Slags Vine, maa det af Skønhedshensyn tilraades ikke at sætte for mange Glas paa Bordet foran Kuverterne, men at byde Glassene rundt samtidig med at vinen skænkes. Mere end fire á fem Glas foran hver Kuvert ser ikke godt ud (til Vand, Rødvin, Sherry eller Portvin, hvid Vin og Champagne). Rhinskvin skænkes i grønne eller brune Glas, som helst ikke maa være for mørke i Farven; Champagne enten i spidse eller flade Glas, svarende til Besætningen, ved mindre Selskaber bruges dertil ogsaa tynde, cylinderformede (jævnlig lyserøde) Glas.
KARAFLER
Det gælder med Karafler som med Glas, at de sjældent ere smukke i Form, selv om de end ere nok saa kunstfærdigt slebne. Nogle af de kønneste ere egentlig de allerbilligste, de saakaldte Foglietter; men de have den Fejl, at der ingen Glastold er til dem, og da Halsen er saa tyk, at sædvanlige Propper ikke passe, maa man lade skære særlige Propper, hvis man vil lade Vin henstaa i dem. Rødvin bør i private Huse altid serveres paa Karafler, da det i høj Grad forhøjer Bordets Skønhedsindtryk. Det ser bedst ud at stille disse Karafler paa Bordet uden flaskebakker eller andet Underlag, hvad dog sjældent gaar af uden Vinpletter paa Dugen. Rødvin skal være kuldslaaet; dette opnaas lettest ved at lade Flaskerne staa et Par Dage i Spisestuen, før de skulle bruges; det er meget vanskeligt at give Vinen den rette Temperatur ved at sætte den ved en varm Kakkelovn eller dyppe den i varmt Vand. Rødvinen fyldes paa Karaflerne en Timestid før Maaltidet og staar, indtil de skal bruges, uden Toldene isatte. Rhinskvin og Champagne serveres kolde. Champagne og bayersk øl hældes nu og da paa Glaskander lige før Brugen; det ser godt ud men gør Drikken mindre frisk og velsmagende. Vand sættes paa Bordet i Sølv- eller Glaskander; dette ser bedre ud og er mere moderne end at benytte Karafler.
SØLVTØJ
De gængse Former for Gafler og Skeer ere ganske vist ikke særlig smagløse, men heller ikke smukke, og man behøver blot at sammenligne dem med lignende Sager fra Empiretiden for at se, hvor meget Smagen for Husgeraadets Skønhed siden den Tid er gaaet tilbage; man nøjes nu med Skeer og Gafler, der fabrikeres i Tusindvis, kun med sit Monogram eller eventuelt et Vaaben, men naturligvis er der Huse, hvor Sølvtøjet er udarbejdet i en særlig Form og med kunstnerisk Ciselering. Det er i mindre rige Huse praktisk til Selskabsbrug at have en Ekstraforsyning af pletterede Skeer og Gafler, som man kan faa svarende til Sølvtøjet, naar man har de almindelig i Handelen forekommende Former. Konfekt- og Syltetøjsskeer forarbejdes ofte efter smukke oldnordiske Motiver eller efter gamle Mønstre. Ejer man smukt Sølvtøj, gamle Sukkerbøsser, Brødhakker, Skaale eller lign., bør man smykke sit Bord dermed. Tomme Sølvterriner sættes undertiden paa Bordet som Pynt. Sølvbægere med Blomster, særlig hvide eller gule, tage sig udmærket ud. Har man ikke Sølvbægere, bør man dog ikke erstatte dem med Plet, men hellere anvende ting af Glas og Porcelæn.
KNIVE
Elfenbensskafter ere de kønneste og kunne vare længe, naar Skaftet aldrig kommer i varmt Vand. Skafter af dekoreret Porcelæn anvendes ogsaa. Til Fisk bruges i fine Huse Sølvknive med Skafter af forskellig Art. Ligeledes til Frugt, men af mindre Størrelse. – Til Smørasjetter og Osteklokker’ haves Knive af særlig Form, ligesom til østers. Det er en gammeldags men ret behagelig Skik ved Siden af Kuverten at have en Knivebuk af Glas eller Metal til at lægge Knivsbladet paa.
BORDOPSATSER
Det er af Vigtighed, at Bordets Midtpunkt gør et behageligt Indtryk; derfor heller den tarveligste Vidiekurv, der er ædel i Formen, end en grim Sølvopsats, er den end nok saa vægtig. Vil man anvende en Sølvjardiniere, maa den passe til Stilen i Bordets øvrige Dækning, det være sig Rokoko- eller Empirestil. I denne sidste Stilart haves fra gamle Tider smukke lave Skaal til Bordopsatser af Krystal og Sølv i Forening. Fra samme Periode skrive sig de meget kostbare Opsatser med tilsvarende Kandelabrer af forgyldt Bronce; disse Opsatser hvile undertiden paa et stort Plateau med Broncefigurer og gøre et pragtfuldt men lidt tungt Indtryk. De egne sig nærmest til Slotstafler. Til denne Art Borddækning med forgyldte Ting passer det ikke at anvende Sølvsager paa Bordet, og Blomsterdekorationen maa have et eget stift Præg. I enkelte gamle Huse ses Spisebordet endnu prydet med de i forrige Aarhundrede brugte Plateauer af Spejlglas besatte med Porcelænsfigurer eller smaa Glas med Blomster. Den almindeligste Form for Bordopsatser er imidlertid en Jardinière af Porcelæn, passende til Stellet; er den gennembrudt, maa man lade forarbejde en Blikskaal, nøje passende til Formen, for at kunne sætte Blomster i den. Om Efteraaret kan dog Frugt af blandet Art, pyntet med brogede Blade, virke næsten smukkere og rigere end Blomster. Om alle Arter af Opsatser gælder det, at de ikke maa være saa høje, at de ganske skjule de lige overfor hverandre siddende Bordfæller.
ARMSTAGER
Armstager af Sølv eller Porcelæn , svarende til Stellet, gøre et Bord festligt, men maa hellere undværes, hvis de ikke passe til alt det øvrige. At sætte et Par tarvelige, mørkt broncerede Arm-stager paa et Bord, der ellers er dækket med Sager af Sølv eller Porcelæn, ødelægger Helhedsvirkningen. Tiltrænges de som Lysgivere, maa de hellere erstattes med et Par smaa, vel skærmede Lamper. Fra Empiretiden ses endnu i en del huse smukt formede Armstager af engelsk Plet. Lysene maa altid forsynes med Skærme for ikke at genere øjnene.
DESSERTSERVICET
Naar Desserten skal anrettes, sættes ved hver Kuvert Desserttallerken og paa denne først en ganske lille broderet eller Kniplings Serviet, derpaa en Isasjet af Glas og paa Siderne af denne lagt en Frugtkniv med tilsvarende Gaffel, ofte med Perlemorsskafter. Dette lille Ensemble maa være godt afstemt i Farve for at kunne tage sig ud, De smaa Servietter ere baade smukke og holdbare, broderede med Hedebosyning. Desserttallerkenerne behøve ikke at være af samme Mønster som det øvrige Service, men bør dog ikke virke stærkt ved Forskellighed derfra. I det hele taget har det ved et Spisebords Dækning mindre at sige, om det er dækket med tarvelige eller kostbare Ting, naar det blot er præget af god Smag og en vis Enhed i Stilen og er holdt i en lys, let Tone, der passer til en festlig Stemning.
MENUER
Det er Skik ved større Middage ved hver eller hver anden Kuvert at anbringe en Spiseseddel, der ofte er festligt dekoreret til Anledningen. De mest forskellige Ideer kunne saaledes gøre sig gældende, og man har endog ved særlig festlige Lejligheder set, at Menuen har været anbragt paa Fodstykket af Statuetter udførte af en bestemt Billedhugger. Dette er naturligvis enestaaende; men kan der ikke skaffes kunstnerisk Medvirkning, kan det vist som Regel siges, at man gør bedst i at holde Menuen i hvidt og Guld med et Monogram eller Vaaben.