Fru Gad har i “Dydens Belønning” vist, hvor megen Snobberi og falsk Kristendom, der trives i Ly af Ordet “Hellighed”, hvorledes dette i mangfoldige Tilfælde er Døren, hvorigennem man naar frem til gode Stillinger, Dekorationer og Titler, og hun gar udstyret sine Personer med den rette Fraserigdom, der glinser paa dem som tyk Oliefarve.
Fru Gad har hentet sit Stof fra visse kjøbenhavnske Saloner, hvor den ubønhørlige Mode for Tidens paabyder religiøs Frisure.
Hendes Lystspil, der i Aftes opnaaede en Lattersukces paa Dagmarteatret, jager for saavidt paa samme Revier som Hr. Esmanns Aleksander den Store. Der er imidlertid ikke Tale om nogen Efterligning. Dydens Belønning forelaa paa Dagmarteatret allerede i December 1899, altsaa adskillige Maaneder, før Folketeatret spillede Aleksander den Store. Ligheden indskrænker sig da ogsaa til visse Enkeltheder i Sceneriet, saaledes den teologiske Teaften, der findes i begge Stykker. Men forøvrigt gaar Fru Gad sine egne Veje, og hendes Komedie belemres navnlig ikke af den Mados, der efterhaanden sænker sig tungt over det andet Stykkes Repliker.
Fru O. Jacobsen og Hr. Alb. Schmidt som Kamma og Harry Fleron
Midtpunktet i Dydens Belønning, den, der sætter Handlingen i Gang og holder den i Bevægelse, og som tilsidst afslutter den med en lidt brat, men munter Klapfinale, er en lille Kontordame, som Fru Gad vist maa have truffet i Hegnet eller Kvindernes Køkken. Hun hedder Suzette Ankerkronen og er en lille, rap og nydelig Dame, som muttersalene i Verden maa klare for sig selv saa godt, hun kan, og som derfor af Livet har uddraget og dannet sig sin egen Moral. Paa et forøvrig lidt nærgaaende Spørgsmaal, om hun er dydig, svarer hun: “Ja, det tror jeg da”. Og selv om Salonerne næppe vil godkende hendes Opfattelse, saa kan den vist være meget rigtig endda. Hun holder ganske særdeles af at more sig, og det morsomste af alt er at “tumle med Herrerne”, der naturligvis stimler sammen i Flokkevis om en saa indtagende og imødekommende lille Skabning. Da stykket begynder, erfarer Frøken Ankerkrone imidlertid paa en meget ablid Maade, at de samme Herrer alligevel ikke er saa lette at tumle. Den pæne og velfriserede Grosserer Fleron, som hun halvvejs tror sig forlovet med, har netop faaet nok af de Hvedebrødsdage, han har nydt paa Forhaand, og søger nu en solidere og mere fordelagtig Forbindelse. Saaledes som Tiden og Moden kræver det, begynder han ogsaa at vende sine Tanker opad, og i den Kres, hvori han søger Tilhold, er saagodtsom alle – “under meget høj Protektion” – optagne af det samme.
Hr. Kornbeck som Millionæren
Her skal imidlertid ikke fortælles Indholdet af Stykket, blot Udgangspunktet antyder, og dette er den lille Kontordames ingenlunde ædle, men meget menneskelige Beslutning om at tage en forsvarlig Hævn over sin pæne og hjerteløse Snob. Til sin Hævn tager hun en Række udmærkede kvindelige Egenskaber i Tjeneste, og i Komediens fire Akter snurrer hun nu paa den pudsigste og koketteste Maade rundt med Selskabet – med sin Grosserer, med dennes Svigerfader, Direktør Prangen, oprindelig en ganske skikkelig og Ærlig Ven af alle Livets materielle Goder, med den for sit Kommandørkors meget virksomme Kammerherre v. Platen, og med den hellig Bidskhed til Tænderne bevæbnede Obertsinde Mettlau. Frøken Ankerkrone driver sit Spil med dem alle, narrer dem alle og vender Vrangen ud paa dem alle. Lidt for let lykkes dette vist for hende. Fru Gads komiske og hykleriske Personer bærer deres Hjærter paa Tungen, de røber for et godt Ord deres inderste Planer, og de gaar lige lukt i den opstillede Fælde. Den elskværdige Forfatterinde undervurderer utvivlsomt de Mennesker, hun vil til Livs, Kammerherre v. Platen og Grosserer Fleron er farligere i det virkelige Liv, farligere og betydeligere, ellers vilde deres moralske Samvirken til fælles Bedste ikke kunne bære saa rig og varig en Hest.
Fru Anna Larsen og Hr. J. Wiehe som Suzette og Direktør Prangen
Men det gør ikke Komedien ringere som Underholdning, at Fru Gad tager sit Selskab saa lidt seriøs. Naar Personerne udleverer sig selv, udleverer Fru Gad dem til Latteren, og Latteren fulgte i Aftes Dydens Belønning fra Akt til Akt og Replik til Replik. Fru Gad kender nøje alle de konventionelle Udtryk og Betoninger i Selskabets Samtaleform, og ved en lille, lystig Frejning forstaar hun at latterliggøre dem. Hun kender ogsaa Scenens Love og anvender dem ofte med stor Behændighed. Modsætningens Komik virker aldrig stærkere, end naar den viser sig ganske utilsløret. Derfor morer man sig kosteligt, naar Samtalen om det kristelige Drankerhjem pludselig gaar over til en Diskussion om Direktørens Vinkælder med tilhørende Værdsættelse in natura.
Fru Gad faar utvivlsomt Fornøjelse af sit nye Lystspil, hun kunde faaet en endnu større, hvis hun i rent teknisk Henseende havde stillet større Fordringer paa sit Talent. Indledningsscenen i første Akt, hvor Hr. Fleron pludselig staar mellem sine to Forlovede, er i den givne Form altfor letkøbt; Fru Gad slipper ogsaa altfor nemt fra den udvortes sceniske, naar hun lader sin Viktualiehandler have Kærlighedsscener i Direktørens Dagligstue.
Hr. Aage Hertel som Digteren
Overhovedet er denne meget pudsige Viktualiehandler, der gør Skinker med Traktater istedetfor Krusepapir om Halsen, altfor hjemmevandt hos Direktør Prangen. Han er næsten Busenfreund med Kammerherren, der dog ellers meget modstræbende gaar med til den absolute Lighed hinsiden. Hans Opræden ved den teologiske Te skaffer ganske vist en virkningsfuld Udgang paa Stykket, men den gør Tilskuerne lidt mistænksomme overfor Kresen. Naar Viktualiehandler Brask er én af de fornemste Personer i det religiøse Komplot, kan Byttet næppe være Landets bedste Embeder og højeste Ordener. Og det vil Fru Gad dog ellers og med Rette fortælle os.
Saaledes som Teselskabet i Aftes fremstilledes paa Dagmarteatret, skulde man forøvrig heller ikke faa Indtryk af dets Betydning. Altfor faa og altfor ungdommelige Statister fremstillede her formaaende og fornemme Herrer og Damer. Arrangementet her var Opførelsens svageste Punkt, forøvrig forløb den let og muntert med Fru Anna Larssen i Spidsen. Efter at Fru Larssen havde spillet sig i humør, blev hun en overmaade nydelig, frejdig og sikker Suzette Ankerkrone. Hende fulgte den statelige Kammerherre Orlamundt, den bidske Oberstinde Mathilde Nielsen, den ulastelige Grosserer Albrecht Schmidt, den sødlige, smilende og eksalterede Missionær Hr. Kornbeck, den sorte og stumme Digter Hr. Hertel osv. Hr. Jacques Wiehe bar som Direktør Prangen en misvisende Maske – saa gnaven og stram ser denne elskelige Middagsherre ikke ud – men han holdt til Gengæld i sidste Akt en Tale, hvor hvert andet af de fremmede Ord slog Sludder for ham; den var fuldkommen. Stykke og Spil hilstes i Aftes efter hver Akt med stærkt Bifald og Fremkaldelse af det udsolgte Hus.
O.R.
Dydens Belønning.
Hvis Fru Emma Gads nys Lystspil – der i Aftes vakte Latter og fandt Tilslutning hos et udsolgt og udsøgt Hus – er et Vidnesbyrd om, hvad man i toneangivende Hovedstadskredse mener om den ydre og indre Mission, behøver vore Dages Forfattere ikke i hver anden Roman og hvert tredje Skuespil at kæmpe mod de mørke Magter. Rent literært kunde man maaske derfor nu lægge et Ord ind for andre Æmner. Marsch paa Stedet bliver i Længden en Kjende ensformig. Fru Gad har imidlertid, efter hvad Forfatterinden har oplyst os om, Krav paa forholdsvis Originalitet; hun har i det mindste ikke villet digte en Iliade efter Homer. Hendes “Dydens Belønning” var i Dagmartheatrets Hænder et Par Maaneder, forinden “Alexander den store” gik over Scenen.
Hendes Skuespil handler om en falleret Kjøbmand, der atter har slaaet sig i Vejret ved en Arv, der er tilfaldet hans Kone. Direktør Prangen, som han nu hedder, agter ogsaa at holde bedre fast paa sine Penge denne Gang. Han stritter standhaftigt imod, naar hans Svigersøn vil laane Mønt til Forretninger, eller naar hans hellige Søster vil pumpe ham for Bidrag til Assam-Missionen eller Asyler for Drankere og faldne Piger. B emeldte Dame, Enke-Oberstinde af Titel, er imidlertid sejg og har fyldt sin Broders Hus med Præster og Kammerherrer, Missions-Fruer og Handlende, der spekulerer i Gudelighed og lægger Traktater paa deres Diske. Vi overværer atter den obligate hellige Eftermiddags-The, og det hele Selskab er paa god, gammel Farce-Maner skildret som en Bunke Sluberter, der bag den fromme Maske kun har egoistiske Formaal og kun forfølger verdslige Fordele.
Kammerherren, der kommer paa Drankerasylets Vegne, stikker strax paa den bløde Kognak og den aromatiske Portvin, til han faar en let Rus. Direktør Prangens Svigersøn bruger “Forbindelserne” til at blive sat i Spidsen for de førende Bryggerier o.s.fr.
I Theatret som i Cirkus er vi alle Børn og barnlige Sjæle. Vi ler ad komiske Situationer, selv naar det kun er en Klown, der falder paa Halen. Det er nu en Gang de stærke Løjers Fortrin, at man ikke stiller nærgaaende Spørgsmaal til dem. Fru Gad vilde sikkert saaledes blive meget overrasket, hvis man vilde spørge hende, om hun da virkelig mener, at den hele religiøse Bevægelse, der for Tiden er oppe og gjør sig saa højlydt gjældende, er lutter Humbug og Svindel. Hun levner i hvert Fald Repræsentanterne for Bevægelsen i sin Komedie ikke Ære for en Øre. Med al Respekt for Satirens Spillerum vilde det dog mulig have været baade retfærdigt og humant at have indrømmet saa meget som, at der kan være honnette Folk i alle Lejre og Bestillinger. I gamle Komedier hørte man ogsaa undetiden “den anden Part” og gav den en hæderlig Talsmand.
Mindre sikker er Forf. i sit Forhold til den moderne Literatur. Hun satiriserer let over en ung radikal Poet – hvem hun forøvrigt har haft den besyndelige Idé at gjøre til en Stum Person – men naar Ophavet til Digtsamlingen som det unge Blod og de røde Roser skal stives ad med en adresse, vilde Fru Gad saa ogsaa svinge Komikkens Svøbe over de emsige Adresse-Samlere og Underskrivere?
Ærlig talt synes vi bedst om Forf. naar hendes Arbejde for de “selverhvervende” Kvinder ogsaa faar sit Udtryk i Lystspillet. Hun synes her at have meget paa Hjærte, og her falder hendes Ord ofte varme.
Der er i Stykket gjort et ikke ilde Tilløb til at skildre en ung Pige, en Kontorfrøken der hutler sig igjennem med 50 Kr. om Maaneden, og som hvert et Mandfolk fra Gaden tror er et let Bytte. Hun er kjøn og fin, rap i Munden, velbegavet og brav af Gemyt. I Stykket hedder hun Suzette og har været Kjæreste med Direktørens Svigensøn, før denne slog sig op med Moral og Svigerfaderes Penge. Nu vil hun hævne sig og bringer sin gamle [kæreste] i adskillige for ham alt andet end lystelige Situationer. Hun er [] paa Veje til at blive Direktørens Hustru – og altsaa sin gamle Kjerestes Svigermoder – da han pludselig bliver ædel og heler, hvad han har slaaet i Stykker. Direktøren, der ser, hvad andre faar ud af hans Penge, vil nemlig til sidst give den Sum, han skylder bort fra sin Fallit, til Drankerasylet, men dette oprører den hellige Viktualiehandler, hvis Fader blev ruineret ved Faliten. Han giver saa Hyklerne Død og Djævelen, og Suzette forlader Valgpladsen med ham.
Slutningen af Komedien er ikke særlig god, men Suzettes Intriger har tilvejebragt flere morsomme Scener i de sidste to Akter, og Forf. faar sin “belønnin” derfor ved Tæppets Fald.
Fru Anna Larsen er vel egentlig for [x]-agtig til Suzette, der skulde være robustere, bredere baade i [x] og Tale. Men det var alligevel en højst indtagende Fremstilling, fuld af Liv og Lune.
Af de øvrige rollehavende var kun Hr. Kornbeck helt tilfredsstillende som Missionæren. Det var morsomt uden at være overdrevent.
Hr. Lindstrøm fik derimod intet ud af Viktualiehandleren, og Hr. Ja[] Wiehe som Direktøren blev først rigtig morsom i sin Tale mod Stykkets Slutning. Fru Math. Nielsen som Oberstinden og Hr. Albr. Schmidt som den unge Grosserer gav intet nyt. Det samme kunde siges om Hr. Orlamundt som Kammerherren men ulige Personager har Kunstneren et saare fornøjeligt Greb paa. Fru Olivia Jacobsen, der maaske skulde have været Suzette, gjorde hvad hun evnede i Datterens uklare og temmelig kjedelige Rolle. Som en Tjenestepige havde Fru Wandahl en meget morsom Maske.
Nu skal altsaa Dagmartheatret og Kasino kappes om at “belønne Dyden”. Det er et helt Korstog, de to Scener vil prædike. O.B.
Aarhus Stiftstidende, 4. oktober 1900.
En Lattersukces. Fru Emma Gads ny Stykke “Dydens Belønnin”, som i Aftes opførtes første Gang paa Dagmarteatret, blev en udpræget Lattersukces.
Kallunborg avis, 4. oktober 1900.
Dagmartheatret opførte iaftes første Gang “Dydens Belønning”, Lystspil i 4. akter af Fru Emma Gad. Stykket hører vel ikke til de betydeligste i den elskværdige og talentfulde Forfatterindes dramatiske Produktion, men ved sit morsomme og velpointerede Replikskifte og flere gode Lystspilscener har det let ved at faae Tag i Publikum, og Forestillingen fulgtes saagodtsom helt igjennem med livlig Bifald. Blandt de Rollehavende var der især Fru Anna Larsen, der bidrog til Aftenens Sukces.
Theatret havde udsolt hus.
Fru Gads ny Lystspil handler om Hykleriet.
Da Moliére i sin Tid havde skrevet sin berømte Hyklerkomedie, maatte han anvende fulde 4 Aar paa at faa Lov til at opføre den. Der stod en Kamp mod Taruffe af mægtige Modstandere, der, enten de nu var oprigtige eller hykleriske Kristne, ikke vilde finde sig i Satiren mod Hykleriet, fordi de i hvert Falf vilde blive slaaede i Hartkorn med Hyklerne. Og Moliére maatte intrigere og smigre for at skaffe sig formaaende Venner, bede og overtale, true og trykke, inden han fik sit kære “Taruffe” frem.
Saa lang og tung en Gang har Fru Gad næppe gaaet for at faa sit Stykke op paa Dagmarteatrets Scene. Skulde man kunne maale Hykleriets Magtstilling den Gang og nu paa en saadan Forskel, eller skulde det virkelig hænge sammen, som det hyppigt siges, at Moliére, med sin geniale og udødelige Komedie gav Hykleriet et saa dødbringende Slag, at der nu slet ingen Hyklere er mere til at tage til Genmæle og føle sig ramte? Nej – saa vel er det jo ikke.
Det var ikke Hykleriet, som det lykkedes Moliére at afskaffe, men det var delvis Ordet Hykler. Det gik dermed ud af Sproges, og sige ud af det gode Selskabs Sprog. Man kan ikke hefte Betegnelsen paa Nogen, uden egen Tilstaaelse foreligger, og den foreligge selvfølgelig aldrig. Hykleriet selv formummer sig, og det paa den allersnedigste Maade, det fordummede sig. Dumheden, Forvirringen, Konfeusionen i Tankegang er et Panser, paa hvilket selv den stærkeste Mistanke for Uærlighed preller af. “Ja, dum er han ganske vist, meget dum, men netop derfor er han sikkert ærlig”, hvor ofte kan man ikke høre den Vending brugt om en af sine ansete og ærede Medborgere. Og Hyklertiet, som har en naturlig Snedighed, har vidst at udbytte Stillingen, der har ogsaa draget sig i Tidens Modeord “det Ubevidste” til Gode. Er der noget Galt paa Færde, er det i hvert Fald ubevidst.
For at en ny Komedie om Hykleriet da skulde ramme med rigtig Fynd og Klem, maatte den være lagt med Skarphed og Klarhed, der maatte være gaaet til Bunds i Typerne, set nyt og frisk paa dem. Men i Fru Gads muntre og elskværdige Stykke, der i Aftes gjorde Lykke i Dagmarteatret, er den meget velmente Satire rigtignok ikke hverken synderlig ny eller dyb eller bidsk, som Emnet fortjener det. Det er en fornøjelig og ofte kvik Persiflage af de Former, som religiøst Snobberi og verdslig Foretagsomhed iklæder sig i det moderne Foreningsliv, i Komitéer og Selskaber, hvor Nogle benytter en velkommen Lejlighed til at gnide sig op ad de Fornemme eller tjene paa Forbindelser med de mere Velhavende, medens Andre ofrer deres Penge med salvelsesfuld Brask og Bram for at naa op i Komitébestyrelser, hvorigennem Vejen atter gaar til Ordner og Titler eller andet Attraaværdigt. Fru Gad har det gode Teatergreb at kunne sætte et Optrin virkningsfuldt. flot kontrasterende op. Saaledes har hun f. Eks. her et Par Scener, hvor Herrer og Damer af det gode Selskab forhandler om Drankerasyler, alt imens de smaget paa forskellige slagt Cognac og Rødvin, saa Kendernes velbehagelige Smækken med Tungenb blander sig i de moralske Bemærkninger. Hun har hyppigt pudsige og kvikt turnerede Udtryk, men hun gaar rigtignok heller ikke af Vejen for flove og godtkøbs Indfald. Det er Altsammen meget letløbende, men det bevæger sig hele Tiden lige paa Overfladen.
Som Traad gennem disse Billeder af det religiøse Forenings- og Forretningsliv har Forfatterinden lagt en Handling, der i sine Enkeltheder ikke er meget sandsynligt ført. En munnter, og selvstændig, ung Kontordame, der, i Vrede over at blive forsmaaet af sin Kæreste, skaffer sig Indpas i han ny Forlovedes Familie, vikler der hurtigt den velhavende Svigerfader om en Finger, tager ham ved en Overrumpling i Fremmedes Nærværelse og skal nu lige til at være Frue i Huset, da hun efter forskellige Omskiftelser lige saa flot opgiver det Hele og vandrer af Sted. Figuren hænger ikke videre godt sammen, benyttes heller ikke fuldt ud, men den gør sig. Det morer Publikum at se et saadant slagfætdigt Pigebarn, der føler sig lykkelig ved alle hendes straalende Sejre og spørger saa ikke efter, hverken om hun udnytter dem, eller om hun nogen Sinde egentlig vilde have vundet dem. Og denne Rolle tog sig ogsaa ud i Udførelsen i Aftes. Fru Larssen har den sejrssikre Aplomb, den uforfærdede Gaaen paa og det gode Humør, der fordres. Publikum jublede, naar hun tværs gennem al Sandsynlighed tiltvang sig Sejren, hun spillede saa lystigt og rask, at man gav hende Ret.
Ellers er der ikke mange Bemærkninger at gøre om Udførelsen. Den var letløbende og munter som Stykket selv, men frembød ellers ingen særlig glansfulde eller nyt sete Præstationer. Hr. Orlamundt som en vrøvlende, lidt fugtig, alligevel til Pas fornem Kammaerherre, Fru Mathilde Nielsens Fromhed og Galde, Fru Olivia Jakobse munter og rørende, Hr. Jacques Wiehe ubeslutsom og stammende og pudsigt vrøvlende. Ogsaa Hr. Kornbech, der taktfuldt og uden videre Overdrivelse spillede Missionæren, og Hr. Lindstrøm saftig og zunftig som den hellige Viktualiehandler. Vi kender den Alle, men Stykket udfordrer heller ikke stærkt til nyt og ejendommeligt Spil, og Alt gik meget pænt, kun Selskabsscenerne faldt lidt magert i Arrangement og Udførelse.
Folk syntes at more sig godt. F. Kolbye.
Lolland Falsters Stifts Tidende, 4. oktober 1900.
Fyens Stiftstidende, 5. oktober 1900.
Østsjællands avis, 5. oktober 1900. LÆS HELE ANMELDELSEN
Premiere paa Dagmarteatret Kjøbenhavn, Onsdag Nat.
Saa vi vi da igen en Samfundssatire, der i sin Friskhed og dristige Slaaenhed næsten er Holbergsk. Fru Emma Gad, der selv hører til det Bourgeosi, som hun i Aften saa gladelig slog løs paa, har her vovet Springet helt ud, det hun antydede i “Rørte Vande”, og som Otto Benzon i sin Tid tilsigtede med “En Skandale”, men som han bøjede bort fra i sidste Øjeblik af letforstaaelig Frygt for Følgerne.
Fru Gad har i “Dydens Belønning” vist, hvor megen Snobberi og falsk Kristendom, der trives i Ly af Ordet “Hellighed”, hvorledes dette i mangfoldige Tilfælde er Døren, hvorigennem man naar frem til gode Stillinger, Dekorationer og Titler, og hun gar udstyret sine Personer med den rette Fraserigdom, der glinser paa dem som tyk Oliefarve, trukket Linierne skarpt op og ladet Stykket ende med en velberegnet Slutnings-Effekt, hvor Spækhøker Brask, der ogsaa har gaaet om md en hellig Maske af Hensyn til de gode Kunder, pludselig taber denne og viser sig og Selskabet, som det de er, nemlig en Samling forløjede, selvkærlige og beregnende Samfundsstøter.
Publikum modtog Stykket med al Honnør – og syntes at more sig kostelig. Efter hvert Akt var der et Par Fremkaldelser, efter 3die Akt var Bifaldet særlig stærkt, men den ypperligt beregnende Slutningseffekt henrev ligeledes til et kraftigt Bifald. Sukces’en er sikker nok. Det er et af de Stykker, som alle skal se, fordi det giver en hel Del Samtalestof og byder et Galleri, som uden egentlig at give noget nyt, dog er saa firnøjeligt og for den Sags Skyld ægte nok til at aftvinge emhver Interesse.
Ogsaa Spillet vat godt. Først og fremmest bør Fru Anna Larsen omtales for sin fortræffelige Udførelse af Kontordamens, Suzette Ankerkrones, Rolle. Denne letsindige, men brave unge Pige, der, vant til at staa paa egne Ben, ogsaa forstaar at skaffe sig Hævn over sin ungdomselskede, der “af højere Hensyn” forlader hende for at ægte den rige Direktør Prangens Datter, var aldeles mesterligt gengivet. Men som Modsætning til hende bør Fru Mathilde Nielsen som den hellige Oberstinde nævnes, ligeledes en fortræffelig Præstation, der syntes at være kendt af alle Teatergængere. Dog ogsaa Hr. Albr. Schmidt som Prangens Svigensøn og Fru Olivia Jacobsen som hans Datter, var udmærkede. Og i Grunden burde alle de medvirkende nævnes; thi det hele Ensemble var absolut gogt.
Iscenesættelsen var som altid stilfuld, Baade det rige Direktørhjem og Oberstindens Dagligstue med den luvslidte Elegance var godt gengivne og bidrog deres til det udmærkede Helhedsindtryk.
– Der var udsolgt Hus, og man kan forudse en Række røde Lygter.
Men Stykket fortjener det også. Samfundssatiren, der gør sin Nytte og har sin Berettigelse i ethvert Samfund, blev i Esmanns “Alexander den Store” kun tul et spredt Causeri. – I “Dydens Belønning” har vi den virkelige Komedie og den maalbevidste Handling, der fastholder Interessen fra først til sidst.
Cand.
Illustreret Tidende 14. oktober 1900.
Fru Emma Gad har givet Dagmarteatret sit Lystspil Dydens Belønning.
Fru Gads Digterskib er altid en let og elegant lille Yacht, som i snildt Kryds befarer den københavnske Selskabeligheds ikke meget dybe Vande, snart med et lille Slag op mod litterært Klike-Uvæsen, snart et Stræk med Retning mod Tevands-Gudeligheden. Kvikt og muntert med Smaabølgerne pludrende for Bougen, gaar denne Sejlads, uden synderlig Fare for at Baaden skal blive hængende paa nogen af Grundene. Der er ikke uforsigtig meget Bly i Kølen.
Denne Gang er det den rene Dame-Sejlads. LÆS HELE ANMELDELSEN
Fruen havde dog gjort et Fund. Hun har truffet paa den københavnske Kontor-Dame, en ufortrøden og uforknyt lille Ting, med muntre Øjne og en Appetit paa Livet, som de halvthundrede Kroner om Maaneden ingenlunde tilfredsstiller. Saa smaasulter hun og fixer sig op efter bedste Evne, lever let hen uden mange Skrupler, klarende sig fri for de værste Skær – dydig? Ja, det mener hun da; hun har jo aldrig gjort sig nogen Fordel paa sine Venners Bekostning.
Saadan har Forfatterinden stillet hende hen, frisk og levende. Og Fru Anna Larssen lagde saa til af sit – kaad, forfløjen, tindrende og alligevel med saa megen Ruhed nu og da, at man mærkede, hvor Livet havde skuret og gnavet, og i et afgørende Øjeblik med en Ed paa, som ikke er Koketteri.
Den unge Dame svigtes af sin noget-mer-end Forlovede, der har Brug for en rig Grossererdatters Penge. Til Hævn forlover hun sig med Svigerfaderen og kører i Ring baade med ham, sin tidligere Elskede og hele det højtidelige Selskab, indtil hun, led og ked af al deres beregnende Fromhed, gaar sin Vej sammen med en Ungdomsven, der ogsaa har faaet for meget al den nævenyttige Gudelighed, med hvilken han for Resten selv har søgt at afstive sin Spækhøkerbod…
Vist er der pudsige Scener og adskillige lattervækkende Ord rundt om i Stykket, men Fru Emma Gad har paafaldende konsekvent undgaaet at lade sine Personer sige eller gøre det, som rigtige Mennesker vilde gøre og sige. Tilmed har hun haft det utvivlsomt uforskyldte Uheld. at flere af Motiverne i ‘Dydens Belønning’ lige i Forvejen har været behandlede af andre og mere indgaaende Forfattere.
Selve Arten af Fru Gads Talent sikrer hende imidlertid mod det ubetingede Nederlag. Folk nænner ikke let at blive vrede paa en elskværdig spøgende Dame, som underholder dem og faar dem til at le.
