Det er Forarbejderne til en Bazar til Fordel for en Anstalt for “Drenge i Overgangsalderen paa Nørrebro”, som Fru Gad frenstiller i dette Stykke. Man gjør Bekjentskab med en Del fine Folk, som er stærkt optagen af dette Godgjørenhedsarbejde, der ret beset kun er en fornøjelig Underholdning for dem selv.
PERSONERNE:
Fru Emma Gads nye Stykke, der iaftes gik over Folketeatrets Scene, er i Virkeligheden hendes første dramatiske Arbejde, skrevet for seks Aar tilbage og den Gang indleveret til mindst to Teatre, hvid Direktører med Glans afslog den bekendte Forfatterindes Lystspil.Nu da Aar er gaaede, kappedes Teaterdirektørerne for vore tre private Scener om den Ære og Fordel, der kunde høstes af en Nyhed, som skyldes et populært og ubestrideligt Talent.Alle tre vilde opføre I veldædigt Øjemed, da Rygtet gik, at Fru Gad havde et Stykke færdig, og man skal ikke være vis paa, at det kgl. Teater ikke fortryder sin uskønsomme Opførsel mod Fru Gad, som efter Forkastelsen af Et Sølvbryllup ikke fandt Anledning til at indlevere det paany udarbejdede Lystspil. Det kgl. Teater er jo imidlertid altfor fornemt til at anmode nogen Forfatter om Opførselsret til hans Arbejder.
Annonce fra Adresseavisen 15. januar 1892
Ganske sikkert, I veldædigt Øjemed er omarbejdet, gennemgaaet, sammentrængt og fæstnet af en Forfatterinde, der nu arbejder sikkert i Dramaets Teknik og som dengang var en Begynderinde, hos hvem Teaterdirektørerne, der burde være de særligt kyndige Fagmænd, ikke opdagede de betydelige Egenskaber. Den gamle franske Kritiker Sarcey, af hvem man trods hans literære Mangler altid kan lære en del, og som i hvert Fald aldrig kan sammenlignes med de Tarveligheder, som herhjemme leverer Teaterkritik i adskillige Højreblade – Sarcey, der i disse Dage har skrevet en paa visse Punkter uforstaaende, paa andre slaaende sand Kritik af Hedda Gabler, plejer at sammenfatte sin Dom over Stykker i de faa Ord: “Dette er Teater og hint er ikke Teater”. Han mener dermed, dette Stykke kan underholde den sanmmenløbne Sværm, som man kalder et Publikum, de tre Timer i det lumre Rum, man kalder en Tilskuerplads, hvorimod hint Stykke kan være til at læse, muligvis ogsaa Poesi, muligvis endda dybsindigt, men det mangler de Egenskaber, som tvinger 1500 Personer til at føle og tænke med hinanden som ét Publikum. Efter vor Formening tager han Publikum paa et altfor lavt Trin og derfor behandler han med altfor meget Hensyn saa poesiløse Pjeser som Skilsmissens Overraskelser og lignende, men han forstaar, naar han om Maeterlincks mærkelige Skuespil paastaar, at det ikke er Teater, og man kan med Sikkerhed vide, at han vilde slaa ned paa et Lystspil af Fru Emma Gad og lægge sin hele Avtoritet i den Anskuelse, at hvad man end kunde indvende mod dets kunstneriske Værdi, I veldædigt Øjemed er Teater, er et Stykke, hvis Forfatterinde besidder udpræget dramatiske Ævner og den lykkelige Haand, under hvilken Emnet former sig lyst og virkningsfuldt til en træffende Samfundssatire.
Fru Gad spotter i sit Skuespil den unyttige, brammende og selviske Veldædighed, som i Kjøbenhavn ligesom andetsteds lægger sig for Dagen i store Velgørenhedsfester, Bassarer, Aftenunderholdninger, Baller og hvad det nu kan være: Den Modsætning, som findes mellem deres forkomne Stilling, som herved skal hjælpes, og den fornøjelsessyge og behagelige Maade, hvorpaa de Velhavende yder en Hjælp, der ikke koster dem noget, fremtræder komisk i de mange Scener, hvor Stykkets Personer forhandler om Velgørenhedsfesten for Oprettelse af et “Drengehjem paa Nørrebro”. Pastor Mathiesen har opdaget, at der savnes et Hjem for Gadedrenge, hvor de kan “lære Moral, Træsnitteri og alle Slags nyttige Ting”, og straks kommer hele Snobberiet i Bevægelse. En Mængde velkendte kjøbenhavnske Typer fører Fru Gad frem: den rige Grosserer, der en Mand for at holde Festtalen til de Kongelige; Dilettant-Barytonen, som ikke kan undværes ved nogen Basar, den adelige Frøken, der skal interessere de højere Herskaber for Festen; den rige Købmand, der betitles Kasserer og som saadan maa betale for Herligheden; de unge Piger, der vil danse med Løjtnanter o. a. fremdeles. Æmnet er ikke absolut nyt; der er før hertillands satiriseret over Bassarernes og Ballernes Velgørenhed og den Forfængelighed, som sætter dem i Scene, men Fru Gad fornyt Stoffet ved den Lystighed, hvormed det behandles og den Mængde Smaa-Iagttagelser, som hun han indhentet i det gode Selskab. Alle de Ingredienser, der koges i Bourgeoisiets store Gryde, kender Fru Gad Smag og Mærke paa. Hun véd, hvad der siges i de forberedende Komitémøder, og hun har studeret Basarers aandelige og materielle Indhold lige ned til “den Frue Kirke i Sukker”, hvis Pris ikke maa sættes ned for den næste Basars Skyld, hvorpaa den kommer.Imod den fra Fædrende overleverede Basarglæde stiller saa Fru Gad forskellige Repræsentanter for den sunde Fornuft, der læmpeligt siger Sandheden, naar Skaberiet gaar altfor højt. Saaledes Kandidat Løvener, Indehaveren af den gode Baryton, men ganske ked af de lette Selskabstriumfer, som den forskaffer ham: han fungerer som Stykkets Ræsonnør. Og hvad han ikke aabenbarer, det røbes af den unge Frøken Fanny Kvist, en enfant terrible, der plumper ud med, hvad Fader og Moder vil have skjult – en ganske lignende Figur fandtes i Sportsmænd og spilledes af der samme Skuespillerinde. Siger disse to Sandheden fra oven, saa blotter endnu ubarmhjærtigere Madam Sørensen fra neden af det virkelige Forhold mellem Armod og Velgørenhed: hun, der beder om Hjælp under reel Nød, kommer altid til Ulejlighed mellem de fine Folk, der just sidder i Komité, til Middag eller i Fest for at afhjælpe hendes og Andres Fattigdom. Den simple Kone, hvis Jargon af Fru Gad er gengivet paa den pudsigste Maade, har et Par Replikker, hvoraf Stykket Moral tydeligt fremgaar. Hun hører om, at der skal være en Fest for de Fattige og spørger saa:
Madam Sørensen: Faar de Allesammen en Ret varm Mad?
Vibeke: Nej, det er ikke saadan. De Fattige kommer ikke selv med. Det er fine Folk, der spiller Komedie og synger og saadan noget, og de Penge, der kommer ind, dem faar de Fattige.
Madam Sørensen: Men var det saa ikke nemmere at give os Pengene lige ud, saa slap de jo for Besværet.
Vibeke: Jamen, saa blev der ingen Morskab af, Madam Sørensen.
Man vil maaske af disse Replikker se, at Fru Gad nok lægger Ordene lidt mere aabenbare i den Talendes Mund end disse i Virkeligheden falder. Folk plejer at røbe deres Hemmelighed noget mindre end Lystspilforfattere tvinger dem til for at faa Latteren frem. Madam Sørensen vil næppe være saa ukendt med Velgørenhedsfesternes Princip, som hendes Naivitet her lader at formode, og frøken Vibeke vil maaske heller ikke saa direkte tilstaa Morskaben. Men en saadan Bebrejdelse for Tilrettelæggelse af Replikkerne kan Fru Gad af den Grund tage sig let, at lystspilforfattere, selv de største i alle Verdens Lande, bruger Metoden endog langt voldsommere end hun.Endelig illustrerer Basarens Hærtog af endnu en Figur Festdekoratør Wulf, Manden der lever af at arrangere alt, hvad der falder indenfor offentlig Sammenkomsters Herlighed. Hvad løn Jokum, som Hr. O. Zinck spillede saa uforlignelig, kun formaaede som Arrangør i den beskedneste Dyrehavsbakkemanér, det har denne Forretningsmand drevet op til den store Stil; han raader over hele den basale Pynt og Luksus, hvormed Festerne smykkes. Men ogsaa han udgiver sin rimelige pekunitære Interesse for Velgørenhed; han fordrer ikke sin Ulejlighed betalt, men kun sine Omkostninger, der rigtignok er saa dye, at de sluger hele Fortjenesten.For alle Personerne er da det veldædige Øjeblik kun Anledning til at forfølge egne Formaal: de bedste blandt dem lader blot ikke, som om de troede paa den velhavende Dans for de Fattige og holder sig fjærnt fra det egentlige Snobberi. Ganske fortræffeligt ender Fru Gad sit Stykke med de Kongeliges Ankomst paa Basaren: Alle styrter til for at bukke og neje, og Basarhjemmets egentlige Formaal skinner frem i den gryende Naadens Sol.Men inden dette har de brave Mennesker i Stykket fundet hinanden, og to unge Kvinder, der begge har følt den rimelige Lyst til mageligt Levned og ubegrænset Luksus, har bekæmoet den onde Tilbøjelighed og søgt Tilflugt i den redelige Kærligheds Have.Den ene er Fru Anina Heide, Direktør Heides fraseparerede Hustru. Han, Millionæren, vandt den ganske unge og fattige Pige ved sit slebne Væsen og den gyldne Fremtid, han repræsenterede. Ægteskabet blev ulykkeligt; han var en tom og hjerteløs Snob og han led ved hans umandige Adfærd og den Raahed, hvorved han tvang hende til i Stads og Diamanter at være Udstillingsgenstand. En tilfældig Begivenhed bragte saa Uenigheden i lys Lue. Fru Heide havde paa sin Mands Anvisning tilraadet en tarvelig Familie, der pludselig havde arrest i en lille Sum, at anbringe denne i et Dampskibsselskabs Aktier. Selskabet gaar fallit, og den fattige Kone, som naturligvis er den i Stykket optrædende Madam Sørensen, henvender sig til Fru Heide om Hjælp. Forgæves anmoder Anina sin Mand om Bistand for de Forarmede, i hvis Ulykke han har Lod; han afviser hende koldt og byder hende til Forsoning et kostbart Smykke, der besidder en langt højere Værdi end de faa Tusinder, som Familien Sørensen har tabt. Anina harmes over denne Hjerteløshed, flygter fra sit Hjem og de to Ægtefolk er separerede,Ved Stykkets Begyndelse er just de tra Aar gaaede, inden den endelige Skilsmisse kan ske. Direktør Heide venter med den Vished, at han er ifærd med at se sig om efter en ny Hustru. Han har kastet sine Øjne paa den smukke Vibeke Rosenhjelm, en Kusine til Anina, fattig og tilhørende det store Bourgeoisi ligesom han. Og Vibeke fristes. Hun elsker ikke Heide; tværtimod, hendes flygtige Sind vender sine bedste Følelser mod en brav, ung Videnskabsmand, som ikke kan tilbyde hende nogen glimrende Tilværelse, men hun pines ved det Skin, som hendes fattige Moder og hun skal opretholde trods de knappe Indtægter, og hun rækker derfor halvvejs Haanden ud mod Heide.Stykket faar fart da Anina opdager, at Vibeke er udset til hendes Efterfølgerske. De mest modstridende Følelser kæmper i den unge Kvindes Sjæl: hun har som fraskilt Hustru lidt under Selskabets Fordomme og Kulde, desuden med Besvær tjent sit Brød; hun kan ikke undlade at længes mod det Vellevned, som hun fordums besad; hun føler en vis Medlidenhed med sin Kusine, som hun sætter Pris paa og finder for god til Heide; men hun harmes ogsaa ved, at en anden Kvinde skal erobre den sociale Stilling, der retmæssigt er hendes og kan blive det endnu. Thi Heide forlanger egentlig ikke bedre end, at Anine skal vende tilbage til ham. De to Kvinder har en ganske fortrinlig Samtale, hvor de netop siger hinanden de Ting, som ligger dem paa Hjertet, og hvor de uudtalte Motiver, som driver dem, tydeliggøres for Tilskuerne. Fru Gad naar meget højr med dette Opgør. Tredje Akt slutter med, at Anine erklærer som sin Vilje atter at indtage sin Plads i sit luksus Hjem – handlende dels paa Trods, dels i Vrede over de fine Folks Uforskammethed, dels endelig for at bryde Forholdet mellem Vibeke og Heide.Fjerde Akt fremstiller Basarens brogede Tummel, hvor alle Festens Ærgærrigheder optræder, hvor Damerne kappes om den Hæder at overlevere de Kongelige Dannebrogsbuketten, hvor smukke Piger lader sig kysse for hundrede Kroner og hvor Madam Sørensen, for hvem den hele Fest gives, indtager en beskeden Stilling som Fejekone. Men hun hidfører dog Katastrofen mellem de fine Folk. Hun kommer saare naturligt til at gentage sin sørgelige Historie i Aninas og Heides Overværelse, og paany fremtræder der da for Anina, hvor ringe hendes Stilling var ved Heides Side og hun opgiver pludselig den fornyede Kamp, forlader Festen og overlader Heides Million til Vibeke. Samtidigt har denne ogsaa under Indtrykket af Madam Sørensens Fortælling rystet Sløvheden af sig: hun afslaar Heides Haand og forlover sig med sin brave Ven. Endogsaa et fremtidigt Ægteskab mellem Anina og Stykkets Ræsonnør stilles i Udsigt. Heide derimod skal nøjes med en fyrretyveaarig Komtesse, der altid ser lige forkølet og fornærmet ud.Virkeligheden er maaske næppe saaledes, Hvis Anine overhovedet lader sig skille fra Heide og foragter hans Diamanter, saa skulde, denne Mand være forbavsende uheldig, om han ikke i Vibeke fandt sin Livsledsagerinde. Fru Gad fortæller os her, hvordan Menneskene burde være, næppe hvordan de er. Paa Folketeatrets Tilskuerplads sad sikkert nok Fru Heide, smuk og glad ved sin Mands Side, og morede soig kosteligt over det Stykke, der gjorde Nar af hendes Festglæde og Velgørenhed, idet hun intet Øjeblik henførte Satiren til sig selv. Fru Gad raader de smukke Damer af Bourgeoisiet til heller at vælge en beskeden Vadmel hos en elsket Ægtemage end Silke og Diamanter hos en mindre indtagende Rigmand: de vil alle give hende Ret i Teorien, men kun en ringe Del, af gode Grunde, følge hendes Raad i Praksis. Vanskeligheden begynder jo først, naar Vibeke er gift med sin Videnskabsmand, der Ingenting ejer: forlove sig kan hun sagtens. Fru Gad holder med Forsæt kun Tilværelsens lyse Side op for Publikum, der forresten heller ikke ynder de triste Historier.Fru Gads Lystspil modtoges iaftes med stigende Velvilje af Publikum. Den sindrige Maade, hvorpaa Handlingen er knyttet, holdt den alvorlige Interesse fangen, medens samtidigt den lystige Samfundssatire vakte megen Jubel. Ret ubegribelig var den Smule Hysen, der iøvrigt kun opdammede Bifaldet efter Tæppets Fald. Stykket ender som sagt med, at Basarens glade Skarer kappes om at ile til Modtagelse af de allerhøjeste Herskaber. Selv den mest loyale Borger, kan dog umuligt tage Anstød af, at der uskyldigt spøges med den letvakte danske Ambition. Vi har ikke en satirisk Skribent, der ikke har moretsig over Folks Lyst til at aande Hofluft. Og alligevel fandtes der virkelig nogle Enkelte, som troede sig forpligtede ril at protestere, hvor man ikke med Loupe skulde kunne opdage en Spire til noget Anti-Loyalt. Stykkets Moral er at sætte det nøjsomme Arbejde op imod den tomme Pengeluksus – den Moral er løst anset, om end ikke ubetinget hyldet af det kjøbenhavnske Bourgeoisie. Stykkets Satire rammer den Jesuit-Velgørenhed, hvor Øjemedet kun er Skalkeskjul for Fornøjelsessyge og Forfængelighed, men Satiren er i Lystspilform af en ganske godlidende Beskaffenhed. Og den elskværdige, hensynsfulde Spøg er jo et Hovedtræk i de Lystspil af Fru Gad, der har skaffet hende saa megen Popularitet som Forfatterinde.I veldædigt Øjemed vil forøge denne Popularitet. Den brave Madam Sørensen vil vække den rette Sympati – hun er fuld saa god som Sypigen i Et Sølvbryllup – og spilles i Tonart og Jargon, saa det er en Fornøjelse af Fru Rosenbaum. Rigtigere har denne Skuespillerinde sikkert ingensinde truffet en Figur og Aftenen var ganske særlig en Triumf for hende. Overhovedet var Damenre meget heldige: Fru Müller fin og intelligent som Fru Heide og Frk. Olga Meyer livlig og sirlig som Frøkenen, der vakler mellem Dyd og Penge. Endelig klarede Fru Th. Petersen den fornemme Dame, skønt Holdningen nok kunde være mindre borgerlig.Af Herrerne var Hr. Orlamundt fortræffelig som den lidet aandelige og ganske hjerteløse Pengematador. Han taler saa behagelig naturligt. Hr. Dorph-Petersen sagde Ræsonnørens Vittigheder med Klem; Hr. Zinck skabte en morsom Karrikatur af Manden med Fløjtesoloen; endelig vimsede Hr. Kolling med pudsig Adræthed omkring som Festdekoratøren.Teatret havde anvendt stort Udstyr paa Basardekorationen. Men stykket bæres af den sikre Handling og vittige Dialog og vil trække Hus mange Aftener baade af dem, der afholder Basarerne, og af dem, der venter Hjælp fra det veldædige Øjemed.
Efter “Et Sølvbryllups betydelige Sukces skulde man tro, at Fru Emma Gad var eu Magt, til hvis Gunst alle Privatteaterdirektører bejlede. Fruens ikke just dybtstikkende, men lette og kvikke Produktioner, der altid med Held og med ikke ringe dramatisk Sans vælger sig saadanne Æmner ud af det københavnske Selskabsliv, som Satiren flit kan spille paa uden at komme nogen for nær, burde sikre hende en Stilling ved Privatscenerne som en Slags Afløser for de tyske Lystspilforfattere, at hvilke i tidligere Tider mindst et Par Stykker blev præsenterede for os om Aaret. Hvor man før tog en Moser, burde man nu tage en Gad.
Ikke desto mindre skal Fru Gads sidste Stykke, der i Gaar Aftes opførtes paa Folketeatret, have haft adskillige Vanskeligheder at kæmpe med, før det kom frem. Det er altsaa ikke noget Produkt af allernyeste Dato, men dog utvivlsomt yngre end “Et Sølvbryllup” med hvilket Stykke det deler Fortrin og Mangler. Iøvrigt minder det i Indhold og Anlæg en hel Del om Fru Lefflers bekendte Tendensstykke “Hvor man gør godt.”
Fru Gad har til Skive for sit Vid valgt den Form for københavnsk Velgørenhed, der arrangerer Basarer, Aftenunderholdninger med Dans og lign. i veldædigt Øjemed o.l: til Nytte for et eller andet bestemt udpeget Maal, hvad enten dette nu er et Magdalenehjem eller et Asyl “for Drenge i Overgangsalderen paa Nørrebro”. Fru Gad regner med mere eller mindre Føje denne Velgørenhe for i høj Grad forloren. Dens Basarer bringer efter hendes Skøn blot de velhavende Deltagere en Fornøjelse, men ikke de fattige, for hvis Skyld de arrangeres, noget Overskud. Og al denne Godgørenhed, der træder frem i stor Stil og for Verdens Øjne, skal efter Forfatterindens Mening paa den anden Side gøre Folk blinde og uhjælpsomme, dér hvor den virkelige Nød er paa Færde.
“I veldædigt Øiemed”, Lystspil i fire Akter af Fru Emma Gad.
Ikke uden Grund har Forfatterinden denne Gang flyttet fra Jernbanegade til Nørregade, hvor hendes nye Lystspil – paa hvilken hun for Resten har arbeidet paa i flere Aar – i visse Henseender slutter sig saa nær til “Sportsmænd” som en Søster til sin Broder. Hr. O. Bentzon vilde tage Sigte paa falsk eller tom Tale om Fædrelandskjærlighed, men angreb ved sit Skuespils Anlæg og Tone meget Mere. Fru Gad gjør Løier med den officielle Veldædighed, som særligt er knyttet til Festiviteter og saa vidt omkring retter hun sine satiriske Pile, at der næppe bliver Rum tilbage for andet end Hulhed og Snobberi i hele den Kreds der samles om Basar eller Marked for at oprette “et Hjem for Drenge i Overgangsalderen paa Nørrebro”, hvor det formenes at den opvoksende Ungdom, ogsaa kaldet Gadedrenge, skal have en dybfølt Trang til Hjem og Tilflugtssteder i Stedet for at løbe om paa Gaden og spille Top eller Klint.Herom dreier altsaa Stykkets Handling sig for en væsentlig Part, og her finder man det egentlige Lystspil, der imidlertid nærmer sig stærkt til Farce ved sine groteske, ofte morsomme Overdrivelser. Fru Gad er ikke bange for at smøre tykt paa og viger ikke for Sandsynligheden, naar hun kan opnaae Virkning. Men Virkning gjør hun, og det er i sig selv ikke som Anke, at den grelle Tegning, de saftige Farver her fremhæves. Med komisk Kraft fremstilles det ganske Selskab, der mødes hos Oberstinde Rosenhjelm (Fru Theodora Petersen), deriblandt den rige Fabriksdirektør Heide ( Hr. Orlamundt), det ligeledes velhavende, men mindre fine Ægtepar, Fabrikant Kvist og Frue (H. Hellemann og Fru Wilhelmi), den fromme Komtesse Sparre (Fru Wandahl), den fløjtespillende Justitsraad Engbølle (Hr. Zinck) og den barytonsyngende Fuldmægtig Løvener (Hr. Dorph-Petersen) samt den altid travle Festdekoratør Wulff (Hr. Kolling). Disse Figurer ere alle til stede med Liv og Lyst i Spot over den selskabelige Verdens Daarlighed og er denne end sat paa Spidsen, er det dog gjort med ikke mindre muntert Lune end bidst Vittighed. Allerede i saa Henseende skiller “I vældædigt Øiemed” sig da fordelagtigt fra “Sportsmænd”, ligesom Basar-Sporten overhovedet egner sig bedre til [Raikkeri?], end hvad Hr. Bentzon spyede sin Gift og Galde over. De burleske Optrin, under hvilke Veldædigheds-Forehavendets Arrangement afmales saavelsom Begyndelsen af den store Fest, der slutter med Stormløb hen mod de forventede høie Herskaber, ere dog ikke blot rige paa lattervækkende Løier, men omfattende tillige træffende Træk, afleverede i vel tilspidsede Repliker, hvorved der ubestridelig rammes godt, uden at Ironi og Satire alligevel gjør sig altfor ætsende, ondskabsfuldt gjældende.
Fru Gad lader sig imidlertid ikke nøje med denne, i sin Grund gamle vist ret billige kjøbe-Salen Radikalisme. Allerede i de Ovennævntes Række har man i Fuldmægtig Løvener en Personlighed, der rigtignok med sin altid tjenesteivrige Baryton synger og spiller sig saaledes gjennem Livet og dets Selskaber, at han er paa Veie til at blive aandelig og moralsk ødelagt derved, men som tillige har Følelse heraf eller faaer følelsen levendegjort, da han nu paany møder den Kvinde, han altid har havt mest kjær, uden han dog i rette Tid forstod at gribe hende. Saa blev han skræmmet ved Løveners Holdning, uagtet hun ligeledes holdt af ham og af Trods gav hun sit Ja til en Anden. Denne er da Direktør Heide, og Annina, som hun hedder, optræder altsaa i Stykket som hans Hustru, nu separeret fra ham (Fru M. Møller). Hun repræsenterer nemlig en mere ideal Kvinde-Type. For hende er Velgjørehed ligesom Livet overhovedet en personlig Sag, ikke blot Skinvæsen eller Middel til indre Maals Opnaaelse. Og hun er bleven led ved sin Mand – – -, og saa har hun uden videre forladt ham, hvilket særlig skal vise hendes Idealitet. Ganske vist er hun intet absolut Ideal. Forfatterinden kommer ind paa ret alvorlige Spørgsmaal, idet hun afslører Annines Heides temmelig blandede Motiver der langtfra alle ere ædle, til baade det Ene og det Andet, i Livet og i Slutspillet. Fru Gad nøies dog med at streife disse Tanker og antyder kun det finede dybere Drama, der foregaar i hendes Annines Sind. Hun spillet ganske vist en ikke ubetydelig Rolle i Stykkets Handling; men de alvorlige pineligste og moralske Problemer, som ligger bag, faae alligevel ikke rigtig Vægt ved Siden af den lystige Skjemt over hin falske Veldædighed. Og gaaer det saaledes med Annina og Løvener, stiller det sig ikke anderledes med det andet Par af Ælskende, Obertinde Rosenhjelms Datter Vibeke (Frøken Olga Meyer) og Kandidat Tage Høst (Hr. Ring). Medens Vibeke længe vakler mellem Verdslighed og et ædlere, mere aandeligt Liv, viser Hr. Høst sig fra Først til Sidst som en, tilmed temmelig [rigorøs] og prædikende Forkynder af Alvor og Sandhed. At Kampen mellem disse To ender til Fordel for er der intet at indvende mod for Tankens Vedkommende; men Fru Gad synes snarere med let Behændighed og nemhændet Arrangements-Talent at have bundet Handlingens forskjellige Traade sammen, end egentlig at være naaet saa dybt, at den Side af “I veldædigt Øjemed”, der ikke blot skulle være et finere Lystspil, men noget i Retning ad et alvorligere Drama, kommer rigtig til sin Ret. Her skorter det Forfatterinden paa selve det, der skulde hæve Forfatterskabet over dets sekundære Niveau. “I veldædigt Øjemed” er lystigt og morsomt, endogsaa vittigt baade med Ironi og med Lune, og det har alvorligere Elementer af smukke Tanker og kjærlige Følelser. Disse forskellige Elementer slynges sammen med stor Behændighed, men ogsaa med adskillig Overfladiskhed, med stærke Urimeligheder i de ydre Begivenhedes Sammenhæng og med lovlig let Hengliden over de Sjælsbevægelser og moralske Betragtninger, der alligevel føres i den Grad gjældende, at “I veldædigt Øjemed” ingenlunde vil være blot til Lyst. Vistnok endnu mere end i tidligere Arbeider lægger Fru Gad et ualmindeligt Talent for Dagen, ikke mindst i at sammenvikle og udvikle en kombineret Handling – atter her staar dette Arbejde højt over baade “Sportsmænd” og meget Andet – hvad ganske vist vil sikre Stykkets Sukces; men de groteske Farce-Motiver og de finere Lystspil-Elementer passe ikke helt harmonisk sammen, og i begge Retninger gjør snarere en flot og let Behændighed end en fuldt paalidelig poetisk og dramatisk Bygningskunst sig gjældende. Vi vilde betegne “I vældædigt Øjemed” som en særdeles fin Bindingsværks-Villa, hvor det er saare fornøieligt at være, og som derhos kan tage sig virkelig kjønt ud; men et solidt grundmuret Hus er det ikke, og naar vi snart le hjertelig ad de komiske Figurer, snart røres lidt ved de alvorlige, savne vi dog rigtig menneskelig, naturlig Kjærn; i dem, om end blot fordi Forfatterinden har villet medtage baade det Ene og det Andet i Stedet for at koncentrere sin Kraft enten paa Dette eller Hint.Enkelte af Personerne, er endnu ikke omtalte, nemlig Madam Sørensen, en fattig, stakkels Kone (Fru Rosenbaum). Denne Skikkelse er dog en af de bedste i Galeriet, et sidestykke til Jomfru Ludvigsen i “Et Sølvbryllup”, skjønt i en anden Genre. Atter her har Fru Gad forstaaet at tage en Type ud af Livet, af Kjøbenhavns Smaafolks-Liv, med Saadannes særegne Jargon, som vistnok er ikke mindre end sandt end kuriøst gjengivet i Madammens Tale, ved Sider heraf ogsaa med Forestillinger, som sikkert ere ægte. Denne Madam Sørensen er et nyt, selvstændigt Fund fra Forfatterindens Side, og rent praktisk set er hun saa sørgelig-komisk, saa humoristisk sand og hjemlig, at hun, hvis Optræden ogsaa særdeles snildt, er presset ind i Handlingen, vistnok vil bidrage til at skaffe langvarigt Held til Opførelsen af “I veldædigt Øjemed”.Angaaende Udførelsen ved Folketheatret skulle vi kun bemærke, at Premieren igaar gaves for godt Hus – den røde Lygte var ude – og under stadig Bifald saavelsom megen Latter. Om end ikke nogen Enkelt af de Rollehavende udmærkede sig paa ny, overraskende Maade, blev Stykket dog gjennemgaaende livlig spillet, og selv om dets Svagheder i Komposition og Karaktertegning traadte ret klart frem, syntes “I veldædigt Øjemed” dog at more og vil sikkert vedblivende gjøre saa.
Julen i Hovedstaden.
(Fra vor Meddeler.) Kjøbenhavn, den 27. Decbr.
—
Det eneste Teater, som mødte med nyt Repertoire i Aftes, var Folketeatret, der opførte Fru Emma Gads ny Lystspil “I veldædigt Øjemed”. Efter “Et Sølvbryllup”s Sukces paa Dagmarteatret i Fjor er Fru Gad næsten bleven en Berømthed i den lille Verden, der her hjemme producerer dramatiske Arbejder, og hendes sidste Arbejde – der for øvrigt siges at være hendes først skrevne, men senere omarbejdede Stykke – vil yderligere fastslaa hendes Ry. Ganske vist er der tidligere satiriseret over den forlorne Godgjørenhed, men næppe paa en saa morsom og træffende Maade som her.Det er Forarbejderne til en Bazar til Fordel for en Anstalt for “Drenge i Overgangsalderen paa Nørrebro”, som Fru Gad frenstiller i dette Stykke. Man gjør Bekjentskab med en Del fine Folk, som er stærkt optagen af dette Godgjørenhedsarbejde, der ret beset kun er en fornøjelig Underholdning for dem selv. Her er en ypperlig Lejlighed for en Mængde Mennesker til paa en billig Maade at tilfredsstille deres Forfængelighed og Lyst til at glimre eller more sig, og der fremføres da ogsaa en Række fortræffelige Typer paa saadanne Mennesker. Forfatterinden viser atter her sit Talent til at vise en Del af Hovedstadens Bourgeoist frem i den rette Belysning;
man mærker, at hun kjender det paa en Prik og har Ævne til at tegne dem af, som de gaar og staar. Maaske er her hist og her lidt Overdrivelse, ikke just i Karaktertegningen, men i de Talemaader, der lægges de optrædende Personer i Munden; men en Lystspilforfatter er utvivlsomt fuldt berettiget til ikke blot at lade sine Personer tale, som deres Forbilleder taler, men ogsaa at lade dem tale, som deres Forbilleder Tænker.I Erkjendelsen af, at lutter Satire ikke er tilstrækkelig til at vedholde Publikums Interesse for et Stykke, har Fru Gad krydret Handlingen med en dobbelt Kærlighedsintrige, der saa langt fra bevæger sig paa Overfladen, at den tværtimod er særdeles fængslende og interessant, navnlig fordi den virkelig rummer noget af en Konflikt. Millionæren, Direktør Heide og hans Hustru, er for tre Aar siden bleven separeret, fordi Manden optraadte paa en haardhjærtet og mindre hæderlig Maade overfor en fattig Familie, som det paa en Maade var hans Pligt at tage sig af. Nu tænker han paa at gifte sig igjen, og det ser ud, som om hans forrige Hustrus Kusine skal blive den “lykkelige”. Da kommer Hustruen, som i Mellemtiden har faaet et fattigt Livs Ubehageligheder at føle, tilbage og gjør sin Ret gjældende. Manden ønsker intet hellere end at knytte det tidligere Ægteskab paany. Da mindes Hustruen pludselig om hans bornerte Haardhjærtethed og giver Afkald; men ogsaa Kusinen vrager af ideelle Grunde Millionæren og forlover sig med en ung Mand, som elsker hende, og hvem hun ogsaa har Tilbøjelighed for. – Maaske er denne Løsning paa Konflikten lidt uvirkelig, men Publikum fordrer jo Søndagsstemning paa Scenen; det fik hvad det ønskede, og Glæden gav sig Udslag i stærkt Bifald og talrige Fremkaldelser.Folketeatrets bedste Kræfter var i Ilden for at give Fru Gads Lystspil den bedst mulige Udførelse. I første Række kom Hr. Dorph-Petersen, der ligesom i Sportsmænd havde faaet den Opgave at repræsentere den sunde Fornuft gjennem vittige og bidende Repliker, samt Hr. Kolding, der var en morsom, vims og geskæftig Festdekoratør. Paa Udstyret var der ofret betydeligt; navnlig var Bazaren sat flot og livligt i Scene.
Der er al Udsigt til, at Folketeatret vil faa megen Fornøjelse af sit ny Stykke.
Folketheatret – “I veldædigt Øjemed”
Lystspil i fire Akter af Fru Emma Gad.
2. Juledag er efter alle Theaterkyndiges Udsagn den Aften, hvor Theatrene kunne være sikre paa udsolgt Hus og velvilligt Publikum. Det er sagtens i Tillid hertil, at alle Theatrene, undtagen Folketheatret, have ladet sig nøje med at opføre de Stykker, der allerede gik før Jul, og vente med Nyhederne til efter Nytaar. Til Afløser for den famøse “Sportsmænd”, havde Folketheatret sat “I veldædigt Øjemed”, Lystspil i 4 akter af Fru Emma Gad, paa Plakaten, og Direktør Abrahams kunde næppe have valgt et bedre Navn, naar han vilde have et, som kunde være vis paa Publikums Interesse.
“Et Sølvbryllup” og “Fælles Sag”, der endnu til Stadighed opføres paa Dagmartheatret, have skaffet Fru Gad et vist, ikke ubegrundet Ry for at have et aabent Øje for sine Byesbørns svage Sider – maaske lidt for meget de svage Sider – og med Liv og Lune kunne fremstille det kjøbenhavnske Bourgeoisi, som det staar og gaar. Hvis man kan tro et udbredt Rygte, er det ogsaa kun de to nævnte Stykkers Succes, der har givet Direktør Abrahams Mod paa at opføre “I veldædigt Øjemed”. Stykket skal allerede for flere Aar siden været indleveret til og antaget af Direktør Abrahams, der imidlertid lagde det hen og først, da Fruen forlangte sit Stykke tilbage, bekvemmede sig til at opføre det. At Stykket er af en ældre Dato, derpaa tyder ogsaa flere smaa tekniske Ubehændigheder, som dette Stykke lider af, men som f. Ex. “Et Sølvbryllup” er fri for, f. Ex. den noget umotiverede Maade, paa hvilken Personerne rende ud og ind hos hinanden. Som Stykkets Titel antyder, er det den Velgjørenhed, der ofte kun er et Paaskud til at komme sammen og more sig, den hyppige Dansen, Spillen Komedie og Staaen i Basaren “i vældædigt Øjemed”, det, der i Stykket ret træffende kaldes “at gjøre godt med Andres Penge”, som Fruen har villet til Livs.
Emnet er ikke nyt. Fru Edgren har haft det under Behandling i “Hvor man gjør godt”, og ogsaa Carl Møller har behandlet denne aparte Art af Selskabelighed, men Fru Gad har sin egen Maade at gjøre det paa. Med morsomme, om Opfindsomhed vidnende, men af og til vel fordægtige Situationer, gjennem et livligt, dog ikke hele Tiden lige vittigt Replikskifte og ved Hjælp af flere godt tegnede Figurer, saaledes f. Ex. en meget morsom Festarrangør og Dekoratør, giber hun et Billede af denne Maade at være godgjørende paa, af de unyttige Komitemøder med deres Snakken ud og ind om rene Bagateller og af selve Basaren med det til forargelige Prelleri og Optrækkeri, der finder sted, og de Assisterendes Forvirring og Skænderi Indbyrdes.Det har øjensynlig først og fremmest været Forfatterinden om at gjøre at skildre dette, Handlingen i Stykket har været det Underordnede og er derfor dets svage Side. Direktør Heide, en meget rig og meget indbildsk Herre, lever frasepareret fra sin Hunstru, Anine, der i sin Tid har forladt ham i Anledning af, at han nægter at erstatte en fattig Kone en større Sum, som han har sat over styr for hende i et Aktieforetagende, men paa Grund af, at hun ikke var tilfreds med den Opgave i Livet, han stillede hende, der bestod i kun at “repræsentere”; at klæde sig elegant, gaa med ham i Selskaber og for Resten bestille Ingenting. Direktør Heide, der er utilfreds med den “selskabelige” Position, han som separeret indtager, ønsker Skilsmisse, for at kunne gifte sig med en ung Dame, Datter af en Oberstinde; hun er en forfængelig, men i Grunden god Pige, som elskes af en Kandidat Høst, der imidlertis ikke har Udsigt til foreløbig at byde hende saa betrygget Stilling, som hun ønsker. Men da Anine hører om Heides paatænkte Ægteskab, vægrer hun sig ved at lade sig skille, og flytter endogsaa paa Trods hjem til Heide, skjønt hun har faaet at vide, at en Fuldmægtig Løvener, som hun elskede, og som elskede hende, inden hun blev gift, kun ønsker, at hun skal blive skilt fra Heide, for at han kan tilbyde hende sin Hannd.Imidlertid viser Heide paa Basaren sig igrem fra sin simpleste Side netop overfor den samme fattige Kone, der gav Anledning til det første Brud mellem ham og Anine; hun indvilliger i Skilsmissen, men den unge Pige, som Heide vilde gifte sig med, faar ved samme Lejlighed Øjet op for, hvad han er for en Karakter, og giver Kandidaten sin Haand, hvorefter Heide tage til Takke med en gammel grim Komtesse. Forholdet mellem Anine og Fuldmægtig Løvener er altfor usikkert, og man kan ikke forstaa, hvorledes Anine overhovedet nogen Sinde har kunnet tage en Mand som Heide.Stykket fik en gjennemgaaende god Udførelse. Hr. Orlamundt havde et godt Greb paa den indbildske, snobbede Direktør Heide, Hr. Kolling spillede meget morsomt som Dekorant Wulff, og Hr. Ring var en symphatisk Kandidat; blandt Damerne maa særlig fremhæves Fru Rosenbaum som Md. Sørensen, der altid kommer til Ulejlighed, Fru Maria Müller som Anine, Frk. Olga Meyer, der fik meget ud af den unge Piges Rolle, og Frk. Olivia Jørgensen, der meget morsomt spillede en lille Gaas, der stadig kommer til at sige og gjøre, hvad der ikke skulde gjøres eller siges.Efter hvert Akts Slutning var der stigende Bifald; efter sidste Aks – ubetinget den morsomste – lød der, da Tæppet faldt, en højst umotiveret Hyssen, der da ogsaa overdøvedes af Bifald.
Selvfølgelig var der udsolgt Hus.
J.B.
Teaterrbrev. Kjøbenhavn, 28de Decbr. 1891
—
Folketeatrets ny 2den Juledagsforestilling består af “I veldædigt Øjemed”, Lystspil i 4 Akter af Fru Emma Gad. Det ny Stykke vil yderligere befæste den Popularitet, Fruen i Fjord opnaaede ved “Et Sølvbryllup”, en Popularitet, der dog ikke saa meget skyldes Værdien af hendes Produktioner som Tidens Fattigdom paa dramatiske Forfattere, navnlig i Lystspil-Genren. Ret meget af en Digter er der ikke i Fru Gad; men til Gjengæld har hun et udmærket Blik for Scenens Krav, hun kjender Kjøbenhavn og Kjøbenhavnerne nøje og formaar, uden dog som Regel at naa videre end til selve Overfladen, gjennem et livligt Replikskifte at give muntre Scener fra Hovedstadslivet. Og den Moral, hun præker i sine Stykker, er saa lidet stridende mod, hvad Folk i hvert Fald i Teorien villig anerkjender, at Stykkerne heller ikke fra den Side set kan nægtes fuld Anerkjendelse.”I veldædigt Øjemed” har Fruen valgt et meget taknemligt Emne for sin Satire, Bazarvelgjørenhed. Hun mener med god Grund, at denne Form for Velgjørenhed er højst uheldig, fordi den er uærlig; den fremtræder paa en ostentativ Maade for Offentligheden, den sætter er stort Apparat i Scene uden oftest at give noget nævneværdigt Udbytte for de fattige, den gaar Omveje i Stedet for, at man stilfærdigt direkte burde hjælpe de nødlidende, og den er endelig for mange af de velhavende et Skalkeskjul for behagelige Sammenkomster med Aftenunderholdning og Dans.Denne meget sunde Moral indprenter Fru Gad i 4 Akter, og hun gjør det gjennemgaaende paa en elskværdig Maade, at ikke alene de, der er enig med hende, men ogsaa de, der selv arrangerer Bazarer, kun kunne more sig derover. Men samtidig kan man ikke undgaa at se, at hun for rigtigt at gjøre Folk klart, hvad hun mener, bruger vel krasse Midler og stiller dem, hun vil til Livs, i en alt for grel Belysning. Det er en fattig Madam, fru Gad lader repræsentere “den fundne Moral”, og hende lader hun komme til Syne stadig paa den for de bazarvelgjørende Damer mest ubelejligede Maade, hvorved opnaas ret billig Effekt. Og tillige stødes man jævnlig ved at høre gamle Aandrigheder serverede som ny og ny Vittigheder, der nok kan tage deres Publikum, men langtfra alle er fine, endsige gode. Og der er Scener i Stykket, som synes alt for direkte laante andet Steds fra – selve Ideen er jo i øvrigt tidligere benyttet af Fru Leffler i “Hvor man gjør godt”.Men trods Manglerne morede Publikum sig fortræffelig, og naar nogle enkelte efter sidste Akt, hvor Tæppet gaar ned ligesom Bazararrangørerne har stillet sig op for at modtage Kongefamilien, gav sig til at hysse, skyldes dette sikkert ikke Stykket, men kun en højt udviklet Dumhed, baseret paa en ganske misforstaaet Loyalitetsfølelse. Udførelsen var gjennemgaaende god, ikke mindst Fru Rosenbaums kjøbenhavnske Madam Sørensen og Hr. Kollings Festdekoratør.
Bazaraften var sat udmærket i Scene og var meget illuderende.
For at være retfærdig i sin Bedømmelse af Fru Emma Gads ny Stykke “I veldædigt Øjemed”, der i Juledagene blev bragt frem paa Folketeatret, er det nødvendigt at vide, at Stykket ikke er nyt. Det har ligget i adskillige Aar i “Teatrets rummelige Magasin for henlagte Sager og har ved den nu stedfundne Opførelse, saa vidt vides, kun vært underkastet en ikke meget indgribende Gennemarbejdelse. Husker eller ved man ikke dette, vil man undres over, alt Forfatterindens Pen, der er saa munter pg fri i sine Bevægelser i “Et Sølvbryllup”, og i “Fælles Sag”, her er slaaet ind i en forholdsvis saa adstadig Pasgang. Sagen er, at da Fru Gad skrev “I veldædigt Øjemed”, var hun i langt mindre Grad end nu Herre over sit Talent. Dette. Lystspils Plads i Rækken af Forfatterindens arbejder forklarer ogsaa Tankernes Mangel paa Oprindelighed. Fru Gad har her endnu ikke vovet sig ud paa egen Haand. Stykkets Ide tinder man i Fru Edgrens “Hvordan man gør godt”, og i Replikernes Slag og Tone kender man for en stor Del igen de for nogle Aar siden endnu til Dels som nyt virkende norske Skuespil og anden god og mindre god Læsning. Stykket spotter i Almindelighed over de velstaaende Klassers forløjede Goddædighed med Basarer og Velgørenhedsfester og forfølger saa tillige et mere umiddelbart poetisk Øjested med Fremstilling af en kalket Ægteskabsgrav, son drager en af Stykkets unge Kvinder til sig, medens den har udspyet en anden, der dog mærkeligvis midt i Komedien pludselig viser Tilbøjelighed til paa ny at springe ned i den.Den første Opgaves Løsning, Samfundssatiren, gaar det – for Fru Gad at være – lidt slæbende med. De optrædende Damer er ikke rigtig morsomme. Heller ikke Festdekoratør Wulff eller Justitsraaden med sin Fløjte, endsige Løjtnant Friis eller Fabrikant Kvist kan for Alvor faa Latteren frem i Teatret. Der er en særegen Ulivlighed over de mange Ord, som bruges, en vis Mangel paa springende Punkter, en Morskab uden Stil; Tingen vil ikke glide. Imidlertid er det vel netop denne Del af Stykket, som vil sikre dets Lykke. Der indføres en fattig Kone, som virker ret tilforladeligt imellem de forskabede Mennesker, og selve disses Naragtighed har gennemgaaende et paalideligt Præg. Der er for Københavnere en Del Billeder at se, som angaar dem selv og deres Bekendte, Satiren er godlidende, og Stykket ender i et udmærket Tableau: de kongelige Personers Ankomst meldes paa Basaren, som er i fuld Gang, alle stiller sig op for at bukke og neje, der gøres Plads, man bøjer sig dybt imod Jorden, og – Tæppet falder.
Under megen Latter fremkaldes saa de spillende.Som Gæren i det store Brød er brugt en Kamp, der foregaar imellem og rundt om de to Damer, Frøken Vibeke Rosenhjelm og Fru Annina Heide. Denne sidste har en Mand, fra hvem hun for henved tre Aar siden med god Vilje er gaaet en Dag, da hun blev særlig vred paa ham. Han er overmaade rig, og nu, da han efter Separationens snarlige Udløb kan optræde som Frier paa ny, spidser den lille luksusbegærlige Frøken Vibeke sin Næse stærkt i Retning af hans Penge. Hun modarbejdes imidlertid i denne sin Lyst af sin Godhed for den ædelt stræbende men fattige Kandidat Høst, der ogsaa umiddelbart med spidige Ord angriber hendes verdslige Tilbøjeligheder. Fru Heide præsenteres for os som en helstøbt Kvinde, der efter Bruddet med Manden ikke har villet modtage en øre af ham, skønt hun er fattig. Selve Bruddet har ogsaa et ret stort Præg. Hun blev oprørt en Aften, hun klædte sig til Bal, over, at hendes Mand gav hende et kostbart Smykke samtidig med, at han nægtede at gøre en ufrivillig Uret Paa 4000 Kr., han havde begaaet mod en fattig Familie, god igen. (Hvorfor den skikkelige Mand ikke vil betalt disse 4000 Kroner, er absolut ufatteligt). Det virker derfor i Komedien højst besynderligt, da denne samme Fru Heide med den staalsatte Karakter pludselig; bliver lille og ondskabsfuld. I det Nu nemlig, hun erfarer Giftermaalsplanerne mellem Vibeke og hendes endnu ikke fraskilte Mand, sent hurt foragter, beslutter hun at forpurre Sagen ved at nægte at gaa ind paa Skilsmisse, og da hun bliver yderligere irriteret, paatvinger hun dig endog som Frue i det Hus, hun med saa megen Bram har forladt.Dette Motiv kunde i en anden Forbindelse have været fortræffeligt, og der har øjensynlig foresvævet Fru Gad et Karakterbillede af en interessant sammensat Beskaffenhed. Men det er gaaet fuldstændig i Stykker for hende. Til den højt stemte Begyndelse med Fru Heide passer intet af det følgende, Figuren bliver simpelt hen uforstaaelig. Paa lignende Maade er Frøken Vibeke gaaet itu under Støbningeb. Hun er god, saa længe man har Lov til at tro, at hun skal opfattes som en ung, nok saa kvik Frøken, der har modtaget et blivende Præg af den rene Fattigdom, hvori hun lever. Et lille kønt Pigebarn, der vil giftes rigt, naar Lejligheden dertil gives, hvor meget hun end for sig selv maa indrømme, at hun vil tabe ved ikke at kunne blive elsket af den fængslede Poet, der i Kraft af sin Kærlighed holder Straffetaler til hende. Men naar Vibeke i sidste Akt siger den Rigdom Farvel, hun har i Haanden, for efter en lang Ventetid at vinde de ti aandelige Skatte, som sidder paa Taget, og vi ikkee samtidig føler, at Forfatterinden stempler denne Beslutning fra hendes Side som et umuligt Forsøg paa at finde blivende Sted, saa ligger Figuren sønderbrudt for vore Øjne. Frøken Vibeke vil i sin Skuffelse blive en slem Madam for Hr. Høst at trækkes med, men det melder Komedien intet om.Hendes forsvar for sin Lyst til at blive gift med den rige Direktør Heide ag hendes Angreb paa Annina, der foregiver ædle Motiver til sin forstyrrende Mellemkomst, turde værre det bedste i Stykket. Disse Optrins Ord virkede i alt Fald ved Frøken Olga Meyers gode Spil som det mest ægte, der blev sagt.Der kan næppe være Tvivl om, at Direktør Heide fra Forfatterindens Side er et overmaade svagt arbejde. Han skal være en haard og tom Pengemand med snobbede Gentemanstilbøjeligheder, som ingen god Kvinde kan leve med. Men i Stykket virker han sam en skikkelig Fyr, der er saa langt fra at køre Uret mod de Damer, han kommer i Forbindelse med, at det tværtimod er dem, der behandler ham paa den mest hensynsløse Maade endog i de Øjeblikke, hvor han optræder imødekommende og næsten fint. Figuren har intet personligt Præg og intet Artsmærke, og det maa næsten udelukkende tilskrives Hr. Orlamundts koldblodig morsomme Spil, at der kom Liv i Personen. Det var et Par af hans Replikker, der skabte dan største Munterhed i Teatret.Fru Marie MülIer spillede Fru Heide, og der kan ikke med Billighed bebrejdes Skuespillerinden, at hun ikke formaaede at samle denne splittede Figur til et hele. Det maa snarere undre, at hun saa længe, som tilfældet var, kunde holde Publikums Sympati fangen. Hr. Dorph Petersen havde en af de Roller, som hans Talent kun vanskelig magter, og som den altid haarde stemme lægger betydelige Hindringer i Vejen for: en Salonsanger, som med et vist Galgenhumør ser paa den temmelig flove Rolle, han spiller i Selskabet. Det er en Figur, som under en rummeligere Behandling kunde værre bleven god. Fru Rosenbaum var en heldig, men lidt for selvtilfreds Madam Sørensen. Under den megen Snakkesalighed kunde der have værret mere Bund. Figuren virkede tommere end den burde. Hr. Kolling gjorde fortjent Lykke som Festdekoratør Wulf. Opfattelsen at Figuren var dog vel traditionel. Hr. Ring havde som Kandidat Høst den sørgelige Opgave at skulle gaa ind og højne Stemningen ved sin livlige Ædelhed, hver Gang Direktør Heide kunde antages at have faaet Samfundsidealerne sænkede under et passende Niveau. Hr. Rings Stemme gyngede usikkert som sædvanlig, og Holdningen var unødig beskeden. Det var for saa vidt mærkeligt, som Hr. Ring i en tilsvarende (men morsommere) Rolle i “Sportsmænd” netop har vist, hvor let det falder ham at optræde paa en Gang seskabssikker og tilbageholdende. I Oberstinde Rosenhjelms Rolle tog Fru Theodora Petersen sig godt ud ved sin kølige Damelighed. Som Helhed manglede Forestillingen Glans. Men Stykket gør Lykke.
E. Skram.
Teaterrbrev. Kjøbenhavn, 28de Decbr. 1891