25 aars forfatterjubilæum 1911

forfatterjubilæum

 


FORFATTERJUBILÆUM – FEST PAA SKYDEBANEN – JUBILÆUMSFORESTILLING

Emma GadPolitiken, 15. april 1911.

Idag er det 25 Aar siden, Fru Emma Gad første Gang optraadte paa den danske Skueplads med et uskyldigt Skuespil, som hed “Et Aftenbesøg”. I de 25 Aar, som betegner Fruens literære Udvikling og Blomstring, falder tillige en Del af den Aands Udvikling, den kjøbenhavnske Borgeraands Opblomstring, som Fruens Evner har været bunden af. Ja, Fru Emma Gad er det kjøbenhavnske Borgermilieus Digterinde.
Hvad hedder de ikke, alle de dramatiske Værker, der i Tidens Løb er fremstaaet under Fru Gads flittige Hænder? Hvad har de ikke for en herlig hjemmekendt Duft? “Et Stridspunkt”, “Fælles Sag”, “En Advarsel”, “Et Sølvbryllyp”, “I veldædigt Øjemed”, “Tro som Guld”, “Et Forspil”, “Rørt Vande”, “Aabent Visir”, “Det forløsende Ord”, “Dydens Belønning”, “Gadens Børn”, “Den mystiske Arv”, “Guldfuglen” og “Fruens Politik”.

De handler om veldædigt Øjemed, om Jubilæumssvindel, om Skilsmissesorger og om borgerlig Forfængelighed. Handlingen foregaar næsten altid i den Kreds af kjøbenhavnske Grosserere eller Embesmænd, som vi alle kender. Satiren er aldrig dyb eller flængende, men godmodig og sund. Fru Gad kender sine Folk, og hun har den ubestridelige Fordel, at hun næsten aldrig i sine dramatiske Skildringer gaar udenfor det Gebet, der er hende fuldtud fortroligt. I et enkelt Lystspil som “Et Sølvbryllup”, der vist maa siges at danne Typen paa Fru Gads Kunst, naar hun er behændig Lystspilforfatter særdeles højt, uden at hun dog paa noge Maade, som mange andre, har laant sin Form eller Rammen om sine Indfald udefra.

Fru Emma Gad hører til den særlige Gruppe af Forfattere, som enhver By vil faa paa sin Overgang fra lille til større Storstad. Satiren tager Sigte paa alt det, der skal forsvinde, paa selve det Puppehylster, der omslutter den unge Storby. Og naar den endelig ligger der fuldt færdig, har den Brug for hvassere Indfald, snabbere Hug. Men dertil har Fru Emma Gad ikke Hjerte. Og derfor er de 25 Aar et virkeligt Jubilæum. Fru Gad har betydet noget i Literaturen som den retsindige Satiriker hun er, men i Fremtiden maa hendes dramatiske Erfaring og borgerlige Lune søge sig andre Kombinationer. Med Fru Emma Gads utvivlsomme Begavelse vil det sikkert lykkes hende at forny sin Kunst efter Tidens og Byens voksende Behov.
N.H.

Emma GadPolitiken, 15. april 1911.

Idag er der 25 Aar siden, Fru Emma Gad fik sit første dramatiske Arbejde, den lille dramatiske Situation Et Aftenbesøg, om hvis Modtagelse i Datidens Presse man kan læse andet Steds i Bladet, opført anonymt paa Det kgl. Teater. I Løbet af 11 Maaneder gik det 20 Gange over Teatrets Brædder, spillet af Datidens “Unge”: Frk. Lindemann (Fru Anna Bloch), Hr. Karl Mantzius og Hr. Poul Nielsen.
Et Aarstid efter, at Et Aftenbesøg var henlagt til Arkivet, fik Fru Gad, 9. Febr. 1888 sit andet Stykke, to Akts Skuespillet Et Stridspunkt opført paa Det kgl. Teater, ligesom det første anonymt, og Anonymiteten bevaredes endnu i Teatrets Beretning for den følgende Sæson. Stykket naaede inden Udgangen af Aaret 1888 ialt 16 Opførelser.
Inden Et Stridspunkts sceniske Levetid var til ende, gik Fru Gad til Privatteatrene og fik 15. Sept. 1888 en dramatisk Bagatel, Genklang, opført paa Folketeatret, af hvis Repertoire den dog inden en Uges Forløb forsvandt med 4 Opførelser paa Bagen.
Langt bedre Held havde hun, da hun Aaret efter – 20. Okt. 1889 – fik sit 3. Akts Lystspil Fælles Sag opført paa Dagmarteatret: det spilledes ikke alene inden Sæsonens Udgang 22 Gange, men blev senere genoptaget, saa det i Øjeblikket med sine 12 Opførelser staar i Henseende til Opførselsantal som Nr. 3 blandt Fru Gads Stykker paa de kjøbenhavnske Teatre.

Næste Aar (1890) er Fru Gads store Gennembrudsaar: det begyndte ganske stilfærdigt paa det kgl. Teater 15. Nov. med det lille 1. Akts Lystspil En Advarsel, der i Løbet af 2 Maaneder naaede 9 Opførelser, men en Maanedstid efter, 2den Juledag, fik hendes kjøbenhavnske satiriske 3 Akts Lystspil Et Sølvbryllup Dagmarteatret til at ryste af Latter, og dette gentog sig endnu 46 Gange inden Sæsonens Udgang: siden er Stykket spillet ikke mindre end 116 Gange, senest paa forrige Sæsons sidste Aften, og staar med sine 163 Opførelser ikke alene som nummer ét blandt Fru Gads Stykker, men som Nr. 3 blandt Dagmarteatrets samlede Repertoire, kun overgaaet indenfor dette af Landsoldaten og Frk. Nitouche med henholdsvis 4 og 2 Opførelser.

Den følgende 2den Juledag (1891) stod Fru Gad paa Folketeatrets Plakat med sit 4 Akts Lystspil I veldædigt Øjemed: det maatte dog nøjes med 20 Opførelser i Løbet af 3 Ugerstid. Efter to Aars Tavshed møder Fru Gad atter 2den Juledag (1893) med et nyt 4 Akts Lystspil, Tro som Guld, denne Gang paa det kgl. Teater: Inden Sæsonens Udgang naaede det 18 Opførelser. To Sæsoner senere, 25. September 1895, følger ligeledes paa det kgl. Teater 3 Akts Lystspillet Rørt Vande, der ligeledes naaede 18 Opførelser. Aaret efter gaves paa Dagmarteatret først ved en Privatforestilling (21. nov.), senere (fra 29. Nov.) i Repertoiret hendes 2 Akts Skuespil Et Forspil, der naaede 11 Opførelser i Dagmarteatrets Rerpertoire.

Fru Gads næste Stykke er 3 Akts Skuespillet Aabent Visir, med hvis Genopførelse i ganske omarbejdet Skikkelse nogle af vore bedste sceniske Kræfter agter at fejre Forfatterindens 25 Aars Skribentvirksomged: i sin oprindelige Skikkelse gaves det i første Gang 1ste Maj 1898 paa Det kgl. Teater og har her naaet 9 Opførelser.

Næste Gang, Fru Gad lader høre fra sig, er 5. Sept. 1900 paa Casino med den lille Daglistue-Scene Det forløsende Ord, der indenfor en Uge havde udtalt med 4 Opførelser: Maaneden efter – 3. Okt. 1900 – fulgte paa Dagmarteatret 1 Akts Lystspillet Dydens Belønning, der i løbet af 3 Maaneder gaves 21 Gange. Tre Aar senere, 1. April 1903, opførtes paa Folketeatret Gadens Børn, 4 Billeder fra Hovedstadslivet med indlagte Sange af Edvbard Søderberg: Stykket gaves 24 Gange inden Sæsonens Udgang og Aaret efter genoptoges 3dje Akt eller Billede: Paa Trappegangen, og gaves 8 Gange.

Atter er Fru Gad tavs i tre Aar, saa opfører Folketeatret 15. sept. 1906 hendes 3. Akts Lystspil Den mystiske Arv, der i Løbet af 4 Maaneder naar 61 Opførelser og saaledes i Henseende til Opførelsesantal staar som Nummer to i Fru Gads Produktion. Efter det er fulgt 29. Nov. 1908 paa det kgl. Teater 4 Akts Lystspillet Guldfuglen, der naaede 10 Opførelser, og 15. Okt 1909 paa ny Teater 3. Akts Lystspillet Fruens Politik, som Fru Gad skrev sammen med sin Søn, Peter Urban G., og som henlagdes efter 8 Opførelser.

Fru Gads samlede Produktion i de forløbne 25 Aar omfatter 17 Stykker, der tilsammen er opført 467 Gange: heraf tilkommer de 100 det kgl. Teater med 7 Stykker, de 237 Dagmarteatret med 4 og de 118 Folketeatret ligeledes med 4, samt de 8 Det ny Teater og de 4 Casino, hver med 1 Stykke.
Arthur Anmont.

Emma GadPolitiken, 15. april 1911.

Idag for 25 Aar siden fik Fru Emma Gad sit første dramatiske Arbejde Et Aftenbesøg opført anonymt paa Det kgl. Teater; nogle Anmeldere gættede straks paa at det skyldtes en Dame, derimod var Morgenbladet (Otto Borchsenius?) galt underrettet, naar det lod et Rygte vide, at det skyldtes den samme Forf. der havde skrevet det ligeledes anonyme Unge Koner, hvis Forfatter senere viste sig at være nu afdøde Psychiatriker Prifessor Frederik Lange.

Det lille Stykke fandt i det hele en velvillig Modtagelse i Pressen. Berlingske Tidende syntes saaledes, at det røbede “en Forfatter, som har sin Force i livlig og let Dialog, men ikke tager det altfor nøje med Motiverne og Karaktertegningen”; Dagbladet mente, at det “hører sikkert til de bedre blandt disse moderne Smaatingester, der er spillede til Ende, inden de sidste Efternølere er komne til Sæde”, men “som Debut var ingenlunde uheldigt”, om end Anm. ikke “turde stille noget som helst Horoskop om, hvorvidt der i den debuterende Forf. skjuler sig en vordende Lystspilforfatter.”

Haardest tog A. Falkmann i Nationaltidende fat: “Det kgl. Teater har været meget godmodig ved at antage Et Aftenbesøg… hvad der er sikkert, det er, at Et Aftenbesøg ikke er saa morsomt, at man kan fornøje sig synderligt over dette Vrøvl, og Alvor af en eller anden Art er der ikke deri… Imidlertid” fortsætter han med et af sine bekendte Paa den ene Side og paa den anden: “nogle af Replikkerne er endog ret morsomme, og skønt Et Aftenbesøg ikke hører til det Repertoire, der kan kaldes rærdigt, er det ikke Umage værd at skyde skarpt paa det.”

Iøvrigt er Anmeldelserne velvillige: Hr. Axel Henriques i Dags-Avisen fandt, at Stykket var “skrevet med en vis Smag, noget Lune og ikke uden Løfter for Fremtiden”, Dagens Nyheder, at det var “underholdende og paa sine Steder endog meget morsomt”, og Dr. Edvard Brandes i Politiken, der opfattede Stykket som “et Hjertesuk over det kjøbenhavnske Middagsselskabs Kedsommelighed”, sluttede sin ret lange Anmeldelse saaledes: “der er lovende Liv i Ordene, en medfødt Snarvittighed i Replikkerne.

I Illustreret Tidende søgte Hr. Erik Skram til Skovs for at finde en Sammenligning passende til det fremspirrende Lystspiltalent, den lille dramatiske Situation røbede: “Der pipper i Et Aftenbesøg en Lyst frem til at protestere mod “det gode Selskab’s Dumheder, men Spiren er at ligne med Anemoner, der er afflorede, inden Sommeren kommer”.

blank
Riget, 15. april 1911.

Det er idag 25 Aar siden, at Fru Emma Gad debuterede som Forfatterinde. Den 15. April 1886 opførte det kgl. Teater hendes lille dramatiske Situation “Et Aftenbesøg”, der spillet af Teatrets daværende Ungdom, Fru Anna Bloch og Herrerne Mantzius og Poul Nielsen, vandt Publikum saa stærkt for sig, at Teatret kunde spille det tyve Gange.
Siden da har denne elskværdige og overnaturligt dygtige Dame hørt til dem, der var med til at sætte Præg paa vor By.

Det skulde nu i det lange Løb langtfra blive udelukkende som Forfatterinde, ja knap nok fortrinsvis. Men som hendes Forfatterskab var Udgangspunktet, saaledes hænger det nøje sammen med hendes store Virke for den, man kunde kalde den praktiske Kvindesag. Paa begge Felter vandt hun Sejren ved sit Haandelag, sin Evne til at vinde Mennesker, sit sunde Omdømme.

Hendes Forfatterskab tilhører udelukkende Scenen. Fuldblods Københavnerinde, som hun er, opfødt og næret i denne Bys Teaterluft, maatte det falde hende naturligt at benytte den dramatiske Form, der kræver alle de Egenskaber, som hun netop har, og paa den anden Side bærer dem saa godt frem. Hendes Talent var jo ikke grublende eller tungt; det var lyst, muntert, rapt.

Med sine første Arbejder gik hun til det kgl. Teater. Først Debutstykket, der var i én Akt, saa “Et Stridspunkt”, der var i to. Med det næste, “Fælles Sag”, der var vokset til hele tre, udvandrede hun derimod til Dagmarteatret, hvor det – i Riis-Knudsens første Regeringsaar – opnaaede en smuk Sejr.

Men sit store Slag vandt hun med “Et Sølvbryllup”. Det kgl. Teater havde – paa Grundlag af en af de berømte fyrige Erik Bøghske Censurer – forkastet det; nu indføjedes det i det ivrige Dagmarteaters Repertoire.

For Fru Gad blev det den faste Sukces, der bliver staaende gennem Aarene, stadig paany stigende op af Vandene. Skade, at det ifjor i en snæver Vending brugtes til at redde en Situation! Det vilde ellers have været en udmærket Jubilæumsforestilling. Ikke blot fordi det med sin muntere Dialog, sine mange gode Situatiuoner og sin fortræffeligt opfundne, overraskende Slutning er et sikkert Teaterstykke, men ogsaa fordi det ejer sin Forfatterindes bedste Egenskaber: hendes friske Syn paa det Bourgeoisi, som hun paa én Gang holder af og spotter, hendes store Glæde over ung og oprigtig Kærlighed og hendes Hjerteslag for de ydmyge og beskedne Eksistenser, her i stykket personliggjorte i Syjomfruen Ludvigsens Skikkelse.

Med dette Lystspil var hendes Stilling fastslaaet. Det kgl. Teater tog med aabne arme mod de næster Arbejder: “Tro som Guld”, “Aabent Visir” og “Rørt Vande”, mens Folketeatret spillede “I veldædigt Øjemed”. De senere Stykker er med Undtagelse af “Guldfuglen”, opført paa Privatteatrene, deraf navnliug “Dydens Belønning” paa Dagmarteatret og “Den mystiske Arv” paa Folketeatret med Held.

Men Forfatterinden Emma Gad er ikke den hele Emma Gad. Fra hun i Halvfemserne var en af Hovedorganisatorerne af “Kvindernes Udstilling”, har hendes Haand været i stadig og uegennyttig Virksomhed for at fremme Kvindernes Vel. Hun stiftede Kvindernes Handels- og Kontoristforening “Hegnet”, hun grundlagde “Kvindernes Kunstflidsforening”. Og fra utallige Udstillinger, der blev til paa hendes altid idérige Initiativ, strømmede der en frisk rindende Strøm af Penge, som kom de Institutioner tilgode, der var hendes Hjertebørn. Forfatternes Organisationer kan tale med derom, saavel Dansk Forfatterforening som Danske Dramatikeres Forbund, hvis Næstformand hun har været siden dets Stiftelse.

Ikke for intet er Fru Emma Gad scenisk Forfatterinde. Det første Krav, der stilles til et dramatisk Arbejde, er Handling. Det har hun forstaaet: hele hendes Liv staar i Handlingens Tegn, fuldt af friskt Mod til at begynde og en ukuelig Energi til at gennemføre. En af hendes Forfædre skal have udmærket sig ved at redde Menneskeliv under en af de Brandkatastrofer der er overgaaet København. Fru Gad har vist, at hun ogsaa havde det rette Borgersind. Hun burde være Æresborgerinde i den By, hun tilhører med hele sit Hjerte og hver en Blodsdraabe.
Albert Gnudtzmann

1911-04-15-berlingske-titelBerlingske, 15. april 1911.

Emma Gad.
Et Jubilæum.
Det kjøbenhavnske Bourgeoisis satiriske Skildrer, den praktiske Kvindesags energiske Drivkraft, mangfoldige Udstillingers utrættelige Organisator — med andre Ord Fru Emma Gad naar idag til sit første Jubilæum. Den 15de April 1886 debuterede hun nemlig som dramatisk Forfatterinde paa det kongelige Teater med det lille Lystspil “Et Aftenbesøg”, der udførtes af Scenens unge Talenter, og modtoges med Bifald af Publikum, med Velvillie af Kritiken.
Ogsaa over hendes følgende Stykke “Et Stridspunkt” fra 1888 hvilede Anonymitetens Slør, men snart blev det bekendt, at en Søofficers Hustru, der ved Fødslen tilhørte en anset kjøbenhavnsk Handelsslægt, var disse Arbejders Forfatterinde. 1889 løftedes Sløret helt, da Fru Emma Gad under eget Navn fik Lystspillet “Fælles Sag” opført paa Dagmarteatret. Og anden Juledag 1890 sandt hun sin store, genlydende Sejr, da hendes fortræffelige Lystspil „Et Sølvbryllup” spilledes paa Scenen i Jernbanegade.
Der behøves ingen Katalog-Opramsning for yderligere at meddele, hvilke Stykker Fru Emma Gad i den derpaa følgende Snes Aar har faaet opført. Hun har arbejdet for alle kjøbenhavnske Hovedscener — med vekslende Held, men med samme Ufortrødenhed og Udholdenhed, som præger baade hendes Personlighed og al hendes samfundsreformatoriske og sociale Virksomhed.
Hendes Lystspil vil bevare deres Interesse for enhver, der agter at studere den Maade, hvorpaa det kjøbenhavnske Bourgeoisi har afspejlet sig i Litteraturen paa Vendepunktet mellem to Aarhundreder. Men desuden har Fru Emma Gad i to Skuespil, “Et Forspil” og “Aabent Visir” — hvilket sidste hun i Anledning af Jubilæet har omarbejdet til et nyt Skuespil, “Barnets Ret”, der skal opføres paa hendes kommende Festaften paa Folketeatret — vist, at hun ogsaa med Held kan stille sig større Opgaver og skride til alvorlig Menneskeskildring og Problembehandling.
Mærkedagen træffer den populære Forfatterinde i fuld Vigør, optaget af nye Planer og Idéer, som de kommende Aar sikkert vil bringe til Modenhed. Man kan om hende med god Grund anvende disse Ord af Hostrups Rejsesang:
“Har til Maalet man naaet, stiller straks man et nyt.”
C. B—s.

1911-04-15-fredericia-dagblad-titelFredericia Dagblad, 15. april 1911.

Kbhvn., Tirsdag
Det er paa Lørdag 25 Aar, siden Fru Emma Gad fik sit første Stykke opført paa det kgl. Teater. Mange er de Stykker, der siden er udsendte fra Admiralindens Haand, og de fleste af dem er blevet opførte paa vore Teatre.
Vi har i Dag haft Lejlighed til et lille Jubilæumsinterview med Fru Gad.
– – Det er nu altsaa 25 Aar, siden mit første Stykke, “Et Aftenbesøg”, blev opført paa “det kgl.” – – udtaler Fruen. Det spilledes af unge Kræfter, men til en fin Udførelse. Og siden er der nu i alt opført 16-18 af mine Stykker. Desuden har jeg foretaget Bearbejdelsen af forskellige fremmede Stykker, som er blevet opførte herhjemme.
– – Er Deres Stykker meget benyttede i Provinsen?
– – I Reglen er de efter Opførelsen her i København gaaet til Provinsen. Mit første Stykke blev saaledes købt af Teaterdirektør Julius Petersen og gik i mange Byer. Men ellers er af mine Stykker særlig “Et Sølvbryllup” blevet meget brugt. Paa Grund af det ringe Udstyr, som dette Stykkes Iscenesættelse kræver, er det ogsaa meget ofte blevet opført af Dilettanter.
– – Hvor har De særlig faaet Ideen til de forskellige Skikkelser, som De lader optræde i Deres Stykker?
– – De fleste er naturligvis københavnske. Paa Grund af den forholdsvis korte Tid, jeg har levet i Provinsen, ligger det mig nærmest i mine Samfundsskildringer at holde mig til det københavnske Milieu. Men jeg sætter personlig meget Pris paa, at man ogsaa uden for København interesserer sig for min Forfattervirksomhed.
– – Hvorledes gaar det med Jubilæumsforestillingen?
– – Ja, paa Grund af Tidspunktet kan den jo ikke finde Sted paa selve Jubilæumsdagen, idet der ikke spilles den Aften. Men naar “Anna Karenin” en Gang i April udgaar af Folketeatrets Program, skal der her opføres et lille stykke af mig: “Barnets Ret”. Og det bliver som en Jubilæumsforestilling. Det skal spilles af Fru Hennings og Fru Bloch.
– – Har De nu haft noget Resultat af Deres Arbejde i Kvindesagen?
– – Min Virksomhed i denne Sag har været af rent praktisk Art. Saaledes har jeg gentagne Gange skrevet – i Avisartikler – om f. Eks. Kvindens Selvstændighed i Erhvervslivet, hende Mulighed for at gøre et nyttigt Arbejde i hendes i Regelen ikke ubetydelige Fritid. Jeg har haft den Glæde, at en Artikel om dette Emne for nogen Tid siden optoges i en del Provinsblade og fremkaldte en god Diskussion i flere Egne af Landet.
Men, slutter Fruen, endnu er der jo langt tilbage, før vi, der har Sans for vort Køns svage Sider, kan nedlægge Arbejdet. Kritik er gavnlig; men behageligt er det jo ikke altid at skulle lægge Navn til.
Aage.

1911-04-15-roskilde-dagblad-titelRoskilde Dagblad, 15. april 1911.

Det er i Dag 25 Aar siden, at Fru Emma Gad debuterede som Forfatterinde.
Fru Gad har i hele sin Produkktion valgt at skildre det københavnske Borgerskab – et taknemligt Emne. Det behøves yderst lidt Tilsætning for at Fremstillingen fremlokker det halvt overbærende Smil, Fru Gad netop søger at fremlokke. Bare Kendskab kræves der, og dette besidder denne Forfatterinde som faa. Personerne i Fru Gads Stykker er paa ingen Maade Karrikaturer, det er virkelighedstro Billeder af Folk, som de er – lige skabte til at indrammes, udstilles og blive let af. Fru Gad er ikke ond, ikke saarende, hendes Ironi er ægte dansk godmodig – Spot og Undskyldning paa en Gang.
I Dag er det altsaa 25 Aar siden, det første af Fruens Stykker opførtes. Det var “Et Aftenbillede” [Et Aftenbesøg, red.] og opførtes paa det kgl. Teater. Senere er dette jo blevet efterfulgt af mange andre og betydeliger. Det meste bekendte af dem alle er “Et Sølvbryllup”.
Den 29. spilles første Gang et nyt Skuespil, “Barnets Ret”, der næste Sæson vil blive optaget paa Folketeatrets Program og i Aar kun vil blive spillet denne ene Gang, saa det faar Præget af en Festforestilling til Ære for Forfatterinden.
I Anledning af Forfatterjubilæet har en Kreds af Venner med Hr. Alb. Gnudtzmann, Maleren Godfred Christensen og Fru Anna Bloch i Spidsen indbudt Fru Gad til Skydebanemiddag den 27. ds.

1911-04-15-social-demokraten-titelSocial Demokraten, 15. april 1911.

I Dag den 15de April kan Forfatterinden Fru Emma Gad fejre sit 25 Aars Jubilæum som forfatter, idet hendes første dramatiske Arbejde “Et Aftenbesøg” opførtes den 15. april 1886 paa det kgl. Teater.
I Tidernes Løb har Fru Gad været en flittig Skribent opg faaet opført en Række Lyst- og Skuespil, de fleste paa det kgl. Teater, som gennemgaaende har gjort Lykke.
Vi nævner “Fælles Sag”, “Et Sølvbryllup” (der fremkom 1890 og maa regnes for Forfatterindens populæreste Arbejde) “Tro som Guld” og Rørt Vande”.
Næsten alle disse Stykker foregaar blandt og handler om Bourgeoisi-Mennesker, og Fruen tilhører selv dette Samfundslag, idet hun er gift med Kontreadmiral Urban Gad. Fruen har dog aldrig været bange for paa sin lette Maade at ironisere over sine Medmenneskers Svagheder og ikke mindst har hun satiriseret over deres store og bundløse Velgørenheds-Hykleri, men særlig dyb var Satiren ikke, og den haardt tiltrængte blodige Haan er der slet ikke Tale om, naar man nævner Fruens Produktion.
Mest menneskelig og varmtfølende er Fru Gad i Skuespillet “Aabent Visir”, hvori hun taler det uægte Barns Ret overfor en snobbet og haardttænkende Menneskehed.
Dette Skuespil har Forfatterinden nu helt omarbejdet lige til Titlen, som nu lyder “Barnets Ret”.
Skuespillet vil blive opført i Anledning af Fru Gads 25 Aars Jubilæum ved en Privatforestilling paa Folketeatret den 29. ds., og Arrangørerne er Fruerne Hennings og Anna Bloch og forhenværende Teaterdirektør Dorph-Petersen.
I Dag vil en lille Deputation, bestaaende af Fru Anne Bloch og Forfatteren Albert Gnudtzmann overbringe Fruen en Indbydelse til en Festmiddag paa Skydebanen.

1911-04-18-kallundborg-avis-titelKallundborg Avis, 18. april 1911.
Fru Emma Gad havde i Lørdags en Slags Jubilæum, idet hun fejrede Femogtyveaarsdagen for “En Aftenavis'” [Et Aftenbesøg, red.] Opførelse.
Fruen var i Dagens Anledning Genstand for megen Hyldest.

*

Fyens Stiftstidende, 18. april 1911.
Fru Admiralinde Emma Gad har benyttet Lørdagen mellem de fire Paaskedage til at fejre et lille Jubilæum. Det var nemlig 25 Aars Dagen for hendes Debut med “En Aftenvisit” [Et Aftenbesøg, red.]. Admiralindens mange Venner og Veninder – Fruen har kun saadanne – søgte at gøre Dagen saa festlig som mulig for hende. De mødte i store Skarer op for at lykønske Fruen, Forfatterinden og Admiralinden – hvad man nu helst vil.
Fruens Dagligstue lignede henad Aften et Drivhus, takket være de mange Blomster, som var ankomne.


Emma GadPolitiken, 28. april 1911.

En vellykket Aften paa Skydebanen
Ved 6-Tiden igaar Eftermiddags kørte en Række af hvide Biler over Vesterbros Passage og svingede over Banegaardsterrænet videre ud ad Vesterbro. Der kom ogsaa nogle Ekvipager med baade Kusk og Tjener paa Bukken, og en enkelt af Taxamotors store Luksusbiler.
I denne sidste Vogn sad Fru Emma Gad ved Fru Anna Blochs Side, og da Bilen naaede Skydebanen, bad Fru Bloch Fru Gad stige ud, thi der ventede hende her en Overraskelse…
Fru Emma Gad tog den mægtige Buket under Armen, som hun allerede i Dronningens Tværgade havde faaet overrakt, og traadte med et stort, lykkeligt Jubilæumssmil ind i Kresen af sine Venner. Den høje Dame blev i Begyndelsen knap nok bemærket, thi ind og ud mellem omtrent halvfemsindstyve Damer og Herrer snoede sig Etatsraadinde Louise Hansen, assisteret af den lille Frk. Klüver og den slanke Frk. Libertz-Christophersen, der meddelte de forskellige Herrer, hvilke Damer de skulde have den Lykke at føre til Bords.

Mellem Gæsterne
Jeg saa mig noget forventningsfuld omkring i den kendte Gadske Kres. Har var mange Damer, om hvem en mere banal Skribent vilde paastaa, at de var baade blændende og smukke: Den høje, blonde Fru Frederik Hegel, nylig hjemvendt fra et Rekreationsophold, men saa straalende frisk, at hun maa beklage ikke at kunne vække Medfølelse. Fru Else Frølich, lige ankommen fra Paris med en ny Frisure og en ny Skønhedsplet, Fru Ellen Benzon, Fru Bodil Marie Tvede, straalende af Sundhed og Skønhed som den Gang, hun i et Gadsk Tableau apoteotiserede Danmark, Fru Fritsche, f. Hegel, Etatsraadinde Ellen Blom, der bestandig i en evig Ungdom dementerer sine uskyldige Børnebørn…

Til Bords
Det er vanskeligt at holde op, naar man først har faaet begyndt. Men jeg afbrydes i min Henrykkelses Glæde ved en smertelig Skuffelse: Der er aldeles ingen Borddamer til Journalisterne, og lidt slukøret tager jeg Plads ved Siden af Hr. Gustav Wied, vis á vis Louiseforeningens Formandinde, Fru Mimi Carstensen.

Saa meget bedre Tid er der til at iagttage Festens Forløb, der blev programmæssigt. Jeg vil straks skildre Æresbordet. Midt for Fru Emma Gad, ført af Hr. Albert Gnudtzmann og med Hr. Otto Benzon paa den anden Side. Det er altsaa, som vi ogsaa ventede. Forfatterinden, og først og fremmest den dramatiske, der skal hyldes. Ens Blik forvirredes ellers et Øjeblik, mellem en Sværm af Etatsraadinder – ganske som i Fru Gads Lystspil – og Opmærksomheden fangedes et Øjeblik af Hr. Otto Benzons statelige Borddame, Grevinde Polly Ahlefeldt. Men lad os fortsætte i Orden og Rækkefølge – Fru Gad selv var aldrig bleven saa berømt og saa afholdt, dersom hun ikke havde haft Orden paa sin Tid – efter Grevinden kommer Direktør Carl Jacobsen, der stolt som Baryes Løve førte Fru Hennings, gamle Moses Melchior med Fru Harriet Halkier. Grev Ahlefeldt, Etatsraadinde Blom… og ser jeg til den anden Side, da fører Admiralen Fru Anna Bloch og Jubilærens Søn, Kaptajn Henry Gad, Fru Anna Gnudtzmann. Paa Fløjen lyser Etatsraad Jacob Hegel med noget luende rødt om Halsen… er det et Alfonserslips? oh, nej. Pastor Nordentoft, der er Kommandørkorset… og lige overfor konserverer Konferensraad Heide paa det livligste Fru Anna Poulsen.

Talerne
Hr. Gnudtzmann har allerede rejst sig. Egentlig, siger han, burde Jubilæumstalen være holdt af Pastor Mathiesen fra Et Sølvbryllup, thi er der ikke noget af en Nemesis for Fru Gad i denne Fest? Hun har spottet baade Sølvbryllupper og Jubilæer… men under Pastor Matthiesens Forfald priser Gnudtzmann Fru Emma Gads Initiativ og Friskhed, hendes altid usvækkede Arbejdsevne, hendes muntre og lyse Vid, hendes varmtfølende Hjerte, hendes Trofasthed i Venskab.
Hertil slutter sig straks Fru Louise Hansen med en særlig Tak for Fru Gads mangfoldige Arbejde for de unge Kvinder i vor By, en Tak for mange Aars godt Samarbejde.
Og Emma Gad takker bevæget sine kære Venner: “Det er saa vanskeligt at sige noget, naar ens Hjerte er fuldt og saa opfyldt af Taknemmelighed at jeg synes, De maa kunne høre, hvad jeg føler, ogsaa uden Ord”. Men selvfølgelig holder Fru Gad derefter alligevel en af disse smukke og formfuldendte Taler, der ogsaa har bidraget til hendes Ry, og hun takker baade for Minderne og Samarbejdet og ikke mindst for denne Fest, der samler det altsammen ligesom i et Straalebundt.
Fremdeles taler Professor Torp vittigt for Admiral Gad, og den gamle statelige Admiral taler lunt og muntert om Livet i det Gadske Hjem (hvor han idag føler sig som Degnen, hvem det drypper paa) og ender med en Skaal for Fru Anna Bloch. Overpostmester Mørch takker tilsidst Fru Gad, fordi hun er Danmarks mest skrivende Dame og ved sine mange Breve saa smukt har støttet Postvæsenet.

Intermezzo
Dette er et rigtigt Referat, og hertil hører ogsaa et Intermezzo. Det leveres af Fru Anna Gnudtzmann, der forklædt som et Gadens Barn i et gammelt Shawi fra Almindeligheden kommer ind og foredrager en Travesti over en Strandberg-Vise: “Admiralens Hustru eller Dydens Belønning”. Den gør megen Lykke.
Men nu er der Opbrud. Kaffen venter og Cigarerne, der øjensynlig er bestilte af Damer. Og ved Kaffen serverer jeg endnu nogle Navne paa Gæster.
Advokat Halkier med Frue. Fru Hanne Prior. Oberstinde Muus. Direktør Ernst Bojesen med Frue. Kontorchef Martin Jacobsen. Hofbogtrykker Bagge. Departementschef Rentzmann. Kammersanger Cornelius. Professor Arnold Krog med Frue. Fabrikant Hasselbalch. Direktør Peter Nansen. Fru Mathilde Nielsen. Grosserer Løvtoft. Direktør Bernh. Olsen. Hjalmar Bergstrøm. Oberst Rist. Christopher Hage. Grosserer Gotfr. Halkier. Etatraadinde Gamél. Johannes Poulsen.

Resten tilhører Privatlivets Fred. Thi selvfølgelig kunde disse Gæster gøres levende gennem Replikker. Men det vilde føre for vidt. Og desuden gjaldt de fleste Jubilaren, hvem vi Alle holder af – lutter Lovord, mens Fru Emma Gad selv stod midt i Kresen og smilede forundret, som om det virkelig overraskede hende, at hun har saa mange Venner! Hun vilde kunne lave et helt nyt, lille Lystspil af alle disse Replikker, der faldt til hendes Ære. Og det vilde blive en Sukces, akkurat som for 25 Aar siden.
Per Pryd.

1911-04-28-berlingske-titelBerlingske, 28. april 1911.

Festen for Fru Emma Gad.
Med en overordentlig nydelig og stilfuld Fest fejredes iaftes paa den kgl. Skydebane Fru Emma Gad i Anledning af hendes 25 Aars Forfatterjubilæum. Blandt de nogle og 80 Tilstedeværende bemærkedes Admiral Gad, Kaptajn Gad, Grosserer G. Halkier og Frue, Etatsraad Blom og Frue, Direktør Carl Jacobsen, Greve og Grevinde Ahlefeldt Laurvig til Ulstrup, Professor Arnold Krog og Frue, Grosserer C. Hage, Etatsraad J. Hegel og Frue, Direktør Arne Petersen og Frue, Konferensraad Heide, Departementschef Rentmann, Arkitekt G. Tvede og Frue, Direktørerne Bojesen, Nansen og Fr. Hegel med Frue, Oberst Rist, Fabrikejer Hsselbalck, Professor Torp og Frue, Fabrikejer Otto Benzon og Frue, Forfatterne Hj. Bergstrøm og Gustav Wied med Fruer, Overpostmester Mørck, Grosserer Moses Melchior, Grosserer Tulinius, Etatsraadinde Gamél, Fru Betty Hennings, Professorinde Anna Poulsen, Fru Anna Bloch, Fru Mathilde Nielsen, Skuespiller Johs. Poulsen og endnu mange andre kendte Personligheder.
Ved Bordet præsiderede Formanden for “Danske Dramatikeres Forbund”, Forfatteren Albert Gnudtzmann, der førte Fru Gad til Bords. Efter en Sang af I. K., der hyldede Aftenens Æresgæst som den, der bliver sine mange forskelligartede Opgaver tro, holdt Alb. Gnudtzmann Festtalen. Han karakteriserede Fru Gads Personlighed i træffende Ord, mindede om hendes lyse, muntre Vid og varmtfølende Hjerte, og paapegede, hvorledes hendes Arbejde var blevet et Supplement til det Milieu, de mandlige Lystspilforfattere havde skildret. Hune viser i al sin Færd en velsignet Foragt for Opstyltethed og Selvgodhed, hun er trofast i Venskab, munter og glad, udfolder en uegennyttig Iver og et utrætteligt Arbejde. Han udtalte Haabet om, at dette Jubilæum maatte blive Udganspunktet for lyse Aar for Fru Gad selv og for hendes Kunst.
Derpaa tog Etatsraadinde Louise Hansen Ordet og takkede Fru Gad for hendes ihærdige Arbejde til Gavn for hendes unge Landmandsinder. Som deres Repræsentant vil jeg bringe hende en varm Tak.
Begge Taler hilstes med varmt Bifald, og stærke Hurraraab lød.
Nu kom Fru Gads Tur til at takke. Hun holdt en fin, stemningsfuld og formfuld Tale: Tak for Minderne og Festen! Jeg er glad over at fornemme, at jeg har Venner. En særlig Tak til Albert Gnudtzmann, min høje Formand, Kollega og kære Ven!
Professor Torp talte for Admiral Gad og det Gadske Hus, Admiral Gad svarede med en Skaal for Fru Bloch, der hin Aften for 25 Aar siden havde medvirket I Fru Gads første Lystspil og siden bevaret et trofast Venskab for hende. Højesteretsadvokat Halkier dvælede ved Minderne fra Fædrenehjemmet, og Overpostmester Mørch causerede vittigt om Fru Gad som den Ihærdige Brevskriverske, efter at i Forvejen Fru Anna Gnudtzmann — forklædt som et Gadens Barn — til sin Guitar med Lune havde foredraget en ny og rørende Vise om “Admiralens Hustru eller Dydens Belønning”.
Efter at Hr. Gnudtzmann havde oplæst en Række indløbne Telegrammer, hævedes Bordet, og Festdeltagerne samledes derefter til livlig Konversation omkring Kaffebordene i Stueetagen.

Nationaltidende, 28. april 1911.
I Anledning af Fru Emma Gads 25 Aars Forfatterjubilæum afholdtes i Aftes paa den kgl. Skydebane en Fest, hvori deltog ca. 85 Damer og Herrer.
Foruden Admiralindens Mand, Søn og Brødre saas bl. a. følgende Gæster:
Grev Ahlefeldt og Grevinde Polly Ahlefeldt, Grosserer Moses Melchior, Etatsraad Blom med Frue, Etatsraad J. Hegel med Frue, Professor Torp med Frue, Fru Oberstinde Muus, Direktør, Dr. phil. Carl Jacobsen, Etatsraadinde Louise Hansen, Forlagsboghandlerne, Direktørerne E. Boisen og Peter Nansen samt Eiler Hagerup og Direktør Hegel med Frue, Direktør Arne Petersen og Frue, Departementschef Rentzmann, Prof. Arnold Krogh, Kammersanger Peter Cornelius, Professorinde Anna Poulsen, Skuespillerinderne Fru Betty Hennings, Fru Anna Bloch, Fru Mathilde Nielsen og Fru Else Frølich, Fru Mimi Carstensen, Direktør Bernhard Olsen, Direktør Harald Fritsche med Frue, f. Hegel, Forfatterne Gustav Wied og Otto Benzon med Fruer, Hjalmar Bergstrøm og Oberst Rist, Etatraadinde Gamél og Grosserer Cyril Gamél, Konferensraad Heide, Arkitekt Gotfred Tvede og Frue, Grossererne M. og Hjalmar Davidsen, kgl. Hofbogtrykker Fr. Bagge, Fabriksejer Hasselbalch, kgl. Skuespiller Johannes Poulsen og Overpostmester Mørch.
Hædersgæsten førtes til Bords af Formanden for “Danske Dramatikeres Forbund” Forfatteren Albert Gnudtzmann, hendes Mand, Admiral Gad havde Fru Anna Bloch til Bords.
Hr. Gnudtzmann bød Velkommen og holdt derefter Festtalen for Fru Gad. Etatraadinde Louise Hansen takkede Fru Gad for al den Interesse, hun gennem forskellige filantropiske Virksomheder, hun havde taget Initiativet til, havde vist for de smaa og enligtstillede
i Samfundet. Og Professor Torp talte til Familien Gad, specielt Admiralen.
Fru Gad henvendte sin Tak for Festen til Hr. Gnudtzmann som den, der havde taget Initiativet til den, og Admiral Gad talte for Fru Bloch som en af de Kunstnerinder, der havde staaet hans Frue bi lige fra hendes første Skridt paa de dramatiske Forfatteres Bane.
Ved Middagen, under hvilken der herskede en utvungen, munter Stemning, blev der afsunget to Sange: en “Beretning om 25 Aars Anvendelse” og en (af Fru Alb. Gnudtzmann, forklædt som et “Gadens Barn”, foredragen) om “Admiralens Hustru eller Dydens Belønning”, hvilke begge gjorde stor Lykke.

Roskilde Dagblad, 28. april 1911.
Festen for Fru Emma Gad.
I Aftes afholdt en Kreds af Fru Emma Gads Venner en Fest paa Skydebanen for den jubilerende Admiralinde.
Klokken tre Kvarter til syv traadte Fruen – i et rødmende Smil – ind i Festsalen, og man begav sig til Bords, Fruen ledsaget af Forfatteren Albert Gnudtzmann. Efter at Hr. Gnudtzmann havde talt for Jubilaren, og Fru Gad havde takket, blev der afsunget en Sang, og Visesangerinden Anna Gnudtzmann traadte pludselig ind, forklædt som “Gadens Barn”, og sang “en ny og glædelig Vise om Admiralinden”, som hun selv og hendes Mand havde forfattet:
Hun skænker The, mens uforsagt hun nejer
og beder Kongen lægge Hat og Frak,
og ej med Slavesind hun Ordet vejer,
men siger frit: “Oh konge, mange Tak”.
Intermezzoet hilstes med stormende Jubel.

blankAarhus Stiftstidende, 29. april 1911.

Fru Emma Gads Korrespondance.
Der afholdtes, som omtalt, i Torsdags en Fest for Forfatterinden Fru Emma Gad i Anledning af 25 Aarsdagen for hendes Debut som Forfatter. Blandt de mange Taler ved Festen var ogsaa Overpostmester Mørch, der oplyste, at Fru Gad skriver 8765 Brevet om Aaret og nu har faaet en Posttaske paa sit Hus.

1911-04-30-social-demokraten-barnets-ret-titelSocial-Demokraten, 30. april 1911.

“Evangeliemanden”
til Fordel for
Fru Fritz Petersen.
Dagmarteatret har modtaget adskillige Opfordringer til at genoptage Operaen “Evangeliemanden” med Vilhelm Herold i Titelrollen, og Direktøren har arrangeret det saaledes, at Operaen vil kunne gaa tre Gange i den nærmeste Tid.
Den første Opførelse finder Sted i Aften, men der knytter sig en særlig Interesse til den tredje Opførelse, der antagelig finder Sted Store Bededags Eftermiddag.
Hele Indtægten af denne Forestilling tilfalder Direktør Fritz Petersens Enke, der ligger syg paa Dr. Hyttens Klinik, men som forøvrigt er I Bedring.

Barnets Ret.
Om kort Tid vil Fru Emma Gads tidligere omtalte Jubilæumsforestilling, det omarbejdede Skuespil “Barnets Ret”, komme frem paa Folketeatret. Ogsaa denne Forestillings Indtægt — og der bliver sikkert udsolgt Hus — vil tilfalde Fru Fritz Petersen.


Berlingske, 2. maj 1911.
Berlingske, 2. maj 1911.

1911-09-23-nationaltidende-titelNationaltidende, 2. maj 1911.

Det er Fredag, Fru Emma Gads Jubilæumsforestilling finder Sted paa Folketeatret. Der opføres, som tidligere omtalt, “Barnets Ret”, et Skuespil der er en halv Snes Aar gammelt, og som alligevel paa en Maade har Premiere.
– Hvorfor har De omarbejdet det? spørger jeg Fru Gad, som sidder i sin hyggelige Daglistue, smilende og ligesom forunget af al den Sympathi, der er strømmet hende i Møde i Anledning af Jubilæet.
– Fordi der er noget i det Stykke, som ligger mig stærkt paa Sinde, et Alvorsord, jeg gerne vil have sagt; men jeg indser, at det, da det oprindelig kom frem, havde visse ydre Fejl. Dem har jeg søgt at ændre nu. Det hed “Aabent Visir”, da det gik paa Det kgl. Theater; nu har jeg forandret Titlen til “Barnets Ret”, fordi jeg synes, det bedre udtrykker, hvad jeg har tilsigtet med Stykket.
– Hvordan blev det egentlig modtaget i sin Tid?
-Jo, siger Fruen – det fik egentlig en rigtig pæn Modtagelse; der var især et Par store Scener mellem en Moder og hendes Datter, som fandt Genklang hos Publikum. Dem har jeg nu henlagt til Slutningsaften, saa Tilskuerne gaar bort med dem, som det sidste Indtryk. Den Gang kom Stykket frem henad Foraaret, og det blev saa taget paa Repertoiret igen det følgende Efteraar. Det samme vil ske nu Folketheatret opfører det paa Fredag, og i næste Sæson vil det glide ind i Repertoiret.
– Det er en glansfuld Rollebesætning ved Jubilæumsforestillingen, bemærker jeg.
– Ja, det er et Held, der følger det Stykke, siger Fru Gad. – Ved dets Førsteopførelse spilledes Hovedrollerne af Fru Betty Hennings, Fru Anna Bloch, Fru Emma Thomsen, Fru Eckard og Fru Betty Nansen og de to Herreroller af Olaf Poulsen og Liebmann. Og nu har Fru Hennings og Fru Bloch lovet at paatage sig deres gamle Roller den ene Aften; og de øvrige Roller maa, saa vidt jeg kan skønne, passe fortræffeligt for Fru Orlamundt, for Frk. Anthonsen, Frk. Krause, Hr. Albrech, Schmidt og Hr. Ring. Jeg har ikke set nogen af Prøverne, men det et blevet mig fortalt, at Fru Orlamundt skal spille Fru Nansens tidligere Rolle saa smukt. Det skulde glæde mig, om Forestillingen kunde komme til at betyde noget for hende. Hun er et saa stilfærdigt Menneske og en yndig, ægte kvindelig Skuespillerinde. Og der er netop, mener jeg, noget kvindeligt ved hele dette Stykke – selv om det ikke er af den Art sensationelt Kvindelighed, som i Øjeblikket er moderne i Litteraturen.
– For Fru Bloch bliver Aftenen da en Begivenhed. Det er første Gang, hun optræder paa et københavnsk Privattheater; og hun, som har en Skræk for fremmede Omgivelser!
– Ja, hun og Fru Hennings kunde ikke hædre mig paa nogen smukkere Maade end ved at medvirke den Aften. Jeg paaskønner, at de ofrer deres Tid, og jeg haaber, det skal lykkes at faa Fru Hennings til at spille Rollen igen i næste sæson som Folketheatrets Gæst. Der er et lille Haab.
– De bringer selv et Offer ved at give Direktør Fritz Petersens Enke og Børn Overskuddet af Forestillingen.
– Det vil jeg ikke kalde et Offer, siger Fru Gad alvorligt. – Den lille Frue er bleven ramt af saa store Ulykker, at jeg knap kender noget, der har oplevet noget lignende. Hun trænger til en Haandsrækning nu, medens hun er syg; og hun har gjort mig en stor Glæde ved at modtage den, jeg gennem hendes Læge har kunnet tilbyde hende.
H-n.


Emma GadPolitiken, 2. maj 1911.

Folketeatret opfører paa Fredag Fru Emma Gads Barnets Ret, der, som man véd, er en Omarbejdelse af Fruens Aabent Visir. Det bliver paa en Gang en Honnorforestilling til Ære for den yndede og talentfulde Forfatterinde i Anledning af hendes Jubilæum og en Velgørenhedsforestilling, hvis Indtægt tilfalder Fru Fritz Petersen. Vi kan tilføje, at det tillige bliver vor Nationalscenes i Øjeblikket ypperste Kunstnerinde Fru Anna Blochs Debut paa en kjøbenhavnsk Privatscene.
– Det er, siger Fru Emma Gad, med hvem vi taler om Forestillingen, tolv Aar siden Aabent Visir kom op paa det kgl. Teater, spillet af saa udmærkede Kræfter som Fru Hennings, Fru Bloch, Fru Betty Nansen, Fru Eckardt, Fru Emma Thomsen, Fru Mantzius, Olaf Poulsen og Liebman. Der var noget ved sidste Akt, som ikke tilfredsstillede, og i min Omarbejdelse er denne sidste Akt taget bort, og der er skrevet en omtrent ganske ny første Akt. Jeg har haft den store Glæde at Fru Hennings og Fru Bloch har paataget sig at spille deres gamle Roller; det bliver første Gang i de femogtyve Aar, Fru Bloch har været ved det kongelige Teater, at hun sætter sine Fødder paa en anden kjøbenhavnsk Scene, og hun er næsten helt benovet ved det.
– Hvem er de andre Rollehavere nu?
– Fru Orlamundt har Betty Nansens Rolle, og de siger, hun bliver saa henrivende. Frk. Antonsen afløser Fru Eckardt, Albrecht Schmidt Liebman, Fru Anna Jacobsen Fru Mantzius, Frk. Krause Emma Thomsen og Ring Olaf Poulsen. Professor Blochs Elev Hr. Normann sætter Stykket i Scene, men Professoren kommer hver Dag til Prøverne.
– Og det skal kun gaa denne ene Gang?
– Ja, i denne Sæson. Men næste Sæson gaar det ind i Folketeatrets Repertoire, og der underhandles med Fru Henningsom at optræde som Gæst i det, men jeg véd ikke om det bliver til noget. Saa det skal De ikke skrive for sikkert. Men en Ting maa De endelig understrege, at Forestillingen gives til Indtægt for Fru Fritz Petersen, der endnu ligger syg paa en Klinik. Alle Mennesker har saa megen Sympati for hende, og skulde vi, der har med Teatret at gøre, ikke hjælpe hinanden hvem skulde saa? Direktør Arne Petersen har forøvrigt paa Tivolis Vegne lovet at pynte op med Planter og Blomster ved Prosceniet.
– Og De selv? De møder vel, for De skal selvfølgelig fremkaldes!
– Det haaber jeg da ikke… Derimod haaber jeg, at Publikum vil være rigtig glad for at se Fru Hennings og Fru Bloch paa Folketeatrets Scene, for jeg synes, det er saa pænt af dem, at de vil medvirke.
Moustache.


blankRiget, 2. maj 1911.

Tanken om en Jubilæumsforestilling for Fru Emma Gad skyldes oprindelig Fru Anna Bloch. Hun vidste nemlig, at hendes gode Veninde, Admiralinden, i sin Bordskuffe gennem en Omarbejdelse af Skuespillet “Aabent Visir”, der i 1898 gik paa Det kgl. Teater – forresten en Omarbejdelse, der er lige saa god som et helt nyt Stykke, eftersom der er kommet en helt ny første Akt, trekvart ny tredje Akt foruden en ganske anden Titel til. Fru Gad har foretrukket at kalde den nye Udgave af “Aabent Visur” for “Barnets Ret”.
Fru Bloch spillede i “Aabent Visir” et tretten-fjortenaars Pigebarn, en Rolle, hun kom til at holde meget af. Hun har nu faaet Lyst til at spille den igen og fandt ogsaa paa en Udvej dertil: Jubilæumsforestillingen. Denne finder, som man ved, Sted paa Fredag Aften og til Fordel for Fru Fritz Petersen og hendes tre smaa Børn.
Det er et ganske særligt smukt Formaal. Fru Petersen ligger stadig meget syg, og hendes Børn er uforsørgede. En god Aften paa Fredag i Folketeatret kan raade Bod herpaa for den nærmeste Fremtid. Senere vil der vel nok vise sig en Udvej.
I “Barnets Ret” spiller, som sagt, Fru Bloch den lille Pige – det er første Gang Fruen i København optræder udenfor Det kgl. Teater – og Fru Orlamundt spiller hendes Moder. Fru Betty Hennings er Stykkets kloge Dame, Ræsonnøsen en Fru Gad. Det bliver virkelig interessant at se. I de andre Roller medvirker Folketeatrets unge Personale, det er jo meningen, at “Barnets Ret” til næste Sæson skal gaa over i Repertoiret. Magister Normann sætter Stykket i Scene, og Professor William Bloch hjælper ham, og det skønt Professoren for Tiden er alt andet end rask. Arkitekt Arne Petersen har lovet at bidrage sit til Aftenens festlige Præg ved at lade Tivolis Gartner dekorere Tilskuerpladsen og Prosceniet med grønne Planter.
Admiralindens Glædesaften paa Fredag bør faa et smukt Forløb. Ikke blot for Admiralindens egen Skyld – hun tænker selv sidst paa sig selv – men for den stakkels lille Enke derude paa Dosseringen, om hvis Sygeseng tre ubekymrede Smaabørn støjer.
Pjerrot.


Barnets Ret
Riget, 6. maj 1911. Fra Opførelsen af “Barnets Ret”.
Fra Fru Gads Jubilæumsforestilling, der under stort Bifald gik over Folketeatrets Scene iaftes, bringer vi et Billede, der fremstiller en af Hovedscenerne i 2. Akt: Enkefru Madsen (Fru Anna Jacobsen), hos hvem Eline (Fru Orlamundt) har sat sin ægte Datter Ida (Fru Bloch) i Pleje, gæster Moderen sammen med Barnet.

Emma GadKøbenhavn, 6. maj 1911.

Omtrent det samme Selskab, som for en Uges Tid siden flokkedes om den jubilerende Fru Emma Gad paa Skydebanen, havde i Aftes løst Billet til Folketeatret for at overvære Førsteopførelsen af “Barnets Ret”, Emma Gads Omarbejdelse af sit gamle “Aabent Visir”. Desuden havde indfundet sit et tilstrækkeligt talrigt Publimkum af menige Tilhængere af Fru Gad til at Teatret kunde hænge den røde Lygte ud.
Indenfor herskede den forventningsfulde Stemning, som var naturlig, ikke mindst fordi baade Fru Betty Hennings’ og Fru Anna Blochs Navne stod paa Folketeatrets Program. Paa hver Side af Prosceniet stod to pragtfulde Blomsterkurve og tolkede i al Stilfærdighed Husets Følelser – endnu kun overfor det nedrullede Fortæppe.

Saa rullede dette op for “Barnets Ret”. Skuespillet er bygget overfor en fortræffelig Idé: en Moder og et Barn, der staar overfor hinanden og ikke tør give sig til kende for hinanden, men som tilsidst – animalsk tudende – falder hinanden om Halsen, mens Barnet først hviske, siden jubler ud: “Mor – min Mor!”, og Moderen – med en Mine som et Hundyr, der giver sin Unge Die – lytter til Barnets Jubel og bliver dennes Offer for al Evighed.

Dette Optrin er et Fund, og det er klogt af Emma Gad, at hun – i Modsætniong til “Aabent Visir” – har placeret det i sidste Akt, saa Tæppet i Aftes kunde falde tungt i den Strøm af Taarer, som paa dette Tidspunkt randt gennem Teatret, og atter hæve sig i et Brus af Bifald.

Saa stærk havde Stemningen jo ikke hele Aftenen været. Man viger jo helst tilbage fra at kritisere en Jubilæumshøjtidelighed. Alligevel tør det maaske siges: “Barnets Ret” er en lille Smule tyndbenet. Skuespillets Idé virker lidt for outsideragtigt de første Akter igennem, hvilket er uheldigt, da den er Skuespillets egentlige Værdi.

Til det lidt vage Indtryk som Forestillingen i Aftes gjorde, bidrog ogsaa, at de Optrædende tit talte for sagte. Replikskiftet var ofte for udflydende, bed ikke ret. Heller ikke de Optrædende var lige heldige. Hr. Albrecht Schmidt bekræftede atter, at til det mere sfæriske Dybsind passer han ikke. Han bliver kedelig. Frk. Antonsen var som Generalinde tilstrækkelig anstandsfuld, men som Moder ikke illuderende.

1911-05-06-berlinske-titelBerlingske, 6. maj 1911.

Paa italienske Teatre gives der ofte noget, som kaldes „Serata d’onore”, d. v. s. Hædersaften, hvorved de festelskende Sydboere viser en Forfatter eller Skuespiller deres Sympati og Tak. Det var en saadan „Serata d’onore” (det klinge jo af meget mere end “Jubilæumsforestilling”), Fru Emma Gad var ude for iaftes. Thi Stemningen i Folketeatret iaftes var ganske sydlandsk, Laurbærkranse af kolossale Dimensioner raktes op mod det takkende Festens Dronning – det manglede kun lidt i, at hun — ligesom i Italien — havde modtaget mere massive Presenter, som Diamantsmykker o. l. Kort sagt: det store Publikum benyttede Lejligheden til at sige Tak til den opofrende Dame, der saa bravt og saa mange Gange har været i Ilden for andres Sag. Folketeatret var Vært og havde stillet Lokade til Disposition; en Del af Fru Gads Venner blandt vore betydeligste Skuespilkræfter havde forenet sig om at føre et af hendes tidligere Arbejder i helt omarbejdet Skikkelse frem paany, medens Fru Gad selv havde ønsket at afstaa Aftenens materielle udbytte til dem, der kunde trænge mere til det, end hun selv.

Det blev en Aften med ikke saa lidt Festivitas over sig. Alle de medvirkende Kræfter havde tydelig nok lagt sig i Selen for at fremstille saa god en Kommedie-aften som muligt. Naar Forfatterinden selv har valgt et af sine ældre Arbejder “Aabent Visir”, som for tretten Aar siden nogle Gange gik over det kongelige Teaters Scene og grundig omarbejdet dette fra første til sidste Scene foruden at døbe det om til “Barnets Ret”, saa tyder dette naturligvis paa, at dette Stykke er hendes Hjertebarn, og sandt at sige, saa er dette Arbejde til Trods for nogle Svagheder i Scenegangen og et til Tider lidt almindeligt Replikskifte maaske det mest kvindelige blandt hendes Skuespil. I hvert Fald er det det hjerteligste og oprindeligste. I Omarbejdelsen har hun med mere Held end den oprindelige Udgave forstaaet at faa det frem, hun vil have sagt: at Moderen under alle Forhold har at vedkende sig sit Barn og lede dets Udvikling. Nu vel, – dette er vel en af de gamle Sandheden og ikke nogen ny Idé, men Gennemførelsen er ualmindelig tiltalende. I en Række naturligt og frit skrevne, ofte rørende Scener, der naturligvis ikke udelukker de let komiske Optrin, har Fru Gad virkelig faaet noget rigtig kønt og varmt ud at dette Skuespil. Der er mere Alvor i det end I noget af hendes andre, ja, man kan forsvare at sige, at det udelukkende er denne Alvor, som bærer Stykket, medens de lystige Optrin falder i det mere almlidelige og traditionelle.

Nu fik Skuespillet ganske vist en flatterende Udførelse, ja, det blev næsten en hel lille Elite-Komedie, som præsenteredes: selv de Skuespillere, som ellers ikke altid staar i første Plan, gav virkelig afstemt og fin Kunst. Dette gælder saaledes Fru Orlamundt, der som den ugifte Moder, der ordentlig maa gennemrystes, før hun vedkender sig sin lille Datter, mulig præsterede Aftenes mest overraskende Kunst; hun var saa overordentlig kvindelig i hver Bevægelse og saa diskret og illuderende i sin svage Sagtmodighed. Dette diskrete Spil var i det hele det prægnante Indtryk af Forestillingen. Hr. Albr. Schmidt har til Eksempel ingensinde før bevæget sig i en saa naturlig og udsøgt Konversation, der dog aldrig fornægtede Livets Tale, var velgørende mandig og klog. Blandt Folketeatrets Personale medvirker iøvrigt Frk. Krau, Hr. Ring og Fru Jacobsen i let komiske Roller, som de alle beherskede saaledes, at de Intet Øjeblik kom over Stregen. Og saa var der de fremmede Gæster: Frk. Anthonsen, der med Værdighed førte sig som den lidt snobbede Generalinde; Fru Betty Hennings, der i en Rolle som praktisk “Hvad vi vil”-Kvinde, der egentlig ikke kunde siges at ligge for hendes Skuespiller-Naturel, tumlede sin Replik med fuldendt Slagfærdighed; og – last not least – Fru Anna Bloch, som man vel forstod havde Lyst til at opfriske Erindringen om den lille Pige, hun ogsaa i sin Tid spillede paa Nationalscenen. Thi som Fru Bloch gengav den store Slutningsscene, var det den Form for Kunst, der gaar saa nøje op ad Livet, at det er umuligt at analysere denne inderlige Sammensmeltning, hvori Skuespilkunstens Triumf bestaar.

Fru Gad havde al mulig Grund til at være glad for sin “Serata d’onore”.
J.C.gis

Nationaltidende, 6. maj 1911.

Fru Emma Gads Jubilæumsforestilling.
Barnets Ret

Efter at den snævrere Kreds af Fru Emma Gads Venner forleden havde fejret hende med Fest paa Skydebanen, hyldede Publikum i Aftes den afholdte Forfatterinde ved Jubilæumsforestillingen paa Folketheatret.

Der straalede selvfølgelig røde Lygter over Indgangen, og man var mødt i Galla. Prosceniet var smykket med friskt Majløv, og Tilskuerne var i det elskværdige Lune. Sukces’en var paa Forhaand sikker – saa meget mere, som det Stykke, der skulde opføres, jo allerede en Gang før var bleven velvilligt modtaget.

Om det har vundet eller tabt ved den Bearbejdelse, Forfatterinden har underkastet det, vil der blive Lejlighed til at tale om i næste Sæson, naar det gaar ind i Folketheatrets faste Repertoire. Til Festforestilling i denne særlige Anledning egnede det sig fortræffeligt. Det er, med sine Fortrin og Mangler, meget karakteristisk for sin Forfatterinde; og det byder med sin Blanding af Alvor og Spøg netop den Underholdning, der passer til en saadan Aften. Ogsaa deri, at Indtægten til Forestillingen gik til et Formaal, som var særlig smukt valgt, var Aftenens karakteristisk for Fru Emma Gad.

“Barnets Ret”, som Stykket hedder, behandler det stadig vanskelige Spørgsmaal: skal en ugift Moden aabent vedkende sig sit Barn?
Tilsyneladende er det saa let at besvare. I Theorien vil alle sige Ja. Men i Praksis, bliver det en ganske anden Sag; der vil der rejse sig mange Slags Vanskeligheder, som tilsyneladende er smaa, men som tilsammen bliver en Byrde for den Kvinde, der vover Forsøget.

Fru Gad besvarer Spørgsmaalet med et aabent Ja. En Moder bør altid og under alle Forhold vedkende sig sit Barn og staa ved det Side, saa længe det trænger til hende.
Dette Ja gør hendes Hjerte og hendes Retsind Ære; og Tilskuerne, af hvilke adskillige i det virkelige Liv sikkert vilde have mange Betænkeligheder i en lignende Sag, sluttede sig i Aftes ubetinget til hende.

De Lystspilscener, der omgiver Stykkets alvorsfulde Kærne strejfer nu og da Farcen; men de vidner ligesaa vel som Kærnen om Forfatterindens fordomsfrie Livssyn.

Stykket fik i Aftes en Udførelse, der stod betydelig over, hvad der som Regel kan yder ved Forestillinger, hvor de Spillende maa hentes sammen fra flere Scener og prøve, naar de kan stjæle sig Tid dertil. Kvinderollerne er langt de vigtigste, og de blev udmærket forsvaret af Fru Betty Hennings, der var Forfatterindens Talerør, og som hævdede hendes sunde Mening med ilter Energi og livfuldt Humør, af Fru Anna Bloch, der gav et sjælfuldt Billede af den lille, forskræmte Pige, som ikke ved, hvad en Moders Kærlighed er, og af Fru Orlamundt, der var Eline, Moderen, som først efter lang Tids Kamp forstaar, at hun ikke har Lov til at svigte sit Barn, hvorledes Verdens Dom over hende end bliver. Fru Orlamundts skønne, inadvendte og stille Spil i denne Rolle var en kunstnerisk Bedrift, som paa en almindelig Aften, naar ingen Festligheder virkede forstyrrende, vilde have gjort endnu større Indtryk end i Gaar. Ved Stykkets Genoptagelse vil denne fine og ægte Menneskeskildring, hvortil Skuespillerinden næsten syntes at forsmaa Theatrets sædvanlige Virkeligheder, alene være nok til at drage Folk til Huset.
Frk. Anthonsen, Frk. Kause, Fru Anna Jacobsen og herrerne Albrecht Schmidt og ing udførte de øvrige Roller. Aftenen endte med en lang Række Fremkaldelser af alle de Spillende og af Forfatterinden, som yderligere hyldedes med Touche fra Orkestret, Laurbærkranse fra Parkettet og Regn af Bøgeløv fra Kulisserne.

Til allersidst takkede hun med et Par hjertelige Ord til sine Bysbørn, hvis Klapsaælver Fru Louise Phister flere Gange havde givet Signal til.

1911-05-06-social-demokraten-titelSocial-Demokraten, 6. maj 1911.

Naar Fru Emma Gad har valgt dette Skuespil til sin Jubilæumsforestilling, er det utvivlsomt ikke, fordi hun anser det for alt bedste Stykke, men fordi det betegner, hvad Franskmændene kalder le beau geste — den skønne Bevægelse — i hendes Forfatterskab.

Det er jo et Indlæg for det saakaldte uægte Barns Ret — eller snarere for Moderens Ret til at være sit Barn bekendt, uanset hvem Faderen er. Denne Moder — Eline hedder hun — føler sig skamfuld og fortrykt, fordi hun har en lille Pige. Hun har ikke en Gang fortalt Barnet selv, at hun er hendes Moder. Og saa er det, at hendes Søster — Jonna — taler Donner for hende:

Hvor kan det under noget Forhold betragtes som en Udaad for en Kvinde at bringe et Barn til Verden, en Forbrydelse, der skal skjules som et Mord? Ja, her mellem os to kan Jeg da nok have Lov at sige, at det til syvende og sidst er det, vi er skabte til, vi Kvinder, alle som én i Tidernes Morgen, da man hverken kendte Raadstue eller Præst.

Eline.
Hvad hjælper det: De nedarvede Begreber er jo gaaet En i Blodet.

Jonna.
Saa er det, fordi Blodet er snavs. Aldrig har jeg set en Fortvivlelse som din den Gang, og det alene for at have givet efter for den stærkeste af alle Naturens Love. Planter og Fiske og Krybdyr og Fugle, alle har de medfødt Ret til at frembringe nyt Liv, kun Mennesker ikke. I al Fald regnes ugifte Kvinder da saa ikke for Mennesker.

Eline
Jo, af Loven. Loen beskytter ganske rigtigt det uægte Barn, men Samfundet fornægter det, betragter det som et Skumpelskud, der puttes bort og skjules.

Jonna.
Ja, de Mennesker, der lever om hundrede Aar, Gud véd, hvad de vilde sige, hvis de hørte, hvordan vi taler her. Vilde de le eller græde over vort Standpunkt?

Jonna forlanger endda kun, at Søsteren skal sige det til En, nemlig til den Mand, som elsker hende, og som hun genelsker. Men til ham vil Eline sidst at alle betro sig. Og da hun spørger Søsteren, om denne selv vilde have det Mod, naar det kom til Stykket, svarer Jonna:

Ja, Du, havde Jeg et Barn, saa vilde Jeg Ikke alene sige det til ham jeg holdt af, men Jeg vilde tage det paa min Arm og løfte det op for Alverden og sige: Dette Barn er mit, mit ægte, elskede Barn, Kød af mit Kød og Blod at mit Blod, og Jeg vilde bære det højt I Solskinnet som en Sejrsfane gennem Livet. Og de, der tror, at Jeg har Uret i det, de fortjener ikke bedre. Det kan Du være forvisset om, min Ven.

Social-Demokraten, 15. maj 1911.
Social-Demokraten, 15. maj 1911.

I disse Ord er Stykkets Tanke udtrykt, det er den skønne Bevægelse, hvormed Fru Emma Gad udslynger sin Overbevisning. Men Stykkets smukkeste Scene er den mellem Moder og Datter, hvor Datteren pludselig hvisker: Eline, er Du ikke min Moder — og hvor Moderen bevæget slaar sine Arme om hende.

Denne Scene, der i Stykkets oprindelige Skikkelse (Aabent Visir) forekom i anden Akt, har Fru Gad nu med klog Beregning flyttet til Slutningen af tredje. Faderen dukker ikke mere op — man har allerede I første Akt faaet at vide, han er død — og Eline bliver lykkelig med den, hun elsker.
Stykket slutter med Jonnas’ muntert-kloge Ord: Hvad har Jeg hele Tiden sagt: En Fader kan det være det samme med — men at have en Moder — det er Barnets Ret.

I denne ny Skikkelse, baaret oppe at en fortræffelig Udførelse og af Jubilæums-Stemningen, gjorde Barnets Ret megen Lykke paa Folketeatret i Aftes. Fru Anna Bloch spillede Barnet lige saa henrivende som i sin Tid paa det kgl. Teater. Fru Hennings talte med Fynd og Klem paa Forfatterindens Vegne, Fru Orlamundt spillede Eline med stilfærdig Naturlighed, og Frk. Anthonsen var en statelig gammel Generalinde. Hr. Alb. Schmidt spillede Elskeren med behagelig Diskretion og i de komiske Roller muntrede Fru Anna Jacobsen og Hr. Ring Publikum, som tilsidst fremkaldte Forfatterinden.

Fru Emma Gad maatte gentagne Gange frem paa Scenen, og da Folk absolut vilde have, hun skulde sige noget, rettede hun i nogle faa Ord en Tak til sine Bysbørn for de forløbne 25 Aar.