Petitstof 1913



VELGØRENHEDSFORESTILLING MED FRK. GERD NISSEN – ELFELT FOREDRAG – BEGRAVELSE – DANSK ARBEJDE – SKILMISSELOV – RUDOLPH TEGNER: “FRØEN” – HJEM FOR GAMLE TJENESTEPIGER

midnatKøbenhavn, 19. januar 1913.

En af de første Nætter i Februar vil Fru Emma Gads meget omtalte Midnatsforestilling finde Sted. Prøverne begynder efter Onsdag, naar Generalforsamlingen i “Dansk Dramatikeres Forbund” har fundet Sted, og Hr. Philip Sørensen har faaet Lejlighed til at rense sig for Hr. Richards Beskyldninger.
Ved Mindnatsforestillingen vil blive opført et 3-Akts Lystspil af Fru Emma Gad med et Forspil. Lystspillet hedder “Tanten fra Chicago”, men faar sammen med Forspillet Fællestitlen “De unge Drømme”.
I Forspillet optræder Fru Sigrid Nelledam, den unge norske Frk. Gerda Nissen, hvis det norske Nationalteaters Chef vil forlænge den unge Dames Orlov, samt Poul Reumert.
I “Tanten fra Chicago” spiller Fru Mathilde Nielsen, Fru Ellen Rindom, Frk. Kause, Fru Sigrid Neiiendam, en ganske ung Pige Frk. Schou, der udfører en lille Barnerolle, samt Holger Reenberg og Poul Reumert.
Forestillingen vil begynde Kl. 11½ og formentlig slutte Kl. godt 1½.

midnatsforestillingRiget, 28. januar 1913.

Vi faar ikke Frk. Gerd Nissen at se.

midnatsforestilling
Berlingske, 28. januar 1913.
Til almindelig Overraskelse for os selv og alle, maa vi i Dag meddele, at Fru Emma Gads saa meget omtalte Midnatsforestilling er bleven udsat indtil videre.
Et Par af de i Forestillingen medvirkende Skuespillere har just i disse Døgn fra deres Teatre modtaget nogle store, nye Roller, som vil tage al deres Tid og al deres Kraft for det første, saaledes at de ikke ser sig i Stand til at arbejde med noget andet ved siden af.
Men allerede den 5. Februar udløber den lille norske Frk. Gerd Nissens Orlov fra Nationalteatret i Kristiania, og Forestillingen, der vilde have samlet sig om hendes lille yndige Person, maa saaledes udsættes, til hun atter kan komme til Danmark. Den unge Dame har opnaaet at gøre sig berømt i København, uden at Publikum har haft Lejlighed til at se hende. Det er ikke alle, der kommer saa let til det. Frk. Gerd Nissen maa være et Lykkebarn.
Midnatsforestillingen, som har været saa ivrigt debatteret, og som i den Ricard-Philip Sørenske Strid kom til at spille Hovedrollen, er saaledes nu blevet udsat paa ubestemt Tid. Og for første Gang siden Fru Emma Gads Fødsel har Skæbnen været hende ugunstig og udvirket, at hun ikke har faaet sat sin Vilje igennem.
Aage.

matineRiget, 30. januar 1913.

Vi faar alligevel Frk. Gerd Nissen at se.
Fru Emma Gad har, hvad vi egentlig nok tænkte os, ikke villet lade den Beskyldning sidde paa sig, at hendes Energi, hvad Midnatsforestillingen angik, ikke skulde føre til Sejr.
Midnatsforestillingen bliver alligevel til noget. Det vil sige, det bliver den ikke, for den bliver en Matiné, og Overskuddet gaar ikke til Dramatikernes Forbund, men til den dramatiske Læreanstalt paa Frederiks Hospital. “Tanten fra Chikago” bliver heller ikke opført og Reenberg og Fru Mathilde Nielsen kommer saaledes ikke til at optræde.
Men vi faar Frk. Gerd Nissen at se. Og det var jo egentlig Hovedsagen.
Den unge Dame vil i Forspillet til “Tanten fra Chikago” komme til at vise sig for Københavnerne sammen med Poul Reumert. Det øvrige Program er endnu ikke fastsat.
Matinéen finder altsaa Sted en af de første Dage paa Dagmarteatret. Og Fru Gad har atter faaet sat sin Vilje igennem.
Aage.

Riget, 1. februar 1913.
Fru Gads saa omtalte Matiné paa Dagmarteatret er nu fastsat til Fredag den 7. Februar Kl. 4. Matinéen bliver indledet med en Oplæsning. Derefter spilles Forspillet til “Tanten fra Chikago”, udført af Frk. Gerd Nissen og Poul Reumert. Og endelig sluttes med et Balletdivertissement.

gerd egede-nissen
Frk. Gerd Egede-Nissen. Læs mere på Filmdatabasen.
Riget, 3. februar 1913.

Udadtil ser jo Frk. Gerd Nissens københavnske Karriére meget smuk ud. Denne purunge norske Skuespillerinde, der kom herned fra Nationalteatret i Kristiania for at studere Skuespilkunst i København og tilbringe en hyggelig Tid i Admiralinde Gads Hjem, er forunderligt nok blevet en af de smaa Akser, hvorom denne glade og letvindte By saa gærne drejer sig.
Jeg ved ikke – -, men jeg har uvilkaarlig faaet den Opfattelse, at hun nu tilslut selv er bleven en lille Smule fortrydelig over al den smigrende Opmærksomhed, hun har vakt. Og det er meget muligt, at hun, naar hun er vendt hjem til Kristiania, vil sætte sig ned i et Anfald af sin friske, skogrende Latter, slaa Hænderne sammen og sige til Kammeraterne: Nej, aldrig i mit Liv har jeg set saa svinagtig grinagtige Mennesker som i København! Tænk! De bar mig paa Hænderne. Jeg gik fra Selskab til Selskab. Alle Aviserne talte om mig. Journalisterne vandrede i mit Fodspor. Alle udtrykte den dybeste Længsel efter at se mig spille Komedie. Og hvor vidste de det altsammen fra? Jeg har jo intet gjort. Mit Humør er maaske meget friskt, som man siger mig. Men hvor i Himlen vidste de for Eksempel fra, at jeg kunde spille Komedie? København er en meget munter By; men kom ikke, min Far, og sig, at det er en Storby.

Og den unge Dame har Ret, saa beskæmmende det end er at maatte sige. Hun har intet gjort. Hun har sit henrivende Udseende og sin fortryllede Ungdom. Men det kan hun jo dog ikke gøre for. Hendes Norske lyder vanvittig sødt og grinagtig i hendes Mund. Men hvem vil dog vel bebrejde hende det? Hun er af denne spillevende Ungpigetype, der er lige fager og frisk, fra hvilken Side man end ser den, og som i Selskabslivet, uden at vide det eller ville det, samler alle om sig, Mænd og Kvinder.
Men naar alle Aviser har udtrykt Længsel efter at se hende paa Scenen, da skyldes det blot en løs Udtalelse af Fru Gad, der i et Selskab har sagt ud af sit gode, varme Sind: Lille Gerd hører til de Unge deroppe, der betyder noget.
Og dermed var hendes Berømmelse gjort. Frk. Gerd Nissen er selv bange overfor Aviserne og de altfor søde Mennesker, som skriver dem. Jeg véd, hvilken Anstrengelse det har kostet mig at laane det Billede, som staar over disse Linier, og med hvilken bønfaldende Stemme hun bad mig om at skrive bare en liten, liten Smule og helst ikke.

Nu har jeg skrevet dette, og jeg tænker ved mig selv: Aa, gamle Ven! Havde Fru Emma Gad protegeret dig, saa havde du nu været Anatole France.
Bro.

frugadsmatineRiget, 7. februar 1913.

Det er som bekendt i Dag Kl. 4, at Fru Emma Gads Matiné, som ikke blev nogen Midnatsforestilling, finder Sted paa Dagmarteatret.
Foruden de allerede nævnte af Programmet har den energiske og idérige Fru Gad fundet paa følgende:
Fru Elna Jørgen Jensen har faaet Lov af Det kgl. Teater til at medvirke, og hun vil danse Slørdansen af “Nattergalen”. Desuden vil man faa at høre et af de kendte Musikpædagog Frk. Arlaud uddannet Børneorkester, der fra Scenen vil udføre Ouveruren til “Kalifen i Bagdad”.

Iøvrigt er der det at bemærke, at Salget af Billetter er gaaet mere end strygende, hvorfor man gør bedst i at bestemme sig i en Fart, hvorvidt man vil overvære Matinéens Nydelser eller ej.
Den lille Frk. Gerd Nissen, der sammen med Poul Reumert udfører Forspillet til “Tanten fra Chikago”, forlader, meddeles det os, allerede Kl. 9 samme Aften København og tager op til sin Hjembygd. Ah! Saa vil hun ikke en Gang, inden hun rejser, faa at læse det, jeg har tænkt at skrive om hende paa Lørdag, hvis hun er den store Skuespillerinde, jeg har tænkt mig.
Aage

gerdnissen
Frk. Gerd Nissen.

Riget, 8. februar 1913.

Det gik godt.
Kærnen i Fru Emma Gads Forestilling var “De unge Drømme”, et “Præludium til et Ægteskabsdrame”, som tilfældigvis var af Fru Emma Gad. Tilfældigheder har jo, som Benzon siger, ogsaa deres Aarsager. Heri optraadte den unge, norske Frk. Gerd Nielsen, som tilfældigvis i Øjeblikket er Gæst hos Fru Emma Gad, og hun gjorde Lykke. Hun har intet Ansigt, men et indtagende, lille Smil, af den Slags, Anmeldere med Fremsyn, kalder Talent. Det lille, nette Proverbe gaar ud paa at fastslaa den gamle Sandhed, at søde, unge Piger gærne forelsker sig i Idioter. Hr. Poul Reumert spillede Idioten med en Forstillingskunst, der gør ham Ære.

Foran spilledes Otto Benzons “Tilfældigheder” af Hr. Thorkild Roose og Frk. Ingeborg Larsen. Bagefter dansede Fru Jørgen-Jensen. Programmet lovede derefter Ouverturen til “Kalifen i Bagdsad”, udført af et Børneorkester. I Stedet kom en Børnepantomime, hvori navnlig to af de smaa Balletbørn saa henruvende ud i en Menuet.
Følgen af Ombytningen var, at Børneorkestret maatte spille for halvt Hus. De smaa Gavtyve hævnede sig blodigt paa de bortgangne ved at give hele Numret da capo for de efterlevende.
J.D.

fra skumlekrogen

Det gik ikke godt.
Der var for megen kongelig Ballet, og den gaar jo som bekendt ikke saa godt. Men hvorfor Musikken til Slørdansen derefter skulde gaa i Stykker, er mig ikke ganske klart.
“Lykkelig Kærlighed er en Privatkomedie. Den kan være meget pudsig for de Agerende, men Pokker ikke for Tilskuerne”.
Disse Ord af “Tilfældigheder” faldt mig rent tilfældigt ind flere Gange i Løbet af Forestillingen.
Som bekendt har Fru Gad haft nogen Besvær med at finde et Formaal med Forestillingen. Oprindelig skulde Overskudet tilfalde Danske Dramatikeres Forbund, der jo sandelig ogsaa sidder med trykkende Udgifter til uforudsete Hædersgaver til afgaaede Forretningsførere og andre Tilfældigheder, men senere blev det bestemt, at den dramatiske Læreanstalt, som nu er installeret paa Frederiks Hospitals urolige Gang, skulde nyde Udbyttet.
Det forsoner meget. Der maa være kommet en Masse Penge ind, thi hele Tilskuerpladsen var fuld af Skuespillere. Hvor faar dog de Skuespillere alle de Penge fra til Teaterbilletter?
Naa – de støtter ved denne Lejlighed deres egen Stand og en kær Kollega. Thi i Fundatsen for den urolige Gang, som findes aftrykt paa Bagsiden af Programmet, staar udtrykkelig: “Fungerende Scenekunstnere kan faa Uddannelse i enkelte Fag”.
Hr. Thorkild Roose viste sig i “Tilfældigheder” som en værdig Trængende til en større Portion af Indtægten.
Pseudonymet.

Socialdemokraten, 8. februar 1913.

Fru Emma Gad havde i Gaar Eftermiddags foranstaltet en Forestilling i velgørende Øjemed, paa Dagmarteatret. Den havde samlet særdeles godt Hus.

Forestillingen begyndte med Otto Benzons Proverbe ‘Tilfældigheder’, hvis Facon unægtelig allerede er lidt antikveret. Det lille Stykke blev muntert spillet af Frk. Ingeborg Larsen – i Stedet for den syge Fru Bobil Ibsen – og Hr. Poul Reumert.

Saa fulgte en ny Enakter af Fru Emma Gad. Den hed ‘De Unge Drømme’ og kaldes ‘Præludium til en Ægteskabskomedie’. Det var en Samtale mellem en ung Mand og en ung Kvinde, som Folkesladderen har forlovet med hinanden, skønt de slet ikke er det. Men da de er forelskede i hinanden, ender de alligeveæ med at blive det.
Det var en meget fiks lille Situation, som blev nydeligt og indtagende spillet af den unge norske Skuespillerinde Frk. Gerd Egede Nissen – for hvis Skyld Forfatterinden havde gjort den unge Dame norsk – og Hr. Poul Reumert.

Resten af Forestillingen var pantomisk og musikalsk. Fru Elna Jørgen-Jensen dansede Slørdansen af ‘Nattergalen’, en Ballettrup af Børn opførte en lille Pantomime ‘Harlekin som Dansemester’, og tilsidst kom et Barne-orkester ind og spillede Boieldieus Ouverture til ‘Kalifen i Bagdad’. Det var en meget net og uskyldig Underholdning.


Oplæsning

Forfatteroplæsning
Dommerkomitéen: 1: Sophus Clausen, Peter Nansen, Peter Jerndorff, Betty Hennings, Emma Gad, P.A, Weis, Julius Magnussen. 2: Anker Kirkeby,Poul Nielsen, Johannes Ring, Henrik Cavling. 3: Præmietagerne; (4) Niels Hoffmayer, (3) Poul Westergaard, (1) Christian Engelstoft, (2) Thøger Larsen. (Det kgl. Bib.)

Holstebro Avis, 24. februar 1913.

Oplæsnings-
konkurrence.

Ved en af Politiken arrangeret Konkurrence i Nimbs Lokaler i København, Fredag Aften læste 14 unge Forfattere højt af egne Værker, konkurrerende om 3 udsatte Præmier.
Dommerkomiteen tilkendte Redaktør Thøger Larsen, Lemvig 2den Præmie 300 Kr.


Berlingske, 17. marts 1913.

Hoffotograf Elfelts Films-Foredrag i Lørdags Aftes i Studentersamfundet havde samlet et stort og interesseret Publikum af Medlemmer og Gæster. Blandt de sidste bemærkedes Admiral Gad med Frue Emma Gad, Forfatteren, Direktør for det kgl. Teater Otto Benzon, Skuespiller Emmanuel Larsen, Redaktør Lemkow og Frk. Blom.


Nationaltidende, 13. april 1913.

Etatraadinde Crone, Enke efter den afdøde Politidirektør, blev i Eftermiddag under stor Deltagelse begravet fra Holmens Kirkegaard. Pastor Steen holdt Talen og skildrede i meget sympathetiske Ord den Afdøde der havde været til Velsignelse, hvor hun færdedes gennem sit lange Liv – hun blev jo 96 Aar gammel.

I det anselige Følge bemærkedes Admiral Gad og Frue, Professor Rovsing, Politidirektør Eugen Petersen, Politiinspektør Theodor Petersen, Højesteretssagfører Liebe, Geheimekonferensraad Oldenburg, Departementschef Jerichow, Professor Paludan, Overretssagfører Holger Paludan, Emil Beyer og B. Neergaard-Møller samt talrige Medlemmer af den Crone’ske Slægt.

Nærmest den Afdødes Kiste sad hendes eneste Søn, Dr. phil. Chr. Crone.


Nationaltidende, 24. september 1913.

I Raadhushallen samledes i Aftes ved 8-Tiden 15-1600 indbudne til den Fest, hvormed den danske Uge aabnedes.

Fra Hallens Vægge vajede Dannebrogsfaner, og paa Siderne af Musiktribunen var der fæstnet Skjolde med Fyndord som: “Støt dansk Foretagsomhed” og “Kræv dansk Arbejde”.

Mellem dem, der sad paa Balkonen, saa vi Indenrigsministeren med Frue, Landbrugsministeren, Borgmestrene Dubdal og Marstrand, Generalmajor Madsen, Folkethingsmand Klaus Berntsen, Prof. C. Nyrop, Fabrikant Axel Meyer og Grosserer Klitgaard.

Nede i Hallen sad den store Skare. Vi nævner spredt nogle Navne: Overpræsident, Kammerherre de Jonquiéres og andre Medlemmer af Kommunalbestyrelsen, Landsthingsmændene Lange og Poul Rasmusen, Generaldirektør Kiørboe, Kommandør Sølling, Grosserer Chr. Holm, Højesteretssagfører Ulf Hansen, Formanden for Foreningen “Dansk Arbejde” Grosserer C. Th. Rom, Statsraad Salomonsen og Admiral Gad og Fru Emma Gad. Til Stede var ogsaa Formændene for en Række Foreninger indenfor Handel, Haandværk og Industri.

Grosserer Axelholm

Orkestret, der lededes af Hr. Schnedler-Petersen, spillede Ouverturen til “Liden Kirsten”, og derefter bød
Formanden for den danske Uge, Grosserer Axelholm
Forsamlingen Velkommen. Hans Ord faldt omtrent saaledes:

“Den danske Uge bør danne Indledningen til en ny Tid i Danmark, en ny og en god Tid, i hvilken alle danske Mænd og Kvinder mødes i Bestræbelsen for at fremme Nationens Vel, gennem Udøvelsen af den nærliggende Pligt, at foretrække og derfor købe danske Produkter, naar disse fuldt ud kan staa Maal i Konkurrencen med de fra Udlandet indførte Varer.

Hele Verden over kendes dansk Arbejde, og det agtes højt, men det gaar med Arbejdet som med Profeterne, der ikke altid agtes i deres eget Fødeland. Derfor skal den danske Uge slaa til Lyd blandt os selv for dansk Arbejde, og lader Folket i det store og hele sig paavirke deraf, da vil Danmark blive rigere, der vil trives flere lykkelige Hjem her i Landet, og Arbejdsløsheden vil blive sjældnere.
– – –


Nationaltidende, 6. oktober 1913.

Vi har omtalt den skandinaviske Familieretskommisions Udkast til en ny Ægteskabs- og Skilsmisselovgivning. Hvad siger nu Kvinderne til disse Udkast fra en Kommision, der bestaar af lutter Mænd?
Det er umuligt at spørge dem alle. Vi har spurgt nogle enkelte, og vi skal her fortælle, hvad Forfatterinden Fru Emma Gad og Borgerrepræsentant Fru Salicath mener om Udkastet.

Fru Emma Gad
fremhæver strax, hvor gavnlig en fællesnordisk Familieretslovgivning vil være. Der er saa mange blandede Ægteskaber, navnlig mellem Svenske og Danske. Jo mere borgerligt og aandeligt Fællesskab imellem de tre Lande, des bedre!

“Skilsmisse-Lovgivningen!” siger Fru Gad, – “det er rigtignok et vanskeligt Omraade at lovgive paa. Haardt maa det være for en Hustru at skulle gaa, fordi Manden har faaet Lyst til en yngre og kønnere. Men er det bedre for hende at klamre sig til en Mand, der ikke vil vide af hende saa at sige! Hvad er Retfærdighed? De stærkeste vil sejre, hvorledes man saa lovgiver”.

– Hvad mener De om Separationstidens Nedsættelse til et Aar?

“Jeg finder, at det næsten er det bedste af det hele. Men Bestemmelsen om Forhøjelse af Ægteskabsalderen fra 20 til 21 Aar og for Kvinden fra 16 til 18 Aar tillægger jeg ikke større Betydning. De er allesammen for unge til at gifte sig.”

– Og Udsigten til Erstatning for hævet Forlovelse?

De muntre Skuespils Forfatterinde smiler: “Et rent Farcemotiv, herhjemme hos os, hvor der er saa mange Forlovelser. Skulde vore unge Københavnerinder maaske have Erstatning, hver Gang en ung mand har været forlovet med dem! De vilde blive mere velhavende derved, disse smaa elskværdige, uinteresserede Væsener. Men nej, den Erstatningshistorie gaar vist ikke hos os. Den passer for en mere alvorlig Nation som den engelske!
*

Borgerrepræsentant Fru Vibeke Salicath
mener, at man godt kan være tilfreds med de forestaaede Betingelser for Ægteskab og Separation og Skilsmisser, saa vidt det er muligt at udtale sig bestemt derom, naar man ikke sidder med Forslagets Paragraffer for sig. Fruen finder det dog ganske forkasteligt, at Separationstiden foreslaas nedsat fra tre til et Aar.

“Praxis viser,” siger Fru Salicath, “at begge Parter ofte ret uoverlagt, i det først overvældende Følelsesudbrud søger Separation. Naar Separationen, denne Overgabgstid, der tillige maa betragtes som et Overvejelsens Stadium, kun skal vare et Aar, vil man let komme til at begunstige den meget lille Eros, der som Regel har foraarsaget Ulykken. De erotiske Følelser for en anden end Ægtefælleen kan svækkes og svinde, hvor der er Tale om et Tidsrum af 3 Aar, men næppe, naar de paagældende ved, at om et Aar kan de faa deres Villie. Jeg tænker navnlig paa Ægteskaber, hvor der er Børn.

Ægteskabet er en praktisk Institution, nødvendig i det ordnede Samfund. Man kan ikke bygge det paa Eroter, der flagrer hid og did og ikke taaler Baand. Tværtimod bør man fæstne Ægteskabet og ikke lette Adgangen til Skilsmisser; saa maatte man i alt Fald, for at være praktisk, tillige gøre Adgangen til Ægteskabet vanskeligere og til Betryggelse heraf opstille endnu større Fordringer, end Forslaget gør paa visse Punkter.

De fraskilte og fraseparerede Kvinder, har altid havt vanskelige Kaar i økonomisk Henseende og har ofte maattet lægge Beslag paa Samfundet med Hensyn til Fripladser o. l. – Ved hurtigere Adgang til Skilsmisse vil de og deres Børn ikke blive bedre stillede, og der vil blive flere fraskilte Hustruer. Selv om Loven paabyder Manden at underholde den fraskilte Hustru og Børnene, vil dette i mange Tilfælde ikke kunne gennemføres. Resultatet bliver da, at vi ogsaa maa forlange en ny og skærpet Lov om Statstilskud til fraskilte Kvinders Børn, men man opnaar efterhaanden at ruinere Samfundet, hvis man stadig og i stigende Grad fortsætter med at lave Forsørgelseslove, der fritager de forsørgelsespligtige for deres “besværlige” Pligter. Jeg føler mig i det hele taget ikke tiltalt af Tanklen om en Separationstid paa kun et Aar.”


Berlingske, 18. oktober 1913.

En første Gennemgang. Efteraarsudstillingen, der idag har aabnet sine Porte, gør et ualmindelig sympatisk Indtryk ved den første flygtige Gennemgang.
– – –
Omkring “Frøen”.
Efteraarsudstillingen har iaar haft en noget ekstraordinær Hjælp til Arbejdernes Opstilling. I Formiddags lidt over 10 stillede en af Byfogdends Assistenter med Protokol og to Vidner, fulgt af et Par Mand, som bar et Billedhuggerarbejde af Rudolph Tegner, kaldet “Frøen” og forestillende en Kvinde, der sidder paa Hug. De modtoges af hele Udstillingekomiteen, som dannede Spalier og blottede Hovederne, da Optoget kom forbi, og fulgte efter det gennem Salene, indtil man havde naaet det Sted, hvor Arbejdet skulde have sin Plads. Her blev det anbragt, Dækket blev taget af det — der blev dog ikke holdt nogen Tale — og nu staar det der altsaa, mellem to uskyldige smaa Arbejder af Niels Nielsen og Utzon-Frank.

Dette billede af Rudolph Tegners Museum stilles til rådighed af TripAdvisor.

Dette enestaaende Optrin danner Afslutningen paa en strid, der har raset mellem Udstillingens Billedhuggersektion og Malersektion, og som ved velvillige Avisers Hjælp er gjort til en Affære af omfattende Betydning. Billedhuggerne havde antaget dette Arbejde, og Malerne, som fandt, at det vilde skade Udstillingen, bad Tegner om at tage det tilbage. Ved dette Skridt gik Malersektionen ud over sin Myndighed — de to Sektioner arbejder uafhængige af hinanden — og Billedhuggerne holdt stædigt paa deres Ret: Skulpturen skulde antages og opstilles. Og som de vilde, saa skete det. Det omstridte Arbejde staar paa sin Plads, og en ejendommelig Epoke har faaet sin foreløbige Afslutning.
Om Udstillingen staar sig ved denne Forhistorie, skal vi ikke afgøre. Men i hvert Fald har Hr. Rudolph Tegner faaet en glimrende Reklame for sit Værk, en Reklame, som denne stilfærdige og indadvendte Kunstner sikkert ingenlunde har ønsket sig. Fernisseringens Publikum, som i Formiddag har indviet Udstillingen, forlod Kongens Nytorv, der laa badet i Sol, gik fra den bedaarende Eftersommerdag ind i de mugne Udstillingslokaler, ilede gennem Salene uden at se tilhøjre eller venstre og stilede lige mod den næstinderste Sal, hvor det omstridte Kunstværk staar.

Omkring Frøen har i Formiddagstimerne et skiftende Selskab samlet sig og afsagt Dom. Blandt de første, som gæstede Udstillingen, var Fru Højesteretssagfører Liebe, Fru Admiralinde Emma Gad. Malerne Kr. Zahrtmann og Professor Viggo Johansen, den gamle Professor Saabyye. Forfatteren Redaktør Sten Drewson, Billedhuggeren Georg Ulmer, flere Malere: Professor Godfred Christensen, Sigurd Wandel, Gustav Vermohren, Johs. Glob, Debutanterne Frk. Kamma Thore og Hr. Axel Salto, Forf. A. C. Andersen, Frk. Gudrun Tscherning.

Men er der da ikke andet paa denne Udstilling end Hr. Tegners Frø? Ak Jo, der er nøjagtig 309 andre Arbejder, Malerier, dekorative Arbejder og Skulpturer, alle Køjer fulde. Men paa intet af dem har Byfogden lagt sin lykkelige Haand, og de har altsaa ingen Interesse, udover det, at det naturligvis er Kunst. Men hvem bfyder sig om Kunst, naar der er Sensation i Luften?
Meis.


haeders-kronenJyllands-Posten, 30. december 1913.

Det er et Særkjende for vor Tid, at Almenheden føler det som en Pligt at tagle sig af Børnene og de Gamle, Begyndelsen og Slutningen af Menneskelivet, der særlig trænger til Beskyttelse Og Omsorg.
navne2
Blandt de Gamle, der ved denne smukke Bestræbelse maaske mere end de fleste Andre fortjener at komme i Betragtning, er de alderstegne Tjenestepiger, hvis Livsgjerning er bleven anvendt i Andres Tjeneste. Ofte med den største Hengivenhed og Pligtfølelse, og som derefter, naar deres Arbejdskraft er udtømt, staar uden den Betryggelse og det Hjem, som de tiltrænger i deres Livsaften. At rejse et saadant Hjem for gamle Tjenestepiger er en Opgave, som Alle maa kunne sandes om, fordi saa godt som Enhver fra sin Barndom og Ungdom har kjære Minder om en kjærlig og hengiven Tjenestepige. Den, der ikke har det, er fattig paa gode Erindringer.
Vi Undertegnede har derfor fattet en Plan, hvorved Hjemmet forhaabentlig kan rejses, hvis blot Alle vil være med. Vi beder enhver Familie i hele Landet, der holder Tjenestepige, om, saafremt man er tilfreds med hendes Arbejde, paa den kommende Nytaarsaften blot én Gang for alle som en Hædersgave, at overrække hende en Krone, kaldet Hæders-Kronen, til hendes gamle Medsøstres Hjem og bede hende en af de tre første Dage i det nye Aar, at aflevere den til dette Blads Redaktionskontor, hvorfra den vil komme “Komitéen til Hjem for gamle Tjenestepiger” i Hænde. Fra de Huse, hvor der er flere Tjenestepiger, tør man maaske haabe, at Beløbet bliver svarende til antallet. Overbringeren af Beløbet bedes nævne Herskabets Navn.

Hvis denne Tanke finder den Tilslutning, som den fortjener, vil Byggeplanen værre naaet et stort Skridt fremad, og have naaet det paa den smukkeste Maade, det kunde ske, nemlig en Samvirken mellem Tjenestepigerne og Hjemmene.