Hver 8. Dag, 2. oktobber 1910.
Hvilken af vore danske Forfatterinder – vi har mærkværdigt faa – staar i en saa nøje og fortrolig Rapport til sit Publikum som Fru Emma Gad, der i indeværende Sæson kan fejre sit 25 Aars Jubilæum som Dramatiker.
Paa mangfoldig Vis forstaar hun at faa Folk i Tale. Snart er det ved en elegant tourneret Kronik, som med Forfatterindens usvigeligt sikre Sans for det aktuelle behandler et Emne, der Øjeblikkeligt interesserer og ofte foranlediger andre af vor meget skrivende Nation til Meningstilkendegivelser pro eller contra.
Snart er det ved et af disse vittige og sindrigt byggede københavnske Lystspil, med hvilke Fruen har vundet saa mange Teatergængeres hjerter – ikke mindst, fordi der næppe er noget, vi Danskere holder mere af, end at kigge ind af vores egne Vinduer, se, hvad der foregaar i Etatsraadens Dagligstue eller Bourgeoisifruernes Klub, glæde os over Forfatterindens morsomme Indfald og fortrolige, specifikt københavnske Dialog og nyde den behændige Maade, paa hvilken hun viser os vor egen Samtid som i et Spejl, ofte raillerende eller direkte revsende, altid underholdende og trods den moraliserende Tendens aldrig tung eller trættende.
»Frue eller Frøken«? Admiralinden, der kender »Selskabet« paa en Prik, opkaster Spørgsmaalet og giver Stødet til en Enquête, der strækker sig over Uger. »Om Formen for en passende Omgangstone mellem fraskilte Ægtefæller«. Fruen vælger et Omraade, der straks er sikker paa at interessere i dette Land, hvor Skilsmisser hører til Dagens Orden. Hun opstiller en Række aktuelle Spørgsmaal, berører alle de smaa penible Konstellationer, der let kan indtræde, naar Folk, som for en kortere Tid har været gift med hinanden, sidenhen mødes, begge eventuelt udstyret med en ny Ægtefælle. Hun antyder Løsningen af smaa Knuder, som giver Anledning til hyppig Drøftelse i Tusinder af Hjem. Hun finder en Udvej, hvor andre stirrer sig blind paa Vanskelighederne Og hvor stikkende en Brod hendes hyppige Sarkasmer end kan have – de fremsættes altid paa en Maade, saa man maa finde dem harmløse. Det er Historien om de indsukrede Piller om igen. Det minder ogsaa lidt om Holbergs Epistler. Flunkende ny og moderne Facon. Men en god og sund »Morale. Til alt dette knytter sig yderligere en rig og utrættelig Deltagelse i Velgørenhedsarbejdet, i Organiseringen af Kvindens Arbejde og Udvikling. Fru Gad er med i saa meget, er kort sagt altid i den Grad fremme, at man ingensinde vilde savne en Anledning til at interviewe denne vor mest interviewede Dame.
Nærværende Interview skylder dog nærmest Fru Gads forestaaende 25 Aars Jubilæum sin Tilblivelse. Det foregaar i Admiralindens hyggelige Dagligstue i Dronningens Tværgade. Og det begynder med, at jeg siger:
»De skal til at jubilere?«
»Ja,« svarer Fruen, der lige har rejst sig fra sit Arbejdsbord, som svømmer med Manuskripter. »Jeg saa forleden en forhastet Notits om det i en Avis. Jeg havde ærlig talt slet ikke tænkt paa det. Men da jeg en Dag stod overfor den Kendsgerning, at Fru Bloch ved Det kgl. holdt 25 Aars Jubilæum, sagde jeg til mig selv: Saa maa det ogsaa snart være din Tur. For vi er nenilig paa det nærmeste jævnaldrende i vor Kunst. Det anførtes, at jeg kan jubilere som dramatisk Forfatterinde i indeværende Sæson. Og det er rigtigt. Men Jubilæumsdagen er dog først den 15. April. Da er det 25 Aar siden, at jeg fik mit forste Stykke »Et Aftenbesøg« opført paa Det kongelige Teater.
»Saaledes indhenter Jubilæet (som en uundgaaelig Skæbne) selv den, der mér end én Gang har haft spottende Ord tilovers for Jubilæer i al Almindelighed!«
Hvilke Erfaringer har dette Spand af Tid nu skænket Dem med Hensyn til danske Dramatikere og deres Kaar? «
»Jeg har først og fremmest lært, at det er en vanskelig Vej at gaa. Særlig da for den, der giver sig af med at skrive Lystspil. Sagen er jo nemlig den, at Kritiken foragter Lystspil – jo, det kan ikke nytte, De gør store Øjne, for det er sandt. Publikum elsker Lystspillene, det er der ingen Tvivl om. Men baade Teaterdirektørerne, Skuespillerne og Kritikerne foragter dem mer eller mindre aabenlyst. Har De nogensinde talt med en Skuespiller, hvis inderste Ambition det ikke var at kunne spille en alvorlig Karakterrolle? Ogsaa Teaterdirektørerne – ja, tror De ikke, at Martinius Nielsen meget ja, tror De ikke, at Martinius Nielsen meget hellere spillede »Uriel Acosta« end »Hr. Departementschefen«? Og Kritikerne – jeg vil slet ikke tale om Kritikerne! De ved, jeg i forrige Sæson skrev en Kronik i »Politiken«, som affødte en længere Diskurs om Teatrene og Kritiken. De fremkomne Udtalelser fra forskelligste Side rokkede mig ikke fra den Opfattelse, at vore Kritikere er unødig strenge mod danske Dramatikere, som de gerne slagter ofte til Fordel for den udstrakte Import af udenlandske Skuespil og Operetter.
Det er svært at være Dramatiker. Blandt andet maa man lære sit Haandværk. lngen kan det straks. Hvilket Begynderarbejde røber ikke Fejl, Ukendskab til det rent tekniske? Det er saa rimeligt. Men hvorfor saa ikke hellere støtte og undskylde, fremhæve de gode Sider og paavise de mindre gode fremfor at slaa ned. Ganske bortset fra den Virkning en brutalt nedsablende Anmeldelse kan have paa Dramatikerne indenfor hvis Lag Underskoven forresten forekommer mig lidt tynd – saa jager den jo Folk bort fra Teatrene!
Jeg tror endda, at det var lettere at komme frem, dengang jeg begyndte, end det er for en ung Forfatter nu om Dage. Der var mere Velvilje dengang. Fordringerne er bleven skærpede, Konkurrencen er større, Publikums Smag er undergaaet visse Forandringer, som blandt andet gør det vanskeligt at skabe Interesse om det gode underholdende Lystspil, der uden at være en Knaldsukccs, som fylder Huset Aften efter Aften 150 Gange i Træk, alligevel har noget paa Hjerte og kan ses med Fornøjelse af mange, naar det blot ikke spilles hver Aften.
Lad selv en dreven Dramatiker – hvad der vel forresten vanskelig sker, indsende et Arbejde anonymt til et Teater. Han kunde saa udmærket godt risikere at faa det retur, selv om det var fortrinligt. Jeg kommer til at tænke paa en Historie om belgisk Maler, hvem man idelig rev i Næsen, at han kopierede Rubens. Gang efter Gang fik han sine Billeder refuseret af Udstillingskomitéen. Saa prøvede han under eget Navn at indsende en ægte Rubens, som han var saa lykkelig at eje. Men ogsaa den kom retur! Rubens var bleven kasseret! Ja, der ser De.
»Men nu det økonomiske,« bemærker jeg. »Et Stykke som f. Eks. »Et Sølvbryllup« maa da have indbragt en lille Formue?«
»Et Sølvbryllup!« Fru Gad smiler. »Næ, det var næsten det uheldigste, De kunde nævne. Dengang det kom frem, havde jeg nemlig slel ikke Forstand paa at handle endnu. Jeg solgte det én Gang for alle for 500 Kr. til Provinserne og var henrykt! Jég havde snart aldrig set saa mange Penge paa engang! Først senere forstod jeg jo Rækkevidden af, hvad jeg havde gjort. Og jeg lærte at se noget anderledes paa den forretningsmæssige Side af Sagen. Men alligevel. Hvis jeg kunde nævne den Sum, som mit Forfatterskab har indbragt mig, saa vilde den maaske forekomme mange ret betydelig, men dog er den meget beskeden fordelt i Aarevis – som Erhverv. Tænk, hvis man vilde sige om en Embeds- og Bestillingsmand, der gik af med Pension, naar han var fyldt de 60: Han har tjent 70,000 Kr. – Det vilde lyde ret misvisende, hvis Sandheden var den, at Manden havde haft 1200 Kr. om Aaret, ikke sandt?
Næ, som Levevej er den dramatiske Løbebane ikke at anbefale. Selv om man, som jeg, har haft den Glæde at se sine Arbejder spillet med Held i Norge, Sverig, Provinsen osv. et enkelt i Paris, saa maa man i Almindelighed gøre sig klart, at noget større Marked har den danske dramatiske Forfatter kun rent undtagelsesvis i Udlandet.
Jeg tror, det beror paa, at vi er mere særegne, end vi selv tror! Jeg synes, at der skrives en brillant og ofte meget morsom Dialog herhjenmme. Tænk blot paa Esmann. Men alle disse Smaapudsigheder, henrivende Vendinger og kuriøse Betoninger, der kan more os saa utroligt, virker som Regel ikke, naar de omplantes paa et fremmed Sprog.
Men for at blive ved det økonomiske: Glem ikke at bemærke, at vi gennem »Danske Dramatikeres Forening« har bidraget i høj Grad til at forbedre danske Skuespilforfatteres Kaar, navnlig ved at hjælpe dem med det, som Kunstnere næsten aldrig har Forstand paa, nemlig Pengesager, men ogsaa ved at beskytte deres Arbejder og ved Samvirken med tilsvarende Organisationer i Udlandet. Jeg har belært af egen smertelig Erfaring selv været med til at stifte Dramatikerforeningen. Jeg tør uden at rose mig selv udtale, at den virker til sine Medlemmers Tilfredshed, praktisk og energisk ledet som den er.«
»Hvilket af Deres Stykker har gjort mest Lykke?«
»Aa, jeg ved snart ikke. Næstefter »Et Sølvbryllup« – der for mig er den Sukces, man kun faar én Gang i sit Liv, men som altsaa indbragte mig latterligt lidt i Penge – kommer vist næsten »Den mystiske Arv« (Folketeatret). »Rørt Vande« vakte jo en Del Opmærksornhed i sin Tid, »Dydens Belønning« gjorde sig godt paa Dagmarteatret, og af »Guldfuglen«, der gik paa Det kgl., havde jeg ogsaa megen Fornøjelse.«
»Har De noget nyt Lystspil paa Stabelen – eventuelt til at fejre Jubilæet med?«
»Ikke for Øjeblikket. Men det kan godt være, jeg naar at faa et eller andet færdigt, der er jo god Tid. Og jeg kan forsikre Dem, at jeg tænker paa alt andet end paa at jubilere!«
NIELS TH. THOMSEN.