SØNDAG DEN 16. APRIL.
KORSØR burde — foruden at være stolt af Jens Baggesen — være stolt af Emma Gad.
Det er nemlig Korsørs dræbende Kedsommelighed,- der har stor Andel i, at Fru Gad er begyndt at skrive, og at hun derfor nu kan fejre sit 25 Aars Forfatterjubilæum.
Korsør er en Modsætningens By med sin altid travle menneskedirrende Banegaard, der ligger som et Skrig mod Byens klosterlige Ro.
En Søndag har jeg været i denne By, der kun er berømt, fordi Jernbanekonduktører altid har travlt med at raabe København-Korsør, jeg husker en uendelig lang Gade, hvor der ikke var en levende Sjæl ud over en lille graa Høne, der ivrigt trippede omkring og udsøgte sig de saftigste Straa af det grønne Græs, der groede mellem de toppede Brosten.
Jeg kom til at tænke paa,at her havde Fru Gad, — dette hovedstadsmuntre, hovedstadslevende og hovedstadsaandende Menneske — henlevet sine første Ægteskabsaar, fordi hendes Mand for nogle Aar var traadt ud af Marinen og var Kaptejn paa Postbaaden til Kiel.
Naar jeg nu skal skrive en Jubilæumsartikel om Fruen, lyder Konduktørens Raab Korsør-København mig i Øret. — Denne Bindestreg mellem de to Byer udfyldtes vist i mange Aar af den nygifte Frues Længsler.
Paa sine Morgenture gik hun ned til Jernbanebroen, og naar hun stod der, tabte hun sig i Drømme — det var for hende, som hun takket være Jernbaneskinnerne, havde København hængende hos sig i en Snor; hun var ikke mere i denne Ravnekrog af en By, hvor hun, i de tre Aar hun var der, ikke lærte andre Menneske at kende end Urtekræmmeren, — næ hun var i sin Barndoms og Ungdoms København, med alle dets Selskabeligheder, Teatre og Baller, med alle dets mange højtbegavede Mennesker.
Naar hun saa kom hjem fra sin Morgentur, var hendes Mand allerede langt paa Vej til Kiel, — hun havde sine Smaabørn og, naar de var passet, laa hele den lange Dag for hende i sin uendelige Trivialitet, — hun havde intet andet til Underhold end Bogen.
Hun læste og læste, og naar hun nu, 25 Aar efter mindes sit Korsørophold, er dets eneste forsonende Moment, at hun i disse Aar lærte at forstaa Goethes Faust og at hun blev en ivrig Beundrer af Taine.
For os andre er der jo ogsaa det Moment, at hun i disse Aar lærte, at hun ogsaa selv kunde skrive.
Naar Fru Gad om Aftenen fortalte Eventyr for sine Børn, fortalte hun helst sine hjemmelavede, og da der var et Par af dem, der endog var paa Vers, fik hun den Idé at skrive dem ned.
Hun sendte dem ind til København og forespurgte, om de var værdige til Udgivelse, — men da hun hurtigt fik dem tilbage med Bedømmelsen “umulige”, brændte hun dem sporenstrengs i Kakkelovnen og sammen med dem brændte hun sin ulmende Ærgerrighed som Børnebogsforfatterinde.
Men Forfatter vilde nu under alle Omstændigheder Fru Gad være.
Hun skrev og skrev, — mest skrev hun hjertens- og smertenstunge Bøger, som hun fik lige saa hurtigt tilbage, som hun sendte dem ind.
Men Fru Gad lod sig ikke knuge af de strenge Forlag-Gennemlæseres Højesteretsdom, — de hørte vel den Gang som nu til det samme Slægtled af graanende Mennesker, der tror, de har sejret, fordi de enten bliver Redaktører af “Danmarks største Blad” eller fordi de udgiver en straalende Bog om en “Grønlandsfærd”.
Da hun var 34 Aar gammel, lykkedes det hende at faa antaget en lille Enakter “Et Aftenbesøg” paa Det kongelige Teater, og da den daværende Chef — Kammerherre Fallesen — tilbød hende, at hun kunde faa det op med det samme, hvis hun vilde finde sig i, at det kun blev spillet af Teatrets yngste Skuespillere — de nuværende Fru Bloch, Karl Mantzius og Poul Nielsen — gav hun naturligvis glædesstraalende sit Samtykke dertil. Det var i April 1886, at Fru Gad debuterede, og nu maa hun finde sig i, at vi, der er glade ved hende, fejrer hendes 25 Aars Forfatterjubilæum.
Fru Gad har i disse 25 Aar næsten faaet et nyt Stykke opført hver Sæson, og der er vist ikke en københavnsk Scene, som er kommet uden om Fruen. Desværre har hun i de sidste Aar øst sit store Talent ud over et Utal polært forskellige, mer eller mindre ligegyldige Hverv, og den megen Alsidighed har ikke været til det bedste for de senere Stykker.
“Fruens Politik”, “Den mystiske Arv”, “Guldfuglen” var f. Eks. kun meget ligegyldige Rutinestykker.
Men saa er der den lange Række Skuespil, der ligger mellem “Et Aftenbesøg” og “Gadens Børn”.
Det dygtigste og dybeste af dem alle er vel nok “Et Sølvbryllup”; — i det, som i alle de andre, viser Fru Gad sig som en kvik og behændigt formende Iagttager, der ejer et stort følende Hjerte (jfr. “Aabent Visir”), et satirisk Lune og et fornøjeligt Blik paa sine Medmennesker.
Bedst og sikrest er Fruen, naar hun skildrer det Bourgeoisi, af hvilket hun selv er runden, — Tonen ved Grosserermiddagen og i Etatsraadsdagligstuen er træffende ægte.
Mellem Fru Gad og Gustav Esmann kan der trækkes mange Paralleller, men den skønneste af dem er dog den, at de begge er saa velsignet københavnske.
Naar Fru Gad ser tilbage paa de forløbne 25 Aar, er det egentlig med lidt Mismod.
Hellere havde hun skrevet Bøger, — hvilken Kunstart, hun synes, har et mere intimt Tag i Læseren, — end Skuespil, hvor man baade maa skrive for Spækhøkermadammen paa Galleriet og for en af vore højeste Lovgivere, der altid sidder og taler for højt nede i første Parket.
Fru Gad holder af sine Skuespil mest af “Aabent Visir”, og hvis der bliver Tale om en Jubilæumsforestilling for hende, vil hendes gamle Venner, Fruerne Bloch og Hennings og Hr. Dorph-Petersen spille Hovedrollerne deri.
Hendes Søn, den unge fremragende Sceneinstruktør Hr. Peter Urban Gad, skal saa sikkert iscenesætte sin Moders Stykke.
Foruden at Hr. Peter Urban er den fremragende Sceneinstruktør, er han ogsaa en overordentlig talentfuld Kunstmaler, men det kan man vel sagtens blive, naar man har haft en Lærer og Onkel, der selv malede, og især naar han bar Navnet Fritz Thaulow.
Hr. Urban er ogsaa en meget habil Biografforfatter; han skriver nogle uhyggelige, spændende Dramaer, hvor den unge eksotisk skønne og flimrende talentfulde Frk. Asta Nielsen altid spiller Hovedrollen. Hun har en bedaarende Evne til at filmse sig ind i sine Tilskueres Hjerter.
Det maa være skønt for Fru Gad at have saa begavet en Søn, og vi andre ser med Glæde, at Æblet ikke falder langt fra Stammen, skønt det jo nok kan trille lidt hen ad Jorden.
Rud Lange.