Fra Modens Verden 1913

1910 Fashion Images – Les Createurs de la Mode
12. oktober 1913.
En Dag, jeg gik hen ad Gaden, spadserede en Dame foran mig i livlig Passiar med en Herre. Jeg gik bag ved hende og glædede mig over hendes rytmiske og smidige Bevægelser, over hendes Dragt, der i sin Enkelthed var saa usigelig elegant, hendes yndefulde Haandbevægelse, idet hun løftede Kjolen, hendes Slør, hvis fine Folder sluttede saa smukt om Haarets Nakkepur.

FRA MODENS VERDEN

Og alt imens tænkte jeg: “Hvor har dog vore Damer efterhaanden tilegnet sig Ynde og Elegance, hvor har de lært at forstaa, hvad Chic i Holdning og Dragt betyder – paa langt mere end Trækkenes Regelmæssighed.”

Parret standsede, og idet jeg gik forbi, hørte jeg:

“Ah oui, s’est évident”, eller hvad nu Damen sagde.

Hun var altsaa fransk, og min nationale Stolthed fik den lille Dukkert den fortjente – paa det Omraade! […..] det uvilkaarlig tiltrækkende i Bevægelser og pikante i Paaklædning er vist ikke et Særkende for vore Damer, saa indtagende de end er gennem Elskværdighed og sympatisk Væsen.

Af en ganske anden Mening, er Grossere Eduard Spies, som sidder overfor mig i min Stue, kommen netop for at tale med mig om dette gratiøse Emne. Og jeg bøjer mig ganske for hans Erfaring og Sagkundskab, bøjer mig med saa meget mere Grund, som jeg selv tager paa, hvad der hænger paa den nærmeste Knage og helst det, der er nemmest at iføre sig. Det er vel derfor, jeg beundrer medfødt Chic hos andre saa stærkt, at jeg saa at sige ser fantasifuldt paa det.

“Danske Kvinder har tværimod megen medfødt Sans for Toilettekunst,” siger Grosserer Spies, “megen Kærlighed til fine Farvesammensætninger og Kultur i Klædedragten. Det er ikke paa det Punkt, det skorter, men paa et helt andet, et Punkt, ud fra hvilket der tilmed vilde kunne skabes et udmærket Erhverv for Kvinder – en Forøgelse af de Bemidledes Tal.”



“Erhverv”, siger jeg og spidser Øren, “hvad mener De – lad mig høre?”

“Jo,” siger min Gæst, “Dameskrædder-Firmaerne kan ikke faa Direktricer – umuligt, der er Ingen! Man averterer – de, der melder sig, duer ikke, har hverken Oversigt eller Kultur. Man forsøger at faa dem fra Udlandet – ligesaa umuligt – de vil ikke bosætte sig her nordpaa, naar de kan faa udmærkede Stillinger hjemme. Nej, man maa her i Byen skabe en Læreanstalt, en Højskole for Dameskrædderkunst, Toilettekunst, eller hvad man vil kalde den Ting, der spiller en saa uhyre Rolle i den moderne Udvikling, at mangen en økonomisk Ruin har sit Udspring i Damedragtens Atlask og Pelsværk, Fjer og Broderier, Juveler og Kniplinger – alt, hvad dejligt er. Men til Gengæld giver den jo udkomme og Beskæftigelse til Tusinder og atter Tusinder af habile Kvinder, der faar mere og mere i Lønning for Udførelsen af Modens Mesterværker. En Aften-Pelskaabe af sort Zobel, som nu er stærkt efterspurgt, kan koste indtil 4 á 500,000 Francs”.
“De arme Mænd!” afbryder jeg.
“Disse høje Priser,” fortsætter han uden Medynk, “er for en Del skabte af de stenrige Amerikanerinder, som naar man nævner en Pris af 4 á 5000 Francs for en Selskabsdragt, udbryder: “oh, how vere cheap”.

Det er ikke Fagdygtighed i Skræddersyning der udkræves, men i det mindste ikke hovedsagelig, men den Smag, Dannelse, Sprogfærdighed og Administrationsevne, der betinger Adkomsten til de ledende Stillinger. En Dame med disse Egenskaber kan naar som helst faa en Plads med 3-5000 Kr. i Gage, og faar man her i Byen en saadan velrenommeret Læreranstalt, vil dens Elever kunne udgaa baade til Sverig, Norge og Finland og Rusland, tildels Tyskland. Allevegne fra ser man, hvor Firmaerne averterer efter Direktricer. Men da det netop er Dannelse og en fint udviklet Skønhedssans, der er Hovedbetingelsen for at kunne paatage sig en saadam Stilling, er det saare sjældent, at de almindelige Fag-Syersker har denne Marskalstav ved deres Tornyster – saa godt som ingen af dem er egnede.

Derimod skulde man tro, der der blandt de unge Damer som har taget Pigeskoleeksamen eller maaske Studentereksamen og altsaa kan Sprog, skulde findes en Del, hvem Lærerindevirksomhed eller Kontorvej, Stenografi eller Tandlægepraksis ikke frister, men som i Følge medfødte Anlæg vilde foretrække efter et Aars grundige Uddannelse at faa en Gage paa adskillige Tusinde Kroner og et Arbejdsfelt, der bevæger sig paa et for Kvinder saa tiltrækkende Omraade, som Damedragten og dens Skønhed jo dog er. Kun altfor mange dannede Damer hutler sig smaat igennem og maa slide haardt i 8 á 10 Timer daglig, mens f. Eks. Paquins overordnede Funktionærer nøjes med at arrangere et enkelt Toilette om Dagen og ellers taler med Kunderne.

“Et Aar,” indskyder jeg, “skal Uddannelsen paa en saadan Læreanstalt vare et Aar?”

“Mindst,” siger Grosserer Spies. “Den skal først paabegyndes i en Alder af 22-25 Aar, naar den unge Dame har set lidt af Livet, og den skal koste 100 Kr. pr. Maaned.”

“Det er dyrt,” vover jeg at indføre.

“Kan man kalde det dyrt, naar et saadant Indskud øjeblikkelig fører til en Aarsindtægt a 4-5000 Kr.?”

“Nej – det maa jeg indrømme – selvfølgelig.”

“Hvorfor vil Fædre ikke anvende noget paa deres Døtres Uddannelse, naar de uden Betænkning ofrer dyr Manuduktion paa deres Sønner, der skal være Jurister og Løjtnanter? Og hvor længe kan en juridisk Kandidat gaa og vente? I Aarevis – en uddannet Direktrice aldrig – der vil ligefrem være hidsig Kamp mellem Firmaerne om at erobre hende. Jeg har drøftet Planen indgaaende med Indehaverne af vore store Huse, og den ser i de store Træk saaledes ud:

Læreranstaltens Aarsudgifter vil antagelig andrage 7 á 8000 Kr.; men er der blot 10 Elever á 100 Kr. pr. Maaned, vil Driften altsaa bære sig – vil maaske ogsaa senere kunne blive støttet af Myndighederne. Den lille Anlægskapital, der er nødvendig, tilvejebringes ved, at 8 á 10 store Forretninger slaar sig sammen om at yde den, hvad de sikkert gerne vil, da de ikke alene er samfundsmæssigt, men ogsaa pekuniært interesserede i, at Foretagendet skabes. De danner saa et samlet Repræsentantskab, der skiftevis paatager sig ved en kyndig Udsending fra Firmaet, f. Eks. en Gang om Ugen, at inspicere Skolens Virksomhed og eventuelt at yde Stof og Tilbehør til Modelkjoler, som i saa Fald atter indgaar i Firmaet. Der afholdes en aarlig Eksamen med Afgangsbevis for Eleverne, eventuelt forbunden med en Udstilling.

Lærerfagene skal være: Tilskæring, Drapering, Farvesammensætning. Økonomi, Bogholderi og Fag-Korrespondance i Hovedsprogene. Dernæst Foredrag f. Eks. om Kvindedragten i Kunsten, Paaklædningnes Historie, Kniplingens Udvikling, Blomsterordning, Tonen i Ekspedition o. s. v.

Til Læreanstalten knyttes en god og billig Skole for almindelig Dameskrædersyning, ledet af en dygtig Fagsyerske. Ogsaa en saadan tiltrænges.”

“Ja,” siger jeg, “da god Uddannelse for de Unge og let Adgang til lønnede Kvindeerhverv altid er til Ære for Udviklingen, vilde det jo være udmærket, om en saadan Læreanstalt kom i Gang, og Vanskelighederne derved synes jo ikke at være store. Men lov mig saa blot at lade Eleverne lære frem for alt, at Enhver skal klæde sig efter sin Personlighed og sit Ydre og ikke efter Modens øjeblikkelige Lune.”



Dermed er vi inde paa noget, der er vanskeligt at fastslaa, og Samtalen glider ad juvelfunklende og fløjlsbelagte Veje hen til det evig ubesvarede Spørgsmaal – hvordan Moderne bliver til. Jeg mener, at det nærmest er de store Pariser-Dameskræddere, der foranlediger en uafladelig Skiften, som umuliggør Anvendeligheden af det, Folk har, saa at alt maa anskaffes paa ny.

“Nej,” siger Grosserer Spies, “det Synspunkt holder ikke Stik. Det er et Tilfælde, som bevirker de nye Moders Fremkonst, noget, der ligger i Luften. Lad os sætte, at en Krig mellem Rusland og Persien er ved at udbryde. En Ministerfrue skal have Fest for nogle Delegerede derfra og bestiller Dragter med persiske Broderier. Tiens, det var en Idé – Moden er der.”

Under Samtalen følger mine Øjne et Par hoftesvære Damer nede paa Gaden, der i Følge Øjeblikkets Mode er saa indsnævrede forneden, at de vanskeligt kan gaa, og i Formen ganske ligner et Par trippende pompejanske Krukker. Og jeg tænker, uden at turde sige det til Modens Ypperstepræst, at det Tilfælde, der skabte den Mode, var maliciøst. Men naturligvis, enhver Mode er smuk eller styg efter Dens gode Smag og Personlighedssans, som dels udfører Dragten, dels bærer den. En Kvindedragt, let luftig og straalende, baaren af Hende – den eneste, er jo en Del af hende og derved Poesi – og jeg tænker videre paa et Ord i den Retning af en jovial Dameskrædder, som vi desværre har mistet. En Kunde kom og klagede over et leveret Aftentoilette.

“Tja” – sagde den store Mand og betragtede Kjolen med en kyndig Alvor, “jeg indrømmer, at den er lidt smaanusset.” Han ringer. “Bed Frøken Petersen komme.” Hun kommer. “Men mit kære Barn, har De aldrig elsket, naar De har kunnet kreere en Balkjole som denne?”
Emma Gad.