Publikumsholdning 1913

Janteloven blev først nedskrevet i 1933 af Aksel Sandemose i "En flygtning krydser sit spor"
1. november 1913.
Naar man færdes
en Del blandt vore Dramatikere i deres Centrum, Forbundsbureauet, og man lejlighedsvis spørger, om de skriver paa noget for Scenen, faar man oftest nu det Svar: “Nej, til hvad Nytte! Alt bliver jo slaaet ned, ingen Ting behager. Saa er det bedre at skrive Films. For Resten – gid man var vel herfra.”
PUBLIKUMSHOLDNING

Man synes det lyder lidt bedrøveligt, søger i sine Tanker efter Modargumenter, men finder ingen. Det er jo nemlig sandt. Paa vore Teaterplakater ses nu snart kun udenlandske Navne og afdøde Vaudeville-Klassikere med Sange. De Levende er efterhaanden blevet skræmte væk ved ublid Behandling og gyser bort for den Skærsild, der hedder Prémieren. Første-Forestillingen øver derimod et ret stor Tiltrækning paa Publikum. Det maa vel have sin inderste Aarsag i, at Tilskuerne ved denne, endnu mere end ellers, føler sig som æsteriske Højesteretsdommere og siger til hverandre ved traadløse Strømninger, der løber fra Række til Række: Skal vi skabe Sukces, eller skal vi slaa ned? At slaa ned er maaske det morsomste. Med Fornøjelsen ved at gaa i Teatret er der jo i og for sig forbundet lidt Grusomhedsfølelse indenfor selve Illusionen. I et fransk Værk om Teatret læste jeg for nogen Tid siden følgende, som jeg synes, ret træffende Bemærkninger om Teaterbesøget:

“Man sidder magelig og velbeholden i sin Lænestol og lader sig i Illusionen spænde og bevæge ved Medskabningers Lidelser, Hjertesorger og Død. Det gaar ikke stort anderledes med Lystspillet. Den Fornøjelse, folk har af det, er i sin Grund baseret paa Ondskabsfuldhed, for det, der morer os ved Lystspillet, er jo at være med til at gøre Nar af andre Menneskers Dumhed og Uheld. En Vismand har sagt, at Verden er en Farce for den, der tænker, og en Tragedie for den, der føler. Det kunde maaske omskrives til, at Livet er en Farce for den Ondskabsfulde og en Tragedie for den Varmtfølende. Dog, dette er jo ikke alt ved Teatrets Kunst, selv om det maaske for de fleste er Hovedsagen. Der er noget af en ædlere og højere Art, der slutter sig dertil, noget, der slet ikke eksisterer hos mange Mennesker, hos Nogle til en vis Grad og hos Enkelte er det Hovedsagen. At se Andres Genvordigheder, foraarsager Latter, Andres Ulykker derimod Taarer. Men i den ondskabsfulde Glæde ved Latteren og i den begrædelige Nydelse af Taarer blander der sig for de Faa en Tilfredsstillelse ved at overveje – ved at tænle over Menneskehedens Lidelser. Den Fornøjelse, Folk henter i Teatret, saavel komisk som tragisk i Skildringen af Andres Modgang, er først og fremmest Ondskab, dernæst Sans for Sandhed og til sidst Sansen for at betragte Tingene i deres Helhed.”

Folk er jo ikke Barbarer, der er kun en lille Rest af Vildskab tilbage.
 Saa vidt den franske Dramaturg. Er det nu virkelig saa, at man gaar hen i Teatret for at søge Morskab ved at betragte Andenmands ilde Medfart, saa finder man i hvert Fald kun Fornøjelse derved indtil et vist Punkt. Folk er jo ikke Barbarer, der er kun en lille Rest af Vildskab tilbage. Hvor meget – ja, det er det, som Forfatterens Instinkt maa kunne sige ham, saa han rammer dette lille Punkt, der er saa uhyre vanskeligt at træffe. Her til Lands særligt, lader det til. Er mon de første Dommere, Premiére-Tilskuerne og deres Ordførere, Anmelderne, lige saa strenge og afvisende andre Steder? Det synes ikke saa, for i saa Fald vilde der jo logisk set heller ikke være udenlandske Stykker at spille, i det mindste langt færre. Men dem er der jo nok af, og dem betragter vi med Velvilje; det er kun os imellem, at vi er saa krasbørstige.

Der ligger som bekendt i den danske, i det mindste den kjøbenhavnske Folkekarakter en vistnok skæbnesvanger Hang til at dukke den Medborger der vover at hæve Hovedet over det almindelige Niveau. Ned med ham – ned til de Andre.
Denne Hang staar som en grel Modsætning til vore Stammefrænder Nordmændene, der føler hvert Udslag af Snilde og Daad udført af en af deres Egne som en Løftelse af dem Alle, en Ære for selve Nationen. Den Maade, hvorpaa de Norske, Alle som En, har forstaaet at blæse paa Lur ud over Verden til Ære for deres betydelige Digtere, maa virke helt forbløffende paa os Andre, der saa vist i sin Tid har ladet Søren Kierkegaard og J. P. Jacobsen pænt skøtte sig selv hvad Verdensreklame angaar. Og hvordan Yderverdenen nødvendigvis maa dømme om vor kunstneriske Taknemmelighedsfølelse indadtil, det vil efter den lille Hirstorie med Georg Brandes’s Buste i Studenterforeningen vistnok være indlysende for de Fleste.

Man skulde nu tro, at en Forfatter ved hvert nyt dramatisk Arbejde matte faa stadig flere Venner blandt Publikum, trofaste Tilhængere, venlige Beskyttere, forstaaende Bedømmere. Saaledes er det ogsaa andet Steds, f. Eks. i England og Frankrig, hvor selve Navnet borger for god Modtagelse, og de kendte Dramatikere faar Lov at faa den ene Sukces efter den anden, som en gylden Kæde, Led i Led. Men hos os bor de misundelige Guder. De lader det gaa op og ned, hid og did. Efter en betydelig Sukces er der én chance mod ti for, at det næste Arbejde bliver et Nederlag, hvilket vore Teaterdirektører mærkeligt nok mangler Blik for. De betragter altid det sidste Held og handeler derefter, hvorimod de burde tænke: “Død og Pine, han havde Sukces sidst, saa gaar det ikke denne Gang.” Og omvendt. Man skulde tro, de kendte deres Virkekres godt nok til at vide, at for meget Held her til Lands virker umiddelbart irriterende, og naar det gælder Sceneheld, er det saa behagelig let at slaa ned. Derfor sker det ogsaa. Vi ser netop i disse Dage et højst undeholdende Eksempel derpaa. Henri Nathansen har haft et overvældende Held med sit Skuespil Indenfor Murene. Man læser, at det i forrige Uge havde fem Premiérer paa samme Aften i Tyskland, at de nu spilles paa – jeg tror – 65 udenlandske Scener, at det opføres i Berlin for en indbudt Kres af Skuespillere og Skuespillerinder, o. s. v. “Nej, nu gaar det for vidt,” beslutter Guderne, “dette kræver en Reaktion”. Og den kommer, I det mindste her i Byen. Forfatteren har netop nu en ny Premiére med Affæren paa Det kgl. Teater, og ifølge denne Reaktions uskrevne, uudtalte, upaaviselige men ubønhørlige Lov slaas Stykket ned med Hyssen og Misstemning af Førsteforestillingens Tilskuere. Det var at vente. Komedien forholder sig da, som rimeligt er, lidt vaklende efter Kølleslagene, men saa sker det, at de næste Forestillingers mere besindige og velvillige Publikum ser lidt anderledes paa det. Den Ene siger til den Anden i Mellemakterne, ligesom undskyldende: “Ja, jeg morer mig virkelig”, eller “der er nu dog ikke saa lidt i det, han siger” o. l., og skaber ganske smaat og stille en anden og festligere Stemning. Sagen er, at det er vanskeligt, trods Paabudet, ikke at more sig, for Stykket er ypperligt spillet og sat op og overordentlig morsomt skrevet, selv om man kunde ønske Konflikten lidt større anlagt og baaren frem paa den ene Side af et Par rettænkende og sympatiske Personer. Men man føler, at de hvasse og rammende Repliker, som man maa le ad, at de er fremkaldte, ikke tilfældigt eller sprogligt, fordi de faldt godt, men af en dybtbundende Bitterhed hos Forfatteren over den gængse Stikken Halen mellem Benene, hvor det gælder at gaa personligt i Breschen, og den hele og halve Uhæderlighed, der plejer at vinde Spillet. At et langt juridisk Aktstykke bliver læst op to Gange, kan man næppe tage for en ubevidst teknisk Fejl hos en saa behændig scenisk Forfatter, men snarere, som i de gamle Komedier, for et Forsøg paa Gentagelse som et komisk Virkemiddel. Men det lykkes ikke. Dog, det er jo en Smaating.

Nu kunde man tænke sig, at Henri Nathansen, da han Dagen derpaa sad i sin Stue med samtlige Aviser i Skødet som et maaske noget haardtskingrende Fællesudtryk for Publikumsholdningen, at han saa vilde sige til sig selv: “Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at komme væk fra dette og anvende andetsteds, hvad jeg ejer af Evner og Kræfter.” Formodentlig har han tænkt det, for gal i Hovedet maate han jo blive – Engle er vi jo ikke. Og en skøn Dag ser man vel sagtens ogsaa en Notits om, at han har modtaget en lønnende Stilling som Sceneinstruktør i Berlin e. l. Han er i saa Fald kun én, men Andre tænker det samme og stræber bort herfra af al Magt for at kunne arbejde og saa i en taknemmelig og rigere Jordbund. Atter andre har forlængst tænkt det og er borte. Sangere og Danserinder, Musikere og mimiske Kunstnere, alle Arter, der ikke er helt bundne af Sproget. Verden er stor, og det nære Tyskland er stort – har Brug for meget, og Erfaringen har vist, at Tyskerne har den flair, som vi savner, til paa Forhaand at kunne vejre Udsigterne til et dygtigt kunstnerisk Arbejde og uddrage den pekuniære Værdi deraf. Vi kan først se det bagefter. Men er det nu klogt af os af Mangel paa gensidig Taalsomhed at gøre de hjemlige kunstneriske Forhold saaledes, at de Dygtige og Efterspurgte kun stræber efter at komme bort, saa vi selv kommer til at staa igen med Andenrangskræfterne som de Bærende? Det kunde let ende dermed.

Er der nemlig en Læresætning i vor ophøjede Sædelære, som det er svært at faa Mennesker med paa, saa er det den, at man skal vende den venstre Side til, naar man har faaet en Kindhest paa den højre. Den, for hvem det ikke ligger til at give den igen, vender sig om og gaar.
Emma Gad.