At røre ved det evigt ulmende Spørgsmall om Tjenestepigerne, hvad enten i Skrift eller Tale, er som at omgaa Skydebomuld. Det mindste uforsigtige Ord kan afstedkomme en Eksplosion af Misfornøjelse fra de to Lejre – henholdsvis Husmødrenes og Tjenestepigernes – undertiden fra dem begge.
Nu skal det villigt indrømmes, at Punktet er lidt ømtaaleligt, fordi Forholdet er saa overordentlig intimt, og fordi vi formentlig for Øjeblikket lever i en Overgangsperiode, der fører hen mod andre Ordninger. Der er mange udygtige og forsømmelige Tjenestepiger, især blandt de Unge, det er vist, men der er saamænd ogsaa mange daarlige Herskaber og Husmødre, og mellem disse to Faktorer synes der at være en vis mystisk Forbindelse; de finder hinanden som ifølge en magnetisk Tiltrækning til gensidig Tort og Lidelse.
Paa den anden Side er der ogsaa særdeles mange Hjem, særlig i et lidt ældre Slægtled, hvor der hersker et fast og unedbrydeligt Venskab mellem Familien og de mangeaarige Hjælpersker, som har besørget dens huslige Arbejde, hygget om dens Vaner og Skikke, udført dens Planer og Tanker, delt dens Glæder og sørget over dens Modgang. Hvor mange er der ikke iblandt os, som fra sin Barndom og første Ungdom har Minder om en kær Ane eller Stine, der forkælede En og klippede Papirsheste, hjalp En i smaa Vanskeligheder, gemte gode Stykker til En, syede Rifterne paa Tøjet og kogte Havresuppe med Solbærsaft til En ved Indebefindener. Har man en Gang haft hende, hvem bliver saa ikke blød om Hjertet ved Tanken om denne den første og allerbedste Ven?
Tidt er det hendes Ansigt med de taareblændede Øjne, som, idet hun lukker Vogndøren, er det sidste Indtryk, den unge Brud tager med sig fra Hjemmet, naar hun forlader det for bestandig, og ofte er det næsten først til hende at Længslerne og Tankerne gaar tilbage til svundne Tider hos dem, der er langt borte fra Hjemmet og Fødelandet.
Det er nærmest om disse hjemlige Skytsaander og Hjælpersker, at Talen er her, og deri findes dog vel intet Eksplosionsstof, men kun gode Minder og hist og her et vemodigt Smil ved Erindringen om gamle Dage. De bliver ganske vist ifølge Tidsaanden færre og færre, de ældre trofaste Tjenestepiger, men de er der endnu og vil vedblive at være der. Og de trænger i Øjeblikket til Bistand i en Sag der for dem er stor – Bistand fra Offentligheden, fra Hjemmene – fra os Alle.
En Kreds har nemlig samlet sig for nylig fra Tjenestepigernes egen Lejr, med det Formaal at faa bygget et Hjem for gamle Tjenestepiger, en Bygning med Eneværelser og et lille Køkken og med en fælles Dagligstue til Aftnernes Samvære. Og dette Formaal anbefales paa Opraabet af mange gode Borgere og Borgerinder fra de forskellige Lejre. At et saadant Hjem i høj Grad tiltrænges, kan der næppe være Tvivl om. I Opraabets Ordlyd, som sikkert er baseret paa nøje Kendskab til Forholdene, staar der: “I Almindelighed søger de unge Piger udefra til Hovedstaden, og her gaar det godt, saa længe de er unge og raske og kan faa ordentlige Pladser, men efterhaanden som Aarene og Kræfterne ikke længer strækker til, saa begynder det at knibe. Folk vil nødig have en ældre Pige, naar de kan faa en ung for samme Løn. Hvad bliver der saa af de ældre? Ja, enkelte kan være saa heldige at faa et lille Værelse mod at vaske Ejendommens Trapper, men Størsteparten maa gaa ud som Rengøringskoner. Naar en saadan gammel udslidt Pige er færdig med sit Arbejde, hvad venter der hende saa? Et koldt og mørkt Værelse i en Baggaard uden andet Selskab end Tanken om, at hun til sidst ingen anden Udvej har end at gaa til Fattigvæsnet.
Dette Billede maa man altsaa gaa ud fra er rigtigt, naar man ser bort fra det utvivlsomt store Antal Tjenestepiger, der gifter sig, og for hvem det kun er en Gennemgangsstilling, der tilmed giver den bedst mulige Uddannelse til at blive Husmoder. Men der bliver altsaa en Del tilbage, og det er maaske de mest opofrende og retskafne, de, der bliver i det samme Hus, fordi de har Hengivenhed for det, selv om det ikke er rigt og kun giver daarlige Udsigter for livsvarrig Forsørgelse. En skønne Dag staar de der saa, naar Huset ophæves ved Dødsfald og Bortrekse, og de Efterladtes Budget ikke formaar at bære en nogenlunde ordentlig Pensionering.
At faa tilvejebragt et hyggeligt Alderdomshjem for saadanne Mennesker, der har slidt for Andre Livet igennem for et saare beskedent Vederlag, det er sikkert en Tanke, der har Alles Sympati, og Gennemførelsen af Planen standses kun af det lille Ord: Penge, det ene Ord, der har Magt til at hemme eller fremme alle Forsæt. Ret rørende staar der i Opraabet: “Vi har et Fond paa ét Tusind Kroner, men vi skal have adskillige Tusinder, før vi kan tage fat”. Ja, det maa man nok sige – det er vist ikke saa ganske faa Tusinder, man maa have fra Almenheden, selv om en planlagt Indsamling blandt alle Landets Tjenestepiger kan indbringe noget. Der staar at læse, at naar blot enhver af Landets Tjenestepiger vilde give en Krone en Gang for alle, kunde Hjemmet rejses straks. Men det er netop det, de ikke vil, for de fleste af dem er unge og tankeløse. Man skulde kende Livet daarligt, hvis ikke man paa Forhaand vidste, at de tre Fjerdedele under 30 Aar vil foretrække at give Kronen ud til Biografteater eller Strudsfjer og lignende øjeblikkeligt attraaede Ting. De har, mens de er unge, saamænd ikke mange Tanker hverken for Andres eller deres egen Alderdom.
Det er vist bedre at stole paa Befolkningens mere solide Elementer baade hvad Alder og Formueforhold angaar, og begynde med at studere, paa hvad Maade lignende Foretagender er blevne til. Soldenfeldts Stiftelse og lignende Million-Institutioner kan det jo ikke hjælpe at dvæle ved, men f. Eks. Kommunelærerindernes Hus paa Mariendalsvej, der blev opført ved en ihærdig Fællesstræben, fik Grunden forærende af dalevende Direktør Josephson. Var det nu helt umuligt, at en af Grundejerne ude paa de ubebyggede solrige og frie Terræner omkring Bispebjerg Hospital vilde vise en lignende Gavmildhed? Det vilde maaske bringe Lykke og Fremgang til Kvarteret at have begyndt med en saa god Gerning. Var Grunden der først, kunde det maaske tænkes, at en eller anden Rigmand vilde testamentere en Sum til Formaalet. Sligt er set før. En her i Byen for nylig afdød Privatmand har ganske i det Stille efterladt over en halv Million til et Børnehospital, som derved kommer paa den grønne Gren til Gavn for mange syge Børn. Og hvem véd – saaledes kunde det jo ogsaa ske, at en velhavende Mand eller godgørende Dame havde haft saa retskafne og kære Tjenestepiger i deres Hjem, eller deres Slægt, at Mindet om dem gav sig Udtryk i Testamindet. Kunde der mon ikke ogsaa skaffes nogen Kapital derved, at Folk, som har en Tjenestepige, der har været hos dem i mange Aar og gerne paa en hyggelig og betryggende Maade vil vide, at hun har Tag over Hovedet for hele Livet, forud for en bestemt Sum paa den Betingelse ag hun fik Fribolig for Livstid. Eller en Tegning af smaa Aktier? Formodentlig kan dygtige Jurister give Anvisning paa mange Kombinationer, og hvis Komitéen dog er i Knibe ved Starten, lad den saa endelig tage sin Tilflugt til den vidunderlige Postmester Holbøll i Charlottenlund, som forstaar Gang paa Gang at stampe Hundrede Tusinder op af Jorden til gode Formaal, uden at Nogen mærker Svien. Lidt Julemærke-Overskud kunde maaske ogsaa falde af til dette Formaal.
I hvert Fald er det ikke nok med, at en højst sympatisk ung Komitédame, Frøken Jensine Andersen, som særlig har helliget sig til Opgaven, at hun fra sin Bolig, Hollændervej 22, i stor Beskedenhed udsender en Del Opraab, der foreløbig drukner i 2 Øres Reklame-Forsendelsernes Hav. Saadanne trykte Opraab gaar kun altfor ofte lige i Papirkurven, fordi man ingenting véd om Tingen. Indsamlingen maaa sættes meget enrgisk og maalbevidst i Scene, og hvis Sagen skal lykkes, maa der kraftig og varmhjertet Bistand til fra Offentlighedens og Hjemmenes Side, og den er saa heldbringende og køn, at vi Alle af Hjertet – næst efter selv at støtte den – vil anbefale den til Postmester Holbølls uudtømmelige Fond af gode Idéer.
Emma Gad.