Teaterbesøget 1913

2. september 1913.
Mens Professor Martinius Nielsen var Direktør for Dagmarteatret, erindrer jeg, at han en Gang sagde: “Det nytter ikke at bestride det Faktum, at det teaterbesøgende Publikum er i Aftagende.” Det var altsaa en Erfaring, han som Direktør havde gjort – formodentlig meget nødig.

TEATERBESØGET

Det er jo allerede nogle Aar siden, og naar han kunde mene det paa et Tidspunkt, hvor man kun dunkelt anede Biografteatrenes glimrende Fremtid, hvor meget værre er det da ikke blevet siden, i det mindste for de Teatre, der kun virker med Tale og ikke med Musik og Dans. Naturligvis maatte man ogsaa den Gang, dog fraset Flyvning, regne med de Ting, som i en større By optager Aftenerne og afleder Opmærksomheden fra Teatrene: Vatiétéer, Koncerter, Gudstjenester, politiske Møder, Foredrag, Sportsfremvisninger, Karnevaler, Velgørenhedsfester, og hvad det altsammen er, men der var dog ikke i hveranden Gade et Etablissement, som bærer Navn af Teater, og hvor Folk for mindre end 50 Øre kan se Landets – og Verdens – første Skuespilkræfter agere i en spændende Handling og kostbar Iscenesættelse, alt imens Adgangen til Talescenerne bliver dyrere Aar for Aar. Ganske vist – Forhøjelserne er smaa, kommer ogsaa saa smaat, snart i Form af Skat, snart Garderobe o. l., hvis det ikke i Ny og Næ er en lille, beskeden Forhøjelse af selve Billetpriserne, men Fordyrelsen er der jo dog, selv om den er gradvis, og Kendsgerningen er, at der for de Teaterbesøgende er et stort Spring til Nutiden fra de Dage, hvor man i Casino og Folketeatret gik hen og saa god Komedie – maaske nok saa god som nu – for tre Mark paa de bedste Pladser. Den Gang behøvede Folk ikke at betænke sig paa at gaa i Teatret – nu nødes de til det. Naar en Familiefader med Kone og Datter, i de samme Teatre, som den Gang florerede, nu skal betale ca. 15 Kr. for de tre Billetter foruden Befordring og undertiden Aftensmad, for at se et Stykke, som maaske ikke falder helt norsomt ud, kan man snart ikke fortænke Folk i, at de betænker sig lidt.
At Det kgl. Teater skulde prøve noget som helst Nyt, undtagen at stille en lidt for viljefast Skuespiller for en Jury i Mangel af Blaataarn, turde være utænkeligt.

Teatrene har derfor indset, at noget maatte der gøres for at sikre Besøget og for at imødekomme de sande Teatervenner, de, der ikke indskrænker sig til blot med Faareflokken at løbe efter den tilfældige store Sukces, men som interesserer sig for det enkelte Teaters Ledelse, ser det kunstnerisk Værdifulde, det fremfører, kender dets Kunstnere og følger deres Udvikling fra Ungdommen til Modenheden. De findes jo altid, saadanne Venner. Ligesom der i Nutiden er ældre Folk, som siger: “Ork Gud – nu! Nej, du skulde have set Michael Wiehe i Ninon“, vil der i en fjern Fremtid være Kunstvenner, som med Kummer over Tidens slette Skuespilkunst vil jamre: “Nej, da skulde De have set Johannes Poulsem som Cæsar”. For at tilfredsstille disse Scenens sande Venner har man jo Abonnementet, og det er hartad utroligt, hvad Teatret kan byde disse trofaste og taalmodige, for Størstedelen kvindelige Sjæle i Retning af Elverhøj og Fjernt fra Danmark for syvende Gang i Sæsonen. Dog, ogsaa denne standhaftige Garde begynder saa smaat at svigte Fanerne, og Teatrene har derfor, ifølge den alle menneskelige Ting underkastede Lov om Forandring og Fornyelse, foretaget en Reform af Abonnementet, som synes at vinde Publikums varme Tilslutning. Det vil sige, at Dagmarteatret har gjort det, og Det ny Teater har gjort et Nyforsøg i samme Retning. At Det kgl. Teater skulde prøve noget som helst Nyt, undtagen at stille en lidt for viljefast Skuespiller for en Jury i Mangel af Blaataarn, turde være utænkeligt.

Dagmarteatret har ment, at den gamle Ordning af Abonnementet led af store Fejl. Et Stykke kunde jo kun gaa Abonnementet rundt, det vil sige et Par Uger, hvilket naturligvis var en stor Hemsko for Teatrets Drift og et føleligt Tab for de skandinaviske Forfattere, der honoreres med Procenter. For Abonnementerne var der den Ulempe, at de var bundne til en bestemt Plads i Etagerne. Der er vel nok de Abonniner, som fandt, at det var en mere selskabelig Fornøjelse at have faste Naboer; med den Damer egne Lethed til at stifte Bekendtskaber drøftede de Dagens Begivenheder og Sladder i Mellemakterne og vandt stadig nye Veninder i deres Loge. Men alt beset frembyder den nye Ordning saa store og mange Fordele, at saavel Teatret som Publikum sikkert vil være tjent med den, særlig derved, at Abonnenten kan undgaa at se den samme Forestilling flere Gange.

Abonnenterne kan fremtidig gaa hvilken Aften de vil, ogsaa til Premiérer. De underskriver en Kontrakt med Teatret, faar et numereret Kort med fem Kuponer og henter selv Billetterne, der før paa Forhaand var udtagne til Abonnenterne. De fem Kuponer kan, om ønskes, bruges paa én Aften af Ledsagere af Abonnenten, men de skal i alle Tilfælde være benyttede i Løbet af tre Maaneder. Abonnenten binder sig i det hele til 15 Billetter pr. Sæson, men kan naturligvis, hvis det ønskes, faa flere.

Som man ser, er man ved denne Ordning inde paa noget af det samme, som stadig finder Sted i Udlandet, nemlig de reducerede Priser. Efter Sigende betaler f. Eks. aldrig Berlinerne – eller kun de uvidende og taabelige af dem – de paa Programmerne figurerende Billetpriser; det er blot Udlændinge og Provinsialister, der bider paa Maddingen. De Indfødte har deres Foreningsbilletter, Kuponer, Abonnement, og hvad Prisnedsættelserne nu kaldes i de forskellige Former.

Det er jo kun godt, at vi følger med Tiden og lærer af Andre. Men der er i denne Sammenhæng en Faktor i Teaterbesøget, som man regner med overalt i Storbyerne, Berlin, Paris, London, Rom – alle Vegne, og som altsaa har staaet sin Prøve, men ikke er forsøgt her. Denne Faktor er en Eftermiddagsforestilling i Ugens Løb, sædvanligvis om Torsdagen, til nedsat Pris, omend ikke fuld saa billig som Søndags-Forestillingerne. Der kan vist næppe være Tvivl om, at saadanne matinéer paa en Hverdag vilde blive hilste med den største Paaskønnelse af en stor Del af Publikum og give en forøget Indtægt i Kassen, især hvis de forskellige Scener ogsaa valgte forskellige Dage dertil.

Naar Teatrene muligvis indvender, at de ikke kan paa Grund af Prøverne, maa dertil bemærkes, at de dog ogsaa har Prøver i andre Lande, og naar de mener, at de vilde stjæle for mere fra Aftenforestillingerne, tager de vistnok fejl. Det vilde nemlig blive et Tilskuerkreds, bestaaende af Mennesker, som nu ganske har opgivet at gaa i Teatret paa Grund af de sene Tider og de lange Veje, et helt nyr Publikum.

Teatertiden bliver jo senere og senere, tvunget den Vej af Tidens Udvikling. Folk, der er ansatte i Storforretningerne, og Andre, der er stærkt optagne hele Dagen, har først Tid at indtage deres Hovedmaaltid efter Lukketid, Kl. 6-7, hvad enten de er fine og benævner det Middag, eller mere kævne og kalder det Aftensmad. [Uanset] det ene eller det andet Navn paa Maaltidet kan de naa at møde omklædte i Teatret før henad Kl. 8½, og paa den Maade trækker Forestillingerne langt ud med god Hjælp af de gængse ulidelige lange Mellemakter. Teatergængerne indskrænker sig derved efterhaanden til de Yngre – de, der har den stærke Livsappetit, de staalsatte Nerver og Kræfter, og den om sig gribende Jagen efter at være med blandt the upper ten. Men det er ikke alene disse, der holder af Skuespilkunst. Der findes en Mængde Mennesker, de forsigtige og de skrøbelige, de ældre og de fjerntboende, Villaejerne i Nabokommunerne, tilrejsende aldrende Damer, en Mængde saadanne, der med ét Ord kan kaldes de Stille i Landet, som med stor Glæde vilde se en Forestilling eller en beundret Skuespiller og Skuespillerinde, hvis de kunde komme nogenlunde bekvemt dertil. Man kan jo have en uhyre stor Lyst til at se Jomfruen af Orléans eller Livet i Skoven endog Lad os skilles, om ogsaa man er 70 Aar og ene Dame og har Leddegigt og bruger Stok, men som Følge af disse besværlige Livsvilkaar finder den Tanke umulig at staa ved Midnat en Aften i Slud og Regn i Trængslen udenfor et Kjøbenhavnsk Teater og slaas om Pladserne i en Sporvogn for at naa det fjerne Hjem. Og denne Del af Publikum kan ligesom ikke komme til om Søndagen – vil det heller ikke. De opgiver da Teaterglæderne.

Imidlertid, naar Hverdags-Matinéerne er indgaaede som fast Led i andre store Byers Teaterdrift, skulde man tro, de ogsaa maatte kunne lønne sig i Kjøbenhavn, der jo nu er vokset til en ret anselig Størrelse. Man kunde jo prøve sig frem med f. Eks. 6 Matinéer i Sæsonen med eller uden Abonnement. Det kgl. Teater giver med stort Udbytte en saadan Eftermiddagsforestilling – er det ikke ved Paasketid – endda med fulde Priser, og man ser jo, at Eftermiddagen lønner sig for Biografteatrene, som med Undtagelse af Paladsteatret begynder deres Forestillinger allerede Kl. 2, vistnok til Glæde for Mange. Lønnede det sig ikke, gjorde de det næppe.

Det gælder jo i disse vanskelige Tider at udpønske de Former, hvorunder Teatret og Publikum bedst finder hinanden til Bedste for den dramatiske Kunst, den ældgamle skønne Kunst, hvis tvende samdrægtige Muser med nogen Undren efter Tusinder af Aars rolige Lyraspil nu pludselig ser Konkurrenten Filmen dukke op paa Siden af sig, en Konkurrent, der med Ungdommens raske Hensynsløshed søger at overdøve deres sartere Spil med en skingrende Trompetfanfare af Reklame og Sensation. Men det er nu vel ikke saa slemt, som det ved første Øjekast ser ud. Ogsaa den Unge bliver jo efterhaanden ældre og mere sat, og Scenens Kunst har, trods alle andre Nutidsinteresser, der fængsler Sindene, i umindelige Tider staaet Hjerterne saa nær, at den aldrig vil blive venneløs.
Emma Gad.