Et Forspil 1896

PERSONERNE:

HELMUTH RABEN, Ritmester CHARLOT, hans Hustru
ANNE SOFIE HJELM, hans Søster LEMMING, Professor
KASBERG, Løjtnant Besøgende Damer



1. AKT
3. SCENE
Charlot. Anne Sofie. Lemming.
ANNE SOFIE Goddag Charlot! Se her har Du mig.
CHARLOT (løber imod hende). Anne Sofie — aa, min egen kæreste — er det Dig, aa, Gudskelov, Du kom.
ANNE SOFIE Jeg kan da ikke klage over nogen kølig Modtagelse, hvad Du Kære! Men Du glemmer at forestille mig.
CHARLOT Professor Lemming — min Mands Søster, Fru Hjelm! Min egen, kære, eneste Svigerinde, En, der er noget ved, kan De tro.
ANNE SOFIE Du giver Professoren altfor gode Tanker om mig, Barn, men jeg kan jo heller ikke beklage mig over at blive rost i det Øjeblik, jeg skal gøre Bekendtskab med en berømt Mand.
LEMMING Den, De med Urette kalder berømt, føler sig i dette Øjeblik meget ringe overfor Dem, Frue, der saa godt forstaar den Kunst — den største af alle — at gøre Dem elsket.
ANNE SOFIE Det er en Idé, hun har, min lille Chariot, at holde saa meget af mig. Jeg forsikrer Dem, det er dumt af hende.
CHARLOT Tro hende ikke.

ANNE SOFIE Men lad mig sidde ned og tage Del i Deres Samtale, hvor den slap.
LEMMING Nej, jeg vil tage Afsked, jeg har allerede altfor længe lagt Beslag paa Deres Svigerinde. Men det er sandt, jeg glemmer rent Aarsagen til mit Besøg (tager en Bog op af Lommen) en Bog, Som jeg lovede at bringe Fruen.
CHARLOT (ser paa den). Aa Tak — med mit Navn.
ANNE SOFIE Maa jeg se Haandskriften. «Til Fru Charlot Raben» — det var da et morsomt lille knirket R., Professoren skriver.
LEMMING Ja, det er en slem Skrift, og Indholdet er ikke meget bedre.
ANNE SOFIE Skal vi sige imod, Chariot, eller skal Professoren for en Gangs Skyld narres for en Artighed?
LEMMING Har De, mod Forventning, noget Godt at sige om mig, vil De saa ikke vente, til jeg er gaaet.
CHARLOT (blader i Bogen). Men Deres Foredrag om Renaissancens Skulptur er jo ikke heri.
LEMMING De er ikke trykte, men hvis De har Lyst til at læse dem i Manuskript, vil det være mig en Ære.
CHARLOT Tak, det er næsten for meget.
LEMMING Jeg skal bringe dem i Aften.
CHARLOT I Aften er jeg ikke hjemme — ja, det er i alt Fald tvivlsomt.
LEMMING Hvis jeg ikke er saa heldig at træffe Fruen, skal jeg aflevere Pakken ved Døren.
ANNE SOFIE (giver ham Haanden). Det har glædet mig at gøre Deres Bekendtskab.
LEMMING Saa har jeg altsaa Lov at haabe, at der gives mig Lejlighed til en Fortsættelse.
(Han hilser og gaar ud gennem Entreen.)

1. AKT
4. SCENE
Anne Sofie. Charlot.
ANNE SOFIE Ham har jeg ikke før set i dit Hus.
CHARLOT Nej, jeg — vi har for temmelig nyligt gjort Bekendtskab med ham. Vi har truffet ham hos Doktor Smiths — Du ved, vor Læge. Med dem
har jeg fulgtes nogle Gange og hørt hans Forelæsninger.
ANNE SOFIE Og af Beundring for Forelæsningerne har Du saa indbudt ham?
CHARLOT Aa, jeg ved ikke, han interesserer mig.
ANNE SOFIE Saa vidt jeg har hørt, har han mange Modstandere, endog Fjender.
CHARLOT Det er netop det, jeg kan lide. Han har hidsige Fjender og varme Venner; det viser, at han er et Menneske med Karakter, En, det er
værd at strides om.
ANNE SOFIE Ja saa! Gør han Kur til Dig’?
CHARLOT (lidt usikker). Vist ikke! Og selv om saa var — Du ved, jeg er skudfri. Kurmageri faar man nok af, men endnu har jeg da ikke ladet mig besnære.
ANNE SOFIE Nej, heldigvis.
CHARLOT Men bevares, der staar Du jo endnu med Hat og Kaabe paa. (kalder paa Tjeneren.) Hans, kom og tag Hofjægermesterindens Tøj! Og Hellmuth, som ikke ved, at Du er kommen, naa, hvor han bliver glad. (kalder ud ad Døren til højre.) Hellmuth, kom, skal Du se, hvem her er.
(Raben kommer ind fra højre.)

1. AKT
5. SCENE
Raben. Charlot. Anne Sofie.
RABEN Nej, hvad ser jeg, Anne Sofie! (tager hende om Hovedet.) Du kære Søster, det var da et velkomment Besøg.
ANNE SOFIE Det glæder mig at høre; Familiebesøg er ikke altid velkomne.
RABEN Hvor kan det være, at Du saa uanmeldt kommer til Byen?
ANNE SOFIE Jo Du, jeg skammer mig næsten ved at sige det, men jeg gamle Kone fik paa engang Lyst til at komme med til Bal hos Tante Karoline i Aften.
RABEN Du bliver min Sandten Ballets Dronning, saa godt som Du ser ud! Stadig lige ung og frisk!
ANNE SOFIE Det er Landluften, Du smigrer, min Ven, ikke mig. Ja, sund er den, men man bliver lidt dum af den, og saa glad jeg end er ved min solbrændte Hofjægermester og mine fire søde Unger og mine Blomster og mine Hons og Grise, saa har man dog godt af at se lidt andet, og derfor pakkede jeg en Selskabskjole i Kufferten og rejste herind sammen med en fed Kalkun til Chariot, for at bede, om I vil tage mig paa Slæbetov i Aften.
RABEN Om vi vil!
CHARLOT Men Du bliver da lidt hos os, ikkesandt?
ANNE SOFIE Ja, til i Morgen tidlig; min Permission varer ikke længer.
CHARLOT Aa, bliv nogle Dage, hører Du! Jeg vil saa gærne beholde Dig.
ANNE SOFIE Ja, Tak skal Du have, men jeg maa afsted igen i Morgen, før Fanden faar Sko paa; jeg skal staa Fadder til Forpagterens lille Pige.
CHARLOT Saa løber jeg ud og siger Besked om dit Værelse — jeg kommer straks igen. Jeg maa jo passe paa Minuterne, siden jeg
beholder Dig saa kort. (Hun gaar ud til venstre.)

1. AKT
6. SCENE
Raben. Anne Sofie. Senere Charlot.
RABEN Og din Mand vilde ikke med?
ANNE SOFIE Nej, han har travlt. Vi bygger jo en Fløj til Gaarden.
RABEN Til de mange Gæster!
ANNE SOFIE Ja, Du ved, det er min eneste Livsfilosofi at stræbe at se saa mange glade og sunde Ansigter omkring mig som muligt (sætter sig ved Siden af ham). Naa, min hjerte Broder, lad mig saa høre lidt om, hvordan I lever herinde.
RABEN Jo saamænd, ved det Gamle.
ANNE SOFIE Jeg synes, Chariot ser lidt sart ud.
RABEN Jeg tror da ikke, hun fejler noget, Gudskelov. Men Du ved, hun har jo altid været nervøs, og det er næsten foruroligende, som det har taget til her i den sidste Tid. Ja, sød og indtagende er hun jo, men saa urolig, saa fuld af Paafund.
ANNE SOFIE (eftertænksom). Saa!
RABEN Snart farer hun rundt til Selskaber og Forlystelser, snart siger hun nej til alt. Saa sværmer hun for Heste og Bulldogger og saa for Æstetik og Kammerkoncerter. Den ene Dag er det sort Kaffe, det staar paa — den næste Benediktinerlikør — lystig og nedslaaet, sværmerisk og pirrelig om hinanden.
ANNE SOFIE Hm!
RABEN Ja Du — ærligt talt — det er lidt trættende.
ANNE SOFIE Det forstaar jeg godt, men husk, hun har hele sit Liv været forkælet og rig, og hun har ingen Børn — savner den Ballance i sin Tilværelse.
RABEN Ja, sandsynligvis var det et naturligere og sundere Liv at være en Vaskerkone med syv Børn, men det er hun nu engang ikke, og hvad Behageligheder angaar, saa ved jeg da ikke de Livets Goder, hun ikke har.
ANNE SOFIE Nej, men hun har altid haft dem, saa virker de ikke. Sig mig, hvad gør Du for at modarbejde den Uro hos hende?
RABEN Hvad skal jeg gøre! Jeg haaber, at jeg er upaaklagelig som Ægtemand — saa vidt muligt opmærksom og føjelig —
ANNE SOFIE Ja, Du er jo saa elskværdig, Helmuth.
RABEN Vist ikke, men idetmindste er jeg altid i jævnt godt Humør.
ANNE SOFIE Men taler Du meget med hende?
RABEN Hvordan?
ANNE SOFIE Er I meget for hinanden — er jert Forhold ungt endnu?
RABEN Ungt. Vi har været gifte i over ti Aar.
ANNE SOFIE Det har ikke noget at sige. Min Hofjægermester er stadig forelsket i mig, og hvad mere er, han fortæller mig det. Ja, nu ler Du, men jeg tror nu, at naar Ægteskabet bliver gammelt og trevent før Personerne, saa er det, at Faren trækker op.
RABEN Faren for hvad?
ANNE SOFIE Aa, ikke noget. Bliver der stadig gjort megen Kur til Charlot?
RABEN Hun gør jo altid megen Lykke, og der er vist som oftest en eller anden Beundrer, der lægger sit Hjerte for hendes Fødder.
ANNE SOFIE Naa — stadig!
RABEN Men det anfægter mig ikke. Jeg spørger aldrig.
ANNE SOFIE Ikke!
RABEN Jeg tror, det er baade det klogeste og det mest ridderlige. Klogt, fordi man dog ikke kan forhindre det, og ridderligt, fordi man maa have fuld Tiltro til sin Hustru — som Dame.
ANNE SOFIE Kan hænde, Du har Ret.
RABEN Og den Slags preller desuden ganske af paa Chariot. I sensuel Henseende er hun nærmest kølig.
ANNE SOFIE Tror Du? Naa ja, Du maa jo vide det.
RABEN Hun morer sig til en Tid ved et eller andet Kurmageri, saa lader hun det falde og slaar sig paa andre Ting — gamle Miniaturportræter eller hvad hun nu kan finde paa. I Øjeblikket er det Kunsthistorie. Idetmindste løber hun til nogle Forelæsninger og faar Anvisning til Selvstudium af den celebre Professor Lemming, som desaarsag er indført her i Huset.
ANNE SOFIE Ja, han var her, da jeg kom.
RABEN Jeg begriber ikke, hvad Tiltrækning han kan have for Damer. Han er jo nærmest en uanselig Fyr at se paa.
ANNE SOFIE Men med en klog Pande og en indtagende Stemme.
RABEN Naa ja, mig tiltaler han ikke videre. Desuden — han er jo i sine Meninger temmelig — fri og passer egentlig daarligt her i Huset. Men Du ser, jeg føjer mig og trøster mig med, at det æstetiske Lune næppe varer længere end de øvrige. Men hvad kommer saa! (sukker.) Maaske en Rejse til Orienten. Hør, Anne Sofie, kan Du ikke se at bringe lidt Ro over hende, Du, der er harmonisk og lever efter saa god og sund Moral.
ANNE SOFIE Nej Du, med den staar det kun daarligt til. Jeg har aldrig kunnet forstaa, at der kan være een Moral for Alle, naar Alle er forskellige.
RABEN Men dine egne fornuftige Principer —
ANNE SOFIE Jeg er lykkelig, Brorlil, saa kommer man let fra Principerne.
RABEN Det er Charlot da ogsaa, skulde jeg mene.
ANNE SOFIE (hurtigt). Ja vist — ja.
RABEN Men jeg beder Dig, du har Indflydelse paa hende. Benyt den lidt!
ANNE SOFIE Meget indgribende kan den næppe virke til i Morgen tidlig Kl. 6, men den Tid, jeg har, skal jeg bruge, saa godt jeg kan.
RABEN Ja, gør det — Tak.
Charlot kommer ind fra venstre.
CHARLOT Se saa. Anne Sofie, nu er din Rede i Stand. Kun Skade, at Du flyver fra den ved Daggry, som de andre Fugle.
RABEN (rejser sig). Derfor vil Du vist gærne have den sjældne Fugl lidt for Dig selv, saa at jeg, uden at blive
savnet, kan gaa ind og slutte et Brev.
ANNE SOFIE For os gærne.
CHARLOT Ja, gaa Du kun.
RABEN (ler og nikker til dem). Det er kønt af jer, at I saa nødigt vil af med mig. (Han gaar ud til højre).