Et Forspil 1896

PERSONERNE:

HELMUTH RABEN, Ritmester CHARLOT, hans Hustru
ANNE SOFIE HJELM, hans Søster LEMMING, Professor
KASBERG, Løjtnant Besøgende Damer



1. AKT
7. SCENE
Charlot. Anne Sofie.
CHARLOT Ja netop, jeg vil have Dig for mig selv; jeg haaber da ikke, her kommer flere Besøg. Se saa, her sidder jeg godt, tæt ved Siden af Dig — jeg fryser saadan i Dag.
ANNE SOFIE (drager hende til sig). Min lille Veninde!
CHARLOT Gid jeg tiere havde Dig hos mig, Du Kære hos Dig har jeg Ro. Jeg synes, jeg kan sige alt til Dig, og jeg trænger saadan til En at tale med.
ANNE SOFIE Saa tal ud i Dag, læg hele dit Hjerte aabent for mig. Jeg skal sige Dig, jeg har en ubestemt Fornemmelse af, at noget her i Huset ikke er, som det skulde være.
CHARLOT Hvori finder Du det?
ANNE SOFIE For Eksempel nu her i dine første Ord. Hvor kan Du trænge til En at tale med, naar Du har Helmuth.
CHARLOT (usikker). Der er jo saa meget, man ikke kan drøfte med Mandfolk.
ANNE SOFIE Med sin Mand kan man da tale om alt.
CHARLOT Men naar man nu ser forskelligt paa saa meget.
ANNE SOFIE Naar Du synes det, saa er det, fordi Du ikke er fornøjet. Charlot, er Du ikke det?
CHARLOT Jeg ved jo ikke, hvor meget et Menneske kan faa ud af sit Liv. (halvt til sig selv.) Eller maaske jeg dog ved det.
ANNE SOFIE Men Helmuth er dog en Mand som faa, saa god og tilforladelig.
CHARLOT Det er han.
ANNE SOFIE Husker Du, Tante Karoline kalder ham den sidste Ridder.
CHARLOT Ja, med Harnisk paa.
ANNE SOFIE Hvad mener Du?
CHARLOT Jeg mener, der er saa langt ind til hans Lidenskab og hans Følelser og hans Nerver. Umuligt at bevæge dem. Han forstaar ikke, ser ikke.
ANNE SOFIE Nej, synderligt skarpt lader han ganske vist ikke til at se.
CHARLOT Og ved du hvad, jeg synes, det er det vigtigste Ord af alle: At forstaa — næst efter det: At elske.
ANNE SOFIE Helmuth er jo en rolig Natur, ligesom jeg.
CHARLOT Ja, det skal Du have Ret i. Han varmer En ikke op, hverken Sjæl eller Legeme; ja, det forstaar Du nu ikke, for han er vist en god Broder. Men jeg skulde dog finde noget andet hos ham.
ANNE SOFIE Du forlanger meget! Han er smuk, rig, og dertil mandig og godhjærtet — Alle maa synes om.
CHARLOT (ivrig). Aa ja, Du, den jævne Gemytlighed, der gør alting fladt og dagligdags. Aldrig noget uventet, aldrig en rask Svingning i Tanken. Ved han ikke paa en Prik, hvad der er rigtigt, og hvad elegant, af dem, der er galt! Og Ret har han i det, ja vist, Ret og Elskværdighed og Hæderlighed og Pligtfølelse i Skuffer — til at trække ud efter Behag. Han gør Livet til en takfast Marsch henad Landevejen, saa man faar Lyst til Sideveje og Spring.
ANNE SOFIE Glem ikke, hvor han holder af Dig.
CHARLOT Ja, som af en behagelig Vane, men den Følelse, der river med, og tænder Ild, den ligger ikke under hans Kommando.
ANNE SOFIE Det synes jeg ikke, Du før har savnet hos ham. Hvorfor gør Du det nu?
CHARLOT (nervøst). Aa, lad os ikke tale om mig. Fortæl mig, hvad Du skal have paa i Aften — har Du dine Diamanter med — vil Du laane mine?

ANNE SOFIE Dem skal Du vel selv have paa.
CHARLOT Jeg — nej! Naa jo — maaske.
ANNE SOFIE Jeg glæder mig virkelig.
CHARLOT Du synes altsaa, at saadant noget — et Bal — er morsomt?
ANNE SOFIE Ja, hvorfor ikke, det morer mig at se mine Venner en enkelt Gang under en festlig Form.
CHARLOT Venner — ja, Du er lykkelig, Du kan have Venner! Mig er de saa slemme til at blive forlibte i — hvorfor — sig mig det! Du skulde have set en russisk Oberst forleden, han lignede en Faun, da han saa paa mig — uf! Aa, hvor her er hedt, er her ikke?
ANNE SOFIE Og for lidt siden frøs Du. Min egen lille Charlot, Du er saa febrilsk; hvad er der i Vejen med Dig?
CHARLOT Ingenting! Hvad skulde være i Vejen — jeg er blot lidt træt; jeg har maaske redet for langt i Morges. Aa ja — ja, Du kan sagtens, Anne Sofie, Du er saa tryg i din rolige Lykke, men den er ikke til for mig Stymper. Vil Du ikke have en Kop The?
ANNE SOFIE Nej Tak.
CHARLOT (skænker). Det vil jeg! Tænk, at jeg tidt kan drikke tre fire Kopper kulsort The i Træk.
ANNE SOFIE Det maa Du ikke. Det hidser.
CHARLOT Ja, det er netop derfor. Det gør En saa underlig lysvaagen.
TJENER (kommer ind med et Brev). Et Brev til Fruen.
CHARLOT (sætter hastigt Koppen fra sig). Et Brev! Kom, giv mig det. (Hun river det op, ser, hvor langt det er, og putter det i Lommen.)
Tjeneren gaar ud.
ANNE SOFIE Læs dog dit Brev, lad dig ikke forstyrre af mig.
CHARLOT (forlegen). Vist ej, det haster ikke. Jeg vilde kun se, fra hvem det var.
ANNE SOFIE Naa, fra hvem da?
CHARLOT Det var fra Tante Karoline. Hun beder mig om at komme tidligt i Aften.
ANNE SOFIE Saa — ! (ser paa hende og tager Konvoluten op fra Gulvet.) Det er løjerligt, Tante Karoline er paa sine gamle Dage kommen til at skrive præcist det samme lille knirkede R, som din Ven Professoren.
CHARLOT Det maa være — det er ved et Tilfælde.
ANNE SOFIE Charlot, hvornaar er Du begyndt at lyve for mig?
CHARLOT (kaster sig i hendes Arme). Aa nej, nej, det kan jeg ikke. Brevet er fra ham.
ANNE SOFIE Jeg beder Dig, giv mig det saa, og lad mig rive det itu.
CHARLOT (trækker sig tilbage). Nej, jeg vil læse det — ingen Magt faar det fra mig.
ANNE SOFIE Du sagde før, at Ingen endnu havde kunnet besnære Dig. Er Du sikker paa, at Du ikke tager fejl?
CHARLOT Aa, Anne Sofie, til Dig, min eneste kære Veninde, til Dig maa jeg sige Sandheden. Jeg er bange for, at han har mig i sin Magt.
TJENER (kommer ind og melder). Fru og Frøken Løwenfeldt!
ANNE SOFIE (sagte). Charlot — jeg maa — jeg vil vide alting.
To Damer kommer ind fra Entreen. Charlot søger at fatte sig og gaar dem i Møde.
DAME 1 Goddag, kære Fru Raben —
DAME 2 Goddag Charlot.
TÆPPE