Et Forspil 1896

PERSONERNE:

HELMUTH RABEN, Ritmester CHARLOT, hans Hustru
ANNE SOFIE HJELM, hans Søster LEMMING, Professor
KASBERG, Løjtnant Besøgende Damer



2. AKT Samme Stue hos Rabens. Det er Aften, flere tændte Lamper staa paa Bordene. Tjeneren er beskæftiget med at sætte Skærm paa en Lampe.
1. SCENE Raben (læser i et Tidsskrift). Charlot (sidder ubeskæftiget i en Lænestol).
RABEN (til Tjeneren). Lad mig faa Lampen lidt nærmere, Hans — Tak. Hnsk saa at lægge mit Tøj frem, almindelig Selskabsdragt med hvidt Halstørklæde og smaa Ordener.
TJENER Ja, Hr. Ritmester! (Han gaar ud til højre.)
RABEN Jeg synes, Du er saa tavs, Charlot, er Du ikke i godt Humør?
CHARLOT Hvordan — jeg! Jo, udmærket. Kun lidt træt.
RABEN Det er sagtens af de mange Besøg i Dag.
CHARLOT Ja, formodentlig.
RABEN (efter et Ophold). Det er dog utroligt, hvad man maa se paa Tryk. Her er sandfærdigt en Indsender, som vil fastholde, at Generalstabsofficererne bør have hele den afgørende Indflydelse paa Hærvæsenets Ledelse. Jeg beder Dig, en matematisk Beregner, hvor kan han have andet end et blot og bart teoretisk Kendskab til Kommandoføring og Administration?
CHARLOT (adspredt). Ja, sandsynligvis.
RABEN Og derved kommer der jo en højst uheldig Modsætning mellem de lærde og de praktiske Regimentsofficerer. Hvad det kommer an paa, er at have Ben i Næsen, og man er Pinedød ikke garanteret mod at tabe Hovedet i det afgørende Øjeblik, om man saa nok saa meget har staaet ved Generalstaben.
CHARLOT (søger at være med). Jeg vidste ikke, at der var en General Stabel.
RABEN (ler). Jo, i din Hjærne. Jeg maa sige, min kære Charlot, det er ikke meget lønnende at underholde sig med Dig om fornuftige Ting. Var det ikke tænkeligt, at Du ved Lejlighed kunde søge at udstrække dine forskellige Interesser ogsaa til det, der hører ind under mit Fag.
CHARLOT Vær ikke vred, mine Tanker var andetsteds.
RABEN Unægteligt.
CHARLOT Du ved, de er lidt omstrejfende.
RABEN Jeg indrømmer, de er sjældent, hvor mine er.
CHARLOT (lytter). Jeg synes, jeg hører Løjtnant Kasbergs Stemme derude.
RABEN Naa — igen! Hør, han flytter vist snart helt herhen.
Løjtnant Kasberg kommer ind fra Entreen. Han er i
Selskabsdragt.

2. AKT
2. SCENE
Raben. Charlot. Løjtnant Kasberg. Senere Anne Sofie.
LØJTNANT KASBERG Godaften Frue! Ah, Ritmesteren er ogsaa — visibel.
RABEN (ler). Det lader ikke til at fornøje Dem særdeles, kære Kasberg.
LØJTNANT KASBERG Bevares, Ritmesteren maa da ikke tro — Sagen er blot, at jeg paa en Maade er i Ledtog med Ritmesterinden —
RABEN Det lyder frygteligt.
LØJTNANT KASBERG Om en Overraskelse. Vi har aftalt, at jeg skulde fotografere Ritmesterinden — til Ritmesteren.
RABEN Ah, jeg takker.
LØJTNANT KASBERG Blot et lille ugenert Genrebillede lidt fikst arrangeret —, og da det ser ud til at blive særlig klart Vejr i Morgen, saa tænkte jeg, at jeg paa Vejen til Gehejmeetatsraadinden kunde lade mit Apparat bringe herop og saa se lidt paa Forholdene i Forbigaaende.
RABEN De er velkommen.
LØJTNANT KASBERG Jeg har tilladt mig at lade min Oppasser stille Apparatet i Entreen.
RABEN Hvor De vil. Nu kan De jo se paa Forholdene, saa længe De vil, og saa følges med os til min Tante.
LØJTNANT KASBERG Tusind Tak, men ulejliger det Dem ikke?
RABEN Aldeles ikke, vi har Plads i Vognen.
LØJTNANT KASBERG Det vil naturligvis være mig overordentlig kært at køre sammen med Ritmesterinden — og Ritmesteren. (ser sig om). I denne Stue tror jeg ikke, at Lysforholdene vil stille sig gunstigt. Mit Apparat er lidt fordringsfuldt.
RABEN Men i Spisestuen, for Eksempel ved Frokosten.
LØJTNANT KASBERG Er det ikke lidt prosaisk!
CHARLOT Eller i mit Kabinet!
LØJTNANT KASBERG Ja, det vilde jeg naturligvis foretrække. Jeg havde tænkt mig Ritmesterinden anbragt i en af de blomstrede Stole i Morgennegligé med en opslaaet Bog i Haanden og et intelligent Udtryk.
CHARLOT Det maa De bibringe mig.
LØJTNANT KASBERG (med et langt Blik). Stol blot paa mig!
Anne Sofie kommer ind fra venstre. Hun er i Selskabsdragt.
ANNE SOFIE Ih se Goddag, Løjtnant Kasberg! Lad mig se, livagtig den Samme paa nær Frisuren. Den er bleven lidt mere tyndhaaret.
LØJTNANT KASBERG (hilser). Hofjægermesterinden spøger.
ANNE SOFIE (ler). Nej, aldeles ikke!
RABEN Hør, Kasberg, kan De nu ikke tage Apparatet herind og fotografere min Søster med det samme.
ANNE SOFIE Ja —
LØJTNANT KASBERG Jeg tror ikke, det vilde blive vellykket ved Lys — ikke ganske! Skulde ellers glæde mig særdeles — en anden Gang! En saa udmærket Model — i fuldt Toilette.
RABEN Ja, Du er nok allerede fiks og færdig, Anne Sofie!
ANNE SOFIE Er jeg pæn?
RABEN Nydelig, som jeg ventede!
ANNE SOFIE Jeg skal sige Dig, jeg vilde gærne have Tid til at passiare lidt med Charlot, inden vi tager afsted. Men nu ser jeg, at hun ikke engang har begyndt at klæde sig paa.
CHARLOT Nej, for jeg tager slet ikke med.
ANNE SOFIE Hvordan ?
LØJTNANT KASBERG Ja hvordan — det siger jeg ogsaa.
ANNE SOFIE Og jeg, som er kommen ind for at følges med jer.
RABEN Ja, saa er det da ogsaa underligt, Charlot –
LØJTNANT KASBERG Og min Kotillon!
CHARLOT Den maa De danse med en Anden og se at trøste Dem.
LØJTNANT KASBERG Det er saa godt som umuligt.
CHARLOT Jeg tror, jeg har bedre af at blive hjemme, jeg trænger til Ro.
ANNE SOFIE Kan Du ikke vente med den Ro til i Morgen ?
RABEN (trækker paa Skulderen). I Morgen ønsker vi maaske netop Adspredelse.
LØJTNANT KASBERG Ritmesterinden maa dog tage i Betragtning, at naar nu Hofjægermesterinden er kommen ind for det Sammes Skyld, og Gehejmekonferents – Gehejmeetatsraadinden vil blive skuffet, jeg vil ikke tale om os andre -—-
ANNE SOFIE Derfor tager hun ogsaa med, det skal jeg nok være Mester for.
RABEN Godt, lad os saa se, hvad dine Talegaver formaar at udrette, i den Tid jeg klæder mig om. (Han gaar ud til højre).
ANNE SOFIE Naa, lad mig saa tage fat paa at overtale Dig, Charlot.
LØJTNANT KASBERG Jeg tør maaske have den Ære at hjælpe Hofjægermesterinden.
ANNE SOFIE Nej, jeg takker, jeg vil have Æren for mig selv.
LØJTNANT KASBERG (bukker). Jeg beder! Saa vil jeg gaa ind i Kabinettet og forsøge at ordne Møblerne og Potteplanterne lidt kunstnerisk til Fotograferingen i Morgen.
ANNE SOFIE Ja, gør det, kære Løjtnant Kasberg.
LØJTNANT KASBERG (hilser). Mine Damer —
(Han gaar ud til venstre.)

2. AKT
3. SCENE
Charlot, Anne Sofie.
ANNE SOFIE Naa, saadan er det, Charlot!
CHARLOT hvad mener Du?
ANNE SOFIE Du vil blive hjemme i Aften, fordi Du vil
tage imod Professor Lemming, ikke sandt?
CHARLOT Nej nej, vist ikke.
ANNE SOFIE Han sagde jo, han kom.
CHARLOT Det er ikke det. Jeg forsikrer Dig, jeg har det ikke godt.
ANNE SOFIE Virkelig! Og dog er netop i Aften dine Øjne saa forunderlig tindrende. Der er et Udtryk af hemmelig Glæde i dit Ansigt, som jeg ikke kender. Charlot, sig mig, kommer det af Brevet, Du fik?
CHARLOT Nej nej, tro ikke det, men aldrig havde jeg tænkt mig, at et Brev kunde have Ord, der skrev sig saaledes ind i Ens Hjerte.
ANNE SOFIE Og saadan vil Du tage imod ham i Aften – alene, i den Stemning, Du er. Indser Du da ikke, Barn, at saa er Du fortabt.
CHARLOT Kun et Øjeblik maa jeg tale med ham, sige ham, at han ikke maa skrive til mig.
ANNE SOFIE Naa, Du vil altsaa have Brev igen i Morgen.
CHARLOT Spøg ikke med dette, Aa, jeg er saa ulykkelig, saa forvirret af tusinde modstridende Tanker.
ANNE SOFIE Fortæl mig nu, hvordan er det kommet, dette?
CHARLOT Jeg ved ikke selv.

ANNE SOFIE Har han længe talt til Dig om — om det, der stod at læse i Brevet?
CHARLOT Nej, jeg har jo ikke kendt ham saa længe.
ANNE SOFIE Men hvordan kunde han begynde?
CHARLOT Det var en Aften efter et af hans Foredrag — jeg var der med Smiths — saa kom han ud og fulgtes med os. Jeg mærkede godt, at han sagtnede Gangen, saa at vi to kom til at gaa alene; og saa sagde han pludselig, at han elskede mig, at han længe havde følt saadan — og andet mere —
ANNE SOFIE Det var dog en uhørt Dristighed.
CHARLOT Kun de Dristige vinder, siger man.
ANNE SOFIE Det viser i alt Fald, hvor han er fjærn og fremmed for alt Dit, for dine Sædvaner og Forhold og Omgivelser.
CHARLOT Jeg synes ikke, han er en Fremmed for mig.
ANNE SOFIE Dette ser mig broget ud. Hvad skal jeg gøre, hvad skal jeg sige — jeg har jo kun en halv Time, nej, et Kvarter til at bringe Dig paa andre Tanker. Men Gudskelov da, at jeg kom i Dag; min egen kære, lille Charlot, lad mig dog
forsøge at præke lidt Fornuft.
CHARLOT Det er for sent! Desuden — hvad hjælper det at præke. Du ved ikke, hvad det vil sige, at være Genstand for saa stærk en Følelse og Vilje.
ANNE SOFIE Nej Gudskelov. Men derfor ser jeg koldsindigt paa det og kan advare Dig og redde Dig, inden det er for sent.
CHARLOT Anne Sofie, sig mig, har Nogen været forelsket i Dig, efter Du blev gift — og sagt Dig det?
ANNE SOFIE Lidt af sligt har vel Enhver oplevet, der ikke er en ren Grippenille.
CHARLOT Hvordan gik det saa?
ANNE SOFIE Det gik slet ikke.
CHARLOT Ved Du, hvad han siger?
ANNE SOFIE Hvem?
CHARLOT Aa, det ved Du jo. Han siger: «Det er altid vidunderligt at elske, men Den, der ikke har elsket i Løndom og i Frygt, ved ikke, hvor skønt det er.»
ANNE SOFIE Aa fy, det er et farligt Menneske. Han hvisker Dig Gift i Øret, og Du ser, hvor den allerede har virket paa dit Sind med Tvivl og Uro.
CHARLOT Ja — ja, det er sandt, jeg er saa angst og forpint, har været det lige siden. Jeg stræber og kæmper med mig selv, og dog! Jeg vilde ikke undvære at føle saadan, paa engang afmægtigt og stærkt, ligesom i Forventning om en stor Lykke, man har anet, men ikke kendt.
ANNE SOFIE En stakket Lykke! Forspillet kan være artigt nok, men Dramaet ender ufravigeligt med Anger og Sorg.
CHARLOT Det kan da Ingen vide bestemt.
ANNE SOFIE Enhver kan vide, og jeg ved — til Overflod, at det vil koste Dig Kval og Graad — bitre, stride Taarer —
CHARLOT Hvornaar er ikke Sorg bland et i Lykken!
ANNE SOFIE Jeg ved, at han vil trættes ved Dig, glemme Dig og aldrig tænke paa, hvad Du har ofret og tabt.
CHARLOT Sig, hvad Du vil! Jeg kan ikke tænke paa andet, jeg kan ikke jage ham ud af mit Sind.
ANNE SOFIE Men dette er jo Vanvid. Min egen Charlot, Du er i dette Øjeblik ikke Dig selv, derfor maa Du lade mig handle og tænke for Dig. Du ved da, at jeg holder af Dig?
CHARLOT Aa ja — ja!
ANNE SOFIE Og at jeg aldrig vilde gøre noget, som jeg ikke troede var til din Lykke?
CHARLOT Nej, det ved jeg.
ANNE SOFIE Saa hør dog efter, hvad jeg her siger. Vær ikke overilet, vær ikke helt blind — tænk over det. Fremfor alt, bliv ikke hjemme i Aften og rejs i Morgen hjem med mig.
CHARLOT Aa nej, jeg vil saa nødigt — tving mig ikke.
ANNE SOFIE Jo, jeg maa have Dig ud af dette. Du maa følge med os Andre i Aften. Du forstaar, hvis jeg sidenhen fik at vide, at det Uigenkaldelige var sket, at der var et mørkt Punkt i dit Liv, som altid vilde nage Dig, saa maatte det tynge paa mig, at jeg ikke havde formaaet at hjælpe Dig, da det galdt. Saa blev det jo et mørkt Punkt for mig ogsaa.
CHARLOT Frygt ikke for mig.
ANNE SOFIE Jo, det gør jeg, og jeg tror — med Rette. Jeg tror, Du er inde paa en Vej, hvor det er vanskeligt at stanse. Derfor, jeg beder Dig — kom nu og klæd Dig paa.
CHARLOT Jeg kan ikke, jeg har ikke engang min Dragt i Stand.
ANNE SOFIE Aa vis vas, den Sag skal vi nok klare sammen med din Jomfru. Kom nu, jeg beder Dig om det. Det vil gøre mig saare ondt, hvis Du siger Nej, for saa ved jeg, at det er Mundsvejr, det hele, naar Du siger, at jeg er Dig kær.
CHARLOT Nej, det maa Du ikke tro. (sukker.) Ja ja da, for din Skyld vil jeg gaa.
ANNE SOFIE (glad). Naa, det var Ret. Kom saa, og gør Dig i Stand.
Løjtnant Kasberg kommer ind fra venstre.