Et Forspil 1896

PERSONERNE:

HELMUTH RABEN, Ritmester CHARLOT, hans Hustru
ANNE SOFIE HJELM, hans Søster LEMMING, Professor
KASBERG, Løjtnant Besøgende Damer



2. AKT
4. SCENE
Charlot. Anne Sofie. Løjtnant Kasberg.
ANNE SOFIE Hvad, er De allerede færdig med den kunstneriske Opstilling?
LØJTNANT KASBERG Nej — ja, det vil sige, jeg beder Damerne undskylde, at jeg muligt forstyrrer ved at gaa her igennem, men det faldt mig ind, at det maaske vilde tage sig bedre ud at anbringe Ritmesterinden i Vinduesfordybningen i Rygeværelset.
ANNE SOFIE Naa saadan!
LØJTNANT KASBERG Jeg finder nemlig, at der er noget stemningsfuldt ved den højryggede Lænestol, og med den violette Fløjelskjole paa, tror jeg, vi kunde faa et virkningsfuldt Billede af Ritmesterinden — i streng Stil.
ANNE SOFIE Fotograferer De godt?
LØJTNANT KASBERG Jeg er jo ikke rigtig øvet i det — endnu ikke; mine Billeder vil gærne endnu blive lidt sorte i Ansigterne — det kommer af Pladen; men det interesserer mig overordentlig — Hofjægermesterinden ved maaske, at jeg har beskæftiget mig lidt med Tegning — ja, jeg har tilladt mig at forære Ritmesterinden et Par Smaaskitser — efter Naturen.
CHARLOT Nydelige.
LØJTNANT KASBERG Men for Øjeblikket finder jeg Fotografien mere lønnende. Det gaar hurtigere.
ANNE SOFIE Unægteligt.
LØJTNANT KASBERG Og man kan altid gøre Andre en lille Fornøjelse med det.
ANNE SOFIE Men især sig selv.
LØJTNANT KASBERG Ja, hvad mig selv angaar, tør jeg nok sige, at jeg i kunstnerisk Henseende er de professionelle Fotografer overlegen. Hvis Damerne vil gøre mig den Ære at være Smagsdommere og se et Øjeblik paa Vinduesfordybningen derinde —
ANNE SOFIE Min Svigerinde skal klæde sig paa, men jeg er til Tjeneste — hvis jeg blot duer til det.
LØJTNANT KASBERG Hofjægermesterinden spøger — altid saa elskværdig. (idet de gaa) Jeg tænkte at brede Bjørneskindet ud foran den højryggede Stol og Ritmesterinden —
De gaa ud til højre. Charlot sidder et Øjeblik i Tanker, tager saa Brevet op af Lommen og giver sig til at læse deri. Noget efter kommer Anne Sofie ind igen fra højre, uden at hun mærker det.

2. AKT
5. SCENE
Charlot. Anne Sofie.
ANNE SOFIE (sagte for sig selv). Der er hun jo endnu! (Hun betragter hende et Øjeblik, gaar saa bagfra hen og river Brevet ud af Haanden paa hende.)
CHARLOT (med et Udraab). Nej! Det er mit! Brevet er mit, hører Du — giv mig det.
ANNE SOFIE Nej.
CHARLOT (vil tage det). Jeg vil have det.
ANNE SOFIE Du faar det ikke. (gaar hen og lukker Døren til højre og kommer tilbage.) Charlot, jeg har hidtil snakket med Dig som Veninde, men siden Du er døv for alt, hvad jeg siger, saa skal Du nu huske: Det er din Mands Søster, der taler til Dig.
CHARLOT Hvad mener Du?
ANNE SOFIE Tilfældigvis har jeg faaet at vide, at Du staar i et begyndende Kærlighedsforhold til en anden Mand, og derfor maa jeg her skride ind med det Gode, eller, om fornødent, med det Onde. Forstaar Du? Jeg maa, jeg kan ikke andet.
CHARLOT Hvad vil Du da?
ANNE SOFIE Jeg vil have, at Du skal tale med min Broder og sige ham det hele.
CHARLOT (ængstelig). Aa nej nej!
ANNE SOFIE Jeg forlanger, at I)u skal vise ham dette Brev, og det endnu i Dag, nu straks, mens jeg er her.
CHARLOT Med hvad Ret anmasser Du Dig — befaler over mig?
ANNE SOFIE Synes Du maaske, at jeg som Søster af Hellmuth roligt kan se paa, at Du giver Dig hen til en anden Følelse. Kan Du tro, at jeg, bag hans Ryg, vil være din Fortrolige i det?
CHARLOT Nej, maaske ikke — jeg ved ikke — jeg ved ingenting. Giv mig blot Brevet.
ANNE SOFIE Nej, det er mit Vaaben, og det beholder jeg, indtil Du har kaldt paa Hellmuth. Saa taler Du ærligt med ham. Det er din Pligt.
CHARLOT Min Pligt —
ANNE SOFIE Føler Du da ikke, at jeg har Ret i, hvad jeg siger?
CHARLOT Nej — jo — jeg ved ikke! Jo, paa en Maade maaske.
ANNE SOFIE Og alligevel kan Du tænke paa i Skjul at krænke hans Ære og bryde det Løfte, Du har givet?
CHARLOT Hvad er det for en Slags Ære — hvad lider den, og hvad er det for et Løfte — er det saa sikkert, at det er gyldigt, og for hvem? Hvor kunde jeg vide dengang, for saa længe siden, hvordan jeg vilde tænke og føle om mange, mange Aar.
ANNE SOFIE Du blev da saavist ikke tvungen, mener jeg.
CHARLOT Nej, sandt nok, Ingen bliver tvungen her til Lands, men naar hele Ens lange Liv bindes for En, mens man er et Barn paa atten Aar, saa bliver det vel omtrent det samme.
ANNE SOFIE Derfor kan Baandet jo ogsaa brydes, naar det endelig skal være.
CHARLOT Brydes?
ANNE SOFIE Ja, gør som Du vil. Vælg at give din Fremtid til en Anden, det kan jeg maaske forstaa, selv om Du lægger min Broders Liv og Lykke øde — Enhver maa vel have Ret til at raade over sin Skæbne. Men Du maa sige ham det ærligt og frimodigt, inden Du har sat nogen Plet paa hans Navn.
CHARLOT Hvor kan Du tro, at jeg nogensinde vilde lade det komme dertil? Lemming ved, ja, jeg har sagt ham, at jeg aldrig kan give ham andet end mine Følelser og mine Tanker.
ANNE SOFIE Aa, tror Du det selv! Derom nytter det ikke at tale nu — Tiden er knap. Er det Alvor, dette, eller ej? Elsker Du denne Mand?
CHARLOT (sagte og tøvende). Ja, jeg elsker ham.
ANNE SOFIE Giver det Dig da ikke Mod til at sige Hellmuth Sammenhængen? Er der ikke saa meget ved den Følelse, saa megen Kraft og Styrke, at Du kan tale med din Mand derom, roligt, som med en Ven, ærligt, som det ene frie og gode Menneske taler til det andet?
CHARLOT Kunde jeg blot det! Kunde han blot forstaa, hvor sammenfiltret og vanskeligt det er, hvad det er for en Pine og Strid at faa en Anden kær, og hvor man føler sig tynget ved at drage Hjertet bort fra Den, som tusinde Traade knytter En til.
ANNE SOFIE Der ser Du selv.
CHARLOT Hvor underligt det er, Folk er saa gode mod En, naar man har en Sorg, har mistet en af sine Kære eller sligt, men kommer en saadan Følelse over En, saa bliver man kun dømt haardt, og det er jo dog en Ulykke mere end en Synd. Kunde han blot forstaa det. (kæmper med Graaden.) Jeg kan ikke gøre for det — jeg kan ikke, jeg kan ikke.
ANNE SOFIE Hvorfor skulde han ikke kunne forstaa det, naar Du taler til ham paa rette Maade. Har han ikke altid forstaaet, at han maa værne om Dig som den Ven og Kammerat, Skæbnen har gjort ham til for Dig. Har han da ikke altid været fornuftig og god?
CHARLOT Jo, vist har han saa.
ANNE SOFIE Jeg ved sikkert, at han vil tage Dig i sine Arme og løfte Dig op over dette, som Du er bange for, ja, Du er alligevel bange, og han vil beskytte Dig og have Medlidenhed med Dig, som man har clet med et Barn, der er angst og vildfarende.
CHARLOT Nej, Du kender det ikke, saadan vil han ikke tage det. Hvis jeg aåbner mit Hjerte for ham og taler helt ud, saa støder jeg paa Stenbund.
ANNE SOFIE Hos min Broder — nej!
CHARLOT Jeg ved det, jeg føler det. Han vil ikke tage varligt paa mig; han vil fare op og snakke højt om sin Ære og sin Ret og min Troskab og min Pligt og det altsammen, som intet betyder i et saadant Øjeblik.
ANNE SOFIE Men Du har da ogsaa Pligter — husk, Du er hans Hustru.
CHARLOT Netop, jeg er hans Hustru, en Del af hans Eje. Paa det Punkt er de inderst inde egenmægtige som de Vilde.
ANNE SOFIE Hvad er nu det for noget?
CHARLOT Saadan er det. Lad ham være ligegyldig mod mig nu — lige meget, er der en Anden, der vil tage mig, saa griber han til Vaaben, pukker paa sin Ret og holder fast paa sin Ejendel. Det gør de Alle.
ANNE SOFIE Naa, at han er skinsyg, vil Du vel ikke bebrejde ham.
CHARLOT Nej, hvis han var — men det er ikke Skinsyge, det er Ejendomsret.
ANNE SOFIE Saa ufint vilde aldrig Hellmuth tænke og handle. Han vil være ridderlig overfor din Ærlighed og aldrig glemme, at Du er Kvinde, og han din Beskytter.
CHARLOT Paa det Punkt ikke.
ANNE SOFIE Paa det Punkt netop. Tænk Dig om, er dette ikke et Øjeblik, hvor han har Pligt og Ret til at forsvare Dig mod den værste Fare for en Kvinde — han mere end nogen Anden, men hvor kan han gøre det, naar Du ikke har Tillid til ham.
CHARLOT Det har jeg ikke — ikke der — der er jeg bange for ham.
ANNE SOFIE Skam Dig at gøre ham saadan Uret. Sig mig nu, naar Du fortæller ham Sandheden, og han saa taler klogt og kærligt til Dig — til dit Hjerte, tror Du saa ikke, at det andet endnu kunde besejres og glemmes?
CHARLOT Maaske. Jeg tror det. I alt Fald vilde det forandre meget for mig — ja, alle mine Tanker.
ANNE SOFIE Saa er jeg sikker paa, at Hellmuth bærer Sejren hjem.
CHARLOT Nej, tro Du mig, det blev kun til Strid og Pine, et kvalfuldt Liv for ham og mig med haarde Ord og Nag og Bitterhed — maaske Brud —
ANNE SOFIE Vi faar altsaa nu at se, hvem der har Ret.
CHARLOT Aa nej, ikke nu! Jeg skal sige ham alt en anden Gang, naar jeg har tænkt over det.
ANNE SOFIE Hvad skulde Opsættelse nytte!
CHARLOT Hvad skal jeg dog gøre!
ANNE SOFIE Endnu engang — Du skal tale med Hellmuth; vil Du, eller vil Du ikke?
CHARLOT Jeg tør ikke — forlang det ikke!
ANNE SOFIE Velan!
CHARLOT (ængstelig). Hvad gør Du?
ANNE SOFIE Saa taler jeg selv med min Broder.
CHARLOT Aa nej, aa nej! Anne Sofie — det havde jeg ikke trot. Hvor kan Du være saa haard og ondsindet imod mig!
ANNE SOFIE Det er jeg ikke, det ved Du. Men jeg maa gøre det.
CHARLOT (angst). Anne Sofie, alt andet, men ikke det. Jeg skal gøre, hvad Du vil, jeg skal ikke mere se Lemming, ikke tænke paa ham — ingenting. Jeg skal ikke tage imod ham i Aften, jeg skal følges med jer Andre — nu skal jeg klæde mig paa — alt vil jeg love, men jeg beder Dig, vis ikke Hellmuth Brevet, sig ham ikke, at jeg har en Anden kær.
ANNE SOFIE Hvor langt gælder de Løfter! Jeg gentager, det maa ske for din egen Skyld ikke mindre end for hans.
CHARLOT (pludselig kold). Vel! Kald da paa ham og sig ham alt. Lad saa komme, hvad der vil.
ANNE SOFIE Jeg beder Dig, gaa ind i dit Værelse.
CHARLOT Nej, Du kan ikke jage mig bort. Jeg bliver.
ANNE SOFIE Naa, som Du vil. (gaar hen til Døren til højre). Er Hellmuth der? Kom herind, jeg maa tale et Øjeblik med Dig.
Raben kommer ind fra højre. Han er i Selskabsdragt.