Et Forspil 1896

PERSONERNE:

HELMUTH RABEN, Ritmester CHARLOT, hans Hustru
ANNE SOFIE HJELM, hans Søster LEMMING, Professor
KASBERG, Løjtnant Besøgende Damer



2. AKT
6. SCENE
Raben. Charlot. Anne Sofie. Tilsidst Løjtnant Kasberg.
RABEN Her er jeg til Tjeneste — hvad er det saa? Men hvad ser jeg, Du er jo dog ikke omklædt, Charlot?
CHARLOT Nej, jeg føler mig ikke vel nok til at tage ud.
RABEN Det er da kedeligt.
ANNE SOFIE Det er i den Anledning, at vi gærne vil tale med Dig. Der er nemlig hændet Charlot noget, som har gjort hende en Del bevæget og nervøs.
RABEN Og hvad er det?
ANNE SOFIE Hun har modtaget en Kærlighedserklæring.
RABEN Ah — ja Saa! (ser til Døren til højre.) Er det kommet saa vidt!
ANNE SOFIE Hun føler, Hellmuth, at det er hendes Pligt at sige Dig det, men hun har ikke rigtigt Mod dertil. Derfor har jeg taget Ordet for hende.
RABEN Saa —! Jeg tilstaar, den Ængstelse overrasker mig lidt, for jeg synes ikke, at jeg i nogen Henseende er en Bussemand — heller ikke i den.
ANNE SOFIE Nej, vist ikke.
RABEN Jeg maatte jo være stærblind, om ikke jeg baade saa og vidste, at Charlot modtager Opmærksomhed og Smiger i rigeligt Maal, og jeg er mig ikke bevidst, at jeg har lagt nogen skinsyg Nidkærhed for Dagen i saa Henseende. Har jeg, Charlot?
CHARLOT Nej, maaske snarere for lidt.
RABEN Jeg maa jo være stolt af at eje en saa bedaarende Hustru.
ANNE SOFIE Maaske, men saa maa Du ogsaa vide at værge om hende.
RABEN (rejser Hovedet). Jeg tror, det er overflødigt at ville give mig Leveregler, min kære Søster. Jeg ved, hvordan jeg i den Retning har at forholde mig.
ANNE SOFIE I alle Tilfælde?
RABEN Ganske sikkert.
ANNE SOFIE Det kalder jeg Selvbevidsthed.
RABEN Den kommer af min fuldstændige og ubetingede Tillid til Charlot.
ANNE SOFIE Selv den mest Staalsatte kan vel komme til at vakle.
RABEN Kære Anne Sofie, man kan mærke, at Du ikke mere lever rigtigt med i Verdenslivet, ellers vilde Du ikke tage den affable Løjtnant derinde saa højtideligt. Ganske vist kunde han passende have sparet sig Erklæringen og nøjedes med at tilbede min Kone paa Afstand, men nok om det! Lad ham have sagt hende ved en Kop The, at han tilbad hende, eller lad ham have stukket en Billet doux i en Buket Roser, jeg vilde regne det for under min egen og Charlots Værdighed at se efter. Før Blomsterne var visnede, vilde hun have glemt, hvad han har sagt, og i hvert Fald lagt hans Ord til sin i Forvejen rige Høst af beundrende Hyldest — og andet Pjank.
ANNE SOFIE Jeg tror, Du tager den Ting noget for let.
RABEN Hvilken Ting — Løjtnanten?
ANNE SOFIE Jeg mener Charlots rige Høst af Hyldest. Jeg sætter nu, at nogle Korn alligevel faldt i hendes Hjerte og slog Rod.
RABEN (vender sig hurtigt). Gudsdød, gør Du din Svigerinde til en letsindig Taske?
ANNE SOFIE Det var visselig ikke min Agt.
RABEN Skal vi saa ikke lade det Æmne falde?
ANNE SOFIE Nej, lad os heller komme tilbunds i din Mening. Jeg sætter altsaa alligevel, at det, Du kalder Pjank, blev til Alvor.
RABEN (med en Bevægelse). Til Alvor?
ANNE SOFIE Ja, sligt kan ske, naar man bliver fristet. Jeg sætter, at Charlot kom til Dig en Dag og sagde — aabent og ærligt: Jeg trænger til din Tillid og Støtte. Jeg frygter for, at jeg er ved at faa en Anden kær. Jeg har gjort, hvad jeg kunde, for at kæmpe derimod, men jeg formaar det ikke mere alene. Ved Du saa ogsaa — ganske sikkert — hvordan Du havde at forholde Dig?
RABEN (strengt). Ja, ganske sikkert. Saa vilde Piben faa en anden Lyd — Skandaler skal vi have os frabedt.
ANNE SOFIE Hvis al Hjertekvide lod sig sammenfatte i det ene Ord: Skandale, saa vilde ikke Livet være saa sammensat og vanskeligt at leve.
RABEN For mig er det ikke sammensat. Jeg synes, Ærens Love er ganske enkle, og andre anerkender jeg ikke, hverken for Charlot eller mig.
CHARLOT Hvad byder da Ærens Lov i sligt Tilfælde?
RABEN (bestemt). Sikkerlig ikke Eftergivenhed. Verden er jo saadan, at den ler ad den bedragne Ægtemand, aldrig ad en bedragen Hustru. Hvad har Manden at stille op mod den Uretfærdighed? Kun haardhændet Gengældelse.
ANNE SOFIE Ja saa!
RABEN Jeg er liberal nok, saa længe det gælder Spøg, men Charlot ved meget vel, at hvis det, som Du siger, kom til Alvor, saa vilde jeg forsvare min Ære og min Ret overfor hende og hendes Tilbeder af al min Magt, hører Du, selv om det var med — meget stærke Midler.
ANNE SOFIE Hvad forstaar Du ved stærke Midler?
RABEN Ja Du, jeg er ikke sentimental. Jeg vilde ikke afhandle med min Kone, om denne nye Følelse besad sin Berettigelse, eller om ikke ogsaa jeg havde Skyld, fordi jeg ikke havde forstaaet at værne min Skat — og den Art. Saadanne Fraser ligger ikke for mig. Nej, jeg vilde nøjes med at kaste Fyren ned ad Trapperne efter at have slaaet Arme og Ben i Stykker paa ham.
CHARLOT Og muligt vilde Du heller ikke skaane mig for en Tugtelse?
RABEN Oprigtigt talt, siden Du siger det, saa tror jeg, at en Mand i en saadan sidste Instans har Ret til at straffe sin Kone.
CHARLOT Maaske endog haandgribeligt?
RABEN Ja maaske — det skal jeg ikke indlade mig paa at drøfte. Formen maa vel være forskellig efter Livets forskellige Kaar, men det gør jo ogsaa mindre til Sagen; man kan sagtens underforstaa de stærke Udtryk, naar der blot ikke røres ved den Vedtægt, at bag alt ydre Galanteri maa Mandens Myndighed og Ret staa uomstødeligt fast.
CHARLOT Hvordan vilde du da gøre denne din Ret gældende?
RABEN Det maatte bero paa Omstændighederne, men vist er det, at jeg først og fremmest vilde tage Dig ved Armen, Charlot, og sætte Dig hen i den Krog, hvor Du bedst kunde skamme Dig over din Opførsel og komme til en bedre Erkendelse.
CHARLOT (ser koldt paa ham og fjerner sig lidt).
ANNE SOFIE Og en saadan Opfattelse, mener Du, er til Baade for den kvindelige Troskab?
RABEN Selvfølgeligt. Fra Arilds Tid’ har Kvinden foretrukket Den, i hvem de erkender deres Overmand. De trænger til at føle Respekt, og de ved, alle som een, at Ægteskabet maa have sin Basis paa Ære og Pligt.
ANNE SOFIE Og lidt andet — maaske.
RABEN Naturligvis. Men det er et gammelt Ord, ved Du, at man ikke skal begære sin Næstes Hustru, Pige, Okse eller Asen.
CHARLOT (ser hurtigt paa ham).
ANNE SOFIE (lidt skarpt). Ja, kun at de firføddede Husdyr noget lettere lader sig kontrollere.
RABEN (ler og peger paa Charlot). Du ser selv, hvor den blotte Trusel om Skammekrogen har skræmmet den lille Frue. Naa, naa, det var ikke Hensigten, men det er jo jeres egen Skyld, hvorfor tirrer I mig op! (til Anne Sofie.) Tør jeg spørge, om Du nu er kommen tilbunds i min Mening?
ANNE SOFIE (tørt). Ja, ganske.
RABEN Godt! Det glæder mig.
Løjtnant Kasberg kommer ind fra højre.
LØJTNANT KASBERG Jeg tror alligevel, at Ritmesterindens Kabinet —
RABEN (vender sig imod ham). Ah, er De der, Løjtnant Kasberg!
ANNE SOFIE (sagte til Charlot). Der har Du dit Brev!
CHARLOT (hurtigt). Hvordan —
ANNE SOFIE Tys!
RABEN Det er vist paa Tide at komme afsted. Vognen venter.
LØJTNANT KASBERG Men hvordan — jeg ser, at Ritmesterinden tager dog ikke med.
RABEN Nej, hun er ikke ganske vel.
LØJTNANT KASBERG Det gør mig da overordentlig ondt at høre.
RABEN (lidt skarpt). Det betvivler jeg ikke, Løjtnant Kasberg.
LØJTNANT KASBERG (mærker Misstemningen og ser lidt befibbet fra den Ene til den Anden). Ja, det vil sige — hvorledes! Naa! Jeg mente blot — ja, jeg tror næsten, at jeg ved nærmere Eftertanke foretrækker at gaa — ja, Ritmesteren forstaar vel nok —?
RABEN Jo, det er ikke særlig svært at forstaa.
LØJTNANT KASBERG Ellers mange Tak, men Føret er jo upaaklageligt, og jeg er en ivrig Fodgænger.
ANNE SOFIE Det er jo heldigt, siden Løjtnanten staar ved Fodfolket.
RABEN (kølig). Det er maaske ogsaa behageligst for Dem at gaa.
LØJTNANT KASBERG (hilser). Mine Damer — min Kompliment!
RABEN Maa jeg hjælpe Dem!
De gaa ud i Entreen, hvor man ser dem tage Tøjet paa, hjulpne af Tjeneren. Løjtnant Kasberg tager Afsked og gaar.
CHARLOT (halvsagte og aandeløst). Anne Sofie, hvorfor gav Du mig mit Brev?
ANNE SOFIE Fordi jeg saa, at Du fik Ret. Og saa haaber jeg, at jeg som Kvinde har Lov at være mere søsterlig mod en Søster end mod en Broder.
CHARLOT Du Kære —
ANNE SOFIE Naturligvis føler jeg, at det var ufint af mig at rive Brevet fra Dig, men jeg syntes, jeg maatte. Tror man at kunne redde En, der er ved at drukne sig, saa griber man haardt til, ikkesandt?
CHARLOT Naa, Du mente det jo godt.
RABEN (i Døren med Overtøj paa). Anne Sofie, er Du færdig?
ANNE SOFIE Ja, jeg kommer. Gaa Du ned i Forvejen, jeg vil blot tage Afsked med Charlot.
RABEN Vel.
Han gaar ud gennem Entreen. Tjeneren kommer ind med Anne Sofies Kaabe, hjælper hende den paa og gaar derpaa ud og venter.
ANNE SOFIE Ja ja, lille Charlot, saa farvel!
CHARLOT (kaster sig i hendes Arme). Aa, Anne Sofie —
ANNE SOFIE Jeg er meget ulykkelig, for hvordan jeg end vender det, er jeg overbevist om, at jeg i dette Øjeblik bærer mig galt ad.
CHARLOT Tro ikke det!
ANNE SOFIE Jo, denne Aften vil heller ikke jeg glemme. Jeg vil herefter faa at vide, hvad det er at vakle og fortryde og at gaa i Rette med sig selv. Aa jo, Mange vilde sikkert fordømme mig, og jeg selv vil maaske ikke gøre det mindst. Men jeg forsvarer mig med, at jeg dog til syvende og sidst ingen Ret har over Dig. Og hvad hjalp det vel, om jeg hensynsløst greb ind i dit Liv i Aften — i Morgen var jeg dog over alle Bjerge, og Du alene her mellem en Ligegyldig og en Forelsket. Handl da, som Du vil, eller rettere, som Du synes, at Du maa. Jeg kan ikke andet.
CHARLOT Du min egen Kære, jeg lover Dig til Gengæld for, hvad Du har gjort for mig i Aften, at jeg skal søge at handle honnet, hvordan det saa end gaar.
ANNE SOFIE Det haaber jeg, men husk i alle Fald, at denne Aften maa være udslettet mellem os. Jeg toer mine Hænder, har ingenting hørt, vil ikke vide mere end det, Du aabent staar ved. Kun, hvis Du engang er skuffet og ulykkelig, maaske knust, Saa kom til mig. (tager hende kærligt om Hovedet og ser paa hende.) Ogsaa. da, nej, især da, kan bedst den ene Kvinde staa den anden bi. Farvel.
Hun kysser hende og gaar ud i Baggrunden, idet Tjeneren aabner Døren for hende.
TJENER (kommer tilbage). Maa jeg blot sige Fruen — Professor Lemming kom for lidt siden med en Pakke. Jeg viste ham ind i Ritmesterens Værelser.
CHARLOT Nej, sig at — jo, jeg maa tale med ham! Bed Professoren komme ind!
Tjeneren aabner Døren til højre med en Hilsen og gaar derpaa hurtigt ud i Baggrunden, mens Charlot i stærk Bevægelse ser imod Døren.
TÆPPE