Rørt Vande 1895

PERSONERNE:

BLOMQUIST, Operasanger FRU MELITTA BLOMQUIST, Malerinde
ANTON MUNTHE
Forfatter, (hendes Broder)
OSCAR HAMANN, Købmand
FRK. BIRGITTE STEIN SANDER, Journalist
PLUM, Billedhugger FRU ELLINOR PLUM, Forfatterinde
FRU MILLY KRUSE, Skuespillerinde FRU ADELAIDE MONTELLI, Koncertsangerinde
LOUIS PETERSEN, Pianist MARIE, Pige hos Blomquist
EN PIGE HOS PLUMS ET PAR OPVARTERE – DAMER & HERRER


3. AKT
3. SCENE
Sander. Birgitte. Tilsidst Hamann.
BIRGITTE Hr. Sander, aa, bliv et øjeblik.
SANDER (vender sig). Ja, gærne, Frøken.
BIRGITTE Aa nej – (vaklende.) jo – det var blot noget, jeg vilde bede Dem om. De er saa klog og erfaren.
SANDER Erfaren – ja, klog, nej.
BIRGITTE Alle henvender De sig jo til Dem og vil have fat i Dem.
SANDER (trækker paa Skulderen). Ja, fordi de vil bruge mig – paa Prent.
BIRGITTE Men det vil jeg ikke. Jeg vil blot tale med Dem som Menneske, fordi jeg uvilkaarligt har mest Tillid til Dem.
SANDER (venligt). I saa Fald svarer jeg helst af Alle Dem. Hvad er det saa, De ønsker?
BIRGITTE Jeg vil blot bede Dem blive herinde, og hvis – hvis Hr. Hamann kommer, saa tal med ham og se at faa ham til at gaa igen – vil De? Sig, at jeg ikke er rask, eller at han ikke er velkommen, eller at – ja, hvad De vil, blot han ikke faar mig i Tale.
SANDER Er han indbudt?
BIRGITTE Nej, men jeg ved, at Hr. Munthe har søgt ham paa Hotellet, saa er det jo muligt, at han kommer for at høre, hvad det gjaldt, især da jeg – jo, jeg er vis paa, at han kommer.
SANDER Hvorfor er De vred paa Hamann?
BIRGITTE Det vii jeg nødig taleom. Han foraarsagede noget i Dag, der var mig saa forfærdelig pinligt –
SANDER Ah — jeg har nok hørt det!
BIRGITTE Jeg skammer mig for mig selv og for de Andre og for ham, især for ham! Helst vilde jeg kun græde og blive ved at græde, til alle mine Følelser og Tanker vare blevne til Taarer, saa der slet ingenting blev tilbage af det, der var.
SANDER Slet ingenting! Det var Synd -for os Andre!
BIRGITTE Har De nogensinde væeret henne et Sted, hvor der lige har været Ildebrand?
SANDER Ja naturligvis. Jeg har Brandtegn.
BIRGITTE Husker De, hvor der ser hærget og tilsølet ud, og hvor alt er kommet til at ligge paa de gale Steder – helt i Flæng, saa det ser ud, som der aldrig kunde komme Ro og Skønhed igen. Saadan ser der ud i mit Indre nu – hver en Tanke er forrykket, hver en Følelse traadt sønder. Jeg forstaar ikke mere mig selv og ikke det udenom mig heller.
SANDER Husk, paa Brandtomter bygger man jo op igen – noget nyt!
BIRGITTE (ser hen for sig). Ja, det gør man jo nok. (vender sig imod ham) Synes De, jeg skulde uddanne mig til Sygeplejerske?
SANDER (smiler lidt). Jeg vil sige Dem paa Forhaand – Hospitalskost er skral.
BIRGITTE De maa ikke slaa mig af mede Spøg.
SANDER Jeg har selv ligget der. Det var min Sæl ikke Spøg.
BIRGITTE Jeg ved nok, det er underligt af mig at tale om egne Anliggender til Dem, der er mig halvvejs fremmed, men jeg føler mig i dette Øjeblik saa forfærdelig ene her, trænger saadan til Forstaaelse.
SANDER (i en varmere Tone). Sig mig, er Hamann ikke Deres gamle Ven?
BIRGITTE Jo! Det vil sige – før, saa –
SANDER Hvorfor saa ikke tale med ham?
BIRGITTE (heftig). Nej nej, ikke med ham, ikke for alt i Verden. Jeg vil aldrig mere se ham.
SANDER Naar jeg giver Dem det Raad, saa er det, fordi jeg selv smigrer mig med at være en god Ven – det er vist det eneste, jeg er. Ser De, Frøken Birgitte, Deres Tillid har glædet mig, og dog maa De have følt, hvor mine Ord mod min Vilje er fremmede og tomme. Det kommer af, at det gaar med Venner som med Støvler, de gamle passer En alligevel bedst.
Hamann kommer ind fra Baggrunden, uden at Birgitte mærker det.
SANDER Se der – vend Dem!
Birgitte farer sammen, hilser hurtigt og gaar ud til højre, mens Hamann gaar et Par Skridt efter hende.

3. AKT
4. SCENE
Hamann. Sander.
SANDER Det hjælper ikke – hun vil være paa Krigsfod.
HAMANN Har hun udtalt til Dem, at –
SANDER Ærligt talt, Kære, hun har givet mig det Hverv at faa Dem til at gaa Deres Vej, i Fald De kom.
HAMANN Naa saadan! Ja, saa Farvel.
SANDER Nej stop, saa er der jo netop Anledning til ikke at gaa. Ja undskyld, men Tilfældet gør mig her til Deres Fortrolige. Hun er vred paa Dem, smækvred, ergo er det Dem, hun holder af – hvem gider blive vred paa Den, der er En ligegyldig, og altsaa man De se at faa hende til at bede om Forladelse. Saadan vil de som bekendt have det.
HAMANN Saa længe det var de Andre, der bekæmpede mig, var det mig en Svir at slaa fra mig, men naar det er hende selv, der ikke vil se mig, hvad andet har jeg saa at gøre end at give tabt og gaa.
SANDER De har at holds Stillingen, hvis De virkelig vil have hende. Ja, hvad er Deres Mening?
HAMANN Simpelt hen at gifte mig med hende – jo før jo heller.
SANDER Jeg kan tænke det. De ser mig ud til at være modig.
HAMANN Hvordan modig?
SANDER Pigen er sød, det indrømmer jeg, men hun synes at være lidt ømtaalig med Hensyn til det, Fru Plum kalder for Livskravet.
HAMANN Jeg ved godt, det er ingen Engel, jeg elsker – Gudskelov, det er hende, Mennesket, Kvinden, den lille brune Plet paa hendes Kind, hendes lyse Smil, hendes Fejl som hendes Godhed, aæt det, der samlet gør netop hende til den Eneste, jeg kan tænke mig at gøre til Vennen for Livet, Den, med hvem man har een Sjæl, eet Liv, eet Hjem, een Grav.
SANDER Farlige Fællesgoder!
HAMANN Hvor alting kommer anderledes, end man tror, saa underlig modsat Ens Vilje. Jeg har altid været vis paa, at den Kvinde, der sagde mig Nej, eller blot bad mig om Betænkning, hende ville jeg gaa bort fra med det sammen for aldrig at komme igen. Og saa nu – ja, hvis hun blot vilde høre paa mig, saa føler jeg, at jeg kunde blive ved at tale milde Ord til hende, som man taler til et Barn, der er vildfarende og træt, og at jeg atter og atter kunde byde hende mig Hjerte og mit Hjem, fordi jeg tror, det var det bedste for os begge.
SANDER Tillid er smuk.
HAMANN Ja, undskyld mig, det, jeg her siger, forstaar De sikkert ikke.
SANDER Snarest altfor godt – jeg har nemlig gjort adskillige Felttog med. Men da en af mine faa Leveregler er den, at Enhver saa vidt muligt skal følge sin Lyst i denne mangelfulde Eksistens, og det virkelig er Deres Attraa at blive Ægtemand, saa skal jeg gøre mit til, at De ikke gaar glip af denne Livets Balsam. Jeg kan desuden godt lide Dem – De er sa dejlig usammensat.
HAMANN Men hun er jo som nedsyltet i alt dette. Naar ikke engang det har hjulpet, at hun fik at vide, Munthe er gift, hvad Pokker hjælper saa! Jeg indser det fuldkomment ørkesløse i med Ord at ville slaas med det stive haardnakkede Noget, der hedder Anskuelser.
SANDER Det er sikkert. Det gaar med Anskuelser som med Søm. Jo mere man dunker løs paa dem, jo fastere kommer de til at sidde.
HAMANN Saa er det jo komplet umuligt.
SANDER Aldeles ikke, man skal blot sørge for, at Klarsynet kommer gennem egen Impuls. Det er vist, at De kunde tale og præke til Dagenes Ende uden mindste Udbytte, kun noget hos hende selv, en Tanke, et Glimt, noget, der saarer hendes Følelse og ægger hende til at sige imod; kun det kan bringe Omslaget frem. Og hun er lige ved det – hun hader Dem og nævner ikke Munthe, hun forstaar ikke sig selv og taler om en Brandtomt i sit Indre – jeg tror endog, hun strejfede Ordet Sygeplejerske – det plejer at være et sildigt Stadium. Kort sagt, det, De mangler, er ikkun Draaben, der skal faa Bægeret til at flyde over.
HAMANN Og denne kostelige Draabe, hvor finder jeg den?
SANDER Sgu ikke ved at gaa Deres Vej.
(trækker Overfrakken af ham og lægger den fra sig.) Lad Dem ikke drive herfra paa nogensomhelst Betingelse og se saa Øjeblikket an – dog helst i en anden Stue end den smukke Frøken – saa skal jeg foreløbig sende Dem Munthe herind.
HAMANN (rækker ham Haanden). Tak for Deres gode Vilje.
SANDER Ingen Aarsag! Jeg har set saa megen Ulykke blive til, naar gale Mennesker faar hinanden – ja, jeg mener dermed, at Forsynet som oftest er lidt uheldigt i Valg of Ægtefæller, saa at jeg virkelig skulde glædes, hvis det for en Gangs Skyld her skulde lade de rette falde i hinandens Arme. Og hvem ved – man har dog før set saa galt.
Han gaar ud til højre. Straks efter kommer Munthe Ind.

3. AKT
5. SCENE
Munthe. Hamann. Senere Adelaide.
MUNTHE (lidt kølig) Godaften. Hr. Sander sagde mig, at De ønsker at tale med mig.
HAMANN Jeg antog, siden De har søgt mig, at —
MUNTHE Ja, jeg søgte Dem, fordi jeg fandt, at De skylder mig en Forklaring.
HAMANN Jeg er ganske til Deres Tjeneste.
MUNTHE De blev i Dag, ved et Tilfælde, Vidne til mit Møde med –
HAMANN Med Deres Kone – ja!
MUNTHE Et Møde, som paa Grund af forhaandenvæerende Omstændigheder var lidt uheldigt.
HAMANN Ja, temmelig uheldigt. Men det gør maaske ikke noget?
MUNTHE De mener – overfor Frøken Stein, kan jeg tænke. Nej, hun er af dem, der ser langt og stort. Lad hende blot kende mig helt gennem dette, saa er min Magt over hende den samme som før.
HAMANN Jeg gratulerer.
MUNTHE Jeg forlanger blot af Dem, og det har jeg Ret til, siden De synes at være Fru Munthes eller Montellis Fortrolige, at De giver mig Oplysning om, hvad Mening og hvad Planer hun har, saa at jeg kan vide, hvad jeg har at holde mig til, og om muligt kan undgaa en pinlig Forklaring mellem hende og mig.
HAMANN En Forklaring kan næppe undgaas, hvad enten pinlig eller ikke.
MUNTHE Hvorledes — mener De?
HAMANN Deres Frue har bedt mig bringe Dem den Besked, at hun vil indfinde sig her om lidt, da hun ønsker at tale med Dem endnu i Dag.
MUNTHE Her – det er umuligt – i hvert Fald yderst ubelejligt. Her er Gæster.
HAMANN Da ikke i Øjeblikket, saa vidt jeg kan se.
MUNTHE (peger paa Døren tilhøjre). Derinde hos min Søster! De hører selv –
HAMANN Godt, gaa kun derind, saa skal jeg tage imod Fruen og meddele hende, hvad De finder for godt.
MUNTHE For at De yderligere kunde bringe mig i Fortræd. Jeg takker. De er min Rival, jeg ved det, og De har søgt at føre Deres Krig igennem med de mest perfide Vaaben.
HAMANN Hvorledes – jeg har tilladt mig at give Deres Frue et Raad – intet andet.
MUNTHE (irriteret). Kender De noget Menneske nok til at give Raad. Jeg har tænkt meget og levet meget, og dog har jeg aldrig helt forstaaet den dybeste Aarsag til mine Handlinger. Derfor valgte jeg Symboliken for at skildre, hvad der ligger bag det Liv, hvorom vi intet ved. Hvor tør jeg da raade Andre?
HAMANN Det tør jeg saa udmærket.
MUNTHE Ja, fordi der i Deres groft konstruerede Bevidsthed kun findes nogle faa enkle Begreber. Aldrig flyder i en Hjerne som Deres blot faa af dem sammen til en svag Forestilling om Livets i Tusinder af Traade sammentvundne Væv.
HAMANN Naar blot jeg har godt fat i min egen lille Traad, saa bekymrer jeg mig ærligt talt kun lidt om de mange Knuder paa Deres.
MUNTHE Jo kunstigere Islæt, jo mere udviklet Liv.
HAMANN De mener – indviklet.
MUNTHE (heftig). Bliv kun ved! Intet stempler en Tankegang mere end dum Gøren Nar ad det, man ikke kan fatte. Derfor har jeg hævet mig over Deres drilske Tale, men vogt Dem dog! Jeg er i en Stemning, hvor mine Nerver sitrer og dirrer. Det Øjeblik kunde komme, hvor jeg ikke er Herre over mig selv.
HAMANN Hvis De blot kan opsætte Øjeblikket en Smule, bliver det forhaabentlig ikke mig, men Deres Frue, der kommer til at nyde godt af Eksplosionen. Naa, det banker, det er muligvis hende.
Munthe gaar hen og lukker op. Adelaide træder ind.
ADELAIDE Godaften! Du var vist gennem Hr. Hamann forberedt paa mit Komme.
HAMANN Ja, jeg glædede straks Deres Mand dermed.
MUNTHE Tør jeg bede Dig tage Plads.
HAMANN (lidt nølende). Maa jeg saa tillade mig at tage Afsked –
MUNTHE Farvel!
ADELAIDE Nej, jeg beder Dem – bliv! De har i Dag vist Dem som en saa nydelig Ven af min Mand –
HAMANN (smiler). Glæder mig. –
MUNTHE (tilkaster ham et irriteret Blik).
ADELAIDE Og De er optraadt saa chevaleresk overfor mig som Dame, at det vil være mig kært, om De vil være til Stede ved vor Samtale. Det vil være en moralsk Støtte baade for ham og for mig.
HAMANN Kære Frue, just i Moralen tror jeg ikke, Deres Mand plejer at søge sin Støtte, saa jeg vil overlade til ham at bruge de Argumenter, der i hans Øjne er mere fyldestgørende.
ADELAIDE (med et Bilk til Munthe). Aa – Hamm,.
HAMANN Men siden De ønsker det, skal jeg med Fornøjelse i en anden Stue oppebie Resultatet af Deres Samtale, og staa til Disposition, ifald De maatte ønske min Ledsagelse herfra.
ADELAIDE (nikkerr venligt). Tak!
Hamann ser til Dørene med en spørgende Bevægelse. Munthe aabner Døren til venstre for ham og kommer tilbage.