Rørt Vande 1895

PERSONERNE:

BLOMQUIST, Operasanger FRU MELITTA BLOMQUIST, Malerinde
ANTON MUNTHE
Forfatter, (hendes Broder)
OSCAR HAMANN, Købmand
FRK. BIRGITTE STEIN SANDER, Journalist
PLUM, Billedhugger FRU ELLINOR PLUM, Forfatterinde
FRU MILLY KRUSE, Skuespillerinde FRU ADELAIDE MONTELLI, Koncertsangerinde
LOUIS PETERSEN, Pianist MARIE, Pige hos Blomquist
EN PIGE HOS PLUMS ET PAR OPVARTERE – DAMER & HERRER


3. AKT
6. SCENE
Munthe. Adelaide.
MUNTHE Altsaa – Du har ønsket en Samtale. Jeg beder Dig – lad os komme til Sagen. Min Tid er lidt knap.
ADELAIDE (elskværdig). Lad mig begynde med at sige, at Du har rørt mig dybt. Jeg er en Trækfugl, en Nattergal, der flakker rundt i Verden. Hyldest faar man nok af, naar man har lidt Charme og lidt Chic, men Hengivenhed, det er jo straks en mere nobel Følelse, der bibringer En Tro, baade paa en højere Styrelse og paa Ens medfødte Elskværdighed.
MUNTHE (tørt). Især det sidste, formoder jeg.
ADELAIDE (smiler til ham). Justement! Tak, Alfred.
MUNTHE (irriteret). Anton!
ADELAIDE (undskyldende). Ah, pardon – det er jo sandt, det var Baronen, der hed Alfred. Enlin – tak, Anton, fordi Du har tilgivet og glemt mine svage Sider.
MUNTHE Men det har jeg ikke – lad os heller straks komme til Forstaaelse. Jeg har aldrig glemt, aldrig tilgivet, at Du be-nyttede Dig af min drengeagtige Forelskelse til at bemægtige Dig mit Navn, min Fremtid, min Position, kort sagt, mit Liv, blot for at staa som Frue paa Plakaten og derefter hensigtsløst gemytligt at søle det hele til.
ADELAIDE (forbavset). Hvad er dette – qu’est ce que c’est que ca!
MUNTHE Havde en flammende Lidenskab tændt dine Sanser i Lue, saa havde jeg baade forstaaet og tilgivet. Jeg ved at bøje mig i Beundring for den Kvinde, der skrider gennem Syndens Nat med Kærlighedens lysende Banner højt over Hovedet! Men var Du i Stand til det – nej! Hvad var det, Du var opfyldt af – udannet Forlystelsessyge og vulgær Livsappetit.
ADELAIDE Jeg er komplet konsterneret.
MUNTHE Ja, lad det kun komme frem – længe nok har jeg været nødt til at tie. Som en Mare har det dumme Ægteskab hvilet paa mig, irriteret og pint mig og plettet mit Navn.
ADELAIDE Er det mig, der er sindsforvirret, eller er det Dig? Hvad betød da din Søgen og din glade Modtagelse fra før?
MUNTHE Den beror paa en Fejltagelse, opstaaet ved denne utaalelige Hr. Hamanns Griben ind.
ADELAIDE Mais mon Dieu, har jeg selv set dit Avertissement, eller har jeg ikke?
MUNTHE Ja, det er sandt, jeg har søgt Dig og ønsket dit Komme, just ikke for at faa den Glæde at se Dig igen, men for at kunne blive skilt fra Dig og gift med en Anden, som min Hu nu staar til. Der har Du den hele Sammenhæng.
ADELAIDE Naa, saadan at forstaa!
MUNTHE (uden at ænse hende). Endelig staar jeg da nu ved Maalet! Endelig kan jeg da trække Vejret og blive befriet fra den Fortid, der har hængt ved mig som en Borre.
ADELAIDE (rejser sig indigneret). Det er nok – un mot de trop, Monsieur! Det Ord skal Du komme til at fortryde. Jeg – en Borre! Eh bien, saa lad mig være en Borre – jeg nægter at lade mig skille. Naar Du tager det paa den Maner, saa er der vinket af, min Ven.
MUNTHE (med en Bevægelse). Hvad siger Du?
ADELAIDE Jeg siger: All right! Her kommer jeg fuld af den pureste Velvilje og Sympathi, og saa bliver jeg modtaget paa det mest uforskammede. At vi overhovedet blev gifte, det plejer man da at være To om, og hvad det anbelanger, at jeg har hængt ved Dig som en Borre, saa synes jeg ikke, jeg har gaaet Dig synderlig i Vejen, eftersom jeg i samfulde tre Aar har været væk – „effacee comme un reve!”
MUNTHE (bliver betænkelig og skifter Tone). Adelaide, misforstaa mig ikke!
ADELAIDE Nej, det skulde jeg ved den godeste Gud have ondt ved.
MUNTHE Jeg havde, lige før Du kom, haft en lidt ubehagelig Samtale, der havde hidset mine Nerver. Jeg mente ikke saadan, hvad jeg sagde.
ADELAIDE Ikke det – naa!
MUNTHE I hvert Fald kan jeg ligesaa godt mene noget andet – se det fra en anden Side. Den menneskelige Bevidethed har jo flere –
ADELAIDE Facader – ja!
MUNTHE Ganske vist passede vi daarligt sammen, men kan hænde, at Fejlen ogsaa var min, og at din godhjertede lette Natur ofte maatte døje ondt under mine Nervers anspændte Liv.
ADELAIDE Bagefter kommer tyndt Øl – Merci, mon ami! Nok er jeg let af mig, men saa let forvinder jeg ikke et ondt Indtryk. Om Du vilde traktere mig med alle de poetiske Ord, Du kan finde i din Pose, og det er vist mange, saa kommer Du lige vidt med mig.
MUNTHE (overtalende). Adelaide –
ADELAIDE (følesløs). Jeg sagde – Du kommer lige vidt mod mig, og dermed har vi To gjort op.
MUNTHE Vent dog – vent! (gaar hen og kalder ud til højre.) Melitta, hør lidt, du maa komme.
ADELAIDE Melitta! A la bonne heure – lad hende blot komme an!
Melitta kommer skyndsomt ind fra højre.

3. AKT
7. SCENE
Munthe. Adelaide. Melitta. Straks efter Blomquist.
MELITTA (studser). Du her – Godaften!
MUNTHE Melitta, det hele staar stille! Adelaide nægter at lade sig skille.
MELITTA Hvorfor?
MUNTHE Lidt gammel Bitterhed fra min Side – et Par uoverlagte Ord –
ADELAIDE (peger pa
MELITTA (venligt). Kære Adelaide, Du har jo et godt Hjerte, og jeg ved, at Du opgiver al Modstand, naar Du herer, at Antons Fremtidshaab i dette Øjeblik staar paa Spil. Han er forlovet.
ADELAIDE Naa – det er jeg ogsaa. Det er, ikke svært at blive. Men naar nu –
Blomquist kommer ind fra højre.
BLOMQUIST Hvar är den tyska tidningen, där jag omtalds som Romeo – (ser Adelaide.) Ah –
MELITTA (forestiller). Fru Munthe –
ADELAIDE Montelli!
MELITTA Min Mand –
BLOMQUIST Charmerad att få göra fruns bekantskap!
MELITTA Vi var midt i en lidt vanskelig Diskussion.
BLOMQUIST (konverserende). Stannar frun länge qvar?
MUNTHE (peger paa Døren til venstre). Kære Blomquist, den Avis, Du søger, ligger vist derinde.
BLOMQUIST Ja så, nå – ursäkta! (Gaar ud til hojre med lidt krænket Mine.)
MELITTA Ser Du, Adelaide, Anton fandt kun Mislyd i sit Ægteskab med Dig – lad saa være, at han selv har haft sin Del deri, men saa meget maa Du dog ind-rømme, at et mislykket Ægteskab altid er en Hæmsko for en ung Mend, der vil frem.
ADELAIDE Saa – ! Den gjorde maaske ikke Lykke, den Bog, han skrev om mig?
MUNTHE Det er jo en Forfatters Styrke, at ban formaar at omskrive sine Sjælelidelser til Kunst.
ADELAIDE (tørt). Og Penge – ja!
MELITTA Du vil dog vel ikke brutalt nægte ham at nyde Lykken, lige hvor den træder ham i Møde! En ung Pige elsker ham og beundrer hans Talent. Hun er fint forstaaende, smuk, dannet –
MUNTHE Oprindelig frisk!
ADELAIDE Alt det, jeg ikke er – efter jeres Mening! Tak, hvis I tror at formilde mig med at rose min Efterfølger, saa tager I fejl. Efter hende kan I nu skyde en hvid Pind.
MUNTHE Adela –
ADELAIDE Men for jeg gaar, skal I dog have at vide, at jeg selv var kommen herhen for at faa Skilsmissen i Stand.
BEGGE Hvordan
ADELAIDE Jeg kom herhen i Forsonlighed og Fred for at sige til Munthe: Jeg kan med min bedste Vilje ikke vende tilbage fordi jeg har lovet min Forlovede at gifte mig med ham, og jeg kan ikke svigte ham. Mens jeg er her, saa ved jeg, at han gaar derovre i Smiths Pensionat og vrider sine Hænder, den Arme, indtil han har mig igen. „Le pauvre cheri!”
MELITTA Jeg kom herhen i Forsonlighed og Fred for at sige til Munthe: Jeg kan med min bedste Vilje ikke vende tilbage fordi jeg har lovet min Forlovede at gifte mig med ham, og jeg kan ikke svigte ham. Mens jeg er her, saa ved jeg, at han gaar derovre i Smiths Pensionat og vrider sine Hænder, den Arme, indtil han har mig igen. „Le pauvre cheri!”
MELITTA Men saa tag dog mod Fornuft, kære Adelaide, om ikke for vor Skyld, saa for din egen og for hans. Naar Du nægter at lade Dig skille, saa kan Du jo heller ikke selv blive gift.
ADELAIDE For min Skyld ingen Allarm. Naar alt kommer til alt, kan jeg have den samme Fornøjelse af Petersen uden det.
MELITTA Adelaide, husk dog paa det Gode, der trods alt var imellem os.

ADELAIDE Hvad det angaar, var det tyndt bevendt. Istedetfor at tage jer af mig, gjorde I Nar ad mig, fordi jeg ingenting havde lært. Jo, kan I huske, hvor I haanede mig engang, jeg havde skrevet „taalmodig” t-o-l -, ligesom det ikke kunde hændes den Bedste at glemme et D.
MUNTHE (undskyldende). Det var dengang!
ADELAIDE Ja netop! Den savoir vivre og sociale Verden, som I skulde have hjulpet mig til, den har jeg nu skaffet mig selv ved en dannet Omgang og et vekslende Liv. Derfor blæser jeg nu ogsaa Jer et langt Stykke og gaar hjem og pakker mit Tøj og rasler afsted i Morgen tidlig med Toget Kl. 7.20, og saa kan i jo se, hvornaar I igen faar Fingre i mig.
MUNTHE Tænk i Tide paa det Ansvar at afskære to Mennesker fra Lykken.
ADELAIDE Hvad den Ting anbelanger, saa er det jo en ren Velgærning for Dig, min Kære!
MUNTHE Hvordan?
ADELAIDE Sagde Du ikke lige selv’ at en Digter skriver sine Lidelser om til Kunst? Altsaa, jo grueligere Du sørger, jo bedre bliver dine Bøger, og det er da, saa vidt jeg kan forstaa, en reel Fordel baade for dem, der skal sælge dem og for dem, der skal læse dem, for ikke at tale om Dig selv. Jeg faar næppe dine Digte at se, men ovre paa den anden Side Jorden, paa Ny Zeeland eller Portorico, hvor Portvinen gror, der skal det være mig en sand Fornøjelse at tænke paa, at jeg, blot ved at være til, kan hjælpe paa mit Hjemlands Poesi og nervepirrende Kunst. Med den behagelige Tanke vil jeg tage Afsked paa ubestemt Tid og ønske at Lidelsen maa hænge fast ved dit Liv som en Borre til stadig Profit for Dig selv og dit Folk. Tak for dengang – au revoir!
Hun gaar med krænket Mine ud i Baggrunden.
MUNTHE (der har søgt at holde hende tilbage). Hun gik!
Han synker tilintetgjort om i en Stol.

3. AKT
8. SCENE
Melitta. Munthe. Straks efter Blomquist. Tilsidst Fru Plum.
MELITTA Er Du da fra Sans og Samling, at Du fornærmer hende istedetfor at smigre hende alt det, Du kan.
HAMANN Ja, jeg er fra Sans og Samling! Den irriterende Hr. Hamann havde ægget mig op.
MELITTA Det kan man kalde at varetage sin egen Tarv.
MUNTHE Lad mig være i Fred, for Pokker!
Blomquist kommer ind igen fra venstre.
BLOMQUIST Jag fann inte den tidningen – endast Hr. Hamann! (ser paa dem.) Men hur står det till – ni ser så häpne ut! Hvar är fru Montelli?
MELITTA Gaaet. Hun blev fornærmet og nægtede at lade sig skille. Dermed Basta – Planen strandet – hele Antons Lykke ødelagt.
BLOMQUIST Är det möjligt! (gaar hen til Munthe og klapper ham paa Hovedet.) Stackars goose – jag är mycket ledsen! Ni vet, att hjertats sympatiska känsla är ett af de djupaste dragen i min temperamang. Men kan vi då inte hindra henne från att resa?
MUNTHE Hvordan det? I Morgen tidlig drager hun afsted med samt sin Elsker – eller Forlovede.
BLOMQUIST Har hon en fästmann? Hvad heter han?
MELITTA Andersen, synes jeg.
MUNTHE (ser op). Nej, Petersen, sagde hun.
MELITTA Han elskede hende i hvert Feld ubeskriveligt!
BLOMQUIST Ja, men så – (slaar sig for Panden.) Vet ni, hvar hon bor?
MELITTA Ja, her ovre i Smiths Pensionat.
BLOMQUIST Vänta då – venta! (gaar hen til Skrivebordet.) En snilleblix bryter fram i min själ!
MELITTA Hvad er det. Du vil?
BLOMQUIST (skriver). Jag skrifver några rader till hennes fästman Hr. Petterson, och om verkligen den herran älsker henne så passioneradt, som hon bedyrar, så är det endast han, som kan rädda den prekära situationen.
MELITTA (til Munthe). Ved Du hvad, det er der noget i.
MUNTHE (lidt oplivet). Ja, det var maaske en Udvej.
BLOMQUIST Jag har bedt honom komma hit i en presserande affär! (til Melitta.) Kanske jag är så mycket herre i huset, att jag törs skicka Maria, tjenstflickan, tvärs öfver gatan för att lemna detta bref?
MELITTA Ja, Gudbevares, lad hende endelig gaa.
BLOMQUIST (med værdighed). Får jag så lof en passant att påminna er om, att kanske ni sitter inne med intelligensen och resonnerandet här i huset, i synnerhet det sista, men de ljusa ideerne, de har, ta min tusan, jag.
Han gaar ud til højre med Brevet, idet Fru Plum kommer ind fra Baggrunden.
FRU PLUM Godaften, maa jeg komme denne Vej! Det er nemmere.
Hun tager med Munthes Hjælp Tøjet af.
MELITTA Du kommer sent?
FRU PLUM (kommer nærmere). Ja, undskyld, jeg har været ude at gøre Indkøb.
MELITTA Er Du ved Muffen?
FRU PLUM Jeg – nej, men jeg syntes, det var bedst at bedst at benytte Lejligheden nu lige, hvor Plum faar Statsunderstøttelse.
MELITTA Saa har Du været uheldig, for den er forkastet.
FRU PLUM (forbløffet).Men Gud, det er da ikke muligt? Er Plum her? (løber hen til Døren til højre.) Plum, kom herind!
Plum kommer ind fra højre. Straks efter kommer Sander og Fru Kruse med nogle af Gæsterne.


Akt-Scene: [1.1] [1.3] [1.4] [1.7] [2.1] [2.3] [2.5] [2.7] [2.9] [3.1] [3.3] [3.6] [3.9] [Anmeldelse]