Rørt Vande 1895

Skuespil

PERSONERNE:

BLOMQUIST, Operasanger FRU MELITTA BLOMQUIST, Malerinde
ANTON MUNTHE
Forfatter, (hendes Broder)		 OSCAR HAMANN, Købmand
FRK. BIRGITTE STEIN SANDER, Journalist
PLUM, Billedhugger FRU ELLINOR PLUM, Forfatterinde
FRU MILLY KRUSE, Skuespillerinde FRU ADELAIDE MONTELLI, Koncertsangerinde
LOUIS PETERSEN, Pianist MARIE, Pige hos Blomquist
EN PIGE HOS PLUMS ET PAR OPVARTERE – DAMER & HERRER

2. AKT
3. SCENE		 Birgitte. Melitta.
MELITTA (peger paa Atelieret) Gaa nu ind og begynd at male – jeg skal blot tale et Øjeblik med Anton.
BIRGITTE Jo (vi1 gaa, men vender sig.) jeg haaber, han er bedre til Sinds i Dag. I Gaar følte han sig miskendt.
MELITTA Det er han ogsaa! Det er vi alle. Anton er et betydeligt Talent, men ingen kan se det – undtagen vi – endnu!
BIRGITTE Jeg kan!
MELITTA Ja, Du forstaar ham – med Hjertet. Men lad mig nu paa Forhaand sige Dig, at det er ingen let Sag at knytte sig til et Geni. Derfor blev min forste Mand og jeg saa grænseløst ulykkelige.
BIRGITTE Var det Dig, eller ham, der var Geniet.
MELITTA (betænker sig lidt). Begge to. Ja, det synes nu jeg.
BIRGITTE Fortæl mig, hvordan det gik saa skævt. Hvad var han?
MELITTA Musiker. Komponist.
BIRGITTE Var han styg imod Dig?
MELITTA Væerre end det. Der er noget storladent ved Ondskab. Nej, han behandlede mig som en almindelig lille Husmoder og forstod ikke mit Kald. Naar de store Opgaver brød sig i mig, mit „Snestykke”, min „sølede Landevej”, saa forlangte han, at jeg skulde lave Mad og sy Knapper i hans Skjorter.
BIRGITTE Det gjorde Du da ikke?
MELITTA Bevares nej jeg tror aldrig, jeg har syet en Knap i.
BIRGITTE Men Du har alligevel lidt meget?
MELITTA Forfærdeligt. Gid Du aldrig maa lære de Sjælekvaler at kende. Han haanede mig og bedrog mig med Andre.
BIRGITTE Bedrog Du da ikke ham?
MELITTA Naturligvis — ja, Retten maa da være lige for begge.
BIRGITTE Saa kom Du til at elske Blomquist?
MELITTA Ja, det vil sige, mine Følelser for ham var nærmest Hævntørst mod den Anden.
BIRGITTE Du mener den Første.
MELITTA Naa – ja –
BIRGITTE Kendte de hinanden?
MELITTA Nej, jeg traf Blomquist udenlands – han sang en Aften en spansk Serenade – ja, jeg lader mig jo beruse af alt, af en Stemning, en Samtale, et Syn – naa – Men da jeg havde givet mig min Skæbne ivold, saa kom først Lidelserne ret. Han elskede mig trods alt.
BIRGITTE Blomquist?
MELITTA Nej, Petersen.
BIRGITTE Hvem er Petersen?
MELITTA Min første Mand. Aa, min Gud, de pinefulde Dage! Men ser Du, Birgitte, det er Aandens og Sjælens Kampe, der højner en Bevidsthed og gør den større. Tro Du mig, man naar ikke til Forstaaelse af Livet og Kunsten ved en rolig Eksistens. Som Antons Hustru bliver ogsaa Du, hvad man i vulgær Forstand kalder, ulykkelig.
BIRGITTE (studser). Tror Du det?
MELITTA Han er en Kunstnernatur, desaarsag, hvad de Uforstaaende kalder, troløs. Han maa bestandig hige efter ny Oplevelse, maa sige: Svundet er svundet, det Nye vinker.
BIRGITTE (betænkelig). Men noget er der dog, der altid maa staa fast for En, og naar man stoler paa det, synes jeg ikke, man kan blive helt ulykkelig.
MELITTA Hør nu, Kære, jeg sagde Dig først, at jeg ikke ønskede Dig det, jeg har lidt, og dog – jo jeg gør det! Mere end en ordinter Lykke ønsker jeg Dig, de Sorger, Du trænger til, for at din Personlighed an faa Originalitet og Flugt. (opmuntrende.) Og de kommer! Jeg ved sikkert, de kommer i Samliv med ham.
BIRGITTE Livet faar jo blive, som det vil, naar blot Tilliden er der.
MELITTA Til hvad?
BIRGITTE Jeg kan ikke leve uden Tillid til, at Andre holder af mig. Ja, Du vil le, men jeg har altid maattet huske en Dag hjemme, hvor jeg hørte dem sige, da jeg var gaaet ud af Stuen – blot de Ord: Hvor Birgitte er sød! Det var, som om jeg fra det Øjeblik blev gladere, sikrere – fordi jeg med eet havde forstaaet, at jeg knnde leve i Andres Hjerter og Tanker. (tager Melitta om Skuldrene.) Derfor, bliver jeg hos jer, saa maa I holde af mig, – vil I – altid – ikke sandt?
MELITTA (kysser hende paa Kinden). Vist saa, Barn.
Birgitte gaar ind i Atelieret til højre. Melitta gaar hen og banker paa Døren til venstre.
MELITTA (mod den lukkede Dør). Anton, er Du hjemme?
Munthe kommer ind med en Bunke Aviser i Haanden. Han er i elegant Morgendragt.

2. AKT
4. SCENE		 Melitta. Munthe. Tilsidst Plum og Fru Plum.
MUNTHE (oprørt). Har Du set Kritiken af mit Stykke – en saadan Samling Idioti!
MELITTA Ventede Du andet – naa, derom senere. Der er noget, jeg maa tale med Dig om.
MUNTHE Saa skynd Dig, jeg venter hvert Øjeblik Plum og Ellinor.
MELITTA Saa meget nødvendigere er det, at jeg taler med Dig først. Du er træt af Ellinor, ikke?
MUNTHE Hun lægger mine Kræfter øde, men hun ejer den mangfoldige Nuancering.
MELITTA (smiler). Naar man gør Dig et generende Spørgsmaal, tager Du din Tilflugt til Symboliken, ligervis som Blæksprutten, der spyr sort om sig, naar man vil fange den. Det er igrunden ret bekvemt.
MUNTHE Hvad vil Du sige mig om Ellinor?
MELITTA Ingenting! Det maa Du selv om – jeg vil tale om Birgitte Stein.
MUNTHE Om Birgitte! Hun har betaget mig sært, den Pige.
MELITTA Du har talt til hende om Kærlighed, ikke sandt?
MUNTHE (lidt usikker). Flygtigt – i Aftes – jeg tror det.
MELITTA Men hun ved det, hun tænker kun paa det, Du har sagt. Hvad er din Mening?
MUNTHE Min Mening – naa – den er kun, at hun er højst indtagende. Hun ligner en Mark med Valmuer – virker som Rødt – Purpurrødt!
MELITTA (ler lidt). Jeg synes snarest, hun er noget grøn.
MUNTHE Nej, Ellinor er grøn, dyb grøn som Havet.
MELITTA Lad os nu holde os til det positive.
MUNTHE Det positive er vist, at Pigens monotome Provinsliv har gjort hende overspændt og opsat, saa at hun .nu kun higer efter den farlige Kærlighed, der lokker og fanger. Hvad Øjeblik jeg vil, kan jeg tage hende i mine Arme og gøre hende til min.
MELITTA Din Elskerinde maa hun ikke blive.
MUNTHE Hvorfra de strænge Principer?
MELITTA For det første var det Synd, for det andet var det dumt – det er værre. Din Hustru skal hun være.
MUNTHE Hvad er det for en Ide?
MELITTA Hendes egen. Og den er god. Hør nu, hun er ung, køn, rig –
MUNTHE Er hun rig?
MELITTA Hun har otte tusind om Aaret.
MUNTHE (trækker paa Skulderen). Ved Rigdom forstaar jeg ødsel Overflødighed! Det, Du næevner, vilde højst blive, hvad jeg paa Prent vilde kalde en hastigt svindende Guldrus!
MELITTA Ved Rigdom forstaar jeg ikke at være i fortfarende Pengeforlegenhed, som vi. Tænk, at kunne sætte dit Talent i en lun Mistbænk, hvor det ken vokse og sætte Skud.
MUNTHE (halvt for sig selv). At faa, en ny Kærlighed, samtidigt med at en gammel hører op, det betyder jo at blive dobbelt saa forelsket som før.
MELITTA Saa grib Øjeblikket, mens det er der – Oscar Hamann er din Rival!
MUNTHE Aa – han, den aandelige Plebejer! Hun elsker jo mig.
MELITTA Men han elsker hende, og Du ved, Kærlighed er smitsom, naar den kommer fra en Vilje.
MUNTHE Hustru! Du har Ret – i det Ord ligger der et helt nyt Stemningsliv! Den, til hvem man betror sin skjulte Kummer og Angst – og lange, stille Timer med Strejflys hen over bløde Tæpper – (vender sig pludseligt) men Gud forbarme sig – Adelaide!
MELITTA Ja, det er jo Knuden. Hun maa søges som en Knappenaal – og findes.
MUNTHE (fortvivlet). Men hvor? – Tænk, at jeg nogensinde skulde blive glad ved at se hende igen!
MELITTA (faar en Idé). Hør Du, vi kan jo avertere.
MUNTHE (bittert). Hvorfor ikke – ligesom efter en Hundehvalp! Bortkommen Hustru – en rødblond Dame af Støverracen er bleven borte mellem Østergade og Kalifornien. Den ærlige Finder loves en Douceur.
MELITTA Vi her jo ikke anden Udvej – det er mit Alvor!
MUNTHE Tror Du ikke, det er mit – er jeg da kun skabt til Kval! Dog, hvad hjælper det at angre – sket er sket.
MELITTA Men her gælder det min Sandten saa vidt muligt at gøre Sket til Usket. Gaa nu hen og skriv! (Munthe gaar hen til Skrivebordet.) Hvor er hun set sidst?
MUNTHE (skriver). I Wien tror jeg.
MELITTA Nej, det var jo i Rusland.
MUNTHE Hvorfor ikke paa Kamschatka!
MELITTA Hun læser dog vel undertiden hjemlige Blade eller taler med Landsmænd.
MUNTHE (giver hende Papiret). Se der!
MELITTA (læser). Hvis dette maatte komme Fru Adelaide Munthe for Øje, bedes hun ufortøvet opgive sin Adresse til „dette Blade Kontor”.
MUNTHE (haabløs). Det faar hun aldrig at se.
MELITTA Hvem ved, maaske før, end man tror!
Plum og Fru Plum kommer ind fra Entreen. Melitta lægger Papiret fra sig og hilser paa dem.
FRU PLUM Her er vi, Munthe!
MELITTA Hvordan har Du det, Ellinor?
FRU PLUM Daarligt. Jeg er anstrængt og pint. Plum og jeg har nu i samfulde tre Timer talt Om, hvad enten vi skal skilles eller ej.
PLUM (tørrer Panden). Vi holdt kun Hvil under Frokosten.
MELITTA Er I komne til et Resultat?
PLUM Ikke positivt.
FRU PLUM Vi man jo først tale ud med Munthe. Alt maa ligge klart mellem os tre.
MELITTA Vil I saa ikke tage Plads – jeg gaar ind i Atelieret saa længe. (Hun gaar ud.)