Rørt Vande 1895

Skuespil

PERSONERNE:

BLOMQUIST, Operasanger FRU MELITTA BLOMQUIST, Malerinde
ANTON MUNTHE
Forfatter, (hendes Broder)		 OSCAR HAMANN, Købmand
FRK. BIRGITTE STEIN SANDER, Journalist
PLUM, Billedhugger FRU ELLINOR PLUM, Forfatterinde
FRU MILLY KRUSE, Skuespillerinde FRU ADELAIDE MONTELLI, Koncertsangerinde
LOUIS PETERSEN, Pianist MARIE, Pige hos Blomquist
EN PIGE HOS PLUMS ET PAR OPVARTERE – DAMER & HERRER

2. AKT
5. SCENE		 Plum. Fru Plum. Munthe.
MUNTHE (byder Fru Plum en Stol). Jeg tror, denne Stol er bedre! (De sætter sig.)
PLUM Her sidder vi altsaa –
MUNTHE (sukker lidt). Ja –
PLUM Og taler sammen, som det ene overlegne Menneske taler med det andet om sit Følelsesliv.
FRU PLUM Absolut frie vil vi være overfor hinanden.
PLUM Og ærlige!
MUNTHE Og retfærdige.
PLUM Altsaa, Ellinor, Du tror, at Munthe er nødvendig for din Lykke?
FRU PLUM Ofte mener jeg, at jeg kan undvære ham, men saa synes jeg med eet, at jeg fornemmer ham lige op ad mine uvilkaarligste Tanker. Forstaar Du mig, Munthe?
MUNTHE (lidt forbeholden). Ja naturligvis! (til Plum). Ellinor og jeg har haft mange rige Øjeblikke sammen.
PLUM Det ved jeg, og hvis Ellinor, efter at have gransket sine Følelser til Bunds, kommer til det Resultat, at Du er Den, hendes Temperament trænger til, for at udvikle sig rigt og fuldt, saa maa det gaa først – saa giver jeg Afkald.
FRU PLUM Jeg ved Ingen, der ser saa stort paa Livet som Plum.
PLUM Jeg er naaet til at forstaa, at en Kvinde som Du, der ejer den sjældne og forborgne Dejlighed, hende har en Mand ikke ubetinget Lov at ville beholde for sig selv alene. Det er som at lukke en Kunstskat inde.
MUNTHE Ganske vist, der er noget storstilet ved din Tankegang, Plum, men Kvinder vil, at man strides om dem. Hold paa Ellinor, kæmp, ras, fortvivl – det er i hvert Fald menneskeligt.
PLUM Hun skal handle upaavirket af mine Følelser.
FRU PLUM Jeg ærer Plums modige Ligegyldighed for Borgerskabets helligste Ideer, og jeg beundrer hens overlegne Syn, men han er for kontemplativ. Jeg elsker det Impulsive, det Oprørske.
MUNTHE Men det, synes jeg egentlig, passer godt ind i Plums Opfattelse. Det gælder at supplere det Manglende!
PLUM Det har vi idetmindste ikke forsømt.
FRU PLUM Hvis Du nu hadede mig, Plum, og slæbte mig rundt ved Haaret med Forbandelser over, at jeg har lagt din Lykke øde, saa vilde maaske det Kvindelige i mig elske Dig.
PLUM Man kan ikke komme bort fra sit Væsens Naturgrund, Ellinor.
FRU PLUM (lidende). I ved ikke, hvor dette er pinefuldt at skulle tænke til Ende.
MUNTHE Plum er ulige mere omfattende end jeg, Ellinor.
PLUM Men Munthe er mere personlig – han forstaar idetmindste at elske sig selv, og Den, der lever helt paa, at Selvet er det første, han bringer det videst. Dit Liv vil sammen med ham blive mere kampfuldt og frodigt, godt, saa er jeg rede til at ofre mig og viske mig ud af din Bevidsthed.
MUNTHE Men Ellinor sætter til syvende og sidst Dig højst af Alle.
PLUM Jeg er maaske hendes bedste Ven, men jeg er hævet over at ville lægge Beslag paa hendes Liv, naar hun føler noget stærkere.
FRU PLUM (rørt). I tager det begge to saa højsindet og offervilligt, at I gør Valget end mere smertefuldt for mig. Hvad skal jeg gøre!
PLUM (peger paa Munthe). Lytte til dit Instinkt!
MUNTHE (rejser sig). Ser I, for mig er dette mere sammensat, end I mener. Jeg tror nemlig, at jeg er ved at faa en ny Tilbøjelighed – ja, det er jo bedst at sige det.
PLUM (anerkendende). Gudbevares!
MUNTHE Der er en anden Kvinde, som drager mig, og hun er her.
FRU PLUM (der studsende har rejst sig). En Anden – ja saa! Tror Du ikke, Du elsker mig længer?
MUNTHE Maaske ikke – og dog – det er, som om det særligt feminine, der er Dig eget, ikke vil slippe mig helt.
PLUM Hvem er den Nye?
MUNTHE Det er – (stanser) Indtil jeg har talt med hende, vil jeg helst nævne hende ved et Symbol. For mig betyder hun Hjemmet og den solbeskinnede Fred – noget helt modsat Ellinor. (peger paa Atelieret). Jeg gaar ind til hende nu. Jeg beder jer – gaa ind i min Stue og vent mig der.
FRU PLUM Som Du vil. Kom Plum, dette maa drøftes!
PLUM (ser paa sit Uhr). Jeg skal rigtignok i Rigsdagen og høre om min Statsbevilling. Det har dog ogsaa sin Vigtighed.
FRU PLUM Ikke overfor Sjælens Kampe, Plum. (til Munthe.) Bed, om vi man faa lidt Sodavand derind.
PLUM Maaske med et lille Stænk i.
De gaa samtalende ud til venstre.
MUNTHE (I Døren til Atelieret). Melitta, Ellinor beder om at faa lidt Sodavand bragt ind i min Stue.
Birgitte kommer ind med Pensler og Pallet i Haanden.

2. AKT
6. SCENE		 Munthe. Birgitte. Senere Hamann.>
MUNTHE Det var ikke min Mening at ulejlige Dem, Frøken Birgitte.
BIRGITTE Mig – nej! Melitta gik for at skaffe det, De bad om.
Kort Ophold, hvor Munthe betragter hende ufravendt. Hun lægger lidt forlegen Palletten fra sig.
MUNTHE De giver mig altsaa Deres Kærlighed.
BIRGITTE Har Melitta sagt, at jeg – det var ikke rigtigt –
MUNTHE Hvad hindrer os i at, tale om det, der har betaget os, og – (Pigen gaar gennem Stuen og ud til venstre med en Bakke med Sodavand. Munthe venter saa længe) hvorfor skulde jeg ikke sige, hvad der i dette Øjeblik bevæger mig saa stærkt, at det næsten føles som en Smerte. Og dog, Den finder jo vanskeligt Ord, der kæmper med en ny følelse. For det er jo saa, at – (Pigen kommer tilbage og skotter til dem, idet hun gaar ud i Baggrunden. Munthe venter atter og ser mrd ærgerlig Mine efter hende)) kun famlende faar de inderste Tanker Form. Jeg finder kun det eneste – jeg elsker Dem, Birgitte. Gentag det som et Ekko af min egen Lykke.
BIRGITTE Mine Drømme har haft Deres Skikkelse, baaret Deres Navn, og dog – nu – hvor jeg staar Ansigt til Ansigt med det, jeg drømte, saa –
MUNTHE Hvad saa, Birgitte?
BIRGITTE Sig mig, er jeg ikke noget andet for Dem, end alle andre?
MUNTHE Enhver Kvinde er noget for sig selv i den Mands Bevidsthed, der elsker hende. De er den, min Sjæl vil hvile i, den, til hvem jeg med bristede Illusioner og skuffede Haab bestandig vil vende tilbage.
BIRGITTE Men ikke blive hos?
MUNTHE De er den bløde Livsharmoni, jeg trænger til! (tager bende om Livet og hvisker.) Min perleskinnende Skat!
Han bøer sig ned over hende, idet Hamann kommer Ind fra Baggrundon, lukket ind af Pigen.
HAMANN Goddag, Frøken Birgitte! (hilser forekommende) Min kære Hr. Munthe –
BIRGITTE (forlegen). Goddag!
HAMANN Fru Blomquist er maaske ikke hjemme?
MUNTHE Jo, nu skal jeg kalde! (gaar hen til Døren til højre) Melitta, Hr. Hamann er her!
Melitta kommer ind.
HAMANN (hilser) Jeg kommer, som jeg truede Dem med, Frue, for at hilse paa Dem her i Deres Hjem.
MELITTA (køligt). Jeg takker Dem meget. Værsaagod, tag Plads.
HAMANN Tak. (byder Birgitto en Stol) Frøken –
MELITTA Jeg tror, jeg maa anse det for min Pligt som den strenge Lærerinde at berøve Dem Frøken Steins Selskab. Tror Du ikke selv, kære Birgitte, at det er bedst, Du gaar ind og fortsætter Dit Arbejde?
BIRGITTE Jo. (til Hamann) Jeg haaber, De undskylder, men jeg er Elev og maa lystre Ordre.
HAMANN Ja, i mere end i een Henseende har jeg set.
BIRGITTE Paa Gensyn! (Hun hilser og gaar ind i Atelieret).
HAMANN Ja ja, Hr. Munthe, saa faar jeg maaske til Gengæld Lov til at glæde mig ved Deres Selskab?
MELITTA Jeg beder Dig blot først, Anton, gaa ind til Birgitte med hendes Palet – den ligger der.
HAMANN Saa hjælper maaske Hr. Munthe med at blande Farverne.
MUNTHE Jeg skal i alt Fald gøre mit bedste. (Han bukker let og gaar med Paletten ud efter Birgitte.)