16. januar 2018
3. januar 2018.

2. januar 2018

Din kommentar:

Takt og Tone i hundrede aar

VN:F [1.9.22_1171]
Anmeld gerne denne artikel med stjernedrys
Rating: 0.0/5 (0 stemmer)

Anmeldelser af Takt og Tone fra samtidens aviser og tidsskrifter.



Takt og tone

Politiken, 15. december 1918.

I denne Bog, der er skrevet med den fineste kvindelige Ynde, gennemgaar Fru Emma Gad Formerne for det menneskelige Liv i Fest og i Sorg, paa Landet og i Vandet, som Gæst paa Gaarde og ved smaa intime Familiesammenkomster. Hun klarlægger Vigtigheden af de vanskelige og ofte lidt irriterende Husholdningsregnskaber, hun giver erfarne Raad med Hensyn til Børneopdragelse, Skolegang, Damers og Herrers Paaklædning, hun meddeler nyttige Vink om saa delikat et Emne som Skilsmisser og de Adskilte og Vennernes indbyrdes Forhold, hun arrangerer med fuldkommen Korrekthed et Selskabs Plads ved Bordet, hun taler om Frokoster og af de af Mændene frygtede og af Damerne elskede Eftermiddagsteer, hun skriver belærende om Samtale og Konversation – kort sagt, det vilde være umuligt at paavise det Punkt inden for Dagens og Aftenens mange forskellige Livsformer, som den kloge Dame ikke kender og giver god og klar Besked om. Takt og Tone er en mangfoldig Bog, skrevet i et henrivende let og muntert Sprog, som gør det, at den, samtidig med at virke belærende, virker i høj Grad oplivende og underholdende. Som den udmærkede Stilist Forfatterinden er, undgaar hun med Lethed at blive tør og docerende. Hun er en Mester i den kauserende Form, og ethvert af Bogens Afsnit kan nydes af Læseren som en elegant og vittig Konference om det vanskelige Emne, hvordan vi skal opføre os for at vinde vore Medmenneskers Godhed og Agtelse, for at aftvinge dem Beundring for vor altid korrekte Væren og Levemaade. Alt dette kan man lære af Fru Emma Gad, der med “Takt og Tone” har skænket os en smuk og tiltrængt Julegave, en Julegave, der vil bevare sin Værdi lige saa længe, som dens Ejermand kan trække Vejret.

Sorø Amts Dagblad, 7. december 1918.


Det vilde være en bitter Misforstaaelse, om man opfattede denne Bog som en Ledetraad kun for Damer. Den henvender sig selvfølgelig til de to Køn, der betinger Livet og styrer Samfundet. Den har Ærinde til de Gamle saa vel som til de Unge, og læst og tilegnet rigtigt, vil den faa god og afgørende Betydning for Omgangstonen mellem Menneskene, hvad enten de saa er iført Festdragt med Diamanter eller Dekorationer, eller kun den beskedne Hverdagsdragt der, som Fru Gad skriver, altid i sin Enkelthed bør virke venlig og pynteligt.

Fru Gads Bog har Bud til alle. Den taler i et smukt og venligt Sprog, ogsaa om de mange smaa Ting, hvoraf Livet er sammensat, de smaa Ting der, som hun saa nydeligt viser, ofte kan skabe Disharmoni og Gnavenhed, fordi man tror, man kan negligere dem. “Takt og Tone” bør blive en staaende Gavebog. Dens Betydning er uimodsigelig, og læst og anvendt paa rette Maade, vil den bringe Lykke, Skønhed og Harmoni til Læsere og Læserinder, til Unge og Gamle. Og det kan vi alle trænge haardt til.
Den Generte.



Aalborg Stiftstidende, 11. december 1918.
Admiralinde Fru Emma Gad har skrevet en bog om hvordan man opfører sig.

Vi gaar og tror, at Danmark
det er et oplyst Land,
og at i Aand og Viden
vi ej besejres kan.
I den Tro var jeg hidtil
saa lykkelig og glad.
Nu er jeg bleven omvendt
brat af Fru Emma Gad.

Hvad nytter al Slags Lærdom
og Viden – ikke Spor,
hvis ikke man kan sidde
med Anstand ved et Bord.
Hvad hjælper alt mit Kendskab
til Nietzsche og til Kant,
kan er jeg konversere
Grevinde Rosensjant.

Jeg tror, at jeg er dannet,
Gud bedre det – ak nej!
Jeg aner ej, hvorledes
jeg skal gerere mig,
hver Gang, jeg skal til Hoffet,
til Taffel og til Bal.
Det er no no’et de fleste
en Gang imellem skal.

Og derfor har det gjort mig
saa lykkelig og glad
at se en kvinde virke
(som nu Fru Emma Gad),
at ofre glad og villigt
-forhaabenligt med Held –
tilmaalte Fritid
til Folkets sande Vel.

Man véd, Udskrivningschefen
er Fruens Ægtemand,
i Tusindvis Soldater
hvert Aar udskriver han.
Naar Fruens Bog man læser,
saa maa man nærmest tro,
at Fruen blev udskrevet
i 1902.

Ærb.



Middelfart Avis, 11. december 1918.

Vel næppe nogen her i Landet er saa kvalificeret til at skrive en saadan Bog som netop Fru Emma Gad. Gennem sin egen fremskudte selskabelige Stilling er hun jo en Autoritet paa dette Omraade. Samtidig med at Fru Emma Gad er i Besiddelse af den overlegne Visdom, som er nødvendig for at være en Vejleder for andre i saa at sige alle Livets Anliggender, maa Forfatteren af en slig Lærebog være i Besiddelse af megen Kærlighed til sine Medmennesker for at tage alle disse utallige smaa Ting op, som hører ind under dette Emne. Heller ikke den Side af Sagen har Fru Emma Gad ladet ligge, idet “Takt og Tone” er bleven et meget alsidigt og meget omfangsrigt Værk, der giver Raad og Anvisning for alle Forteelser indenfor et Menneskeliv – lige fra Vuggen til Graven.
Fru Gad indleder med et Par store Grundregler for Livet, som i sig indeholder Love for alle de smaa:

Vær ikke Snobbet – Vær ikke vigtig – Vær ikke underdanig.
Vær fordringsfuld overfor Dem selv, men ikke overfor andre.

Som man ser gyldne Regler for ethvert Menneske at gaa ud i Livet med.
Vor Tid trænger i høj Grad til – og ønsker en saadan Bog.

For en lille Menneskealder siden, da den første Frihedsbølge kom til vort Folk, blev mange ligesom berusede af Frihedsbegejstring og blandt det meget daarlige, der da lastedes over Bord, var da ogsaa adskillige af de gode gammeldags Principper for Opdragelsen. Børnene skulde nu opdrages i fuld Frihed, og man lo haant om saa elementære Begreber som almindelig Høflighed og Hensyn.

Men efter enhver Bevægelse kommer altid dens Reaktion – og den er nu indtraadt. Mange af de Unge, som blev opdraget i fuld Frihed, reagerer nu over for den og det hænder, at de nu bebrejder Forældrene, at de ikke holdt dem under strammere Tøjler – fordi Livet da vilde have været lettere at leve for dem. Og de kaster sig nu begærligt over al Form og ønsker at leve Livet stilfuldt og smukt.

En hel ny Klasse er ogsaa kommen til, som med Begærlighed vil gribe efter en saadan Bog og høste Nytte og Belærelse for den. Det er vore unge Rigmænd, der i Kraft af deres hurtig erhvervede Rigdom er vokset op til at tilhøre de øverste Samfundslag, og om kortere eller længere Tid vil de tilhøre det toneangivende Selskab.

Hvad er da rimeligere, end at de gennem en grundig og overlegen Vejledning søger at indhente det, som andre har haft Generationer til at erhverve.

Naturligvis kan man sige – og det siger Forfatterinden jo ogsaa Gang paa Gang – at et godt og kærligt Menneske altid gennem sit Hjærtes Godhed har saa megen naturlig Takt, at det aldrig støder an. Men for det første er Verden jo ikke befolket med lutter kærlige Mennesker – og for det andet er det jo en Behagelighed at omgaas Mennesker, der opfører sig korrekt og taktfuldt. Og vil man tage Del i større Selskabelighed, er det jo næsten en Nødvendighed at være godt inde i alle Former.

“Takt og Tone” vil være en god og vigtig Haandbog at slaa op i i alle tvivlsomme Tilfælde og turde være lige saa nødvendig i et Hjem som et godt Lexikon.
C.E.


Klokken 5, 18. december 1918.

“Saft suse mig, om det ikke er Sørensen”.

Med dette ganske almindelige Hjertensudtryk hilste jeg min gamle Ven Sørensen, da jeg efter Aars Forløb tilfældig rendte paa ham i Larslejstræde.

Min Glæde var i den Grad overvældende, at jeg halvt omfavnende fortalte ham “at han var en gevaldig gammel Svinger med Skæg og Gummi i, den Gang vi som uhyggelig unge smadrede den sammen, og at det vilde være mig en massende Fornøjelse i al Gemytlighed at mindes gamle Dage ved et Par almindelige stivbenede Sjusser med Sus i, til Tegn paa uopslideligt Venskab og Trofasthed”.

Længere kom jeg ikke, for saa begyndte min Ven Sørensen i al Stilhed at tale alvorligt – og det forbavsede mig kendeligt.

I faa Ord gjorde han klart for mig det udannede ved midt paa Gade at tiltale et Menneske paa den Maade, at omfavne, bande, brøle højt, kort sagt optræde paa en saadan for en virkelig Gentleman upassende Maade.

Og for overhovedet at drikke den før omtalte Sjus med mig, maatte jeg højtidelig love i al Skyndsomhed at rekvirere Emma Gads nye Bog “Takt og Tone”, for aldrig mere i Fremtiden at begaa slige konventionelle Forteelser.

Og det har jeg gjort – og til min Dødsdag vil jeg takke Emma Gad for den altoplysende Livsvisdom, hun har indpodet mig gennem denne sin Bog.

At fortælle om Bogen vilde være ugørligt; alle de gode Raad, de høflige Tilrettevisninger, den venskabelige Vink, de yndefulde Tankeeksoerimenter – altsammen vilde det være fantastisk umuligt at gengive i en lille Omtale.

Hvor elskelig er det f. Eks. ikke at faa konstateret Nødvendigheden af ikke at maatte tale med en fraskilt Mand om hans forhenværende Kones forhenværende Mand, hvor nødvendigt er det ikke at vide, at man, hvis man ved sin maanedlige Fodvask vil rense sine overliggende Tæer, da at gøre dette med den højre Pegefingers yderste Neglespids, og bag efter afskylle denne i en Kumme med varmt Vand, hvis Temperatur ikke maa overstige 53½ Gr. Reamur (ikke Celsius) og hurtigt aftørre denne i en renvaske, damptørret Damaskes (ikke Drejls) Haandklæde, som let afvaskes i et halvt Vandfadfuldt skummende Sæbevand, svagt tilsat med Soda; – og hvor glædes man ikke ved at lære Elskværdighedstræningens vanskelige Kunst (Side 113):

“Naar man ved en Middag eller Souper faar sin Dragt plettet ved Bordfællers Uagtsomhed, maa man beherske sin Ærgelse og forsikre, at det ikke gør det mindste. Selv om den Opvartende hælder Indholdet af en Sauceskaal ned over Ryggen at en Kjole til flere Hundrede Kroner, maa man smilende bevare sin Fatning”.

– Tvivl er ikke mulig; Bogen vil blive brømt og oversat paa alle Sprog, ligesom H. C. Andersens Æventyr i Nick Carter.

*
Forfatterinden kan være sikker paa, at blive bevaret i Folkets Minde; en Gang om 10 eller 20 Aar vil hun, ligesom Søren Kirkegaard faa sit Monument med Sokkel og Gitter omkring, og selve Vorherres Fugle vil sætte sig til Hvile paa hendes Næse eller Haar, og i al Venskabelighed hviske deres livlige og ligefremme
Pip – Pip!
Prikken.


Nationaltidende, 19. december 1918.

Der er vist ikke mange Haandbøger, Mennesker har sagt saa talrige Vittigheder om, som Knigges “Omgang med Mennesker”; og maaske er der alligevel saa Bøger, der har gjort saa stor Nytte, og som er bleven raadspurgt saa flittigt – naturligvis i Smug -, før den blev forældet og helt komisk. Den fik en lille efterfølger, der hed “Man skal aldrig”; men den indeholdt kun saadanne Selvfølgeligheder som: “Man skal aldrig, naar man har pudset sin Næse, kigge i Lommetørklædet, som om man ventede at finde Perler og Diamanter i det”, og den ganske taabelig.

Nu har Fru Emma Gad paataget sig at afhjælpe Savnet, der har været, siden Knigge blev for gammeldag og kun havde Interesse som Kuriositet, idet hun paa Gyldendals Forlag har udsendt et lille Værk om, hvorledes vi omgaas, og hvorledes vi burde omgaas: “Takt og Tone”.

Det er vistnok kommet i et lykkeligt Øjeblik. Der er, som bekendt, opstaaet en ny, velhavende Klasse under Krigen baade her og i andre Lande, og i Kraft af sine Penge kommer den mange Steder til at optræde i Forgrunden og derved let til at angive Tone, som den jo ganske naturligt ikke altid er lige sikker i. Ikke alle dens Repræsentanter har en “Kulturinstruks” ved Haanden, som det hed i en nørrebrosk Revue, eller en “Selskabsherre”, som den lille Millionær-Spækhøker kaldte det i “500 pCt.” paa Dagmarteatret; og der er dog sikkert mange af dem, som gerne vil optræde pænt, og som kun af Uvidenhed forsynder sig mod Takt og god Tone.

Fremtidig behøver de ikke at gøre det saa ofte. De vil kunne raadspørge deres Emma Gad, som man før slog op i sin Knigge – og der er, naar vi skal være ærlige, saamænd ogsaa mange af “det gamle Selskab”, der kan trænge til at læse den nogen Gange igennem. Takt er et Talent, sagde Fru Heiberg; og det er aldeles ikke afgjort, man faar det i Arv, fordi man tilhører en gammel Familie, som muligvis har været bekendt for at have det-

Bogen er morsom, trods sin alvorlige Hensigt. Fru Emma Gad, der jo selv har en beundringsværdig Evne til at omgaas alle slags Mennesker, har iagttaget sine nærmere og fjernere Omgivelsen med et Blik, der, skønt uden Ondskab har været ganske lunt, medens hun gjorde Forstudierne til denne Haandbog; og hun har utvilsomt Ret, naar hun saaledes har taget Opgaven lidt fra den komiske Side. Det gør, at man ikke en Gang behøver at have denne Vejledning skjult i Kommodeskuffens hemmeligste Krog, som vore Forfædre havde deres Knigge, men kan have den liggende fremme. Man har kun læst den for at more sig over den – og har man lært af den, saa er det ubevidst.

Den omtaler alle Livets Forhold, og hvordan man skal forholde sig i dem, idet den begynder med Forlovelser og ender med Begravelser. Særlig lærerig er det Afsnit, der vedrøre det daglige Liv i Hjemmet, og som har gode Anvisninger til alle Familiemedlemmerne, baade med hensyn til deres Opførsel overfor hverandre og til den, de viser overfor deres Tjenestefolk, som omhyggeligt – og uden Smil – kaldes Husassistenter. Men der er ogsaa et udmærket Kapitel om Livet udendørs, særlig paa Restauranter, som vi alle kan have godt af at indprente os, saaledes som de københavnske Restaurantforhold nu en Gang er. Hvor sandt er det ikke, naar Fru Gad siger: “Har man nogen Grund til at beklage sig over en Tjeners Adfærd, bør man henholde sig til Etablisamentets Ledelse, helst under fire Øjne, for ikke at have Vidner til den Ydmygelse det er, at Værten altid giver sin Tjener Medhold. Det synes, som om det altid er en Restaurantvært mere magtpaaliggende at staa sig godt med sit Personale end med sine Gæster, der derfor helst bør tie og finde sig i hvad som helst”.

Det er ikke alene de Forlovede og Uforlovede, de Gifte og Pebersvendene og de gamle Jomfruer, der kan høste Kundskaber af Bogen. Den har ogsaa et aktuelt Kapitel til de Skilte, som i den nyere Tid er blevet saa talrige, at enhver Familie er nødt til at tage Stilling til dem og indrette sin Omgang derefter. Fru Gad stiller sig paa det liberale Punkt, at hun siger, en Skilsmisse bør ordnes saa lidt stormfuldt som muligt, men de Skilte bør dog heller ikke være altfor gode Venner, efter at de er gaaet fra hinanden. Der kommer, hvordan de end bærer sig ad, et vist latterligt Skær og et lidt mormonagtigt Sving over for stærkt Familaritet mellem dem – naar f. Eks. en Mand ses stadig at optræde mellem to Koner, eller en meget skilt Frue bliver ved at komme sammen med flere af sine Mænd.

Der er baade Humør og sund Fornuft i Bogen; og den slutter med at give en Anvisning paa intet mindre end, hvordan man finder Lykken. At man kan opnaa saa meget igennem den, er maaske tvivlsomt – men det er sikkert, at man ved at følge dens Forskrifter saa omhyggeligt som muligt vil kunne gøre Livet nogle Grader behageligere, end det i Almindelighed er, for sig selv og sine Nærmeste.
F-th.



København, 29. december 1918.

Naar man er opdragne i dannede Forhold, er der jo meget i denne Bog, hvorom man maa sige til sig selv, det véd man. Men er man kommen fra mere jevne Forhold, er denne Bog jo et Skatkammer, for der er ikke den Situation i det ydre Liv, hvorom der ikke er givet et Raad og tilmed af en Dame, der er vel bevandret i alle selskabelige Former.

Men der er mere, og det gør Bogen god for alle Mennesker, der sidder inde med god Viden om al ydre Optræden. Der gaar gennem hele Bogen en saa elskværdig Stræben efter at faa det gode ud af Samlivet med andre, at man kan samle det i disse Ord: Gør langt mere for din Næste, end Du venter af ham for Dig! Giv mere, end Du modtager eller venter igen, og giv med Glæde og af et godt Hjerte. Dette alene vil gøre Dig rig og lykkelig inde i Sindet.

Saa tilføjer Fru Gad – vist ikke med Urette – tillige vil det være klogt og føre fremad i det Ydre. Bogen kunde godt haft en mere omfattende Titel end «Takt og Tone», for den rummer en Mængde gode praktiske Raad, f. Eks. Bygning af Sommerhuse, deres Indretning, Forvaltning, Raad m. H. T. Baderejse, landlig Gæstfrihed, Sport, Paaklædning dertil, altsammen friskt og fornøjeligt sagt og med en lun skælmsk Satire over Tidens Taabeligheder, hvorved man kender Forfatterinden fra de bekendte, ofte opførte Skuespil. Forfatterinden gør sig Umage for at ihjelslaa altfor gammeldags, kedelige Vendinger i Tale: «Værten bør, idet han rejser sig for at ønske Velbekomme, undgaa den klassiske Bemærkning: «Nu har min Kone ikke mere», hvilket var det, Gorm den gamle plejede at sige om sin Hustru Thyra Dennebod.»

Det allersmukkeste er dog det Kapitel i Bogen, hvor Fru Gad taler om, hvorledes man skal behandle Børnene. Det kunde kun en kærlig og erfaren Moder skrive. Alt i alt er Bogen en Hjemmets Bog, et Slags Leksikon for Velopdragenhed og smuk Opførsel, muntert og fornøjeligt skrevet.
M.M.



Klods Hans, december 1918.

Takt og Tone

Som det gode københavnske Publikums hævdvundne Anstandstante har Admiralinde Emma Gad grebet det rette øjeblik til at udgive en Katekismus for anstændig Optræden i alle Livsforhold — en Erstatning for Baron Knigges nu noget forældede Vejledning, der jo ikke kunde forudse en Tid, da Advarsler imod ikke at spise Sauce med Kniven eller møde til Middagsselskab i Smoking og gule Sko kunde anses for nødvendige.

Af Fru Gads Bog, der hedder “Takt og Tone”, skal vi anføre nogle faa typiske Eksempler:
Badning sker ved Badesteder om Sommeren. Man bader sig som oftest kun i Solskin og i Smiger, vil man endelig bade sig i Vandet, bør det kun ske ved 30. Celsius i Skyggen og i Selskab med det andet Køn, der ikke er saa kritisk overfor smaa Legemsfejl som ens eget. Badedragten bør mere tvangfri. Efter endt Badning lader unge Damer sig amatørfotografere. Selv om Amatørfotografen Ikke selv finder Anledning til at sikre sig Originalen, vil han ikke undlade at tilstille sine Bekendte Fotografiet der saaledes virker som billig og praktisk Reklame.
Ægtefæller og Forlovede opholder sig som Regel ikke samtidig ved samme Badested. Det er upraktisk og generende.

Laan. Laante Bøger leveres ikke tilbage.
Er der skrevet Navn i, udrives det Blad, hvor Navnet staar. En laant Paraply beholder man. Dog er det ikke ganske fint at tage den med ved Besøg i det Hjem, hvor man har laant den. Ejeren kunde maaske endda være uhøflig nok til at forlange den tilbage.

Bordkonversation. Naar man har en Dame til Bords, som man ikke har set i fjorten Dage, er det upassende at spørge til hendes Mand, selv om man kender ham. Det er Jo nemlig ikke sagt, at Fruen nu er gift med den Mand, man kender. I hvert Fald bør man i Forvejen sikre sig f. Eks ved at spørge: “Hvem er Fruen gift med i Øjeblikket?”

Kunstgenstande, man har faaet foræret ved festlige Lejligheder, bør man saa diskret som muligt skille sig af med. Majolika og Porcellæn slaar Husassistenten jo heldigvis hurtigt i Stykker. Mere holdbare Genstande, f. Eks. Blomstermalerier eller Sofapuder, kan man nemmest forære bort, dog ikke gerne til den, man har faaet dem af. Hellere til et Tyende, der bliver gift, eller andre, hvor man ikke risikerer, at Tingene kommer den oprindelige Giver for øje.

Hilsner. Gaar en Herre med en Dame og møder en anden Dame med en anden Herre, da skal den anden Dame hilse først paa den ene Herre. Gaar derimod en Dame med en Herre, som hilser paa to andre Herrer, der gaar med tre Damer, da skal den ene Herre hilse sidst paa den første Dame, derefter hilser den første Dame sidst paa den anden Herre. derefter hilser den sidste Herre først paa den sidste Dame og saaledes videre, til de alle har hilst paa hinanden. Hvis ingen af dem kender hinanden, maa man selvfølgelig vente, til der kommer en tredje Herre eller en fjerde Dame, som kender dem allesammen og kan præsentere Selskabet for hinanden.

Afsked. Er man i Selskab og ønsker at gaa tidlig, maa man ikke sige, at man keder sig eller er søvnig. Man finder let en mindre stødende Undskyldning, for Eksempel, at man skal ind i Brædehytten før Lukketid og have sig en rigtig stor Bøf med Spejlæg.

Visitter. Skal man paa Visit, bør man i Forvejen gaa ind paa en Kafé og lade Opvarteren i Telefonen under et eller andet Paaskud spørge, om Herskabet er hjemme. Er dette Tilfældet, kan man jo altid opsætte Visitten til en anden Dag.

Gør man Barselsvisit, er der jo desværre en vis Sandsynlighed for, at I hvert Fald Fruen (eventuelt en af Frøknerne) er hjemme. Sker Barselvisitten hos en Sognepræst, gør det et godt Indtryk, naar man lader et Ord falde om, at den lille har en paafaldende Lighed med Pastoren. Kan man ikke med Sandhed sige dette, bør man i hvert Fald være saa høflig at holde paa, at Barnet ligner Kappellanen.
Det lille ?


1919


Lolland-Falsters Social Demokrat, 10. januar 1919.


Klods-Hans, 17. januar 1919.


Vestjyllands Socialdemokrat, 22. februar 1919.


Verden og Vi: Fru Emma Gad.


1919.


Forfatterinden Fru Emma Gad har hos Gyldendal udgivet en længe tiltrængt tip-top-moderne Bog om Takt og Tone. Admiralinden har alle Betingelser for netop at skrive denne Bog, baade Livserfaring og den intime Forstaaelse af de gode Selskabs Former samt ikke mindst en usnobbet Hjertelighed og det rette Tag paa at skrive kvikt. – Lad os f. Eks. høre, hvad Fruen siger om det evigt aktuelle Spørgsmaal: Forlovelse.
[Herefter fulgte hele kapitlet om Forlovelse fra “Takt og Tone”.]


Hejmdal, 15. april 1919.

“Takt og Tone”.
Emma Gads “Takt og Tone” fortsætter med usvækket kraft sin Sejrsgang.
Gyldendal udsender om kort Tid 11. Tusinde.


Aalborg Amtstidende, 31. maj 1919.

Takt og Tone.
Fru Ella Taube er for Tiden beskæftiget med at oversætte Fru Emma Gads “Takt og Tone” til Svensk; samtidig oversættes den til Tysk af Fr. Ida Anders.



Klods Hans, 30. januar 1919.

Klokken 5, 18. marts 1919.

Emma Gads Bog “Takt og Tone”
er udkommet i 7. oplag.

Hvordan du skal klæde og føre Dig,
hvis en Dag Du alene vil jone,
kan Du læse om paa Side Hundred’ og ti
i Emma Gads Bog om “Takt og Tone”.

Hvordan Du skal smykke dine Stuer,
og hvordan Du skal kæle for Din Kone,
staar beskrevet i Kapitlet “Nødvendige Ting”
I Emma Gads bog om “Takt og Tone”.

Hvordan Du skal stramme Korsettet
paa denne dit Livs Cicerone,
bør Du læse i Afsnittet “Altid diskret”
I Emma Gads bog om “Takt og Tone”.

Hvordan Du skal sige Omforladelse,
hvis Du støder til en gammel, fed Matrone,
staar forklaret i Rubriken “Pinlige Ting”
I Emma Gads bog om “Takt og Tone”.

Rense Tæ’r, pille Næse, børste Støvler
er nødvendigt selv for Kongen paa hans Trone,
og de sindrigske Opskrifter faar man derpaa
I Emma Gads bog om “Takt og Tone”.

Kort sagt, hvis Du vil føre Dig ærbart,
saa spar sammen, læg Krone til Krone,
og køb Dig den højeste Livsvisdom til
I Emma Gads bog om “Takt og Tone”.
Prik


Illustreret Tidende, 2. marts 1919.

Emma Gad: TAKT OG TONE. Gyldendals Forlag.

Det er en forfærdelig Bog! —
Og det er dog saa god en Ide at skaffe de Mennesker, der føler Trang til at faa Besked om, hvordan de skal bære sig ad, hvis de vil handle efter Vedtægterne, en Bog at slaa op i. Men en saadan Haandbog skulde gerne være skrevet paa en saadan Maade, at der var Takt og Tone ogsaa inden i den, og ikke blot paa Omslaget.

I en Bog, der handler om det korrekte, vilde man være glad for at møde en korrekt og ulastelig Form for det sproglige Udtryk. Men man kan roligt sige, at en saadan Skændsel som Admiralindens Takt og Tone er der ikke i mange Aar overgaaet vort gamle Modersmaal. Man tror det ikke, før man ser det, at en dansk Forfatterinde, oven i Købet med en vis Anseelse eller dog et Navn, kan skrive som følger:

»Julen er en Ting, som Folk i de elleve Maaneder af Aaret ikke skænker en Tanke eller højst er enige om er en meget besværlig Ting, men som den tolvte rejser sig som en Kæmpe, som det er umuligt at diskutere med eller om.«

Julen er en Ting, som er en besværlig Ting, som rejser sig som en Kæmpe, som man ikke kan diskutere med!

Man skammer sig paa Forfatterindens Vegne.

Man maa ikke tro, at det er en enkelt, tilfældig mislykket Periode, jeg har draget frem, i Stedel for med Takt at lade den forblive i Mørket. Der er et rigeligt Antal Prøver af samme Art al vælge imellem;

»Det maa tilraades som Brudegave enten at raadføre sig med de nærmeste…» — »Et rundt Zinkbadekar og deri en Overskylning fra et Vandfad er overkommelig for de fleste.» — »Naar et Spædbarns Søvn aldrig maa forstyrres, saa er det ikke blot, fordi det kan være usundt, men ogsaa fordi en alt for pludselig Opvaagnen kan vække Skræk og blive en Spire til Karaktersvaghed.» – »Lykønskning er et stort Besvær og en betydelig Bekostning.»

Men der er ikke Aarsag til at opholde sig længere ved denne triste Bog, der har ødelagt et godt Emne — thi den sælges i Tusindvis af Eksemplarer, og mange Forældre nærer store Forhaabninger om dens gavnlige Indvirkning paa deres Afkom.
– –
Vort Livs Førelse er gennemflettet med Vedtægter og Sædvaner. Naar vi gennem Opvæksten er bleven opøvet til Sikkerhed i Brugen af dem, er de indenfor vor naturlige Kres som et Panser for os, bag hvilket vi kan beskærme vore ædle og private Dele.

Den, der bliver indenfor den Kres, i hvilken han er sat fra Fødselen, behøver ikke nogen Haandbog i »Takt og Tone« at lære af. Han ved i de paagældende Tilfælde, hvad der er Sted og Brug og kan ellers faa det at vide hos de gamle. Indenfor vor Almue findes der uskrevne, men strenge Love, for Livets ordnede Førelse, og disse Love overleveres som en Arv ned gennem Slægterne. Det vil være mange Byfolk ejendommeligt at se den overlegne Værdighed, hvormed en Bonde paa sin Gaard, kan modtage Gæster og gennemføre en højtidelig Fest paa den sikreste Maade.

Det er først, naar den enkelte føres udenfor disse Grænser, at han bliver usikker og spejder om sig efter en hjælpende Haand. Kommer en Hovedstadsbo ud i gammeldags Krese i en Provinsby eller paa Landet, gør han ofte et mærkværdigt sprællende Indtryk, alting bliver Overflade hos ham:, hans Smidighed forekommer leddeløs; paa den anden Side vil de, der udefra kommer ind til København, se deres massive Ro forvandlet til en ubehjælpsom Uflyttelighed; det er som om Himmelbjerget blev anbragt paa Raadhuspladsen.

Imidlertid løses saadanne Menneske-Disharmonier gerne af sig selv, idet de, som ikke skal sammen være, af Forholdenes Magt atter fjernes fra hinanden.
Noget andet er det, naar en ung Mand eller en ung Kvinde paa afgørende Maade og for Livet forlader sin egen Kres for at indtræde i en ny Verden. Det kan ske ved, at Vedkommende flyttes fra Land til By eller omvendt. Det kan ske ved, at Hovedstaden ombyttes med Provinsen eller det modsatte. Det kan endelig ske ved en Overførelse fra eet Samfundslag til et andet. Mangen Moder har med Ængstelse set sit Barn forsvinde sig af Syne, bort mellem et Mylder af fremmede Mennesker, og har følt en bekymret Angst ved Tanken om, hvorledes det skulde begaa sig. Mangen Yngling og ung Pige har med Spænding og under stor Usikkerhed følt sig stillet overfor en ukendt Verden, hvis Ansigt var som en Maske, der ikke forraadte det Indtryk, som den ængsteligt fremtrædende gjorde paa dem.

Der er dem, der med Frejdighed tager det ny Land i besiddelse. Der er ogsaa dem, der aldrig helt faar gjort sig til Herre derover, fordi der ingen Vejledning beredes for dem.

Fru Gads bog vil blive grebet som et Halmstraa af adskillige uøvede Svømmere, hvem Livets Hvirvel truer med, at gaa over Hovedet. De vil kunne finde besked om adskilligt af, hvad de ønsker oplyst, i denne bog, men man maa inderligt haabe, at de vil undgaa at tage ved Lære af den snævre og i Ordets bedste Forstand takt- og toneløse Beregning der besjæler alt for mange af dens Anvisninger.

Jeg erindrer, at der for mange Aar siden udkom en nem lille Haandbog, der hed »Man skal aldrig«; formodentlig var ldeen laant fra et andet land. En saadan Række korte Anvisninger paa, hvorledes man skal te sig i det ydre, for at man ikke skal vække Mishag, vil altid være til Nytte og Glæde for en Del. Vil man derimod skrive en stor Haandbog i den Kunst at omgaas Mennesker, bør man, som Eksemplet viser, være i Besiddelse af en virkelig stor og udsøgt Overlegenhed og en udpræget satirisk Evne for at kunne slaa til.

Det var i Slutningen af det 17. Aarhundrede, at de første Træk af rationel fransk Livlighed i Omgang naaede til os. Den gamle Præst Peder Syv omtaler saaledes lejlighedsvis, at det nu er blevet Sædvane, at man lader den fremmede Gæst gaa først ind ad Døren og selv følger bagefter.

Da Fader Holberg kom hjem fra Paris, vidste han adskilligt om moderne Levemaade og gav i sine Komedier Vink derom. Det var ikke længere passende at nøde sine Gæster til at spise og drikke. Man skulde ikke være altfor højtidelig og snærpet i sit Væsen, men sætte Honnettiteten noget til Side. Og man skulde ikke holde Haauden for Munden, naar man gabede, men forvandle Gabet til et Suk.

Skikken med at holde Haanden for Munden har dog sejrrigt hævdet sig gennem to Aarhundreder efter Holbergs Tid. Derimod følges Opfordringen til at sætte Honettiteten til Side i stadig højere Grad.
Hans Brix.


Dagbladet, 12. juni 1919.


Social Demokraten, 2. maj 1919.

Scala bød i Aftes paa Revy-Premiere. Og for at sige det straks: Mage til Pragtudfoldelse i Dekorationer og Dragter har Hr. Skaarups Teater aldrig udfoldet, hvad der vil sige ikke saa lidt.

Men «Revy» var der til Gengæld yderst lidt af. Revyerne skal først og sidst præges af Visens Satire. Men der var kun en eneste første Klasses Vise, som foredroges af Alstrup. Den har Omkvædet «Sikke han kan og saa saa længe». Den er om faa Dage kendt over hele Byen.

Alstrup var overhovedet Aftenens Helt lige fra sin Entré, da han, modtaget af et trofast Publikums larmende Bifald, kiggede i Bogen «Takt og Tone», der hang ved hans Bæltested, og sagde: «Lad os se, hvad min gode Veninde, Emma Gad, siger i en saadan Situation». Hans mandlige Kolleger have absolut ingen Opgaver, der svarede til deres Ævner som Revyskuespillere. Stribolt var heldigst som Tamburmajor, og Laurits Olsen sled tappert for at faa noget ud af et Par Viser, som dog savnede det rette Slag.

Blandt Damerne gjorde Stella Kjerulff sig bedst i en Danseduet med Bruno Türen. Den var pudsig i al sin Fjollethed. Og Liva Olsen havde flere Gange Lejlighed til at yde smuk Sang.

Men det var Pragten, der bedaarede Scalas Publikum, akkurat ligesom «Aladdin» det kgl. Teater. Man kan nævne for hver Akt med Underafdelinger en saadan Rigdom i Dekorations- og Kostumeoverflod, at det kunne se ud, som om Skaarup har villet slaa Johannes Poulsens Rekord.

Sidst og ikke mindst gjorde de i Revyen indlagte Danse stor Lykke. «Scalas engelske Kompagni» med Solveig Oderwald-Lander indledede her, og der fortsattes med den henrivende Madame Karina, som til Slut sammen med Frkn. Oderwald-Lander og Kiss Andersen præsenterede en meget yndefuld Trio.

Der var enkelte svage Punkter og Banaliteter i Revyen, men Folk glemte alt over den Skaarupske Overdaadighed. Der ofredes Masser af Blomster, og en lang Række Fremkaldelser fulgte, da Tæppet faldt.
K.


Sorø Amts Dagblad, 3. maj 1919.

Det Aretander-Kjerulffiske Værk med Titlen “Takt og Tone”, som hele København og det halve Land havde ventet paa, blev lidt af en Skuffelse, ganske vist er der vist aldrig set et saa vanvittigt overdaadigt Udstyr før paa “Scala”, men man manglede nogle smældende Viser, og de Viser, som hele Danmark skulde have nynnet paa til næste Scalarevy; kun een Vise med Refrainet “Sikke han kan -” slog ved Carl Alstrups Hjælp igennem.
Den engelske Bellarina Mlle Carina med sin Dusin engelske Danserinder blev ogsaa en Skuffelse. Publikum syntes i det mindste bedre om Fru Solveig Oderwalde-Lander. Revyen begynder iøvrigt med en morsom Amalienborg Akt, hvor Hr. Stribolt er en trivelig Tambourmajor, og derefter gaar det pr. Rundrejse hele Jorden over.

Fru Emma Gad sad i Parkettet og morede sig over den Halløj, der blev lavet med hendes Navn og berømte Bog, “Takt og Tone”.


Kallundborg Avis, 11. juni 1919.



Aalborg Stiftstidende, 13. november 1919.
Storm Petersen synes at ville gaa Fru Emma Gad i Bedene. Den muntre Mand har i hvert Fald udsendt en Række nye Historier med Fællestitlen “Takt og Tone”.




Svikmøllen 1919: Hvordan Emma Gad fik ideen til Takt og Tone.


Uddrag fra Blæksprutten 1919.


1920


Aarhus Amtstidende, 7. februar 1920.



Mange forskellige udgivelser siden 1918.
Hver med sit cover – men med samme indhold!