Mørket og Lyset 1914

Fru Martins Magasin
Efteraar 1914



UDLÆNDINGE Syd fra, som har opholdt sig her i længere Tid, plejer at sige, at den værste Anstødssten for dem ved vort Klima er Vintermørket. „Vi kan finde os tilrette med Kulden og Blæsten, Sneen og Sølet,” klager de sig, „men Bælgmørket, der vælter ned over os midt paa Dagen ved Tretiden, og varer til næste Formiddag Kl. 10 for at forvandle sig til nogle faa Timers Tusmørke, det virker forfærdelig knugende paa Sindet.”

Vi andre føler det ifølge Vanens Magt ikke saa stærkt. Vi kender det Fra Barnsben, og vi fylder efter Evne i den mørke Tid vort Hjem med Hygge og Kakkelovns-Lunhed. Dog, det kan jo ikke nægtes, at selv om Elektriciteten er kommen som en stor Lysbringer, saa føler alligevel ogsaa vi Nordboer Mørketiden som noget trist, der fra Naturens Haand er blevet os tildelt. Det ses bedst af den Glæde, hvormed man ud paa Vinteren siger: „Nu kan man da mærke, at det gaar fremad med Dagene,” og den halvt ubevidste lille trykkende Fornemmelse, hvormed man, naar Sommeren lider, trods Blomsterfylde og Solskinspragt, mærker, hvordan de lyse Aftener med de sarte Opalfarver svinder lidt for hver Dag, der gaar, ganske, ganske lidt, for til sidst at ende i Decembers kulsorte Nat. Og midt i denne kommer saa Vinterens store Fest.

Uden at vi gør os det ganske klart, betyder maaske Julen saa meget for de fleste af os, fordi den er Lysets Fest midt i Mørket. Som saadan fejredes den jo allerede af vore hedenske Forfædre med osende Begfakler i Bjælkehallen, formodentlig med en Glædesfornemmelse over, at nu kunde det dog ikke i denne Omgang blive værre. Slemt nok maa det jo ogsaa dengang have været.

Alligevel, noget i den Retning er det vel, at vi er undergivne, ja, ogsaa vi. Selv for dem, der ikke føler noget ved det Aandens og Hjertets Lys, der tændes Juleaften, fejres vist alligevel i alle Sind en Lysets Fest rent bogstaveligt set, fordi man trænger til det. Lysene tindrer i Mørket fra det tændte Juletræ, fra Kirkernes aabne Døre, fra de illuminerede Butiksvinduer, fra de festlige Prismekroner i Hjemmene som en Forjættelse om, at Lyset vil sejre over Mørket og Solen atter straale og varme ad Aare.

Naar man ser paa Julen fra det Synspunkt, som den Trang midt i Mørket til Lys og Fest, der ifølge Aarstiden bunder dybt i Nordboens Sind, uanset hvilken Tro han dyrker, saa staar det en klart, hvor Ørkesløst det er at ville modsætte sig alt det unødvendige Postyr, der følger med den. Saadan skal det nu engang være.

Man maa heller glide med Strømmen og med Resignation og godt Humør tage imod alle Besværlighederne: Julens hæsblæsende Travlhed til ingen Nytte, dens uforholdsmæssige Kostbarhed, dens — tør man sige det —nu ja — dens Kedsomhed. For oprigtigt talt
— naar man ellers er vant til lidt Samkvem med Mennesker og naar man er naaet ud over de Aar, hvor en Gyngehest eller en gulhaaret Dukke ikke mere staar for en som Ønskernes Maal og et Juletræ bedækket med Flitterstads fra Nürnberg ikke længer er Indbegrebet af festlig Glans, saa er jo i Virkeligheden ikke Juleugen i sig selv saa særdeles underholdende eller interessant, undtagen for saa vidt man finder Glæden ved at betragte Børnene. Lad os se —

Juleaften oprinder omsider efter megen Løben om, slemt Hovedbrud, og fortvivlede Kampe med ens Pengepung, der absolut ikke har villet strække sig saa langt, som de uafviselige Krav fra alle Sider forlangte. Det kender vi alle. Endnu op ad Dagen husker man paa noget saadant, som at man har glemt en gammel Veninde, der plejer at faa en Gaas og en forhenværende Stuepige i en Stiftelse med et Pund Kaffe m. m. Man har ikke Pengene, de har forlængst sagt Farvel, og hvad man skulde leve af Resten af Maaneden, er efter meget Hovedbrud omsat i ubrugelige Julegaver. Man endevender forgæves Pengeskuffen, og slaar omsider ned paa et lille Beløb reserveret for en Nytaarsregning. Lige meget — alt forsvinder i Julens store Svælg, og de ubarmhjertige Følger maa komme bagefter. Altsaa — Tingene købes og forsendes med mange Vanskeligheder, fordi Bud ikke er til at faa, Blomsterpotter og Buketter ankommer og sendes videre med omskiftede Kort, Borde og Gulve flyder med Papir, Postbude vil have Kvittering for Pakker, Telefonen og Dørklokken kimer.

Naar saa endelig Øjeblikket er der, hvor man sætter sig til Bords for at nyde Risengrøden og Gaasestegen, som maaske ikke netop er ens Livretter, saa er alle i Grunden dødtrætte og desaarsag mindre livlige. Det glemmes for en Stund ved Børnenes Glæde ved Juletræet og Gaverne, men naar de kære Smaa, søvnige og tilpas uartige af den overvættes Nydelse, er bragte af Vejen og naar de Voksnes overflødige Gaver er vekslede med lidt gensidig Flovhed, fordi Skikken er saa urimelig, ja, saa kommer Slaphedsfølelsen ubønhørligt igen. Og det er jo ikke egnet til at hæve Stemningen, at man sætter sig til at spille Lotteri om Smaating med Tante Line og Tante Rikke og Onkel Hans og de andre lidt bedagede Slægtninge, der er selvskrevne Gæster ved Julebordet. Imidlertid — det hele gaar saa nydeligt — Velvillien er almindelig, selv om Trætheden og den tunge Mad i Forbindelse med rigelig Nydelse af Marzipan hist og her frembringer en let Gaben. Men naar man saa første Juledag ved Pragtmiddagen hos sin Svoger Etatsraaden atter ser Tanterne Line og Rikke tone frem i sort Silke og Krepsjal, og anden Juledag hos en Fætter ligeledes og Søndagen mellem Jul og Nytaar og Nytaarsaften o. s. v., og alt overhovedet er ens undtagen Maden — maaske — ja, saa er det jo, at den almindelige Gaben bag Vifter og Julehefter bliver mere eftertrykkelig, og man føler sig absolut støvsuget for Ideer, Indfald og overhovedet Tanker. At det virkelig forholder sig saaledes, ses bedst af, at Samfundet gaar ud fra som noget selvfølgeligt, at de menneskelige Aandsevner i væsentlig Grad forringes i de Par Uger, Julen har Hævd paa at vare. Hvad der bydes af saakaldte Julefortællinger og Vittigheder i Almanaker, Hefter og Føljetoner vilde jo simpelthen aldrig gaa i Folk paa nogen som helst anden Aarstid, ligesom Teatrene ved Juletid som bekendt snarere gaar ud paa at fremkalde en letvakt rørt og hyggelig Stemning end at ægge Intelligensen til Eftertanke og nyt Udsyn. „Ved Juletid — hvad” — siger Direktørerne med et Skuldertræk.

Men nu er der i de senere Aar sket det, at Ungdommen, der jo i vore Dage er lidt rebelsk overfor det Overleverede og højlydt erklærer det for kedeligt, har faaet Mod til at echappere ikke saa lidt fra al denne hjemlige Julestemning med Tanter og Pebernødder og hemmelig Gaben. En ny Art af Juleglæde og Nytaarsløjer er derved opstaaet, nemlig paa de store Restaurant-Etablissementer og Hoteller. Deres Marmorsale og Palmehaver oplyses i Juleugen med festlig Pragt, prydes med Gran og Julekærter og aabner deres Fløjdøre paa saa vid Gab som muligt for at modtage alle de letsindige Unge, der heller vil flirte og danse Tango i up to date Toilette til et stort Orkesters Toner end spille Lotteri der hjemme med Familiens bedagede Slægtninge. Det er beklageligt, men saadan er det, og Ungdommen kan med nogen Ret gøre gældende, at den ikke kan gøre for, at Fortiden ikke har forhindret en saadan Sammenhobning af Helligdage og Familiesammenkomster med hjertelig Stemning. Lille Juleaften og Store Juleaften og første Juledag og anden Juledag og en Mellem-Søndag og Nytaarsaften og Nytaarsdag. „Der er mere, end man kan tage,” mener de. „Man kan ikke være Familiemenneske i en saadan Udstrækning, selv om ved Gud Tanterne Line og Rikke er rigtig hyggelige og rare! Har de unge Rebeller Ret? I hvert Fald — det er ikke værd at dømme dem for strengt for deres Opsætsighed mod Familietraditionerne. Den Tid kommer tidsnok, hvor det er dem, der er de Bedagede og maa nøjes med Hjemmets Risengrød eller rettere sagt det, den symboliserer. Og da vil de ogsaa være blevne erfarne nok til at forstaa, at Hjemmet, Slægten og dens gamle Venner trods alt er det Grundlag i Livet, hvor éns Fod staar sikrest fast. Og det er paa det Grundlag, de samles i Julen. Naar vi synes, det kunde være lidt morsommere, saa behøver vi blot at tænke paa, at hvis vi sad et eller andet fjernt Sted paa Kloden — alene — saa vilde Juletræet og Tanterne Line og Rikke staa for os paa den fremmede eller ensomme Juleaften i Mindernes og Ønskernes Glans. Vi vilde da tænke, hvor var det kønt og rart. Men lad os saa ogsaa tænke det, mens vi har det! Vi formaar dog ikke, hvor meget vi end stritter imod, at forvandle disse Traditioners Familiedage til nogle almindelige Aftener som alle andre. Dybt, dybt i vor Bevidsthed ligger den Følelse, at man i Julen maa samles med dem, der har holdt af os Livet langt. Det er med dem, vi har virkelig kær, at vi maa fejre Lysets Fest i Mørket.
EMMA GAD.