Vort Befindende 1915

pixabay

I vore Bedstemødres Tid betragtedes det absolut ikke som fint at være syg, og som Følge deraf blev man heller ikke tidt syg. Eller man lod i hvert Fald saa vidt muligt, som man ikke var det, og det hjalp godt. Denne Fortidens Dame-Uvilje mod Sygdom – man kan næsten sige Foragt for den, – er endnu kun bibeholdt paa ét Sted, nemlig ved Hofferne, hvis kongelige og kejserlige Patienter ifølge Bulletinerne plejer at befinde sig bedre og bedre, indtil det Øjeblik, hvor de efter et velanvendt Slotsliv gaar over til en om mulig endnu bedre – saakaldet højere Tilværelse.

VORT BEFINDENDE

Men i denne Henseende som i saa mange andre er der, til Gavn for vor udmærkede Lægestand, i den sidste Menneskesalder sket en væsentlig Forandring til det Bedre, eller om man vil, til det Værre, for nu er næsten Alle syge – i alt Fald hører det med til den bedste Tone at være det. Jo flere Hospitaler og Klinikker der laves, jo mere overbelagte er de, og intet Konversationsemne er mere up to date end Operationer og Udskrabninger, Klinikophold og Konsultationer. Hvis f. Eks. Kamma Rahbeck eller Ida Brun, Grevinde af Bombellas med Attituderne kunde se ned fra deres descente og æteriske Himmel, vilde de sikkert forbavses ved at høre Damer i Selskabslivet diskutere Vægtfylden af en Ovariesvulst eller Forviklingerne ved en Barselaffære, og hvis man i deres Tid havde stillet dem Valget mellem at dø paa Stedet eller lade sig undersøge indvendig af et Par Mandfolk i Kitler, vilde de uden Vaklen have valgt Døden, selv om den er haard at gaa paa.

Politikens Dametidende, 3. oktober 1915.

Men Tidsaanden veksler. Den Gang var Helbredet et Begreb, som de fandtes mest passende at holde diskret Baggrunden og betragte som det selvfølgelige Grundlag for en skønhedsbevidst Livsførelse. Nu er vort Befindende blevet til at Samlingsmærke, hvis Trompetfanfarer uophørligt blæses ud over Samfundet. Populære Sundhedslærebøger med Illustrationer af flaaede Mennesker viser sig i Boghandlervinduerne, Fysiologer udsender Flyveskrifter om, hvad man skal spise, og hvorledes man skal spise; det ene Tiaar docerer de Mælkekurens Ufejlbarlighed, det næste deres Skadelighed. Hygiejnikere paabyder det altid lydhøre Publikum skiftevis Brugen af koldt Vand og varmt Vand, aabne Vinduer i Frostnætter eller vel opvarmede Sovekamre, snart Uld inderst paa Kroppen, snart ingen Uld snart bare Kneipp-Fødder i vaadt Græs, snart tørre Solbade i steghedt Sand. Helbreds-Systemer og Leveregler udskriges og forkætres, opstaar og forsvinder, saa at Forvirringen snart er saa komplet, at man kun har at holde sig til, hvad en haandfast gammel Dame sagde, da man fraraadede hende en rørig Spise:
“Jeg skal sige jer, Børn, hvad jeg kan lide, det kan jeg s´gu taale”. En lige saa behagelig som anbefalelsesværdig Leveregel.

Ved at ordne nogle Papirer fandt jeg et Brev fra 1836 fra min Bedstemoder i Kristiania til min nygifte Moder i Kjøbenhavn. I de kærlige Formaninger stod der blandt andet:

“Jeg tilstaar, min kære Sophie, at du ikke har saa mange fysiske Kræfter som dine Søskende, men arbejd af al Magt derimod, og gør ikke din Mand ked deraf ved at klage. Men en stærk Vilje kan du overvinde din Svagelighed, og saa meget kender jeg Peter og hans Kærlighed til dig, at han ikke vil overanstrenge dig over Kræfterne. Men din Pligt er det at styrke disse Kræfter paa alle Maader, da jeg ikke kan tænke mig en større Ulykke for et Hus end en svagelig Kone.”

Hvorledes vilde nu om Stunder denne Moders kærlige Ord lyde? Mon ikke noget nær saaledes:

“Vær ikke uforsigtig, min kære Sophie, anstreng dig ikke. Du véd selv, at du er ikke stærk. Lov mig, at hvis du ikke befinder dig helt vel, du da i Tide henvender sig til en dygtig Specialist og lader ham foretage en grundig Undersøgelse af dine indvendige Organere. Jeg véd, at Peter vil give mig Ret. Hans Kærlighed til dig er saa stor, at han ligesom jeg vil mene, at dit Befindende er det vigtigste af alt.”

Vi véd Alle, at saadan omtrent vilde der staa, og vor Tids meget sarte Sophie vil formodentlig blive til en Chaiselonguedame, hvorimod Datidens Sophie, ifølge Tidsaanden, undlod at tænke videre paa sit Helbred og udviklede sig til et særdeles livskraftigt Individ, der skænkede sin Peter fem sunde Børn.

Der er ikke noget at tilføje – hver Tidsalder har sit Ideal. Der er kun det lille Sidespørgsmaal at opstille, hvilken af de to Livsopfattelser er den behageligste for Peter. Men det kan jo være, at vore Dages Peter i det Forhold overhovedet ikke skænkes en Tanke.
E.G.