Etiketten for Fraskilte 1910

18. juli 1910.
For nogen Tid siden hændte der mig den lille selskabelige Fatalitet, som jo kan indtræffe for enhver, at jeg ved en Koncert kom til at sidde mellem to af mine Venner – Fraskilte, som hver for sig var der med en ny Ægtefælle. Situationen var altsaa lidt pinlig, da de to hørte til den Art Fraskilte, der bærer Nag.

Jeg forsøgte i Pavserne mellem Numrene efter Evne at være charnant afvekslende til højre og venstre, men op naaede ved denne Upartiskhed vistnok kun at lægge mig saa smaat ud med dem alle fire. Opfyldt af dette sørgelige Indtryk gik jeg paa hjemvejen og tænkte paa – ligesom Hr. Flovmand – hvad jeg da kunde have gjort, men jeg fandt i min Tanke ingen Angivelse af, hvordan Situationen da egentlig kunde være klaret endu mindre for de Fire, ifald Tilfældet ikke havde anbragt mig som en Stødpude imellem dem. Vilde de da have siddet ved Siden af hverandre i stejl Dysterhed med Blikket ud i Rummet, eller vilde de have studeret Programmets Annoncer om Flygeler og Klaverundervisning ti Gange igennem! Vilde de have taget Tyren ved Hornene og under de omsiddende Bekendtes Fnisen have konverseret og presenteret, eller vilde den ene af Parterne resolut have ofret de temmelig dyre Biletter og absenteret sig? Sige det, hvo der kan.

“Det er virkelig vanskeligt,” tænkte jeg. “Mens man ellers aldrig i Omgangslivet svigtes af de forlængst vedtagne Regler for Optræden og Handlemaade, som man trygt kan navigere efter, saa er der ved det mere nyopdagede Land: Skilsmissen, en Mængde endnu ikke kortlagte Øer med farlige Rev og undersøiske Skær, som volder megen Usikkerhed ved den selskabelige Sejlads. Hvor kan man nemlig undgaa at støde paa Skærene – Ægtefolk har jo altid haft saa meget tilfælles – i det mindste Venner, Leverandører, Klinikker m. m.”

Dog, til daglig Brug klarer man den jo nogenlunde ved at se ind ad et Vindue eller fordybe sig i “Zeitschrift für Gartenlaube” paa Tandlægens Ventebord. Derimod ved alle Familiebegivenheder – og disse møder op ligesaa ubarmhjertigt som Jul og Fødselsdage – føles det øjeblikkelig, at man indtil videre mangler en Rettesnor.

“Skulde jeg da,” funderede jeg videre, “begrundet paa en Del selskabelig Erfaring og i noget Kendskab til Skilsmisser i min Omgang, være den af Himlen udsete, den Profet, der er opstaaet i Israel til at lede Folkets Fod paa disse vildsomme Stier ved Affattelse af nogle klare og udtømmende Regler for Etikette mellem Fraskilte? Vilde jeg ikke ved at søge at løse denne Opgave, øve en Velgerning mod det moderne Samfund og erholde en Berømmelse paa Højde med den, der tilfaldt hin udødelige Knigge efter Udgivelsen af hans “Omgang med Mennesker”?”

Det stod mig klart, at Geniets rette Væsen ikke er straks til at svare, men at spørge. Altsaa begyndte jeg med i Tanken at opstille en Række Spørgsmaal af de alleralmindeligste Tilfælde. Som nu f. Eks. rent selskabeligt set:

Hvorfor udgaar der ikke trykt Meddelelse om et opløst Ægteskab ligesaa vel som ved et forestaaende?

Man vilde derved forskaanes for Spørgsmaal til Ens forrige Ægtefælles Befindende, naar man er midt i Hvedebrødsdagene med en Anden.

Eller – naar man i et fremmed Hus af en intetanende Værtinde bliver forestillet for din Forhenværende, som staar der med sin Nuværende, skal man saa give den Aandsfraværende og lade, som om man ses for første Gang, eller skal man veksle Haandtryk som gamle Venner?

Og hvordan faar man de utallige Dobbeltfotografier beslaglagte, som fra Ægteskabets første Dage er spredte paa Veninders Skriveborde og Venners Kaminhylder?

Eller hvis man af en bekendt Kunstner er bleven malet i Dobbeltportræt og senere skilles? Hvad gør man med dette Kunstværk, forudsat at Maleren er uvillig til at flække det?

Og nu Indgaaelse af det ny Ægteskab? Skal man sende Kort eller anden trykt Meddelelse til sin forrige Ægtefælle? Eller skal man sende et par venlige Ord med Tak for mange overstandne Glæder og Sorger? Eller skal man betragte det som mest taktfuldt at tie bomstille og overlade det til Pressen?

Og hvordan klarer man sin Sølvbryllupsdag med sin Fraskilte? Sender man Blomster? F. Eks. en Kurv som det mest passende Symbol – eller et Festtelegram – eller er det mest korrekt, selv om der er fælles Børn, at lade Dagen drive over med en stille Tanke?

Dog – vanskeligere endnu bliver det, naar man kommer til de kirkelige Familiehøjtider, som endnu stadig er ombølgede af en vis Respekt og Anstandsfølelse. Konfirmationerne gaar vist nogenlunde ubemærkede hen og klares net med et tilsendt Ur med Kæde fra den fraskilte “Forælder”. Men Bryllupperne!

Naar en Datter af fraskilte Forældre har opholdt sig hos Moderen, der er gift igen, skal saa hendes oprindelige Fader føre hende op ad Kirkegulvet som Brud, eller paahviler dette ærefulde Hverv den tilgiftede Fader – altsaa Moderens ny Mand, siden Bruden har boet i hans Hus og er opdraget paa hans Bekostning? Gud véd, om man ikke ofte klarer dette endnu noget vanskelige Spørgsmaal ved et stille Bryllup i Ballerup.

Eller hvis Bruden har boet hos Faderen, og dene har en Frue Nr. to, skal saa den kødelige Moder indbydes til at overvære Vielsen, og skal hun i saa Fald anvises Plads nærmest Datteren, saa at Faderen kommer til at sidde paa Rad med sine to Hustruer? Elle skal en af Mødrene hengemmes i Pulpituret og da hvilken? Indtil videre løses vist Spørgsmaalet hyppigst med Tilsidesættelse af alle kirkelige Hensyn ved et borgerligt Bryllup.

Naar man nu vender sig fra Glædens Fester til Sorgens, de mere ophøjede, mere lutrede – ja, Begravelserne, hvad saa! Naar ens fraskilte Hustru gaar ind til et bedre Liv, hvor man skal forenes igen – altsaa borgerlig talt – hvis hun dør, sender man saa Krans? Følger man? Og tager man eventuelt sin ny Kone med? Forlader man for en Stund det røde Slips og anlægger et mørkere Snit? Sender man sin høje Hat til Florpaasætning, og sætter i saa Fald Højden af dette til Nær, Nærmere eller Nærmeststaaende?

Hvis man efter Raadslagning med sin ny Viv gaar hen til sin forrige Kones Jordefærd, farer man saa frem med de andre Nærstaaende og bemægtiger sig Kistens ene Forhjørne, mens Ens Efterfølger i Embedet vandrer ved det modsatte Baghjørne?

Eller hvis man havde Børn med den Hedengangne, og disses eller Ens egne Venner er med i Følget, stiller man sig saa op ved Siden af sine Børns Stedfader og takker af ved Kirkedøren, eller optræder man beskedent som én af Følget og lader sig takke?

Alt dette er det altsaa nemt nok at stille op, men Svarene! De allermest dagligdags Ting bliver vanskelige ved Sammenblanding. Naar man f. Eks. møder sin fraskilte Hund paa Gaden, og den i henrykt Genkendelse ikke vil forlade En, skal man saa, naar dens nuværende fløjtende Ejer paa Afstand – nej, jeg maa hellere give tabt – Spørgsmaalene taarner sig op som Skrueis – stadig flere! Jeg maa opgive at blive Samtidens Knigge – det er blevet for indviklet siden hans Tid. Det. Knigge støttede sig til, var Praksis, og vi Andre staar overfor noget Nyt, hvor Ingen rigtig har Mod til at være blandt de første, der bryder Bane.

Jo, naturligvis enkelte.

Jeg maa her mindes hin uforfærdede Jægermester, som var en af de Faa, der har formaaet at betræde ubanede selskabelige Stier. Han sammenkaldte Slægt og Venner til en festlig Middag paa sit Fædrendegods, rejste sig ved Stegen, takkede i følte og varme Ord sin kære Hustru for behageligt Samliv i de forløbne Aar, hvorpaa han deklarerede hendes Forlovelse med en tilstedeværende Ven af Huset og ønskede det nyforlovede Par Held og Lykke i Fremtiden.

Havde Mange det Mod som han, vilde den herskende Usikkerhed hurtigt aftage.
Emma Gad.