En Advarsel 1890

PERSONERNE:

FRITZ ROSEN. ANNIE, hans Hustru.
STUDENT KRUSE. OBERSTEN.
OBERSTINDEN. EN TJENER.



7. SCENE Rosen. Annie.
ANNIE (tilsynelad ende overrasket). Men Gud, Fritz, hvordan er det — er Du der?
ROSEN (irriteret) Ja, jeg er her, som Du ser, og jeg har været her hele Tiden.
ANNIE Hvordan — hele Tiden — hvad mener Du?
ROSEN (kaster vredt Buketten fra sig) Naa saadan er Du altsaa, naar det kommer til Stykket! Der slap de ud, dine ærbare Talemaader om Kærlighed for Livet og Familielykke og Følelse for Hjemmet og hvad det altsammen er. Det er maaske en Adspredelse, Du ofte dyrker?
ANNIE Hvilken, Kære?
ROSEN Hvilken I Som om jeg ikke har baade set og hørt, hvordan Du med det mest udfordrende Koketteri sad der og optændte den Fyr til en Kærlighedserklæring blot for at have den Tilfreds­stillelse at høre paa hans lyriske Udbrud. For Du vil da vel ikke bilde mig ind, at Du er forelsket i ham — det manglede blot.
ANNIE vender sig bort og smiler.
ROSEN Du tier — ikke en Undskyldning har Du! Paa den Maade gantes Du altsaa med det, der bør være en ung Kone det vigtigste af alt.
ANNIE Hvad er det, der bør være en ung Kone det vigtigste af alt?
ROSEN Har hun nogen anden Opgave end at værne om den?
ANNIE Ja, det ved jeg dog ikke. De Herrer, der gør Kur til mig, og Du ser, de findes ogsaa — de plejer at sige, at en ung Kone ogsaa har andre Opgaver.
ROSEN Hvilke, om jeg tør spørge?
ANNIE For Eksempel at være indtagende og gøre Indtryk.
ROSEN Man har altsaa vovet, at —
ANNIE At sige mig det! Aa Gud ja! Jeg har saamænd tidt nok hørt, at, en ung Kone netop har en sælsom Tiltrækning, en egen Magt til at ægge og besejre Mænd med fint Koketteri.
ROSEN Og de Flovser hører Du paa?
ANNIE Hvorfor ikke! Det er altid godt at lære den Magt at kende, som man har.
ROSEN Vil Du dermed antyde, at Du har den Magt?
ANNIE Herregud, jeg er ikke af Stok og Sten, ikke heller grimmere end saa mangen Anden. Hvorfor skulde jeg ikke ville have min Del af det, hvormed Kvinden hersker over Verden?
ROSEN Fordi Du har en Mand, hvem Du skylder at opføre Dig, som det sømmer sig en gift Dame. Tror Du, jeg vil finde mig i den Slags Fjas?
ANNIE (smiler) Kære Fritz, Du er da for overlegen til at være smaalig i det Kapitel.
ROSEN Paa det Punkt er der Ingen, der taaler Spøg.
ANNIE Ikke ! Nej, Himlen skal vide, at der taales ikke meget i vort artige, snærpede, sippede Samfund. Vi skal alle til Hobe være saa stive som gamle Kancelliraadinder.
ROSEN Da vil jeg dog sige — (stanser og ser paa hende) hm —
ANNIE Og ifald Du blot kunde forstaa, hvad det vil sige for en ung Kone at have lidt Herretække, lidt af den medfødte Tiltrækning, der er saa uforklarlig, saa vilde Du — ja, vær ikke vred — saa vilde Du dømme mindre spidsborgerligt og mindre filistrøst om det, der er Livets fineste Buket.
ROSEN (ser uvist paa hende) Hm — sig mig (forlegen) Annie, sig mig, vidste Du, jeg var der inde?
ANNIE (drillende) Tro det eller tro det ikke, ganske som det behager Dig. Du holder jo netop af det Pikante og Uvisse.
ROSEN Annie, pin mig ikke.
ANNIE (ordner noget paa Bordet) Det er egentlig en køn Ramme om det Billede, synes Du ikke?
ROSEN Annie, sig mig det, hører Du!
ANNIE Maaske, men paa een Betingelse.
ROSEN Og det er?
ANNIE At Du vil spasere med mig ved Mølleaaen i Aften.
ROSEN Naturligvis. Det var jo allerede en Aftale.
ANNIE (ler) Naa, det huskede jeg ikke.
ROSEN (indtrængende) Sig mig det saa — vidste Du, jeg hørte paa det?
ANNIE Nu vel, ja, Fritz, jeg vidste det.
ROSEN Gudskelov, jeg var helt uhyggelig til Mode.
ANNIE Det synes altsaa, som Mændene ikke er saa overdrevent liberale, naar det gælder dem selv.
ROSEN Var det din Hensigt at erfare det?
ANNIE Nej, det vidste jeg. Det var min Hensigt at give Dig en Advarsel.
ROSEN (lidt nølende) Tilgiv mig, Annie, jeg havde maaske fortjent den.
ANNIE Maaske. Derfor, mærk Dig den vel. Tag Dig i Agt. Naar Du for Fremtiden lader Dig lokke af den erotiske Sommerfugleflugt, som Du sætter saa megen Pris paa, saa kunde Du godt risikere, at ogsaa jeg gav mig til at flagre — ad en anden Kant.
ROSEN Nej, jeg beder Dig, bliv, hvor Du er. Naar Du føler Trang til at blive gjort Kur til, saa er jeg til Tjeneste. Nu har jeg set, at Du forstaar at tage imod den.
ANNIE Jeg takker, og siden Du ikke er ganske -uøvet, saa begynd straks.
ROSEN Godt. Maa jeg saa bede om et Kys til Tegn paa Tilgivelse.
ANNIE (trækker sig tilbage) Nej vent! Ganske vist — Freden er nok sluttet, men først maa Du betale Krigsomkost­finger.
ROSEN Jeg, lægger alt for din Fod. Hvad forlanger Du – flere Pudevaar?
ANNIE Nej, jeg forlanger en Buket gule Roser.
ROSEN (ser tøvende paa Buketten) Gule Roser — ja, men ikke disse; andre, der er mere friske.
ANNIE (bestemt) Nej, det er netop dem der, jeg vil have, og tilmed et Løfte om alle dem, der skulde følge i samme Spor.
ROSEN (rækker hende Buketten) Det Spor har jeg i Aften set, at det ikke vil falde min unge Frue svært at slette ud.
Obersten, Oberstinden og Kruse komme ind fra venstre.