Fælles sag 1889

PERSONERNE:

FRU HEGER. JØRGEN, hendes Søn.
REGITZE KROG, hans Forlovede. FABER, Fabrikejer, Regitzes Formynder.
DAM, Grosserer og Dampmøller. CECILIE, Dams Hustru, Fabers Datter.
VINGE, Landskabsmaler. BONDRUP, Direktør.
TANTE LINE. TANTE JANE.
Damer og Herrer. En Tjener hos Fru Heger.


1. AKT
3. Scene
De Forrige. DAM. CECILIE (komme ind fra Entreen.)
CECILIE Goddag, søde Fru Heger! Undskyld, vi kommer saa sent, men vi har været i Middagsselskab.
FRU HEGER Saa, paaskønner vi blot dobbelt, at I kommer.
CECILIE (til Faber)
Ah, der er jo Fader!
FABER Bondrup, jeg ved ikke, om Du kender min Datter Cecilie og hendes Mand, Grosserer Dam?
DAM (trykker Bondrups Haand)
Har ikke før haft den Ære – glæder mig overordentlig –
CECILIE Da Direktøren sidst saa mig, var jeg vist kun en halvvoksen Pige.
BONDRUP Som lovede meget, men har holdt endnu mere.
CECILIE Det fornøjer mig at høre.
TANTE JANE (sagte)
Det er dog en dejlig Dragt, Fru Dam har paa.
TANTE LINE Finder Du! Den er ikke efter min Smag.
CECILIE (til Jørgen og Regitze)
Der er jo vort unge Par! Naa, er Bryllupsdagen bestemt?
JØRGEN Endnu ikke.
CECILIE Min Kjole er bestilt, jeg tror nok, den bliver køn. Ja, jeg haaber da, det bliver et stort Bryllup – her hos Dem, Fru Heger?
FRU HEGER Ja, jeg har rigtignok immer drømt om at fejre Jørgens Bryllup. Det er kun saa kedeligt, at min Kogekone nylig har brækket sit Ben.
FABER Død og Pine, den vigtigste Person ved hele Festen.
FRU HEGER Fy Faber, tal ikke letsindigt om en saadan
FABER Mener De Kogekonens Ben?
FRU HEGER Aa, skam Dem noget.
FABER (rækker hende Haanden)
Ja ja, kære Fru Heger, for os To bliver Det en Dag fuld af mange Forhaabninger og mange Minder.
FRU HEGER Det gør det, Faber!
DAM Min Svigerfader og Fru Heger maa have særdeles behagelige fælles Erindringer. Hvert øjeblik smelter de hen i Rørelse over Fortiden.
FRU HEGER (lidt forlegen)
Aa Passiar!
JØRGEN Jeg synes næsten, Mama rødmer.
FRU HEGER (tager DAM til Side)
Hør, kære Dam, engang for alle — De maa ikke drive Spøg med Deres Svigerfader paa det Punkt. De ved, der er Strenge, som kan vibrere smerteligt ved den mindste Berøring.
DAM Hvordan — mener De?
FRU HEGER Jeg skal sige Dem, Faber har havt en stor og ulykkelig Kærlighed i sit Liv.
DAM Saa – til hvem?
FRU HEGER (forlegen)
Ja, det behøver jo ikke at siges.
DAM Aa, undskyld.
FRU HEGER Han har baaret det saa kønt, og saa bør man jo ikke rippe op i Fortidens Sorger, vel?
DAM Nej, naturligvis.
CECILIE (til Regitze)
Det var da nogle pragtfulde Nelliker, Du der har i Brystet.
REGITZE Ikkesandt! Dem har Vinge plukket til mig i Onkels Have.
CECILIE Saa – !
(Der bliver budt The om.)
JØRGEN Undskyld, kære Hr. Bondrup, at vi her taler om Ting, der ikke kan interessere Dem.
BONDRUP Jeg beder!
CECILIE Direktøren er vel kommen her til Byen for at adsprede Dem lidt?
BONDRUP Ak nej, Frue! De har maaske ikke hørt om det Tab, jeg har lidt!
CECILIE Nej! Er det paa Dampskibsaktier?
FRU HEGER Kære Cecilie, Bondrup har nylig mistet sin Hustru.
CECILIE Aa, Gud det var da sørgeligt.
BONDRUP Aldrig har Savnet forekommet mig saa stort, som her i Hovedstadens Støj og Tummel. Jeg har længe gruet for disse Dage, men jeg maatte hertil.
FABER Bondrup skal nemlig have en ny Bogholder.
CECILIE Naa, saadan!
BONDRUP (tager en Kop The)
Men, der er ogsaa et andet – et højere Formaal, der har kaldt mig hid. Jeg vil nemlig lade udføre en smuk Gravsten over Jakobine, min uforglemmelige Hustru. Tak, jeg bruger aldrig Fløde. Jeg besøger hver Dag hjemme hendes Grav – har selv plantet de Roser, hun nu hviler under. (drikker)
Men jeg ønsker et varigere Monument med hendes kære Træk mejslede i Marmor. (drikker igen)
Derfor – hm – maatte jeg selv hertil for at tale med Billedhuggeren, naar det er sket, rejser jeg straks, senest i Morgen med Toget 7.20.
CECILIE De skulde heller blive lidt her hos Deres Venner, Hr. Direktør, istedetfor at sidde alene og ruge over Deres Sorg.
BONDRUP (sukker)
Jeg duer ikke til andet, kære Frue. (sagte til Faber) Hvor Din Datter dog er allerkæreste!
FABER Synes Du! Det var jo rart.
BONDRUP Fortryllende. Hende kan Du være stolt af gamle Ven.
FABER Aa, Du ved, jeg er saa beskeden. Skal vi gaa lidt ind til Herrerne?
BONDRUP Som Du vil.
(De gaa ind i Jørgens Værelse. Damerne ere under den sidste Samtale lidt efter lidt gaaede Ind i Kabinettet.)
1. AKT
4. Scene
DAM. JØRGEN.
JØRGEN Vil Du spille. Kort?
DAM Nej, jeg vil heller snakke lidt med Dig om vore Forretninger.
JØRGEN Noget Ubehageligt?
DAM Tverthnod. Vi har tjent over tre tusinde Kroner ved den sidste Kornspekulation.
JØRGEN Det var sgu rart, Hvornaar kan jeg faa Pengene?
DAM Det var det, vi skulde tale om. Jeg har gjort Omsætningen med vore Venner Winkelmanns i Hamborg, og de har ladet mig vide, at der igen om nogle Dage bliver et glimrehde Kup at gøre i Hvede.
JØRGEN Godt, saa lader jeg min Portemonnaie sove de Retfærdiges Søvn saa længe.
DAM Jeg vaager over den.
JØRGEN Men, er det nu ikke for mange Æg, vi lægger under een Høne, hos de Winkelmanns?
DAM Hvor vil Du hen – grundmuret Firma –
JØRGEN Naa, ja – Du maa jo vide det.
DAM Idetmindste tror jeg nok, jeg ser paa det, med et lidt større Syn, end de fleste Folk her hjemme. Intet er nemmere end at gøre Penge – Du ser det jo! Der behøves blot et hurtigt Blik og noget Mod, og naar man saa har en fast Basis for sine Spekulationer, som vi jo har i Dampmøllen, jeg købte af Regitzes Onkel –
JØRGEN Sig mig, hvorfor rejser Faber Børster hver Gang, der er Tale om den Dampmølle?
DAM Aa, fordi han ved, at Din Onkel Smith i sin Tid kom til den ved Blodsugeri. Men, man kan jo ikke regne Faber, han er umulig i Forretninger. Du ved, nu har han bygget en ny Fløj til sin Sæbefabrik.
JØRGEN Ja. Den skal indvies paa, Fredag med en Fest.
DAM Ja, Gud fri os – jeg kender den Punsch. Og han vil give Arbejderne Del i Udbyttet – jeg beder Dig! Og de skal have Badeværelse og Læsestue, og Gudved hvad – en ren Fornøjelsesanstalt. Og altid snakker han til dem om Rettigheder, aldrig om Pligter.
JØRGEN Dem føler de maaske tilstrækkelig.
DAM (tager on Kage fra en Skaal)
Aa, Gud, Lykken bestaar saamænd ikke i Rigdom og Luksus, det foreholder jeg dem altid. Men de bliver dog aldrig tilfredse, de Mennesker! Hør, det er nogle rare Smaakager, disse! Nej, tror Du ikke, jeg forleden saa en af mine egne Arbejdere sidde og spise røget Skinke og Koteletter med bajersk øl til. Det kalder jeg ligefrem Fraadseri – ja, det gør jeg.
JØRGEN (ler)
For mig gerne.
DAM Og dem dyrker han. Gudved hvor han gider.
JØRGEN Ja, for jer, der er hans Arvinger, saa –
DAM Aa, for den Sags Skyld har jeg forlængst opgivet at faa anden Arv efter ham end hans gamle Hestehaars Sofa. Men idetmindste kunde han dog optræde en Smule mere passende og Med lidt Tilnærmelse til et civiliseret Køkken. Du kan tænke Dig, i Søndags, jeg var saa ubesindig at tage mine to Hamborger Venner med der hen til Middag – to ægte Gourmander, forstaar Du! Ved Du, hvad han bød os – Skinke og Kalvekoteletter – og øl til.
JØRGEN (ler)
Det kalder jeg ligefrem Fraadseri.
DAM Hvadbehager? Naa, Du mener, hm – hør, skal vi nu ikke gaa ind til de Andre?
JØRGEN Gaa Du, jeg bliver heller her.
(Dam gaar ind i Jørgens Værelse, idet Regitza kommer ind fra Kabinettet.)
1. AKT
5. Scene
JØRGEN. REGITZE. Straks efter FABER.
REGITZE Hvorfor sidder du her alene?
JØRGEN Fordi jeg nok tænkte, Du kom ind til mig. Tak skæbne, der er Faber!
(Faber kommer ind i Jørgens stue)
FABER Naa her er i To, saa kan vi jo snakke lidt sammen. Jeg kommer vel ikke til Ulejlighed?
REGITZE Det gør De aldrig, Faber.
JØRGEN Jo, naar De kommer for at skænde.
REGITZE (ler)
Og det vil jo hænde.
FABER Ikke i Aften, jeg er saa from som et Lam. Jeg vilde blot spørge, hvad Jørgen, nu efter Brylluppet, har tænkt at sætte sig som Maal
REGITZE At gøre sin Kone lykkelig, ikke Jørgen?
FABER Det er jo meget kønt, men maaske han kunde tage sig noget til ved Siden af.
JØRGEN De glemmer, at jeg er paa Vejen til at blive Landmand.
FABER Jeg vidste ikke, at den Vej gik om ad Østergade.
JØRGEN Jo, for enkelte Udvalgte.
FABER Dem løber Du vist an paa, at Du i enhver Henseende hører til.
JØRGEN Ja, Gudskelov.
FABER (ærgerlig)
Men, det gaar ikke i Længden at tage Livet som en Spøg; der maa noget Alvor til Baggrund.
JØRGEN Ja, undskyld – Baggrunden er jeg ikke naat til endnu.
(Peger paa Regitze) Jeg er foreløbig fuldt beskæftiget med Forgrundsfiguren, og De vil indrømme, at til den kan kun bruges Ungdommens og Lykkens lyseste Farver.
REGITZE Pænt sagt!
FABER Det ligger nu ikke for mig at sige noget Pænt; derfor skal I faa min Mening lige ud.
(BEGGE) Aah nej.
JØRGEN Vi har hørt den.
FABER Saa kan Du saagu’ have godt af at høre den engang endnu.
JØRGEN Det tvivler jeg ikke om, men da jeg ogsaa har andre Gæster, vil jeg heller overdrage til Regitze at lytte til Deres vise Ord.
(Han hilser let og gear ind i sit Værelse.)