Fælles sag 1889

PERSONERNE:

FRU HEGER. JØRGEN, hendes Søn.
REGITZE KROG, hans Forlovede. FABER, Fabrikejer, Regitzes Formynder.
DAM, Grosserer og Dampmøller. CECILIE, Dams Hustru, Fabers Datter.
VINGE, Landskabsmaler. BONDRUP, Direktør.
TANTE LINE. TANTE JANE.
Damer og Herrer. En Tjener hos Fru Heger.


1. AKT
10. Scene
REGITZE. FABER. VINGE. Kort efter FRU HEGER.
FABER (Idet han kommer ind)
Hvor er Regitze – naa, der. Min Stakkels lille Pige, det var da sørgeligt.
REGITZE Aa, Faber, han var saa god imod mig.
FABER (kærligt)
Ja, ja – jeg ved det nok. (Fru Heger kommer hurtigt ind; Faber gaar hen mod hende).
FRU HEGER (uden at se Regitza)
Men, hvor er dog Jørgen — hvorfor løber I allesammen?
FABER Der er kommet Underretning om, at Grosserer Smith pludselig er død.
FRU HEGER Men Gud, er han død, stakkels Mand. Hvad skal vi gøre – her midt i Selskabet. Herregud, nu bliver det dog stille Bryllup.
FABER Det er dog en Biting overfor et Dødsfald.
FRU HEGER Naa, ja, Fred være med ham. Det tilkommer jo ikke os at anke over Mandens Retsindighed, ligesom han har lukket sine øjne.
FABER (gør en afværgende Bevægelse)
FRU HEGER Ja, De kan da ikke tage Dem det nær, Faber, for siden den Historie med Dampmøllen –
FABER (sagte)
Men, ser De da ikke Regitze?
FRU HEGER (ser sig om)
Hvad, er hun her – jeg saa hende ikke.
(sagtere) Tror De vel, hun hørte noget, for Vorherre bevare min Mund.
FABER (ærgerligt)
Ja, det sagde Konen, da hun havde faaet sagt det, hun vidste.
FRU HEGER (gaar hen til Regitse)
Min egen Pige – Du er bedrøvet – ja, Men Du har os Andre, ikkesandt, og Du ved, hvor usigeligt vi holder af Dig (kysser hende).
Gaa nu ind i dit Værelse, saa skal jeg komme og trøste Dig, saa snart jeg har skaaret Ænderne for. (Hun gaar ind i Spisestuen).
1. AKT
11. Scene
REGITZE, FABER. VINGE.
REGITZE (rejser sig hurtigt)
Faber, jeg hørte godt, hvad hun sagde.
FABER Aa, bryd Dig ikke om det. Du ved, Fru Heger kommer med saa meget Væv.
REGITZE Jo, jeg vil vide det. Er det sandt – var min Onkel ikke en retskaffen Mand?
FABER (forlegen)
Jo, vist var han saa.
REGITZE Men, det aner mig – hun nævnede en Dampmølle – aa, det er da ikke muligt – Faber; var han den Ven, De talte om?
FABER (usikker)
Nej – nej.
REGITZE (indtrængende)
Er det Sandhed?
FABER (tier)
REGITZE De tier – det var altsaa ham. Aa, hvor det gør ondt at faa det at vide; det er meget værre end at miste ham.
FABER Det har jeg for min fordømte Hidsighed! Men det er maaske bare mig; jeg er jo en Særling paa mange Punkter, det siger Du selv.
REGITZE Nej, nej, nu forstaar jeg det hele. Derfor kom der aldrig Nogen til ham – aa, der dukker saa meget op for mig nu. Hvor har jeg haft mine Øjne.
FABER Ja, ja! Har Du faaet det at vide, saa gør da nu Dit til, at hans Rigdom idetmindste bliver godt anvendt.
REGITZE Aa, tal ikke om de Penge, de er mig ligefrem imod nu.
VINGE Paa det sidste var de saamænd ogsaa Deres Onkel imod, det kan jeg da nu sige til hans Forsvar. Endnu i Gaar, da vi gik i Haven, følte jeg, hvor hans Samvittighed nagede ham, mere end Nogen har anet.
REGITZE Hvad sagde han da – sig mig det!
VINGE Mangt og meget som kunde bringe En til at gyse, og tilsidst ytrede han, at han tænkte paa at gøre Testamente og efterlade sin Formue til noget Godt og Smukt — helst et Børnehospital.
REGITZE Men, saa kan vi jo gøre det paa hans Vegne, ikke Faber!
FABER (tier og kløt sig bag øret)
REGITZE Saa tror jeg, at jeg igen kunde tænke paa ham med Glæde.
VINGE Hvilken Styrke, har dog ikke Kvinden i sit lynsnare Instinkt.
FABER Aa, hold Deres Betragtninger for Dem selv, min gode Vinge. Maaske det blot har været et tilfældigt Indfald hos ham.
VINGE Nej, han har flere Gange slaaet paa det.
FABER For Pokker, De taler, som det drejede sig om at forære en gammel Vinterfrakke bort. Saa flot disponerer man ikke over en Sum som Smiths Formue.
VINGE Jo større Summen er, des værre er det da, naar Tusinder af Forbandelser klæber ved den.
FABER Og det siger De, der aldrig har taget mod andet end Godt af Manden.
VINGE Just derfor har jeg lidt under det – vaklet mellem min Taknemlighedsgæld og min Afsky for den Trafik, han drev.
FABER Ja, for De er vist noget vaklevorn af Dem.
VINGE Men, forstaar De da ikke – at vide, at den Mand, ved hvis Bord jeg sad, at han hver Dag pinte de sidste Skillinger ud af Nødlidende – tog det Nødvendigste fra dem – Bogen fra Studenten, Symaskinen fra Sypigen, Sengen fra det syge Barn –
REGITZE Hvor forfærdeligt!
VINGE Ja, det var forfærdeligt., og det følte han selv nu!
REGITZE Saa skal ogsaa hver øre blive anvendt til et Børnehospital, som skal bære hans Navn. Har jeg ikke Ret i det Faber?
VINGE Hundrede Gange Ret.
FABER Man kan ligesaa godt sige, at det er dumt som bare Fanden, og hvor kan jeg saa give mit Samtykke.
REGITZE Deres Samtykke, det har jeg.
FABER Hvadbehager?
REGITZE De vilde jo ikke selv beholde en øre af det, De havde tjent sammen med ham.
FABER (forlegen)
Sandt nok, men – ja, ser Du Regitze, Du kender mig jo ud og ind og ved, at jeg i mit Hjerte giver Dig Ret. Derfor ved jeg ikke bedre, end at lade Dig gøre, hvad Du vil.
VINGE Rigtigt! I saadanne øjeblikke maa Sjælen være ene med sig selv.
FABER Aa, Sludder. Nej, lad os nu først og fremmest se, hvad Jørgen siger.
REGITZE Han siger det samme som jeg — naturligvis.
FABER Vel, vi faar siden at se.
REGITZE Nej, jeg vil tale med ham straks — hvor er han dog ?
VINGE Der kommer han.
(Jørgen og Dam kommer ind fra Jørgens Stue).
1. AKT
12. Scene
REGITZE. JØRGEN. FABER. DAM. VINGE.
DAM Hvad, er I her – alene?
FABER Ja, for der er lige kommen Efterretning om, at Grosserer Smith er død
JØRGEN (veksler et Blik med Dam).
DAM (deltagende)
Herregud – gør mig overordentlig ondt –
JØRGEN Det var et uventet Budskab.
DAM (sagte til Jørgen)
Det kan man kalde Indgriben af Forsynet.
JØRGEN (ligeledes)
Ja, nu er vi frelste.
DAM Frøken Regitze, maa jeg bevidne Dem min dybtfølte Deltagelse i det tunge Slag, der har ramt Dem.
REGITZE (adspredt)
Jeg takker Dem —
DAM Gud være lovet, at De er omringet af alle Deres Kære, det trøster dog altid i Sorgens Stund – hm. –
(Han trykker deltagende hendes Haand og gaar ind i Spisestuen efter at have rettet lidt paa alt Ydre foran Spejlet.)
FABER Kom Vinge, det er vist ogsaa bedst, at vi gaar.
VINGE Som De vil.
(De gaa ind i Spisestuen efter Dam.)
1. AKT
13. Scene
JØRGEN. REGITZE.
JØRGEN (gaar hen imod hende)
Min egen, lille Regitze, Du er bedrøvet.
REGITZE Ja, Jørgen, det kan Du tro.
JØRGEN Hvad skal jeg gøre! Kunde jeg blot afværge Sorgerne for Dig! Men jeg kan dog maaske gøre lidt for at mildne dem.
REGITZE Det kan Du — hvad skulde jeg gøre, hvis jeg ikke havde Dig. Sig mig, Jørgen, jeg kan neppe faa det frem – havde Du nogen Anelse om, at min Onkel ikke var nogen anset – nogen hæderlig Mand?
JØRGEN (studser og betænker sig). Onde Rygter har stadig travlt, ved Du.
REGITZE Du vidste det altsaa.
JØRGEN Hvor falder det Dig ind at nævne det nu, for første Gang?
REGITZE Fordi jeg først nu har faaet det at vide.
JØRGEN (heftig). Hvem har været saa ubarmhjertig?
REGITZE Ingen. Det var ved et Tilfælde.
JØRGEN Hvor fatalt!
REGITZE Det maa have været svært for Dig at vide det, Jørgen, og ikke at kunne tale med mig derom.
JØRGEN Naturligvis.
REGITZE Men nu vilde Du vel have sagt mig det?
JØRGEN Sandt at sige har det voldt mig lidt Hovedbrud. Det var saa vanskeligt at bringe den Sag paa Bane. Jeg kunde jo ikke vide, hvordan Du vilde tage det.
REGITZE Du maatte dog vide, at selv om jeg holdt af min Onkel, ja netop derfor, vilde jeg føle Modbydelighed ved de Penge, han havde tjent ved Aager. Den Ting kan vi let blive enige om.
JØRGEN Hvad for en Ting?
REGITZE Jeg har, ligesaa lidt som Du, Lyst til at leve højt af de Penge.
JØRGEN Det var dog det mærkeligste, jeg har hørt. Vil Du have, at vi skal brænde dem paa et Baal som en Art Sonoffer?
REGITZE Nej, jeg vil have, at vi skal give dem til Fattige.
JØRGEN Nej, men, hør –
REGITZE Det var Onkel Smiths eget Ønske. Han tænkte paa at stifte et Børnehospital, men han naaede det jo ikke.
JØRGEN (halvt for sig selv). Heldigvis for os.
REGITZE Og det var, fordi Pengene brændte paa hans Samvittighed.
JØRGEN Hvor har Du alt det fra?
REGITZE Fra Vinge. Onkel Smith har sagt det til ham endnu i Gaar.
JØRGEN Aa, Vinge! Hans Fantasi er saa levende.
REGITZE Men det er da saa rimeligt! Hvor maa det ikke have tynget paa min Onkel at være Skyld i saa megen Elendighed. Den vil jeg ikke have Del i.
JØRGEN Aa, Du taler som et Barn – man lader ikke en Formue saadan gaa fra sig. Men naar det endelig skal være – Du ved, jeg er ikke kneben af mig – naar Du finder, Din Onkels Minde trænger saa meget. til – hvad skal jeg sige – et guldindvirket Slør, saa kan vi jo gerne give en rund Sum til et eller andet.
REGITZE Jeg synes ikke, nogen Mellemvej kan gøre det ud.
JØRGEN Aa, store Ord!
REGITZE Vilde Du da have, om end nok saa lidt, med en smudsig Forretning at gøre?
JØRGEN Nej, selvfølgelig.
REGITZE Men leve af et helt Livs smudsige Forretninger, det vil Du!
JØRGEN Herregud, Moralen og Æren er nu engang lidt svævende i Handelslivet, og selv om Din Onkel nu og da er gaaet de Dele en Smule nær –
REGITZE Ja vel, det er at gaa Æren en Smule nær at udsuge Trængende til den sidste Skilling, at tage det Nødvendigste fra dem uden Barmhjertighed – den Stol de sad paa, den Seng de laa i, aa Gud, det har han gjort.
JØRGEN Kan vi saa finde de Folk, som det for saa og saa lang Tid siden er gaaet ud over?
REGITZE Nej, men vi kan finde Andre, der trænger lige saa haardt.
JØRGEN Sæt saa, at ogsaa de lærte Din Onkels mangelfulde Moral at kende, hvad saa? Og tro ikke, at Du dermed vil gavne hans Minde, for Folkvil sige, og det med Rette, at det maa have været en gammel Ærkekæltring, naar ikke engang hans Nærmeste vil røre ved Pengene med en Ildtang.
REGITZE Det vil ikke de sige, hvem Pengene kommer til Gode.
JØRGEN (i en lettere Tone)
Ganske rigtigt, for det bliver os. Saa, nu vil vi ikke snakke mere om den Ting. Dette Dødsfald og paa samme Tid den ulyksalige Opklaring har gjort min lille Pige lidt anspændt — lidt nervøs.
REGITZE Nej, Jørgen, det er bedre vi kommer til Klarhed med det samme, for hvad jeg her har sagt, ved jeg, at jeg vil stag vod. Det gør mig bitterlig ondt at se, at vi tænker saa forskelligt,
JØRGEN (trækker paa Skulderen)
Mig ogsaa!
REGITZE Men, jeg synes alligevel, jeg maa handle efter min Onkels Ønske og udsone hans Minde, saa godt jeg kan.
JØRGEN Det maa jeg sige – det fortæller Du glat væk den Mand, Du staar i Begreb med at gifte Dig med. Ved Du ikke, at Du saa maa gøre fælles Sag med mig?
REGITZE Men, naar jeg nu ikke synes, at Sagen er god?
JØRGEN Kæreste Barn, en Hustru kan ikke skille sin Gjøren og Laden fra sin Mands, og i de store Bestemmelser maa nødvendigvis de to Viljer blive til een.
REGITZE Til Mandens, altsaa?
JØRGEN Det har man jo hidtil anset for det heldigste, og derfor kan Du roligt lade mig tage Ansvaret.
REGITZE Nej, ikke hvor jeg føler det som mit eget.
JØRGEN Heldigvis har Du dog en Formynder.
REGITZE Han giver mig Ret
JØRGEN (heftig)
Men, jeg maa have de Penge – jeg kan ikke undvære dem.
REGITZE (studser)
Hvordan det?
JØRGEN Der er ikke andet for, end at tage Bladet fra Munden. Jeg har lige faaet at vide, at Dam staar paa Randen af en Fallit.
REGITZE Men Gud
JØRGEN Ved den mister Moder og jeg omtrent, hvad vi har. Men han siger, at hvis han kan redde Dampmøllen, kan han nok snart komme paa Benene igen.
REGITZE (hurtigt)
Er det ikke den samme Dampmølle, som Onkel Smith har ejet?
JØRGEN Jo, netop.
REGITZE Der ser Du jo, at jeg har Ret. Ved Du ikke, ved hvilke Midler den korn i hans Hænder?
JØRGEN (usikker)
Aa
REGITZE Den blev købt ved en Families Velfærd og et Menneskes Liv, og jeg synes, at jeg før vilde rive den Mølle ned med egen Haand, end holde den oppe med min Onkels Aagerpenge.
JØRGEN Jeg tror, den Ide har gjort Dig rent forrykt.
REGITZE Det vilde Du ikke finde, hvis Du havde hørt, hvad Vinge sagde.
JØRGEN Aa, Vinge, den Vindhas! Hvis Du farer fort ried dette, maa jeg jo tro –
REGITZE Hvad for noget?
JØRGEN Aa, ikke noget.
REGITZE Jørgen, har jeg da virkelig Uret i dette? Kan Du ikke slutte Dig til mig?
JØRGEN Nej, det er umuligt.
REGITZE Er da Penge virkelig alt? Er jeg ikke den Samme, som jeg her staar for Dig – uden min Rigdom?
JØRGEN (heftig)
Den Samme! Du, der hundrede Gange har sagt mig, at Du vilde følge mig til Verdens Ende, og saa svigter Du mig her i det afgjørende øjeblik, hvor alt min Velfærd, min Anseelse, min Lykke staar paa Nippet til at ramle sammen. Kan jeg saa stole paa Dig – staar vi Side om Side? Nej, Regitze, kan Du bære Dig saadan ad, saa elsker Du mig ikke, saa har Du aldrig elsket mig.
REGITZE Jørgen, jeg beder Dig –
JØRGEN Nej, her hjælper ingen Talemaader mere. Vi staar i dette Øjeblik paa en Skillevej.
REGITZE Aa, hvad skal jeg dog gøre!
(Selskabet begynder atter parvis at komme tilbage fra Spisestuen, Bondrup og Fru Heger forest).
JØRGEN (sagtere)
Her nu, Regitze – enten maa Du her gaa min Vej med mig, eller din egen – uden mig. Nu kan Du selv vælge.
(Han gaar hurtigt ind i sit Værelse, mens Regitze ser efter ham).
Tæppet falder.