PERSONERNE:
| FRU HEGER. | JØRGEN, hendes Søn. |
| REGITZE KROG, hans Forlovede. | FABER, Fabrikejer, Regitzes Formynder. |
| DAM, Grosserer og Dampmøller. | CECILIE, Dams Hustru, Fabers Datter. |
| VINGE, Landskabsmaler. | BONDRUP, Direktør. |
| TANTE LINE. | TANTE JANE. |
| Damer og Herrer. | En Tjener hos Fru Heger. |
| 1. AKT 10. Scene |
REGITZE. FABER. VINGE. Kort efter FRU HEGER. |
| FABER | (Idet han kommer ind) Hvor er Regitze – naa, der. Min Stakkels lille Pige, det var da sørgeligt. |
| REGITZE | Aa, Faber, han var saa god imod mig. |
| FABER | (kærligt) Ja, ja – jeg ved det nok. (Fru Heger kommer hurtigt ind; Faber gaar hen mod hende). |
| FRU HEGER | (uden at se Regitza) Men, hvor er dog Jørgen — hvorfor løber I allesammen? |
| FABER | Der er kommet Underretning om, at Grosserer Smith pludselig er død. |
| FRU HEGER | Men Gud, er han død, stakkels Mand. Hvad skal vi gøre – her midt i Selskabet. Herregud, nu bliver det dog stille Bryllup. |
| FABER | Det er dog en Biting overfor et Dødsfald. |
| FRU HEGER | Naa, ja, Fred være med ham. Det tilkommer jo ikke os at anke over Mandens Retsindighed, ligesom han har lukket sine øjne. |
| FABER | (gør en afværgende Bevægelse) |
| FRU HEGER | Ja, De kan da ikke tage Dem det nær, Faber, for siden den Historie med Dampmøllen – |
| FABER | (sagte) Men, ser De da ikke Regitze? |
| FRU HEGER | (ser sig om) Hvad, er hun her – jeg saa hende ikke. (sagtere) Tror De vel, hun hørte noget, for Vorherre bevare min Mund. |
| FABER | (ærgerligt) Ja, det sagde Konen, da hun havde faaet sagt det, hun vidste. |
| FRU HEGER | (gaar hen til Regitse) Min egen Pige – Du er bedrøvet – ja, Men Du har os Andre, ikkesandt, og Du ved, hvor usigeligt vi holder af Dig (kysser hende). Gaa nu ind i dit Værelse, saa skal jeg komme og trøste Dig, saa snart jeg har skaaret Ænderne for. (Hun gaar ind i Spisestuen). |
| 1. AKT 11. Scene |
REGITZE, FABER. VINGE. |
| REGITZE | (rejser sig hurtigt) Faber, jeg hørte godt, hvad hun sagde. |
| FABER | Aa, bryd Dig ikke om det. Du ved, Fru Heger kommer med saa meget Væv. |
| REGITZE | Jo, jeg vil vide det. Er det sandt – var min Onkel ikke en retskaffen Mand? |
| FABER | (forlegen) Jo, vist var han saa. |
| REGITZE | Men, det aner mig – hun nævnede en Dampmølle – aa, det er da ikke muligt – Faber; var han den Ven, De talte om? |
| FABER | (usikker) Nej – nej. |
| REGITZE | (indtrængende) Er det Sandhed? |
| FABER | (tier) |
| REGITZE | De tier – det var altsaa ham. Aa, hvor det gør ondt at faa det at vide; det er meget værre end at miste ham. |
| FABER | Det har jeg for min fordømte Hidsighed! Men det er maaske bare mig; jeg er jo en Særling paa mange Punkter, det siger Du selv. |
| REGITZE | Nej, nej, nu forstaar jeg det hele. Derfor kom der aldrig Nogen til ham – aa, der dukker saa meget op for mig nu. Hvor har jeg haft mine Øjne. |
| FABER | Ja, ja! Har Du faaet det at vide, saa gør da nu Dit til, at hans Rigdom idetmindste bliver godt anvendt. |
| REGITZE | Aa, tal ikke om de Penge, de er mig ligefrem imod nu. |
| VINGE | Paa det sidste var de saamænd ogsaa Deres Onkel imod, det kan jeg da nu sige til hans Forsvar. Endnu i Gaar, da vi gik i Haven, følte jeg, hvor hans Samvittighed nagede ham, mere end Nogen har anet. |
| REGITZE | Hvad sagde han da – sig mig det! |
| VINGE | Mangt og meget som kunde bringe En til at gyse, og tilsidst ytrede han, at han tænkte paa at gøre Testamente og efterlade sin Formue til noget Godt og Smukt — helst et Børnehospital. |
| REGITZE | Men, saa kan vi jo gøre det paa hans Vegne, ikke Faber! |
| FABER | (tier og kløt sig bag øret) |
| REGITZE | Saa tror jeg, at jeg igen kunde tænke paa ham med Glæde. |
| VINGE | Hvilken Styrke, har dog ikke Kvinden i sit lynsnare Instinkt. |
| FABER | Aa, hold Deres Betragtninger for Dem selv, min gode Vinge. Maaske det blot har været et tilfældigt Indfald hos ham. |
| VINGE | Nej, han har flere Gange slaaet paa det. |
| FABER | For Pokker, De taler, som det drejede sig om at forære en gammel Vinterfrakke bort. Saa flot disponerer man ikke over en Sum som Smiths Formue. |
| VINGE | Jo større Summen er, des værre er det da, naar Tusinder af Forbandelser klæber ved den. |
| FABER | Og det siger De, der aldrig har taget mod andet end Godt af Manden. |
| VINGE | Just derfor har jeg lidt under det – vaklet mellem min Taknemlighedsgæld og min Afsky for den Trafik, han drev. |
| FABER | Ja, for De er vist noget vaklevorn af Dem. |
| VINGE | Men, forstaar De da ikke – at vide, at den Mand, ved hvis Bord jeg sad, at han hver Dag pinte de sidste Skillinger ud af Nødlidende – tog det Nødvendigste fra dem – Bogen fra Studenten, Symaskinen fra Sypigen, Sengen fra det syge Barn – |
| REGITZE | Hvor forfærdeligt! |
| VINGE | Ja, det var forfærdeligt., og det følte han selv nu! |
| REGITZE | Saa skal ogsaa hver øre blive anvendt til et Børnehospital, som skal bære hans Navn. Har jeg ikke Ret i det Faber? |
| VINGE | Hundrede Gange Ret. |
| FABER | Man kan ligesaa godt sige, at det er dumt som bare Fanden, og hvor kan jeg saa give mit Samtykke. |
| REGITZE | Deres Samtykke, det har jeg. |
| FABER | Hvadbehager? |
| REGITZE | De vilde jo ikke selv beholde en øre af det, De havde tjent sammen med ham. |
| FABER | (forlegen) Sandt nok, men – ja, ser Du Regitze, Du kender mig jo ud og ind og ved, at jeg i mit Hjerte giver Dig Ret. Derfor ved jeg ikke bedre, end at lade Dig gøre, hvad Du vil. |
| VINGE | Rigtigt! I saadanne øjeblikke maa Sjælen være ene med sig selv. |
| FABER | Aa, Sludder. Nej, lad os nu først og fremmest se, hvad Jørgen siger. |
| REGITZE | Han siger det samme som jeg — naturligvis. |
| FABER | Vel, vi faar siden at se. |
| REGITZE | Nej, jeg vil tale med ham straks — hvor er han dog ? |
| VINGE | Der kommer han. |
| (Jørgen og Dam kommer ind fra Jørgens Stue). |
| 1. AKT 12. Scene |
REGITZE. JØRGEN. FABER. DAM. VINGE. |
| DAM | Hvad, er I her – alene? |
| FABER | Ja, for der er lige kommen Efterretning om, at Grosserer Smith er død |
| JØRGEN | (veksler et Blik med Dam). |
| DAM | (deltagende) Herregud – gør mig overordentlig ondt – |
| JØRGEN | Det var et uventet Budskab. |
| DAM | (sagte til Jørgen) Det kan man kalde Indgriben af Forsynet. |
| JØRGEN | (ligeledes) Ja, nu er vi frelste. |
| DAM | Frøken Regitze, maa jeg bevidne Dem min dybtfølte Deltagelse i det tunge Slag, der har ramt Dem. |
| REGITZE | (adspredt) Jeg takker Dem — |
| DAM | Gud være lovet, at De er omringet af alle Deres Kære, det trøster dog altid i Sorgens Stund – hm. – (Han trykker deltagende hendes Haand og gaar ind i Spisestuen efter at have rettet lidt paa alt Ydre foran Spejlet.) |
| FABER | Kom Vinge, det er vist ogsaa bedst, at vi gaar. |
| VINGE | Som De vil. (De gaa ind i Spisestuen efter Dam.) |
| 1. AKT 13. Scene |
JØRGEN. REGITZE. |
| JØRGEN | (gaar hen imod hende) Min egen, lille Regitze, Du er bedrøvet. |
| REGITZE | Ja, Jørgen, det kan Du tro. |
| JØRGEN | Hvad skal jeg gøre! Kunde jeg blot afværge Sorgerne for Dig! Men jeg kan dog maaske gøre lidt for at mildne dem. |
| REGITZE | Det kan Du — hvad skulde jeg gøre, hvis jeg ikke havde Dig. Sig mig, Jørgen, jeg kan neppe faa det frem – havde Du nogen Anelse om, at min Onkel ikke var nogen anset – nogen hæderlig Mand? |
| JØRGEN | (studser og betænker sig). Onde Rygter har stadig travlt, ved Du. |
| REGITZE | Du vidste det altsaa. |
| JØRGEN | Hvor falder det Dig ind at nævne det nu, for første Gang? |
| REGITZE | Fordi jeg først nu har faaet det at vide. |
| JØRGEN | (heftig). Hvem har været saa ubarmhjertig? |
| REGITZE | Ingen. Det var ved et Tilfælde. |
| JØRGEN | Hvor fatalt! |
| REGITZE | Det maa have været svært for Dig at vide det, Jørgen, og ikke at kunne tale med mig derom. |
| JØRGEN | Naturligvis. |
| REGITZE | Men nu vilde Du vel have sagt mig det? |
| JØRGEN | Sandt at sige har det voldt mig lidt Hovedbrud. Det var saa vanskeligt at bringe den Sag paa Bane. Jeg kunde jo ikke vide, hvordan Du vilde tage det. |
| REGITZE | Du maatte dog vide, at selv om jeg holdt af min Onkel, ja netop derfor, vilde jeg føle Modbydelighed ved de Penge, han havde tjent ved Aager. Den Ting kan vi let blive enige om. |
| JØRGEN | Hvad for en Ting? |
| REGITZE | Jeg har, ligesaa lidt som Du, Lyst til at leve højt af de Penge. |
| JØRGEN | Det var dog det mærkeligste, jeg har hørt. Vil Du have, at vi skal brænde dem paa et Baal som en Art Sonoffer? |
| REGITZE | Nej, jeg vil have, at vi skal give dem til Fattige. |
| JØRGEN | Nej, men, hør – |
| REGITZE | Det var Onkel Smiths eget Ønske. Han tænkte paa at stifte et Børnehospital, men han naaede det jo ikke. |
| JØRGEN | (halvt for sig selv). Heldigvis for os. |
| REGITZE | Og det var, fordi Pengene brændte paa hans Samvittighed. |
| JØRGEN | Hvor har Du alt det fra? |
| REGITZE | Fra Vinge. Onkel Smith har sagt det til ham endnu i Gaar. |
| JØRGEN | Aa, Vinge! Hans Fantasi er saa levende. |
| REGITZE | Men det er da saa rimeligt! Hvor maa det ikke have tynget paa min Onkel at være Skyld i saa megen Elendighed. Den vil jeg ikke have Del i. |
| JØRGEN | Aa, Du taler som et Barn – man lader ikke en Formue saadan gaa fra sig. Men naar det endelig skal være – Du ved, jeg er ikke kneben af mig – naar Du finder, Din Onkels Minde trænger saa meget. til – hvad skal jeg sige – et guldindvirket Slør, saa kan vi jo gerne give en rund Sum til et eller andet. |
| REGITZE | Jeg synes ikke, nogen Mellemvej kan gøre det ud. |
| JØRGEN | Aa, store Ord! |
| REGITZE | Vilde Du da have, om end nok saa lidt, med en smudsig Forretning at gøre? |
| JØRGEN | Nej, selvfølgelig. |
| REGITZE | Men leve af et helt Livs smudsige Forretninger, det vil Du! |
| JØRGEN | Herregud, Moralen og Æren er nu engang lidt svævende i Handelslivet, og selv om Din Onkel nu og da er gaaet de Dele en Smule nær – |
| REGITZE | Ja vel, det er at gaa Æren en Smule nær at udsuge Trængende til den sidste Skilling, at tage det Nødvendigste fra dem uden Barmhjertighed – den Stol de sad paa, den Seng de laa i, aa Gud, det har han gjort. |
| JØRGEN | Kan vi saa finde de Folk, som det for saa og saa lang Tid siden er gaaet ud over? |
| REGITZE | Nej, men vi kan finde Andre, der trænger lige saa haardt. |
| JØRGEN | Sæt saa, at ogsaa de lærte Din Onkels mangelfulde Moral at kende, hvad saa? Og tro ikke, at Du dermed vil gavne hans Minde, for Folkvil sige, og det med Rette, at det maa have været en gammel Ærkekæltring, naar ikke engang hans Nærmeste vil røre ved Pengene med en Ildtang. |
| REGITZE | Det vil ikke de sige, hvem Pengene kommer til Gode. |
| JØRGEN | (i en lettere Tone) Ganske rigtigt, for det bliver os. Saa, nu vil vi ikke snakke mere om den Ting. Dette Dødsfald og paa samme Tid den ulyksalige Opklaring har gjort min lille Pige lidt anspændt — lidt nervøs. |
| REGITZE | Nej, Jørgen, det er bedre vi kommer til Klarhed med det samme, for hvad jeg her har sagt, ved jeg, at jeg vil stag vod. Det gør mig bitterlig ondt at se, at vi tænker saa forskelligt, |
| JØRGEN | (trækker paa Skulderen) Mig ogsaa! |
| REGITZE | Men, jeg synes alligevel, jeg maa handle efter min Onkels Ønske og udsone hans Minde, saa godt jeg kan. |
| JØRGEN | Det maa jeg sige – det fortæller Du glat væk den Mand, Du staar i Begreb med at gifte Dig med. Ved Du ikke, at Du saa maa gøre fælles Sag med mig? |
| REGITZE | Men, naar jeg nu ikke synes, at Sagen er god? |
| JØRGEN | Kæreste Barn, en Hustru kan ikke skille sin Gjøren og Laden fra sin Mands, og i de store Bestemmelser maa nødvendigvis de to Viljer blive til een. |
| REGITZE | Til Mandens, altsaa? |
| JØRGEN | Det har man jo hidtil anset for det heldigste, og derfor kan Du roligt lade mig tage Ansvaret. |
| REGITZE | Nej, ikke hvor jeg føler det som mit eget. |
| JØRGEN | Heldigvis har Du dog en Formynder. |
| REGITZE | Han giver mig Ret |
| JØRGEN | (heftig) Men, jeg maa have de Penge – jeg kan ikke undvære dem. |
| REGITZE | (studser) Hvordan det? |
| JØRGEN | Der er ikke andet for, end at tage Bladet fra Munden. Jeg har lige faaet at vide, at Dam staar paa Randen af en Fallit. |
| REGITZE | Men Gud |
| JØRGEN | Ved den mister Moder og jeg omtrent, hvad vi har. Men han siger, at hvis han kan redde Dampmøllen, kan han nok snart komme paa Benene igen. |
| REGITZE | (hurtigt) Er det ikke den samme Dampmølle, som Onkel Smith har ejet? |
| JØRGEN | Jo, netop. |
| REGITZE | Der ser Du jo, at jeg har Ret. Ved Du ikke, ved hvilke Midler den korn i hans Hænder? |
| JØRGEN | (usikker) Aa |
| REGITZE | Den blev købt ved en Families Velfærd og et Menneskes Liv, og jeg synes, at jeg før vilde rive den Mølle ned med egen Haand, end holde den oppe med min Onkels Aagerpenge. |
| JØRGEN | Jeg tror, den Ide har gjort Dig rent forrykt. |
| REGITZE | Det vilde Du ikke finde, hvis Du havde hørt, hvad Vinge sagde. |
| JØRGEN | Aa, Vinge, den Vindhas! Hvis Du farer fort ried dette, maa jeg jo tro – |
| REGITZE | Hvad for noget? |
| JØRGEN | Aa, ikke noget. |
| REGITZE | Jørgen, har jeg da virkelig Uret i dette? Kan Du ikke slutte Dig til mig? |
| JØRGEN | Nej, det er umuligt. |
| REGITZE | Er da Penge virkelig alt? Er jeg ikke den Samme, som jeg her staar for Dig – uden min Rigdom? |
| JØRGEN | (heftig) Den Samme! Du, der hundrede Gange har sagt mig, at Du vilde følge mig til Verdens Ende, og saa svigter Du mig her i det afgjørende øjeblik, hvor alt min Velfærd, min Anseelse, min Lykke staar paa Nippet til at ramle sammen. Kan jeg saa stole paa Dig – staar vi Side om Side? Nej, Regitze, kan Du bære Dig saadan ad, saa elsker Du mig ikke, saa har Du aldrig elsket mig. |
| REGITZE | Jørgen, jeg beder Dig – |
| JØRGEN | Nej, her hjælper ingen Talemaader mere. Vi staar i dette Øjeblik paa en Skillevej. |
| REGITZE | Aa, hvad skal jeg dog gøre! |
| (Selskabet begynder atter parvis at komme tilbage fra Spisestuen, Bondrup og Fru Heger forest). | |
| JØRGEN | (sagtere) Her nu, Regitze – enten maa Du her gaa min Vej med mig, eller din egen – uden mig. Nu kan Du selv vælge. |
| (Han gaar hurtigt ind i sit Værelse, mens Regitze ser efter ham). | |
| Tæppet falder. |