I veldædigt Øjemed 1891

PERSONERNE:

OBERSTINDE ROSENHJELM VIBEKE ROSENHJELM, hendes Datter
DIREKTØR HEIDE ANNINA (HEIDE), hans fraseparerede Hustru
FABRIKANT KVIST FRU KVIST
FANNY KVIST, deres Datter FULDMÆGTIG LØWENER
KANDIDAT TAGE HØST KOMTESSE SPARRE
FESTDEKORATØR WULFF MADAM SØRENSEN
JUSTITSRAAD ENGBØLLE LØJTNANT FRIIS
DAMER & HERRER EN PIGE – EN OPVARTER


4. AKT
2. SCENE
Løwener. Vibeke. Tilsidst Annina og Madam Sørensen.
FULDMÆGTIG
LØWENER
De er saa flittig, Frøken !
VIBEKE (binder Buketter)
Ja, og jeg er nok ene om det.
FULDMÆGTIG
LØWENER
Har De Tid at høre et øjeblik paa mig?
VIBEKE Ih, hvor højtidelig! De vil da ikke fri?
FULDMÆGTIG
LØWENER
Jo helst, men ikke til Dem.
VIBEKE Det var heldigt. Men saa kan det jo paa en Maade være mig det samme, hvem der er Genstand for Deres Attraa.
FULDMÆGTIG
LØWENER
Nej, det kan det netop ikke. Det er En, som ogsaa staar Deres Interesse nær. Det er Deres Kusine Annina; hun har i mange Aar været mig kær.
VIBEKE Ah, det har jeg nok tænkt.
FULDMÆGTIG
LØWENER
Men De ved, min Kærlighed staar i dette øjeblik paa Spil.
VIBEKE Ja, hun vil jo i Aften vende tilbage til sin Mand.
FULDMÆGTIG
LØWENER
Og det blot paa Trods — mod en Anden.
VIBEKE Saa —? Tror De det?
FULDMÆGTIG
LØWENER
Er dog ikke Kvinder uberegnelige — uden Bund, tror jeg. Der staar hun nu med sin kække Handlemaade og med sit ihærdige Arbejde, ja — med alt det, der har gjort hende til Den, hun er, og saa kaster hun det pludselig fra sig i Stumper og Stykker, blot for at tilfredsstille et misundeligt Lune, blot for ikke at stikke op for en Anden. Kan De forstaa det?
VIBEKE Maaske? Jeg skal sige Dem, jeg er ogsaa Kvinde.
FULDMÆGTIG
LØWENER
Men for hende har det saa lille Betydning, det, han har at byde, det rige glimrende Liv, Luksus og Adspredelser, alt det, der maaske vilde betragtes som en Lykke af —
(ser paa hende) af en Anden.
VIBEKE (ser hastigt paa ham).
FULDMÆGTIG
LØWENER
Hvis dette skete, var det jo stik imod alt, hvad der er — hvad skal jeg sige, — smukt. Det er blot en Djævel af Trods, der er faret i hende; til det sidste vil jeg kæmpe for at jage den ud, og deri er De jo min svorne Forbundsfælle.
VIBEKE Jeg — hvorfor ?
FULDMÆGTIG
LØWENER
Naturligvis fordi —
(stanser)
fordi jeg ved, at De ønsker hende alt Godt — baade hende og mig.
VIBEKE Det er sandt — det gør jeg.
FULDMÆGTIG
LØWENER
Og De vil hjælpe mig?
VIBEKE Ja. Hvis jeg kan.
Annina kommer ind fra højre, fulgt af Madam Sørensen, der bærer en Bakke mod Kopper.
ANNINA Sæt Kopperne der, Madam Sørensen, og gaa saa ud og tør Limonadeglassene af.
MADAM
SØRENSEN
Ja, Frue.
Hun gaar ud igen til højre.

4. AKT
3. SCENE
Vibeke. Løwener. Annina. Straks efter Heide. Senere Madam Sørensen.
ANNINA Ah, Vibeke! Er Du her alene!
FULDMÆGTIG
LØWENER
Ikke ganske alene — undskyld!
ANNINA Skal Du ikke ud mellem de Andre og more Dig?
FULDMÆGTIG
LØWENER
Maa jeg takke for Artigheden!
Heide kommer ind fra den anden Sal.
DIREKTØR
HEIDE
(lidt forlegen)
Ah, her træffer jeg — træffer Bekendte! Frøken Vibeke, maa det værre mig tilladt at købe en Buket af Dem?
VIBEKE (rejser sig)
Med Fornøjelse. Synes De om denne?
DIREKTØR
HEIDE
Meget net.
(giver hende en Pengeseddel)
VIBEKE Paa saa mange Penge kan jeg ikke give igen.
DIREKTØR
HEIDE
(bukker)
Det var heller ikke Meningen.
(vender sig) Annina, jeg tør maaske bede Dem — Dig om ikke at forsmaa denne Buket Blomster. I Forhold til Prisen er den maaske lidt tarvelig, men det er jo ikke derpaa, det kommer an
ANNINA Jeg takker.
DIREKTØR
HEIDE
(sætter sig)
Her lader jo til at blive i høj Grad livligt ved Festen, men varmt! Jeg tror, jeg vil bede om et Glas Sodavand.
ANNINA Saa bliver det mig, der faar Fortjenesten.
(Hun sætter Flaske og Glas foran ham)
DIREKTØR
HEIDE
Mange Tak.
Madam Sørensen kommer ind fra højre.
MADAM
SØRENSEN
Er det disse hersens, Fruen kalder Lemonadeglas?
ANNINA Ja.
VIBEKE (med Vægt)
Hr. Løwener, der er Madam Sørensen. De ønskede jo at tale med hende.
FULDMÆGTIG
LØWENER
Jeg —!
VIBEKE (sagte)
Lad hende hjælpe Dem — hun kan vist bedst.
FULDMÆGTIG
LØWENER
Ah! De har Ret — Tak.
VIBEKE Vibeke sætter sig hen igen og binder Buketter, mens hun af og til kaster et lille Blik hen til de Talende.
FULDMÆGTIG
LØWENER
Madam Sørensen, aa, kom lidt her!
MADAM
SØRENSEN
(ser sig om)
Ja, men Jøsses —
FULDMÆGTIG
LØWENER
Ja, kom kun nærmere, jeg vil gærne tale med Dem. Det er om den Lirekasse, De ved, til Deres Mand.
MADAM
SØRENSEN
(kommer nærmere)
Aa!
FULDMÆGTIG
LØWENER
(peger paa Heide)
Kender De den Herre der?
MADAM
SØRENSEN
Jeg synes, jeg skulde kende Herrens Ansigt, men det er kanske kuns her, at jeg har set Herren.
FULDMÆGTIG
LØWENER
Det er en af mine Venner. Han har mange Penge, og han er ligesaa god, som han er rig.
MADAM
SØRENSEN
Tænk dog!
FULDMÆGTIG
LØWENER
Fortæl ham blot, hvor uheldigt det er gaaet for Dem, saa skal De se, De faar Lirekassen.
MADAM
SØRENSEN
Aa, skulde det være at tænke paa.
DIREKTØR
HEIDE
(til Løwener)
Jeg maa bede Dig —
MADAM
SØRENSEN
(til Heide)
Herren skal vide, at min Mand kan ikke arbejde, ved det at han er kommen til Skade med sine Fingre, ved det at han er Skræder, og jeg er svag i Benene, ved det at de bliver hovne, naar jeg staar og vasker, og vi har otte Børn og en, der er pukkelrygget —
DIREKTØR
HEIDE
(ligegyldig)
Jeg har rigtignok saa meget at give til.
MADAM
SØRENSEN
Ja, det forstaar sig, siden at Herren er saa god af Hjerte, men jeg mente heller ikke saadan helt til Gi’endes, for hvis man var saa heldig at faa en Kasse med kønne Melodier og Bævretoner, saa kanske vi kunde betale af paa den efterhaandens, naar vores Tøj blev løst ind, for Fruen, som staar der,
(peger paa Annina)
hun ved selv, at det er gaaen saa slemt tilbages for os, uden at det er vores egen Skyldighed.
DIREKTØR
HEIDE
Saadan hedder det sig rigtignok altid.
MADAM
SØRENSEN
Ja, men det ved den Højeste i Himlens Rige, at det er den reneste Sandhed, at Herren selv kan spørge Fruen der, om at ikke de Penge, vi arvede efter Sørensens Onkel, der uventet dronede, dem blev vi af med paa den mest skammeligste Maner, som vi vel kunde.
DIREKTØR
HEIDE
(studser og ser paa hende)
FULDMÆGTIG
LØWENER
(iagttager Annina)
Hvordan da det, Madam Sørensen?
MADAM
SØRENSEN
Jo, for dem var der en meget rig Herre, Fruens Mand der, som satte ind for os i noget skidte Dampskibsvæsen, saa de spillede Fallit, hver en eneste Øre. Ja, det ved Fruen selv.
ANNINA Ja, det er sandt!
DIREKTØR
HEIDE
Det kunde han vel ikke — ikke vide.
MADAM
SØRENSEN
Nej, naturligvis, det kunde han ikke, men han kunde vide, at det er kreperligt for Fattigfolk at miste det, man har, paa en saa uformodendes Manér, naar man selv er ganske uforskyldte, og han kunde ogsaa vide, at naar han havde Formuen til det, saa havde det ikke været mere end hans honnette Skyldighed at hjælpe os til vores Penge igen, hvis at han havde været rigtig renhjertet af Sind. Det sagde ogsaa Fruen selv.
DIREKTØR
HEIDE
Men De kunde jo ikke — ikke have nogen Ret.
MADAM
SØRENSEN
Ret — nej kanskesens! Men det er ikke alletider, det er sagt, at Retten, den har rigtig Ret, og Herren maa selv medgi’e, at naar man kommer om og om igen og staar og venter i sin Hjertens Elendighed for at høre Besked om sine fattige Skillinger, og man saa hører paa, at der bliver sagt der inde ifra: «Er nu den Kælling her igen! Giv hende 10 Kr. for Pokker og sig, at jeg er kørt ud,» sagde han, ja, det hørte jeg med mine egne Ørne, saa kan man da ikke andet end som blive oprørendes!
DIREKTØR
HEIDE
(forlegen)
Det var jo ikke noget heldigt — heldigt Træf.
MADAM
SØRENSEN
For jeg er nu af dem, der siger, og det vil Herren ogsaa give mig Rettighed i, siden Herren er af dem, der helst giver en Haandsrækning i det Skjulte, hvor som der trænges til den, at det kan daarligt hjælpe at give til de Fattige, saa man bliver ophejet for det og kommer til Ros i Avisen, naar at Hjertelavet, det er ikke mere bevendt, end som en Slik.
DIREKTØR
HEIDE
Nej, paa en Maade, Hjertet, det —
(rejser sig)
ja, undskyld, jeg har ikke godt Tid —
MADAM
SØRENSEN
Nej, det forstaar sig, Herren maa undskylde, at jeg besværer Herren, som saa ganske ubekendt, men det var ved det, at Herren der sagde, at Herren er saa sjælden god af Hjerte, og ved det at Sørensen saa godt kunde haandtere en Lirekasse med de Fingre, han har tilbages.
FULDMÆGTIG
LØWENER
Lirekassen, den skal De faa, Madam Sørensen, stol paa det!
MADAM
SØRENSEN
(glad)
Tror Herren! Uden A’betalning?
FULDMÆGTIG
LØWENER
Til Arv og Eje.
MADAM
SØRENSEN
Nej tænk, aa, jeg siger saa mange Tak.
(til Heide.) Ja, Fruen der ved, at det har sin Rigtighed med det, jeg har sagt.
ANNINA (med Vægt)
Ja, det ved jeg.
MADAM
SØRENSEN
Og hun har ogsaa vores Adresse: Skræder Sørensen, Dannebrogsgade seks og halvtreds, femte Bagsal til højre.
FULDMÆGTIG
LØWENER
Vel!
MADAM
SØRENSEN
Ja, saa skynder jeg mig ud til Opvaskningen, Frue!
(til Heide.)
Herren husker nok Skræder Sørensen, femte Bagsal til højre. Og saa siger jeg saa mange Tak og ogsaa Tak, fordi Herren har talt saa magesløst pænt med mig.
DIREKTØR
HEIDE
Ingen Aarsag!
Madam Sørensen gaar ud til Højre.
FULDMÆGTIG
LØWENER
(halvsagte)
Annina, kaldte hun ikke Fortiden frem?
ANNINA Jo, og Fremtiden med! Hvor kunde jeg dog lade mig friste, hvor kunde jeg bære mig saadan ad — aa, jeg skammer mig for mig selv og for Dem. Men nu er det forbi, nu er jeg mig selv igjen!
FULDMÆGTIG
LØWENER
Gudskelov!
ANNINA (gaar hen til Heide)
Farvel eller rettere levvel!
DIREKTØR
HEIDE
Hvordan har den simple Kone forandret Deres Beslutning?
ANNINA Den simple Kone har, uden at vide det, for anden Gang sagt mig Sandheden — nej, os begge.
DIREKTØR
HEIDE
Men fordi en saadan Person —
ANNINA De Ord, der kommer med mindst Bram, slaar En ofte mest.
DIREKTØR
HEIDE
Godt, som De vil.
ANNINA Vi tales maaske aldrig mere ved. Tilgiv mig saa, hvad Modgang jeg har forvoldt Dem ved at krydse Deres Vej. Gid De maa finde en Hustru, som passer bedre til Dem. Mine bedste Ønsker om Lykke skal følge hende — og Dem.
DIREKTØR
HEIDE
(bukker)
Som Fruen behager.
FULDMÆGTIG
LØWENER
(sagte)
Annina, vi ses igen, ikkesandt?
ANNINA (ser paa ham og giver ham Haanden)
Maaske — engang.
Hun gaar ud til højre.
FULDMÆGTIG
LØWENER
(ser efter hende)
Gudskelov for Madam Sørensens Lirekasse.
DIREKTØR
HEIDE
(tager Løwener til Side)
Hør — (peger paa Vibeke) Tror Du, hun har mærket noget?
FULDMÆGTIG
LØWENER
Nej, hun aner ingenting.
DIREKTØR
HEIDE
Jeg maa sige Dig, jeg er Dig i høj Grad forbunden.
FULDMÆGTIG
LØWENER
Mig!
DIREKTØR
HEIDE
Jeg forstod godt, at det var Dig, der reddede mig.
FULDMÆGTIG
LØWENER
(smiler)
Ja. Unægteligt!
DIREKTØR
HEIDE
Ganske vist var Situationen forbigaaende en smule — Smule generende, men lige meget, jeg var korrekt til det sidste, og Du handlede som en Ven.
FULDMÆGTIG
LØWENER
(trykker hans Haand)
Jeg kan med Sandhed sige, at det kun har været mig en Glæde at vise Dig den lille Tjeneste.
(Han hilser og gaar ud til venstre)

DIREKTØR
HEIDE
(næermer sig Vibeke)
Frøken Vibeke —
Fru Rosenhjelm kommer ind fra Baggrunden

4. AKT
4. SCENE
Heide. Vibeke. Fru Rosenhjelm. Senere Festdekorator Wulff.
FRU
ROSENHJELM
Ah, er Du her, Vibeke; men hvor er Annina?
(kølig)
Hr. Heide, vil De ikke være saa god at sige hende, at der maa udleveres gratis Forplejning til Musiken.
DIREKTØR
HEIDE
Men hun er gaaet.
FRU
ROSENHJELM
(studser)
Saa — hvorfor?
DIREKTØR
HEIDE
Fordi jeg fik hende til at indse, at det ikke var rigtig passende eller — eller heldigt at blive her, naar jeg var til Stede.
FRU
ROSENHJELM
Altsaa — hun kommer ikke igen?
DIREKTØR
HEIDE
Nej. Hun kommer aldrig igen.
FRU
ROSENHJELM
Ah — saaledes!
Festdekoratør Wulff kommer ind fra højre.
DEKORATØR
WULFF
Aa undskyld, jeg maa vist have lagt min Hammer her!
FRU
ROSENHJELM
Ja, saa maa jeg nok ind igen til mit Udsalg!
DEKORATØR
WULFF
(tager Buketten i Kurven)
Fru Oberstinde, blot et Ord! Jeg tror, at jeg ganske imødekommer Direktørens ønske, naar jeg leverer Dem denne Buket, for at Oberstinden, som den Nærmeste til det, kan overrække den ved Modtagelsen.
(til Heide)
Ikkesandt, Hr. Direktør?
DIREKTØR
HEIDE
Naturligvis.
FRU
ROSENHJELM
(tager Buketten)
Godt, jeg paatager mig det med Fornøjelse. Tak Hr. Wulff.
(Hun gaar ud i Baggrunden.)
DEKORATØR
WULFF
(følger hende til Døren)
Glæder mig særdeles, hvis mit Arrangement har vundet Direktørens og Oberstindens Bifald.
(vender sig)
Jeg beder om Forladelse — det var blot min Hammer, her er den — jeg beder undskylde
(Han gaar med diskret Mine ud til højre.)

4. AKT
5. SCENE
Heide. Vibeke. Senere Tage Høst og Fanny.
VIBEKE Vil De ikke ind og høre Sangep?
DIREKTØR
HEIDE
Tak, jeg foretrækker at blive hos Dem, hvis De tillader det.
VIBEKE Ja, bevares!
DIREKTØR
HEIDE
Men finder De ikke, her er lidt varmt? Vi kunde gaa lidt ud i Vinterhaven — jeg tør maaske byde Dem min Arm?
VIBEKE Jeg har rigtignok lovet at blive her, og min Moder —
DIREKTØR
HEIDE
Jeg tror at kunne byde Dem min Arm med Deres Fru Moders fulde Billigelse. Frøken Vibeke, De maa uden Tvivl have lagt Mærke til, at De indgyder mig en stærk — stærk Interesse —
EN UNG HERRE (kommer ind fra venstre)
Naa, her er Direktøren! Her er kommet en Regning paa 377 Kr. 35 Øre for rødt Tøj til Beklædning af Borde m.m.
DIREKTØR
HEIDE
(ærgerlig)
Jeg har bedt om Regningerne maa blive sendte til mit Kontor.
EN UNG HERRE (kommer ind fra venstre)
Naa, her er Direktøren! Her er kommet en Regning paa 377 Kr. 35 Øre for rødt Tøj til Beklædning af Borde m.m.
DIREKTØR
HEIDE
(ærgerlig)
Jeg har bedt om Regningerne maa blive sendte til mit Kontor.
EN UNG HERRE Aa saadan!
(Han gaar ud igen til venstre)
DIREKTØR
HEIDE
Frøken Vibeke, naar jeg, trods denne Interesse, ikke giver mine Følelser — Følelser Luft paa den Maade, som stemmer med — med det, jeg føler, saa er Grunden den, at — der, som De ved, er lidt delikate Forhold til Stede, ganske vist Forhold, som ikke mere paalægger mig noget Baand med Hensyn til et fremtidigt Forhold, men dog Forhold, som gør det mest korrekt foreløbig at indtage en afventende afventende Holdning, selv om mine Følelser —
DEN UNGE HERRE (kommer tilbage)
Undskyld, men skal ogsaa Regningen for Knagerækkerne bringes paa Kontoret?
DIREKTØR
HEIDE
(irriteret)
Det har jeg jo sagt!
DEN UNGE HERRE Godt!
(i Døren)
Men da ikke for Tæpperne?
DIREKTØR
HEIDE
Jo, for Pokker.
(for sig selv)
Klodrian!
Den unge Herre gaar.
DIREKTØR
HEIDE
Ja, Frøken Vibeke, det er jo saaledes, at naar først Ens Hjerte — Hjerte taler, saa er det, at —
FANNY (kommer ind fra flaggrunden)
Hr. Heide, jeg skulde bede om Penge til seks Kurve Champagne til Udskænkning. De har jo Nøglen til Kassen.
DIREKTØR
HEIDE
(ærgerlig, men høflig)
Nu skal jeg komme! Frøken Vibeke, jeg tør maaske bede Dem vente mig her et øjeblik.
Han gaar ud i den anden Sal. Under de sidste Repliker er Tage Høst kommen ind og bliver staaende i Baggrunden, idet hart iagttager Vibeke.
FANNY (til Vibeke)
Du skal straks faa ham tilbage!
VIBEKE Naa ja — hvad saa!
FANNY Hvordan — bryder Du Dig ikke om, at han gør Kur til dig?
VIBEKE Jo vist, men det var især — fordi —
FANNY Aa, der gaar Løjtnant Friis — saa maa jeg derind!
(vender sig)
Glem endelig ikke, hvad Du vilde sige!
Hun løber ud i Baggrunden. Tage Høst kommer nærmere