I veldædigt Øjemed 1891

PERSONERNE:

OBERSTINDE ROSENHJELM VIBEKE ROSENHJELM, hendes Datter
DIREKTØR HEIDE ANNINA (HEIDE), hans fraseparerede Hustru
FABRIKANT KVIST FRU KVIST
FANNY KVIST, deres Datter FULDMÆGTIG LØWENER
KANDIDAT TAGE HØST KOMTESSE SPARRE
FESTDEKORATØR WULFF MADAM SØRENSEN
JUSTITSRAAD ENGBØLLE LØJTNANT FRIIS
DAMER & HERRER EN PIGE – EN OPVARTER


2. AKT
2. SCENE
Heide. Løwener. Tilsidst Fru Rosenhjelm.
FULDMÆGTIG
LØWENER
Skal Du ikke med derind, Du, der er en Ven af Damer?
DIREKTØR
HEIDE
Ja, men der er lidt for mange af dem.
FULDMÆGTIG
LØWENER
Hvor kommer det sig, at Du indfinder Dig her af Dig selv?
DIREKTØR
HEIDE
Min Pung er jo altid aaben for et veldædigt øjemed.
FULDMÆGTIG
LØWENER
Skulde ikke snarere her dit Øje være aabent for en smuk Pige! Den smaa Frøken Vibeke — hvad?
DIREKTØR
HEIDE
Jeg indrømmer, jeg finder hende nydelig.
FULDMÆGTIG
LØWENER
Du tænker maaske paa at gifte Dig igen?
DIREKTØR
HEIDE
Ja — hvad skal man sige! Du maa indrømme, at med min Stilling, som en af Byens — Byens Spidser, er denne Stillin!g i Længden mindre heldig, ja, ligefrem utaalelig. Jeg er gift –
FULDMÆGTIG
LØWENER
Og dog ikke gift.
DIREKTØR
HEIDE
Netop! Hvad hjælper det, at mit Hus er nok saa stort og flot, det er jo dog som et Skib uden Styrmand; hvem skal tage imod, hvem skal gøre Visiter, og hvad varre er, Skyggen af — af en Skandale hviler over det. Nej, nu vil jeg have en Ende paa det, nu kan jeg jo snart gifte mig igen.
FULDMÆGTIG
LØWENER
Jeg troede, Komtesse Sparre var den lykkelige Udkaarne.
DIREKTØR
HEIDE
Jeg har tænkt en Del paa det, men, mellem os sagt, hun er jo noget vel — vel gammel. Ved Du hvad, at begynde med en Kone paa de Fyrre —
FULDMÆGTIG
LØWENER
Jeg siger ogsaa: Heller to paa Tyve.
DIREKTØR
HEIDE
Og saa ser hun ud, som hun var kronisk forkølet.
FULDMÆGTIG
LØWENER
Og kronisk fornærmet.
DIREKTØR
HEIDE
Men hun har jo en Del Betingelser: Anstand, Fødsel, nogen Formue — naa, det lægger jeg mindre Vægt paa. I min Stilling gælder det fremfor alt at faa en Kone, der kan representere.
FULDMÆGTIG
LØWENER
Men kan da den unge Frøken Vibeke beklæde den høje Stilling som din Frue?
DIREKTØR
HEIDE
Ja ser Du, først og fremmest er det et Parti, der vilde gøre mig hjemme i de fornemste og mest afspærrede Kredse. Navnet Rosenhjelm er gammelt og fint.
FULDMÆGTIG
LØWENER
Det trænger maaske blot til at forgyldes op.
DIREKTØR
HEIDE
Det vilde jo tage sig godt ud pan et Kort: Fru Vibeke Heide, født Rosenhjelm.
FULDMÆGTIG
LØWENER
Skal vi ikke sige: Neé Rosenhjelm.
DIREKTØR
HEIDE
Og dertil kommer — hun er virkelig lovende, hun tegner til at blive Verdensdame. Uudviklet som hun er, og temmelig middelmaadigt klædt, saa er der dog et vist Racepræg over hende. Kommer hun i store Forhold, vil hun hurtigt lære at svøbe sig i sin Zobelskinds Pels og sætte sig i sin Vogn som en født Hertuginde.
FULDMÆGTIG
LØWENER
Og saa tror Du, hun vilde køre afsted med Hvemsomhelst?
DIREKTØR
HEIDE
Mener Du mig med Hvemsomhelst?
FULDMÆGTIG
LØWENER
Jeg mener ikke Nogensomhelst.
DIREKTØR
HEIDE
Ved min Side kom hun da ikke daarligt op at køre.
FULDMÆGTIG
LØWENER
Nej, med et Snobberi som dit, bringer man det vidt — undskyld, jeg vilde sige: Ærgærrighed. Men nu Annina, din Hustru?
DIREKTØR
HEIDE
I det Forhold ønsker jeg at stille mig saa loyalt og korrekt som muligt. Du ved, at jeg altid stræber efter at være Kavaler og Verdensmand efter Ævne.
FULDMÆGTIG
LØWENER
Ja, efter Ævne.
DIREKTØR
HEIDE
Jeg er jo bleven groft fornærmet af Annina. Ja, jeg holder ellers ikke af at omtale det Forhold, men vi to er jo gamle Kamerater. Ved at forlade mit Hus uden rimelig Grund, udsatte hun mig for en Skandale, efter min Mening det værste af alt, men ikke desto mindre har jeg aldrig gjort hende en bebrejdelse, men kun iagttaget den mest hensynsfulde Tavshed. Og nu, hvor Skilsmissen staar for Døren, agter jeg at skrive til hende og udbede mig en Samtale for at stille mig saa liberalt — liberalt og loyalt som muligt.
FULDMÆGTIG
LØWENER
I er altsag kloge nok til ikke at tænke paa Forsoning?
DIREKTØR
HEIDE
Det vilde jo — selskabeligt set — være det mest korrekte og heldige, men det passer jo ikke.
FULDMÆGTIG
LØWENER
Nej, det var blot mærkeligt, at I dengang fik hinanden.
DIREKTØR
HEIDE
Hvad skal man sige, man paastaar jo, at de ni af ti Mænd bliver tagne.
FULDMÆGTIG
LØWENER
(studser)
Og Du var en af de ni?
DIREKTØR
HEIDE
Det er jeg for ridderlig ti] at sige, men jeg repræsenterede i alt Fald en glimrende Fremtid for hende, der ikke havde en rød Øre. Desuden, jeg tænkte endnu ikke saa meget over Tingene — jeg var virkelig forelsket. Hun var jo smuk.
FULDMÆGTIG
LØWENER
Hun er det.
DIREKTØR
HEIDE
Ja, det slog mig ogsaa, nu da jeg saa hende igen. Men hvad hjælper det, naar ikke hun var tilstrækkelig delikat — jeg mener indvendig — eller udadtil — naa, ja, Du forstaar — i Følelser! Hun havde jo ikke mindste Sans for Anstand og Form. Atter og atter prækede jeg for hende, at hun fremfor alt maatte være Dame. Og ved Du, hvad hun saa svarede?
FULDMÆGTIG
LØWENER
Naa?
DIREKTØR
HEIDE
At hun fremfor alt vilde være Menneske. Jeg beder Dig — en Grøntkone er jo ogsaa et Menneske.
FULDMÆGTIG
LØWENER
Det siger man.
DIREKTØR
HEIDE
Og Fruen i et rigt Hus kan da ikke optræde som en lille Borgermadam. Istedetfor at gøre vor Kreds saa chic og elegant som muligt, fyldte hun Huset med strikkende Tanter og gamle afdankede Venner fra Provinsen og gav simpelthen til Grund, at hun holdt af dem.
FULDMÆGTIG
LØWENER
Altid en Undskyldning!
DIREKTØR
HEIDE
Gudbevares, meget hæderlig, men ikke meget fyldestgørende.
FULDMÆGTIG
LØWENER
Jeg vil ikke være indiskret, men hvad var egentlig Anledningen til, at hun rejste bort?
DIREKTØR
HEIDE
Der var ingen, blot en tosset Scene, hun selv lavede. Ja, Du ved, Forholdet havde længe været spændt, og saa en Aften kommer jeg ind til hende for at overraske — eller rettere formilde hende med et Brillantsmykke, ikke en Bagatel, forstaar Du, de mest storartede Steno, til at tage paa ved Ballet — vi skulde netop til Bal hos den russiske Minister. Og saa forlanger hun kategorisk, at jeg, istedetfor at give hende Diamanterne, skal betale siger og skriver fire tusinde Kroner til en Skrædermadam, som var kommen løbende for at klage sin Nød.
FULDMÆGTIG
LØWENER
Hvor kunde Annina forlange det?
DIREKTØR
HEIDE
Fordi hun paa min Anvisning havde raadet de Folk til at sætte Pengene i Dampskibsselskabet Frigga, Du husker —
FULDMÆGTIG
LØWENER
Naa, det der gik fallit.
DIREKTØR
HEIDE
Ja netop. Hvad synes Du om det Forlangende? Det saa galt ud, hvis man i Forretningslivet skulde staa til Ansvar for alle den Slags Raad. Men da
jeg tog til Genmæle, blev hun som ude af sig selv, og een, to, tre, løb hun ind og rev Baldragten af og rejste til sin Tante i Helsingør. Og der stod jeg.
FULDMÆGTIG
LØWENER
Ja. Og der staar Du endnu.
Fru Rosenhjelm kommer ind fra højre.
FRU
ROSENHJELM
Men bedste Hr. Direktør, vil De dog ikke komme ind til os?
DIREKTØR
HEIDE
Tak — jeg skulde afsted!
FRU
ROSENHJELM
Det faar De ikke Lov til, før De har drukket en Kop Chokolade. Og De, Hr. Løgvener?
FULDMÆGTIG
LØWENER
For mig er Chokoladen ikke seerlig fristende.
FRU
ROSENHJELM
Heller ikke Damerne?
FULDMÆGTIG
LØWENER
Jo Tak, enkelte af dem, men maa jeg saa ikke bede om en ad Gangen.
FRU
ROSENHJELM
(stift) Hr. Direktør —
Hun gaar med Heide ud til højre. Løwener gaar hen mod Døren i Baggrunden, idet Madam Sørensen kommer ind fra venstre.

2. AKT
3. SCENE
Løwener. Madam Sørensen. Senere Vibeke.
MADAM
SØRENSEN
Undskyld, Herren vil vel ikke sige mig, om de Fremmede er gaa’ne.
FULDMÆGTIG
LØWENER
Nej, Damerne er i den anden Stue.
MADAM
SØRENSEN
Saa. — det var kedeligt.
FULDMÆGTIG
LØWENER
Men nu gaar jeg, hvis det kan fornøje Dem.
MADAM
SØRENSEN
Jeg skal sige Herren, jeg sad inde i den anden Stue og ventede, og jeg syntes, her var bleven saa stille.
FULDMÆGTIG
LØWENER
Skal De tale med Nogen?
MADAM
SØRENSEN
Ja, med Oberstinden. Hun sagde: Gaa derind og vent, Madam Sørensen, og saa sagde jeg saa mange Tak.
FULDMÆGTIG
LØWENER
Saa kan Madam Sørensen vist komme til at vente længe.
MADAM
SØRENSEN
Tror Herren! Ja, for jeg skulde saa gærne afsted, ved det at jeg har taget mig paa at vaske Gulvene i Grossererens Kontor, saa længe at Madam Hansen, hun – ligger i sit daarlige Knæ, og først skulde jeg jo et Løb hjem og se til det —
FULDMÆGTIG
LØWENER
Ja, pas paa, at Maden ikke bliver sveden!
MADAM
SØRENSEN
Nej Jøsses, saadan til Hverdags har vi da ikke Raad til at lave varm Mad i vores Kaar; man maa være glad, om man kan faa en Taar Kaffe med lidt Brød til, siden at Sørensen har mistet sin Førlighed og ikke mere kan arbejde. Jeg skal sige Herren, han er Skræder og var saa magesløs flink til at lappe og vende.
FULDMÆGTIG
LØWENER
Saa! Hvordan gik det saa uheldigt for ham?
MADAM
SØRENSEN
Jo, han mistede jo tre Fingre, det var en Aften paa Trappen — hvor han havde faaet lidt for meget, og saa var det, han kom paa Hospitalet, og —
FULDMÆGTIG
LØWENER
Det var da ikke Dilirium?
MADAM
SØRENSEN
Nej Jøsses —
FULDMÆGTIG
LØWENER
Maaske Tremens?
MADAM
SØRENSEN
Ja, det kan være — det blev til Benedder.
Vibeke kommer ind fra højre med en Kop Chokolade og Kager.
VIBEKE Er De her, Madam Sørensen, her kommer jeg med noget til Dem.
MADAM
SØRENSEN
(ser paa Koppen).
Nej tænk, skal jeg have Æggesøbe!
VIBEKE (lidt fornærmet) Nej, det er rigtignok Chokolade.
MADAM
SØRENSEN
Jøsses, er det Sukkerlade, jeg syntes, den saa saa lys ud.
VIBEKE Sæt Dem nu her og drik den.
MADAM
SØRENSEN
Mange Tak.
(Hun sætter sig ned og begynder at drikke)
Men tror Frøkenen saa, at jeg kunde komme til at tale med Oberstinden?
VIBEKE De maa vente lidt endnu. De saa jo, hun har saa travlt med en Fest, der skal være for de Fattige.
MADAM
SØRENSEN
Saa –! Tror Frøkenen, der kunde blive Tanker om os der?
VIBEKE Det ved jeg ikke.
MADAM
SØRENSEN
Faar de allesammen en Ret varm Mad?
VIBEKE Nej, det er ikke saadan. De Fattige kommer ikke selv med.
MADAM
SØRENSEN
Naa —!
VIBEKE Det er fine Folk, der spiller Komedie og synger og saadant noget, og de Penge, der kommer ind, dem faar de Fattige.
MADAM
SØRENSEN
Men var det saa ikke nemmere at give os Pengene lige ud? Saa slap De jo for Besværet.
VIBEKE Ja, men saa blev der jo ingen Morskab af, Madam Sørensen.
MADAM
SØRENSEN
Naa nej, det forstaar sig. Men det var blot det, jeg vilde spørge Oberstinden, om ikke hun kunde skaffe os lidt Hjælp i en Forening til en Lirekasse til Sørensen?
FULDMÆGTIG
LØWENER
En Lirekasse?
MADAM
SØRENSEN
Ja, for den kunde han haandtere med de tre Fingre, og saa kunde Amanda gaa med for at passe paa, at ikke han drikker Fortjenesten op, og det var netop noget for Sørensen ved det, at han holder saa magesløst meget af Musik.
FULDMÆGTIG
LØWENER
Saa —!
MADAM
SØRENSEN
Jøsses ja, han har engang sungen Tenor i en Forening.
VIBEKE Synger han ikke mere nu?
MADAM
SØRENSEN
Aa Gud nej, jeg siger alletider: Det var dengang Sørensen! Men sidenefter er det jo, at det er gaa’en saa kontrarigt for os.
FULDMÆGTIG
LØWENER
Hvordan det?
MADAM
SØRENSEN
(græder)
Jo, saa var det jo, at det kom, med Arven, vi fik.
VIBEKE (til Løwener)
Det snakker hun altid om.
FULDMÆGTIG
LØWENER
(til Madam Sørensen)
Var det da saa slemt?
MADAM
SØRENSEN
Jøsses nej, der blev jo saadan en Glæde ved det, at Sørensens Onkel, han uventende dronede.
FULDMÆGTIG
LØWENER
Naa -!
MADAM
SØRENSEN
Ja, i Stormvejr ved Kjerteminde, saa at vi fik fire tusinde Kroner.
FULDMÆGTIG
LØWENER
Det var jo rart.
MADAM
SØRENSEN
Ja, det maa Herren nok sige, naar det havde været, at vi havde faaet Lov at beholde dem, men ved det, at vi aldrig havde haft andre Penge end som fra i Haanden og i Munden, saa er det, at jeg siger til Sørensen: «Jeg vil tage og gaa op og spørge Fru Heide,» siger jeg — Herren kender maaske Fru Heide?
FULDMÆGTIG
LØWENER
Ja
MADAM
SØRENSEN
Og saa var det, hun sagde, at jeg skulde give hende Pengene, ved det at hendes Mand, han tilbød at sætte dem i noget Dampskibsvæsen, som han selv var med i, og der skulde vi jo tjene saa farlig meget i Renter. Og saa hører jeg en Aften hos Spækhøkerens, da jeg var nede efter lidt Pølse til Sørensens Mad, at hele Redeligheden er spillet Fallit. Jeg blev jo saadan i Hovedet, at jeg knap kunde støtte paa mine Ben og lod Pølsen ligge og rendte lige hen til Fruen.
FULDMÆGTIG
LØWENER
Hvad sagde hun saa?
MADAM
SØRENSEN
Hun kom løbendes ud og sagde: «Jeg skal aldrig svigte Dem, Madam Sørensen,» og det har hun da heller ikke gjort, det var Synd at sige, for hun er rigtignok magesløs imod os paa alle Maader, men Pengene, dem fik vi jo lige godt ikke igen.
VIBEKE Men hvad sagde da hendes Mand?
MADAM
SØRENSEN
Ja se, det ved jeg jo ikke, ved det at Fruen, hun rejste sin Vej. Og hvor meget jeg saa løb der og sad og ventede, saa var han immer ude eller havde travlt, saa jeg ikke kunde komme til at snakke med ham. For det er jo det slemme ved det, at man næstendels alletider kommer til Ulejlighed, hvor man saa kommer.
FULDMÆGTIG
LØWENER
Det er vistnok sandt.
MADAM
SØRENSEN
Og det er det, man bliver lidt kedelig ved, for ser Herren, Fruens Mand, han kunde kanske have sine Grunde, som ikke var saadan for os at forstaa, men hvis han havde talt lidt pænt med os og forklaret os, hvorfor vi var blevne af med vore Skillinger, saa kanskesens vi ikke havde følt det slet saa haardt imod ham. Allen fals havde det da nok formildret En noget.
FULDMÆGTIG
LØWENER
Maaske!
MADAM
SØRENSEN
For det kan jo være meget kønt af de fine Folk med alle de Foreninger og Hjem og alt det, de laver for os, ja naturligvis, men hvis de vilde snakke lidt pænt med Fattigfolk, naar det saadan kunde træffe sig, saa vilde vi sætte mere Værd paa det, de gør for os, og saa kunde de ogsaa selv bedre have Rede paa, at en anden En kan ikke se saadan paa Tingene, som de kan, for naar man aldrig ser andet for sine livfødte Øjne, end hvad som er Svineri og Elendighed, saa er det ikke saadan at holde sig proper og være stiv mod den Fristelse, det er, at bruge Fortjenesten, naar man faar den.
VIBEKE Men Flid og Sparsommelighed er dog —
MADAM
SØRENSEN
Aa Gud ja, lille Frøken, Sparsommelighed, den hører man immer om, men naar man skal spare, naar man har noget, og spare, naar man ikke har noget, hvornaar skal man saa have det en lille Smule godt.
FULDMÆGTIG
LØWENER
Det kan der være noget i.
MADAM
SØRENSEN
Og naar saa Vorherre giver En otte Bøin –
FULDMÆGTIG
LØWENER
Der har Vorherre heller ikke været sparsommelig! Otte Børn!
MADAM
SØRENSEN
Ja, otte levendes og to paa Kirkegaarden af den slemme Halsesyge. Ak ja, de har det jo godt, hvor de er, siden at Fru Heide var saa god at bekoste Begravelsen.
FULDMÆGTIG
LØWENER
(tager sin pung op)
Vil De saa ikke slaa denne Guldskilling i otte Stykker til Deres Børn.
MADAM
SØRENSEN
(glad)
Nej, Jøsses tak, saa mange Penge. Og jeg skal ikke paa noget Kontor eller Forening om dem?
FULDMÆGTIG
LØWENER
Nej.
VIBEKE Hør, gaa heller ind i den anden Stue igen, før de Andre kommer, Madam Sørensen, og drik Deres Chokolade færdig.
MADAM
SØRENSEN
Ja, saa gærne.
(til Løwener)
Endnu engang Tak skal Herren have.
FULDMÆGTIG
LØWENER
Ingen Aarsag.
Vibeke og Madam Sørensen gaa ud til venstre, idet Annina kommer ind fra Entreen.