I veldædigt Øjemed 1891

PERSONERNE:

OBERSTINDE ROSENHJELM VIBEKE ROSENHJELM, hendes Datter
DIREKTØR HEIDE ANNINA (HEIDE), hans fraseparerede Hustru
FABRIKANT KVIST FRU KVIST
FANNY KVIST, deres Datter FULDMÆGTIG LØWENER
KANDIDAT TAGE HØST KOMTESSE SPARRE
FESTDEKORATØR WULFF MADAM SØRENSEN
JUSTITSRAAD ENGBØLLE LØJTNANT FRIIS
DAMER & HERRER EN PIGE – EN OPVARTER


2. AKT
4. SCENE
Annina. Løwener.
ANNINA Ah, Goddag, Løwener!
FULDMÆGTIG
LØWENER
(glad)
Fru Heide —
ANNINA Hvor kommer det sig, at De tager imod i min Tantes Dagligstue? Er hun ikke hjemme?
FULDMÆGTIG
LØWENER
Jo, hun er netop beskæftiget paa et Felt, hvor hun er særlig hjemme. Her er Basarmøde.
ANNINA Naa, saa træffer mit Besøg nok ubelejligt. Er Damerne der inde?
FULDMÆGTIG
LØWENER
Ja, ogsaa enkelte Herrer, og blandt dem — kan De gætte hvem — Heide.
ANNINA Min Mand igen — saa er det bedst, jeg gaar.
FULDMÆGTIG
LØWENER
Aa nej — lad os dog snakke lidt sammen — blot et øjeblik. Husk, hvor sjældent jeg ser Dem.
ANNINA (sæder sig ned)
Naa, ja ja da! Fortæl mig saa lidt om Dem selv.
FULDMÆGTIG
LØWENER
Om mig er ikke meget at berette. Jeg har, som alle Andre, haft lyse og mørke Dage, men flest jævnt graa.
ANNINA Er De stadig i Ministeriet?
FULDMÆGTIG
LØWENER
Ja, jeg læser mine Morgenaviser deroppe.
ANNINA Og De tænker stadig ikke paa at gifte Dem?
FULDMÆGTIG
LØWENER
Nej, ved De hvad, det kan være galt nok at være ansat ved Finanserne, men for en Anden at være ansat ved mine Finanser, det var dog for galt.
ANNINA De har den gamle Ligevægt i Sindet, mærker jeg.
FULDMÆGTIG
LØWENER
Ja, ser De, der er nogle Heste, som sætter en Ære i at trække hele Læsset. Jeg finder nu, at Kameraten, der gaar ved Siden af, er klogere.
ANNINA Og dog finder jeg den Livsstilling, De har valgt, den at gøre Dem populær, yderst besværlig.
FULDMÆGTIG
LØWENER
Ikke for mig, min Stemme besørger det hele.
ANNINA (ler)
Saa. —!
FULDMÆGTIG
LØWENER
Ja, min smeltende, uimodstaaelige Baryton. Det er den, der gør, at jeg gaar i en stadig Regn af Middagsindbydelser og broderte Sofapuder, fine Vine og Cigarer. Jeg selv kan være ligegyldig og fordringsfuld, saa meget jeg vil, min Stemme er altid elskværdig, og, da man ikke godt kan indbyde den uden mig, saa fører jeg et behageligt Liv paa en ligesaa bekvem Maade, som en kedelig Kone, man er nødt til at bede med for Mandens Skyld.
ANNINA Men De er jo selv ligesaa elskværdig som Deres Stemme.
FULDMÆGTIG
LØWENER
Nej, aldeles ikke. Det er den, der i et blødt Piano lister sig ind i kvindelige Hjerter; den svinger sig med mandig Kraft ud over en patriotisk Forsamling og henaander et vemodigt Farvel ved Sørgebaaren. Og saa Velgørenheden! Hvor meget godt har den elskelige Stemme ikke gjort.
ANNINA Saa meget, at De maaske ikke behøver at give noget selv.
FULDMÆGTIG
LØWENER
Nej, det skulde jeg mene! Jeg var en holden Mand, hvis jeg ejede det, dens værdifulde Assistance har bragt ind i veldædigt øjemed.
ANNINA Det er ikke saa underligt, at De vurderer den fortræffelige Følgesvend højt.
FULDMÆGTIG
LØWENER
(i en forandret Tone)
Nej, jeg hader den, som man hader en daarlig Ven, man ikke kan ryste af sig. Det er den fordømte Stemme, der har gjort mig til det, jeg er, et Offer for et selskabeligt Talent. Den har stjaalet mine bedste Ungdomsaar og dysset min Viljekraft i Søvn med smaa Triumfer og smaa Nydelser, saa jeg midt i Punshen og Fraserne næppe selv kan skelne mere, hvad der er virkelig Sandhed og Alvor. Skaaltaler og Georgineguirlander og Talerstole og Tømmermænd — alle de saakaldte høje Ideers banale ydre Apparat, uf! Jeg er saa ked af det, at jeg væmmes ved det — eller ler ad det.
ANNINA Saa riv Dem ud af det.
FULDMÆGTIG
LØWENER
Det siger jeg tidt nok til mig selv. Naar jeg gaar hjem om Aftenen, foresætter jeg mig, at jeg vil tage mig sammen, søge Embede i Provinsen,
se at udrette noget, og naar saa Morgenen kommer, synes jeg, der staar «for sent» paa alle Døre.
ANNINA Det er aldrig for sent at ville noget for Alvor.
FULDMÆGTIG
LØWENER
De ved godt, Annina, at, da De forlovede Dem med min saakaldte Ven Heide, saa blev det for sent for mig — til alting.
ANNINA (heftig) Og det siger De, som en Anklage mod mig, der i Aarevis gik og ventede paa Dem; aa, De ved ikke, nej, ingen Mand ved, hvor en ung Pige kan gaa og haabe angstfuld paa sit Livs Lykke uden at kunne røbe det med en Mine.
FULDMÆGTIG
LØWENER
Men hvorfor —
ANNINA Hvorfor jeg brød overtvært, vil De sige! Kan De huske en Dag, hvor vi mødtes ved Søerne — nej, det kan De vel ikke. Det var ved Solnedgang, alting straalede, som om selve Luften var af Guld. Saa korn De gaaende imod mig, ganske langsomt, og den underlig rislende Fornemmelse gik igennem mig, som man har i afgørende Øjeblikke. Der kommer han, nu siger han det, nu endelig! De stansede og hilste paa mig med det Smil, jeg elskede —
FULDMÆGTIG
LØWENER
Og saa?
ANNINA Saa sagde De: «Undskyld, der er Sporvognen, det er den, jeg venter paa.».
FULDMÆGTIG
LØWENER
Og det blev De saa ulykkelig over?
ANNINA Ulykkelig — ja, men mest vred. Min lange, tavse Kærlighed og mine ønsker og Længsler, der var saa unge og stæerke, de blev i et Nu til flammende Vrede over Deres Ligegyldighed. Det hjalp mig over Sorgen, tror jeg Og da jeg gik hjem i Skumringen, saa lovede jeg mig selv, at — naa, nogle Dage efter var jeg forlovet med Heide.
FULDMÆGTIG
LØWENER
Altsaa, havde jeg ikke mødt Dem den Dag, saa maaske.
ANNINA Saa maaske jeg gik og ventede paa Dem endnu.
FULDMÆGTIG
LØWENER
De er bitter, men maaske De har Ret. Jeg har ikke forstaaet at gribe Øjeblikket i Farten, og derfor kunde De være bleven saa meget for mig,
ja alt, for De har netop det, jeg mangler, den raske Beslutsomhed, der ikke gaar paa Akkord. Derfor beundrer jeg Dem, nu som dengang, nej, meget meget mere, og hvis engang —
ANNINA Jeg beder Dem — tal ikke om det! – Sagde De ikke selv, at der stod «for sent» paa alle Døre?
FULDMÆGTIG
LØWENER
Og svarede De ikke dertil, at det aldrig er for sent at ville noget for Alvor.
Festdekoratør Wulff kommer ind fra højre.

2. AKT
5. SCENE
Løwener. Annine. Wulff.
DEKORATØR
WULFF
Ah, der er Hr. Løwener! Jeg beder undskylde, det var blot en lille Bemærkning, jeg i Forbigaaende ønskede at gøre til Hr. Fuldmægtigen.
FULDMÆGTIG
LØWENER
Fru Heide, De kender vist Festdekoratør Wulff?
ANNINA (hilser)
DEKORATØR
WULFF
Jeg havde vist den Ære at se Fruen forleden! Maaske en Slægtning af Direktøren?
FULDMÆGTIG
LØWENER
Ja, fjern.
DEKORATØR
WULFF
Ah — glæder mig særdeles! Det var netop i Anledning af Direktøren, at jeg vilde tillade mig et lille Spørgsmaal, inden jeg gaar! Jeg maa nemlig afsted — der skal foretages on Omordning af Frugt- og slaveudstillingen — har De ikke set den — meget interessant! Der er en Kæmpekaalrabi, der vejer 240 Pd. eller maaske dog noget mindre. Jeg har arrangeret den som Centrum mellem to Buster af Ceres og Flora med Neg omkring — gør sig storartet. Men enfin, det var blot det, jeg vilde berøre til Fuldmægtigen – saa vidt jeg ved, spiller Frøken Rosenhjelm ikke nogen Rolle ved Tableauerne, men nu erfarer jeg, at en Forlovelse mellem hende og Direktør Heide er nærforestaaende.
ANNINA (studser)
FULDMÆGTIG
LØWENER
(ser paa hende)
Virkelig!
DEKORATØR
WULFF
Jeg antager ikke, at jeg røber nogen Familiehemmelighed, siden Frøken Fanny Kvist allerede er mellem de Indviede. Men synes Fuldmægtigen saa ikke, at man burde arrangere et Tableau for de To alene, Romeo og Julie eller Tristan og Isolde, – ja, finder De ikke?
FULDMÆGTIG
LØWENER
Ideen er smuk, men jeg tror dog —
DEKORATØR
WULFF
Finder Fruen ikke —? Man vil jo gerne gøre en Mand som Direktør Heide til Behag, og det vil jo heller ikke være mere end rimeligt, at sætte hans tilkommende Frue paa en saa fremskudt Plads som muligt, en charmant, ung Dame med en saa glimrende Fremtid.
FULDMÆGTIG
LØWENER
Ganske vist —
DEKORATØR
WULFF
Et veldædigt øjemed er jo som skabt til at fremme den Slags – om jeg saa maa sige — Kurtiseren — et Blik i Forbigaaende — et lille Møde — det gaar som af sig selv — hi hi, men selvfølgelig, intet kunde være mig fjernere end at være indiskret, saa jeg giver min Ide ganske i Hænderne paa Hr. Fuldmæegtigen, hvis Takt og Smag er saa bekendt.
FULDMÆGTIG
LØWENER
Jeg beder, kære Hr. Wulff —
DEKORATØR
WULFF
Frue — Hr. Fuldmægtig — jeg tillader mig at gøre Dem min Kompliment.
Han hilsar og gaar ind i Entreen.

2. AKT
6. SCENE
Løwener. Annina. Senere hele Selskabet fra Aktens Begyndelse.
ANNINA Er det sandt, hvad den Mand sagde?
FULDMÆGTIG
LØWENER
Hvilket?
ANNINA Det med min — med Heide og Vibeke?
FULDMÆGTIG
LØWENER
Det ser næsten saadan ud.
ANNINA Det maa ikke ske.
FULDMÆGTIG
LØWENER
Hvem skulde sætte sig imod det?
ANNINA Jeg.
FULDMÆGTIG
LØWENER
Hvorfor?
ANNINA Fordi jeg ikke vil have det.
FULDMÆGTIG
LØWENER
Men hvad kan De gøre derimod?
ANNINA (heftig)
Hvad jeg kan gøre! Det er da endnu min Mand, skulde jeg mene, og mit Hus og mit Hjem, om jeg vil. Jeg vil tale med hende, baade med ham og hende.
FULDMÆGTIG
LØWENER
Annina, De kan da ikke mene — sig mig, hvorfor tager De dette saa heftigt?
ANNINA Fordi — fordi jeg holder af Vibeke.
FULDMÆGTIG
LØWENER
Jeg troede ikke, hun stod Dem saa nær.
ANNINA Hun er jo min Kusine, jeg har set hende vokse op — trods alle Nykker og Luner er hun meget for god til alt hans — ja, for god til hele det tomme Flitter.
FULDMÆGTIG
LØWENER
Jeg tror netop, hun sætter Pris paa Livets Flitter, og naar hun nu kunde blive tilfreds, ved det?
ANNINA Tilfreds! Er det da nok! Skal Livet ikke helst gøre hende til et dygtigt og godt Menneske, og det kan hun blive, hvis hun bliver taget rigtigt.
FULDMÆGTIG
LØWENER
Men lægger De særlig Vægt paa det? Bryder man sig overhovedet om, hvorvidt Andre bliver til dygtige og gode Mennesker — saadan ud i Vejret — det tror jeg ikke paa.
ANNINA (usikker)
Husk, en ung Pige er som et ubeskrevet Blad Papir; Ingen ved, hvad der kommer til at staa derpaa, men saa meget ved jeg, at det bliver aldrig noget godt, hvis hun faar ham til Mand.
FULDMÆGTIG
LØWENER
Aa, det er jo en Frase, det der, det ved De godt. Sig mig ærligt, vilde De tage Dem dette nær, hvis Talen var om en Anden end Heide?
ANNINA Naturligvis, hvor kan De tro —
(slaar om)
De har Ret — nej, saa var det mig ligegyldigt.
FULDMÆGTIG
LØWENER
Aa, Annina, kan jeg tro det — er De misundelig her?
ANNINA Misundelig — kan hænde, det ved jeg ikke. Hvor kan man gøre sig den Slags klart — lige med eet. Men det ved jeg, at dette skal ikke ske, uden Vibeke tager mig med paa Raad —
FULDMÆGTIG
LØWENER
Men —
ANNINA Jeg vil ikke betragtes som et Nul — som ikke værende til, og i det Regnestykke her sættes op, der skal de faa Lov at tælle mig med. Nu kommer de Andre, saa farvel!
Hun gaar ud i Entreen.
FULDMÆGTIG
LØWENER
(ser efter hende)
Dette begynder at se mig broget ud.
Vibeke kommer ind fra venstre.
VIBEKE Var det ikke Annina, hvorfor gik hun?
FULDMÆGTIG
LØWENER
For ikke at gribe forstyrrende ind i de alvorlige Forhandlinger.
Man hører Latter og Tale. Selskabet kommer efterhaanden samtalende ind fra højre.
DIREKTØR
HEIDE
(til Rosenhjelm og Vibeke) Saa vil jeg tage Afsked. Altsaa glæder jeg mig til, at Damerne vil spise til Middag hos mig i mit Hjem før Festen, saa at vi kan tage sammen derhen.
VIBEKE Tak.
FRU
ROSENHJELM
Det skal være os en Glæde.
DIREKTØR
HEIDE
Mine Damer, paa Gensyn!
Man hilser og gaar ud i Entreen
FRU
ROSENHJELM
Kære Barn, nu maa vi tænke over, hvad for en Kjole, der klæder Dig bedst.
Madam Sørensen kommer ind fra venstre og bliver staaende ved Døren.
MADAM
SØRENSEN
Jeg siger saa mange Tak for Sukkerladen.
VIBEKE Mama, Du har vist glemt Madam Sørensen.
FRU
ROSENHJELM
(utaalmodig)
Jeg har jo sagt, at hun maa vente.
LØJTNANT
FRIIS
(til Justitsraad Engbølle)
Tror Justitsraaden, at Sandalerne skal være af Saffian?
JUSTITSRAAD
ENGBØLLE
Pokker i Vold med Deres Sandaler.(vender sig)
Hør nu, mine Damer —
FABRIKANT
KVIST
Jo, for ser De, mine Damer —
EN DAME Hvor kan De dog sige det, Hr. Kvist —
EN ANDEN DAME Men bedste Hr. Kvist —
JUSTITSRAAD
ENGBØLLE
(irriteret)
Bliver da det hele ikke til andet end Vrøvl!
KOMTESSE
SPARRE
Hr. Løwener, finder De ikke ogsaa, at blandet Selskab ødelægger det hele?
FRU KVIST Nej, siger De ikke, Hr. Løwener, at de bredere Lag, de kan ikke undværes?
KOMTESSE
SPARRE
I saa Tilfælde maa jeg bede mig fritaget for at —
FRU KVIST Ser man maaske ikke ved enhver veldædig Fest, at —
EN DAME Da maa jeg tilforladelig sige, at —
EN ANDEN DAME Har De maaske nogensinde hørt andet, end at —
TÆPPE