I veldædigt Øjemed 1891

PERSONERNE:

OBERSTINDE ROSENHJELM VIBEKE ROSENHJELM, hendes Datter
DIREKTØR HEIDE ANNINA (HEIDE), hans fraseparerede Hustru
FABRIKANT KVIST FRU KVIST
FANNY KVIST, deres Datter FULDMÆGTIG LØWENER
KANDIDAT TAGE HØST KOMTESSE SPARRE
FESTDEKORATØR WULFF MADAM SØRENSEN
JUSTITSRAAD ENGBØLLE LØJTNANT FRIIS
DAMER & HERRER EN PIGE – EN OPVARTER


3. AKT
8. SCENE
Heide. Annina.
DIREKTØR
HEIDE
Ah, De er her endnu!
ANNINA Ja, som De ser. Men nu gaar jeg.
DIREKTØR
HEIDE
Jeg vilde blot bede Dem om at komme igen i Morgen paa samme Tid.
ANNINA Nødigt.
DIREKTØR
HEIDE
Men —
ANNINA De kan da forstaa — det er ikke behageligt for mig at komme her.
DIREKTØR
HEIDE
Nej naturligvis — endskønt at — selv om —
ANNINA Vil det, De har at sige mig, tage lang Tid op?
DIREKTØR
HEIDE
Aa nej, just ikke.
ANNINA Kunde De saa ikke sige mig det nu med det samme — lidt hurtigt —? Hvad er det, der ligger Dem paa Hjerte?
DIREKTØR
HEIDE
Der ligger mig egentlig ikke noget — ikke noget paa Hjerte, ikke saadan, men jeg mente, at det var korrekt og loyalt — og loyalt, om jeg henvendte mig til Dem, for at vi engang kunde tale lidt sammen om vore Sager.
ANNINA Mener De Pengesager?
DIREKTØR
HEIDE
Ja, paa en Maade.
ANNINA De kan da ikke være vanskelige at ordne. Jeg har jo aldrig modtaget noget af Dem og har det heller ikke i Sinde.
DIREKTØR
HEIDE
Men, det er mig tværtimod om at gøre, i mit Forhold til Dem at vise mig særlig liberal.
ANNINA De kender mine Anskuelser paa det Punkt. Naar man ikke kan leve for hinanden, finder jeg det uskønt at leve af hinanden.
DIREKTØR
HEIDE
Men, De maa kunne indse, at det er mig i høj Grad ubehageligt, at en Dame, der har været min — min Kone, lever paa en mindre standsmæssig Maade, og nu, hvor den afgørende Ordning staar for Døren —
ANNINA Hvilken Ordning?
DIREKTØR
HEIDE
Jeg mener — jeg mener Skilsmissen.
ANNINA Men jeg ønsker aldeles ikke nogen endelig Skilsmisse.
DIREKTØR
HEIDE
(studser)
Hvadbehager?
ANNINA Til hvad Nytte skulde den være! Finder De, at vi generer hinanden?
DIREKTØR
HEIDE
Nej, paa en Maade ikke, men —
ANNINA Hvorfor ønsker De den da?
DIREKTØR
HEIDE
Det forekommer mig dog, at —
ANNINA Agter De at gifte Dem igen?
DIREKTØR
HEIDE
Det kunde —
(ser til Døren)
det kunde jo dog tænkes, at mit Hjerte engang talte.
ANNINA Skal vi saa ikke vente, til det taler.
DIREKTØR
HEIDE
Det vil altsaa sige, at De nægter at lade Dem skille fra mig?
ANNINA Jeg vil idetmindste se Tiden an.
DIREKTØR
HEIDE
Er det blot for at gøre os imod?
ANNINA Hvem mener De med os?
DIREKTØR
HEIDE
Jeg mener — ja, jeg maa sige, at — at De forbavser mig. Det er altsaa Lønnen For Ens hensynsfulde Optræden. Jeg, der har fundet mig i alt, og fra først af gjorde Dem til min Hustru uden noget andet Hensyn end — end mine Følelser, jeg, der bestandig var galant og flot i Pengesager, forekommende, trods Deres i høj Grad vanskelige Karakter, ja undskyld –,-
ANNINA Aa, alt forladt! Hele Fejlen var vist min.
DIREKTØR
HEIDE
Idetmindste tør jeg sige, at den Skandale, at De løb bort, udelukkende var Deres Fejl.
ANNINA Løb bort!
DIREKTØR
HEIDE
Naa ja, forlod mit Hus for en ren Ubetydeligheds Skyld.
ANNINA De ved godt, det var ikke den alene, men vi bragte jo ikke hinanden Lykke.
DIREKTØR
HEIDE
Nej, fordi Deres Begreb om Lykke var noget vel — vel højtravende. I hvert Fald frembød da Deres Liv en Del, om jeg saa maa sige — Behageligheder, og fordi saa en saadan Person, en Skrædermadam —
ANNINA For Dem var det maaske en Ubetydelighed, en hel Families Ruin og Tilbagegang — for mig ikke. Kan De huske, hvor jeg bad — tiggede Dem om at give den stakkels Kone de Penge tilbage, som hun havde mistet gennem os.
DIREKTØR
HEIDE
Lad os nu ikke rippe op i den Sag. Det var jo det mest urimelige Forlangende; jeg havde selv haft et meget betydeligt Tab ved den Fallit.
ANNINA Dog ikke større, end at De kunde købe Diamanter; ja, jeg tror, det var det, der oprørte mig mest. Som Erstatning bød De mig Guldstads, Diamanter, der maaske havde kostet mere end det, hun havde mistet, Staklen.
DIREKTØR
HEIDE
Det vedkom jo ikke den Sag.
ANNINA Jo, for det vedkom mig. Det var mig, den fattige Kone havde søgt Raad hos, mig, hun stolede paa, mig, hun klyngede sig til. Jeg, Deres Hustru, bad om, nej, forlangte, at min mand skulde staa inde for mig — indløse mit Ansvar. Og De sagde Nej.
DIREKTØR
HEIDE
Med fuld Føje. De vil da ikke beskylde mig for at være karrig, jeg, som gaar i Spidsen for ethvert veldædigt Øjemed.
ANNINA Ja, naar det gør Spræl, som det i Aften.
DIREKTØR
HEIDE
Hver yder jo sin Skærv paa sin Maade.
ANNINA Saa er Deres Maade ikke min. Det viste sig dengang, at mellem os er der en Verden. Jeg ved, at jeg blev hidsig — uhøflig, da jeg slængte Deres Juveler henad Gulvet i en Krog.
DIREKTØR
HEIDE
Ja, de maatte repareres i dyre Domme. Naa, det var jo en Biting. Hvad værre var, Annina, De sagde: Jeg foragter Dig.
ANNINA Det gjorde jeg. Jeg foragtede Dig og din Tankegang, og mit Ægteskab og mig selv. Jeg vilde ikke nøjes med at være et Udhængsskilt for min Mands Forfængelighed og Rigdom. Andet brød Du Dig ikke om, men Diamanter er ikke nok for mig. Det fik Du at se.
DIREKTØR
HEIDE
Ja, unægteligt, og mere end det, lige indtil dette Øjeblik. (lytter) Kommer der ikke Nogen – naa nej! Annina, lad mig nu gøre Dig forstaaeligt, at — ja, Du kender mig jo, ved, at jeg har lidt vanskeligt ved at udtrykke mig, naar det gælder mine dybere — dybere Tanker, men Du ved jo, hvad der bor i mit indre.
ANNINA (halvt for sig selv)
Ja, ingenting.
DIREKTØR
HEIDE
Hvad behager?
ANNINA Jeg sagde — ingenting.
DIREKTØR
HEIDE
Naa — saadan! Ogsaa Du er jo rettænkende og forstandig. Det kan da ikke være dit Alvor at sætte Dig imod en Skilsmisse?

ANNINA (drillende)
Vi faar at se.
DIREKTØR
HEIDE
Men forklar mig idetmindste dine Grunde. Er det maaske dit Ønske at vende tilbage til mig?
ANNINA Det tror jeg næppe.
DIREKTØR
HEIDE
Saa var der da nogen Rimelighed deri. Jeg kunde forstaa, om Du fortrød, at Du har baaret Dig upassende ad, ja, værre end det — dumt, for nok var det din Hensigt at strafte. mig, men paa samme Tid trak Du et Styrtebad af Ubehageligheder ned over Dig selv.
ANNINA Hvordan?
DIREKTØR
HEIDE
Ingen skal da bilde mig ind, at det kan være tiltalende at være fraskilt Kone og give Spilletimer, naar man har været saa at sige Millionærfrue.
ANNINA Skal vi ikke lade det Spørgsmaal staa aabent.
DIREKTØR
HEIDE
Det er da i hvert Fald et Spørgsmaal, der er Fornuft i. Jeg kunde gaa ind paa, om Du sagde: Dette her er jeg ked af, jeg har faaet at se — faaet at se, at mine Fornemmelser af dybere Forstaaelse og sjælelig — sjælelig Samklang var noget besværlige; jeg vil lægge dem af sammen med den ældre Kjole, jeg her har paa, og nyde Livets Glæde og Glans, mens jeg er ung og smuk, ja, for det er Du, Annina — endnu, det er forbavsende, hvor Du har holdt Dig.
ANNINA Virkelig — jeg takker.
DIREKTØR
HEIDE
Ja, Du ved godt, at jeg forstod at skatte dine gode Egenskaber, som Du havde mange af.
ANNINA
DIREKTØR
HEIDE
Jo, forlad mig — mange, og derfor havde det været i høj Grad — i høj Grad heldigt, om Du havde kunnet indse, at i de højere Samfundskredse maa Ægteskabet for en hel Del være en Formsag, en Sammen føjning af to Halvheder, der maa til, for at udgøre et passende og virkningsfuldt Ensemble! Følelserne, de — ja, Følelserne er dog ikke alt.
ANNINA Nej, issær hvor der ingen er.
DIREKTØR
HEIDE
Et saadant større Synspunkt laa udenfor din Horisont, naa ja, hvad skal man sigel Men at Du derfor, blot for at drille os — mig, vil sætte Dig imod, at vi — at jeg faar Frihed til at søge Lykken paa en Maade, som jeg tror er fyldestgørende for mig, det finder jeg mildest talt, at Du ikke — at Du ikke kan forsvare.
ANNINA Det gør jeg heller ikke.
DIREKTØR
HEIDE
(utaalmodig)
Maaske jeg idetmindste saa tør spørge, hvornaar Du agter at tage en Bestemmelse?
ANNINA Det vil Tiden vise.
DIREKTØR
HEIDE
Tag det dog ikke med den irriterende Sindsro. Du maa dog indrømme, at ogsaa jeg maa have Krav paa det — paa det højeste i Livet! Enhver føler jo dog Trang til at — at — og i min Stilling, der — jeg mener, Følelserne spiller dog ogsaa en Rolle.
ANNINA Hvilke Følelser?
DIREKTØR
HEIDE
(ser til Døren)
De Følelser, som — kort sagt, denne Situation er jo i Længden aldeles umulig.
ANNINA Mig generer den aldeles ikke.
DIREKTØR
HEIDE
(irriteret)
Men saa generer den mig — i høj Grad.
ANNINA Hvorfor?
DIREKTØR
HEIDE
Hvorfor — fordi — naa ja, jeg vil ikke længer gaa omkring paa den Maade. Hvad er jeg! Er jeg gift eller ikke gift eller Ungkarl eller Enkemand eller ingen af Delene?
ANNINA Eller det altrammen! Det er jo en ren Fordel.
DIREKTØR
HEIDE
Naar Du idetmindste vilde sige mig, hvorfor Du vil spille den ubønhørlige Skæbne!
ANNINA Jeg kunde svare: Fordi man skal gaa udenom det Uigenkaldelige, hvor man kan. Jeg kunde ogsaa svare: Fordi det behager mig.
DIREKTØR
HEIDE
(høflig)
Men, lad det dog saa behage Dig at tage en Beslutning, for Fanden! Hvis Du selv vil tilbage til mig, hvis det er det, der ligger bagved, saa enfin, saa kom, naar det ikke kan være andet, og lad os begynde forfra paa at pine og plage og drille hinanden.
ANNINA Vogt Dig, jeg kunde jo tage Dig paa Ordet.
DIREKTØR
HEIDE
Naa! Det var da i hvert Fald en Afgørelse.
ANNINA Afgørelsen, den holder jeg i min Haand, og den kommer, naar jeg finder det for godt, Farvel!
Fru Rosenhjelm kommer ind fra Baggrunden.
DIREKTØR
HEIDE
Saa — Oberstinden! Hvordan forholder man sig nu.

3. AKT
9. SCENE
Heide. Annina. Fru Rosenhjelm. Tilsidst Løwener, Komtesse Sparre, Kvist, Fru Kvist, Fanny og Festdekoratør Wulff.
FRU
ROSENHJELM
Vent lidt, kære Annina, Goddag!
ANNINA Goddag, Tante Amalie.
FRU
ROSENHJELM
Vibeke sagde mig, jeg tilstaar til min Forundring, at Du var her, og jeg vilde dog ikke lade Dig gaa bort uden at have hilst paa Dig.
ANNINA Det Var meget venligt af Dig.
DIREKTØR
HEIDE
(ser nervøst til Døren)
Vil Damerne ikke tage Plads!
ANNINA Tak.
FRU
ROSENHJELM
Desuden vilde jeg game snakke lidt med Dig.
DIREKTØR
HEIDE
(vil gaa)
Saa vil jeg tillade mig —
FRU
ROSENHJELM
Nej, bliv dog, kære Direktør, vi har ingen Hemmeligheder.
ANNINA Hvad er det da, Tante Amalie?
FRU
ROSENHJELM
Det angaar nærmest vor Veldædighedsfest i Aften.
ANNINA Ikke andet — med den har jeg jo ingenting at skaffe.
FRU
ROSENHJELM
Ganske vist ikke direkte, men Du havde dog maaske i Sinde at besøge den.
ANNINA (rejser hovedet)
Hvad skulde være i Vejen for, at jeg besøgte den, om jeg havde Lyst?
FRU
ROSENHJELM
Jeg tror, det er heldigere, at Du holder Dig derfra.
ANNINA Af hvad Grund ?
FRU
ROSENHJELM
Af den Grund, at Direktør Heide har været saa elskværdig at tilbyde Komiteen sin Medvirkning. Han har maaske sagt Dig det?
ANNINA Nej.
DIREKTØR
HEIDE
Nej — undskyld —
FRU
ROSENHJELM
Du forstaar, hans Hjælp er os af stor Betydning.
DIREKTØR
HEIDE
Hvad jeg kan gøre, er saa lidt —
FRU
ROSENHJELM
Kære Direktør, sig ikke det. Jeg vil ikke engang tale om den store Pengegave, De har tilstillet vort Formaal. —
DIREKTØR
HEIDE
Aa, Bagateller —
FRU
ROSENHJELM
Men, Deres Navn bidrager jo betydeligt til at give vort Foretagende et elegant Præg, De, der er højagtet og skattet af Alle —
DIREKTØR
HEIDE
Altfor meget — jeg mener —
ANNINA Men, jeg forstaar ikke, hvad dette angaar mig?
FRU
ROSENHJELM
Det angaar Dig kun, for saa vidt jeg finder det ønskeligt, at Du i Tide ved, at din — at Direktøren er til Stede. Den Slags Sammentræf syner ganske vist ikke at genere Dig — tværtimod, men de er sikkert saa meget desto pinligere for Hr. Heide.
DIREKTØR
HEIDE
Jeg tilstaar, at paa det Punkt er mine Følelser noget — delikate.
FRU
ROSENHJELM
(forekommende)
De er vist delikate pan alle Punkter.

ANNINA Og Du har derfor antaget Dig Direktørens Sag?
FRU
ROSENHJELM
Ja, fordi jeg er overtydet om, at han ikke til Dig har berørt sine Anskuelser i saa Henseende med et Ord. Dertil er han for meget Kavaler.
DIREKTØR
HEIDE
Selvfølgelig, man kan ikke være uhøflig mod en Dame, selv om —
ANNINA Selv om det er Ens Kone, nej.
FRU
ROSENHJELM
Og derfor mener jeg, at et lille Vink fra mig, din Tante, maaske kunde være paa rette Plads.
ANNINA Tør jeg spørge — hvorfor?
FRU
ROSENHJELM
Fordi Du i det Forhold desværre ikke lader til selv at have den fornødne Finfølelse. Ja, tilgiv mig, jeg tror, det er rettest at sige Dig det – i den bedste Mening. Deri vil vist Direktøren give mig Ret.
ANNINA (ser paa Heide)
Nej, deri antager jeg dog ikke, at Direktøren vil give Dig Ret.
DIREKTØR
HEIDE
(forlegen)
Naturligvis — det vil sige — hvis jeg tør ytre en Opinion, saa er jeg af samme Mening som — som Damerne.
FRU
ROSENHJELM
I din Stilling, bedste Annina, maa man holde sig betydelig mere tilbage, end Du synes at anse for nødvendigt. Direktøren siger sikkert det samme, han, der selv er saa korrekt og formfuld.
DIREKTØR
HEIDE
Det formfulde er jo det mest taktfulde.
FRU
ROSENHJELM
Istedetfor at indse det og med Flid undgaa Møder, der maa siges at varre lidt anstødelige for god Tone, saa dukker Du i den sidste Tid op over alt, hvor man færdes, endog her, hvor man mindst af alle Steder skulde vente at se Dig.
ANNINA Mener Du, fordi Du og din Datter er her?
FRU
ROSENHJELM
Jeg mener, at vel ynder Du at være aparte, men der er dog Grænser, man ikke kan overskride.
ANNINA Hvilke Grænser, mener Du?
FRU
ROSENHJELM
Dem burde din egen Taktfølelse kunne anvise Dig, men, da Du tværtimod finder en Fornøjelse i at sætte Dig op imod, hvad Andre finder passende, saa betragter jeg det som min Pligt at sige Dig, paa den venligste Maade, at din Stilling i det selskabelige Liv, den har Du forspildt ved din egen Handlemaade. Selv om der just ikke er en Plet paa en fraskilt Kones Navn.
ANNINA (heftig)
Hvad siger Du?
FRU
ROSENHJELM
Nej naturligvis, jeg siger jo netop, det er der ikke.
DIREKTØR
HEIDE
Ikke mere.
FRU
ROSENHJELM
Men alligevel, det er nu engang en Titel, der af gammel Vane skurrer lidt i de fleste Folks Øren. Ikkesandt, Hr. Direktør?
DIREKTØR
HEIDE
Synderlig — synderlig god Kurs har den jo ikke.
FRU
ROSENHJELM
Du har selv valgt den Titel, Annina. Godt, det bliver din Sag, men saa maa Du, med din gode Forstand ogsaa vide, at den paalægger en Del Resignation, en Del Takt og et yderst tilbagetrukkent Liv.
ANNINA Jeg takker Dig for din Belæring — i Takt. Jeg skal øjeblikkelig drage mig den til Nytte.
FRU
ROSENHJELM
Hvordan, mener Du?
ANNINA Din Fornærmelse imod mig, i Andenmands Paahør, har bevirket det stik modsatte af det, den tilstræbte. Du har kastet Tærningen for mig — paa den venligste Maade!
FRU
ROSENHJELM
Jeg forstaar ikke —
ANNINA Du skal faa den Glæde at se mig ved din elegante og goddædige Fest i Aften.
FRU
ROSENHJELM
Godt, som Du vil!
ANNINA Men min Nærværelse skal ikke længer blive pinlig for Dig eller Nogen. Ikke heller skal min Titel af fraskilt Kone længer skurre i dine Øren. Den lægger jeg herved fra mig.
FRU
ROSENHJELM
Hvadbehager?
ANNINA For Alles Øjne vil jeg i Aften vise mig ved min Mands Side og vende tilbage til den Stilling i det selskabelige Liv, som Du mener, jeg har forspildt.
FRU
ROSENHJELM
Hvordan er det, Hr. Direktør?
DIREKTØR
HEIDE
Ja, jeg mener ogsaa, at — at —
ANNINA Min Mand har selv anmodet mig om igen at indtage den Plads, der tilkommer mig som Frue i hans Hus.
(til Heide)
Behag at sige min Tante det med egne Ord.
DIREKTØR
HEIDE
Hvordan — ja, det vil sige, at — paa en Maade, at — ældre Rettigheder og Fordringer, de har jo ogsaa deres — deres Rettigheder!
ANNINA Jeg tager imod hans Tilbud og vender i Aften tilbage her til hans og mit hjem, hvor det for Fremtiden skal være os en Glæde at tage imod Besøg af Dig, min kære Tante, saa vel af Dig som af andre — ligesaa gode Venner.
Under de sidste Repliker – er Vibeke og Løwener, noget senere Komtesse Sparre, Kvist. Fru Kvist og Fanny komne ind fra Baggrunden.
FULDMÆGTIG
LØWENER
(for sig selv)
Hvad er det — Annina her!
VIBEKE Altsaa dog !
FRU KVIST (kommer ind)
Hør, nu er det virkelig paa høje Tid —
FANNY Ja, nu maa vi afsted!
FRU KVIST Men Gud, Fru Heide, er De her?
FANNY Fortæl dog, hvad der er hændet?
ANNINA Det vil min Mand forklare Dem.
DIREKTØR
HEIDE
Ja, det vil sige, at — at jeg maa berette mine Gæster, at — at det Baand, som i nogen Tid havde været — været løst, det er nu ved særegne Omstændigheder igen blevet knyttet – knyttet sammen, og de Forpligtelser og ældre ældre Følelser, som –
Festdekoratør Wulfff kommer ind fra Entreen og tager Figuren paa Armen.
DEKORATØR
WULFF
(forpustet)
Jeg kan berolige Direktøren med, at Kaffekopperne kommer i rette Tid. Det er besørget. Nu flyver jeg afsted for at arrangere Salen til Souper’en. Jeg har besluttet mig til japansk Stil — Viftedekoration over Hæderspladserne — ja, Direktøren fører formodentlig Fru Oberstinden til Bords?
ANNINA Nej, mig!
FULDMÆGTIG
LØWENER
(for sig selv)
Det skal vi dog faa at se!
DEKORATØR
WULFF
(bukker galant)
Ah! Man forstaar saa godt, at Direktøren i Aften helst vil tænke paa sin Fornøjelse!
TÆPPE