Social adfærd viser tydeligt hvem man er; hvilken “klasse” man tilhører – eller gerne vil anses for at tilhøre. Der er mange faldgrupper hvis man stræber højere end det lærte regelsæt fra barndomshjemmet.
Her følger hele Emma Gads klassiker. Råd og anvisninger der for en stor dels vedkommende stadig bør efterstræbes af de der ønsker “at opføre sig ordentligt”.
Efter hele bogens tekst følger de mange anmeldelser i aviser af Takt og Tone fra bogens udgivelse i 1918 og tiden efter. Også kommentarer fra tidsskrifter, satireblade og sågar fra revyer kan læses.
København, 29. december 1918.
Når man er opdragne i dannede forhold, er der jo meget i denne bog, hvorom man må sige til sig selv, det véd man. Men er man kommen fra mere jævne forhold, er denne bog jo et skatkammer, for der er ikke den situation i det ydre liv, hvorom der ikke er givet et råd og tilmed af en dame, der er vel bevandret i alle selskabelige former.
Men der er mere, og det gør bogen god for alle mennesker, der sidder inde med god viden om al ydre optræden. Der går gennem hele bogen en så elskværdig stræben efter at få det gode ud af samlivet med andre, at man kan samle det i disse ord: Gør langt mere for din næste, end du venter af ham for dig! Giv mere, end du modtager eller venter igen, og giv med glæde og af et godt hjerte. Dette alene vil gøre dig rig og lykkelig inde i sindet.
Så tilføjer fru Gad – vist ikke med urette – tillige vil det være klogt og føre fremad i det ydre. Bogen kunne godt haft en mere omfattende titel end «Takt og Tone», for den rummer en mængde gode praktiske råd, fx Bygning af sommerhuse, deres indretning, forvaltning, råd m.h.t. baderejse, landlig gæstfrihed, sport, påklædning dertil, altsammen friskt og fornøjeligt sagt og med en lun skælmsk satire over tidens tåbeligheder, hvorved man kender forfatterinden fra de bekendte, ofte opførte Skuespil. Forfatterinden gør sig umage for at ihjelslå altfor gammeldags, kedelige vendinger i tale: «Værten bør, idet han rejser sig for at ønske Velbekomme, undgaa den klassiske bemærkning: «Nu har min kone ikke mere», hvilket var det, Gorm den gamle plejede at sige om sin hustru Thyra Danebod.»
Det allersmukkeste er dog det kapitel i bogen, hvor fru Gad taler om, hvorledes man skal behandle børnene. Det kunne kun en kærlig og erfaren moder skrive. Alt i alt er bogen en Hjemmets Bog, et slags leksikon for velopdragenhed og smuk opførsel, muntert og fornøjeligt skrevet.
M.M.
Vi er glade for den venlige tilkendegivelse fra Lone Hedegaard om at lade hendes farvestålende malerier virke som en opløftende aperitif til hvert eneste afsnit af Takt og Tone.
Se også Galleri Lone Hedegaard på Facebook.
Hver med sit cover – men med samme indhold!