 |
|
 Aabningen af Koloniudstillingen, hvor Kongen og Kronprinsessen hilser på udstillingskomiteen. (Foto: Ill. tid. nr. 38, 1905)
Koloniudstillingen kan næsten kaldes Emma Gads 10 års udstillingsjubilæum, eftersom det var i 1895 hun blev 'revet ud' af sine egne cirkler med forfatterskaber (først og fremmest indenfor dramatik), og ud på gulvet til det store samarbejde. Hun kom med i '-inder'kredsen fra den første kvindemanifestation på udstillingsfronten med, af og om kvinder. Koloniudstillingen blev (også!) en forrygende succes, og emnet vestindiske øer var yderst aktuel, da der i tiden flittigt blev debatteret hvorvidt øerne skulle beholdes eller sælges. Det var en levende udstilling på flere niveauer. Ikke nok med at der var svin og høns der gik og gryntede og kaglede; der blev også udstillet negerbørn! Fra planlægningen havde det været et ønske, at få et kurvefletterpar eller -familie fra de vestindiske øer op til udstillingen, hvor de skulle arbejde med deres produktion, men det glippede. I stedet ankom Alberta og Victor på hhv. ca. 4 og 6 år, og blev en attraktion i sig selv. Ikke blot på udstillingen da de kom med fra 30. juli, men også den daglige spadseretur fra pensionatet til Tivoli, hvor barnepigen måtte have politiets hjælp for at kunne komme frem blandt nysgerrige københavnere, der lige skulle mærke om farven og krølhåret var ægte på børnene. Forberedelserne til denne store udstilling begyndte med sammensætningen af en effektiv komite i sommeren 1904. Kunstflidsforeningen var blandt andet repræsenteret ved formanden Emma Gad, der med sit store organisationstallent blev valgt til at lede og fordele de mange arbejdsopgaver. Erhvervslivet og bankerne var også med ligesom Den danske Turistforening og andre interesseorganisationer. Der var mange tunge navne indblandet. Efter åbningen havde Illustreret tidende i løbet af de første 2 måneder 3 artikler fra udstillingen. Det vil sige at Alberta og Victor slet ikke var ankommet på dette tidspunkt - og derfor naturligvis ikke omtales. De har i stedet deres eget afsnit efterfølgende. Illustreret tidende, nr. 36, 4. juni 1905 ISLAND 
DENNE UDSTILLING maatte komme. Nu da den er en Kendsgerning, ved vi det alle. Den er et Barn af den Bevægelse, der i de senere Aar er gaaet over Moderlandet; det gjaldt blot om at faa Ideen til den, Formen, under hvilken den skulde fødes. Admiralinde Gad har da opnaaet ikke alene at skaffe en Sag, hun interesserer sig for, en Indtægt, men tillige er det lykkedes at give Interessen for vore Kolonier og Bilande et synligt Udtryk. Det er efterhaanden gaaet op for Danmarks Beboere, at vi har vestindiske Besiddelser. Men der skulde ganske vist dette til, at man var ved at sælge dem; saa først naaede man til at tage Parti, til at diskutere Øernes Værd eller Mangel paa Værd for Danmark. Resultatet er da snurrigt nok det i Øjeblikket, at det store Procentantal af den danske Befolkning - i hvert Fald den københavnske - interessererer sig mere for Forholdene paa St. Thomas end for, hvorledes det gaar i Thorshavn paa Færøerne. I den Retning er vi nogle Nuets Børn. Eller se til Grønland; der dukker Interessen stærkt frem ved en enkelt Lejlighed, saa den griber ned i Befolkningen, som nu ved Mylius Erichsens Færd. Eller Island, som pludselig blev aktuel, da det fik sit eget Ministerium; da Studentertoget drog derop; da - ja, da nogle Islændere af misforstaaet Æresfølelse blev krænkede over, at man vilde have Island repræsenteret paa denne Udstilling. Dette Forhold er imidlertid tilstrækkelig uddebatteret i Dagspressen, saa der er ingen Grund til at jage Sonden ind i et Saar, der allerede er ved at læges. Og det Plaster, som den nu tilvejebragte Repræsentation for Island vil være, faar forhaabentlig snart helet alle Vunder. Ser man en Smule praktisk paa Forholdene, er der dog kun Grund til at glæde sig over, at Udstillingen i dens Helhed er bleven realiseret. Tivoli er Samlingsstedet for Hovedstadens Børn og for Provinsens, og endelig er det det Centrum. Er det ikke ganske pudsigt, en behagelig Skæbnens Ironi, at netop Island bliver ene om at have sit eget Hus? Grosserer Tulinius har ladet denne gammelnordiske Bjælkebygning opføre, og indenfor dens solide Vægge "findes et Udvalg af islandske Arbejder og Produkter." For kort Tid siden henledte Pastor Svensson i "Varder" gennem en Serie interessante Artikler Opmærksomheden paa vor Sagaø's Litteratur. Her beretter de udstillede Genstande om et Folks sikre, støtte Kultur. Selvfølgelig bestaar Udstillingen for Islands Vedkommende af en Mængde Enkeltheder, som man i en kort Redegørelse ikke kan stanse Ved, og Billederne vil ogsaa meget hurtigere kunne vække Interessen end en indgaaende Beskrivelse.
Føj hertil en Mængde Sølvsager, en Alterkalk fra 1487, smaa Snapsebægre fra det 17 de Aarhundrede, et i en Hvalrostand udskaaret Mariabillede, et Utal af pragtfulde Bælter, Altertavler, udskaarne Træfigurer m. m. - saa har man et svagt Begreb om den enestaaende Samling, der af Konsulinde Vidalin er stillet til Raadighed. Hr. Tulinius, der paa mange Maader har støttet den islandske Udstilling, har bl. a. ogsaa en Montre med store Krystaller af Dobbelt-Spat, der forøvrigt har været udstillet i Paris. Og endelig har Kaptajn Daniel Bruun, Professor Finnur Jonsson og Hr. Knud Stephensen havt en meget væsentlig Part i den Sukces, den islandske Afdeling bør have. Man vil saaledes med Fornøjelse lægge Mærke til den journalistiske Afdeling, der viser den islandske Presses Udvikling gennem Aarene. Det sidste Hæfte, der er udkommet, er "Odin ", et illustreret Blad, paa hvis Forside man ser Majestætens Billede. Her er overhovedet paa Tryksagernes Omraade tilvejebragt et særdeles fyldigt og sjældent Materiale, der imidlertid kræver en nøjere Gennemgang end den, et kort Udstillingsbesøg levner Tid til. Damer vil forlade Udstillingen med ærbødig Beundring for deres islandske Søstre; man har haft god Tid der Nord Paa til at væve og brodere, hvad de mange Pragtstykker vidner om. Alene det Arbejde, som findes paa Højtidsdragterne, vidner om den højt udviklede Husflid. Paa en af Væggene hænger et ret kuriøst Broderi, nemlig et i Guld baldyret Vaaben, som nok er sine halvandethundrede Aar gammelt. Ellers er det særlig Vævningen, som interesserer, og udenfor denne er det de ældre og ældste Arbejder, som bærer Prisen; den moderne Paavirkning har ødelagt adskilligt originalt.
Nede i den store Hal, hvor de Carl Lund'ske Prospekter vil vække Rejselyster, ses naturligvis ogsaa et islandsk Landskab, Thingvallasletten, og ved Hjælp af Generalstabskortene kan man altsaa paa selve Stedet planlægge eventuelle Udflugter - Turistforeningen giver med Glæde alle Oplysninger! Disse Prospekter bliver ikke de mindst vigtige, naar der senere skal tales om, hvad der drog Publikum til Huse. Saasnart man er kommen ind gennem Hovedportalen i den egentlige Hal, ser man saaledes ret ud for sig i det Fjærne Vestindiens Palmer, som tegner sig mod en af Mesteren malet tropisk Luft. Og paa højre Side aabnes der Kig til Thorshavns Hovedgade, til Fuglebjerge, grønlandske Isbræer og andre Naturtillokkelser, der forhaabentlig bibringer Turisterne en forøget Appetit. Men disse forskellige Afdelinger vil der senere blive Lejlighed til at omtale; her gælder det blot om at henlede Opmærksomheden paa Island. Man bør da - for endnu at nævne noget ret seværdigt indenfor denne Afdeling - ikke forbigaa Resultaterne af den islandske Tobaksfabrikation - anede Læserne mon, at nogen saadan fandtes? - og ligeledes spiller den islandske Uld og Klædefabrikation naturligvis en Rolle i Ensemblet. Endelig savnes det obligate Udsalg og Tombolaen ikke. Island er kommet godt med paa denne Udstilling - trods alt. Den hele Udstilling, som nu altsaa staar aaben, har selvfølgelig haft sin Indvidelse. Vi aabner jo altid den Slags med en lille Festlighed, der skal understrege den højtidelige Karakter, og hvor særlig Indbudte møder op for at tage det første Vue og slaa Successen fast. Indvielsen fandt Sted i Onsdag og forløb i det sommerlige Vejr fuldkomment normalt. VALDEMAR GREIBE Illustreret tidende, nr. 38, 18. juni 1905 FÆRØERNE For en halv Snes Aar siden laa Færøerne officielt ikke paa den Plads, hvor de nu ligger. Den Gang fandt man dem paa den og den Breddegrad og den og den Længdegrad - nu ligger de et andet Sted! Og denne Forrykkelse nærmere mod Europa skyldes den danske Generalstab, som med en fra alle Sider anerkendt Omhu foretog Opmaalinger og Kortlægning. Man havde, indtil dette Arbejde var afsluttet i 1899, rettet sig efter et Kort fra 1806, saa et lille Eftersyn var jo ikke afvejen, og Resultatet blev da, at Øgruppen - i hvert Fald paa Kortet - kom os nærmere. Nu har vi Udstillingen deroppefra. Den vil jo ikke forandre de af Generalstaben afstukne Linier, men det kunne dog være at den var et første Puf til at Færøerne paa amdem Vis kom nærmere til Danmark, at man her i Moderlanget fik en noget mere vaagen Interesse for disse Interessante Øer med deres friske, djærve Befolkning, blandt hvilke Traditionerne paa forskellig Maade endnu holdes i Ære. Naturligvis gaar det med denne Udstilling som med de øvrige Grupper indenfor Helheden, at der uden Skade kunne være mere. Vi faar ikke tilstrækkelig fyldig Besked. Man naar netop til det Punkt for Alvor at vække vog Appetit - for saa at standse. En Mulighed er der dog for, at den Vestindiske afdeling kan komme nær til Fuldkommenheden, naar den nyankomne Skibsladning derovrefra er bleven fordelt i Boderne og paa Terrænet. Ved den færøiske Udstilling har man dog været klar over det ved en saadan Fremvisning meget væsentlige Moment, nemlig, at det gjalt om at give Prøver paa den hjemlige Industri, vise, hvad der fabrikeres af Ejendommeligheder netop fra Færøerne. Og her er den smukke Knivfabrikation med de indlagte Skafter et godt Eksempel paa den selvstændige Virken. Dernæst er der den righoldige Udstilling af Skind og Huder, af Uld og prægtige, langhaarede Tæpper, der sælges til en meget billig Pris. Man undgår hellr ikke at lægge Mærke til den kolossale Kulblok fra Syderø - en efter Sagkyndiges Udsagn ret enestaaende Prøve paa de meget omtalte, færøisk Kul. Den kvindelige Husflid er særdeles smukt repræsenteret og aabebarer en fin Smag, der forstaar at benytte Farver. I forskellige Montrer findes Samlinger af mer eller mindre karakteristiske Arbejder for Færøerne - Grindeknive, Nationaldragter, udskaarne Genstande, Metalarbejder o. s. v. - men desuden er her naturligvis en ikke ringe Mængde Kuriosa fra tidligere Tider. Ganske morsomt er f. Eks. et Skakspil, hvoraf nogle af Brikkerne, der viser Biskopper i Ornat el. l., rimeligvis stammer fra før Reformationstiden; i 185o er saa Spillet blevet suppleret af en Færing, der har skaaret andre Præstefigurer, men den hvide Krave og den høje Hat har nu afløst de katolske Dragter. Paa et af Væggene hænger et sjældent Stik, der viser selveste Frederik den VII i Fangerkostume ved en Grindejagt; det blev til som Minde om Kongens Besøg deroppe, men er allerede nu en Sjældenhed. Færingerne faar naturligvis i første Række det store Publikum i Tale ved de to arrangerede Stuer: Røgstuen og Glasstuen; den sidste har sit Navn af den for os ikke overvældende Besynderlighed, at den har Vinduer. Paa Charlottenborg havde Maleren E. Krause i Aar et smukt Billede af en saadan Røgstue - i et tidligere Numer af "Ill. Tid." fandtes forøvrigt en Gengivelse deraf - og man kan nu paa Koloniudstillingen yderligere danne sig Begreb om disse Stuer, hvor Røgen gaar direkte fra Ildstedet op gennem Hullet i Taget.  Den lille "Glasstue" byder - foruden det hyggelige og beskedne Indtryk - den mere taalmodige Beskuer nogle Enkeltheder, som ikke er uden Interesse; man skal saaledes lægge Mærke til Figurerne paa Kakkelovnen - det er nemlig ingen ringere end Caroline Mathilde, der danser med Struense, medens Brandt stryger Fiolen dertil. Og paa Væggene hænger Silhouetter, der har mangfoldige Aar bag sig, Billeder, som i lange Tider har prydet den lille Glasstue paa Færøerne. I en Ramme findes et gulnet Dokument; det regnes for en af Stuens fornemste Seværdigheder og er selve det Kaperbrev, som Justitsraad Møllers Oldefader, Michael Møller, modtog i det Herrens Aar 1808. Alt dette er imidlertid Detailstudier. Det store Publikum, der passerer i saa og saa mange Minutter, har ikke Tid til sligt. Men Carl Lund er derimod sikker paa sine Beskuere, og hans smukke Fuglebjerg og Gadepartiet fra Thorshavn bliver derfor Reklameplakater for den færøiske Udstilling. VALDENAR GREIBE Illustreret tidende, nr. 44, 30. juli 1905 GRØNLAND - VESTINDIEN LIGESOM Grønland og Vestindien paa Kortet markerer Polerne for vort Koloniomraade, saaledes begynder man her paa Udstillingen straks med Grønland for at slutte med Vestindien i den store Bygnings modsatte Ende.  Naar man ene holder sig til den kgl. grønlandske Handels Udstilling, maa Repræsentationen fra vor nordlige Koloni siges at være fortræffelig. Det er en ganske enestaaende Samling, der her præsenteres, et velordnet Indblik, der gives i Grønlænderens Liv og Færden, hans Boliger, Redskabsmateriale og Produkter. Den viser Handelens Livsbetingelser: Skind, Tran, Fuglefjer og Edderdun; her er Modeller af Boliger - dels Koloni-, dels Udliggerhuse - ; Beklædningsgenstande og Redskaber o. s. fr. Rent dekorativt set virker Repræsentationen fra Grønland naturligvis ogsaa i heldig Grad. Den udstoppede Isbjørn, Hundeslæden, Kajakken, Konebaaden, Teltet - alt bidrager det til at give Koloniudstillingen det Præg, der bør hvile over den. Hr. Carl Lunds Fantasi har ikke med Hensyn til Grønland faaet Lov til at spille vidt om, men er krystalliseret ud i et Isblokpanorama fra Umanak. Endelig er der som et Supplement til Udstillingen, der forøvrigt ogsaa rummer Prøver paa Kryolithselskabets Virksomhed m. m., en elegant og meget kostbar Samling fra Bundtmager Bang. Den viser, hvor højt vor Industri staar paa dette Omraade, og navnlig Udlændinge har i Aar sikret sig varme Minder af Skind og Fuglefjer. Med Vestindien afsluttes, som sagt, Udstillingen paa særdeles virkningsfuld Vis. Man sidder her
I en saa kortfattet Oversigt over denne Udstilling fra Grønland og Vestindien vil meget naturligvis forblive unævnt, der ærlig fortjente en Omtale. Men kan disse Par Ord virke som en liden Aperitif, der kildrer Intesessen saa meget, at et Besøg paa Koloniudstillingen bliver Resultatet, er Hensigten naaet. VALDEMAR GREIBE
Ingen udstilling uden importeret lokalkolorit Der kan stilles mange spørgsmålstegn ved den behandling der blev Alberta og Victor til del, men sikkert er det, at det ikke var det der i sin tid stod i drejebogen til Koloniudstillingen; der stod nemlig at der skulle findes et negerpar der kunne arbejde med kurvefletning under udstillingen. Der var lavet en aftale, men da den ikke holdt spredte nervøsiteten sig da det åbenbart ikke var det der stod øverst på ønskeseddelen på St. Croix, at komme en tur til 'moderlandet'. Udvælgelsespotentialet blev øget, ved nu at ægteparret godt kunne være to singler der måske kunne blive gift - så der kunne spares på kahytterne! Det gjorde så heller ikke noget at de ikke kunne flette kurve; det kunne de vel lige lære... Desperationen voksede som udstillingen nærmede sig - og den åbnede 31. maj med en i det hele taget mangelfuld Vestindisk afdeling, som dog jævnligt blev optimeret og hele udstillingssuccessen voksede så voldsomt at åbningstiden snart blev forlænges med halvanden time hver dag. Frustrationen medførte at der blev sendt et telegram til "manden" på St. Croix den 27. juni med ukendt tekst med med følgende betydning: "Send straks to negerbørn - men gå stille med dørene!" Hvad der egentlig var sagt eller aftalt med forældrene, og med hvilken nævnt eller unævnt grund (en mund mindre at mætte / de vil få det bedre i Danmark), er ikke til at sige, men den 8. juli begyndte rejsen for Alberta og Victor fra St. Croix til Tivoli i København. Victor Cornelins skriver i sin biografi: "Fra St. Croix til Nakskov" (Frimodts Forlag 1977), at han troede, da de kørte afsted med ham fra hjemmet i 1905, at han ville være hjemme om aftenen igen. Men tiden skulle forløbe helt frem til januar 1970, før han fik indfriet denne forventning. Udstillet i bur "Victor og Alberta er ankommet", stor der på plakaterne, men egentlig ny presseomtale gav det ikke. Politiken skrev (10. august 1905) at det blot var et par "små Sorte" som selv pædagoger fra provinsen vel havde set før, og der var i øvrigt en "sort" i forvejen, mr. Smith fra St. Croix, som passede udstillingens æsler og grise mv. Victor og Alberta gik som alle udstillerne rundt og beså de andre stande om formiddagen, men skulle være "til beskuelse" i den Vestindiske udstilling når gæsterne kom. Victor holdt imidlertid mest af den grønlandske udstilling, og derfor var han ofte ikke til stede på sin fastlagte plads. Det var grunden til at børnene kom i bur. Det har ganske givet øget interessen for at se dem. Alberta fik mange godbidder gennem tremmerne fra publikum, men Victor følte sig noget frustreret og aktiverede det eneste våben han havde; en spytklat. "Det var jo ikke særlig pænt, men jeg havde dengang ikke bedre midler til at hævde min menneskeværdighed". Udstillingen lukker og slukker Da dørene blev lukket efter den store succes i Tivoli, begyndte problemerne først for alvor omkring de to børn. Det store spørgsmålet var i sin enkelthed: Skal børnene sendes tilbage til St. Croix eller blive i Danmark? Der er ingen problemer i retning af den overordnere planlægning af St. Croix deltagerne i udstillingen, og der var da heller ingen spørgsmål overhovedet i forbindelse med mr. Smith der passede udstillingens dyr. Han rejste fra Danmark den 26. september 1905. Med hensyn til Alberta og Victor var der imidlertid en del spørgsmål der ikke stod konkrete svar til. Hvad var der egentlig blevet sagt til børnenes forældre? Var meningen at de skulle vende tilbage efter udstillingen? Havde nogle af planlæggerne fra begyndelsen haft en anden dagsorden, eller var det først da der var blev opbygget en sympati for børnene at ønsket opstod for at give dem et (efter almen betragtning) bedre liv i Danmark end de kunne forvente hjemme? Der findes nogle dunkle, måske ikke helt regulære handlinger eller procedurer lidt på kanten af høj legal moral - måske blev det overgået af høj (følt) følelsesmæssig indsigt? Hele forløbet med det historiske forløb for børnene, kan læses i Birgit Freiesleben historiske beretning: "Fra St. Croix til tivoli", hvor der også er mange detaljer fra koloniudstillingen. Den endelige løsning der 'blev besluttet' for børnene, var at de blev anbragt på Vajsenhuset fra 27. september, dagen efter mr. Smith havde sat stævnen mod sit hjem. Der var også bøjet et par regler på Vajsenhuset, idet midlerne her var til forældreløse børn, hvilket jo ret beset ikke kunne siges om Alberta og Victor. Alberta og Victor i Danmark Victor Cornelins skriver selv i sin bog at han "blev taget fra sit hjem og sendt til Danmark for at gå på dansk skole, med det for øje, at han efter endt seminarieuddannelse igen skulle vende tilbage til øerne som lærer". Det er for så vidt også nogenlunde situationen efter placeringen på Vajsenhuset. Meningen var her at oplære Victor i et håndværk og Alberta i håndgerning, og så kunne de herefter bruge deres uddannelse i Vestindien. Efter sin konfirmation i 1916 kom Alberta på Kronprinsesse Louises Tjenestepigehjem der lå på Frederiksberg. Desværre blev hun ramt af tuberkulose, og døde i en alder af kun 15 år. Hun blev begravet samme dag som det danske flag blev nedtaget på St. Croix, 31. marts 1917. For Victor havde salget af de Vestindiske øer den konsekvens at han som dansk statsborger fik mulighed for selv at vælge mellel St. Croix og Danmark. Victor Cornelins (der retteligt hed Cornelius, men blev fejllæst på et tidspunkt) valgte Nakskov, hvor han i 1920 begyndte sin 55 årrige skolekarriere som lærer og viceinspektør, med musiske udløbere, kone og tre børn. Cornelins link: Victor Cornelins på Wikipedia Lokalarkivet i Nakskov |
| |
