Sven Lange 1906

Sven Lange kronik
Politiken 16. september 1906


svendlange
Titel: Meninger om Litteratur
Forfatter: Sven Lange
Udgiver: Gyldendal – Nordisk
År: 1929
250 Sider.

Af disse samlede Meninger, er denne kronik fra Politiklen 1906 inkluderet.


Emma Gad
Mon der i nogen By i Evropa skulde findes et Bourgeoisi, der er saa smidig som det kjøbenhavnske? Saa let til Smil og Smaasnak, saa gesvint i sin Dom, saa parat til Uretfærdighed og til Medfølelse, saa flygtigt stemningsbevæget – saa eminent kvindeligt i hele sit Præg?

Her, hvor Kontrasterne sjældent er større, end at man nemt kan snakke sig ud over dem, og hvor selv Forretningerne helst afgøres ved langt udtværet, lidt lumskelig Passiaren – her spindes al den Evne, der er tilovers for Dagligdagen ud til et Filigran af Ondskab og Venlighed, som glitrer over Selskabslivets mangfoldige Grupper og uendelige Picknick’er.

Det tomme Rum skal fyldes ud.
Det tomme Rum?

Ja. For bagved denne smidige og flygtige Livfuldhed øjnes intet egentlig Liv. Luften her er gold og fortærende, og i dens Flimren svinder de store menneskelige Egenskaber ind til Karikaturer af sig selv.

I dette Samfund har Fru Emma Gad nemt og naturligt fundet sin Plads, et Hoved højere end de andre. Hun er smidig som de, underfundig og adræt, og hun ser paa Tingene omtrent som de, blot klarere og sikrere.



Og mere end det: Hun er Kvinde. Hun føler i sig selv en egen Svulmen og Betagelse, naar Fattigdommen og Elendigheden nærmer sig hendes Skrivebord. Og hun kender Moderfølelsen som noget mystisk og oprindeligt, der kan benyttes literært som en Protest imod den konventionelle Samfundsmoral.

Med disse Forudsætninger følte hun, at hun kunde blive saadan noget som Bourgeoisiets onde Samvittighed. Hun vilde fylde det tomme Rum med saa store Følelser som Moderømhed og Medlidenhed med de Forurettede, og saaledes bevæbnet vilde hun holde sin Omgangskreds alle dens Synder under Næsen som en osende Brand.

Hun gjorde det ogsaa nu og da, og den Værdi, hendes Virksomhed har, ligger væsentlig i dette.

Men det gode Selskab viste ogsaa her sin Smidighed: det tænkte ikke paa at forarges. Det nikkede venligt til den ivrige Dame og faldt hen i smilende Beundring over den elegante Maade, Branden blev svunget paa. Og selv om man en Gang imellem fik lidt af Soden paa sig, saa sværtede den ikke; man kunde nemt knipse den af sig igen; man var lige ren for det. Og morsomt var og blev det at se en af sine egne staa dér og være Samfundsrevser med en Mine, som kun den har, der elsker, hvad han tugter.

Desuden: man fik i stedse stigende Grad Brug for den repræsentative Frue. Adskillige andre indenfor det borgerlige Samfund ejede vel denne ejendommelige Blanding af godlidende Elskværdighed, Virkelyst og Trang til at gøre sig gældende, som er Fruens ydre Styrke, men ikke mange havde hendes lysende klare Forstand og hendes Administrationstalent, og kun ganske faa besad en saadan Smag, et saadan udstrakt og gennemprøvet Kultur.

Og dette gode Hoved og dette gode Hjerte, denne rige menneskelige Erfaring blev snart i en eminent Grad praktisk udnyttet. Hjertet blev sat i Godgørenhed, den gennemkultiverede Smag i Kunstflid og Administrationstalentet blev prøvet i talløse Udstillinger og Foreningsanliggender. Fruen er bleven det store Bindeled mellem mangfoldige Forhold og Personer i vort Samfund, som efter deres Natur ikke har noget med hinanden at gøre, og hun har erhvervet sig den Overlegenhed, der uden Snobberi, paa én Gang redelig og belevent, haandterer saavel Poeter som Majestæter.

Men Poesien har nu engang den Særhed, at den i et moderne Kulturmenneskes Bevidsthed gerne fortrænger alt andet, selv Naadens Smil og kongelige Gunstbevisninger – og man tør vel antage, at det blandt alle Fruens mangfoldige Beskæftigelser just er den, der ligger hendes Hjerte nærmest.

Spørgsmaalet er nu, om den, dér, hvor den hviler hos Forfatterinden, mærker noget af den Uro og Grøde, man kunde vel sige: den Fødselstrang, som er nødvendig for dens Trivsel og Vækst i et menneskeligt Hjerte.

Den gør det næppe – og det er derfor sandsynligt nok, at den ikke nærer saa stor Forkærlighed for Fruen, som hun for den.

Imidlertid har den ikke helt forladt hende. Den har taget Plads i hendes vagtsomme og spejdende Blik, i hendes Lydhørhed overfor Tilværelsens smaa Pudsigheder i Ord og Tale og i hendes naturlige manuelle Færdighed. Og den har farvet hendes Gemyt med en vis Friskhed, en stedse lige ungdommelig Trang til at gøre sig lystig over de Fænomener, som alle andre unge Mennesker er blevne enige om at kalde for Dydsdragoner og Prækeheste.

Dybere Resultater har Poesien ikke opnaaet med hende, og naar hun stuntom har vovet sig længere ud paa egen haand, har den vendt sig truende og ødelæggende mod hende.

Thi besynderligt nok har denne saa erfarne Dame, der dog maa kende sig selv lige saa nøje, som hun kender alt andet, ikke saa helt sjælden kastet sig ud i Skildringer af Forhold, som hun matte kunne sige sig selv, at hun manglede de egentlige Forudsætninger for at kunne forstaa – Elskovsforhold f. Eks., og alle de dybe Forviklinger som de skaber Mennesker imellem. Hun har ikke følt sit Blod banke i Takt med Elskovens indre Rytmer, og hun har derfor fæstet sit Blik paa dens ydre Former, der ofte kun er komiske – og dér er det blevet hængende. Hun har kun set dens Grimacer. Men derved er hendes iøvrigt saa forsigtige og klare Skildringer paa mange og væsentlige Punkter ikke alene blevne tomme, men ogsaa forvrængede.

Imidlertid har dette Forfatterskab alt i alt naaet Resultater som mange stærkere Talenter forgæves har kæmpet for. Sammen med Esmann og Benzon har hun smilet en ændret Opfattelse af mange Ting ind i Bourgeoisiet, lirket lidt her, lumsket lidt der og pillet ved adskillige stramme Knuder, saa de løsnedes. Hun har en stor Andel i, at Borgerskabet efterhaanden mister Evnen til at forarges over de Forhold i Poesien og Virkeligheden, som det ikke straks forstaar.

Og det er dog altid et Fremskridt.
Sven Lange.