Fru Emerentze Munchs Optegnelser 1907

Emerentze Munch, født Barclay - Mormor til Emma Gad, født Emerentze Halkier.

Emerentze Munch
Fru Emerentze Munchs Optegnelser 1907



Titel: Fru Emerentze Munchs Optegnelser
Forfatter: Emerentze Munch
Bogudstyret: Th. Holmboe
Tryk: Central-trykkeriet, Kristiania
År: 1907
79 sider, 2 illustrationer




Emma Gad blev navngivet efter sin mormor Emerentze Munch, født Barclay, men hun følte at navnet tilhørte en anden tid (som bedsteforældres navne ofte gør) og valgte i stedet selv at hedde Emma.

I denne beretning fortæller Emerentze Munch om sin opvækst som beskriver meget om en svunden tids hverdag med sygdom og hårdt arbejde.
Vi er omkring branden i København og Slaget på Reden 1801 (som stadig i dag er på kalenderen 2. april), Danmark og Norges deling og økonomisk krise.

Hendes liv med Jacob Munch er beskrevet med stor kærlighed i op- og nedture. Først skulle hun vente på kærligheden faldt på plads mens han var militær officer – og senere venten på afslutning af Munchs kunstnerrejse der naturligvis inkluderede Paris og Rom (hvor et venskab med Thorvaldsen blev etableret).

Hjemme fik Munch senere faste aftaler om at male de kongelige i en årrække.

Men lykken var når de var sammen.
“Det var lykkelige Dage, men efter et Par Aars Forløb skulde jeg have min ældste Datter, man skulde tro, at dette skulde forøge Lyksaligheden, men det var ikke Tilfældet.
Vi maatte have et større Logis, en Pige til, kort vi maatte stige ned af Parnasset og finde os i de smaa huslige Sorger ligesom andre Dødelige. Sophie var et dejligt Barn, men en stor Skrighals, som forstyrrede vor Nattero. Piben fik en anden Lyd; Indtægterne begyndte at tage af, Byen var ikke stor dengang, og den kunde ikke alene beskæftige en Kunstner.”

Emerentze skriver om lykke og genstridigheder, som man næsten kan forvente med en kunstner til ægtefælle.

På et tidspunkt dør hendes broder og hun er indsat som universalarving. Hun skal så rejse til København for at gennemgå det tilhørende papirarbejde som hun har bedt konsul Nikolai Georg Halkier ordne, da han i en tidligere arvesag havde hjulpet dem.
Hun tager sine to ældste døtre med på turen, og konsulens bror, Hans Peter Halkier, er tilfældigvis også på besøg mellem sine udenlandske arbejdsopgaver; og naturen har sin egen bestemmelse med et sådant skæbnemøde!

Vinteren før brylluppet var der samlet en del unge mennesker til en dans i hjemmet.
“I en Hornpipe holdt de hinanden i Hænderne og sprang rundt. Den der holdt Sophie slap hende, og hun tørnede mod Kakkelovnen og slog et stort Hul i Hovedet saa Blodet strømmede. Det var en sørgelig Ende den Lystighed fik. Hun blev meget svag og nerveus derefter og kunde ikke tage nogen Del i nogen Munterhed senere, men da hun nu skulde blive en værdig Kone, fandt hun sig deri.”

Brylluppet blev bestemt til St. Hans.
“Den Dag er virkelig Bruden den fornemste, men da det som oftest er den sidste Triumph hun nyder, saa faar vi unde hende den. Endelig styrter Brudgommen elegant frisert igjennem Salen, og mangt Smil følger ham.
Vi Forældre var inderlig rørt og gjennemtrængt af Taknemmelighed mod Forsynet, der loved saa megen Lykke i Fremtiden, som ogsaa gik i Opfyldelse. Dagen var i alle henseender tilfredsstillende, munter og behagelig.”

“Vi fik gode Efterretninger fra Kjøbenh. Sophie var lykkelig, fik snart sin førstefødte Søn.”

“Da han [Halkier] troede at torde vove det, kjøbte han et Stykke af den Classenske Have, en Spadsertur fra hans Bolig yndig, lige ved Søen, med store Træer, anlagde han en Have og byggede sig en smuk Villa. Efter flere Aar, var jeg imidlertid bleven Enke, inviterte han mig ned for at se paa denne herlighed.
En smuk Søndag Morgen seilede jeg gjennem Sundet, fulgt af utallige Skibe; vi stopped ved Toldboden, hvor det kjære Ægtepar ventede med en smuk lille Eqvipage. Enhver af os kjender Søevang en solbelyst Sommermorgen. Jeg var rent henrykt; jeg faldt min Svigersøn om Halsen, jeg trykkede ham i mine Arme og takkede ham for al den Glæde og Lykke han havde bragt ind i min Familie; han saa paa mig med sit stærke, kjærlige Blik, og Taarerne kom ham i Øjnene.
Ak Gud, han forlod os for tidlig, savnet og begrædt af os alle.”

“Den 16. september 1864.
Der er gaaet 50 Aar over mit Hoved siden den lykkelige Dag, da Munch vendte Hjem, trofast og kærlig til sin elskede Pige og vi blev forenede. Vor Vej har vel ikke været bestrøet med Roser; men jeg tør dog side, at Enighed og Kærlighed har fulgt os paa vor Livs Bane. Tunge var hans Sygdoms Aar, jeg delte dem trolig; de er overstaaede og jeg lever et roligt Alderdoms Liv.”

* * * * *

Wikipedia:
Fra gamle Dage, 1883 – En gammel Dames Optegnelser, 1895 – Fru Emerentze Munchs Optegnelser. 1907.
Emerentze Munch (født 1786 i Larvik, død 1868) var en norsk memoarforfatter. Hun skreiv sine erindringer i 1862, men de blei trykt først etter hennes død – i 1883 i tidsskriftet Skilling-Magazin med tittelen «Fra gamle Dage». I 1895 blei et utdrag publisert i det danske tidsskriftet Museum. I 1907 kom erindringene i bokform, Fru Emerentze Munchs Optegnelser.

*
Det var måske denne udgivelse der i 1907 fik Emma Gad til at skrive en artikel i Kvindernes Blad: Vort Helbred, om et brev hun havde liggende i sine gemmer, som var fra Emerentze til Emmas Gads mor, Sophie.
Her, kort efter sit bryllup, havde Sophie fået lidt moderlige formaninger, som Emma Gad prøver at gentage som hun syntes de i stedet burde have lydt.
*
Jacob Munch: Store norske leksikon, Malerier.