Vilhelm Wedell-Wedellsborg 2000

Bogen om Ellen og Ferdinand Blom.

Her er Emma Gad og familiens virkelighed beskrevet indefra. Breve og personlige oplevelser samlet af Emma Gads storebror Jacob Gotfred Halkiers barnebarn Vilhelm Wedell-Wedellsborg.
En insiderberetning der kommer lige så tæt på familien, som ellers kun har været tilgængelig i sønnen Peter Urban Gads udgivne radioforedrag: Klunketiden på en anden maade.


Titel: Bogen om Ellen og Ferdinand Blom
Forfatter: Vilhelm Wedell-Wedellsborg
Sidetal: 350
Udgiver: Thomas Bloms forlag
År: 2000
ISBN 87-7257-043-1

Når man giver sig til at læse en samling gulnede breve, som forlængst afdøde personer har skrevet – danner man sig lidt efter lidt en forestilling om, hvordan de pågældende har levet, hvordan de har set ud, og hvilke tanker og følelser, de har haft. Og når man er nået et stykke frem i læsningen, er det, som om man læser en roman, en historie om en familie, der levede under ydre forhold så helt forskellige fra dem, vi kender i dag, en familie med glæder og sorger, kærlighed og vrede, fremgang og skuffelse, håb og ængstelse. Da familien, det her drejer sig om, er min egen – med min mormor, etatsrådinde Ellen Blom, som den centrale skikkelse – har jeg gerne villet fortælle historien til familien på en for dem lidt mere tilgængelig måde end ved blot at efterlade dem en hoben gamle og ofte svært læselige breve.
Vilhelm Wedell-Wedellsborg


Anekdoter om Ellen
Peter Urban Gad og hans kone Esther var netop kommet tilbage fra Tyskland, og havde slået sig ned i en stor lejlighed. Ellen gik fra rum til rum og beundrede Peter Urbans gode og stilsikre smag i indretningen. Til sidst nåede de ind i soveværelset. “Nå”, sagde Ellen, “Her har I rokokostole, det er det vi andre har i dagligstuen. Sig mig Peter Urban er de fra Therp?”. “Ellen”, sagde Peter Urban stødt, “Du ved dog at Therp ikke får lov til at sætte benene over min dørtærskel”. “Nå” sagde Ellen, idet hun så sig om, “I kunne ellers godt trænge til ham”.
Efter nogle års arbejde som filminstruktør i Berlin vendte Peter Urban og Esther som sagt hjem i midten af 20’erne hjem til København. Det var endnu i stumfilmens dage, hvor filmen regnedes til de mere folkelige forlystelser. Peter Urban var imidlertid overbevist om det nye medie som kunstart og åbnede derfor Grand Teatret, hvor han som filmpioner udelukkende viste seriøse film af høj kunstnerisk kvalitet.
Ellen, som var nært knyttet til sin 10 år yngre fætter, besluttede at give forsøget sin fulde støtte og opbakning. Følgelig vakte hun en vis opsigt ved at udtale til veninder og bekendte i det københavnske selskabsliv: “I må gå i Grand Teatret! Jeg ser alle Peter Urbans film! Det er byens bedste biograf! Man kan sidde lige hvor man vil, for der er aldrig et menneske.”

Brev fra marts 1911
“…I går var jeg sammen med professor Georg Brandes hos tante Emma (Gad) til en frokost, og han var så morsom, så fuld af anekdoter og apropos, at jeg var aldeles begejstret for ham og egentlig syntes, at han var 500 kr. værd til en fest. Nu var han vistnok særlig oplagt i går, han kan vist også være gnaven efter noder. Bobbie (Peter Urban Gad) er nemlig kommet hjem et par dage, hans kone (Asta Nielsen) er syg af overanstrengelse i Berlin, han selv er ret misfornøjet med sin bestilling, tror jeg, men han er så rar og så kultiveret.”

Brev fra januar 1914
“…Du kan tro fru Oda Nielsen var strålende forleden. Jeg talte med hende om sin søn Kays succes, men han havde også studeret keramisk kunst i 10 år og pludselig, da det kom på mode, stod han fuldt færdig, det var hans held. Og se på Peter Urban (Gad). Han læste og studerede og skrev dårlige stykker og malede og var lige ved at sulte ihjel, og pludselig kom filmen, og alle han forskelligartede studier kom til nytte, men naturligvis er det heller ikke alle, som er så heldige, og han slider vist rædsomt i det, men han tjener også 200.000 om året, det er jo fænomenalt for os små borgere.

Højmarken
Hver sommer flyttede Ellen på landet med børnene. Humlebæk var det foretrukne sted, og i mange år i træk var det den endnu eksisterende Villa Narva, det gjaldt. Her havde man landlivets ro, dejlig badestrand og en for Ellen meget værdsat ting, nemlig den højst elskede tante Emmas nærhed. Emma Gad havde som sommerbolig købt et beskedent fiskerhus en anelse længere nordpå end Villa Narva.

Haven
Når man fra den ca. 1 ha store græsplæne kom til dammen, løb der en smal sti hen til en japansk have med små broer dannet af cementfliser og beplantet med stenhøjsplanter og en canadisk acer, der skiftede farve fra grøn til rød om efteråret. Der kan ikke være tvivl om, at Ellen, under anlæggelsen af den japanske have, har fået kunstnerisk inspiration fra sin fætter Peter Urban Gad, som havde været i både Kina og Japan og kom hjem derfra med et stærkt indtryk, som også kom frem i hans arbejde med sin mors have i Humlebæk. Imellem stenene i haven plantede hun med stor iver “incar villea”, så vidt mulig ‘delawayi’, men den var nu ikke nem at få til at komme igen. Det gik bedre med grandiflora, men dens farve stemte ikke med det kinesiske røde. Der var også Primula Florindae (kæmpeprimula) imellem stenene.

SØLVBRYLLUPSSANGEN
af
Emma Gad

Til Ellen og Ferdinands guldbryllup den 24. maj 1933, blev “Sølvbryllupssangen” genoptrykt og sunget.


Alle:
Dag blandt alle Dage,
Haab og Minders Fest,
Slægt og Venner mødes
Højttidsstemt til Gæst!
Fortids-Toner klinger
Med i Festens Lyd,
Livets Indhold samlet
I en Times Fryd.

Han:
Hvad end Tiden bringer,
Et dog, ved jeg nu,
Ingen her i Verden
Var for mig som du,
Livets bedste Gave
Gennem Lyst og Nød,
Kvægelsen og Styrken
Gennem Liv og Død.

Hun:
Uligt var vort Væsen,
Mands og Kvindes Aand,
Sammensmeltet staar vi
Nu dog Haand i Haand.
Mens vi sammen vandred’
Livets lange vej,
Jeg af dig fik noget,
Noget du af mig.

Begge (tostemmigt):
Maalet i det fjerne
Lykken for vor Børn,
Den er for os begge
Livets højester løn.
Hvad end er beskikket,
Gennem dem vi ved
Bedst af alt er fælles
Haab og Kærlighed

Alle:
Men engang naar Solen,
Rødmer blidt mod Kvæld,
Og naar Hjertet mindes
Svunden Ve og Vel,
Gid da Mindet blive
Som nu Haabet rigt,
Gid da Livet sande
liders Ungdoms Digt

De sidste år
Ellen og Ferdinand Bloms lykkelige og mondæne tilværelse var henholdsvis i Københavns centrum og Høimarken i Vedbæk. De nåede jo at fejre deres guldbryllup, hvor der skete det meget usædvanlige, at guldbrudens mor Ettie Halkier kom på besøg.
Ferdinand holdt sig helt frisk til et par måneder før sin død 28.12.1936. Tre år efter guldbrylluppet måtte han som 88-årig give op,

Ellen døde i 1940, 77 år gammel af lungebetændelse, lykkelig, med Andreas’ hånd i sin. Efter begravelsen samledes børn og børnebørn samt enkelte andre nærtstående i hendes hjem til middag.

Ved begravelsen holdt hendes fætter Peter Urban Gad følgende tale: “Da vi forleden dag fik at vide, at nu har tæppet faldet for min kære kusine Ellens liv, blev jeg meget bevæget, for mig rent personligt var det et smerteligt tab, fordi det på en gang stod mig klart, at med hende var den sidste gået bort, som havde holdt af mig hele mit liv igennem. For den tak, vi er hende skyldige godt og kærligt gennem de mange, mange år, kan jeg overhovedet ingen ord finde.
Og da jeg havde lagt mig om aftenen, og jeg i stilheden kunne samle mig om tanken om hende, dukkede der mange muntre, kærlige og festlige billeder op for mig – men et erindringsbillede kom stadig igen; jeg kan også nogenlunde tidsfæste det, fordi det var knyttet til det lille hus ude i Humlebæk, som mine forældre havde bygget, og hvor Ellen jo var vor kære nabo – det har været i de første år af halvfemserne, da hun selv var sidst i tyverne, i sin fulde ungdomsglans og skønhed. Jeg husker, hvordan hun kom ind i vor have omgivet af småbørn og hunde, et larmende og leende optog – drengene råbte og hundene gøede og Ellen lo, og i favnen bar hun en stor buket markblomster, og omkring blomsterne flagrede endnu en flok sommerfugle, som fulgte med derude fra markerne, sådan som de gør, når man bringer deres markblomster med. Det var et sommerbillede, solen skinnede – og himlen var blå.
Og det er vist netop derfor, at billedet har prentet sig så fast i erindringen – fordi det stemmede så nøje og så rigtigt sammen med hele omgivelsen: den danske sommer. For sådan som Ellen stod der i solskinnet, frodig, skøn og lykkelig, var hun det stærkeste billede af selve den danske sommer, den hun jo også selv var født i, og som hun lignede så meget i sit sind, sit væsen og sin virkning; hun lignede vor nordiske sommer, sådan som den er – med et omskifteligt klima, med lunefuldt vejr, som også kan bringe grå dage og storm, og tordenbyger med – men vi ved alle, at disse skiftninger skulle vi ikke tage alvorlige eller med surt humør, for ovenover skyerne er himlen altid blå, og er vejret ovre, så smiler solen igen, frugtbargørende, varmende og lysende.
Det er sådan, vi skal huske Ellen med det rige sind, sådan som vi ser en sommer, og nu hvor aftenklokkerne har ringet solen ned efter en lang og dejlig sommerdag, skal vi takke hende for varmen, hun gav – og vi skal bevare mindet om hende, ikke højtideligt og tungt, fordi hun er gået bort, men vi skal huske hende med et smil og takke hende med et smil.
Men foruden Ellen er der et andet minde, vi i dag skal tage afsked med, det er dette hus, hvor vi i aften er samlede for sidste gang, det er mig og sikkert os alle så meget mere magtpåliggende, som det giver os lejlighed til her, ved dette gamle bord, endnu en gang at bøje vor hoveder i ærbødighed for høvdingen, der er gået forud. For Ferdinand og Ellen Blom var et høvdingepar, rundet, som de begge var, af det bedste og sundeste i den danske folkestamme – det, vi kalder det kongelige borgerskab. Og deres hus var en adelsgård. Ordet gæstfrihed er blevet slidt og blevet for ringe til at give udtryk for den stemning, der lå over dette gamle hus. Her brændte en arnes ild, lysende og varmende, noget, der gav tryghed, noget bredt og favnende. Ingen af os, der har færdedes i dette hjem, vil nogensinde kunne glemme det. Vi vil bevare mindet om det, som det var i hverdag og i fest, i alvor og glæde, som noget umisteligt. Nogle af os, vi der er ældre, vil vel kun have nogle få år at bære dette minde i, men for alle de yngre vil det være en gave for livet.
Jeg ville ønske, at også de yngste i familien og børnene med havde været her til stede i aften. For til dem ville jeg have talt nogle ord om det dyrebare minde, de i taknemlighed skulle hæge om i hele deres liv. Og jeg ville have mindet dem om en gammel nordisk skik: Når en af høvdingerang blev gravsat, så samledes hele slægten om hans bord og drak hans minde, og så aflagde man et helligt løfte – og her skulle hver af de unge i denne kreds love sig selv dette: Vi vil bære slægten videre, vi vil leve op til dette: at være værdige til at stamme fra dette hus.
Og med disse ord vil jeg bede alle om en kærlig taknemlighed at tømme deres glas til minde om Ferdinand og Ellen Blom.”

Ellens familie, Halkier slægten
I familiens eje findes et stamtavle skrift. Ifølge dette nedstammer den her behandlede linje af slægten fra toldbetjent og visitør i Aarhus Peder Rasmussen (1630-1689). Han tjente som ung i hæren og skal under Københavns belejring (1659) “med stor livsfare være redet ud i den svenske lejr og såret have bragt pålidelig rapport tilbage om det overhængende anfald.” Frederik den III skænkede ham senere en del jordegods i Hads Herred i Jylland, og efter en af gårdene der tog han navnet Halkier.
En af hans efterkommere Gottfried Halkier, der er stifter af det senere handelshus G. Halkier & Co., tog borgerskab som grosserer i København 1784. Ved hans død fortsatte enken Karen Margrethe f. Mammen forretningen, idet hun optog sin senere svigersøn grosserer Henrik Næwe som associé i samme. 1835 afstod hun handelshuset til sine sønner oldenborgsk konsul, grosserer Nicolaus (Nicolay) Georg Halkier, der var barnløs, og nedennævnte grosserer Hans Peter Andreas Halkier, Ellens farfar.
De to brødre bragte ved dygtighed og retsindighed firmaet op til en anselig forretning, bl.a. virkede de som kommissionærer for provinskøbmænd, og de drev desuden i en årrække et sukkerraffinaderi og skibsrederi, ligesom handelshuset siden 1855 havde part i det på Frederiksværk værende kobbervalseværk, der senere i 1896 blev omdannet til et aktieselskab. Peter var grosserer, chef for handelshuset G. Halkier & Co., medstifter af og direktør for Østiftemes Kreditforening, direktør for Assistentshuset, borgerrepræsentant og gift med Sophie Munch.

Den bedste beskrivelse af ham får vi af hans svigermoder Emerentze Munch, som i sin alderdom optegner sit livs vigtigste begivenheder så morsomt og kærligt beskrevet, at de i 1907 blev udgivet i Christania af Foreningen for Norsk Bogkunst.

[Da Emerentze Munks erindringer allerede er nævnt på EmmaGad.dk, er Vilhelm Wedell-Wedellsborgs resume også placeret på denne side.]
Hans Peter Andreas Halkier og Sophie Edvarda f. Munch

Sophie og Peter levede i et lykkeligt ægteskab sammen med deres 5 børn. Peter Halkier var en dygtig og samvittighedsfuld forretningsmand, som sørgede godt for sin familie. Som ung mand kom Peter Halkier i lære hos Suhr, som forpagtede Kobbervalseværket 1827-1855. I 185S blev Kobbervalseværket købt af et konsortium bestående af firmaet G. Halkier og Co., Købmand K.A. Larsen og S.A. Brendstrup. Det er gådefuldt, hvorfor Peter Halkier indlod sig på denne handel, som på forhånd må have set risikofyldt ud. Peter Andreas omtales som en særledes samvittighedsfuld mand. Man kan derfor gisne på at han, før han indlod sig på denne handel, har søgt oplysninger om produktionens karakter og om årsagerne til, at det havde vist sig så vanskeligt at få fabrikationen til at betale sig. Ikke underligt at Ettie Halkier i et brev omtaler ham som fuldendt neurasteniker.

Søvang
I mange år blev Peter og Sophie boende i lejligheden i Dronningens Tværgade 12, som imidlertid til sidst blev for lille til en familie på syv personer plus diverse tjenestefolk. Peter besluttede sig derfor at bygge en sommerbolig, nemlig Søvang. Emerentze Munch beskriver denne ejendom, som hendes højtelskede svigersøn lod opføre, således: “Da han troede at turde vove det, købte han et stykke af den Classenske Have, en spadseretur fra hans bolig, yndig, lige ved dammen, med store træer, anlagde han en have og byggede sig en smuk villa. Efter flere år, jeg var imidlertid blevet enke, inviterede han mig ned for at se på denne herlighed. En smuk søndag morgen sejlede jeg gennem Sundet fulgt af utallige skibe, vi stoppede ved toldboden, hvor det kære ægtepar ventede med en smuk lille ekvipage. Enhver af os kender Søvang en solbelyst sommermorgen. Jeg var rent henrykt. Jeg faldt min svigersøn om halsen, jeg trykkede ham i mine arme og takkede ham for al den glæde og lykke han havde bragt ind i min familie; han så på mig med sit stærke, kærlige blik, og tårerne kom ham i øjnene.”
Ellen talte ofte om Søvang, som hun elskede højt. Hendes farmor Sophie gav hende et lille stykke jord til at dyrke som sin egen have. For at understrege at det var hendes, lavede Ellen et skilt, hvor hun ville skrive Ellen Halkiers Have, men H’et kom til at ligne et M så meget, at onklerne drillende kaldte den Ellen Malmkiers Mave.
Sophie Halkiers barnebarn Peter Urban Gad har i et foredrag kaldet Klunketiden på en anden måde givet følgende billede af Søvang:
“Min moders moder den gamle fru Halkier besad en stor og dejlig ejendom, Søvang, med en mægtig have, med alleer og frugthave, grænsende til en sø, Aggersborg Sø, hvori der lå en lille ø med en trævilla på. Søvang må have ligget mellem Strandboulevarden og kystbanens terræn. Jeg har således oplevet med mine forældre at flytte på landet på Strandboulevarden; og det var virkelig landliggeri – hele egnen var villa – er og handelsgartnerier, og ude bag hækken var der en dyb grøft med broer over, der førte over til Strandpromenaden langs Øresund . .. Så landligt var der derude på Søvang, at min bedstemoder holdt ko. Det var en yndet sport for fælledens bisser at bortføre koen, der var opkaldt efter min bedstemoder og hed Madam Halkier, trække den en tur på fælleden i nærheden og vende tilbage med den i triumf og kræve to kroner i bjærgeløn, idet det blev foregivet, at den skikkelige Madam Halkier under livsfare var bleven indfanget ude ved Utterslev.
Der var en stærk selskabelighed mellem beboerne af de omliggende villaer, og mange af disse naboer var også markante personligheder. – Således ægteparret Jerichau, billedhuggeren og hans hustru malerinden Elisabeth Jerichau Baumann, hun elskede at arrangere store fester og indbød alle de velmeriterede borgerfruer, der da også indfandt sig i deres største pragt, struttende kjoler af brokade og taft og kniplinger. En anden prominent nabo var fru Johanne Louise Heiberg; min moder fortalte om den ærefrygt, der omgav hende. Når der var selskab på Søvang, og fru Heiberg kom op gennem haven, virkede det langt stærkere på gæsterne, end om det havde været dronningen selv.”

Ettie
Der var straks et hjerteligt forhold mellem Sophie og hendes svigerdatter, sønnen Gotfreds engelske kone Ettie.
Sophie Halkier skriver til sin svigerdatter fra Søvang, den 20. Juni 1871 el. 1872:
“Min kære Ettie.
Jeg tænker, du længes efter brev fra mig for at høre, hvad jeg siger til denne seneste begivenhed. Herman gik sine egne veje, spiste ofte frokost hos Fru Stilling, hun var nemlig ude i Skodsborg, så gik han sin vej til min forundring. En fru Brøckner spiste her, og da jeg trængte på Peter sagde han mig, han var blevet forlovet. Du kan nok tænke dig, jeg sov ikke meget den nat, og var i det hele overmåde betaget, jeg har også vel meget på mit sind i sommer, men for hans Skyld må jeg jo være glad. Jeg tror, han var ked af at være hos mig, og hun er unægtelig en meget sød pige, jeg tror, hun er en af disse upåklagelige naturer, man bestemt ikke kan have noget imod, men interessant er hun ellers ikke, om Herman skulle komme til at kede sig lidt med hende, ved jeg ikke, man må håbe nei, han er pudsig lige over for hende, noget kejtet som han er, klæder det ham ikke, og hans natur, tror jeg, kommer først til sin ret, som du ved, er han alt andet end galant, men han er jo dygtig og brav, og holder han meget af hende, så bliver hun og han vel nok lykkelige, så lykkelige som han med sit noget træge og triste temperament kan være. Jeg lever i bare forlovelser. Her går 3 par, og jeg skal sørge for mad til dem alle fra morgen til aften og bliver ikke taget meget notits af. Peter og jeg føler os unægtelig trykket af denne megen kærlighed, Ingeborg Gad har nemlig været her i besøg i denne uge, og jeg har den glæde at have Frits her fra te om morgenen til 11-12 om aftenen. Gad sover for det meste her, og jeg må gå som politibetjent om aftenen for at få dem hver til sit, disse juniske månelyse aftener, når nattergalen slår oppe i alleen. Så du kan nok tænke dig, det er meget sværmerisk.

Henrietta (Ettiie) Mathilda Halkier f. Taylor
(Malet af Gertner)

Jeg længes ofte meget efter dig, min egen Etty, for det første fordi jeg holder meget af dig og morer mig med dig, og jeg tit er træt af denne egenkærlige gensidige interesse, som disse elskende viser. Emma er ganske tosset i sin Urban, og han har jo noget stærkt i sin måde at vise sin kærlighed på, som river hende imodståelig til ham, ak jo der er ikke andet end lade dem have hinanden, det siger sig vel, det ved du jo også.
Vi stræber med hendes udstyr, endnu har vi ikke købt andet end linned, men det er jo også det seneste, du ved frøken Skou syr en del af hendes eget tøj ovre i Jylland, Gad tegner navn på servietter og tante Jytte syr for dem om onsdagen, så er hun her hele dagen. Her er så stille og smukt, nattergalen synger i dette øjeblik, dammen er stille og smilende, de 4 forlovede kører en tur, Emma skal altid til min ærgrelse sidde på bukken hos Gad, han er nemlig kusk. Eleonore er hos Maas, Ellen, Peter og jeg er alene hjemme, så vil jeg sludre med dig, min søde Etty, du har dog måske en lille tanke for mig. Du må ikke tro jeg er gnaven eller bedrøvet, verden kalder mig en lykkelig moder, og det er jeg jo virkelig. Men det er jo også meget på en gang. Gad holder jeg virkelig meget af, han er cavalier og tækkelig. Var blot Emma lidt mere øm mod mig, så tror jeg, jeg ville være meget lykkelig, men han tager hende så ganske væk, at det nok er lidt træls for mig. Jeg venter Gotfred i morgen, så bliver han her nogle dage, på søndag skulle vi alle over til Elskær, fruen var så nådig at invitere mig med, og da Harriet og Herman også har lyst til at tage med, synes fru Moe jeg må tage med dem, som jeg også finder at være mest passende, fru Næs kom som en stormvind, snakkede os ganske konfus. I morgen aften skal her være forlovelsesselskab for Herman og Harriet, jeg synes det er morsommere i den smukke årstid at gøre det om aftenen, vi skulle spise tidligt ved buffet i stuen, og siden skulle der tages dessert i verandaen, og så tænker jeg, der danses lidt, her kommer også ældre, Clausens, Fabricius, Stegmans, Gads, Onkels, og alle disse unge par og nogle venner, om de kommer til at more sig, får blive deres egen sag. Billes og Bunsens kunne desværre ikke komme, de skulle være til selskab hos Billes. Jeg har bestemt mig til at tage 1. sal på kontoret, nu da Herman også forlader mig, så kan jo Peter og jeg nok komme ud deraf, det er så underligt og smerteligt for mig at drage derind igen, livet er dog et kredsløb, og man ender, hvor man begyndte, men da de alle ønsker det, så vil jeg jo gøre det, så kommer jeg nøgen (?), ensom k… (?) til dig, min Etty, og får opmuntring og kærlighed, jeg tager så Ellens sovekammer til spisestue, der er mere plads.
Nu må jeg tale om min søde Ellen, Gud velsigne hende, min lille øjesten, hun og jeg er forlovede, hun er glad og sød, passer sin skole, og er vel nok så flink, jeg vil just ikke sige, hendes karakterbog er superb, men dog ret god, hun er det hjerteligste, sødeste barn jeg kender og sover i din stue, og Maren passer hende meget ordentligt, jeg passer på alt er i orden, så du kan være ganske rolig for hende, hun går nu hver dag i vandet. Gid jeg vidste om kininen hjalp dig, kære, jeg har fået så lidt at vide derom, man kan jo ikke altid vente bedring straks, men vi må håbe det bedste, det er dog behageligt, at du føler dig nogenlunde vel på medicin, jeg var bange, du skulle kede dig alt for slemt, det glædede mig at høre Marie kommer derop, der holder vi af hende, hils hende så mange gange.
Jeg har da noget i udstillingen og jeg må sige, den overtraf langt min forventning, der var meget smukt i det hele og mange særdeles gode ting, også mange dejlige malerier, især må jeg sige: de norske finder jeg udmærkede. Her vil vist komme mange fremmede, jeg er bange for, vi også bliver oversvømmede dermed på Søvang, og jeg må sige, jeg er ikke meget for det i år, jeg har så meget andet at tænke på og bruge penge til, du kan tro her er mange munde at passe, og jeg har meget at sy og købe, jeg maler også på Emmas tallerkener, er 8 færdige, du ved jeg måtte også male kopper til fru Clausen, så dum jeg var.

Vi var til en middag hos Brøckner i Hotel Phønix, meget splendid, de unge dansede efter bordet, Ingeborg er en smuk og flot pige, men vist ikke elskværdig, men pikant, man er nu vanskelig, når jeg ikke finder Harriet mere interessant, men elskværdig, så er den anden akkurat omvendt, man kan heller ikke være alt på en gang, hun skal være her i morgen, hun er visselig en meget talentfuld ung pige, spiller og synger aldeles udmærket smukt. Otilie Stegman maler ude hos mig, men jeg synes ikke, det er videre belejligt, ærlig talt synes jeg det er synd for det gode porcelain. Jeg har da min smukke kjole igen til Maren Puggards bryllup, og den ser ny ud, men noget smal nu får jeg jo brug for den. Mit brev er da vokset til mit sædvanlige endeløse sludder med dig, jeg tror dog, den første er den bedste, min første svigerdatter og mit første barnebarn går dog forud, sommetider kan du jo være en lille trold, men du er dog sød alligevel, farvel, min skat, se nu og blive rask, så vi kan have dig rigtig flink til vinter, stakkels du har lidt en hel del. Ellen siger hun holder meget af den lille Kaas, hun skulle være hos Lumbys i søndags, men den lille pige blev syg. Din kærlige svigermoder”

Under Ellen og Ferdinands bryllupsrejse skriver Ettie om Søvang: “kl. 4 kørte vi ud til Søvang. Der var meget yndigt, men jeg kan ikke nægte, at stuerne så umådelige bare ud. Det var også så underligt for mig at savne svigermoder som værtinde. Harriet og Herman er meget søde og uendelig gode, men som vært og værtinde har de jo ikke deres stærke side. Det var alligevel meget elskværdigt af dem at bede os derud den dag, vi kunne naturligvis have arrangeret en skovtur som i gamle dage, men til hvad nytte. Det er mig nu fuldstændig ligegyldigt, enten jeg er til skovtur eller bliver hjemme… ”
Sophie boede så vidt jeg har forstået det i sine senere år fra 1865 i Bredgade 56 (Norgesgade 35), lige over for St. Annæ Plads.
Hans Peter Andreas Halkier blev kun 52 år, og Sophie kom til at leve alene 22 år derefter.
Emerentze Munch skriver til Sophie, da Peter dør: “Ak, Gud, han forlod os for tidligt, savnet og begrædt af os alle.”

Sophie og Peter Halkiers hjem i Bredgade ved vi i grunden ikke stort andet om, end hvad Emerentze Munch fortæller. I en nekrolog over Emma Gad fortælles: “Der var mange store selskaber i det smukke hjem i Bredgade, en af de gamle patricierleiligheder i et af de store huse lige overfor Sct. Annæ Plads. Værelserne var meget store, og der var mindst 7 á 8. En meget stor spisestue husker jeg, og ved siden af denne et stort sovekammer. Når der var selskab, blev dette værelse indrettet til anretterstue, og tjeneren arrangerede sig med borde og stole, til tallerkener, fade osv. Den lille Emma lod sig dog ikke forstyrre. Hun fik et skærmbræt sat op i hjørnet af den store stue, og når kl. var hen ad 9, klædte hun sig af i sin krog, gik i seng og sov sødeligt.”
I familien er bevaret følgende historie om Sophie: Gotfred Halkier havde tuberkulose i knæet, og lægerne havde rådet familien til at få hans ben amputeret over knæet. Han blev indlagt og kom i fuld narkose. Sophie brød ind i operationsstuen og forbød lægerne at operere. Og Gotfred beholdt sit ben.
Et lidt mindre muntert billede tegnede Fr. G. Knudtzon i sine ungdomserindringer. Han træffer Sophie og Emma i Rom i nov. 1867. Sophie var da 51 år og var blevet enke allerede 7 år før. “Hun havde gennemgået en del i sit liv. I pengekrisen i 1857 var det Halkierske firma blevet væltet overende, men havde da rejst sig igen. Om det skrev sig fra overstået modgang og sorg, tør jeg ikke sige – men vist er det, at talte man med Fru Halkier, fik man en følelse af, at der altid var noget, som ikke var helt efter ønske. Aldrig har jeg set hende begejstret eller opfyldt af glæde, og så godt som altid begyndte hendes tale med et lille klynk.
Måske var disse småklynk kun en manér, hun havde lagt sig til. Hendes godhed og elskværdighed anfægtedes ikke af dem.”
Efter Sophie Halkiers død opstod spørgsmålet om hvad man skulle stille op med Søvang, hvis omgivelser langsomt var ved at forvandle sig til et byområde. Oprindeligt var de omgivende huse alle bygget som opholdssteder om sommeren, men Østerbro trængte sig på, og Kystbanen afskar området fra stranden, hvilket var et stort savn for den badeglade Halkierske familie. at begynde med boede Herman og Harriet nogle år derude. Hvornår det blev solgt, ved vi ikke, men det lå efter sigende der, hvor Præstøgade ender — op mod Strandboulevarden.

Gotfred og Ettie Halkier
Da Peter Halkier i 1859 døde var sønnen Gotfred allerede godt i gang med sin uddannelse, idet vi af et brev kan se, at han som 20-årig opholdt sig på uddannelse hos H. Pontoppidan og Co. i Hamburg. Senere arbejdede han hos Berdolt & co. i Antwerpen og Westenholtz Brothers i London, alle kornfirmaer. 1 1862 kom han hjem og indtrådte i familiefirmaet G. Halkier & co., opkaldt efter hans bedstefader, som havde stiftet firmaet. Han blev ved sin onkels død eneste indehaver, indtil han i 1900 optog sin søn Harald Halkier som deltager.
Gotfred Halkier havde et nervøst helbred, og sønnen er tilsyneladende meget bekymret for sin far. I april 1893 sender han ham et brev fra Surbiton, skrevet på et ark papir med sørgerand, der nok skulle bruges op:

“Kære Papa.

Jeg håber at dit ophold i Dresden må have den forønskede virkning, og du må komme hjem igen med friske kræfter. Det kan jo ikke hjælpe at se tingene så sort, og jeg indser ikke, hvorfor du gør det.”

Som tidligere nævnt havde Gotfred i denne periode svære forretnings- og helbredsmæssige bekymringer, og Harald spekulerer åbenbart meget over familiens økonomiske vanskeligheder og prøver at give sin far råd med hensyn til indskrænkninger i virksomheden.
“… Det næste jeg kommer til, er vort personlige forbrug. Det er voldsomt svært for mig at have nogen mening i denne sag. At sige lejligheden i Kronprinsessegade op og flytte til Lyngby eller Ordrup ville nok i forbindelse med at opgive Lindehuset i Vedbæk nedsætte forbruget betydeligt. Men jeg er bange for, at du ville finde det drøjt at bo uden for byen. Mig personligt ville det ikke være noget Offer, snarere det modsatte, når jeg undtager Lindehuset, som jeg nødig ville se i andres hænder. Det synes mig bedre at tage en mindre lejlighed i byen og beholde Lindehuset, skønt forbruget derved vel ikke ville reduceres meget. Jeg vil hellere opgive at tænke over det, thi det er mig umuligt at have nogen rigtig mening i sagen, da jeg ikke ved, hvor hovedudgifterne ligger. Jeg har en stærk fornemmelse af, at sommeropholdet i Vedbæk er en af de væsentligste udgifter, men det ved du bedre end jeg. Et radikalt middel ville vel være at tage en mindre lejlighed i byen og leje Lindehuset ud, men det ville vel være for drøjt for Mama. Det er kort sagt svært for mig at have nogen mening om sagen. Foreløbig er der jo tid til 1. juni. Skriv snart til mig igen om det hele. Hils Mama og tak hende for hendes brev.
Ellen har jeg ikke hørt fra eller om, siden jeg rejste, men hende går det vel godt. Din Harald.”

Hvad der var i vejen med den Halkierske økonomi i 1893 er gådefuldt. Det må vel have været Valseværket.
Gotfred Halkier var udover ejer af aktieselskabet Frederiksværk Valseværk, Kommandør, Dannebrogsmand, gift 3. juni 1862 med Henrietta (Ettie) Mathilda Taylor.
Hvordan Gotfred og Ettie traf hinanden, ved vi ikke, men vi behøver ikke at gætte så meget, for Gotfreds ophold i London må have ligget indenfor årene 1861-62, Og det fremgår af et jubilæumsskrift 1869-1969 for firmaet John Taylor & Sons at John Taylor, før han startede sit eget firma, var i København som den berømte ingeniør James Simpsons førstemand for at tilse afslutningen af arbejdet med bygningen af det første moderne vandværk, hvilket skete i 1859. Her må han efter al sandsynlighed have holdt til hos den kreds af engelske ingeniører, som boede i byen. Blandt dem var Mr. Hikins, hvis datter Emma blev gift 18/1- 1861 med Gotfreds nære ungdomsven, skibsreder Johan C.K. Hansen (1838-1913). Det er altså nærliggende, at Gotfred ad denne vej er blevet introduceret til familien Taylor.
Inden hjemkomsten havde han dagen efter sin 25 års fødselsdag den 3. juni 1862 i England indgået ægteskab med Henrietta Mathilda Taylor, født den 21. november 1840. Hun blev aldrig kaldt andet end Ettie, og Taylor var hun ikke født. Vi har nemlig hendes mors vielsesattest. Ifølge denne blev Hannah Mathilda Batchelor, datter af rope manufacturer Henry Batchelor, den 16. juni 1853, da Ettie altså allerede var 12 år, viet til engineer John Taylor, søn af surgeon John Brough Taylor. Vielsen skete i en kirke i Surrey kaldet St. George the Martyr Southwark. John var født i 1817 og døde i 1891. Det pikante ved det er, at John og Hannah allerede havde en søn, John, født 1852. Senere fik de Minnie, Edward og Midgley Godfrey, sidstnævnte født 1861, hvilket kunne tyde på, at Gotfred Halkier og Ettie var forlovede ved dåben, og at Halkier har været fadder. Der var livet igennem et nært og kærligt forhold mellem Ettie og hendes engelske familie. Hun var tit på besøg hos dem i England, og de kom på besøg hos hende.

Edvard Brandes skriver til Nini Thaulow gift (Gad) den 3.12.1890 ) på brevpapir vandstemplet “RIGSDAGEN”
Jeg var for mine synders skyld ude at se min gamle forlovelse i går i Dagmarteatret. Det var fælt; jeg led alle kvaler og bifaldt en foransiddende dame, der erklærede stykket for idiotisk. Så vil jeg hellere se Emma Gads stykker, de vedkommer dog ikke mig. Hun skrev mig et nydeligt brev til efter premieren, som hun overværede sammen med – Elisa Halkier, der også lod mig hilse, Ak, det bliver aldrig til noget mellem denne dejlighed og mig; men min trofaste beundring opgiver jeg ikke trods dine gloser.

Fra Elise Halkier til Ellen Blom: Helouan, Egypte. Den 28.1.1904
Kære Ellen
Mange tak for dit elskværdige og morsomme brev.

For otte dage siden var jeg ængstelig for, at Emma havde overanstrengt sig, da hendes navn i to dage ikke stod i avisen,

men Gud ske lov, så kom det fire gange næste dag. Lieutenanten var kommet hjem, den unge kunstner tegnede monogram for en venstreforening. Admiralen og Frue drak the hos Ove Gude, og Fru Gad gjorde aftenselskab på 70 personer. Dagen efter så jeg, at hun vil arrangere tre nye udstillinger, ja hun er i sandhed det dygtigste menneske, jeg kender, og hvad jeg beundrer allermest, er det store talent og den enestående smidighed, hun har til at kunne omgås alle mennesker. Efter aviserne at dømme lader det dog til, at hun overstråles af kommandør Wolf, der vist nok i vinter er endnu mere populær end tidligere. Ja, den offentlige fremtræden må jo give en stor tilfredsstillelse. Jeg har nu en så stor angst derfor, så jeg har end også forbudt aviserne at omtale min afrejse og hjemkomst, men selvfølgelig er det noget andet, når man som de ovenomtalte virker i fædrelandets tjeneste…

Sossis bryllup i 1906 (på Liselund): (13.8.1906)
Ellen beundrede tante Elise meget og giver (til Gotfred) følgende livlige beskrivelse af den pragt, hvormed Sossie fejrede bryllup
“Min egen elskede dreng.
Jeg har flere gange begyndt på et brev til dig, men jeg har ikke fået tid til at fuldføre det, og så er det ikke bleven afsendt, og det er en stor skam, for det er frygtelig længe siden, du har hørt fra os. I går spiste vi hos onkel Alfreds, det var Doras fødselsdag, og vi kedede os som sædvanlig.

Nå så er der det store bryllup, det var jo pragtfuldt, men du har vel læst beretningerne i avisen. Det er virkelig mærkeligt at en lille frøken Blaauw, som nok er smuk, men det er da til at holde ud, går hen og gør sådan et formidabelt parti. Brudgommen er så smuk og så fornem som en ung Lohrengrin, er søn af den smukkeste kvinde, jeg har set. Hans fader er Excellence, smuk, rig af Sveriges ældste stoltsere slægt, hans søster gift med Hertugen af Otrante, bærende nogle juveler som en kejserinde, alle hans slægtninge grever på Sveriges største godser. Hun selv bliver viet med en grevekrone som dem, man ser Dronning Dagmar bliver malet med, siddende højt på hovedet, og alle disse mennesker inviterer tante Elise sammen med sine tarvelige jødevenner og sådanne tarvelige Tårbækgrosserere såsom Willer Petersens, Vets, Nordstrands, Henriques, Esrrichts, Nissen Sommersteds, Rubens osv. osv. 150 i det hele, men lykken står den dristige bi, og det gik godt. Det havde også øset ned den foregående dag og nat og hele teltet flød. Men hun fortvivlede ikke, og regnen holdt op, og stemningen mellem alle disse forfærdelig forskellige folk var udmærket.

Onkel Urban førte hende, og han så glimrende ud, fornem som han er, han holdt også en glimrende tale. Onkel Herman (Halkier) i uniform så også udmærket ud, holdt også en god tale, han ligner en rigtig juridisk embedsmand, Høfding fx. Grandpapa talte ikke. Grandmama var ikke med, hun var svagelig. Jeg tror, jeg så glimrende ud i en smuk ny kjole, Papa (Ferdinand) og Andreas ligeledes, så familien Halkier reddede lidt af situationen. Ligeledes var det heldigt for tante Elise, at da hun dagen i forud havde stor modtagelse af den svenske familie og brudepigerne, en 50 stykker, så kom pludselig Kongen (Frederik d. VIII) med alle sine børn på afskedsvisit. Det var jo temmelig fint. Den 3. dag nemlig i går havde hun fest i teltet for alle tjenestefolkene. Hun har anvendt i 3 dage 16 tjenere, 22 vogne, 3 kokke, 6 folk til fyrværkeri og 6 betjente. Hun er storslået. Først laver hun partiet, så sætter hun det igennem, og det har vistnok været svært, så giver hun 200.000 til Sossi, og så gør hun med en dristighed uden lige denne fest. For ingen anden havde vovet på at bede sine jødevenner sammen med Sveriges stolteste adelsfamilie, og nu er det hele færdigt, for Sossi ser kold ud, og jeg tror hun vil lade tante Elise falde ud af sin bevidsthed, nu hun er grevinde Douglas. Der var 10 brudepiger klædt i lyserødt, Ettie så henrivende ud, og 10 af Sveriges flotteste officerer til brudesvende, de kørte alle i åbne vogne, ligeledes bruden til kirke og hjem igen, så det var et helt kongeligt optog. Sossi med kronen på sit hoved og Douglas i en meget forgyldt uniform, så der var noget at se på for alle Tårbæksfolkene, og så var der det pragtfuldeste fyrværkeri. Ettie morede sig også senere glimrende og dansede så meget som jeg, når jeg var ung. Hun blev også danset ud af Bruden, det vil sige så meget, som at hun er den første, der skal blive gift af brudepigerne. Jeg er lidt overtroisk ellers, men her ved jeg ikke rigtig, om det slår til, men jeg synes det er mærkeligt, for Ettie er virkelig henrivende sød. Nå min skat, det var da et langt brev. Jeg tænker altid på dig Og savner dig så meget. Skriv nu snart og Vær lykkelig. Når du engang kommer hjem, så er turen din. Mama”

Fra Ettie Wedell til sin mor. Lørdag eftermiddag (19. marts 1907)
Min kære Mama
Hofballet i går var, synes jeg, smukkere end ellers, meget få ikke dansende damer, ikke så varmt og bedre plads end sædvanlig … Akkvisitioner var dog først den nydelige islandske ministerfrue i nationaldragt og dernæst – Tante Elise. Du kender hende, overfed, indsnørt, hvidkridtet, dybtdirrende, betænkelig udseende, som en lysegrøn lavine, der ikke tør flytte sig, med moderne korset, barmspidsen udfyldt med mørkere grønt og alle juvelerne på. Hun turde ikke komme alene, men fulgtes med Gads, først Tante Emma, statelig og uhyre intelligent udseende, ikke turde tænkende på Elise for ikke at briste i grin, så Elise, enorm, lysegrøn over det hele, gående som jeg, når jeg har mavekneb, desværre er det mig umuligt at beskrive dig hende godt, og så Urban, yderst generet over bjerget han havde med sig, og som alle kunne se var med ham.”

Emma Gad
Sophies datter Emma Gad var bedst kendt som forfatter til Takt og tone, men skrev også en lang række skuespil, hvor af nogle blev opført på Det kgl. Teater. De problemer hun her tager op, drejer sig om de i samfundslivet vanskeligt stillede. De enligt stillede kvinder, de forladte hustruer, de udenfor ægteskab fødte børn osv. Hun var også fast journalist ved Politiken. Det sociale arbejde vakte almindelig beundring. Samtidig var hun en elegant og fejret admiralinde. Hendes skuespil virker i dag antikveret. Litterære mesterværker er de ikke, men omkring 15 stk. skrev hun.
Emma Gad er så berømt og betydningsfuld en person, at hun egentlig ikke kræver megen omtale, men der er skrevet så meget smukt om hende, at det fortjener i høj grad en lidt udførlig omtale.
Lad os først høre hvad hun selv skriver om sit liv i et bidrag til Gyldendalske Forlag Biografisamling, januar 1914. (Skriftet er hendes håndskrevne kladde med mange udstregninger og rettelser).

21. juni 1852: “Et ægte københavnerbarn er jeg, født i Dr. Tværgade nr. 12, den samme gade, hvori jeg bor den dag i dag. Det vil sige, jeg er norsk på mødrenes side. Min moder var en frøken Munch af den norske familie, hvoraf der er udgået adskillige kunstnere, digtere og videnskabsmænd, så den smule evne, jeg har for at skrive, er formodentlig kommet fra den kant. Min fader grosserer Peter Halkier var af en købmandsslægt og selv en købmand, i hvis travle liv de æstetiske interesser vist ikke havde nogen stor plads. Jeg husker ham ikke, skønt jeg var otte år, da han døde. I min moders velstående og gæstfrie hjem blev jeg så opdraget som eneste søster af fire meget ældre brødre, og havde derved allerede fra første færd et behageligt udgangspunkt. Som ung pige rejste jeg en del med min moder, der rigtigt mente at det var bedst at vise mig lidt af verden, inden jeg blev gift, da der måske ikke blev råd til det senere, hvad der heller ikke blev. Af samme grund gjorde hun alt for at gøre min ungpigetilværelse så munter som muligt med megen dans og lystighed, som det morede hende selv at foranstalte. Åbent hus var der hver aften på vort landsted Søvang — så mærkeligt det lyder — lå i Classens Have, hvor nu Strandboulevarden strækker sig, vor ko stod og græssede fredeligt på en eng ved Sundets bred, der hvor nu de elektriske sporvogne drejer. Skyggefulde lindetræer omgav det. Huset som til den anden side lå ved en sivkranset indsø, kaldet Aggersborg Sø, hvor jeg har roet om sommeren under breddens tætte løvhæng og om vinteren løbet på skøjter i selskab med Kong Christian den 9. og hans yndefulde døtre. Nu, forholdsvis få år efter har der på det dengang så idylliske sted rejst sig en helt bykvarter med oplyste butikker. Jeg gad vidst, som det er ethvert slægtled givet i den ældre alder at se så gennemgribende ændringer i sin bys ydre og levesæt, som vi ældre har oplevet.
Da jeg var tyve år, blev jeg gift med daværende premierløjtnant i Marinen nuværende kontraadmiral Urban Gad. I de første år, hvor mine to smådrenge lagde stærkt beslag på mig, blev det ikke til videre med mine skriverier, skønt jeg undertiden skrev noveller og skitser, som gik i papirkurven. Jeg husker således, at jeg engang havde forfatteren børnebog om en hund på rimede vers, som jeg tog mod til mig og viste min gode ven etatsråd T. Hansen. Den var vist frygtelig, for han tog sig på at give mig lidt undervisning i metrik, en undervisning som jeg senere kun har haft nytte af til lejlighedsdigte i ny og næ.
Det var først da min mand blev fra års og kongelig postskipper i tre år mellem Korsør-Kiel, at jeg i den rolige lille by for alvor gav mig til at skrive og instinktmæssigt slog ind på den dramatiske form, som den der faldt mig naturligt. Efter at jeg selv og andre havde kasseret forskellige skuespil som prøveklude, indleverede jeg den lille enakter: Aftenbesøg til Det kgl. Teater. Nogle dage derefter sendte teaterchefen kammerherre Fallesen bud efter mig og sagde, at han ville antage stykket og spille det straks, hvis jeg ville nøjes med unge uøvede kræfter i alle tre roller. Det var nuværende Fru Anna Block, da frk. Linnemann og herrerne Karl Mantzius og Poul Nielsen, dengang unge kræfter, der siden har vist sig at have stor værdi.

Når jeg nu ser tilbage på mit arbejdsliv, indser jeg for sent, at jeg har begået en uoprettelig dumhed ved at splitte mine kræfter og evner i stedet for at holde mig til en ting, mit forfatterskab.

I 1895 blev jeg som vicepræsident for Kvinders Udstilling draget ind i et samfundsarbejde, som siden aldrig har sluppet mig, og som ofte har været meget anstrengende. Siden dengang har jeg været stifter og medstifter af en mængde samfundsnyttige institutioner og medlem af bestyrelsen af ligeså mange, så af det gratis arbejde, jeg har gjort, er større, end det burde falde på et menneske. På dette sted har det kun interesse at nævne, at jeg i mange år har været medlem af forfatterforeningens bestyrelse, og at jeg i den egenskab blev stifter af Danske Dramatikeres Forbund, som var til megen praktisk nytte for forfatterne. Hvis det samme kan siges om de andre samfundsopgaver, jeg har søgt at løse, får jeg trøste mig med at de manges vel er vigtigere end den enkeltes. EG ”

Blandt de utallige nekrologer over hende, fremhæves særlig 3:
“Admiralinde Gad havde kun få uger til sin 69 års fødselsdag, der falder i disse dage. Den afdøde forfatterindes skolekammerat og ungdomsveninde, fru Johanne Gotfred Christensen, har sendt os følgende smukke mindeord om den unge Emma Gad, f. Halkier, der allerede i ungpigedagene vandt sig så mange trofaste venner for livet.”
“Jeg har kendt Emma Gad fra hendes 8. år. Min søster og jeg gik i professor Bjerrings skole ved Holmens Kanal (Erichsens Palæ). Som 7-årig kom vi ind i en lille hyggelig forberedelsesklasse, året efter kom vi op i l. klasse, og det var her at døren en skønne dag gik op, og ind trådte en sortklædt dame med en lille pige, også ganske klædt i sort. Hun var meget bleg, havde markerede træk og livlige øjne. Det var Emma Gad, f. Halkier; hun havde den gang lige mistet sin far. Min søster og jeg fik straks stor deltagelse og sympati for denne lille pige, og vi sluttede et ubrydeligt venskab, som har været gennem disse mange år.
Emma Gad havde fire brødre: Gotfred, Herman, Nicolai og Peter Halkier. Hun kom nogle år bagefter disse drenge, og den dag hun fødtes, havde de en engelsk ven i besøg, Brøchner, tror jeg han hed. Brødrene var meget fornærmede over den lille piges indtrædelse i deres mandlige verden. Den engelske ven trøstede dem og sagde: “Ah, well, den kan jo dø! ” Men Gud ske lov, Emma Gad levede i mange år til glæde for os alle, som har kendt hende. Brødrene forgudede hende da også. Hun var den sidste af de 5 søskende, som gik bort.
Hvad der altid har karakteriseret Emma, var hendes udprægede pligtfølelse og hende store trofasthed. Hun blev opdraget i et kærligt, men meget uroligt og selskabeligt hjem. Om morgenen efter de store selskabeligheder var hun tidligt på benene, selv sørgede hun for alt til skolen, posten blev pakket, og af sted gik det i flyvende fart til Holmens Kanal. Hun kunne næsten altid sine lektier, kneb det en gang imellem, var hun med sit klare hoved aldrig i forlegenhed for svar. Halkiers havde et yndigt landsted: Søvang kaldet. Der var stor have med vidunderligt frugt, strandiord, hvor en ko græssede (vi børn kaldte den madam Halkier), badehus var der også. Ejendommen lå på den nuværende Strandboulevard ved siden af Johanne Louise Heibergs villa. Mangen en aften tilbragte vi hos den berømte kunstnerinde.
Hvor var der henrivende i de lange alleer, når lindene sprang ud og nattergalene sang i de lyse nætter. Min søster og jeg boede ofte på Søvang om sommeren, hvilken lyksalighed for os tre småpiger at tumle os i den herlige have. Jeg ser Emma for mig en morgen i jordbærtiden. Som altid i sit liv ville hun gøre nytte. Tidlig var hun oppe, mens duggen lå på alle bladene. Hun iførte sig træsko og en gammel fløjlsstrøje, så lå hun i timevis i de våde bede og plukkede jordbær til os alle. Jeg mindes de henrivende morgener, når vi vandrede til skolen, belæssede med frugt og blomster til vores lærerinder. I Kastellet, hvorigennem vi gik, blæste soldaterne Bjørneborgernes march.
Så gik årene, og Emma blev ung pige. En dag, da vi sidder på verandaen, ser vi en høj, smuk unge mand komme gående op gennem haven.
Emma stirrede betaget på hans herlige skikkelse og friske og solbrændte sømandsansigt. Det var marineløitnant Urban Gad. Emma var “væk” fra samme stund. Kort tid efter blev forlovelsen deklareret mellem det unge par, og ikke længe efter stod brylluppet i hjemmet i Bredgade. Veninderne var henrykte. De var brudepiger. De nygiftes første hjem var ved Østervold. Det var hyggeligt, som alle steder, hvor Emma færdedes. Senere flyttede de til Haregade, hvor de boede i et af de små nyboderhuse.
Mange glade timer har vennerne tilbragt der, morsomt og hyggeligt var der altid hos Emma og Urban Gad. Trods den store virksomhed Emma udfoldede, så havde hun dog altid stunder til at tale med folk, som besøgte hende. Kom man en dag kl. 3 1/2 fik man en herlig kop the og en lun passiar.
Sidste gang jeg besøgte min kære veninde, var kort før jul, da lå hun i sin seng, eller rettere hun sad op, omgivet af bøger og skriverier. På væggen lige for sengen hang et temmelig stort maleri af hendes kære, afdøde mand, malet af sønnen, Peter Urban. Man ser Gad, frisk og solbrændt, som en kæk sømand, iført stor, gul stråhat. Dette kønne billede minder om de glade dage i Humlebæk, hvor Emma og Gad havde skabt en yndig sommerbolig. Ingen af os anede, hvor syg Emma allerede var den dag; hun var ved godt mod, og hun sagde til mig: “Jeg ligger og læser din mors bog og opfrisker gamle minder. Jeg får en del at gøre, da jeg har lovet Gyldendal en bog til foråret.” – Jeg bad Emma om dog at skåne sig lidt nu herefter. “Ja, når jeg er færdig med den bog, sagde hun, så skal jeg tænke på at hvile.” — Det var sidste gang jeg talte med Emma Gad, hun gik bort midt i sin gerning, alle vil vi savne hende, vi som havde hende kær. Et kærligt, virksomt og originalt menneske har vi mistet, men mindet om hende lever, det Gad’ske hjem glemmes ikke.”

Mathilde Muus:
“Blandt de mange fremragende egenskaber, som i disse dage er nævnt om Emma Gad, er der en, som ikke er omtalt, og som har stor betydning, når et menneske skal have en virksomhed til at gå. Hun kunne overlade dem, der arbejdede sammen med hende deres arbejde i fred. Hun forstod at vælge sine medarbejdere, og havde hun fundet et dygtigt menneske, kunne hun lade være med at blande sig småligt i dets arbejde. I to år har jeg haft rig lejlighed til at iagttage dette og set det i flere forhold. I denne egenskab bundede sikkert at det lykkedes hende at skabe et lykkeligt hjem, hvor mand, børn og tjenestefolkene elskede at være, og sammen med dette at forstå og lede så meget udenfor hjemmet. Hun lod det huslige tillidsfuldt ligge i de trofaste og dygtige hænder, som i en lang årrække besørgede dette for hende.
En anden stor egenskab hos hende var hendes venlighed. Aldrig har jeg set hende gnaven eller pirrelig. Til alle højtstillede og til alle i små forhold havde hun de gode åbne smil, den venlige tiltale. Og dette kom fra hendes hjerte. Bagved hendes kiste går der en mængde unge piger, også mænd, hvis livsstilling hun har skabt, ja hun behøvedes ikke at bedes, hørte hun om en, der trængte til at hjælpes frem, kom hun af sig selv.
Der er sagt meget om hendes sidste bog “Takt og Tone”, og det må indrømmes, at nogle kapitler kunne helst være udeladt. Men i det store og hele må det siges, at bogen gjorde nytte. Man må erindre at den er ikke skreven for dem, der ved besked om, hvorledes man forholder sig ved lejligheder, hvor man ikke alene kan gå efter sit hjertelag, men må ind under form. For disse mennesker har bogen, (jeg ved det fra mange), været en god hjælp. Heller ikke må det overses, at grundtonen i bogen er kærlighed til næsten, beskedenhed, fordringsløshed med hensyn til, hvad man må vente af andre, og opfordringer til at yde det kærligste og hensynsfuldeste selv. Det er slet ikke underligt, at bogen er bleven så udbredt.
Det bliver ikke let igen at finde en kvinde som Emma Gad, der således gjorde sit hjem til et samlingssted både for familie, venner og en mængde betydelige mennesker, og som også udadtil støttede og ledede foretagender og fattede impulser.
Man vil sent glemme hendes stilfulde fremtræden, hendes små velkomsttaler ved åbningshøjtideligheder for fx hendes skønne lille tale til “Mændene” ved Kvindekongressens store festmiddag holdt på ulasteligt fransk med hendes blide, smukke stemme.
Emma Gad glemmes ikke af hendes venner, og uvenner havde hun næppe. For hun har sikkert aldrig med sin gode vilje gjort noget menneske fortræd.
Hvor mange mennesker kan man sige det om?”

I Berlinske Tidende giver Julius Clausen en fremragende karakteristik som citeres i sin fulde længde:
“Med Emma Gad er en kvinde gået bort, der i udpræget grad har tilhørt vor tid og vor by ved sin personlighed og ved hele sit virke. Hun besad en lykkelig hånd til at forene det gamle og det nye: indenfor en svunden tids faste og fornemme rammer evnede hun at lade en ny tids tanker og ønsker gro frem.
Da hun som en statelig, ung pige, grosserer P. Halkiers datter, for hen ved et halvt århundrede siden dansede ind i de udsøgte københavnske bourgeoisikredse, var hendes position udad fastslået og styrkedes senere yderligt ved ægteskabet med den elegante søofficer, senere admiral Urban Gad. Men Emma Gad var for lyst et hoved, og for virksom en sjæl til blot som tilskuer at ville tage til takke med retterne ved livets bord. Hun havde et åbent blik for tomheden og fraserne i det højere selskabsliv, og skønt hendes milde sind og medfødte godmodighed hindrede hende i at blive en oprører, og hvis kritiker af det samfund, hun tilhørte ved fødsel og opdragelse, udvikledes der hos hende en satirisk sans overfor livets små latterligheder, og en aldrig svigtende bonsens. Det var disse egenskaber, som i forbindelse med en god portion lune og et betydeligt dramatisk håndelag gennem en række år, gjorde Emma Gad til borgerskabets yndede lystspilforfatterinde. Efter nogle mindre forsøg slog hun sit store slag i 1890 med komedien “Et sølvbryllup”, der ved hele den tone, som skaber musikken, ved sit veltrufne miljø, sin godlidende satire og sit humør, vakte en hyggestemning hos borgerskab, som den gang var vore teatres bedste kunder ved at genkende sine egne vinduer. Og hun fortsatte gennem en snes år denne sejr. “Tro som guld”, “l rørte vande”, “Gadens børn” — og hvad de nu alle hedder, disse mere eller mindre vellykkede fostre af et lystspillets muse, som Emma Gad elskede og dyrkede. Det var hende lidt af en hjertesorg at visse litterære kredse netop i disse år fornemt så ned på lystspillet, og ikke ret ville anerkende hende. “Lever vi da ikke i Holbergs fædreland?”, spurgte hun flere gange med en let bitterhed — thi vred blev Emma Gad aldrig — i stemmen. For i et af disse sceniske arbejder “For åbent visir” eller “Barnets ret” som det i en omarbejdelse kom til at hedde — rører hun ved alvorligere strenge, det udenfor ægteskabet fødte barns vanskelige stilling, og dermed åbner hun for en anden side i sin natur, som de, der kendte Emma Gad nøjere og havde lejlighed til at arbejde sammen med hende, hurtigt opdagede: hendes gode hjerte og medfølende sind, hendes hjælpsomhed og lyst til at tage fat med, hvor hun skønnede at kunne være til nogen nytte. Emma Gad var ladet med en uendelig virksomhedstrang, til sin sjæls inderste fiber var hun fuld af energi. Utallige er de institutioner og foretagender, hun har rakt en hjælpende hånd, utallige er de komitésammenkomster og bestyrelsesmøder, hun har deltaget i, aldrig trættet, aldrig krævende noget for sig selv. Hun blev stifter af Kvindernes Handels- og Kontoristforening, hun var ledende sjæl i deres kunstflidsforening, hun ordnede og arrangerede udstillinger, og med sit elskværdige væsen, sin beskedne fornemhed, sin naturlige frimodighed, var hun den fødte repræsentant til at gøre les honneurs ved modtagelse og fornemt besøg. Aldrig krævende noget for sig selv, ganske usnobbet, næsten spartansk i sin ydre fremtræden, fraterniserede Emma Gad lige så godt med høj og lev, med fornem og ringe. Hun sad længe i Forfatterforeningens bestyrelse, og var en virksom formand for Danske Dramatikeres Forbund. Selv om hun ikke altid evnede at gå helt til bunds i de mange sager, hun havde hånd med i — aldrig trættedes hun, aldrig klagede hun sig, aldrig gav hun op. Kom en stund, hvor hun ikke syntes, hun havde arbejde nok, søgte hun det ligefrem op — hendes hoved og hjerte var altid fuld af ideer til andres bedste. Fortjenstmedaljen i guld var i sandhed på sin plads på Emma Gads bryst.
Snart skal hun for stedse forlade de stuer i Dr. Tværgade (nr. 40) hun så mange år beboede, og hvor hun havde skabt så skønt et hjem, hvor hun elskede at samle sine gamle og unge venner til beskedne, men altid skønhedsbårne små fester. Endnu for nogle måneder siden havde hun stævnet en kreds hid for at lytte til hendes minder fra de unge dage, fra et København så vidt forskelligt i fysiognomi og kultur fra det nuværende. Selv havde hun vist at bevare alt det værdifulde af det gamle i sit liv i nuet. Hos Emma Gad — den fødte fornemme dame, men som ingen, der kendte hende, faldt på at tiltale med rang og titel — gled det svundne og det vundne på en lykkelig måde sammen. I al sin travlhed, i al sin optagethed, blev hun et elskeligt, et harmonisk menneske.”

Følgende breve har Emma Gad skrevet til Ellen Blom.
“Taarnborg den 21. august 18??:

Ellen M. Halkier (g. Blom)
Foto: Hansen og Weller, Østergade.
Min sødeste Else! (Emma brugte undertiden dette som kælenavn til Ellen)
Tusinde gange til lykke i dagens anledning – alt muligt godt i det nye år. Jeg ved ikke, hvad jeg skal ønske dig, du er så lykkelig – ja, det skulle være, at du altid må være til ligeså stor glæde for dine omgivelser, som du er nu og har været hele dit liv, allerede mens du som lille pusling med din kattekilling under armen rokkede om under Søvangs store træer, mens du som ung pige fyldte huset med ungdom og livsglæde, og nu hvor dine egne puslinger rokker omkring i haven – altid er du på forskellig måde vor egen søde Ellen.
Vort ophold hernede stunder nu mod slutningen, og jeg glæder mig utroligt til at komme hjem. Du ved nok, at jeg elsker København så glødende, at jeg er lidt tilbøjelig til at betragte sommerferien noget som en parentes, som vi lykkelige byboere er nødt til at underkaste os som en gavnlig modvægt mod vore ellers altfor gode kår. Stod det til mig, kom jeg vist aldrig længere bort end nogle timer til Lyngby, men når man har børn især svagelige, så må man jo af sted. I øvrigt har jeg haft det fortræffeligt hernede, megen venlighed fra vore venners side, dejlige bade, frisk luft – lidt for frisk måske, for her stormer for det meste og en dejlig stor have. Her har været meget selskabeligt, en smule for meget efter min mening da landopholdet jo helst skulle være nogenlunde stille, og når det så tilmed for størstedelen er kedelige mennesker, man ingen interesse har i at lære at kende, påskønner man det ikke særligt. Man bliver i det hele taget lidt desillusioneret ved at komme herregårdslivet på nærmere hold, man tror der er lidts flottere friere ved det end byens selskabsliv, og så finder man det så meget mere tarveligt i åndelig henseende. I går var der fremmede her på gården, lutter store rige jordegodsejere. Herrerne talte om byg og roer med en ikke så lille tanke af sjællandsk dialekt, og da så tilmed damerne trak den ene grå strømpe med hvide hæle efter den anden op af de respektive poser sammen med den triveligste passiar om syltning og husjomfruer, opgav jeg ævred og hæklede mindst frem alen blonder i beskeden tavshed, men man må lade dem, at spisevarer forstår de sig på, de mangler ikke også af første kvalitet, det kan jo være meget godt, men de krydres godt af et morsomt apropos eller en god historie. Desværre synes jeg ikke, at Bobbies bryst er blevet stort bedre her ude, men fyren er munter og solbrun, så at han måske alligevel er bleven styrket, dette fugtige vejr, hvor han mindst 4 gange om dagen er våd om benene, er jo ikke videre heldigt, men det er ikke muligt at holde ham inde. Henry er allerede taget til byen og holder selv hus med den ene af pigerne. Meget har jeg ikke haft ham hos mig, da han først ville noget og så senere har tilbragt en del af ferien på Valbygård, det har været lidt kedeligt for mig, da han altid er i godt humør. Nu har jeg vist allerede brugt alt for længe beslag på din tid på din travle festdag, undskyld din gamle snakkesagelige tante og bring hendes kærligste hilsner til forældre, mand og broder. I begyndelsen af næste uge tager jeg ind, så ses vi vel snart. Levvel, din tante Emma Gad.”

Korsør, den 22. august 1883
“Min egen kæreste Ellen.

Ellen Marguerite Blom f. Halkier (1863-1940). Maler af Berta Dorph.

Skønt der naturligvis bliver gjort forskrækkelig stads af dig i morgen, håber jeg dog, du får tid til at læse en hilsen og lykønskning fra din gamle tante, der elsker dig. Jeg kan jo ikke ønske dig mage til det forgangne år, som du i fjor dansede ind i, et sådant er det kun givet os at opleve en gang i livet, men jeg kan dog ønske, at du må få lov til at blive, hvor du er oppe på lykkens højeste “Mont Blanc”. Jeg gad vide hvorledes I højtideligholder dagen. Urban talte noget om en skovtur, vejret er da så livligt, som det kan være. Du kan tro jeg nyder solskinnet og håber kun at det må vare ved, mens jeg er her, det er et lille mørt hus som er meget rart i varme, men ubeskrivelig trist i regn og kulde. Forresten er jeg her ikke meget om eftermiddagen, jeg har så mange gode venner her, som tager sig af mig, det var jo egentlig ikke det, jeg havde ment med mit landophold, hvor jeg havde tænkt at holde husholdning og selskabelighed fra mig for en kort tid, men dette er jo også meget godt. I går var jeg til en voldsom fin middag oppe på Taarnborg, jeg havde gået og rodet med blomster hele formiddagen, så der var nydeligt, men jeg fandt det så urimeligt at anstrenge sig så gebommerligt, da der kun var Buchs fra Krusesminde og Valbygaard, Gyldenfeldts og Uldall; rigtig nok kom de kørende med 4 mageløse heste og jæger og var i lyse dragter, det var måske derfor. I søndags havde vi en meget fornøjelig, men noget anstrengende dag. Urban var her med kadetterne og gjorde en tur til Sprogø med alle vore venner her fra egnen. Vejret var jo dejligt, og jeg fandt, der var så storartet smukt derovre, at jeg godt kunne tænke mig at bo derovre i et par uger om sommeren. Så spiste jeg til middag med officererne, og derefter kom de og Marstrands officerer ud og drak vin hos mig og spillede billard på gården bagefter. Det kneb jo lidt at modtage en kongesøn med mine halvfemte thekop, men det måtte jo betragtes som en skovtur og gik meget gemytligt. Henry vil give dig et par små blåbroderede klude sammen med min velsignelse, jeg under dig den forulykkede med til skræk og advarsel. Det var virkeligt lidt hårdt for mig, da den var helt færdig, en af ungerne på Krusesminde satte en plet på den, men er det ikke en skam at give en så uægte garn, så var dog mine egne gamle bedre. Vil du takke din Papa og Mama, fordi de havde bebyrdet sig med Henry, jeg håber ikke, han gør dem for mange knuder.
På tirsdag kommer jeg hjem, hvad jeg glæder mig meget til, så forlægger han naturligvis residensen, det er i mange henseender et offer at tage på landet,jeg længes altid efter København, men det er en glæde at se hvor Bobbie er bleven brun og tyk hernede. Nu har jeg overfyldt papiret, ser jeg vel. Du hilser din akværdige gemal, jeg tror gud ske lov, han piskønner dig, og hils Peter og Elise mangfoldigt. Tak Elise, for underretningen om Henrys ankomst, det var meget sødt af hende og modtag endnu engang de bedste ønsker fra din tante Emma.
PS: Det var jo udmærket, at Jensen er død, det var det eneste han havde at gøre – Jeg håber ikke, det er en dansk, Lillemor er bleven forlovet med? Hvis du ser Hoppe, så tak ham for den hilsen han havde skrevet bag på brevet.”

Humlebæk 22. august 1916
“Min egen Ellen.
Tillykke og hil dig, der du sidder som midtpunktet i din slægt og dit store og skønne hjem, omgivet af alt godt og glædeligt. Gid du må beholde det alt sammen – det gør blot din elskværdighed stor – dig rigere og større, fordi dit hjerte er stort. Jeg siger med Gauguin: Le sentiment, c’est tout.

Jeg er meget skamfuld over stadig at komme med servietterne, lige som maleren, der skammede sig over hvert år at komme til fest i sin forening med den samme kone, når alle de andre skiftede.

Men du må selv sige stop min ven, når du har så mange, som du har brug for. Jeg fandt stranden og har hurtigt plantet den. Min taknemlighed vil blomstre omkap med den. Tusinde hilsner. Må jeg ringe Ettie op og bede om hendes bistand. Jeg ved nemlig ikke mine levende råd. – Jeg skal skrive om Prinsesse Dagmar. Hvad – hvordan – hvorfor? Måske kan Ettie give mig et par tips – hun kender hende jo.”

Dr.Tværgade 40, Palæ 127, 3. oktober 1918
“Kæreste Ellen min.
Nu er det vist tid at plante roserne, som du så elskværdigt har lovet mig, ikke sandt? Kan jeg få 25 af din beholdning? Hvis det er for meget, da så mange, du vil undvære. Jeg vil helst have halvdelen buket roser og halvdelen meget løsende almindelig rodægte roser – Du kender dem bedre end jeg, men min erfaring er, at Caroline Tistout er en meget indtagende dame, om end lidt tilbøjelig til at hænge med hovedet uden synlig grund. Du ved måske andre, der er mere hårdhudede overfor livets storm. Vil du være så sød at sende roserne til Graver Anders Jørgensen, Torpen pr. Humlebæk, påtegnet: Admiral Gads have. Jeg sidder jo nemlig her i byen. Emballagen skal, hvis det er med kurv, nok blive returneret. Jeg har her en lille spånkurv, som tilhører dig, og som jeg pønser på en formiddag at komme ud med til dig, men det kniber jo altid med tiden eller vejret, Gud, det vejr vi har haft.
Jeg håber, I har det rart derude med alle æblerne og nødderne – hil dig og alle gode hilsner fra Din altid hengivne EmmaG
Når du er i byen, kom da ind til os til frokost kl. 12. Du har vel ikke endnu din Mama herinde.”

Aulestad pr. Lillehammer, Norge, 19. juli 1920

Ellen Marguerite Blom f. Halkier.
Maler af P.S.Krøyer.
‘Min kæreste Ellen – gid jeg havde dig her, det ville rigtig være et liv for dig. Delt som det er mellem fri luft og skønne syner udendørs og forfinet åndskultur i de lidt lavloftede stuer, som er fyldte med kunstværker og nationalgaver i sølv, guld og bronze. Her er dejligt at være, man føler sig ganske som hjemme, gør hvad man vil, tumler sig ude og inde og klæder sig på, som man synes. Om morgenen går jeg i bad i en skummende sø mellem stene og bregner som en skovnymfe, og når jeg kommer derfra, kan jeg sidde og passiare i timevis med fru Caroline Bjørnson. Hun er fortryllende med sine 84 år, altid hvidklædt og skønt stokdøv – man må råbe lige ind i hendes ene øre – alligevel så åndslivlig og morsom, at man ikke bliver træt af at høre hende fortælle. Lige fra din oldemor Emerenzte Munchs tid i empirekjoler og op til vor tid ved hun nøje besked med alle, der har været knyttet til Nordens – forresten hele Europas åndsliv og fortæller utrolig underholdende om skilsmisser og kærlighedshistorier, jalousier og digterhad.
Jeg tilbringer så megen tid jeg kan i granskovene, men familien her vover sig ikke meget udenfor en underskøn veranda, så jeg må se mit snit til at liste mig ud. De sidder også gerne inde i stuerne, hvor de lader det elektriske lys brænde ved højlys dag, de har det nemlig gratis fra elvene – skønne eventyr, ja de kan ligeså gerne lade det brænde. Men ikke ville jeg have en pige direkte fra Aulestad, som lod vort københavnske lys brænde ved nat og dag på de vilkår, vi har. Indtil videre er det altså gået strålende, men nu er en af husets sønner hr. Erling Bjørnson, som styrer gården, kommet hjem fra fjeldet, og så er vi begyndt at flyve af sted i automobil som den vilde jagt i susende fart langs afgrunden og rundt skarpe sving. I går hvor vi kørte rak op i luften til toppen af et bjerg, nægtede motoren pludselig at stige tilvejrs og gik baglæns, kørte ud over en bundtør afgrund, men blev hængende i et krat af rønnebær.
Vi ud! Heste, mænd, reb, hakker, stiger for at hejse bæstet op, men flere timer tog det. I morgen vil han have mig op med på en sæter, hvor der siges at være dejligt, men så tror jeg nok, at jeg forinden vil nedskrive mit testamente. Når det er besørget, vil jeg ikke have så meget imod at gå på hovedet ned i en afgrund. Det er jo på en måde nemt. Jeg håber, at alt står vel til hos jer og i mit kære Kbhvn. Omkring den 1. august kommer jeg hjem, skulle i grunden havde været hjemme før den 1ste, men da det er Eileen Bjørnsons fødselsdag den 31. kan jeg dog ikke så godt rejse lige den dag, men straks derefter. Så glæder jeg mig til at komme ud og besøge jer på smukke august formiddage og få mig en passiar og en buket blomster – måske et stykke melon. Her er der så klogt at lade naturen om havevæsenet udover det at rive i gangene. De vilde blomster er smukke og mangfoldige og ukrudtet – tidsler og brændenælder og skræpper så kolossale, at de tager sig pragtfulde ud. Kunne vi andre blot være så fornuftige. Alle gode hilsner til dig og Ferdinand ja alle dine og et kærligt kys fra din tante Emma Gad.”

Humlebæk, 14. juni
“Kæreste Ellen,
Jeg havde gerne villet se dig til frokost forleden og håber stadig på dig en dag, bl.a. fordi der er et lille landasyl åprendre her lige ved, nemlig den lille gård oppe på hjørnet af Tibberup, du ved – der, hvor blommetræerne vokser ved den skønne udsigt. Det er både til leje (for 150 kr.) og til salg, og da stedet, som du husker, har en egen hyggelig og landlig ynde over sig, ville jeg ikke undlade at gøre dig opmærksom på det. I fald du købte det for nogle få tusinde kr., ville du have hele økonomilejligheden, og blot nogle få store værelser ville kunne tilbygges. Det værste er, at den uundgåelige Siesbye ejer jorden omkring huset, og et godt stykke måtte jo købes til forstørrelse af haven. Dog Skomager Hesselberg har i år der i nærheden kun givet 25 øre kvadratalen, og udsigten er jo fænomenal skøn fem minutter fra Krogerup og 10 minutter fra os. I hver fald var jo ikke meget risikeret ved, at du og Ettie byder det som en Pied á terre for 150 kr. og rejste en smuk tur i september. Når man køber det, får man en del mere plads, da en arbejdsmand bor i et helt hus, som hører med. Badning kan jo ske hos os. Du kan måske nå at komme op og se på det, hvis ikke det forinden bliver udlejet. Jeg har i dag været oppe hos Gamils – der er både storstilet og smukt – de bliver med folkene en snes mennesker hver dag, og Emma glædede sig meget til sommeren. En mere henrivende landbolig kan heller ikke tænkes. I øvrigt er jeg forfærdelig syg af nervegigt, så du må indeslutte mig i dine bønner. To gange om dagen trasker jeg til fru Dr. Sørensen (sygekasseinspektøren) i Espergærde for at blive masseret – resten af døgnet tilbringer jeg med at græde af smerte.
Det er komplet, som jeg var slået på arm og skulder og alle nerverne lå blottede. Hu ha!
Ja, min egen ven, kom nu herud hvis du kan og har lyst. Det er ikke fordi, jeg tror, at det lille forslag vinder din anerkendelse, men jeg ville dog ikke undlade at anmelde det, fordi jeg tror, at der ville kunne laves en smuk sommerbolig til en meget overkommelig pris, og den synes jeg, at din fader så udmærket kan forære dig som takoffer for de mange sukkerpenge. Det kan jeg så godt sige til ham.
Yours forever EmmaG”
Og så er jeg naturligvis egenkærlig – vi vil gerne have jer på egnen.

Humlebæk 22 august.
“Min kæreste Ellen
Her sidder jeg ved mit skrivebord med alle mine varme ønsker for din fødselsdag og det kommende år, men hvor skal jeg skikke dem hen, til Hardanger, Skagen eller Bornholm. Jeg tror, jeg vil lade dem flyve til dit hjem i Frederiksgade og nedbede en god vinter over det efter denne begivenhedsrige og herlige sommer. Tak, min egen ven, for dit morsomme lange og kærlige brev. Det lader jo til at være et herligt land, du har været i. Der er kun en ting, der undrer mig – når Norge er et sådant slaraffenland, hvor kan det så være, at nordmændene vil være alle andre steder end netop der, de fylder Rådhuspladsens og boulevardernes kafeer, men hjemme i Norge er de så lidt som overhovedet muligt. Jeg har jo siddet fast som sædvanlig ude i vort rare Humlebæk, men i år har jeg rigtig nok stadig måttet flyve til byen på grund af koloniudstillingen. Da udgifterne er over 40.000 kr., er det jo et temmeligt stort foretagende at dirigere herude fra, og til dels har det jo ødelagt min sommer. Men nu er det jo snart overstået, og udgifterne er da nu dækkede, om der også bliver noget overskud, står i skaberens og vejrforholdenes magt. Et savn har det jo været for os at Leopold Meyers mir nichts dir nichts solgte deres sted, deres eftermænd kan være meget rare mennesker, men de er os jo ganske fremmede, fruen er meget nydelig at se på, må være et sjælden elskværdigt menneske, for hun tager hver dag til byen for at massere de vandføre og kan ikke overlade det til en vikar, fordi hun indtil dato er den eneste, der forstår at masere klumpfødder. Man tør vist sige, at det er en livsopfattelse, som er lige kontrasten til forgængersken på den smukke altan. De lader til at være meget gæstfrie – for øjeblikket er der fuldt at kønne unge englændere i hvide shorts bukser. Det hul, der blev i vort sommerliv, da I forlod Narva, er aldrig blevet udfyldt for os – det var ligesom duften gik af blomsten, skønt den stadig ser lige smuk ud.
Jeg var altid så glad ved at have dig nær, min egen søde pige. Humlebæks Spring forbi.
Julius A. Blom og Caroline Bloms sommerhus. Faktisk var det Carolines broders hus, men Caroline havde brugsretten.
Humlebæks orakel postmanden siger imidlertid, at apoteker Petersen nu er død, og da han ingen bestemmelse har efterladt om stedet, skal det sælges. Chancen til at få det ønske opfyldt om at eje den skønne plet, er der måske altså, men hvem ved – så vil du måske slet ikke – det går jo så ofte således. Det kunne nu blive en aldeles yndig ejendom med plads til alle sider, og i grunden behøvede man vist kun at indrette en god høj spisestue, der hvor alle cyklerne stod og et forbedret køkken. Gæs kan man få, om man ønsker det. Du skulle dog tænke over det.
Mine tvende Urban’er sender dig al verdens gode ønsker og mange hilsner, måske ligeså mange som din ganske hengivne Emma G”

Ellen og Ferdinand i Tunis 14.2.1914

“Min elskede Mama.
Vi er lige nu passeret St. Gothards tunnel og sidder på Lugarno station og venter 10 minutter. Turen hidtil er ovenud dejlig. St. Gothardsbanen er overjordisk skøn. Jeg vågnede i morges, da vi passerede Lucerne, Ferdinand vækkede mig. Solen stod lige op, og lå på maven i min seng og så ud over takkede tårne og gavle, himlen rød, søen underlig mælkehvidblå, som alt vand er, der kommer fra sne, det var et overjordisk syn, og så blev det ved at blive skønnere og skønnere til nu, vi har passeret Lugarno, som ligner et stykke blåtblank silketøj i eventyrfarver. Her er måske vinterligt, men solen bager. I Schweiz og Tyskland var der sne allevegne i revner og skygge meget mere end hjemme. Det er dog vidunderligt at rejse, med et slag har man glemt alt det kedelige småtteri hjemme. Spar derhjemme, gør hverken selskaber eller noget andet. Pak Jeres kuffert og rejs herned. Rejsen er intet, vi sidder endnu i det samme dejlige tog fra Berlin. Vi er kun 10 mennesker i hele toget, og tænk Mønsteds var blandt dem. Vi spillede bridge til i går aftes kl. 11 efter middagen, det var jo også ganske morsomt. Mønsteds Wagon blev koblet af og gik over Lyon midt i nat.
Jeg har haft ondt af dem, at de er gået glip af denne vidunderlige tur. Hvor 1914 er her dog smukt. I Berlin morede vi os også godt. Det er jo hårdt nok at ankomme til en by kl. 6.40 om morgenen, men vi kørte først hen på den anden station med tøjet, derfra spadserede vi gennem Thiergarten til Hotel Adlon, hvor vi drak en herlig the, det er et smukt hotel, så gik vi til Eerth, derfra i underjordisk bane til Robert til frokost. Lilli lå i seng.
Robert var elskværdig som altid, de bor i en enorm lejlighed. Jeg synes næsten, jeg trængte til kikkert i spisestuen og 5 saloner, men grimt synes jeg det var sådan salonagtig. Derfra kørte vi på besøg hos Bobbie (Peter Urban Gad), der lå konen også i seng, de bor ganske henrivende stort, flot med mange dejlige gamle ting. Kl. 3 steg vi i toget, og her er vi altså endnu. Skriften er vist utydelig, men det er umuligt at skrive bedre, det ryster jo lidt. Det er en mageløs måde at komme til Italien på med dette, Norddeuche Loyds tog. Gør nu endelig snart det samme og lad os mødes et sted.
Kys til alle, din egen Ellen.”