Danske forfattere: Emma Gad – Illustreret tidende nr. 7, 13. November 1898.
Det er altsaa om mig selv, at jeg skal fortælle lidt. Det er virkelig svært, særlig for mig, der ikke beskæftiger mig videre med mig selv, men saa meget des mere med det, der foregaar omkring mig. Og desuden – hvad ved man i Grunden om sig selv! Snart bebrejder man mig en Fejl, snart roser man mig for en god Egenskab – sjældnere dog, og saa er det maaske netop Fejlen, der betinger den gode Side hos mig. Underlig sammenvævet er det jo, det hele – hvem kan rede Kærlighed og Egoisme ud fra hinanden for Eksempel i et Moderhjerte eller blot i et slægtkært Sind. Vi kende jo alle Fortællingen om de ædle Egenskaber, der tog paa Udflugt sammen og straks geraadede i Klammeri. Gæstfriheden kom op at nappes med Nøjsomheden, Blidheden blev fornærmet paa Tapperheden, Kærligheden var af en anden Mening end Fornuften o. s. v., indtil Selskabet skiltes i Vrede. Kort sagt, man savnede de daarlige Egenskaber, der regulere og forbinde. Dem savner jeg nu ikke, tværtimod, men det egentlige, det, som ubevidst og vilkaarligt giver sig Udtryk i mit Væsen: Personligheden, hvordan er den, hvad Indtryk gør jeg! Det ved jeg ikke, lige saa lidt som jeg kender mit eget Smil eller Klangen i min Stemme.
FORFATTERPORTRÆT
Jeg maa heller fortælle lidt om, hvordan jeg som ung Kone først fandt paa at skrive, og hvad der drev mig dertil. Men der kniber det atter, for naar jeg tænker tilbage paa den Tid, saa er det mig egentlig nu saa ubegribeligt, hvorfra jeg den Gang hentede Modet og Kræfterne og Viljen. Jeg var udgaaet fra en gammel Købmandsfamilie, hvor Sans for Kunst og Literatur ingen Sinde har været fremherskende, og mit tidlige Giftermaal førte mig ikke ind i Forhold, hvor der skete noget Omslag i den Retning, saa meget mere som jeg snart fik to Børn at passe.
Jeg stod altsaa ganske ene med mine Ønsker og Forhaabninger, uden Raad og Støtte, hvor hen jeg end saa, og hvis jeg nu skulde begynde forfra paa den Maade, vilde mit Mod snart være udtømt. Men det er jo det gode ved Ungdommen, at den er saa dejlig uvidende om Vanskelighederne. Ak, de frygtelige Romaner, jeg skrev, og Børnebøgerne om Dyr og Novellerne paa Vers, alt sammen naar jeg i Ny og Næ kunde se mit Snit til at være alene et Par Timer, for noget særligt Værelse havde jeg naturligvis ikke, og ingen maatte se, at jeg skrev; ja, jeg kan endnu, naar det ringer paa Døren, gribe mig i instinktmæssigt at se mig om efter en Avis eller et Sytøj til at kaste over Papiret, jeg skriver paa.
Men hvordan var det egentlig, jeg kom til at skrive Skuespill Jeg har en dunkel Forestilling om, at mine Tanker, mens jeg var Barn, tit formede sig som Samtaler mellem flere; jeg kan f. Eks. huske, at naar jeg som halvvoksen paa min Moders Landsted til min store Misfornøjelse blev sat til at plukke saa og saa mange Pund Jordbær til Middagen, saa trøstede jeg mig med alt imens at føre fingerede Samtaler mellem en Herre og en Dame. Muligvis var det denne naturlige Hang, der en skønne Dag indgav mig den urimelige Tanke, at det var nemmere at skrive en Komedie end en Roman. En Komedie maatte man da kunne faa færdig paa en fjorten Dages Tid! Mange af disse fjorten Dage vare dog vist næppe forløbne, før jeg havde gjort den Erfaring, at der skal mindst lige saa mange Maaneder til at skrive en Komedie. Imidlertid, færdig blev den, og umulig blev den ogsaa. Om det var den, som jeg glat væk første Gang indsendte til det kgl. Teater, husker jeg ikke; jeg ved kun, at fra det Øjeblik, hvor mine skrevne Ord begyndte at færdes ude i Livet, var det forbi med Frejdigheden, og skulde jeg berette om min Hjertebanken, naar jeg stededes for den for mig uhyre imponerende Kammerherre Fallesens Aasyn, eller min Fortvivlelse, naar mine Stykker bleve forkastede, eller min Angest, naar de skulde spilles og kritiseres, saa kunde jeg fylde en hel Bog. Ganske vist synes jeg stadig, at det alt sammen er saare ubehageligt, men alligevel – den første Sjælekval var den værste, fordi den i saa høj Grad var Følgen af en indre Usikkerhed.
Jeg havde ganske vist lært at indse, at det, jeg vilde, var vanskeligt at naa, men kunde jeg naa det? Kunde jeg faa Mennesker i Tale – faa dem til at le og græde tage deres Sind fangen? Hvem vilde sige mig det, jeg kendte jo ingen, der vilde raade mig og lære mig noget. Og dog, der var dem, der vilde.
En Dag fik jeg Brev fra Professor Pietro Krohn, som den Gang var Operainstruktør, at han havde bedt Dr. Edvard Brandes læse et af mine Stykker, og at Doktoren, som jeg den Gang ikke kendte, trods Manglerne ved mit Arbejde, havde fundet Talent deri og gerne vilde tale lidt med mig derom, ifald jeg ønskede det. Om jeg ønskede det!
Saa kom han da en Formiddag, og i min lille, lavloftede Stue i Nyboder hørte jeg for første Gang opmuntrende og gode Ord, kloge og vejledende Raad, der klarede min mangelfulde Indsigt i Scenegang og Aktslutning og Replikskifte og Forberedelse, alt det, der tilsammen danner et Skuespil. Jeg kan endnu se ham blade hastigt i Manuskriptet og hele Tiden med en vidunderlig Sikkerhed slaa ned paa de Punkter, som jeg instinktmæssigt selv følte, vare de svage. “Sig mig, hvorfor lader De nu f. Eks. den Dame anlægge et Farveri,” spurgte han pludselig om en af Personerne. Ja – det kunde jeg ikke forklare ganske fyldestgørende og følte mig umaadelig flov. Det ene lille Spørgsmaal lærte mig i et pludseligt Lys at se det urimelige baade ved Farveriet og det øvrige i Stykket, men hvad mere var, det lærte mig for Fremtiden selv at anvende Ordet “hvorfor” under Arbejdet. Baade det og meget meget andet. Gid blot Hundrededelen af Livets Belæring var slaaet ned i mit Sind som det, jeg lærte i denne ene Time.
Senere, da jeg traadte i Forbindelse med Teatret, mødte jeg en lignende Elskværdighed hos daværende Sceneinstruktør Willam Bloch, hvis fine kunstneriske Blik og klare Forstaaelse af det, man har villet, men ikke helt evnet, gør ham til en saa udmærket Raadgiver baade for Skuespillere og Forfattere. Mangen Gang har jeg efter en Samtale med ham begyndt omtrent forfra paa et Arbejde, og gjort det med Glæde, fordi jeg følte, at han havde Ret.
Ja, siden hen har jeg sagtens lært noget af selve Livet, af Erfaringen og af mangen bidsk Kritik, men hvad jeg føler over for dem, der først raadede og støttede mig og gav mig det, som ingen andre kunde give mig, det er noget helt for sig selv i min Bevidsthed; jeg synes, det er dem, der har lært mig, at Taknemmelighed er en lykkelig Ting at eje. At jeg har noget af den samme Følelse over for dem blandt mine Tilskuere, der med Overbærenhed og Sympati have fulgt mig fra den første Færd, det behøver jeg ikke at sige – jeg kan ikke slutte disse Linier paa en bedre Maade end ved at bringe dem min varmeste og bedste Tak.
Emma Gad.