Dygtige landbokvinder

31. juni 1910.



Ofte blev Emma Gads kronikker i Politiken refereret i andre avise. “De dygtige landbokvinder” fik en del kommentarer med på vejen. Flere kan læses her efter kronikken hvor Aalborg Amtstidende inviterede landbokvinderne til at kommentere.


Alle er vi gennemtrængte af Beundring for vort Landbrugs høje Standpunkt, vort Smør, vort Flæsk, vore Polakker, vort Andelsmejeri i Haslev, vort Sukker, vort Øl – naa, det hører vel ikke direkte ind under Landbruget, men vi er saa vante til at høre om det, at det løber ned i Pennen, naar der er Tale om Beundring. Og alligevel – ja – jeg forstaar mig jo ikke paa det – men alligevel – det forekommer En undertiden, naar man færdes helt ude paa Landet, at det ser ud, som der gaar nogen Jord til Spilde. Man kommer forbi Terræner og Diger, forbi Pladser bag Gaardene og forsømte Bagpartier af Haver, hvor mandshøje Brændenælder, Skarntyder og graa Borrer vokser med en Frodighed, som i Ordets egentlige Forstand var en bedre Sag værdig. Man kommer da til at mindes Frankrig og særlig Italien, hvor man ser hver Meter Jord udnyttet med rørende Agtpaagivenhed af flittige Kvindehænder. Og med dette i Minde kan man ikke lade være at tænke: Gud véd, om nu ikke det Stykke Jord, der synes saa frodigt, lod sig anvende bedre og mere indbringende af denne Landsbys Kvinder – til Dyrkning af finere Kulturer – Humle, Græskar, Agurker, eller hvad der ligger for! Og naar man ser ud over de smaa Bondehaver med deres forgroede Ribsbuske og det lille Kartoffelstykke og nichts weiter, saa tænker man videre: Mon det hele ikke kunde være mere rigt og blomstrende, ja, helt anderledes hvis Kvinderne på denne Egn – nej, lad os sige Kvinderne hele Landet over, i alle Stænder, tog den Opgave op at udnytte den Del af Jorden, de kan faa overdraget, til en Drift af Luksusting, som nu kun alt for ofte indforskrives – Champignons, Tomater, Morbær, Meloner, Planter til Farvning og Lægemidler, Vidier til fine Kurve, Frøavl, Blomsterløg, Bistader, Krebs i Vandløb og Mergelgrave, og hvad det altsammen er, der kan bringe flere Penge ud af vor frugtbare muld end de Par langarmede Popler og Hyldebuske, der nu omgiver de landlige Smaahjem. Jeg behøver blot at nævne Ordet Træfrugt og dennes Bevarelse som et Virkefelt, hvor der er noget at gøre. Hvor mange danske Æbler sælger der mon aarligt i Forhold til vestindiske Bananer og spanske Appelsiner? Dog, det er et saa sørgeligt Emne, at jeg helst vil lade det ligge idag.

I Byerne har Kvindernes Liv i den sidste Snes Aar undergaaet en mægtig Forandring. De har taget Kampen op i Erhvervslivet, de handler og gør Overslag, de etablerer sig og udfinder nye Felter, hvor deres særlige Evner kan gøre sig gældende og omskabes til Penge.

Er det nu Tegn paa en lignende Opvaagnen til ny Virkelyst hos Kvinderne paa Landet? Jeg véd det ikke, jeg spørger blot derom, fordi Landets Trivsel jo ligger os alle paa Sinde, og fordi Sagen hører ind under den almene Velstand, Grundlaget hvorpaa alt skal bygges. Og jeg spørger derom, fordi jeg i min Tid har været Vidne til det beklagelige Faktum, at Kvinderne, som forhen sad inde med Landets Hovederhverv som Mejersker paa Gaardene, ved Mejerivæsenets Overgang til Andelsforetagenden uden Sværdslag har ladet dette betydningsfulde Omraade slippe sig af Hænde. Fortidens appetitlige Mejerske med de blankskurrede bare Arme og de hvide Smækforklæde paa den brede Barm, hvor er hun nu? Saa godt som overalt er hun ved et Kup bleven afløst af Mejeristen med de lange, ikke slet saa appetitlige, Frakkeærmer. Den Provins er mistet, men andre lader sig vel erobre.

Paa Hønseriets Omraade er der sket store Fremskridt, siger man, Fremskridt, som vi i Byen nærmest mærker paa, at for hvert Foraar der kommer, koster en Høne og dens Æggesnesse en Krone mere. Hønseriet beror jo nærmest paa Kvinderne, saa man faar jo at haabe, at de mange Penge, der altsaa tjenes derved, maa give Damerne Lyst til at være med i Udviklingen paa flere Felter og paa en anden og mere sideordnet Maade end som jævnt pligtopfyldende og indvendige Husmødre og disses Hjælpersker, give dem Lyst til selv at producere og tjene Penge paa Gebeter, som hidtil har ligget brak, og som fordrer den lette og nænsomme Haand i Modsætning til Mandens mere haandfaste Greb paa Tingene. Hvis det skete, hvilken Forøgelse af Rigdomskilderne, hvilken national Værdi! Og hvor morsomt det maatte være for dem, der skabte Forøgelsen.

Banebrydere er der i hvert Fald. Jeg kender et Par Damer, som har fundet paa i det nordlige Jyllands sandede og stormombruste Jordsmon at dyrke Tulipanløg ligesom i Holland, og Kulturen lykkes glimrende. Jeg kender en Herregaardsdame, som forsøger at dyrke Hasselnødder i Forbindelse med Hønseri, saa at Buskene gødes, om jeg saa maa sige, uforvarende. Hun har vist mig de derved fremkomne Nødder; de var eventyrlige af Størrelse og indbringer hende over 2 Kr. pr. Pund. Jeg véd en Proprietærfrue paa Amager, som dyrker Tomater og indskiber 50 Kasser pr. Uge til England, naar Tiden er. Jeg har kendt – men hvorfor nævne flere Eksempler? Hver maa selv finde sin lille Opgave. Det, jeg tilfældigt har nævnet, er maaske urentable Ting, men saa findes der andre, der er rentable, og Dygtighed bestaar jo netop i at finde det lille Korn Guld, som ligger begravet under hver Alen Jord, finde det, der egner sig for En, og spinde Silke derved. Jeg siger noget – Silkeavl – det er maaske netop Ordet. Jo, jeg vil alligevel nævne et Eksempel endnu, fordi det er saa kendt og saa godt. For en Del Aar siden boede der i Landsbyen Øverød en Gaardmandskone, som ved sin Start efter Datidens jævne Skik hed Madam Hanne Nielsen, og senere avancerede til at hedde Fru Hanne Nielsen, og som med sin Gyldenstykkes Bondehue paa Hovedet rank og strunk saas at køre til Væddeløb i sin egen Landauer trukken af to velnærede blankbrune Heste. Ved eget Initiativ havde hun skabt sig denne i hendes Kaar ualmindelige Velstand, skabt den ved at lave Ost. Ganske vist – Osten var fortrinlig, det var en Sødmælksost, som højsalig Hs. Majestæt hver Dag nød til sin Frokost, der var smaa friske og bløde Flødeoste, der var alle gode Sager hørende til Faget – Hæder være hendes Minde! Men alligevel – det er lidt trist at tænke paa, hvilken enlig Fugl hin udmærkede Hanne Nielsen har været. Vi burde jo have 10,000 Hanne Nielsen’er i vort Land – mindst. Ost vilde de ikke frembringe, den laves nu sammen af Mandfolk, men hvis de var der, hendes Tusinder af Arvtagersker i Højenloft og Hytter og var besjælede af hendes driftige Energi, saa fandt de nok paa noget andet, og skaffede de blankbrune Heste – nu hvor jeg er gammeldags – nu var det en Luksusbil, de fik.

Er de der, eller er de der ikke. Landbo-Kvinders økonomiske Indsats har vist hidtil nærmest været den sparende og ikke den producerende. Er der altsaa hos Kvinder, Landets halve Befolkning, ved at ske en Forandring i Landbrugets saavel som i Byerhvervet? Det maa ønskes. Vilde de i saa Fald ikke være rigtigt og praktisk, om de producerende Kvinder, ligesom deres Mænd, en Gang imellem samledes til Fællesmøder og selv drøftede og berettede os andre, hvad de særligt udretter til Fremme af den intensitive Drift? Eller bør de ikke deltage i Mændenes Møder? Naar saadanne Sammenkomster anses for at være af saa væsentlig Betydning for Mændene, maatte de vel i ikke ringe Grad være frugtbringende for Kvinderne.
Emma Gad.



Ringsted Folketidende, 1. august 1910.

I “Politiken” har Forfatterinden Fru Emma Gad taget Ordet for stærkere Udnyttelse af den Jord, der gaar til Spilde.

Vi kender fra vor Egn adskillige Kvinder, som med Iver har kastet sig over det, der almindeligvis benævnes Landbrugets Bierhverv. Skulde ingen af dem have Lyst til at udtale sig? Og hvad mener Husmødrene i Almindelighed? Strækker Tiden til, naar det der skal passes, er røgtet?



Roskilde Dagblad, 2. august 1910.

Under denne Overskrift har Forfatterinden Fru Emma Gad i “Politiken” taget Ordet for stærkere Udnyttelse af den Jord, der gaar til Spilde.
“Man kommer – skriver hun – forbi Terræner og Diger, forbi Pladser bag Gaardene og forsømte Bagpartier af Haver, hvor mandshøje Brændenælder…
– – –

Hvor det lyder beskikkende og kønt, hvad Fru Gad skriver, og Ret har hun i en Del af det, hun henvender til Landbokvinder, men ikke i alt. Det er en ualmindelig trist kendsgerning, at der hist og her, ikke mindst her paa Sjælland, ligger Haver eller Dele af haver og andre smaa Stykker Jord, som skænder i Stedet for at være til Nytte og Pryd; bortset fra Indtægten, hvor vilde det ikke hygge, hvis de blev dyrket? Men der er noget som binder, noget Fru Gad, Københavner, som hun er, ikke kender og derfor ikke kan dømme fuldt retfærdigt om. Hun kender sikkert ikke Vanskeligheden ved Arbejdsforholdene paa Landet. Hvor tidligere en Husmoder havde to-tre flinke Piger til Raadighed, har hun nu kun en og maaske kun en ung og mindre dygtig Pige, thi medens hun tidligere kunde vrage og vælge, maa hun nu være glad, hvis hun blot kan faa en Pige, ung eller ældre.

Under saadanne Forhold er det undskyldeligt om hun kun naar at holde det gaaende. Ganske vist, den Tid er forbi, da Mælken behandledes hjemme, da Kerning og Ostelavning var hverdags Gerning, men den Gang fordrede hjemmene paa Landet ikke saa meget som nu, hvor der stilles større Krav til et Hjems komfort end før; og var der Døtre, tog disse Del i Arbejdet. Det gør de langt fra alle Vegne nu, i alt Fald ikke i samme Forhold. De unge paa Landet har faaet Udlængsel og lægger sig efter boglig Sysel og de mange Erhverv, som Fru Gad priser.

Hvor ofte hænder det ikke, at naar Husmoderen i mere velsituerede Hjem paa Landet er naaet saavidt, at hun har faaet sine Smaapiger i Skole, har hun sagt Farvel til deres Hjælp i Hjemmet med det samme. Børnenes Dragter og det hele fordrer altsammen mere Arbejde, som lægges paa hendes Skuldre. Selv om hun udmærket godt kan se Manglerne og gerne vilde lægge sig i Selen for at ændre dem, hun kan ikke, hun har blot at søge at faa det nødvendige gjort og at holde det gaaende.

Fru Gad, der kun ser det, der forsømmes, roser Byens Kvinder paa Landsbykvindens Bekostning, og skriver:
“I Byerne har Kvindernes Liv i den sidste Snes Aar undergaaet en mægtig Forandring. De har taget Kampen op i Erhvervslivet, de handler og gør Overslag, de etablerer sig og udfinder ny Felter, hvor deres særlige Evner kan gøre sig gældende og omskabes til Penge”.

Men hvad mener Fru Gad, der ellers tænker saa sundt og rigtigt om mange Ting, om den Ungdom i Byerne, der godt kan arbejde, men føler sig for fin til det, og derfor heller vil nøjes med en meningsløs lille Løn som Kassererske eller lignende i Stedet for at tage en Gerning op, hvor den kan gøre Fyldest og have Følelsen af at gøre virkelig Nytte? Eller den. som gaar til Fabrikerne hellere end at tjene?
Naar en Gang, før eller senere, saadanne unge Piger bliver gift, savner de i Reglen alle Forudsætningerne for at kunne danne ordentlige Hjem, og Følgerne ser vi desværre saa ofte.

“Thi den har aldrig levet,
som klog paa det er blevet,
han først ej havde kær”.

Havde vi færre af dem og færre af de unge Piger fra Landet, der tragter efter Studenterhuen i Stedet for at tage Hjemmets Gerning op, som de dog i Reglen før eller senere havner i, tror vi, at der bliver mere Tid til mange Bierhverv, som nu ligge Brak ude paa den danske Jord, fordi der rækkes efter noget fjernere. Det være ikke sagt til Forklejnelse for Ungdommen, det er dens Ære, at de sætter Maalet højt, og vi har den Glæde at have en dygtig, fremadstræbende Ungdom. Men det ser ud, som det er blevet vel meget moderne blandt de unge at søge Erhverv, som ligger udenfor Hjemmene. En skøn Dag kommer Bejleren, og da vil det ikke blive saa let at gøre Fyldest i den Gerning, som i Mellemtiden er fremmed.

Der mangler sikkert ikke Virkefelter paa Landet, der er Bierhverv nok, som kunde være lønnende, og vi kender Kvinder der har slaaet ind paa Specialiteter i Haven og haft en god Indtægt – men hvad der mangler, det er Arbejdskraft.



Aalborg Amtstidende, 5. august 1910.

Fru Emma Gad skrev for nogle Dage siden en Artikel i “Politiken”s Kronik under Overskriften “Landbokvinder”. Vi gengiver Artiklen nedenfor med dens Overdrivelser og smaa Misforstaaelser, fordi den forekommer os udmærket egnet som Udgangspunkt for en Diskussion. Vi stiller vore Spalter til Raadighed for en saadan Diskussion, og vi indbyder vore Læsere, navnlig vore kvindelige Læsere paa Landet, til at tage Del deri. Fru Emma Gad er de fleste bekendt som Forfatterinde af en Række Lystspil, der muntert og revsende skildrer københavnsk Overklasseliv. Fruen, der er gift med Admiral Gad, er tillige kendt for sin utrættelige og initiativrige Virksomhed i Velgørenhedens Tjeneste. For dette sit Arbejde er hun dekoreret med Fortjenstmedaillen i Guld.

Nedenfor giver vi altsaa Ordet til Fru Gad – som Indleder [Her springer vi kronikken over idet den er øverst paa siden, red.]. I Morgen skal vi bringe et Svar, som hendes Artikel har affødt fra en sjællandsk Bonde, “Gert Gaardmand”, i “Roskilde Tidende”. Derefter bliver Ordet frit. En og anden af vore nordjydske Veninder faar nok – trods Høsttravlheden – Tid til at dyppe Penne.

 



Aalborg Amtstidende, 6. august 1910.

Ja vist indeholder den udmærkede forfatterinde, fru Emma Gads Artikel Synspunkter, som ægger til Diskussion.
Kun Skade, at Nationens hundrede Tusinde Landbokvinder hører til de stille i Landet, thi ellers vilde de alle uden Undtagelse rykke ud mod Fruen og sige til hende: “Gud hvor De snakker, nej, kom ud til en af os og følg vor Gerning paa nært Hold, saa vil De faa Blik for, at netop vi er ikke alene sparende, men ogsaa i højere Grad end de fleste andre i vort Land producerende.”

Og de hundrede Tusinde Landbokvinder vilde have Ret til at sige saadan til Fru Emma Gad:
I ældre Dage hed det: “Ingen har saa meget at bestille som en Landmandskvinde,” og i de Tider var det rigtigt, og det er det for øvrigt for en Del endnu. At gøre Rede for den flittige Husmoders Gerning i Landbohjemmene, i Gaardmands- og Husmandshjemmene blot for den enkelte Dag, vilde fylde en lige saa stor Spalte i “Roskilde Tidende”, som Fru Gad har sat op til Ansporing af Kvindernes Produktivitet.

Hun begynder Dagens Gerning ofte før alle andre. Saa maa hun tage fat paa at kokkerere. Hun skal opvarte de andre, hun skal skære Mad til dem, der skal i Marken, hun skal have Børnene op, opvarte dem, klæde dem paa til Skole, fodre Høns, fodre Grise og er de i Smaahjem, skal hun ud at flytte Koen eller Køerne. Førend alt dette er gjort, er det Tid til at gøre forberedelser til Middagen. I Gaardmandshjemmene maa Pigerne sættes i Trit, men den flittige Husmoder fører an. Saa skal der vaskes op, koges Kaffe, flyttes her og fodres der, og imidlertid rykker Midaften paa, saa er der atter Arbejde en Tid dermed, og Tiden skal tages meget nøje i Betragtning, skal der blive Stunder til ogsaa at lappe, stoppe og gøre alt det øvrige, som paahviler Husmoderen i Landbohjemmene, de smaa som de større. Og endelig, naar Dagen slutter, og alle de andre er gaaet til Ro, kan Husmoderen langt om længe ogsaa slutte Dagen og se tilbage ofte paa 16-18 stærkt producerende Timer.
Og derfor hænder det, at der “paa forsømte Bagpartier af Haver” vokser “mandshøje Brændenælder og graa Burrer!”

Fru Emma Gad gør opmærksom paa, at i Byerne har Kvinderne nu “taget Kampen op i Erhvervslivet, de handler og gør Overslag, de etablerer sig og udfinder nye Felter, hvor deres særlige Evner kan gøre sig gældende og omskabes til Penge.”
Aa ja, en Del af Byens Kvinder gør det, som Mængden af Landbokvinderne siden Arilds Tid har praktiseret!</em] Og netop, fordi Landbokvinderne véd Besked, tager de sig i Agt for at tænke, at det Stykke Jord, der synes saa frodig lod sig anvende bedre og mere og mere indbringende af denne Landsbys Kvinder – til Dyrkning af finere Kulturer – Humle, Græskar, Agurker, eller hvad der ligge for!

Ærede Frue, højtagtede Forfatterinde! Gaa en Efteraarsdag henover samtlige Møddinger i denne eller hin Landsby, og De vil se en Bunke Græskar, der ligger paa hver Mødding, bestemt til at blive til Gødning. Hvorfor? Fordi der ikke er Afsætning!
Jeg nærer stor Beundring for de to Damer, “som har fundet paa i det nordlige Jyllands sandede og stormombruste Jordsmon at dyrke Tulipanløg ligesom i Holland”, og “Kulturen lykkes glimrende”, tilføjer De. Er dette at forstaa saaledes, at de to Damer kan leve af at dyrke Tulipanløg? Thi kan de ikke det, er dette Eksempel ikke mere værd, end de mange tusinde Bestræbelser, Menneskene foretager sig for at skaffe lidt Bifortjeneste.
Propritærfruen paa Amager, der indskiber 50 Kasser Tomater pr. Uge til England, tror jeg mere paa. Hun Hamrer paa sin Læst, de hundrede Tusinde andre Landbokvinder, jeg har omtalt, hamrer paa deres. Og saa ved jeg, at der er Krummer i Amagerkvinderne!

Jeg kender ogsaa en Proprietærfrue paa Amager. Sidste Termin gav hun sin Mand 300 Kr. i Lommen til at betale Skat og Renter med til København. Proprietæren tog med Amagerbanen til Byen. Han kom ikke Hjem den Dag, han kom heller ikke den næste, men tredie Dagen derpaa kom han. Behøver jeg at tilføje, at Pengene var borte, og hverken Skat eller Rente var bleven betalt; thi København er jo et Sodoma, som mangen en Amager ledes paa vilde Veje i!
Proprietærfruen var dog ikke forknyt. Hun giver atter Fatter 300 Kr. og en Mængde formaninger om at gøre det bedre end sidst. Men, som der staar i Skriften, Aanden er redebon, men Kødet er Skrøbeligt, og det gik Amagerfatter anden Gang akkurat som første.
Tredie Gang, da Skat og Renter skulde betales, tog Proprietærfruen selv af Sted. Og hun klarede den!
En saadan Proprietærfrue, der har Penge nok, kan sagtens udskibe 50 Kasser Tomater pr. Uge til England.

Ogsaa en anden Undtagelse nævner De som ansporende Eksempel. Det er Fru Hanne Nielsen, Overød. Endnu engang, ærede Frue! hvis jeg vilde skrive en Artikel om “dygtige Bykvinder”, og jeg saa vilde anføre forfatterinden Fru Emma Gad som ansporende Eksempel, saa vilde Gennemsnitskvinderne i Byerne sikkert sige til mig, at den gaar ikke; som med foregangsdamer med ringere Talent, Fru Emma Mad er for uopnaaelig!
Fru Hanne Nielsens Sødmælkssaft og Fru Emma Gads Dramaer vil gaa over i Historien, men Ane Kirstine, der i Gaar blev gennemblødt, da hun havde været ude at flytte Køerne, hun gaar ingen andre Steder hen end tilbage til den produktive Tilværelse, hun al sin Tid har gaaet i.
Thi tro mig, det er alligevel kun de enkelte betydelige, som Fru Hanne Nielsen, som Fru Emma Gad, der er i Stand til “at skabe det lille Korn Guld, som ligger begravet under hver Alen Jord”.

Gert Gaardmand
i “Roskilde Tidende”.



Aalborg Amtstidende, 13. august 1910.

Jeg takker “Aalborg Amtstidende”, fordi den saa velvillig overlader os Landbokvinder sine Spalter til Diskussion imod Fru Emma Gad. Allerførst vil jeg fremstille et Husmandshjem for Fruen, hvor Husmoderen maa agere Husmoder, Tjenestepige, Barnepige, Hyrde- og Røgterdreng og saa endda se at blive færdig til, naar Manden om Aftenen kommer hjem fra Arbejde, at tage et lille Tag i Marken. For selv om man har lidt, skal man dog have det bjerget ind. Det er jo nødvendigt her ude paa Landet, at Manden skal paa Arbejde saa godt som hver Dag for at tjene til Livets Ophold. Vi har det jo ikke som Hunden, der tjener sin Føde med Munden.

Fruen skulde tage ud og studere et Husmandshjem en eneste Dag, hvor Husmoderen allerførst om Morgenen maa malke, sætte Køer paa Græs, flytte faar, bjerge lidt Grønt til Svinene, gøre Orden i Kostalden for bagefter at komme ind og lave en Taar Kaffe til sig og Børnene, faa dem klædt paa og faa Stuerne gjort i Stand, hvis hun da ikke skal ud i Marken, før hun skal lave Middagsmad og vadske op efter denne. Hvis vi saa er saa heldig ikke at skulle ud om Eftermiddagen, da skulde vi jo gerne se at tjene lidt af fremmede, enten med at sy, eller hvad man nu bedst kan tage sig for. Det kan jo nok gøres nødig, at der lægges lidt til Mandens 2 Kr., som han tjener fra Kl. 5 om Morgenen til Kl. 8 om Aftenen. Vi skal jo ogsaa sy alt til os selv, baade nyt og gammelt, og hvis en Moder er saa heldig at have 2-3 store Drenge ude at tjene, ja saa kommer de om Søndagen med deres Tøj og skal have gjort det i Stand. Naar Børnene er smaa, da maa vi mange Gange tage Vadskebaljen ind i Soveværelset og staa med Foden paa Vuggen, mens vi slider paa Vadskebrættet, saa vi har det virkelig ikke saadan, som visse Bydamer. Det er muligt, at en og anden af dem er saa flittig, at hun dyrker et lille Stykke Jord, men saa har hun maaske en Pige i Hjemmet til at bringe sig Vand til at vadske Hænderne i og tilse sit Tøj og lave Maden.

Efter saadant et Slid maa en Dame virkelig ud at gaa Tur, hvis hun ikke foretrækker at lægge sig paa en Sofa og læse lidt.

Hvis vi gav os til at dyrke alle de Luksusting, som Fru Emma Gad anbefaler, saa kune vi jo ikke faa dem afsat her ude paa Landet. Mandens Penge vejer heller ikke til, at vi kan faa Raad til at sylte ret meget af den Slags. Den Dame med Ostene, mon ikke hun har haft lidt Kapital fra først af og saa nok til at hjælpe sig med Arbejdet, ja, maaske har hun ikke engang selv taget Del deri. Ellers betvivler jeg næsten, at de blankbrune og Landaueren var kommet i hendes Eje. Det gaar ikke saa let at faa saadan en Befordring.

Ja, nu vil Fru Emma Gad maaske sige, at jeg maa være en særlig uheldig stillet Kvinde, efter som jeg skriver. Nej, saadan gaar det saagodt som for alle vi Husmandskvinder, og jeg tror, at hvis Fruen fulgte os en eneste Dag, da vilde hun, naar det blev Aften, holde sig for Panden og sige: Gud, mine Nerver! Trods alt, tror jeg, vi er lige saa livlige og tilfredse som de Damer i Byen, der aldrig ved, hvad Tiden skal gaa med. Hvis de kom paa Landet, mener jeg nok, de glemte nogle af “Guldkornene som ligger skjult i Jorden.”

Marie Esbensen
Faarup pr. Aabybro.



Aalborg Amtstidende, 16. august 1910.

Da endnu ingen Kvinder har skrevet imod Fru Emma Gads Artikel om Landbokvinder, saa vil jeg sige min Mening om Sagen, da jeg har imod, at Bønderne ved flere Lejligheder behandles, om jeg saa maa sige, som Hunde, baade med Klap og Spark, ligesom det passer for Vedkommende.

Det er kedeligt, og det ser heller ikke godt ud med disse Pletter udyrket Jord, og dem er der virkelig mange af, det har Fruen Ret i; hun har nok rejst meget og set meget, ligesom hendes Standsfæller. Banekupeerne er næsten altid fyldt med rejsende Damer, og Flyvemaskinerne vil ogsaa nok blive noget for rejsende Damer. Hattene er jo allerede gode Faldskærme, og en Taler har ved et Møde sammenlignet Kvinderne med Flyvemaskiner; han sagde nok, at det ikke var for at gøre Nar ad dem, men en Ære at blive sammenlignet med Nutidens mest berømte og omtalte Vidunder.

Naar Fruen mener, at disse Pletter var noget, som Landbokvinderne kunde tage sig af, da har hun faaet en fejl Opfattelse, men kloge Høns kan jo ogsaa lægge Æg i Nælder.
Hvad er da Grunden til, at de ligger unyttede med Brændenælder, Borrer og andet Ukrudt? Der kunde gro noget andet, thi hvor der kan gro Nælder og Skræpper, der kan ogsaa gro Korn med lange Vipper.
Grunden til, at det ikke bliver dyreket, er for det meste, at man ikke kan komme til med Heste og Plov; det skal graves, og det har en Husmandskone ikke Tid til. Jeg kender mange Husmandskoner, som foruden at passe Hus og Børn, Mad og Klæder, maa sprede Gødning, luge, udtynde Rodfrugter og passe Kreaturerne og meget andet, lige fra den Dag de bliver gifte og bosatte er de stavnsbundne; thi det er desværre saadan, at de allerfleste Husmænd ikke kan leve af deres Ejendom, men skal tjene en Del Penge udenom som Smaakører, ved Mælkekørsel og lignende eller som Daglejer, Tørvegraver, Grus- eller Grøftegraver.
Derfor er Kvinderne ofte ene om at gøre Arbejdet hjemme, og derfor gaar der Jord til Spilde. Tiden er for dem saa kort, at de ej behøver at sove den bort.

Jeg har aldrig hørt eller læst i Aviserne om nygifte af Husmandsstanden, at efter Brylluppet rejste det unge Par til det sydlige Udland. Der bliver heller ikke Raad eller Tid til at rejse til Badestederne om Somren.

Og Gaardmændene, der kniber det ogsaa for mange med den menneskelige Arbejdskraft. Meget bliver forsømt; det er den store Løn, som mange ikke har Raad til at give.
Jeg misunder ikke en Arbejder sin Løn, bare han vilde spare og ikke bruge hver Søndag formiddag til at skyde og hver Søndag Eftermiddag til at sparke (ved Fodbold) sin Ugeløn bort. Derfor staar Kirkerne og Forsamlingshusene tomme – nej, ikke helt tomme. De unge Kvinder kommer for at vise deres nye Hatte og spraglede Sommerfugleklæder – fin, finere og allerfinest.

Fruen skulle hellere henvende sig til de gode Lovgivere og faa dem til at skaffe bedre Levevilkaar for den arbejdende Landbostand – saa vilde Pletterne forsvinde.
Eller Fruen mener vel, at den almindelige Velstand blandt Overklassen er Grundlaget, hvorpaa alt skal bygges? Eller mener hun, det skulde være morsomt for Landbokvinderne at forøge Rigdomskilderne, for at de andre skulde øse deraf? Dog en Klasse Kvinder maa Fruen have Lov at slaa til Side imellem, nemlig de fine Gaardmandsdøtre, disse Piger, som er Bønder, men ikke vil være det bekendt, som foragter deres Stand.

Forrige Aar averterede jeg om en dygtig Pige, som tillige havde en god Sangstemme, og saa kom der Tilbud fra forfinede Gaardmandsdøtre, med fleraarig Uddannelse i Klavermusik og i store Sangforeninger, men de skrev intet, om de kunde – som man siger – malke Køerne og give Grisene, bære Aften ud og give Hønsene. Disse Piger søger Plads i et pænt Hjem, helst ikke en Bondegaard, som Frøken-Piger, vil lære den fine Madlavning; ja, er endda ikke ukendt med Madlavning, skriver de.
Ved at læse disse pladssøgende Pigers Annoncer, var det en ren fornøjelse at træffe følgende: En Pige søger Plads, vil deltage i alt forefaldende Arbejde og malke 8-10 Køer.

En Forfatter har skrevet, hvorledes en knøv Pige skal være:
“En fornøjet, klarøjet, frisk og kæk Pige, der kan stoppe en Strømpe og sy, passe Gryde og Pande, give Grisen Æde, hugge Brænde, malke Køerne og tage et muntert Snuptag med sine Brødre, og som endda forstaar at opføre sig ulastelig i Selskabet, det er en Pige, som enhver klog og hæderlig Mand maa anse for en Lykke og Ære at faa til Hustru.
Men de sladrende, kokketerende, lade, unaturlige, giftesyge, klaverpinende, romanslugende, pyntesyge og moderne frøkner, som man træffer alt for ofte, de egner sig ikke mere til Ægteskab, end en Høne uden Fjer til at passe tyve Kyllinger.”

Tolstrup ved Aars, den 14. August 1910.
Kristian Nielsen



Aalborg Amtstidende, 18. august 1910.

Fru Emma Gad er jo en berømt forfatterinde, og paa dette felt kan hun vel endnu drive det vidt, men naar hun vil til at give Landbokvinder gode Raad om, hvorledes de skal anvende deres fritid, tror jeg, hun gaar fejl i Byen. Deres tid er allerede saa stærkt optaget, at de, hvis de skulde dyrke sine Havesager, vilde forsømme meget mere end disse indbringer.

Der er et Ord – jeg ved ikke, om det er et gammelt Ord -, der siger: at godt halvgjort Arbejde betaler sig bedst. Det har mindre at sige, om ogsaa der vokser Brændenælder og Skarntyder ved Husene og om Haven ellers er lidt uren; det er mange Gange mere nødvendigt, at Køerne bliver ordentlig malkede, at de smaa Grise og Kalve bliver godt passede, at Mejerispandene holdes godt rene, at Folkene og Børnene faar en sund og veltillavet Kost til regelmæssige Tider.

Fru Gad kender en Herremandsfrue, der dyrker Hasselnødder og tjener gode Penge derved, men muligvis kunde denne Herremandsfrue tjene det flerdobbelte ved stadig at deltage i Malkningen og undvære Husjomfru.

Nu om Dage gælder det først og fremmest om at indskrænke Folkeholdet saa meget som mulig og selv gøre alt det Arbejde, man kan. En Gaardmand der følger dette Princip, behøver ganske sikkert ikke Hypotekslaan. Det er mange Gange vanskeligt at faa Piger, særlig naar de skal gaa med til Markarbejde, sprede Gødning, luge Roer og med i Høstbjergning, Høst, Kartoffeloptagning og Roeoptagning, og endelig er det ogsaa en ret stor Løn saadanne Piger faar – fra 200 til 250 Kr. aarlig.
En saadan Pige er i de fleste Tilfælde Lønnen værd, men det har alligevel en stor Betydning paa en almindelig Bondegaard med en 12 – 20 Køer, enten de kan nøjes med en eller de har to Piger; de fleste har kun en, og saa er det indlysende, at Konen maa være med hele Tiden, malke tre Gange daglig, gøre Spande rene, holde Huset i Orden, vadske op, lave mad til en halv Snes Mennesker, faa Børnene i Skole, holde deres Tøj i Orden og faa mange andre Ting, f.Eks. passe Kalve og Svin, hvad min Kone gør hele Tiden. En saadan Gaardmandskones Tid er saa stærkt optaget hele Dagen igennem, at det var rent ubilligt at forlange, at hun skulde faa Tid til at dyrke sine Havesager. Jeg tror heller ikke, det bliver til store Sager, med mindre den Slags Ting bliver drevet rationelt, og saa skal Konen gaa helt op i Sagen og endda have mandlig Hjælp dertil. For at nævne en saadan Ting som Bærfrugt, da kender jeg mange, som har deres Haver bugnende fulde af dejlige Solbær, Rips og Stikkelsbær, men faar intet ud deraf, thi de har simpelthen ikke Tid til at plukke dem af.

Nu er det ganske vist sagt, at Gaardmandens Kone og Husmandens Hest har det værst, men Husmandens Kone har det ikke bedre, og saa er hun anderledes bunden. Gaardmandskonen kan da, naar der da ikke er altfor travlt ude, tage sig en Fridag, hvorimod Husmanden i mange Tilfælde har Arbejde udenfor Hjemmet, og det er da Konen, det meste hviler paa, baade passe Køer, luge Roer og mange andre udøvende Arbejder. Skal Husmandskonen fra Huse, kan hun jo ikke, som Gaardmandskonen, lade Pigen blive hjemme ved Børnene. De fleste Kvinders Arbejdsdag er paa 16 Timer og tit derover.

Fru Gad skriver, at Kvinderne i Byen stadig udfinder nye Felter, hvor deres Energi kan omskabes i Penge. Ja det gør Landbokvinderne ogsaa hver Dag, Gud ske Lov; thi der er ingen Tvivl om, at den Kone, der, som her er nævnt, hver Dag er i Aktivitet fra Morgen til Aften, har Felter nok at dyrke og gøre i Penge, og det flere, end der kunde tjenes ved Fru Gads fine Havesager.

Det er naturligvis ikke kønt med det meget Ukrudt ved Gaardene og i Haverne; det saa unægtelig bedre ud, at der var Tulipanløg, og det var rart at vide, hvorledes de af Fru Gad nævnte Kvinder, som dyrker disse, tilbringer deres Dag; det kunde jo hænde, at deres Dag ikke var saa produktiv trods Tulipanløggene, som en almindelig Gaardmandskones er.

Nej, lad os endelig ikke faa vore Koner paa den Galaj, selv om der derved kunde tjenes en Smule Penge; thi vi kunde da let risikere, at der blev forsømt meget mere paa andre Felter, saa det blev nogle dyre Tulipanløg.

En Landmands Kones første Opgave er at passe sit Hus, at malke sine Køer og ellers hjælpe til i Bedriften, hvor hun kan, da lige saa vel for Konen som for Manden det gamle Ord gælder:
Skal alt i Huset vel sig føje,
hav saa derved et vaagent Øje.

Vestbjerg i August.
Martinus Pedersen
Gaardejer.



Aalborg Amtstidende, 19. august 1910.

Allerførst en Tak til “Aalborg Amtstidende”, fordi den saa velvilligt tilstiller os Plads til en Diskussion med Fru Emma Gad.

Jeg tvivler ikke om, at Fru Emma Gad mener os det godt med sin Artikel om Landbokvinder, men undskyld Frue, at jeg skriver det rent ud af Posen! Jeg tror sandelig ikke, at De kender ret meget til, hvad vi Landbokvinder har at udrette fra Morgen tidlig til Aften sildig, ellers havde De ikke skrevet, som De gjorde; thi De maa da vist tro, højtærede Frue, at vi sidder stille med Hænderne i Skødet og ser paa, hvorledes Burrer og Brændenælder gror op bag vore Huse og Haver. Men deri tage De sandelig storligen fejl; thi vi kan lige saa godt som Bykvinderne se, at det havde været bedre og smukkere, om der, hvor saadan noget Stads gror op, havde staaet en vel vedligeholdt Køkkenhave med flere Slags Urter og Frugter baade til eget Brug og Salg. Men naar man nu ikke kan faa Tid til at holde det i Orden. Om man ogsaa kunde faa det gjort i Stand til Saaning, saa er det sandelig ikke dermed endt, der skal jo meget mere Pasning til, og det er det, vi ikke kan faa udrettet; thi vi Landbokvinder har saa meget andet at tage Vare, der skal passes, meget som Bydamerne slet ikke forstaar eller skænker en Tanke.

Vi har sandelig ikke en Tjener paa hver finger til at opvarte og klæde os paa, som de fine Damer i Byerne, for havde vi det, saa kunde vi sagtens faa Tid til at dyrke Tomater, Agurker og finere Kulturer. Prøv engang, Højtærede Frue, at komme ud og følge os fra om Morgenen tidlig, naar vi staar op, gaar ud at malke Køerne, sætter den paa Græs, flyttet faar, fodrer Kalve, Svin og Høns, henter Vand, kløver Brænde og gør rent i Kostalden. Naar man saa endelig er færdig dermed, saa ind og faa Børnene i Tøjet (hvis man da er saa heldig, at de har sovet saa længe), faa dem givet Spise og ogsaa selv faa lidt Davre. Har man saa en stor Skolepige til Hjælp, ja, saa kan hun jo se efter Børnene, hvor de er smaa og ikke kan passe sig selv, grave Kartofler op til Svinene og plukke lidt Grønt, vadske op, gøre lidt rent i Stuer og Køkken, medens Konen maa i Marken og luge Gulerødder, tynde Roer, i Kæret og skaffe Tørv, eller hvad der nu falder for. Naar det saa bliver hen ved Middagstid, saa hjem igen, malke og lave Middagsmad, og saa atter ud om Eftermiddagen. Naar Tiden er inde med Høbjergningen, saa med Manden i Engen, rive og stakke Hø, køre hjem, og saa begynder Mejningen af Kornet. Altsaa ud at samle og binde Neg, sætte sammen i Kærve og atter ud og hjælpe til, naar det skal køres hjem. Ja, saadan er der saamænd i et Husmandshjem, hvor Manden gaar en stor Del paa Arbejde, fuldt op at bestille for en Husmoder den hele ganske Sommer igennem, saa med det ene og saa med det andet.
Kan der blive Frihed engang imellem, for at komme i Marken, har hun virkelig nok at tage fat paa inde i Huset; thi hvor Smalhans er til Huse, der skal der ogsaa syes, stoppes og lappes tit, ikke at tale om, hvor der er Bøen og kun lidt at skifte med. Vadskes skal der en Gang eller to om Ugen, og gøres ordentlig rent en Gang imellem.

Naar De, Frue, nu havde fulgt os Landbokvinder saadan en hel Sommerdag igennem fra Morgen tidlig til Aften sildig, saa tror jeg saa bestemt jeg ved, hvad De vilde gøre. De vilde tage Dem til Hovedet og sige: Dette holder jeg ikke ud, nu først kan jeg forstaa, hvorfor der saa mange Steder rundt om i Landet gror mandshøje Brændenælder og graa Borrer. Nej, det kan ikke nytte, Frue, at De kommer her ud paa Landet med Proprietærfruer, som har Penge nok paa Lommen og Tjener til at gøre Arbejdet for sig, som Eksempel.

De skriver, at Bykvinderne taget ivrig Del i Erhvervslivet og udfinder nye Felter. Aa ja, en Del af dem gør det jo paa deres Vis, og Landbokvinderne gør det paa deres Vis. Saaledes har de alle Beskæftigelse. Fordi vi ej kan flyve til Vejrs, staa paa Tinge og holde Taler, lave Ost, der kan tage Præmie eller udskibe Tomater, derfor kan vi nok alligevel være til Nytte i Samfundet. Enhver søger saamænd efter Guldkornene, som ligger gemt i Jorden, men de er ikke for alle lige lette at finde.

Annette Bloch
Ejdrup pr. Vægger.



Aalborg Amtstidende, 22. august 1910.

Da “Amtstidende” saa velvilligt overlader os Plads i sine Spalter for en Diskussion, og Fru Emma Gads synspunkter netop udæsker dertil, tillader jeg mig ogsaa at fremkomme med nogle Bemærkninger.

Naar man læser Fruens Artikel, falder det straks i Øjnene, hvor lidt hun egentlig kender til Landbokvindernes Stilling; denne Gang er hun aabenbart kommen ud paa et Omraade, hvor hun slet ikke hører hjemme. Der kan naturligvis være adskilligt for os at lære af foregangskvinderne i Byerne, det indrømmer jeg gerne. Jeg samstemmer med Fruen, naar hun udtaler, at Kvinderne burde tage mere Del i det offentlige Liv, samles til Fællesmøder og drøfte deres forskellige Anliggender, det vilde uden Tvivl være frugtbringende for Kvinderne; der har Byerne jo bedre Forhold, end der kan bydes paa Landet: let og billig Adgang til Møder og Sammenkomster. Landsbyerne med deres spredte Beliggenhed maa nøjes med mindre i den Retning.

Men naar Fru Gad vil til at udstrække sin Virksomhed til at give Landbokvinder gode Raad om Arbejder og Virkefelter, saa tager det sig unægtelig lidt aparte ud. Hvordan kan en Dame, der sandsynligvis alle sine Dage har levet og boet i Byen og maaske ikke et eneste Aar af sin Levetid været paa Landet paa den Maade, at hun nogen Sinde har taget en Haand med i Arbejdet, hvordan kan hun tænke sig at have forstand paa at vejlede Kvinderne paa Landet? Man kan ikke belære andre om noget, man ingen Begreb eller Kendskab har til selv; nej, vil man lære andre, da maa man sætte sig grundig ind i Tingene først; det er en Selvfølge. Og følte en Bydame Lyst til at reformere paa Landbruget, saa skulde hun først tage sig nogle Aars Uddannelse i praktisk Landarbejde, og følte hun saa, at hendes Evner og Udvikling gik over det almindelige, ja, saa var det en Skam at grave sit Pund ned; da var det paa Tide at træde frem og lade andre høste Gavn og Glæde af sine Kundskaber og Erfaringer. I det foreliggende Tilfælde kan Fruen ikke vente sig andet, end at hendes Anvisninger og maaske nok velmente Raad til Landbokvinderne mødes med Kritik og lidt Ironi; thi Kvinderne, der er født og opdraget paa Landet og fra Barnsben vant til at tage Del i Arbejdet; de har ikke saa daarlig Begreb om Landbruget, at de skulde nære saa sangvinske Forhaabninger om Udbytte og Velstand, saa de skulle kunne faa Raad til “en Luksusbil” ved at dyrke Champignons eller Tulipanløg. – Er de der, eller er de der ikke? spørger Fruen. Kvinderne har vist hidtil kun været de sparende, og ikke de producerende, mener hun. Det er en mærkelig Opfattelse. Naar Mand og Kone arbejder begge i et Hjem og for Hjemmets Eksistens hver med sit, saa godt de kan, hvorfor skulde saa Konens Arbejde ikke være det producerende lige saavel som Mandens. Og de fleste Mænd er da ogsaa af den Mening; det kan Fruen jo se af Indlægene, at de skønner paa Kvindernes Arbejde.

Fru Gad fortæller os ogsaa, hvilken mægtig Forandring, Kvindernes Liv i Byerne har taget, “de etablerer sig og finder nye Felter, hvor deres særlige Evner kan gøre sig gældende og omskabes til Penge”. Ja, det er jo glædeligt at høre og se saadanne Fremskridt; men det er dog vistnok kun en Del af dem, der tager saa energisk fat. Mon der ikke findes adskillige Hjem i de store Byer, hvor Fruens daglige Gerning mest bestaar i at klæde sig paa, at gaa Tur, sætte sig til Bords, naar Pigen Melder: Maden er serveret!, tage mod Visitter, gaa i Teatret eller paa Forlystelsessteder; mens Børn og Hjem er overladt til Tjenestepigernes Omsorg?
Ja, det er jo et trisk Billede, her trækkes frem. Hvor det gaar saadan, lægger Kvinderne jo intet godt Grundlag for Slægten at bygge videre paa. I Medsætning dertil vil jeg oprulle et andet Billede, der er lysere at se paa: En Husmoder paa Landet, der efter et trofast og velanvendt Arbejde om Dagen om Aftenen gaar ind i sine Børns Soveværelse, tilbringer en stille Time der, taler med dem om, hvad der er godt og ædelt og lære dem at folde Hænderne til Bøn, inden de sover ind. Bedre Grundvold kan der ikke lægges for et Hjems Lykke, end Bøn og Arbejde; og Hjemmenes Lykke og Fremgang er Samfundets Lykke. Hvis de vilde være med, disse Tusinder af Kvinder, baade i Højenloftssale og i Hytter, til at bygge deres Hjem paa den Grundvold, ja, saa tror jeg, det var den bedste Maade at finde de “smaa Guldkorn” paa, som Fru Gad skriver om.

Og naar Fru Emma Gad viser os Eksemplet af hin udmærkede Bondekone Hanne Nielsen, og spejder forgæves efter hendes Arvtager i Hus og Hytte, ja, da tror jeg, hvad Energi og Flid angaar, hun har haft mange Arvtagere; men de har arbejdet under smaa, beskedne Forhold, og deres Liv har været afstukket af de snævre Grænser. Derfor naar de ikke saa vidt som en saadan Kvinde, der lever i de store Forhold og har Penge og Midler at komme frem for. Blandt den jævne Befolkning er der mange, der for forvænte Øjne fører et tilsyneladende tarveligt Liv, og dog udretter meget godt i Samfundet.

Dersom Fru Gad en anden Gang skulde faa i Sinde at skrive for Landbokvinder, da vil jeg haabe, at hun vil hæve Niveauet og vinke fremad, aandelig talt; det kunde hun maaske gøre noget godt med. Men at skrive for at anspore til mere Arbejde og Flid paa Landet, det synes jeg ærlig talt ikke, hun er kompetent til.

Anna Nielsen
Nyrup, Sønderholm St.



Aalborg Amtstidende, 25. august 1910.

Dejlige Blomster, røde, blaa,
gror i Lyngen den brune;
yndige Kvinder i hver en Vraa
færdes med Liv og Lune.
Syngende pusler den travle Viv,
blank er Fad, Talerken og Kniv,
Hjemmet hun gør til et Eden;
født er med hende det ensomme Liv paa Heden.

Ovenstaaende vers af Hostrup passer vel endnu i det meste af Amtstidendes Læsekreds; de Artikler der endnu har været optagne om Landbokvinder, vidner derom. De fleste kommer med en fremstilling af, hvad deres Kone eller Pige kan præstere, men taler ikke om Landbokvinder i Almindelighed.

Jeg tror, Fru Gad er en Smule berettiget til at kritisere.
De, der har været lidt omkring i det lille Danmark, maa desværre indrømme, at Landbokvinderne er ved at blive forfinede, og det breder sig med rivende fart. Det er naaet til Jylland og trækker stærkt imod Nord. Tænk paa Brodering, Cykling og, ikke at forglemme, Klaveret.
Hvor mange Timer beskæftiger ikke disse Ting en stor Part af Danmarks Landbokvinder. Fru Gad har Ret; blev den Tid, som ofres paa disse og lignende Ting, anvendt til at udnytte den Jord, som nu er bevokset med Nælder og andet Stads, kunde der udvindes mange Guldkorn.

Lad os vende Blikket mod Syd.
Saa ser vi næsten i alle større Landsbyer baade Mejeri, Ølbryggeri og Bageri, og det maa indrømmes, at disse 3 Ting har taget en stor Part af Landbokvindernes Arbejde.
Dertil kommer Klædefabrikation, som nu er en Saga blot for den overvejende Del af vore Landbokvinder.
Gud være lovet, der findes endnu enkelte, som kan brygge en Tønde godt Øl og bage et Stykke godt Brød, spinde en pæn Traad og strikke en Strømpe, men de er i stærkt Aftagende, desværre.

Landbokvinderne vil ikke være mere grove i Tøjet end Bykvinden – bevares, kan Damerne i Byen hoppe paa høje Hæle med maskinstrikkede Strømper paa de smaa Pusselanker, saa maa Damerne paa Landet skam ogsaa há det; Fru Gad har nok tænkt sig, at nu vilde hver Plet Jord blive anvendt paa fornuftig Vis, for nu har Landbokvinderne ikke nær saa meget at udrette som for tyve Aar siden, og saa kunde det nok betale sig med al den Fabriksvirksomhed, og Landbostanden vilde gøre økonomisk Fremgang ved den Byttehanden; men Fru Gad ved nok, at det langtfra er Tilfældet. Pletterne til ingen Nytte har vi endnu, og Statistikken fortæller jo sommetider lidt om den Velstand, Landbostanden samler sig.

Er Landbokvinderne mere glade nu end i gamle Dage? Nej. Da tog de endda meget mere Del i haardt Arbejde end nu.

Jeg tror, Grunden til, at saa meget gaar til spilde, skal søges i Tillokkelserne fra Byerne. Bykvinderne har jo Raad til at være magelige, forlystelsessyge og pyntesyge, og for at pleje sin Magelighed averterer man i Avisen efter en ung Pige fra Landet, som kan faa det saadan og saadan, og saa bliver de sande Landbokvinder smittede; for som Herren er, følger hans Svende. Saa hænder det undertiden, de kommer igen med svage Nerver og en daarlig Mave og duer ikke mere til at luge Tidsler og Brændenælder.

Vi maa tilbage, vi maa begynde i Skolen. I Børnealderen har man lettest ved at lære. Alle Pigerne bør lære at holde Hus og Tøj i Orden, og for at faa dem rigtig sundde have en Skolehave, hvor de kan blive undervist i hvad saadan en lille Plet Jord kan yde. Saa kunde de fleste af Bykvinderne styre og passe deres eget Hus, og de blev mere sunde, og saa kunde vi have vore Landbokvinder i Fred og komme af med en Masse Brændenælder.

Det er mit Syn paa Landbokvinder i Almindelighed og Bykvinder i Særdeleshed.

Gaardejer A. C. Rafaelsen,
Aars



Aalborg Amtstidende, 27. august 1910.

Nu har jeg med megen Interesse læst de forskellige Artikler om ovenstaaende Emne og fundet, at der er Guldkorn i dem alle, d.v.s. Sandheder.

Man ser deraf, at Landbokvinder har mere end nok af nyttige Interesser at varetage, og jeg ved af egen Erfaring, at det er skildret aldeles korrekt, som Landbokvinderne virkelig har det i de mange saavel større som mindre Hjem. Der kan og bør ikke forlanges mere Arbejde af Kvinderne. Og dog er der endnu meget mere end det i alle Artiklerne nævnte, en saadan dygtig og trofast Hustru udretter i et Hjem. Jeg vil ikke iklæde det Ord, men enhver Mand, som ejer en saadan god og dygtig hustru, ved det eller bør i hvert Fald vide det. Der er endnu mange, mange flere Felter i et Hjem, hvor Kvinden virker. Saa vi maa bifalde de Ord, der staar i en god Sang: “Vi taer Kvinde dig med. Vi din Magt har Behov. Du er Hjemmets Foraar og Børnenes Lov”. Men Fru Emma Gad har ogsaa nogen Ret i sit Syn paa Sagen. Ukrudt er altid uskønt, og nægtes kan det ikke, at der mange Steder mangler den rette Sans for Hygge omkring Hjemmene.

Jeg rejste for et Par Aar siden gennem Landet, og særlig paa Lolland saa jeg med Beundring, at omkring hvert Hjem (nok saa lille) var det smukke, renholdte Haver, og mange Steder med ligefrem kunstnerisk klippede Hække omkring, Det var over al Maade hyggeliogt at se. I Jylland ser man det saa sjældent. Her kan jo siges, at vor Jord her er ikke at ligne ved Lollands. Nej, men noget kan her bringes frem, og har man først en saadan venlig lille Plet om sit Hjem, da vil der ogsaa altid blive en ledig Stund at pleje den i, og er det end ikke altid ensbetydende med Indtægt, saa bringer det Glæde og Hygge, ligesom man ogsaa tidlig der kan anvende Børnenes Kræfter og derved lede dem ind i et godt Spor, som de siden nødig forlader.

Derfor lad os med frisk Mod slide for Udkommet efter bedste Evne og se at finde enhver Indtægt i vore Bedrifter. Men lad os ikke helt i den mangen Gang ret haarde Kamp for Tilværelsen glemme ogsaa at skabe lidt Hygge om vore Hjem, alt efter Forholdene. Det vil altid lønne sig paa en eller anden Maade.

“Alpha”, Haverslev pr. Arden.
F. Kondrup.