Aabent Visir 3. akt

Mellem anden og tredje Akt er et Tidsrum af omtrent fire Uger.
Havestuen efter Middag. Tændte Lamper og Lys. I Baggrunden ses gennem de aabne Døre Haven i Skumring, der efterhaanden bliver til Maaneskin. Det er en Maanedstid senere. Man ser Generalinden staa paa Terrassen udenfor Havedøren i Samtale med Frøken von Svitzer og Frøknerne Liljenfeldt, to ikke længer unge, lidt magre Damer. Jonna sidder i Forgrunden i Færd med at tegne Salvesen. Ida sidder ved en tændt Lampe og broderer. Hun er kønnere paaklædt og ser raskere ud.

PERSONERNE:

GENERALINDE WALLIN	KAPTAJN KARL WALLIN, hendes søn
FRØKEN ELINE MALLING	JONNA MALLING, hendes søster
KONSUL STENBERG	IDA
KAPTAJN SALVESEN	FRØKEN VON SVITZER
FRU MADSEN	To FRØKNER LILJENFELDT
En Tjener

3. AKT
1. SCENE	Jonna. Salvesen. Ida. Straks efter Generalinden, Frøknerne Liljenfeldt. Senere Frøken von Svitzer.
SALVESEN	(taler uden at bevæge sig). Varer det længe?
JONNA	Nej, ikke naar De sidder pænt stille. (Tegner.) Ikke slet saa stiv i Ryggen, Kaptajn! Man kan ogsaa faa for meget af den militære Rejsning.
SALVESEN	Maa jeg ikke engang hoste?
JONNA	Jo, lidt.
SALVESEN	Tak.
	Ida rejser sig og gaar derhen.
IDA	Maa jeg se, Jonna?
JONNA	Værsaagod!
IDA	Det er godt. Vil Du ikke ogsaa tegne mig en Dag? Det sagde Du, da Du kom.
JONNA	Ja, havde jeg blot gjort det dengaag. Nu ser Du anderledes ud. Velvære er ikke saa interessant, min Pige.
SALVESEN	Den lille Frøken er bleven federe.
IDA	(maaler med Fingrene). Ja, saadant et Stykke tykkere om Livet.
JONNA	Naa, Salvesen, maa jeg bede om et lidt mere aandrigt Udtryk, som Fotograf Jensen plejer at sige.
SALVESEN	Ja, altid – til mig idetmindste!
IDA	Men saa dejligt jeg ogsaa har haft det herude i de fire Uger! Jeg tænker saa tidt paa, om det er fordi jeg fandt en Firkløver den Dag paa Vejen herud.
JONNA	Naturligvis. Kun derfor.
IDA	(til Salvesen). Jeg har Lov at spise alle de Blommer, jeg vil, i Haven, og jeg gaar i Bad hver Dag, og jeg har faaet en Hundehvalp —
SALVESEN	Ah, den lille Køter, der bed mig i Benene for.
IDA	Ja, den er saa sød. Jeg elsker den.
JONNA	(med en Bevægelse henimod Damerne). Kan Du ikke ogsaa faa den til at bide den ældre Frøken Liljenfeldt i Benene?
IDA	Er Du ked af, at Frøknerne Liljenfeldt kom i Dag?
JONNA	Aldeles ikke. Jeg forarger dem saa ubeskriveligt ved det, jeg siger. Det morer mig. Naa, der kommer de.
	Generalinden og Frøknerne Liljenfeldt kommer nærmere. Frøken von Svitzer bliver staaende og ser tankefuld ud i Haven, mens Salvesen under det Følgende, trods Jonnas Protest, af og tit ser sig om efter hende. Ida sætter sig igen til at sy.
YNGRE FRØKEN LILJENFELDT	(idet de kommer). Jo, det er aldeles sikkert, at de skal skilles. Hun har forelsket sig i Løjtnant Tolstrup.
DEN ÆLDRE FRK.LILJENFELDT	Ved De, hvad jeg finder?
GENERALINDEN	Naa!
DEN ÆLDRE FRK.LILJENFELDT	Jeg finder, ved den godeste Gud, at det er rædsomt.
GENERALINDEN	Ja
DEN ÆLDRE FRK.LILJENFELDT	Men jeg har længe været forberedt paa en Skandale. Fanny har altid været afskyelig koket.
JONNA	(ser op). De bøjer Dem altsaa ikke for det, man kalder Hjertets Ret, Frøken Liljenfeldt?
DEN ÆLDRE FRK.LILJENFELDT	Jeg anerkender aldrig, hvad der er umoralsk eller blot stridende mod det Passende, Frøken Malling. Og det for jeg sige om mig selv, at hvilke Fejl jeg end kan have — koket, det har jeg aldrig været.
JONNA	(tørt). Ikke!
YNGRE FRØKEN LILJENFELDT	Nej, kære Angelika. (til Generalinden.) Min Søster er saa forbeholden og fin —
DEN ÆLDRE FRK.LILJENFELDT	Du maa ikke rose mig overfor Andre, Vilhelmine, men alligevel — vi Liljenfeldter er nu engang pligttro. Vi har Principer, og vi lever efter dem, Frøken Malling.
JONNA	Ja, hvorfor skulde De ikke det, naar De har Lyst til det.
DEN ÆLDRE FRK.LILJENFELDT	Lyst — nej, man skal da virkelig ikke leve efter sin Lyst her i Livet – vel, Generalinde! Det gælder jo tværtom at staa imod.
JONNA	Har De da staaet imod?
SALVESEN	Med Held — maaske!
DEN ÆLDRE FRK.LILJENFELDT	(irriteret). Naar vi To skal tale sammen om Pligtfølelse, Frøken Malling, og om Pietet og Sindsrenhed, saa —
JONNA	Saa har vi maaske bedst af at tie stille.
DEN ÆLDRE FRK.LILJENFELDT	(bestemt). Ja.
GENERALINDEN	Men hvor bliver Kaffen af i Dag?
IDA	(ser op). Den staar i Kabinettet. Frederiksen har lige bragt den derind.
GENERALINDEN	Ah, jeg havde tænkt, at vi skulde drikke den paa Terrassen i det smnkke Vejr. Naa, lige meget.
YNGRE FRØKEN LILJENFELDT	Her er jo ogsaa rart i Stuerne. Det er rigtignok en yndig Dag, vi har herude, kære Generalinde.
GENERALINDEN	Det glæder mig.
YNGRE FRØKEN LILJENFELDT	Men hør, Vilhelmine, nu maa vi snart afsted. Der er vist forfærdelig overfyldt paa Jernbanen.
GENERALINDEN	Det er jo endnu tidligt paa Dagen.
IDA	Det er underligt — Folk vil saa gærne bedes ud paa Landet, og saa tænker de hele Dagen paa, hvordan de skal komme til Byen igen.
ÆLDRE FRØKEN LILJENFELDT	Det er saamænd heller ikke saa nemt for Damer. Galanteriet trives ikke paa Jernbanestationer.
YNGRE FRØKEN LILJENFELDT	Hvem der altid kunde bo paa Landet — ude i Naturen — og være fri for al den Snak og Sladder inde i Byen.
GENERALINDEN	(smiler). Er De nu vis paa, at De ikke vilde savne den?
YNGRE FRØKEN LILJENFELDT	Vi lever jo mest for vort lille Hjem.
ÆLDRE FRØKEN LILJENFELDT	Det er mere, end man kan sige om de fleste Damer nuomstunder. (Ser paa Jonna.) Nu er det jo Brug at føjte om ikke alene paa Gader og Stræder, men helst fra den ene Kant af Kloden til den anden.
JONNA	(venlig). Holder De ikke af at se Dem om i Verden?
ÆLDRE FRØKEN LILJENFELDT	Jeg holder i hvert Fald ikke af, at Kvindeligheden bliver sat til Side.
YNGRE FRØKEN LILJENFELDT	Angelika har altid været saa udpræget kvindelig.
ÆLDRE FRØKEN LILJENFELDT	(afværgende) Jeg beder Dig, Vilhelmine — naa, nok er det, min kvindelige Følelse oprøres tidt ved al denne moderne Gaaen i Flæng med Mandfolk. Der er jo dog Forskel!
JONNA	Paa hvad, mener De?.
ÆLDRE FRØKEN LILJENFELDT	Paa Herrer og Damer, Frøken Malling, men alt skal jo nu være mandfolkeagtigt — Tobaksrygning og bajersk Øl og Cykler og Fægtning og Herreflipper og Studentersjov i een Miskmask — uf! Det man ser nutildags!
YNGRE FRØKEN LILJENFELDT	Og hører!
GENERALINDEN	Ja, De ved altid meget, Frøken Liljenfeldt!
JONNA	(halvt for sig selv). Og bringer det samvittighedsfuldt videre.
YNGRE FRØKEN LILJENFELDT	Det kommer af al den Renden til Sport.
GENERALINDEN	Hvorledes?
YNGRE FRØKEN LILJENFELDT	Jeg mener — det er denne Sport, der ødelægger Tonen.
GENERALINDEN	Naa —
YNGRE FRØKEN LILJENFELDT	Hør nu for Eksempel, hvad der blev mig fortalt i Morges — en pur ung Pige, en Frøken Svane, tager forleden paa Cykletur i tre Dage med to medicinske Studenter —
ÆLDRE FRØKEN LILJENFELDT	Der hører De selv —
YNGRE FRØKEN LILJENFELDT	Og paa Vejen, der — (hoster)
IDA	(ivrig). Hvad saa, Frøken Liljenfeldt?
YNGRE FRØKEN LILJENFELDT	Saa kan De tænke Dem —
GENERALINDEN	Du ødelægger dine Øjne ved at brodere ved Lys, kære Ida! Spil heller din lille Menuet for Frøknerne Liljenfeldt, for vi drikker Kaffe. Idas Lærerinde siger, at hun har sjælden gode Ævner.
JONNA	Gud ved, hvor de mange begavede Børn bliver af her i Verden.
YNGRE FRØKEN LILJENFELDT	Ja, lad os endelig høre Ida spille.
IDA	(flov). Nej, nej – jeg kan ikke.
GENERALINDEN	Vist saa, spil nu, Ida!
IDA	Naa ja, men saa skal Frøken von Svitzer spille bagefter. (Højere.) Vil De, Frøken von Svitzer?
SALVESEN	(vender sig hurtigt). Aa ja — Frøken.
IDA	De spiller saa dejligt.
FRK. VON SVITZER	(nærmer sig). Gerne, kære Barn.
IDA	(søger i Noderne). Tak.
GENERALINDEN	(til Frøken von Svitzer). De har da ikke forkølet Dem derude?
FRK. VON SVITZER	Nej, vist ej. Jeg stod og faldt i Tanker ved at betragte Venus.
SALVESEN OG FRØKNERNE	Venus?
FRK. VON SVITZER	Ja, den straaler saa vidunderligt i Aften! Jeg kom til at tænke paa, om Firmamentets utallige Himmellegemer virkelig er beboede af Væsener, der fødes og dør og lider som vi.
SALVESEN	(sukker). Ak ja!
FRK. VON SVITZER	Det er jo det evig smertelige Problem mellem Tro og Viden! Hvad siger ikke alt Kohelet, Prædikeren: „Jo mere Kundskab, jo mere Kummer”.
JONNA	Hvad siger De saa om at blive staaende ved den Kundskab, De har.
	Frøken von Svitzer ser derhen gennem sin Lorgnet og gaar derpaa hen og betragter Tegningen med Kendermine. Ida sætter sig ved Klaveret og begynder paa Menuetten af Beethovens Sonate Opus 49 Nr. 2.
YNGRE FRØKEN LILJENFELDT	(bag hende). Det gaar jo flinkt. Bravo, mit Barn.
ÆLDRE FRØKEN LILJENFELDT	(til Generalinden). Det er en net lille Pige. Bliver hun hos Dem?
GENERALINDEN	Ja, jeg lader hende i hvert Fald opdrage. I den Tid, hun har boet her, har hun været os Alle til Glade.
ÆLDRE FRØKEN LILJENFELDT	Af hvem var det, De sagde, hun er Datter?
GENERALINDEN	Hun er en Datterdatter af en af mine Kusiner, der blev gift paa Landet.
ÆLDRE FRØKEN LILJENFELDT	(gentager). Ah — Datterdatter af en Kusine —
YNGRE FRØKEN LILJENFELDT	(ved Klaveret). Mere Følelse, lille Ida, ikke saa tørt! (Ida hakker i det og rejser sig.)
GENERALINDEN	Men, Ida —
IDA	Frøken Liljenfeldt vil have saa megen Følelse, saa kan jeg slet ikke.
YNGRE FRØKEN LILJENFELDT	Men Anslaget, kære Generalinde — (fortsætter sagte)
FRK. VON SVITZER	Næsen forekommer mig lidt vel lang.
SALVESEN	Næsen — jeg maa bede —
FRK. VON SVITZER	God Streg iøvrigt, maaske en Smule bred. Ja, undskyld, at jeg som Kunstelsker tillader mig en Bemærkning, men De er jo vant til Kritik.
JONNA	Jo Tak. Den tager man som et nødvendigt Onde. Kritiken er saa at sige Kunstens Svigermor.
SALVESEN	Ak ja, de arme Kunstnere!
JONNA	De siger det saa medynksfuldt, kære Ritmester, som om De ihukom hin med Rette prisbelønnede Begyndelse til en Novelle: „Han var Maler, og hun var ogsaa blottet for alle Subsistensmidler”.
FRK. VON SVITZER	Er Hagen ikke lovlig bred?
JONNA	(højt). Bliver Kaffen ikke kold, Tante Josefa?
GENERALINDEN	Jo, det er sandt. Kom, mine Darner – Frøken von Svitzer
FRK. VON SVITZER	(gaar nogle Skridt). Tak, jeg skal ingen Kaffe have.
JONNA	(sukker). Ikke – ah!
GENERALINDEN	Og De, Kaptajn Salvesen?
JONNA	Kaptajnen er foreløbig fængslet her.
IDA	Skal jeg saa ikke gaa ind og hente Kaffen til ham?
SALVESEN	Tak, mit Barn. Hvad er man uden sin Eftermiddagskaffe!
GENERALINDEN	Men hvor er Eline?
YNGRE FRØKEN LILJENFELDT	Jeg saa hende forsvinde i Haven med Deres Søn.
GENERALINDEN	Ah, de sværmer lidt.
ÆLDRE FRØKEN LILJENFELDT	(stram). Naa ja – Enhver sin Smag!
JONNA	(byder hende et Etui). En Cigaret!
ÆLDRE FRØKEN LILJENFELDT	Nej Tak, jeg ryger ikke.
	Hun gaar med Generalinden, sin Søster og Ida ud tilvenstre.
JONNA	De lovede før at spille, Frøken von Svitzer. Vil De ikke indfri Løftet?
FRK. VON SVITZER	Med Fornøjelse. Det kan maaske inspirere Dem. (Hun sætter sig til Klaveret og spiller et Bravurnummer med virtuosmæssigt Anslag).
SALVESEN	Bliver Tegningen vellykket?
JONNA	(tænder en Cigaret). Man bliver jo aldrig tilstrækkelig smuk for den Udkaarne, ved De.
SALVESEN	(med en Bevegelse mod Frøken von Svitzer). De mener, at —
JONNA	Ja, det mener jeg. (Sagtere.) Sig mig, hvordan gaar det egentlig?
SALVESEN	Jo Tak helt afgjort er det jo ikke endnu.
JONNA	Frier De hvergang, De er sammen med hende?
SALVESEN	(fornærmet). Kære Frøken Jonna, De kommer med saadanne underlig positive Spørgsmaal.
JONNA	Tag det ikke som en Bebrejdelse. Jeg holder selv mest of dem, der smaafrier. Dem har man saa rart paa Ekspektance.
SALVESEN	Og tilsidst kan det hjælpe. Det ser man.
JONNA	Har det da hjulpet?
SALVESEN	Hvad skal jeg sige? Hun formaner mig meget — Frøken von Svitzer er nemlig religiøs. Det er Deres Skyld.
JONNA	Hvadbehager?
SALVESEN	Ja, at hun formaner mig.
JONNA	Det er da ellers et godt Tegn!
SALVESEN	Men ikke morsomt. Det er Dem, der har bildt hende ind, at jeg er en løs Fugl – ja!
JONNA	Det har man for sin Hjælp! Har jeg nu ikke ti Gange indprentet Dem, at der gives Kvinder, og tidt de mest korrekte og moralske, som absolut vil elske et „Mauvais sujet” som Kontrast til deres egen Dyd. Det er de samme, der læser frivole Boger for at forarges. Husk, kære Kaptajn, fremfor alt — ikke uskadelig! De „maa” blive ved at være Don Juan.
SALVESEN	Længe?
JONNA	Altid !
SALVESEN	(vender sig mod Frøken von Svitzer). Stort musikalsk Talent —
JONNA	Maa jeg bede Modellen sidde stille. (sagte.) Kan De da ikke indse, at De skal være helt optaget af mig. Se, hvor hun titter herhen! (Ler lidt.) Ja, varsaagod — gør Kur, selv om det falder Dem svært.
SALVESEN	(galant). Tvartimod, Frøken Jonna, De ved ikke, hvor De har taget Dem op siden — dengang! Jeg finder Dem saa pikant og skælmsk – jo, skælmsk, at der kun er een Ting, jeg beklager.
JONNA	Og det er?
SALVESEN	At man ikke har Lov at have to Koner.
JONNA	Havde De saa tiltankt mig Æren at vare Nummer To?
SALVESEN	(med et Blik). Ubetinget.
JONNA	Se se, nu gaar det jo galant.
IDA	(kommer ind igen med en Bakke fra venstre). Værsaagod, her er jeg med Kaffen.
JONNA	(rejser sig). Saa, nu vil vi betragte Kunstværket som færdigt.
SALVESEN	(staar op). Naa, heldigvis.
FRK. VON SVITZER	(kommer derhen). Maa man have Lov at se Resultatet?
JONNA	Værsaagod.
FRK. VON SVITZER	(anerkendende). Det er virkelig ganske vellykket.
IDA	(kiger). Maa jeg ogsaa se?
SALVESEN	Jeg maa dog sige, at Næsen, den —
IDA	Den er ganske som Deres egen. Det er udmarket. (Sæter sig hen igen og syr.)
FRK. VON SVITZER	Er det indiskret at spørge, for hvem den Tegning er bestemt?
JONNA	Aldeles ikke. Kaptajnen skulde give den til den Dame, han foretrækker, og ved De, hvem det er — (ler lidt) en Tante!
FRK. VON SVITZER	(tørt). Naa saaledes!
SALVESEN	(putter den til sig). Ja, hvorfor ikke. —
JONNA	Men helt naive er vi ikke, vel, Frøken von Svitzer!
FRK. VON SVITZER	(stram). De vist især ikke!
JONNA	Jeg tilstaar, at jeg havde gjort mig Haab om at hænge den paa min egen Væg. Ritmesteren og jeg har i den sidste Tid opfrisket mange kære Erindringer.
SALVESEN	(galant). Charmante Minder!
JONNA	Men ude af Øje ude af Sind. Stol ikke paa ham!
FRK. VON SVITZER	Naar en Mands Principer ikke er helt grundfæstede, saa har vist de Kvinder, han er kommen i Berøring med, størst Skyld deri. (Ser paa Jonna.) Der findes mange Koketter.
JONNA	(venlig). Heldigvis ogsaa frelsende Engle.
FRK. VON SVITZER	Ritmesteren og jeg har haft flere alvorlige Samtaler om Kampen mellem Lidenskaberne og Samvittigheden.
SALVESEN	(mumler). Meget interessant —
JONNA	Tænk, hvor De saa nu kan tale videre — helst om Lidenskaberne — paa Turen gennem Skoven. Ja, kære Salvesen, De ved endnu ikke, at Frøken von Svitzer har tiltænkt Dem den Glæde at være hendes Kavaler i Aften paa en Maaneskinstur.
SALVESEN	Hvorledes — særdeles kært —
FRK. VON SVITZER	Ja, jeg berørte før til Frøken Malling, at det maaske kunde interessere Dem at tage med mig til Missionshuset — det er tæt herved – og høre et Foredrag af Pastor Mathiesen om Forholdet mellem Pligt og Tilbøjelighed.
JONNA	Glæd Dem, Salvesen, det er en Nydelse paa mindst to Timer.
SALVESEN	(afsværgende). Jeg maa sige, at — (pludselig værdig.) Frøken von Svitzer, jeg tror, at have mærket, at De nærer Forestillinger om mig, som ikke er rigtig — faktiske — jeg ved ikke, hvordan de er blevne Dem bibragte. (ser misfornøjet til Jonna.) Ja, det gør mig ondt, at De synes at betragte mig som særlig trængende til moralsk Paavirkning. Jeg trænger aldeles ikke til Moral —
FRK. VON SVITZER	Ikke?
SALVESEN	Jeg mener – jeg er selv gennemtrængt af den.
JONNA	(ler). Skal vi sige – ubetinget!
SALVESEN	Jeg betragter det Moralske og det — Platoniske som overordentlig ophøjede Livs-Elementer, og jeg finder netop derfor, at de Følelser, som man i den Henseende nærer, de faas ikke udefra, men læres allersmukkest og bedst af den indre Stemme.
JONNA	(nikker til ham). Ogsaa af kirkelig-moralske Foredrag.
FRK. VON SVITZER	Ja, dem trænger vi Alle til at nyde godt af for at naa til et bestandig højere Livssyn. (venlig bestemt.) Det glæder mig, at De føler Dem oplagt til at være med i Aften. Nu gaar jeg og gør mig i Stand, saa ses vi om lidt. (gaar henimod Døren, vender sig og nikker.) Jeg kan love Dem, kære Kaptajn, at De vil komme til at tilbringe et Par sjælden opløftende og frugtbringende Timer.
	Hun gaar ud til højre, fulgt til Døren af Salvesen.
SALVESEN	(vender sig misfornøjet). Det er Deres Skyld.
JONNA	Hvad for noget?
SALVESEN	Det er dog paa min Ære for galt – paa saadan en Sommeraften — ! Og Souperen — !
IDA	(ser op med et Smil). Ja! Vi skal have Hummersalat til Aften! (gaar hen og søger efter Garn i en Sykurv.)
SALVESEN	(sparker i Vrede til en Stol).
JONNA	Men Gudbevares, De skal jo aldeles ikke følge med. Det vilde ødelægge alt.
SALVESEN	Hvadbehager –?
JONNA	Tak De Deres Skæbne, at hun ikke troede et Ord af Deres moralske Forsvar. Nu tager De sporenstregs til Byen, efter at have ladet ane, at — (skælmsk og halvsagte.) Man kan jo blive, ventet, ikkesandt — naa — Roser — Champagne — Smil og smukke Øjne —
SALVESEN	De demoraliserer mig komplet, Frøken Jonna! Naa, for mig geerne — enfin ! (slaar kækt ud med Benet.) Men — naar jeg først er bleven accentueret Levemand, husk – saa er det Deres Skyld.
JONNA	(ler) For ikke at sige — hendes!
	Tjeneren kommer ind med et Kort paa en Bakke.
JONNA	Hvad er det?
En Tjener	Er Generalinden eller Frøken Eline ikke her? Der er kommeu en Herre, som ønsker at hilse paa Damerne. Hans Vogn venter.
JONNA	(ser paa Kortet og farer sammen). Han her!
IDA	(idet hun kommer tilbage). Hvem er det?
SALVESEN	Ja hvem —
JONNA	(fatter sig). Aa, det er blot en tilrejsende Herre, en Konsul Stenberg, der vil aflægge Besøg. (til Tjeneren.) Bed Konsulen komme herind, saa skal jeg se at finde min søster.
SALVESEN	(tjenstagtig). Skal jeg underrette Generalinden —
JONNA	(hurtig, afværgende). Nej Tak! Det er ikke værd at forstyrre hende. Jeg beder Dem blot underholde Konsulen et Øjeblik.
	Hun gaar hurtigt ud i Baggrunden, idet Konsul Stenberg kommer ind fra hejre. Ida rejser sig.

3. AKT (2+)3. SCENE	Ida. Stenberg. Salvesen. Senere Generalinden. Eline. Wallin og Jonna. Tilsidst Frøken von Svitzer
KONSUL STENBERG	Goddag — for jeg spørge, er Generalinden eller Frøken Eline Mailing til Stede?
SALVESEN	(forekommende) Frøken Malling kommer vist øjeblikkelig. Værsaaartig — tag Plads – det er Konsul Stenberg, som jeg har den Ære at tale med ikkesandt — mit Navn er Kaptajn Salvesen.
KONSUL STENBERG	Ah, jeg husker Kaptajnen som en fortræffeligt dansende Løjtnant.
SALVESEN	(smigret). Jeg beder — særdeles elskværdigt.
KONSUL STENBERG	(ser hurtigt og skarpt paa Ida). Og den unge Dame?
SALVESEN	Det er en lille Pige, som Generalinden har taget til sig — Datter eller Datterdatter af en Kusine eller Svigerinde —
KONSUL STENBERG	Ah!
IDA	(nejer og ser vedholdende paa ham). Goddag!
KONSUL STENBERG	Hvad hedder De, Frøken?
IDA	Jeg hedder Ida.
KONSUL STENBERG	Ja saa — Ida!
SALVESEN	Konsulen maa da ikke sige De og Frøken til det Barn.
IDA	Nej, helst ikke.
KONSUL STENBERG	Naa — ja ja! Hvor gammel er Du, Ida?
IDA	Tretten Aar — jeg bliver fjorten.
KONSUL STENBERG	Saa er Du jo stor af din Alder.
IDA	Ja, jeg vokser saa stærkt, især herude paa Landet. (sætter sig igen til at sy.)
SALVESEN	(konverserende). Konsulen er for nylig kommen hertil?
KONSUL STENBERG	Jeg er her blot i Forretninger en Dags Tid.! Jeg maa være i Hamborg igen i Overmorgen.
SALVESEN	Deres Frue er ikke fulgt med?
KONSUL STENBERG	(adspredt, ser paa Ida). Nej. Hun kommer senere hertil.
SALVESEN	De kender vist Frøken Malling fra Lundbygaard, ikkesandt?
KONSUL STENBERG	Ja, vi tilbragte i sin Tid en Sommer derude sammen.
IDA	(ser hurtigt op).
SALVESEN	Hun var en ualmindelig nydelig Pige, Eline! Fandt De ikke?
KONSUL STENBERG	Jo — Søsteren ogsaa!
SALVESEN	(lidt usikker). Særdeles – ja! Jeg kom der jo undertiden selv — fra Garnisonen.
KONSUL STENBERG	Ah — — jeg husker —
SALVESEN	Det var muntre Tider! Man var ung og havde Dampen oppe.
KONSUL STENBERG	Har Du længe boet hos Generalinden, Ida?
IDA	Nej, kun i denne Ferie.
SALVESEN	(lidt misfornøjet med hans Distraktion). Jeg har den Ære at kende Konsulinden fra gamle Dage. Vi dansede sammen.
KONSUL STENBERG	Saa —
SALVESEN	Højst distingueret Dame — (søgende.) lidt nervøs —
KONSUL STENBERG	Min Hustru har aldrig været stærk.
SALVESEN	Herregud — beklager meget —
KONSUL STENBERG	Du er nok en flink Pige, Ida, Du syr saa flittigt.
IDA	Det er noget, der haster. Det er et Kniplings Lommetørkleede til Generalindens Fødselsdag. Hun er saa rar imod mig.
KONSUL STENBERG	Holder Du meget af Kniplinger?
IDA	Ja.
KONSUL STENBERG	Saa skal jeg forære Dig nogle rigtig smukke — spanske.
IDA	(ser halvt fjendtlig, halvt interesseret paa ham). Hvorfor?
KONSUL STENBERG	Fordi jeg godt kan lide Dig.
IDA	Men De kender mig jo ikke.
KONSUL STENBERG	Man kan jo godt synes om Folk, straks, man ser dem.
IDA	(syr videre). Ja, maaske.
SALVESEN	Det maa være en Glæde for Konsulen at se Fædrelandet igen.
KONSUL STENBERG	Ja, i flere Henseender.
SALVESEN	Det er jo et velsignet Land med køn Natur og — og ret godt Køkken, men hvad de politiske Forhold angaar, —
GENERALINDEN	(i Døren til venstre). Er Eline ikke kommen?
SALVESEN	(vender sig). Nej, men jeg tror –
GENERALINDEN	(ser Stenberg og kommer nærmere). Ah, undskyld, jeg vidste ikke, her var Fremmede.
KONSUL STENBERG	(hilser). Jeg ved ikke, om Generalinden, genkender mig?
SALVESEN	Konsul Stenberg
GENERALINDEN	Om jeg kender Dem, jo naturligvis — velkommen! Det er mange Aar siden, man har haft den Glæde at se Dem hertillands.
KONSUL STENBERG	Derfor kunde jeg heller ikke modstaa den Fristelse at hilse paa Generalinden, skønt det er blevet lidt sent. Ja, undskyld! Men da jeg skal afsted igen i Morgen og jeg var her i Nærheden —
GENERALINDEN	Bevares, Konsulen er velkommen til enhver Tid. Tag dog Plads!
KONSUL STENBERG	(sætter sig). Tak. Det vilde ogsaa glæde mig at se Frøken Eline Malling, som jeg kender godt fra gamle Dage.
GENERALINDEN	(studser og ser forstaaende paa ham). Ah! Jeg skal lade hende søge!
SALVESEN	Frøken Jonna er netop gaaet for at finde hende.
GENERALINDEN	Der, tror jeg, Damerne kommer med min Søn.
	Jonna og Wallin kommer ind fra Haven. Ida rejser sig, fjerner sig lidt og ser til med spændt Opmærksomhed.
GENERALINDEN	(vender sig imod dem). Vi har faaet Besøg, Eline.
ELINE	Jeg ved det. Goddag, Konsul Stenberg. (giver ham tøvende Haanden.)
GENERALINDEN	Konsulen kender vel ogsaa min anden Niece, Frøken Jonna Malling.
KONSUL STENBERG	Bevares — at sige, hvis Frøkenen husker mig.
JONNA	Jo. Baade min Søster og jeg husker Dem særdeles godt.
KONSUL STENBERG	(giver Wallin Haanden). Maa det være mig tilladt at hilse paa Kaptajnen!
WALLIN	(hilser koldt). Goddag, Hr. Konsul!
SALVESEN	(konverserende). Vi talte netop om gamle Dage paa Lundbygaard, Frøken Eline! Det var en herlig Tid; det Humør, hvad?
	Pavse.
SALVESEN	Ak ja, jeg siger – Hjemmet, Hr. Konsul – og Minderne! Det maa væere en Glæde for Dem at knytte gamle Forhold paa Ny! Man ser altid, at der er dog noget, som Tid og Afstand ikke visker ud.
JONNA	Det er sandt.
GENERALINDEN	Er det et længere Besøg, Konsulen agter at gøre her hjemme?
KONSUL STENBERG	Det er egentlig ikke noget Besøg. Min Hustru taaler ikke godt et varmt Klima; nu henter jeg hende i Hamborg, hvor hun for Tiden er, og saa agter vi for Fremtiden at bosætte os her.
GENERALINDEN	Ah saaledes!
ELINE	(farer sammen og blegner). De bliver her!
WALLIN	(ser hurtigt paa hende og bider sig i Læben).
KONSUL STENBERG	Ja, det har længe været min Plan, som af en bestemt Aarsag er bleven fremskyndet lidt.
GENERALINDEN	(ser paa Wallin). Ja, der kan jo hændes Ting, som forandrer Ens Planer en Del.
FRK. VON SVITZER	Frøken von Svitzer kommer ind fra højre med Hat paa.
GENERALINDEN	Frøken von Svitzer — Konsul Stenberg — (De hilser.)
FRK. VON SVITZER	Ja, Kaptajn Salvesen, hvis det saa passer Dem at tage afsted —
SALVESEN	Uheldigvis maa jeg give Afkald — maa absolut til Byen straks – kom pludselig i Tanker om en Fødselsdag — det er min Tante —
FRK. VON SVITZER	(stram). Og den Tante kan ikke opsætte Fødselsdagen?
SALVESEN	(ser paa hende og mister Modet). Det vil sige, at — ja – maaske alligevel — min Tante er en sjælden — elskværdig Dame — og for min Skyld — saa siden Frøkenen ønsker det — særdeles kært —
FRK. VON SVITZER	Ganske som De behager!
SALVESEN	(ser efter hende og vender sig til Generalinden). Deres Naade tilgiver – det er Frøken von Svitzer, som — De ved — en Dames Ønske – tusind Tak — charmant Dag! (vender sig til de andre.) Hr. Konsul, har den Ære. Frøken Eline – Frøken Jonna — min Kompliment! Paa Gensyn, kære Wallin — beklager meget — mine Danner og Herrer – stor Fornøjelse —
	Han byder Frøken von Svitzer Armen og gaar ud med hende til højre.
GENERALINDEN	Maa jeg byde Konsulen en Kop Kaffe?
KONSUL STENBERG	Nej, mange Tak!
GENERALINDEN	Saa foreslaar jeg, Eline, at Du holder Konsulen ved Selskab, siden jeg har et Par andre Gæster. Jeg haaber saa, Hr. Konsul, at vi ses om lidt!
	Hilser let og gaar ud til venstre.
JONNA	(følger efter hende). Kom, Ida!
IDA	Ja. (gaar hen til Stenberg og giver ham nølende Haanden) Farvel og Tak!
	De ser et Øjeblik paa hinanden, saa gaar hun hurtigt ud efter Jonna. Wallin gaar et Par Skridt henimod Eline, men standser med en modløs Bevægelse og gaar ud til højre.

3. AKT 4. SCENE	Stenberg. Eline. Senere Jonna.
ELINE	(efter at de et Øjeblik har set paa hinanden). Hvad vil De mig?
KONSUL STENBERG	De har jo skrevet til mig.
ELINE	Ja, jeg har skrevet, men —
KONSUL STENBERG	Og i det Brev siger De, at De og jeg nu er helt færdige med hinanden. I saa Henseende kan jeg ikke være ganske enig med Dem. Vi „er” jo ikke færdige, siden vort Barn lever. Saa rejste jeg hjem, lidt før end jeg havde tænkt. Kan det undre Dem saa meget? Jeg maatte jo tale med Dem.
ELINE	Jeg havde i hvert Fald ikke ventet Dem.
KONSUL STENBERG	De synes at betragte mig som en Art Romanskurk, der pludselig lader sig til Syne for at udbrede Skræk og Uro om sig. Det hele er, at jeg ønsker at bringe Klarhed i vort gensidige Forhold. Men jeg forstaar godt, at det ikke nu er Dem belejligt, saa hvis De maaske vil bestemme en Tid i Morgen Formiddag —
ELINE	Ligesaa godt nu som siden. Vil De ikke tage Plads.
KONSUL STENBERG	(sætter sig). Tak. De agter altsaa at gifte Dem med Kaptajn Wallin?
ELINE	Ja.
KONSUL STENBERG	Og De har ingenting at forklare mig eller anmode mig om desangaaende?
ELINE	Ikke ud over det, jeg har skrevet.
KONSUL STENBERG	(venlig). De er saa kold og sky overfor mig. Er jeg Dem virkelig saa meget imod?
ELINE	Det har i hvert Fald aldrig staaet mig saa klart som i denne Time, at det er Dem, jeg skylder mit Livs Ulykke.
KONSUL STENBERG	Det føler jeg vist fuldt saa stærkt som De. Det har tidt naget mig, og ingenting i mit Liv vilde jeg heller have ugjort. Men alligevel tror jeg, at De ogsaa skylder mig en Lykke, der var større end nogen anden, De har følt. Har De ganske glemt den?
ELINE	(bittert). Nej. Jeg kender den tilbunds, den Lykke, der sætter ormstukken Frugt. Den glemmer jeg saa vist ikke.
KONSUL STENBERG	(ser paa hende). De er smuk endnu, Eline.
ELINE	(retter sig). Jeg maa Bede Dem —
KONSUL STENBERG	Vær rolig! Det være langt fra mig at ville forsøge paa at begynde, hvor vi dengang slap. Mellem os To ligger den Slags ikke mere for – De er for mig kun mit Barns Moder. Men forstaar De ikke — jeg følte en ganske naturlig Uro ved at skulle gense Dem — det er altid tungt at se, at Roserne i Ens Liv er blevne til Hyben. — Jeg havde glemt den Gave, som Nordens Døtre har faaet til at holde sig unge og friske, for De ser jo næsten ud som dengang, kun mere skiftende og sjælfuld i Udtryk, som Den kommer til at se ud, der har tænkt og lidt.
ELINE	I saa Fald kan jeg takke Dem for mit forbedrede Ydre.
KONSUL STENBERG	De taler bittert. Kan Tiden mon ikke lære Dem at se paa mig — om ikke med Venskab, saa med lidt Forstaaelse og Godhed?
ELINE	Forstaa mig ret jeg er ikke hildet i Forestillinger om den skændige Forfører og sligt. Jeg ved, at man er To om Kærligheden og dens Lyst, men jeg ved ogsaa, at man kun er Een om dens Nød og Vaande. Denne Ene har, jeg været, og det har sat saa dybe Marker i mit Liv, at jeg aldrig senere har kunnet føæe mig rigtig fri og glad. Mærk vel jeg bebrejder Dem ingenting, men naar jeg tænker paa Dem, saa er det med det Nag, som er Følgen af Ens egne store Fejlgreb.
KONSUL STENBERG	Og ingenting havde dog været mig saa kært som at opfylde enhver Pligt imod Dem.
ELINE	(vender sig heftigt imod ham). Opfyldte De den første — den at lade Dem skille fra Deres Hustru og ægte mig — som De havde lovet?
KONSUL STENBERG	(varmt). Nogen større Lykke havde ikke været til for mig. Jeg skrev jo til Dem, at det var ugørligt.
ELINE	(smiler). Ja, det skrev De.
KONSUL STENBERG	Den blotte Antydning truede min hysterisk anlagte Hustru med Vanvid, og Lægens Erklæring — (Trækker paa Skulderen.) der er jo Ting, man ikke kan gøre. Desuden hvad hjalp mit Ønske — hun vilde ikke — jeg maatte vige.
ELINE	Er en saadan Mangel paa Stolthed mulig, naar De foretrak en Anden!
KONSUL STENBERG	Ikke alene mulig, men ret almindelig.
ELINE	Den kom Dem maaske endog ret tilpas.
KONSUL STENBERG	Tro ikke, at jeg har været fri for Lidelse — nej, heller ikke jeg. Skinsyge og pinefulde Forklaringer hærgede mit Liv sammen med det, jeg led ved Tanken om Dem.
ELINE	Paa forsigtig Afstand — ja!
KONSUL STENBERG	De ved, at mange Ting bragte mig til at rejse, nye Baner aabnedes, og det viste sig, at jeg var egnet til at tage Kampen op paa fremmed Jord. Jeg taler om den ydre Lykke — den har jeg vundet — den indre var mig allevegne lige krank.
ELINE	Det gør mig ondt. Men lad os ikke fortsætte denne Samtale. Lad mig blot med faa og klare Ord faa at vide, hvorfor De har søgt mig?
KONSUL STENBERG	Sig mig først — er det en ganske afgjort Sag, at De vil gifte Dem med denne Kaptajn Wallin?
ELINE	Ja, det ved De. Det angaar jo iøvrigt ikke Dem. De har ingen Ret over mine Handlinger.
KONSUL STENBERG	Det ved jeg. Jeg taler ikke paa egne Vegne, men paa mit Barns, der er i Deres Verge.
ELINE	(studser lidt). De har heller ingen Ret over hende, og hendes Vel har hidtil ikke ligget Dem stærkt paa Sinde.
KONSUL STENBERG	Er De nu retfærdig! Har jeg ikke atter og atter skrevet til Dem med Bøn om at maatte være noget for Dem og hende.
ELINE	(køligt). Jo, det er sandt. Jeg takker.
KONSUL STENBERG	De har haardnakket afslaaet enhver pekuniær Hjaelp. Lad mig endnu engang sige Dem, at min Pung staar til Deres ubeskaarne Raadighed. Hvad der er mit, er Deres.
ELINE	Føler De ikke, at De fornærmer mig med de Tilbud. Var der Penge mellem Dem og mig, da først vilde jeg hetragte min Ære som tabt.
KONSUL STENBERG	Ikke, hvis Deres Hjerte var lidt med deri. Ser De, Eline, jeg forstaar godt, at De maa trænge haardt til en Hjæ1per og Ven.
ELINE	Hvad mener De?
KONSUL STENBERG	Deres Liv er vist vanskeligt, men det bliver ikke lettere for Dem at være gift. Kan ikke jeg, Deres Barns Fader, bedre i Stilhed være Deres Beskytter, end en Fremmed?
ELINE	(gaar tæt hen til ham). Forstaa mig vel — jeg gifter mig ikke med Karl Wallin for at faa en Forsørger, men fordi jeg elsker ham af min ganske Sjæ1 med en Kærlighed, der først vil tage Ende med mit Liv.
KONSUL STENBERG	Naa saadan tilgiv! (I en køligere Tone.) Jeg beder Dem — fortæl mig lidt om vort Barn. Hvordan er hun?
ELINE	(forbeholden). De saa hende jo selv.
KONSUL STENBERG	Ja. Hun lover at blive yndefuld og fin af Ydre. Det saa jeg straks med Glæde.
ELINE	(kaster et ængsteligt Blik til ham).
KONSUL STENBERG	Men ellers — hvordan er hun af Sind?
ELINE	(tøvende). Det er vanskeligt i faa Ord at skildre det Mangfoldige, som i den Alder spirer frem og brydes.
KONSUL STENBERG	Hun var fornuftig og sød at tale med.
ELINE	(hurtigt). Har De talt med hende?
KONSUL STENBERG	Ja, før De kom.
ELINE	(kort). Ja saa!
KONSUL STENBERG	Er hun blid og bevæelig som De, eller energisk anlagt som jeg. Ligner hun mig?
ELINE	(farer hen imod ham). Vil De forsøge paa at tage hende fra mig? Stenberg — er det derfor, De er kommen?
KONSUL STENBERG	Jeg er kommen for med egne Øjne at se, hvordan Sagerne staar.
ELINE	Jeg vil sige Dem — det er forgæves. Paa det Punkt viger jeg ikke et Skridt.
KONSUL STENBERG	Det turde dog være, at det var det heldigste for Deres Barn at vige lidt. Husk, jeg kan give hende alle Livets Goder.
ELINE	Og jeg det, der er mere værd — Kærlighed. Hvad vil De hende?
KONSUL STENBERG	Jeg vil gærne have Del i hende og Glæde af hende. I mit Ægteskab har jeg kun Sønner, der ikke har udviklet sig helt efter mine Ønsker. Jeg føler, at jeg vilde komme til at forgude denne Dater.
ELINE	Hvordan vil De forklare det? De kender hende jo ikke.
KONSUL STENBERG	Instinktet kan man ikke forklare. Det er derfor lige stærkt.
ELINE	Hvornaar er det mon vaagnet, det Instinkt?
KONSUL STENBERG	Ved at se hende. Hun var mig forunderlig kær med det samme.
ELINE	Det kom i en Hast!
KONSUL STENBERG	Vær ikke ubillig, Eline! De gifter Dem jo, og er lykkelig igennem det, siger De. Naa, det kunde jo hændes, at ogsaa jeg trænger til lidt Kærlighed og Glade! Jeg har læenge tænkt paa den Datter.
ELINE	Kærlighed, siger De! Den har De næppe savnet!
KONSUL STENBERG	De mener Elskov! Aa nej! Men netop naar man Livet igennem har været stærkest hildet i den, saa kommer der en Tid, hvor man staar tom og drages af den Fred og Ømhed, der gaar ud fra de Stores Kærlighed til de Smaa. Det er den, jeg trænger til, og for den, jeg vil kæmpe, om det gøres nødigt.
ELINE	Aa min Gud —
	Jonna kommer ind fra venstre.
ELINE	(vender sig). Jonna, han vil tage Ida fra mig.
JONNA	(kommer nærmere). Hvad er nu det — lad mig høre!
KONSUL STENBERG	(lidt utaalmodig). Vist ikke. Deres Søster fører Sagen ud til den yderste Grænse. Jeg har blot gjort hende opmærksom paa, at jeg er Idas Fader og som saadan maa have Ret til at faa nogen Del i hende og bidrage Mit til hendes Velfærd og Lykke.
ELINE	(stærkt bevæget). Ret, siger De, – Ret — hvormed har De tilkøbt Dem den! Nej, jeg har Retten. Om ogsaa Skæbnen har kuet mig, her er jeg den Stærke ja, jeg, Kvinden. Lad Livet være haardt, saa grænseløst ubilligt er det dog ikke, at De, der nu for mig er en Fremmed, pludselig kan staa frem og kræve Deres Del af et Barn, hvis Kærlighed De ingenting har gjort for at fortjene ja ikke engang ved mere om, end at De maa spørge, hvordan hun er.
KONSUL STENBERG	(vil tale). Men —
ELINE	Hvordan hun er! Jonna, behøves der mere for at vise hans Afmagt end de tre Ord, rettede til mig, der fra Idas første Time kun har levet i Tanken om hende.
JONNA	Lad os nu tale roligt om det.
ELINE	Til hvad Nytte?
KONSUL STENBERG	Jeg maa dog have Lov at fastholde, at Pigebarnet er mit Kød og Blod saa vel som Deres.
ELINE	Ja vist, gentag det de hundrede Gange. Her gælder ligefuldt en højere Lov.
KONSUL STENBERG	Hvilken?
ELINE	Den, der siger, at det er ikke nok at have Del i et Barn med sit Kød og Blod, man maa ogsaa eje det med sin Sjæl. Det gør jeg — De ikke. Hun er min, fordi jeg har lidt for hende — har jeg ikke, Jonna? Jeg har fortjent hende med min Omhu og mine Taarer og med selve mit Hjertes inderste Liv. Og den Ejendom, hører De, den vil jeg forsvare som Moder og som Kvinde til sidste Aandedrag! Mig hører hun til — mig alene! Om saa De talte til Verdens Ende, min Mening forandres ikke, og dermed er vel alting sagt imellem os.
	Hun gaar hurtigt hen imod Baggrunden.
JONNA	(kalder). Nej, Eline, gaa ikke. Om den Sag maa der tales bedre ud.
	Eline standser, men bliver i Baggrunden og gaar under det Følgende hurtigt frem og tilbage i stærkt Sindsoprør, idet hun af og til lytter til det, der siges.
KONSUL STENBERG	(trækker paa Skulderen). Ja, Frøken Jonna, jeg vilde ønske, De havde hørt det hele. Jeg tror, Deres Søster er uretfærdig.
JONNA	Formodentlig. Det er Kvinder som oftest, naar de bliver angrebne i deres stærkeste personlige Følelser, og man kan vel overhovedet ikke komme dybere end til en Moders ulykkelige Kærlighed til sit Barn. Det maa De huske.
KONSUL STENBERG	Har hun da ikke hele Tiden haft sit Barn?
JONNA	Hvordan har hun haft hende — i Skjul hos Fremmede! Har hun kendt en Moders Glade — nej, kun Afkald og Angst! Og nu – – nu endelig, hvor hun har naaet den Lykke at kunne leve med sin Datter, saa falder De ned fra Skyerne og vil forplumre alt.
KONSUL STENBERG	Fra Skyerne! Jeg synes dog, man maa have regnet med min Eksistens. Skriftligt har jeg tidt nok mindet om den — til ingen Nytte. Nu er jeg her.
JONNA	Ja, men var ikke derfor hensynsløs. Tænk paa Deres egen Moder og paa Dem selv, da De var Barn. Kunde en Anden have været det for Dem, som hun var? Kan overhovedet en Moder erstattes? Nej, hvis De vil Deres Datter vel, saa lad hende vokse op i Fred, uden Kamp og Kiv, hos sin Moder.
KONSUL STENBERG	Hvad De der siger, kan jeg forstaa, og jeg bøjer mig ganske for det.
JONNA	(glad). De erkender, at min Søster maa have Ret til sit Barn?
KONSUL STENBERG	Ja, fuldt, ud, men vel at mærke, kun indtil det Øjeblik, hvor hun gifter sig med en anden Mand.
JONNA	(studser og ser hurtigt paa ham). Altsaa —
KONSUL STENBERG	De maa selv kunne indse, at det gør min Pligt til Hensyn mindre.
JONNA	Længe nok har Eline forsaget, synes jeg. Vil De nu formene hende omsider at komme i en tryg Havn, blot fordi den er udenfor Deres Rækkevidde.
KONSUL STENBERG	Jeg formener hende ingenting. Jeg gør blot mit eget Synspunkt gældende. Det maa jeg have Lov til.
JONNA	De kan jo ikke hindre, at Eline gifter sig og beholder sit Barn. De har jo overhovedet ingen Ret.
KONSUL STENBERG	Ret — hvor tidt skal jeg bore det Ord. Nej, nogen lovlig Ret har jeg ikke — det ved jeg, men jeg maa have moralsk Ret til at leve i min Datters Nærhed, om jeg vil.
JONNA	Aldeles ikke. De kan da tænke, det vil gore Elines Stilling tifold vanskeligere, end den i Forvejen er. Saa sandt De har været Aarsag i hendes Livs Ulykke, maa De ogsaa nu bringe hende det Offer at rejse igen og blive borte for bestandig.
KONSUL STENBERG	Tror De om mig, at jeg vil gøre det?
JONNA	Ja. Jeg tror om Mennesker, at de, idetmindste en enkelt Gang, formaar at handle stort.
KONSUL STENBERG	Gid jeg havde Deres Venskab, Frøken Jonna!
JONNA	Aa — Tak
KONSUL STENBERG	Men De kender Livet daarligt, naar De tror, at et Par løse Ord er nok til at Ændre en Mands Fortsæt. Nej, mit Liv har lært mig at gøre, hvad jeg synes er rigtigt for mig selv og mine Egne. Derfor bliver jeg her. Ja, jeg sætter, at Elines Mand ikke er god imod min Datter og ikke gør hendes Liv lykkeligt, hvem skal saa beskytte hende — hvor skal hun ty hen?
ELINE	(kommer pludselig derhen). Jeg svarer Dem for, saa vidt som det ene Menneske kan svare for det andet, at Karl Wallin vil opfylde enhver Forpligtelse — ja, mere end det! Alene Livet i hans Nærhed og i hans Hjem vil gore Ida mere finttænkende og god. Har jeg Ret, Jonna?
JONNA	Ja. Stoler De paa, hvad vi siger?
KONSUL STENBERG	Ikke rigtigt. For jeg tror aldrig, at det ene Menneske kan svare for det andet. Svært nok at svare for sig selv.
JONNA	Tal med ham selv derom, og De vil føle, at vi taler sandt.
KONSUL STENBERG	Som De vil.
JONNA	(gaar hen til Døren og kalder). Karl, er Du der — jeg beder Dig — kom!
	Wallin kommer ind fra højre.

3. AKT 5. SCENE	Eline. Jonna. Wallin. Stenberg. Senere Ida. Tilsidst Generalinden og Frøknerne Liljenfeldt.
JONNA	Undskyld, at jeg kaldte paa Dig.
WALLIN	(kort). Jeg beder.
JONNA	Konsul Stenberg maa tale med Dig.
WALLIN	Det var netop mit eget Ønske.
KONSUL STENBERG	Jeg er til Tjeneste.
JONNA	(ser lidt ængstelig til Wallin). Du kender jo Sammenhængen, Karl!
WALLIN	(rynker Brynene).
JONNA	Hr. Stenberg er lidt urolig for at betro sin Datters Fremtid i dine Hander. Sagen er – han kender Dig jo ikke rigtigt – ved kun, at Du vil have Eline til Hustru.
WALLIN	Det har hidtil været mit højeste Ønske.
JONNA	(overrasket). Er det da ikke mere det?
ELINE	(farer sammen og støtter sig til en Stol.)
WALLIN	(bestemt). I samme Øjeblik jeg hørte, at De vil bosætte Dem her, Hr. Konsul, saa stod det mig klart, at mit Ægteskab med Frøken Malling da er umuligt.
ELINE	(stirrer forfærdet paa ham). Du mener, at —
WALLIN	(vender sig hurtigt til hende). Du ved, Eline, jeg har fra første Færd forstaaet, at vort Samliv, saaledes som det stiller sig, kunde frembyde vanskelige Punkter – ja, at det i hvert Fald vilde kræve ikke saa lidt Hensyn og Takt. Men naar man holder af hinanden som Du og jeg, saa klares jo mange Skær. Noget andet er — ja, jeg taler uforbeholdent – noget andet er, naar et fremmed Element kommer til — (vender sig halvt mod Stenbergl et Menneske, der har en vis Ret over os og dog ingen Ret, Ønsker men ingen Forpligtelser, Adkomster, men ikke noget Ansvar. Med ham imellem os er vi ude over Grænsen for det, der er gørligt. Det kan ikke gaa.
KONSUL STENBERG	(trækker tavs paa Skulderen).
ELINE	(vil sige noget, men holder modløs inde).
JONNA	Sig ikke det, Karl, Du har blot i din Ensomhed derinde ægget Dig selv op til Modvilje og Vrede.
WALLIN	(med en afværgende Bevægelse). Vist ej — her gælder ingen Øllebrøds-Medynk; jeg taler Alvor. (Vender sig rask mod Stenberg.) De forstaar, vi kan ikke være her begge. Efter det maa De nu rette Deres Adfærd.
KONSUL STENBERG	Meget vel.
ELINE	(kryster sine Hænder i nervøs Uro).
JONNA	Har Du tænkt over det, Du der siger, Karl! Konsul Stenberg er nemlig ligesaa bestemt som Du. Han rejser ikke.
WALLIN	Om jeg tænkte derover, til ingen anden Tanke var tilbage, saa vilde min Mening være den samme.
JONNA	(tager Eline om Skulderen). Stakkels Eline!
WALLIN	Naa, ogsaa jeg gaar jo i saa Fald glip af det, jeg nu forstaar ved Lykken.
JONNA	Hvorfor saa ikke gifte jer alligevel? Hvorfor skulde det ikke kunne gaa?
WALLIN	Har I ikke forstaaet, at Ægteskabet og Hjemmet for mig betyder Livets fredlyste Side!
KONSUL STENBERG	I saa Fald opstiller De en Fordring, som Livet kun sjældent fyldestgør.
WALLIN	Kan hænde! Men sikkert og uhjælpeligt at lukke Tvedragt med sig ind i Huset paa selve sin Bryllupsdag, det staar for mig som Helligbrøde mod et Samliv.
ELINE	(ser paa Jonna som for at bede om Hjælp).
JONNA	Naar der er Fred mellem Eline og Dig, saa er jo alt andet udenfor.
ELINE	(ser hurtigt spørgende paa ham).
WALLIN	Spørg Konsul Stenberg derom. (Vender sig til ham.) Kan De da paa Forhaand love at opgive ethvert Krav paa Deres Datter, enhver Appel til hendes Kærlighed, enhver Rettighed, enhver Mening om hendes Ve og Vel?
KONSUL STENBERG	Nej, det kan jeg afgjort ikke.
ELINE	(der har set paa ham, drejer sig med Uvilje).
WALLIN	Og ikke om De lovede det de hundrede Gange, vilde De holde Deres Ord, fordi det er imod Naturens Bud.
KONSUL STENBERG	Akkurat.
JONNA	Herregud, hvorfor kan man dog ikke komme overens om at være god imod et Barn. Jeg synes, det er saa let.
WALLIN	Du forstaar vist ikke, som Kvinde, at dette bunder dybere end som saa! Her staar vi Mand mod Mand. (Vender sig rask.) Jeg siger Dem det Ærligt, Konsul Stenberg, allerede nu ulmer der hos mig en Gnist af Had mod Dem som den Mand, der har røvet Lykken fra mig og fra den Kvinde, jeg elsker. Den blotte Tanke volder mig Afsky. (Gaar truende hen imod ham.) Ja, jeg ved, at jeg kommer til at hade Dem.
KONSUL STENBERG	(koldt). Det ved jeg ogsaa. De gør det allerede.
ELINE	(farer sammen og trækker sig angst tilbage).
JONNA	(trækker haabløst paa Skulderen) Det evig Uforanderlige! Hvad er Verdens ældste Kunstværk — to Hjorte, der slaas om en Hind.
WALLIN	Jeg indser godt, at min Uvilje er urimelig, ja, maaske helt uretfærdig. Jeg søger at bekæmpe den. Jeg formaar det ikke.
ELINE	(kommer nærmere igen og ser angst fra den Ene til den Anden).
WALLIN	(taler sig hidsig). Naar jeg tænker paa, hvor rig en Lykke der kunde være timedes Eline og mig, og hvor haabløst alt nu er, saa jog jeg Dem helst af alt i dette Øjeblik ud af min Moders Hus som hendes Søns argeste Fjende. Eline selv kunde jeg tilgive — helt! (Heftigt.) Men aldrig Dem — aldrig!
KONSUL STENBERG	(retter sig truende). De kan finde mig, Hr. Kaptajn, naar og hvor De vil —
ELINE	(bedende). Karl –
WALLIN	Indser Du da ikke, Eline, at hvis Du blev min Hustru, og jeg skulde føle ham, den Mand, der har krænket din Ære, lige op ad mig som en uundgaaelig Parthaver i dit foregaaende og nuværende Liv, ja, hvis jeg bestandig skulde løbe ham paa Armet, saa vilde mit Had flamme op, saa det maaske kunde ende med ogsaa at gaa ud over det Barn, der, trods min bedste Vilje, aldrig kunde ophøre at være et lyslevende Vidnesbyrd om ham og hans Eksistens. Jeg kan det ikke.
ELINE	(bøjer Hovedet og skjuler Ansigtet i Hænderne).
WALLIN	(til Stenberg). De ved, som Mand, at jeg taler sandt.
KONSUL STENBERG	Ja. Jeg tror, det vilde blive en Kamp fra Dag til Dag.
JONNA	Er da ingen Løsning mulig?
KONSUL STENBERG	Jo maaske. Jeg ved et Middel.
ELINE	(ser hurtigt op). Hvilket — sig det!
KONSUL STENBERG	Det ligger langt fra mig at ville foraarsage Splid og Sorg — jeg ønsker kun at hævde mit Eget. De tror altsaa, Eline —
WALLIN	(gør en Bevægelse).
KONSUL STENBERG	(retter). De tror, Frøken Malling, at kunne finde Lykken sammen med Hr. Kaptajn Wallin! Vel, saa lad det ske.
JONNA	(glad overrasket). De vil altsaa dog rejse og blive borte?
KONSUL STENBERG	Ja, men vent lidt. (til Eline.) For at der ikke skal være noget Minde om mig — for at De og Deres tilkommende Mand kan staa overfor hinanden som to Mennesker, der begynder Livet helt fra Nyt, saa vil jeg gøre et Forslag, som jævner alt — baade for Dem og mig.
ALLE	Hvilket hvordan —
KONSUL STENBERG	Jeg tager min Datter med mig herfra og beholder hende helt og altid.
JONNA	(skuffet). Ah, saadan!
ELINE	(halvt for sig selv). Det var for den Pris!
KONSUL STENBERG	Hun kommer i de bedste Forhold og i rige Kaar.
WALLIN	(med en glad Bevægelse). Hvad siger Du, Eline? Var det ikke en Løsning, der var heldig for alle Parter! Ida vilde faa det godt, og det vilde jo gøre vort Liv — ja, selve Samlivet mellem os To saa meget lettere.
ELINE	(ser bedrøvet paa ham, men svarer ikke).
JONNA	(til Eline). Kan Du gøre det?
ELINE	(smerteligt). Forstaar I ikke, at det er, som I med et saadant Valg splittede selve mit Hjerte i to Dele og sagde: Hvilken af dem vil Du beholde — den ene maa Du miste.
	Ida gaar igennem Stuen.
JONNA	Ida — aa, kom lidt her!
IDA	Men Generalinden sagde, jeg skulde bede om lidt mere Fløde.
JONNA	Lige meget, kom blot.
	Ida kommer nærmere.
JONNA	Vi staar netop og taler om Dig, Ida! Nu kan Du selv give dit Besyv med. Saa faar vi se, hvordan det gaar.
IDA	(lidt urolig). Hvad er det da?
JONNA	Konsul Stenberg, som jo talte med Dig før og syntes saa godt om Dig, gør her det Forslag at tage Dig med til Udlandet – tænk blot – til de store Byer, som Du saa tidt har bedt mig fortælle Dig om. Kunde Du have Lyst til det?
KONSUL STENBERG	Du skal have det som en lille Prinsesse, Ida; alt, hvad Du har Lyst til, skal Du faa?
IDA	(ser forskrækket rundt paa dem) Skal Eline med?
JONNA	Nej. Du alene.
IDA	(forvirret) Jeg kan ikke sige noget – jeg – jeg ved jo ikke, hvad det betyder. (Gaar hen til Eline) Eline. Du maa sige mig – vil Du gerne have, at jeg skal rejse bort? For saa vil jeg ogsaa helst gøre det.
ELINE	Ida – min egen Pige – hvad skal jeg svare?
JONNA	Er De nu sikker paa, Konsul Stenberg, at denne lille Pige vilde blive opdraget med Kærlighed og Omhu hos Dem?
IDA	(vender sig hurtigt og ser paa dem)
KONSUL STENBERG	Ja, selvfølgelig –
JONNA	Jeg mener – faar hu det, der er mere værd end den Rigdom, De lover? Kan De svare for. at Deres Hustru vilde tage godt imod hende og være en Moder for hende i Ordets bedste Forstand?
KONSUL STENBERG	(lidt usikker). Min Mening er at slutte hendes Opdragelse i et udmærket udenlandsk Pensionat; saa faar vi siden at se. De kan trygt stole paa, at Barnet frem for alt andet skal være i min kærligste Varetægt.
IDA	(sætter sig paa Kanten af en Stol og brister stille i bitterlig Graad).
JONNA	(kærligt). Saa saa, Ida!
WALLIN	Hvorfor græder Du saadan, Barn?
IDA	Jeg ved ikke – jeg kom til at tænke paa, at det var allerbedst, jeg slet ikke var til, fordi at — ja, jeg er jo kun til Sorg.
ELINE	(ser hen for sig med ubevægelig Mine).
KONSUL STENBERG	(bøjer sig kærligt over Ida). Sig ikke det, Ida! Tror Du ikke, at vi to kan blive gode Venner?
IDA	Det ved jeg jo ikke.
WALLIN	Jeg ser paa Dig, Eline, at det er svært for Dig at lade hende rejse! Ganske vist — det var en nem og god Ordning, men man har maaske ikke Lov at skille en Moder fra hendes Barn. Vel, behold hende — Du ved, for Dig kan jeg gøre alt. Lad det da blive os der viger Pladsen, siden een of Parterne maa vige! Vi fæster Bo et andet Sted — paa Landet — og tager Ida med? Vil Du?
ELINE	(svarer ikke).
WALLIN	Jeg opgiver saa min Stilling — naa, vi maa vel begge bringe Ofre! Men vi har jo hinanden, saa gaar alt andet nok.
ELINE	(uden at røre sig). Tak, Karl, Tak for de Ord! Jeg skal altid mindes dem.
IDA	(rejser sig og ser ængstelig fra Wallin til Eline). Ja men — jeg vil heller afsted — ud at rejse! (tørrer Øjnene). Jeg vil gærne se de fremmede Lande og alt det Store og Smukke, jeg har hørt om. Jeg kom blot saadan til at græde, fordi — fordi jeg blev saa forskrækket lige straks, men nu — nu er jeg glad for det.
KONSUL STENBERG	Er Du, Ida! Kom, lad saa os To gaa lidt ud i Haven og tale sammen om det. Vil Du?
IDA	Ja! (husker sig om). Ja, men Fløden, som jeg skulde sørge for! Vil Du da bede om den, Jonna!
JONNA	Jo!
IDA	(til Stenberg). Saa vil jeg gærne gaa med Dem.
	Hun ser paa Eline og gaar nogle Skridt hen mod Baggrunden med Stenberg.
ELINE	(med et Udraab). Nej Ida, nej, kom til mig! Kom!
	Ida vender sig, ser et Øjehlik paa hende og kaster sig saa i hendes Arme.
ELINE	Min egen Pige – nej, nej, Du skal ikke græde som en hjemløs lille Stakkel!
IDA	Maa jeg blive hos Dig, maa jeg?
ELINE	(varmt). Ja. Ida!
JONNA	Har denne Aften endelig lært Dig, Eline, at Du i hendes Fødselsstund har forskertset en anden Lykke end Livet for og med hende?
ELINE	Ja, nu er Fejgheden rystet af mig — det er, som jeg nu ser saa klart, hvad jeg ikke før har forstaaet. (ser paa Stenberg.) Lad Ida siden engang træffe Valg for sit Liv, naar hun er kommen til Skelsaar og Alder, og Du Karl, gør ad Aare, som Du vil — Du kender mit Hjerte! Kun en eneste Ting staar nu fast for mig —
KONSUL STENBERG	(ser hurtigt paa hende.)
WALLIN	(studser)
ELINE	(rank og rolig). Fra denne Stund er jeg Moder for mit Barn, Moder af Navn som af Gavn, og kun det Ene, saa længe trænger til mig. Det er hende, der har Krav paa mit Liv. Lad saa Andre sige om mig, hvad de vii — jeg kan bare det altsammen, for nu ved jeg, at dybest inde, der har jeg Ret i det, jeg vil.
WALLIN	(gør en nedslaaet Bevægelse). Jeg ærer Dig i hvert Fald for dit Mod Eline.
JONNA	Ja, i dette Øjeblik er hun en Heltinde, den første paa Skansen og sent eller tidlig vil hun faa sin Løn.
KONSUL STENBERG	(halvt hen for sig). Den bliver dyrekøbt.
	Under den sidste Replik er Generalinden og Frøknerne Litjenfeldt komne ind fra venstre og blive staaende med bestyrtede Miner. Stenberg tager sin Hat for at gaa.
IDA	(tager Eline om Halsen). Nu er du helt min Moder, ikke?
ELINE	(kysser hende paa Panden). Ja, Ida, nu har vi To kun hinanden!
JONNA	(gaar hen til dem). Glemmer I da ganske mig!
TÆPPE

AABENT VISIR: INTRO ■ 1. AKT ■ 2. AKT ■ 3. AKT ■ ANMELDELSER

Emma Gad

Bannerføreren for anstændig adfærd

Aabent Visir 3. akt