INTRO ■ 1. AKT ■ 2. AKT ■ 3. AKT ■ ANMELDELSE
| GENERALINDE WALLIN | KARL WALLIN, hendes Søn |
| ELINE, hendes Niece | JONNA, hendes Niece |
| KAPTAJN, BARON FALKENHERTZ | FRØKEN CAROLINE VON SWITZER |
| ENKEFRU MADSEN | |
| IDA | EN TJENER |
| 1. AKT | Handlingen foregaar en Sommer-Formiddag paa Generalinde Wallins Landsted. Tidlig paa Formiddagen i Haven. Mange Blomster. Til venstre er et Bord med Stole omkring. Til højre en Bænk under et stort Træ. Til venstre tænkes Huset. Eline Malling sidder ved Bordet. Hun er et Par og tredive Aar, slank og bleg med rolige Bevægelser, lidt træt Udtryk og et indtagende Smil. Hun er klædt i en tarvelig hvid Morgenkjole af Vaskestof med en Rose ved Bæltet og en stor Straa-Havehat paa Hovedet. |
| 1. Scene | Eline. Straks efter Generalinden og Wallin. |
| ELINE | (Noterer i en Bog) Bestille Apollinaris – lade tælle til Vask – betale Tømrerens Regning – 4 og 8 er 12, 12 og 5 er 17 – |
| Generalinden og Wallin kommer ind fra højre, hun er en fornem udseende ældre Dame med lidt forbeholdent Væsen, han en ikke helt ung Mand med et kosmopolitisk Præg i Dragt og Udtryksmaade, et varmt Blik og et vindende Smil. Han er klædt i lys sommerlig Formiddagsdragt. Generalinden bærer en Buket Markblomster, Wallin nogle Breve og Aviser. Eline rejser sig. | |
| KARL WALLIN | Ah, her er Eline! Jeg har slet ikke set Dig endnu i Dag. |
| ELINE | Nej, om Morgenen er jeg jo optaget i Husets underste Regioner. (bringer en Stol) Vil du ikke hvile lidt, Tante Josefa? |
| GENERALINDEN | (sætter sig) Tak, min Ven. Ja, Karl, det er Eline, vi kan takke for de smaa Behageligheder vi har Dagen igennem. |
| ELINE | Aa, vist er det ej. |
| GENERALINDEN | Vist er det saa. Jeg ved blot ikke, hvordan jeg skal undvære Dig, mens Du rejser den lille Tur. Ja, Du ved jo, Karl, at jeg har undt mig selv den Glæde at forære Eline en lille Ferierejse sammen med hendes Søster Jonna. |
| KARL WALLIN | Hvornaar er det? |
| ELINE | Jeg rejser i Morgen. |
| GENERALINDEN | Det er stadig blevet opsat af Jonna, og nu er det næsten blevet lidt for sent. |
| ELINE | Vi træffes i Hamborg, hvor hun har noget at gøre, og saa drager vi videre til Schweitz. |
| GENERALINDEN | Aa, Eline, vær saa god at sætte disse Valmuer i Krukken der. |
| ELINE | (tager en Vandkande og hælder Vand i Krukken) Saa sommerlige. Hvor er de smukke. |
| KARL WALLIN | Jeg husker Eline har altid holdt meget af Blomster. |
| ELINE | Ja, især forresten af hvide Blomster. |
| GENERALINDEN | Og hun ordner dem saa nydeligt, at jeg helt har overladt det til hende – som alt andet. |
| KARL WALLIN | Ja, læg blot Hænderne i Skødet, kære Moder, naar Du er saa lykkelig at besidde en Niece som Eline eller saa godt som Niece — |
| ELINE | Kan I ikke snakke om noget interessantere end min Ringhed — |
| KARL WALLIN | Nej. Absolut ikke. |
| ELINE | Hvorhen gik saa Morgenturen i Dag? Til Egelunden. |
| GENERALINDEN | Vi kom ikke saa langt. Jeg faldt i med Gartneren. |
| KARL WALLIN | Og det er jo noget varmt. |
| ELINE | Det siger Du, der kommer lige fra Østen. |
| KARL WALLIN | Der ude ved man, hvad man har at rette sig efter. Der er nu engang smæltende hedt, men her hjemme forlanger jeg Friskhed og Hvile. (ser op i Træerne) |
| ELINE | Du har Posten med, ser jeg. |
| KARL WALLIN | Ja, den glemmer jeg rent. Vi mødte Postmanden. Værsaagod Moder — dine Breve Eline – et til Dig. Naa, lad os saa se, om der er sket noget i Verden. |
| De aabner Brevene. Wallin ser i Aviserne. | |
| ELINE | Det er fra min Søster Jonna. Aa, hun kommer hertil. Hun kommer i Dag — her ud! |
| GENERALINDEN | Her – hvorfor? |
| ELINE | Hun skriver, at siden hun dog er saa nær herved, har hun faaet Lyst til at hente mig her for at se til gamle Venner med det samme. |
| GENERALINDEN | (tørt) Naa, saadan, det er jo kønt af hende. |
| KARL WALLIN | Det bliver morsomt at se Jonna igen. Mon hun stadig er lige kampberedt og Frisk. |
| GENERALINDEN | Sikkert. |
| ELINE | Ja, jeg haaber da ikke, at Livet har kuet hende. |
| KARL WALLIN | (blader i Aviserne) Hvor længe har hun nu bestyret det Keramik-Udsalg der nede? |
| ELINE | Lidt over to Aar. |
| GENERALINDEN | Det ligger udmærket for hende at staa paa egne Ben ude i Verden. |
| ELINE | Hun har idetmindste bragt Omsætningen godt i Vejret. |
| GENERALINDEN | Ja, en ferm Pige var hun altid, Jonna. |
| KARL WALLIN | Ventes her ellers Gæster i Dag? |
| GENERALINDEN | Nej, medmindre din tro Ven Baron Falkenhertz skulde give Møde. |
| KARL WALLIN | Det gør han næppe. I disse Dage, hvor han er Gæst ovre hos Kammerherrens, ulejliger han sig ikke her over. |
| GENERALINDEN | Han ulejliger sig dog temmelig tidt til vort ringe Hus. |
| ELINE | (ler) Og hvis han saa slog sig til Ro med det samme. Men han staar altid paa Springet. |
| KARL WALLIN | Og saa bliver han alligevel. |
| GENERALINDEN | Det vilde jo være uheldigt, om han kom netop i Dag. |
| KARL WALLIN | Hvorfor særligt i Dag? |
| GENERALINDEN | Du glemmer – han har været Forlovet med Jonna. |
| ELINE | Aa, det lægger hun saarnænd ingen Vægt paa. |
| GENERALINDEN | Men saa gør han det maaske. (aabner et Brev) Ah, vi kan ogsaa i Dag vente Besøg af Caroline von Svitzer. |
| KARL WALLIN | Ja saa! |
| GENERALINDEN | Hun skriver, at hun kommer til Frokost pr. Automobil. |
| KARL WALLIN | Naa, det var da morsomt. |
| GENERALINDEN | (med et lille forskende Blik) Ja ikke? |
| KARL WALLIN | (ser i Avisen) Nej, hvad ser jeg! Min gamle Omgangsfælle fra Studenteraarene Generalkonsul Georg Steenberg er død i Rio Janeiro. |
| ELINE | Aa – (gør en pludselig Bevægelse, saa Blomsterkrukken falder til jorden) |
| GENERALINDEN | Men Eline dog – de smukke Valmuer! Blev Du saa altereret ved at høre om det Dødsfald? |
| ELINE | (forlegen) Nej — slet ikke – Undskyld, jeg er saa klodset — (Samler Blomster og Krukke op) |
| GENERALINDEN | (betragter hende et Øjeblik) Lad det blot ligge – |
| KARL WALLIN | (hjælper hende) Nej – lad dog mig |
| GENERALINDEN | (vender sig til sin Søn) Den Georg Steenberg kom jo en Del til Dig, kan jeg huske. Har Du set noget til ham senere i Livet? |
| ELINE | (hører stumt interesseret efter) |
| KARL WALLIN | Jeg traf ham ganske tilfældigt i Fjor i Singapore. Jeg havde Forresten nær ikke kendt ham. Varmen mærker sine Folk – det er vist Leveren, der nedlægger Arbejdet. Han saa ud som En, der skal dø og har fortjent at dø |
| GENERALINDEN | Herregud . |
| KARL WALLIN | Som ung var han jo et pragtfuldt Eksemplar af Menneskeslægten. Kan Du ikke huske ham, Eline? |
| ELINE | Jo, jeg husker ham. |
| KARL WALLIN | Som et ungt prægtigt Dyr var han. Ja, han havde hele Manddommens Voldsomhed i sig med den sugende Styrke i Øjnene, som gør Kvinderne tavse og svage. Og man maa lade ham, at han benyttede sig af det. Han var ganske pragtfuld fri for Skrupler paa det Punkt. |
| GENERALINDEN | Han giftede sig ung, husker jeg. |
| KARL WALLIN | Ja, med en rig og grim Slægtning – det var ogsaa uden Skrupler. Men forresten holdt han ikke derfor op med at være en Kvindeforbruger en gros. Sidst jeg saa ham, talte han om at komme her hjem; han syntes at længes efter et eller andet — jeg ved ikke hvad. |
| GENERALINDEN | Det naaede han altsaa ikke, Stakkel. Hør, Eline, Du sørger nok for lidt ekstra til Frokost, siden Frøken von Switzer kommer, ikkesandt? En Bagatel, der pynter. |
| ELINE | (der har staaet i Tanker) Om Forladelse — er det det, Du ønsker? |
| GENERALINDEN | (ler — lidt forbavset) Nej, en Frokostret, min Ven. En Krustade, en Omelet med Champignons— hvad Du og Jomfru Nielsen nu kan finde paa. |
| ELINE | (tager sig sammen) En Omelet — ja — jo, nu skal jeg gaa og sørge for det. Du maa virkelig undskylde mig, Tante Josefa. (Hun gaar ud til venstre) |
| 1. AKT | |
| 2. Scene | Generalinden. Wallin. |
| GENERALINDEN | Hvad gik der af Eline – jeg synes, hun bliver noget aandsfraværende. |
| KARL WALLIN | Naa — det klæder hende som alt. Jeg synes, Eline simpelthen er yndig. Hun paavirker mig som Nordevropas lyse Sommeraften, den, der er saa talende i sin Tavshed, saa drømmende mild, at den ligner en Foraarsdag, der sørger. |
| GENERALINDEN | Ej, hvor poetisk! Du er nok bleven Lyriker der ude i Østen. Naa, jeg finder ogsaa Eline Malling meget indtagende; meget kvindelig i Modsætning til hendes Søster, der jo er lidt rask paa det. |
| KARL WALLIN | Ja, Du og Jonna kævledes altid, husker jeg. |
| GENERALINDEN | (ler lidt) Kære Karl, din værdige Fru Moder kævles ikke med en lille Halvniece, der er gaaet Handelsvejen. Men Du ser paa Uhret – Du skal da ikke til Byen i Dag? |
| KARL WALLIN | Nej — her kommer jo Gæster. Jeg skulde egentlig derind. |
| GENERALINDEN | Naa, tag det nu blot med Ro! Ja, nu er Du jo udhvilet. Hvad har Du saa i Grunden i Sinde? |
| KARL WALLIN | For det første at spise Jordbær og drille din lille Grævlingehvalp. |
| GENERALINDEN | I Dag og i Morgen ja, men jeg tager længere Sigte. |
| KARL WALLIN | Uh ha! |
| GENERALINDEN | Hvorfor ikke snakke lidt om Sagerne. Du har paa en ærefuld Maade officielt udført en Mission der ude – Du har endog afsluttet Handelstraktater, der skal være meget fordelagtige — |
| KARL WALLIN | (afbryder lidt utaalmodig) Kære Moder det ved jeg jo |
| GENERALINDEN | Jeg gentager det for mig selv – ikke saa sjælden, fordi jeg er stolt af min Søn. |
| KARL WALLIN | Det skal Du saamænd ikke være. |
| GENERALINDEN | Men nu er jo Spørgsmaalet — vil Du gaa tilbage til Ministeriet og krybe taalmodig opad Embedsstigen Trin for Trin, eller vil Du gaa, hvad man kalder en praktisk Vej? |
| TJENER | (bringer et Telegram) Et Telegram! |
| Wallin bryder det, læser og kvitterer. | |
| TJENER | Budet spørger, om han skal have Svar med tilbage. |
| KARL WALLIN | (betænker sig et Øjeblik) Nej, det er godt, Thomsen. Jeg svarer senere. |
| TJENER | Vel. (Han gaar igen) |
| KARL WALLIN | Ser Du, dette er netop paa en Maade Svar paa dit Spørgsmaal. Ja, det er noget, jeg hele Tiden har villet drøfte med Dig. |
| GENERALINDEN | Saa – lad mig høre. |
| KARL WALLIN | Jeg fik ude i Østen et Tilbud om at træde ind i et stort amerikansk-japansk Telegrafselskab. |
| GENERALINDEN | (forfærdet) Hvad er det dog, Du siger? |
| KARL WALLIN | Det er en Vej, hvor man i de højeste Poster maa have baade Snildhed som Diplomat og Handlekraft som Forretningsmand, og jeg synes selv, at dette Tilbud, det er den virkelige Hæder, jeg bringer med hjem fra min Sendelse. |
| GENERALINDEN | Du gode Gud, Du kunde tænke at — |
| KARL WALLIN | Jeg vilde naa meget, se meget, men jeg vilde ogsaa tabe meget. (ser sig om) Jeg vilde miste alt dette Kære, som omgiver mig her, og jeg maatte forlade Dig, min egen Moder, som har ødslet saa rig en Kærlighed paa din eneste Dreng – ja, det hele, kan jeg sige, siden Fader døde. |
| GENERALINDEN | (peger paa Papiret) Men Telegrammet der – hvad betyder det? |
| KARL WALLIN | Det er Sagen. De har sendt det, fordi jeg har tøvet med Svaret. |
| GENERALINDEN | Du maa altsaa svare nu? |
| KARL WALLIN | Endnu i Dag. Ja eller Nej. |
| GENERALINDEN | (indtrængende) Kæreste Karl, bliv dog her, hvor Du hører til og lad dit eget Land faa dit Arbejde og dine Kræfter. Ogsaa her findes der dog baade Mod og Ævner til at grunde Foretagender, som betyder noget. |
| KARL WALLIN | Her maatte man selv tage fat og grave Grunden. Ude i disse fjerne og vidtstrakte Lande, hvor der er saa stor Plads, at der ikke er Trivsel for Avind, der kan man have Tillid til en Fremmed, selv om han ikke er bleven graahærdet af sur Venten. Nej, her faar jeg ingen Stilling, jeg maa begynde fra nyt af. Og dertil hører Kapital – mere end Nogen vil betro mig. |
| GENERALINDEN | Alt, hvad jeg ejer, kan Du raade over, det ved Du. |
| KARL WALLIN | Ja Tak, men – det vil jeg helst ikke. |
| GENERALINDEN | Der er jo ogsaa andre Udveje — Du kunde f. E. gifte Dig. |
| KARL WALLIN | Det er nok Ledemotivet Caroline von Switzer, vi er ved at intonere? Ja, jeg forstaar jo nok, at Du har bragt hende til Veje her i Dag, fordi Du stadig haaber paa, at vor halve Forlovelse fra dengang nu kan stables paa Benene igen. |
| GENERALINDEN | Hvorfor ikke tilstaa det ærligt. Hvad var det, der gjorde, at hun kort før din Afrejse trak sig tilbage – en Misforstaaelse — et taabeligt Rygte om, at Du var bleven forlovet med Eline Malling. |
| KARL WALLIN | Caroline havde for saa vidt lidt Grund til at tro paa Rygtet, siden det fandt Vej til Bladene, og Eline netop samtidig blev optaget her i dit Hus. |
| GENERALINDEN | Men Caroline er forlængst hørt op at tro det. |
| KARL WALLIN | (lidt forbavset) Saa – |
| GENERALINDEN | (lidt forlegen) Du ved – vi er Have-interesserede, baade hun og jed, og under det Paaskud har jeg arbejdet stille og heldigt – tror jeg. Vi har haft ikke saa lidt Omgang sammen. |
| KARL WALLIN | Ellers Tak – maa jeg sige. |
| GENERALINDEN | Kære Karl, hvad kunde passe bedre! Hun er ikke pur ung, rig, intelligent, dannet — |
| KARL WALLIN | Ja, saa uhyre dannet og intelligent. Og selvraadig – hvad var det, hun selv kaldte det — maalbevidst. Jeg synes, der bliver ligesom lidt daarlig Plads og kølig Temperatur for en Ægtemand i hendes Liv. |
| GENERALINDEN | (undskyldende) Hun er jo saa uafhængig – forældreløs som hun er og rig. Jeg vil sige Dig, din Ven Baron Falkenhertz lægger stærkt an paa hende. |
| KARL WALLIN | Lad hende saa blive Baronesse. Han er som skabt til at yde hende den blinde Underkastelse, som hun forlanger. Jeg viger gærne Pladsen. |
| GENERALINDEN | (overtalende) Husk, det er et Parti, der kunde føre Dig til, hvad man i vore Kredse kalder alt. |
| KARL WALLIN | Undtagen netop Lykke maaske. |
| GENERALINDEN | Der er dog dem, for hvem Lykken bestaar i at sætte sig Maal og naa dem. |
| KARL WALLIN | Ja ser Du, ethvert Menneske har jo noget i sig, der aldrig har været før og aldrig kommer igen. Det er det man maa handle efter, hvis ikke man skal miste den Lykke, der er uafhængig af alt Ydre. Den har Du vist ikke kendt. |
| GENERALINDEN | Kender Du den maaske? |
| KARL WALLIN | Jeg kender ialfald Vejen til den. |
| GENERALINDEN | (studser lidt) Ja saa! |
| KARL WALLIN | Jeg skal sige Dig, hvorfor det, Du siger om Ægteskab ligesom preller af paa mig. Jeg synes, det er det inderligste Forhold i Livet, men Du betragter det nærmest som noget praktisk, der bør afgøres efter den ydre Form. |
| GENERALINDEN | Mit eget Ægteskab var et Hensynsparti. |
| KARL WALLIN | Naa – det lod jo til, at I var lykkelige. |
| GENERALINDEN | Det var vi — eller blev. Jeg tror, Formen hjælper En ud over meget, fordi den tvinger En til at holde sig oprejst. Ogsaa Du selv bygger paa Formen – jo, mere end Du selv ved af. Du anerkender ganske vist Andres Ret til at bryde med den og tage ny Jord under Ploven, men i dit eget Liv hviler alt paa Agtelse for Andres Krav til din Livsførelse. |
| KARL WALLIN | Det gælder kun, til Ens egen Lykke staar paa Spil. Man vinder vist kun Lykken ved at gøre det, der er En umuligt at gøre. |
| GENERALINDEN | Du snakker hele Tiden om Lykke. Nutildags skal den jo kun hvile paa Forelskelse, men naar man er bleven gammel og har set Forelskelser komme og svinde som Sneen fra i Fjor, saa stiller man sig lidt tvivlende overfor saa forgængelige Følelser som Ballast for Livet. Erfaringen lærer En at stole mere paa fælles Interesser og fælles Sag. Og derfor, Karl — (bønlig) derfor bliv — |
| KARL WALLIN | (tager hendes Haand) Kære Moder — |
| GENERALINDEN | Du ved, jeg lever jo kun for Dig og min Tilværelse vilde falde sammen til Støv, hvis Du forlod mig igen dennegang for bestandig. Men alligevel, jeg tænker her ikke saa meget paa mig selv som paa Dig. En Ting maa Du derfor love mig – |
| KARL WALLIN | Naa |
| GENERALINDEN | Du maa ikke i Dag sende dette Svar-Telegram derud ad Hækkenfeld til, før Du har talt med Caroline von Switzer og gjort Dig klart, om det ikke lader sig ordne paa Ny. Det Ægteskab vilde jo holde Dig her hjemme. |
| KARL WALLIN | (kysser hende paa Panden) Vel! Det lover jeg. |
| GENERALINDEN | Tak. |
| Man hører en Stemme udenfor i Haven. | |
| KARL WALLIN | Saa, der er min Sæl Falkenhertz! |
| GENERALINDEN | (lidt misfornoiet) Aa – er han der alligevel! Hør, Du maa ikke sige, at Du har Hovedpine. Det sagde Du sidst. |
| KARL WALLIN | (ler) Gjorde jeg det! |
| Kaptajn, Baron Falkenhertz kommer ind fra Haven. Ikke ung, men godt bevaret, trind, men rank, udtryksløs, men køn. Velplejet, velfriseret, velklædt i moderne Ridedragt. Ulastelig. |
| 1. AKT | |
| 3. Scene | Generalinden. Wallin. Falkenhertz. |
| FALKENHERTZ | (idet han kommer) Goddag – Goddag, kære Wallin, Goddag Karl. Deres Naade – min Kompliment. Tak for sidst – højst behagelig Dag. De befinder Dem vel? |
| GENERALINDEN | Jo Tak, kære Baron. Der har io ikke rigtig været Tid til at blive syg, siden vi saas. |
| FALKENHERTZ | Der er der noget i — ha hi! |
| GENERALINDEN | Jeg haaber, De hygger Dem godt hos vore Naboer? |
| FALKENHERTZ | Fortræffeligt! Det er et charmant Opholdssted — elskværdige og muntre Værter, fortrinligt Køkken, alt, hvad Hjertet begærer. Og forholdsvis faa Fluer. Jeg forsikrer — jeg har ikke kedet mig et Øjeblik, siden sidst jeg besøgte Generalinden. |
| GENERALINDEN | Særdeles smigrende — for mig. |
| FALKENHERTZ | Jeg mener – aa — Generalinden er altfor elskværdig. |
| KARL WALLIN | Sid ned, gamle Ven. |
| FALKENHERTZ | Nej Tak Du — nej mange Tak, jeg skal straks afsted. Jo, jeg ventes bestemt til Frokost. Jeg gjorde blot denne lille Afstikker paa min Ridetur for at høre til dit Befindende. |
| KARL WALLIN | Til mit? |
| FALKENHERTZ | Du havde jo stærk Hovedpine i Forgaars. |
| KARL WALLIN | Naa — ja! Det er sandt. — |
| FALKENHERTZ | Alting begynder med Hovedpine, min Ven, om det saa er Bændelorm. Undskyld, Deres Naade. De Dyr hører jo paa en Maade til Menneskelivets Realiteter. Desværre — jeg hader alt Kryb. |
| KARL WALLIN | Tak for din Trofasthed og din Omhu. |
| FALKENHERTZ | Saadan er jeg! Jeg siger — Venskab fremfor alt. Hvad Kan erstatte En et Venskab fra Drengetiden? |
| KARL WALLIN | Det kan f. E. en god Medspiller i Bridge. Tror Du ikke? |
| FALKENHERTZ | Hør, lad nu være at drille mig, lille Wallin. |
| GENERALINDEN | Ja, Baron, naar vi kun har den Glæde at beholde Dem saa kort, saa vil jeg straks gaa og bede Frøken Malling sørge for en Forfriskning til Dem efter den varme Ridetur. |
| FALKENHERTZ | (afværgende) Nej, tusind Tak, Deres Naade, De maa endelig ikke ulejlige Dem — jeg rider straks — bogstavelig talt Øjeblikkelig. Jeg beder Dem bønligt – (følger nogle Skridt og kommer tilbage, efter Generalindens Bortgang) |
| 1. AKT | |
| 4. Scene | Wallin. Falkenhertz. |
| FALKENHERTZ | Jeg synes, at din Moder var ligesom lidt ømtaalig i Dag. Tror Du, det er, fordi jeg ikke vil blive til Frokost ? |
| KARL WALLIN | Nei, vist ej |
| FALKENHERTZ | For jeg vil naturligvis nødig støde hende — charmant fornem ældre Dame af dem, der kun er saa faa tilbage. Men enfin, jeg har nu lovet – |
| KARL WALLIN | Tag Du blot afsted, som Du havde beregnet. |
| FALKENHERTZ | (tager ham om skulderen) Du ved jo, at jeg er ingen Steder heller end hos Dig, siden vi nu endelig har Dig hjemme igen. |
| KARL WALLIN | Du ved jo, at jeg er ingen Steder heller end hos Dig, siden vi nu endelig har Dig hjemme igen. |
| FALKENHERTZ | Jo, Død og Pine har jeg — hele Tiden. Du er en brillant Fyr — jo, Du er. Du har kun den Fejl, at Du ikke er Soldat, ligesom jeg. Saa havde vi været Kamerater i Liv og Død. I Livet idetmindste. |
| KARL WALLIN | Men sæt, at jeg havde sprunget Dig forbi. Saa havde det været ude med Venskabet. |
| FALKENHERTZ | (straks dyster) Du tænker paa Gravenhorst den Luskepeter. Sikken en Oberstløjtnant — med de Ben! Er det forsvarligt overfor Fædrelandet? |
| KARL WALLIN | Naa. |
| FALKENHERTZ | En ren Stræber Du. |
| KARL WALLIN | Saa kan han vel sine Sager. |
| FALKENHERTZ | (irriteret) Sager — det vil sige Mathematik er det det, Du mener. Ja, det er jo det ene saliggørende for D’Herrer af Generalstaben. Jeg spørger Dig — Mathematik, X og Y og alt det er det Soldateraand og Tapperhed, er det Ridekunst! Og Kvadratrødder, er det Galanteri og Disciplin? Se nu til de fødte Feltherrer — se til Cæsar og ham fra Algier — Hannibal? Tror Du, han kunde finde ud af en Logarithmetabel? |
| KARL WALLIN | Ja, jeg tror. Paa sin Manér. |
| FALKENHERTZ | (pludselig spag) Har Du hørt noget om, at jeg ikke avancerer? |
| KARL WALLIN | Aldeles ikke. Jeg sidder jo her ude paa Landet. |
| FALKENHERTZ | Ikke — naa! (sukker) Venter I Besøg i disse Dage? |
| KARL WALLIN | Naa — enkelte. |
| FALKENHERTZ | Har I set noget til Frøken Caroline von Switzer? |
| KARL WALLIN | Ah — der slap det ud! Der har – vi Venskabets sande Grund. |
| FALKENHERTZ | Hvor kan Du nu sige saadant noget — som om jeg ikke var din Ven. (prøvende) Desuden, jeg ved jo, at Du har første Prioritet jo, I var jo nærmest forlovede, da Du rejste. |
| KARL WALLIN | Nej stop, kære Du, |
| FALKENHERTZ | Bevares — saa siger jeg ingenting — Diskretion er noget af det første for en Verdensmand. |
| KARL WALLIN | Hun kommer her forresten netop i Dag. |
| FALKENHERTZ | Nu — snart? |
| KARL WALLIN | Ja, til Frokost. Men desværre skal Du jo bogstavelig talt straks afsted. |
| FALKENHERTZ | Naa – jeg sagde rigtignok, at hvis jeg ikke kom skulde de spise Frokost uden mig. |
| KARL WALLIN | Saa slipper vi Dig altsaa ikke. Ja, jeg indrømmer, at hun vilde være en glimrende Anbringelse for Dig paa dette kritiske Tidspunkt. |
| FALKENHERTZ | Men ikke for nogen Pris vilde jeg stille mig i Vejen for en Ven — |
| KARL WALLIN | Jeg siger — i lige Maade — Gudbevares min Kære! Men tror Du, at hun tager Dig? |
| FALKENHERTZ | (lidt usikker) Der er jo det at haabe paa, at Frøken von Switzer nærmest ser efter Intelligens og andre indre — og ydre Egenskaber. |
| KARL WALLIN | (ligeved at smile) Ja, saa er Du jo lige hendes Type. |
| FALKENHERTZ | (anstrengt) Det er en Dame med Kundskaber og Overlegenhed. |
| KARL WALLIN | En Mængde Overlegenhed. Og Verdenstone! |
| FALKENHERTZ | Og Konversation! |
| KARL WALLIN | Overvældende. |
| FALKENHERTZ | (tankefuld) Ja. Lidt. |
| KARL WALLIN | Hun imponerer Dig med sine Talegaver, min Ven. Jeg ser Dig i Aanden ligge paa Maven — pladask ! |
| FALKENHERTZ | (tørrer Panden) Paa ingen Maade, men — men — jeg har hidtil haft den Idé, at Kærlighed var noget blidt og blødt, noget behageligt, og ikke ligefrem Slid — hvad! (bliver bange) Men for Himlens Skyld — Du maa ikke sige, hvad jeg har sagt jeg mener kun, at det andet var nemmere — saadan med et Blik og et Haandtryk og et rask Kup — |
| KARL WALLIN | Stakkels Du! |
| FALKENHERTZ | Det er det med hende, at man kan begynde med at rose en Kotelet, og saa ender man ufejlbarlig hos ham, hun ynder — hvad er det nu — det minder om – Spinat — |
| KARL WALLIN | (ler) Spinoza! Men han er saa underholdende og Kant, den Gavstrik! Er Du med paa Leibnitz? |
| FALKENHERTZ | Men saa er det jo det, at jeg har den Barontitel, hvad? |
| KARL WALLIN | Du mener den hører til det rørlige Liggendefæ. Men er det videre bevendt med den — overfor en Formue som hendes? Yngre Søns anden Søns fjerde Søn hvad? Var din Fader ikke Postmester i en lille By? |
| FALKENHERTZ | Men naar man nu kombinerede Navnene — Hds. Naade Baronesse Hofjægermesterinde Caroline Amalie von Switzer Falkenhertz — |
| KARL WALLIN | Det bliver jo ikke til saa lidt. |
| FALKENHERTZ | For med et Gods som Ulriksdal kan Ens Mand ligefrem ikke undgaa at blive Hofjægermester. |
| KARL WALLIN | Men tror Du egentlig, hun vil synes, det pynter paa Dig, at Du har adskillige uheldige Frierier bagved Dig? |
| FALKENHERTZ | Ikke saa meget som man tror. |
| KARL WALLIN | Og at Du har været for det første gift — |
| FALKENHERTZ | Kun ganske lidt knap et Aar. |
| KARL WALLIN | Hvordan var det – blev I skilte? |
| FALKENHERTZ | Nej, hun døde saa pænt. |
| KARL WALLIN | Forlovet har Du da været og slaaet op. Det var i min Tid. |
| FALKENHERTZ | Bagateller. |
| KARL WALLIN | Har Du eller har Du ikke været rigtig ringforlovet med min Kusine Jonna Malling? |
| FALKENHERTZ | Jeg begriber faktisk ikke, hvad der gik af mig. Lille fattig Professordatter — ikke engang saadan — køn. Kort sagt bestandig borgerlig. Nu er hun nok Forretningsdame i Udlandet, har jeg hørt. |
| KARL WALLIN | (tager ham om Skulderen) Man maa indrømme Dig, min gamle Ven, at Du er en Snob i Renkultur. |
| FALKENHERTZ | Lad nu være, lille Wallin hvor kan Du nu sige saadant noget — |
| KARL WALLIN | Og en sand Plage for din ulykkelige Omgang. |
| FALKENHERTZ | Det mener Du jo ikke. |
| KARL WALLIN | (ler) Jo Gu mener jeg det. Stol Du paa det. |
| Jonna Malling kommer ind fra Baggrunden. Hun er omkring de tredive med et beslutsomt Udtryk, livlige Øjne og raske Bevægelser. Hendes Væsen røber en vis Uafhængighed. Hun er klædt i tarvelig men smagfuld Formiddagsdragt. |
| 1. AKT | |
| 5. Scene | Jonna. Wallin. Falkenhertz. |
| JONNA | Ih se Goddag, Karl! Her er jeg! |
| KARL WALLIN | (hjertelig) Goddag og vel mødt, Jonna! |
| JONNA | Saa Du er her i Landet. |
| KARL WALLIN | Ja, jeg er kommen direkte fra Kina for at faa Dig at se. |
| JONNA | Saa traf Du heldigt, for det er ikke ofte, jeg er her. |
| KARL WALLIN | Det har jeg hørt. |
| JONNA | Det er forresten rart at trykke din Haand, Karl. Jeg kan godt lide Dig. |
| KARL WALLIN | I lige Maade, Jonna. |
| Jonna vender sig til Falkenhertz, som, siden hun kom, har set noget misfornøjet ud og mumlet: “Fordømt uheldigt — just i Dag” | |
| JONNA | Goddag, Kaptajn Baron Falkenhertz. |
| FALKENHERTZ | (bukker stift) Goddag, Frøken. |
| KARL WALLIN | Ja, I kender jo hinanden. |
| JONNA | Ja Tak, altfor godt. Det var derfor, vi slog op. |
| FALKENHERTZ | (ler tvungent) Ha hi . |
| JONNA | Ja, le kun. Det var saamænd det glædeligste, vi kunde gøre. |
| FALKENHERTZ | Fornøjer mig særdeles, at De stadig er af den Mening. |
| JONNA | Det var af den Slags Smaafejltagelser, som man er udsat for, naar man er ung og holder Ferie med Sommerbal. Deres Vals — aa! Guddommelig. |
| FALKENHERTZ | Ferie — nej, Kantonnement. Det er meget værre. |
| JONNA | I hvert Tilfælde gik det jo galt. De har været gift i Mellemtiden, ikke? |
| FALKENHERTZ | Ja — det vil sige — kun ganske kort. |
| JONNA | De siger det saa undskyldende. Er det af Hensyn til mig. |
| FALKENHERTZ | (ophøjet) Jeg tænkte paa min Hustru. |
| KARL WALLIN | Den Arme — ja. |
| JONNA | Saa er vi altsaa ledige igen begge to. |
| FALKENHERTZ | (forbeholden) Er De virkelig ganske ledig? |
| JONNA | Ganske. Men bliv ikke bange, jeg lægger ikke an paa Dem. |
| FALKENHERTZ | (mumler anerkendende) Meget godt — jeg maa beklage — for saa vidt. |
| KARL WALLIN | Tænker Du aldrig paa at gifte Dig Jonna? |
| JONNA | Gifte mig nej, ved Du hvad, det fortjener Mændene ikke. Tænk den dejlige Frihed, jeg har skabt mig og lever i, den vilde jo gaa fløjten, naar jeg blev afhængig af en Mand. For det forlanger jo Moralen og Mændene. |
| KARL WALLIN | Det var dengang. Moralen er det helt forbi med, tildels ogsaa med Mændene. |
| JONNA | Naa hvad, vi har da Falkenhertz tilbage. |
| KARL WALLIN | Ja, Gud være lovet. |
| JONNA | Det fornøjer mig at se, at Kaptajnen har haft gode Dage, siden vi saas. De har lagt Dem ud. |
| FALKENHERTZ | Jeg maa bestemt protestere. Min Skræder — |
| JONNA | Men det klæder Dem. |
| KARL WALLIN | (drejer ham) Nydelig. Det er forresten underligt, at Du ikke er bleven mere langstrakt end Du er. Jeg husker din Fader som en sand Kæmpe. |
| FALKENHERTZ | Ja, men begge mine Mødre var smaa. |
| JONNA | Hvadbehager? |
| FALKENHERTZ | Jeg mener — ja — min Fader havde jo to Koner. |
| KARL WALLIN | (til Jonna) Efter hinanden. |
| JONNA | De har altsaa i en sjælden Grad forstaaet at drage Fordel af dem begge. |
| FALKENHERTZ | Jeg vilde sige — min anden Moder var min sande Moder. |
| JONNA | Hvad var da den første? |
| FALKENHERTZ | (lidt usikker) Ganske vist paa en vis Maade, der – men det Kødelige er jo ikke alt — jeg mener Følelserne og Samlivet maa dog ogsaa — |
| JONNA | Stig nu ikke for højt op i Betragtninger. Styr Deres Pegasus mod Jorden. |
| FALKENHERTZ | (glad ved at slippe bort) Ja, Wallin, min Hest! Jeg tror den længes efter mig Du ved, Bella, Hoppen. Jeg bandt hende ved Stakittet, Skindet. Heste er jo dog ogsaa Mennesker. |
| KARL WALLIN | For saa vidt de bedste. |
| FALKENHERTZ | Skal vi ikke gaa ned og sørge for hende? |
| KARL WALLIN | Jo, gærne, men – (ser paa Jonna) |
| JONNA | Jeg skal nok finde mig tilrette. Gaa I blot og befri Hoppen. Vi Kvinder ved, hvad det vil sige at blive bundne ved Stakittet. |
| Herrerne gaar ud i Baggrunden, Falkenhertz talende om sin Hest. I det samme kommer Eline ind fra venstre, og løber, da hun ser Jonna, med aabne Arme hen imod hende. |
| 1. AKT | |
| 6. Scene | Eline. Jonna. |
| ELINE | Jonna — Goddag. |
| JONNA | Min egen Pige, det gør alligevel godt at se Dig igen. |
| ELINE | Lad mig se paa Dig vi har jo næsten været som døde for hinanden saa længe! Ikke Breve, ikke Bud. |
| JONNA | Kan Du begribe, at man gider være Uvenner, naar man alligevel ikke kan undvære hinanden. Men for resten — jeg vil indrømme, at naar man overhovedet skal blive det, saa havde vi ikke andet at gøre. For — Gud, hvor jeg syntes, Du havde Uret, og hvor jeg synes det den Dag i Dag. |
| ELINE | (gør en nedslaaet Bevægelse) |
| JONNA | Naa lige meget — Ret havde jeg, og dog, det er saa lidt at have Ret. Men nu kunde jeg ikke mere jeg længtes efter Dig, Eline. |
| ELINE | Og jeg da, Jonna! Vi to har jo kun hinanden. |
| JONNA | I Grunden ja. |
| ELINE | Men hør, jeg maa straks sige Dig, at Falkenhertz er her. Det er Dig da ikke imod at træffe ham? |
| JONNA | Ih nej, jeg har allerede set ham. Det er da blot behageligt at blive mindet om en Dumhed, man er sluppen fra. |
| ELINE | (ler) Naa |
| JONNA | Desuden beundrer jeg Falkenhertz. Kun to Tommer fra at være Idiot — saa stoppede Forsynet op i Tide lige paa det Punkt, hvor Folk vil have det. Han er et af Naturens Mesterværker. |
| ELINE | Ja — en søgt Selskabsmand |
| JONNA | Selvfølgelig. Men lad os ikke spilde Tiden med ham. Lad mig faa lidt at vide om Dig selv. Hvordan har Du det? |
| ELINE | (ryster paa Hovedet) Som altid. |
| JONNA | Du staar altsaa stadig paa Pinde for den gamle despotiske Generalinde fra Morgen til Aften. Var det mig jeg skulde nok sætte hende paa Plads. |
| ELINE | Hun er god imod mig. Desuden det er jo mit Erhverv. |
| JONNA | Og Stridens Genstand mellem Dig og mig din lille Pige, hvordan gaar det hende? |
| ELINE | Jo Tak. Ida har det godt. |
| JONNA | Jeg er ikke sikker paa, at jeg ikke saa hende før her paa Stationen, ganske hensunken foran en So med Pattegrise. |
| ELINE | Herude – det er umuligt. |
| JONNA | Det forekom mig, det var hende. Hun fulgtes med et halvgammelt Kvindemenneske, en Slags Dame. |
| ELINE | Fru Madsen den Dame, hun bor hos. Men nej, Du maa have taget fejl. |
| JONNA | Det kan være jeg har jo ikke set hende saa længe. Hun flakker altsaa stadig rundt hos saadanne tilfældige Fru Madsen’er, det lille Skind? |
| ELINE | Hvad kan jeg gøre andet? |
| JONNA | Aa Eline, at Du dog ikke lod mig tage det Barn med mig dengang, som jeg vilde. At Du turde lade være. |
| ELINE | Jeg kunde ikke. Nej, jeg kan ikke undvære at se hende, om det saa kun er i Ny og Næ og stjaalent. Jeg kunde ikke sende hende saa langt fra mig. |
| JONNA | Du vil heller se hende blive forkvaklet og luske Dig til at se hende og lyve Dig fra hende — og fornegte hende. Dække og skjule og betale i Smug som om det var en falsk Veksel, Du havde baaret under dit Hjerte, og ikke et levende Barn, som har Ret til engang at blive et Menneske — aa, Eline, det er oprørende. |
| ELINE | Lad os dog nu ikke begynde forfra — Du ved, hvor det nager mig (skifter Tone) Har Du slet ikke noget med – Overtøj, Bagage? |
| JONNA | Nej, jeg bor helst inde i Byen. Vi ses nok alligevel (tager hendes Ansigt mellem sine Hænder) Du er dog en løjerlig En, Eline. Ikke skjult, men saa forbeholden, saa dybt inde i Dig selv. Du ser med dine brune Raadyrøjne ud paa Livet langt inde fra din Sjæl og siger ingenting om det, der piner Dig. Ikke engang til mig. |
| ELINE | Jeg har jo altid haft ondt ved det, men til Dig kan jeg tale om alt. |
| JONNA | Gudved. Ikke engang i dette Øjeblik buser Du ud med det, der fylder Dig — maa fylde Dig ja, for Du ved da vel, at Georg Steenberg er død? |
| ELINE | Ja, jeg ved det. |
| JONNA | (aandeløs) Og hvad saa? Er du glad eller bedrøvet? Harmfuld eller blødgjort? Er Du lettet ved at vide, at han ikke mere lever paa Jorden, selv om det er Tusinder af Mile herfra? Saa tal dog fortæl mig det. Hvad mener Du, hvad tænker Du? Herregud, han var jo dog dit Barns Fader. |
| ELINE | (ser hun for sig) Jeg tænker slet ikke, tror jeg. Det hele staar for mig som noget, der ikke er hændet mig, noget, jeg blot ved, er sket. En Sti langs et pilegroet Stendige, hvor jeg ser mig selv en lys Sommernat i en Mands Arme i en egen frydefuld Skælven. Jeg ser to Øjne lyse mod mine — jeg føler min Vilje blive suget ind i dem og tabes for bestandig. |
| JONNA | Ja, jeg er jo ikke hildet i Forestillinger om den skændige Forfører og den Slags. Jeg ved, at man er to om Kærligheden og dens Glæder, men jeg ved ogsaa, at man kun er En om dens Sorg og Svie. Denne Ene har Du været, og Du var sytten Aar. Og han gift. Derfor havde jeg viet ham min mest uforbeholdne Afsky. Og nu er han død væk! Hvad skal jeg saa gøre med mit Had? Det har hidtil givet mig en vis sund Bitterhed overfor Livet, hvilket i almindelig Tale vil sige, at han har ødelagt mit Liv ogsaa. |
| ELINE | Lidt Uret har Du nu gjort ham. Han elskede mig virkelig. |
| JONNA | Ja, umaadelig. Det var vist hans Vane. |
| ELINE | Jo, det var hans Agt at lade sig skille fra sin Kone og gifte sig med mig. |
| JONNA | (tørt) Saa havde det været heldigt, om han havde gjort det. |
| ELINE | Du husker, hun var meget sygelig, og den blotte Antydning af Skilsmisse gjorde hende saa hysterisk, at Sindssyge maatte befrygtes. Han kunde ikke. |
| JONNA | Ak, der findes dog endnu Tro i Israel. Nej, Du, de lyse Nætters Trylleskær var forbi, saa vendte han sig „anderswo hin” — til Tropernes berusende Mørke. |
| ELINE | Du ser saa nøgternt! |
| JONNA | Ja, paa alt andet end Dig (dasker hende kærligt paa Kinden) Aa Du! Sig mig, hvor mange Mænd har friet til Dig siden da? |
| ELINE | Det — det husker jeg virkelig ikke. Nogle har ganske vist — |
| JONNA | For saadanne bløde mørke Øjenvipper, der gaar op og ned, det er nok til, at de kæntrer. |
| ELINE | (ler) Vis vas — |
| JONNA | Du er lige akkurat, som Mændene vil have Kvinder dem, de vil gifte sig med. Blid, bøjelig, velgørende for Sindet — Charmen, min Pige! I hver Bevægelse, hvert Smil siger Du stiltiende til dem — jeg er den Svage jeg er Kvinden beskyt mig, Det er det, de kan lide, de Snebler. |
| ELINE | Saadan en sund, dygtig Natur som din maa da meget før vække Behag den passer til Tiden. Det gør jeg ikke. |
| JONNA | Dygtig – jo pyt! Hvad tror Du, Mandfolk vil med de praktiske Piger de er jo selv praktiske. Nej, det er Stemningspiger, de vil have. |
| ELINE | Aa, Du skal se — naar Du mindst tænker det, saa |
| JONNA | (ler) Trøst mig ikke — jeg klarer mig nok. Jeg tier skam ikke stille med det, der trykker mig. |
| ELINE | Nej, Du er ærlig. Derfor ved jeg Ingen, der har saa gode Venner som Du. |
| JONNA | Jeg har bakset mig dem til i Livets Kamp. Men lad mig ikke tale saa krigersk — jeg risikerer jo at skræmme min blide Søsterlil. (klapper hende paa Kinden) Det vil jeg nødig. |
| Generalinden kommer ind fra venstre ledsaget af Frøken Caroline von Switzer. Hun er i Verdensdamestil, omkring de tredive, med lidt stiv Holdning og overordentlig dannet Talesæt. Hun er klædt i elegant Formiddagsdragt med en stor Kørekaabe over. |
| 1. AKT | |
| 7. Scene | Generalinden. Frøken von Swit:er. Eline. Jonna. Senere Wallin og Falkenhertz. |
| GENERALINDEN | Se, her bringer jeg vor Gæst. |
| CAROLINE VON SWITZER | Goddag, Frøken Malling glæder mig at se Dem. (De hilser) |
| ELINE | (peger paa Jonna) Jeg har ogsaa en Gæst — se — |
| GENERALINDEN | Goddag, Jonna, og velkommen. |
| JONNA | Ja, Tante Josefa, her har Du mig. Nu er der igen ikke roligt i Schipkapasset. Du husker mig vist som uforbederlig. |
| GENERALINDEN | Ganske vist — Du plejede ikke at lade Dig imponere af nogetsomhelst. |
| JONNA | Jo, jeg gør. Af stor Godhed og stor Begavelse. løvrigt ser jeg Faren kækt i Øjnene. |
| ELINE | Kender Frøken von Switzer min Søster? |
| JONNA | Bevares, vi er gamle Venner. |
| CAROLINE VON SWITZER | Jeg har før haft den Fornøjelse her hos Generalinden. |
| GENERALINDEN | Jeg troede min Søn var her? |
| JONNA | Han gik med Baron Falkenhertz for at sætte Ridehesten i Stald. |
| GENERALINDEN | Ah! Det vil altsaa sige, Eline, at vi alligevel har den Glæde at beholde Baronen til Frokost. |
| ELINE | Glæden er jo ikke ny for os. |
| Wallin og Falkenhertz kommer ind fra Baggrunden til højre og hilser paa Damerne. Eline beskæftiger sig med Planterne, mens hun interesseret hører til. | |
| KARL WALLIN | (hjertelig) Ah, Goddag, Frøken von Switzer — endelig ser jeg Dem. |
| FALKENHERTZ | (lader overrasket) Nej hvad ser jeg — min naadige Frøken — |
| KARL WALLIN | (drilsk) Havde Du allerede glemt, at Frøken von Switzer kom? |
| CAROLINE VON SWITZER | (sætter sig) Hvordan har De det saa, kære Wallin? Lidt brunet af Orientens Sol, ser jeg, men det samme Udtryk. Relativt uforandret. |
| KARL WALLIN | Og De positivt uforandret. Det vil sige, uforandret af Ydre, men utvivlsomt ikke af Indre, for naturligvis har De stadig studeret og beriget Deres Aand, mens jeg har flakket viden om. |
| FALKENHERTZ | (ser meget artig ud) Aand er Magt, siger Konfucius. Frøken von Switzer. Jeg læser ganske vist altid meget — rejser jo ogsaa hvert Aar, fordi jeg finder, det udvikler og belærer. |
| JONNA | Jeg synes nu, Folk kommer ligesaa dumme hjem, som de rejste ud. Det har jeg da gjort. |
| CAROLINE VON SWITZER | (trækker Øjenbrynene lidt op) Hvad forslaar overhovedet Livet til at tilegne sig Aartusinders Viden, Frøken. |
| JONNA | Det er vist. For saa vidt kunde De helt spare Dem Besværet. |
| KARL WALLIN | Og f. E. bruge Tiden til at more Dem. |
| FALKENHERTZ | More sig — ved Du hvad, Wallin, det er en tarvelig Beskæftigelse. Man skal udvikle det Medfødte. |
| JONNA | Ja, Baronen er en dyb Natur. |
| CAROLINE VON SWITZER | Jeg vilde nu aldeles ikke kunne taale at leve i en Hvirvel af Adspredelser. |
| KARL WALLIN | Er De ikke helt rask, kære Frøken ? |
| CAROLINE VON SWITZER | Ikke altid. Jeg har jo mine Migræner og ofte en lille nagende Smerte i den ene Side, men min Læge beroliger mig med, at det er nervøst. |
| FALKENHERTZ | Det gaar mig ligedan. (peger paa sit Bryst) Jeg lider af noget her i Omegnen, der gaar helt ud i Ryggen. Det siger Doktoren ogsaa er nervøst. |
| JONNA | Det er altsammen nervøst, sagde Pigen, hun fik Tvillinger. |
| CAROLINE VON SWITZER | (ser paa hende i Lorgnet) Hvadbehager? |
| GENERALINDEN | (misbilligende) Bedste Jonna — |
| JONNA | Jeg beder undskylde. Jeg synes nu, Børn er en udmærket og nødvendig Ting, ogsaa Tvillinger, skønt jeg indrømmer, at der er noget paatrængende ved dem, især naar det, som i Ordsproget, er en Pige, der faar dem! |
| CAROLINE VON SWITZER | Befolkningens Slaphed overfor de sædelige Krav kan forfærde En. Jeg ser det jo paa Ulriksholm. |
| FALKENHERTZ | Frøken von Switzer har Ret. Der er Tilfælde, hvor Ordet: Et Barn er ganske upassende. |
| JONNA | Det vil sige — det er upassende at være Moder til det. Men at være Fader til det — ja, det er blot en Skalp mere at hænge ved Bæltet mellem Sejrstrofæerne. |
| CAROLINE VON SWITZER | Fejltrinet er ogsaa mere graverende for Kvinden – Tænk paa, hvad vi Kvinder skylder overfor det Ideal som Mændene har gjort En til. |
| FALKENHERTZ | Ubetinget — jeg siger — Piedestalen. |
| KARL WALLIN | Mod min Vilje maa jeg give Frøken von Switzer Ret — det vil sige, naar jeg tænker paa den Sag, saa synes jeg, det er Vanvid; jeg indrømmer alt at ugifte Kvinder har Ret til at sætte Børn i Verden og Pligt til at vedkende sig dem. Men i min Følelse, i mine Instinkter er og bliver jeg uforbederlig gammeldags. |
| JONNA | Hvordan gammeldags? |
| KARL WALLIN | Hvordan — ja, jeg mener paa gammeldags Manér. at den Kvinde, som jeg skulde elske og ægte, hun maa ikke have tilhørt nogen Mand før mig. Og det er vist noget, jeg har tilfælles med de fleste Mandfolk, noget som ligger dybt i vor Natur. |
| FALKENHERTZ | Det siger jeg ogsaa. Maa jeg bede om at være første Mand paa Skansen. |
| JONNA | (ivrig) Ved Gud, Karl, jeg tænkte bedre om Dig. Naar jeg hører den Slags, saa er jeg ljgefrem ked af, at jeg ikke har et uægte Barn at demonstrere med. |
| GENERALINDEN | Jonna dog. |
| JONNA | Det er forresten et henrivende Ord hvad? Et levende sundt Menneskebarn kalder de saa min Sandten uægte. |
| GENERALINDEN | Saa saa — lille Jonna, nu har Du jo heldigvis ikke noget Barn at gaa i Procession med. Ja, Du maa undskylde, at idetmindste jeg kalder det et Held. |
| JONNA | Værsaagod. Det ventede jeg. |
| CAROLINE VON SWITZER | (demonstrativt afbrydende) Kære Generalinde, jeg maa endelig før Frokost se Deres nye Bistader. Biavl interesserer mig. Det er de eneste Dyr, der har sat Forplantningen i System til Fordel for det sociale Liv. |
| FALKENHERTZ | Og der er det Mærkelige ved Bier, at de ikke kan fordrage mig. Faktisk. |
| JONNA | Det er dog ubegribeligt. |
| FALKENHERTZ | De stikker mig altid, hvor de kan komme til. |
| KARL WALLIN | (ser ned ad ham) Og det vil sige noget. |
| CAROLINE VON SWITZER | Hvis De er bange, Baron, saa kan De jo blive her. |
| FALKENHERTZ | Bange — jeg! Hvor kan De tro — jeg følger naturligvis med Damerne og vover alt. |
| GENERALINDEN | Og Du, Karl? |
| KARL WALLIN | Jeg følger straks efter. |
| Generalinden, Frøken von Switzer, Jonna og Falkenhertz gaar samtalende ud i Baggrunden til højre. Eline ser til Wallin og vil gaa ud til venstre. |
| 1. AKT | |
| 8. Scene | Wallin. Eline. |
| KARL WALLIN | Nej, gaa nu ikke, Eline. Du gaar altid din Vej. |
| ELINE | (undvigende) Jeg skulde sige Besked om en Kuvert til Falkenhertz. |
| KARL WALLIN | Han klarer sig nok, hvor der er Mad. Sid nu lidt her. Du er da glad, Du har faaet din Søster hertil ? |
| ELINE | Ja. Jonna virker paa mig, som naar man uventet faar Stranden at se. Man aander saa let og ser saa langt. Ikkesandt, hun føler saa varmt, selv om hun er lidt stridbar. Du maa ikke være vred paa hende. |
| KARL WALLIN | Ingenlunde. Jeg vil altid gærne bryde en Lanse med hende, naar jeg er fri for Sekundanter. Ja, Du kan sagtens, som har en Søster. Jeg synes, at voksne Søskende, som har det godt sammen, det er noget af det smukkeste, man kan se. |
| ELINE | Det er rart, at det begynder at gaa hende saa godt. Jeg vilde ikke kunne bakse mig saadan frem alene ude mellem Fremmede. |
| KARL WALLIN | (ser paa hende) Nej, Gudskelov. |
| ELINE | Hvorfor siger Du Gudskelov? |
| KARL WALLIN | Fordi Du er helt anderledes og mere efter mit Hjerte. Du er stille og kærlighedsfuld — af dem, der skal beskyttes. I hver Bevægelse, hvert Blik er Du Kvinde. Hvorfor smiler Du? |
| ELINE | Jeg har hørt det før. Ja, at være de Beskyttende, det er jo efter Sigende det, I kan lide, I Mandfolk. |
| KARL WALLIN | Eline, lad mig have Lov at sidde og se paa Dig. Jeg vil tilstaa for Dig, jeg følte en Smule Uro ved at skulle gense Dig. Jeg havde jo været borte i Aarevis og det er altid tungt at se, naar Roserne i Ens Liv er blevne til Hyben. |
| ELINE | (slaar Øjnene op mod ham og såenker dem atter) |
| KARL WALLIN | Jeg havde glemt den Gave, Nordens Døtre har faaet af et naadigt Forsyn — den Gave at holde sig unge og friske. Du ser ud som da jeg rejste, kun mere sjælfuld i Udtryk, som om Du havde lidt. Har Du haft Sorger. Eline? |
| ELINE | Slet ikke. Livet her i din Moders Hus frembyder jo ikke store Omskiftninger. Hun har savnet Dig Karl. |
| KARL WALLIN | Godt for mig. Det siges, at de Fraværende har altid Uret. Jeg tror nu, de har Ret. Da jeg var hjemme, havde vi mangen lille Rivning, fordi vi tænker saa forskelligt. Da jeg nu var borte, var det nemt for mig at være et Ideal. |
| ELINE | Det varer sikkert ved, nu, hvor Du bliver hos hende. |
| KARL WALLIN | Men det gør jeg maaske ikke. |
| ELINE | (uvilkagrlig smerteligt) Rejser Du igen derud? Aa nei — |
| KARL WALLIN | Det kunde ske. |
| ELINE | (fatter sig) Det kan’ jo være, at det er allerbedst — |
| KARL WALLIN | Har ogsaa Du savnet mig lidt? |
| ELINE | (lidt undvigende) Naturligvis Du har jo altid været saa venlig (ser pludselig op paa ham) Du ved jo, Karl, at Du har været meget for mig. Ja, ligefra jeg var en lille Pige. Jeg var saa benavet, naar jeg skulde her i Besøg, hvor alting var saa stort og fint imod det, vi havde hjemme. Men straks jeg saa Dig, og Du gav mig Haanden, var jeg vel tilpas. |
| KARL WALLIN | Og dog var der Aaringer, hvor vi ikke saas. |
| ELINE | Det var dengang da jeg boede paa Landet. Jeg kunde jo ikke komme mig efter Faders Sygdom og Død. |
| KARL WALLIN | Nu kunde vi ikke tænke os at være nogenlunde nær ved hinanden og ikke ses, vel? |
| ELINE | (lidt tøvende) Jeg har været meget glad i de Dage, Du har været hjemme. Du har bragt mere Sol i Huset der langvejs fra. |
| KARL WALLIN | Og naar jeg har tænkt paa Dig derude — det har jeg tidt saa var det tværtimod i det glohede Solskin med en Længsel efter kølig og stille Skygge, den blide Dæmring, der kvæger Sindet. Ja, Eline, Erindringen om Dig blev efterhaanden til Sommeren og Hjemmet for mig. (dvæler lidt) Og det er ikke blevet udvisket ved at se Dig igen. |
| ELINE | (ser bort) Tak, Karl. |
| De Andre kommer tilbage, Falkenhertz med et Lommetørklæde viklet om den ene Haand. Tjeneren kommer sanltidig fra venstre og melder, at der er rettet an. |
| 1. AKT | |
| 9. Scene | Generalinden. Eline. Jonna. Frøken von Switzer. Wallin. Falkenhertz. Senere Fru Madsen og Ida. |
| FALKENHERTZ | (idet de kommer) Jeg konstaterer, at jeg sagde det i Forvejen. Sagde jeg det maaske ikke? |
| KARL WALLIN | (gaar derhen) Hvad er det? |
| GENERALINDEN | En uopdragen Bi har virkelig stukket Baronen. |
| KARL WALLIN | Det kloge Dyr — gør det ondt? |
| FALKENHERTZ | Ondt? Rædsomt. Jeg tror, det hovner. Ja, jeg sætter nu, at det ondskabsfulde Individ har haft en Bacille i Trynen eller hvad det hedder, og det bliver til Blodforgiftning, hvad saa? |
| JONNA | Saa dør De skam. Det er noget af det farligste man har. |
| FALKENHERTZ | Men Du Almægtige. |
| CAROLINE VON SWITZER | (betragter ham i Lorgnet) Krigermod er et skønt Syn. |
| FALKENHERTZ | (tager sig sammen) Det er ingenting hvad er Døden — jeg mener hvad er Livet — lad os bare ikke lad os ikke tale om den Bagatel. |
| GENERALINDEN | Lidt fugtig Jord kan maaske hjælpe. Kom. |
| CAROLINE VON SWITZER | Eller lidt Vinaigre de toilette det har jeg i min Taske. |
| Generalinden, Wallin og Frøken von Switzer beskæftiger sig med Falkenhertz Haand lidt i Baggrunden til venstre, mens Jonna og Eline bliver i Forgrunden til højre. | |
| JONNA | Du er saa udeltagende overfor vor Vens Ulykkestilfælde, synes jeg. |
| ELINE | (der har staaet i Tanker) Vist ej. Er jeg — ja maaske. |
| JONNA | I Dag skal Du værsaagod være fornøjet til Ære for min Ankomst. |
| ELINE | Det er jeg, kan Du tro. |
| Fru Madsen og Ida kommer ind fra højre og bliver staaende i lidt Afstand, skjulte af Træstammen ror den anden Gruppe. Fruen er i Mellemalderen, lidt tarvelig oppyntet og med noget udvisket over sin hele Person. Jda er en lille Pige paa henved 12 Aar, blegnæbbet og ranglet med et lidt bekymret Udtryk. Hun er tarvelig klædt i Vaskekjole, Straahat, brune Støvler og Traadhandsker. | |
| ENKEFRU MADSEN | Goddag, Frøken Malling. |
| ELINE | (farer sammen og vender sig) |
| ENKEFRU MADSEN | Og Ida. |
| JONNA | Kan Du se, Eline, det var dog hende. |
| ELINE | Hvorfor kommer De dog herud? |
| ENKEFRU MADSEN | Fordi der er noget, jeg gærne vilde tale – |
| ELINE | (afbryder hende) Ikke nu — ikke nu. Gaa en Tur og kom igen om en Time. Spørg saa efter mig ved Bagindgangen. |
| IDA | Om en Time — |
| ELINE | (ser forskrækket til de Andre) Ikke nu, Ida! Gaa — gaa, hører Du. |
| GENERALINDEN | (vender sig halvvejs) Eline, Frokosten er rettet an. |
| ELINE | Ja, Tante, jeg kommer. |
| Hun gaar med Jonna hurtigt efter de Andre ud til venstre, idet hun ser sig ængstelig om efter Ida og Fru Madsen. Ida gaar nogle Skridt frem og ser efter hende med skuffet Mine, idet hun drejer paa sine Hanskefingre. | |
| IDA | Aa, Fru Madsen hun var ked af, at vi kom. Hun bryder sig vist ikke om mig mere. |
| ENKEFRU MADSEN | Ja mit Barn, de sociale Problemer, de er til Dato noget ukomplette. Det er nu min Mening. Kom saa og lad os gaa en Tur. |
| TÆPPE | efter 1. akt. |
INTRO ■ 1. AKT ■ 2. AKT ■ 3. AKT ■ ANMELDELSE