Barnets Ret 3. akt

Afsnit
BarnetsRetAkt3
GENERALINDE WALLIN KARL WALLIN, hendes Søn
ELINE, hendes Niece JONNA, hendes Niece
KAPTAJN, BARON FALKENHERTZ FRØKEN CAROLINE VON SWITZER
ENKEFRU MADSEN
IDA EN TJENER
3. AKT I Haven lidt senere paa Dagen. Generalinden, Jonna, Falkenhertz og Frøken von Switzer sidder ved Bordet og drikker Te. Falkenhertz har et Gartnerkatalog i Haanden, hvoraf han læser op, mens Generalinden og Frøken von Switzet noterer.
1. Scene Generalinden. Jonna. Frøken von Switzer. Falkenhertz. Senere Wallin.
FALKENHERTZ (i en resigneret Tone)
Lilium Longiflorum Giganteum, Lancifolium Rubrum Spectabilis.
GENERALINDEN Den har jeg der henne
CAROLINE VON SWITZER Det tror jeg ikke. Den drives som Musæumsart.
GENERALINDEN Jo— De skal selv se
(remser afsted)
Lilium Lancifolium Speciosum, Rubrum Incomparabilis, Rubrum Schrymakerii
CAROLINE VON SWITZER Vi kan ikke følge med —
FALKENHERTZ (langsomt)
Speciosum Rubrum Melpomene
JONNA Det dystre Navn kender vi da det passer til Deres Mine, Falkenhertz. Ja, nok maa De tørre Panden. Det er sandelig for varmt i Dag til Gartnerlatin.
FALKENHERTZ Ja Gu er det saa.
(ser paa Frøken von Switzer)
Det Vil Sige, en saadan samlet Oversigt over Havekunstens Vidundere er jo i og for sig yderst interessant.
CAROLINE VON SWITZER De har for saa vidt Ret, Baron, som Kulturhistorien virkelig viser, at Varme er lammende for Handlekraften. Stadig ser man jo Civilisationen stige mod Nord.
JONNA Undskyld, Frøken von Switzer, vil De ikke have et Stykke Sandkage?
CAROLINE VON SWITZER Nej, jeg takker. Kulturens Vugge stod i Indien, derfra gik den til Ægypten.
JONNA Ja vel!
(byder Falkenhertz Kage)
FALKENHERTZ (tager i Smug)
Tak, superb! Rigelig med Æg — og Smør.
CAROLINE VON SWITZER Tænk saa Grækenland og Rom, senere Pavehofferne — og nu florerer den i Nordevropa.
FALKENHERTZ (forsøger lidt Spøg)
Altsaa ender den i Grønland med Skindbukser paa. Jeg mener — Kulturen.
JONNA Skal vi saa ikke bede Frøken von Switzer først holde lidt paa den her.
Wallin kommer ind fra venstre og vil gaa videre, da han ser Selskabet.
GENERALINDEN (fanger ham)
Ah, der er Karl. Drikker Du ikke en Kop The med os?
KARL WALLIN Nej Tak. Jeg skulde hen og afsende et Telegram.
GENERALINDEN (nervøs)
Aa det Telegram! Du sagde, at Du vilde vente til senere.
KARL WALLIN (nærmer sig)
Det er sandt. Det lovede jeg Dig.
GENERALINDEN Slaa Dig saa lidt til Ro hos os. Vi mister jo snart vore kære Gæster, maa Du huske.
KARL WALLIN (sætter sig hos Frøken von Switzer)
Saa maa jeg jo benytte Tiden saa længe som muligt.
GENERALINDEN (med et Blik paa dem)
Men før vi gaar videre med Liliearterne, vil jeg blot gaa hen og se, om det virkelig ikke er Lancifolium Rubrum Spectabilis, jeg har. Kom Jonna og hjælp mig, og De, Falkenhertz, vil De ikke nok mærke af i Kataloget.
JONNA Kom værsaagod. Kryds ved Spectabilis.
FALKENHERTZ (følger misfornøjet med)
Med største Fornøjelse.
De gaar hen i Baggrunden, hvor man ser dem bøje sig over et Bed og derpaa langsomt forsvinde ud til højre. Frøken von Switzer, der har lagt Niterke til Manøvren. sætter sig til Rette og ser afventende ud.
3. AKT
2. Scene Wallin. Frøken von Switzer.
KARL WALLIN Frøken von Switzer
CAROLINE VON SWITZER (efter et Ophold)
Altsaa, Karl Wallin — De er her igen. Endelig. Naa. Dette Øjeblik, hvor vi igen vilde sidde og tale sammen paa denne hjemlige Plet, har jeg mangen Gang udmalet mig.
KARL WALLIN Jeg haaber — med Glæde?
(med lidt Anstrengelse)
Ligesom jeg har gjort det.
CAROLINE VON SWITZER Det glæder mig at høre. Ja, den lille Mislyd, som før Deres Afrejse gjorde vor Afsked lidt mindre hjertelig, den er ganske forstummet — for mig.
KARL WALLIN Jeg haabede det.
CAROLINE VON SWITZER At den ogsaa er det for Dem, har jeg erfaret af Deres Moder.
(lidt fortroligere)
vi har nemlig omgaaedes en Del.
KARL WALLIN Det ved jeg.
CAROLINE VON SWITZER løvrigt ogsaa af de interessante Postkort og andet, som De stadig har haft den Opmærksomhed at sende mig.
KARL WALLIN Og som De saa elskværdigt har besvaret. Jeg takker Dem derfor.
CAROLINE VON SWITZER Jeg beder!
Afventende Pavse
CAROLINE VON SWITZER (da han ikke siger noget)
Jeg vidste, De vilde komme, naar først Deres Gærning der ude var bleven til det solide Fodstykke, som De kunde hæve Dem paa for at se ud mod en ny Virksomhed herhjemme. Jeg kender Dem. De har sikkert Deres Maal og vil naa det, hvad enten det bliver i Administration, i Forretningsliv eller Politik. Hvorfor ikke Politik? Erfaringen viser jo, at det kun er i sit eget Land, man løser de betydningsfulde Opgaver.
KARL WALLIN Jeg er jo bleven lidt fremmed for Forholdene.
CAROLINE VON SWITZER Alting tager sig jo ved første Øjekast lidt akavet ud efter en lang Fraværelse, men det fortager sig. Det er, som Deres Moder siger naar De ved en jævnbyrdig og ligeledes maalbevidst Hustrus Side — eventuelt — gaar Skridt for Skridt fremad i Deres Fædrelands Tjeneste, saa er De inde paa den rette Vej.
KARL WALLIN Min Moder ser rigtigt. Ved en god Hustrus Side er man allevegne paa den rette Vej.
CAROLINE VON SWITZER (med en lille Bevægelse imod ham)
Sikkert, og De skal se –
KARL WALLIN (en Tanke afværgende)
Men her hjemme har jeg ikke fundet nogen Vej at vandre med Glæde. Jeg vilde netop sige — ja, jeg vilde sige Dem, at jeg rejser igen. Til Østen.
CAROLINE VON SWITZER (trækker sig lidt tilbage)
Det har jeg ikke hørt et Ord om. Det mener De vel heller ikke.
KARL WALLIN Desværre — jo.
CAROLINE VON SWITZER (endnu overtalende)
Livet i de fremmedartede Zoner kan det virkelig tilfredsstille Dem? Jeg har jo ikke selv paa mine Rejser været i Østen endnu, men jeg har faaet det vistnok korrekte Indtryk, som Deres Moder ogsaa har, at Evropæernes Liv derude, trods al ydre Luksus ikke er aandelig befrugtende. Ikke noget for Deres Ævner. De bør blive her, hvor De hører til.
(ser paa ham)
Jeg vilde idetmindste gærne have, at De skal blive.
KARL WALLIN Jeg takker Dem for Deres Sympathi. Men jeg kan det ikke.
CAROLINE VON SWITZER (retter sig lidt paa Stolen)
Det er Deres Alvor at ville bort?
KARL WALLIN Ja, det er afgjort. Jeg modtager en Stilling, der er mig tilbudt derude.
CAROLINE VON SWITZER (endnu mere rank)
Ja saa! Og De har slet ikke tænkt paa at meddele mig noget om det, før De traf Bestemmelsen?
KARL WALLIN Jeg har først taget min Beslutning i Dag meget imod min Moders Ønske.
CAROLINE VON SWITZER I Dag her — det var mærkeligt.
KARL WALLIN Det kan lyde underligt, men saadan er det.
CAROLINE VON SWITZER (nu saa stiv som en Pind)
Jeg kan kun sige, at det forbavser mig lidt.
(rejser sig og ser sig om)
Hvor har jeg lagt min Kaabe?
KARL WALLIN (undskyldende)
Hvis jeg siger Dem, at –
CAROLINE VON SWITZER (afbryder kategorisk)
Ja, kære Karl Wallin, ifald De, hvad jeg har forstaaet af Deres Moder — ja, ifald De har næret Ønsker — Planer, der knyttede sig til de Forhaabninger, vi dengang nærede sammen, saa maa jeg sige Dem, at —
KARL WALLIN (skynder sig).
Kort sagt, De giver mig en Kurv.
CAROLINE VON SWITZER Lad os tale ærligt. Jeg ønsker ikke at emigrere til fjerne Egne kan det ikke. Jeg har mine Virkefelter her. Og jeg har meget at raade over og meget at staa til Ansvar for.
KARL WALLIN Selvfølgelig det forstaar jeg — saa godt —
CAROLINE VON SWITZER Jeg kunde tænke mig — eventuelt —at overgive Halvdelen af dette Ansvar til en Mand, jeg satte højt og igen med ham at dele et Maal — noget at kæmpe for. Men De maatte dog have kendt mig nok til at vide, Karl Wallin, at jeg lader mig ikke efter en Andens Forgodtbefindende pakke i en Portemanteau sammen med Plaiden og pakke ud igen mellem Kinesere og Malajer paa den anden Side Jordkloden. Det maatte De have drøftet — spurgt mig til Raads om — paa Forhaand.
KARL WALLIN Ja, det burde jeg jo jeg fulgte kun mit eget Formaal.
(hjertelig)
Kære Caroline, maa jeg for gamle Dages Skyld have Lov at kalde Dem saadan — ja, Caroline, jeg forstaar saa godt, at jeg ikke er værdig til Dem — til Deres Begavelse, Deres Stilling, Deres overlegne Blik paa alt. Lov mig blot, at De vil mindes mig, naar jeg er langt herfra, som en Ven, der ikke havde Lykken med sig mindes mig med lidt Sympathi.
CAROLINE VON SWITZER (en Tanke formildet)
Det vil jeg tilvisse. Jeg havde, ligesom De, tænkt mig Muligheden af noget andet eventuelt. Dog, jeg ser jo stærkt personligt paa Livet — ogsaa De har Deres afgjorte Vilje, det ser jeg her. To saa maalbevidste Personligheder udgør vistnok en daarlig Enhed. Godt maaske, at det gik op for mig for os i Tide.
(giver ham Haanden)
De er fast bestemt paa at rejse — vel, men det maa saa blive uden mig. Det maa De sige Deres Moder. Jeg ønsker Dem alt godt paa Vejen, men dennegang kan jeg ikke love hende — og Dem — at vente.
(med en Bevægelse mod Huset)
De har mig undskyldt.
Hun gaar med en ophøjet Hilsen ud til venstre, idet Generalinden ledsaget af Jonna og Falkenhertz kommer ind fra højre i Baggrunden. Generalinden, der ser ud som et stort Spørgsmaalstegn, ser bestyrtet Frøken von Switzer forføje sig bort med misfornøjet Holdning. Hun iler hen tit Wallin, mens Jonna interesseret ser paa dem, og Falkenhertz fanger en flyvende Myg.
GENERALINDEN Nuvel Karl?
KARL WALLIN (trækker paa Skulderen)
Intet hindrer mig nu i at rejse, Moder.
GENERALINDEN (forstaar og falder lidt sammen)
Forbi — altsaa
KARL WALLIN Nu kan jeg rolig afsende Telegrammet. Kom, følg med mig over paa Stationen og affat det for mig. Det vil bringe mig Lykke. Vil Du Tak saa gaar vi sammen.
Han lægger kærligt hendes Arm i sin og gaar ud med hende til højre i
Forgrunden.
3. AKT
3. Scene
FALKENHERTZ Skal vi ikke ogsaa gaa?
JONNA Se Dem kun om. Her er skam Ingen at falde tilbage paa uden mig. Ja, det er slemt nok, siden De undgaar mig, som jeg var pestbefængt.
FALKENHERTZ Paa ingen Maade — hvor kan De tro —
JONNA Ikke det! Saa meget des bedre. Jeg synes heller ikke, der er nogen særlig Grund til, at vi To gaar udenom hinanden.
FALKENHERTZ Bevares hvis at ja saa er det blot fordi – fordi —
JONNA Fordi der nu er bedre Udsigter for Dem.
FALKENHERTZ De har lagt Mærke til i Dag at –
JONNA Jo — det er ikke saa svært. Men tror De, det gaar?
FALKENHERTZ Tror De ikke?
JONNA I hvert Fald raader jeg Dem — ifølge det gamle Ord om de rørte Vande, til at benytte Øjeblikket nu, mens hun er lynende gal i Hovedet — paa en Anden. Nu eller aldrig.
FALKENHERTZ De mener, at — at jeg i Dag nu her—
(tager sig beklemt til Struben)
Hør, sig mig, ved Frøken von Switzer, at De og jeg har været forlovede rigtig?
JONNA Det har jeg virkelig ikke undersøgt.
FALKENHERTZ Det vilde interessere mig at vide.
JONNA Jeg skal undersøge Terrænet.
FALKENHERTZ Vil De? Men med Diskretion.
JONNA Bevares!
FALKENHERTZ Hvis hun ikke har hørt det, saa ikke et Ord — ikke et Ord, hører De, men hvis hun ved det, saa vil jeg bede Dem om at oplyse hende om, at det var Dem, der slog op, for det var det.
JONNA Ja, det ved Gud det var.
FALKENHERTZ Jeg vilde grumme nødig staa i hendes Øjne som en Mand, der svigter sit Ord, naar netop — mine Principer — Principer —
JONNA Kort sagt, De vil have, at jeg skal tale lidt pænt om Dem.
FALKENHERTZ Akkurat. For ser De — Dem vilde hun jo høre paa.
JONNA Som den Erfarne, mener De. Men vil hun saa ikke sige: Hvorfor i Himlens Rige slog De op?
FALKENHERTZ De maa ogsaa gærne antyde, at De fortryder det.
JONNA Tak. Skal ske.
FALKENHERTZ Jeg mener De kunde blot sige, at – at i Timer, hvor De føler Dem ene, der tænker De tidt paa, hvad jeg var hvad jeg er — som Familiemenneske. Det tør jeg trygt sige.
JONNA Tænk, hvad jeg gik glip af.
FALKENHERTZ (rives med)
Det gjorde De paa Ære.
(fortrolig)
Naar jeg betænker, at jeg aldrig forlod min Kone under hendes Sygdom eller saa godt som og at jeg aldrig — enfin — kort sagt — saa maa man jo dog sige, at det er ganske skikkeligt, ikkesandt, og det lover godt for –
JONNA For den næste.
(smiler)
Tør jeg spørge, skal jeg ogsaa sige det?
FALKENHERTZ Ved De hvad, det er skam sjælden i vore Dage at kunne stemple en Mand som en pligttro Ægtefælle.
JONNA Hvis ikke De var saa beklemt, at De er utilregnelig, vilde jeg her sige: Smigrer De Dem med, at De kender Kvinderne, min Brave?
FALKENHERTZ Kvinderne det er vor Kval og vor Fryd.
JONNA Det har jeg hørt før maaske af Dem.
FALKENHERTZ Det er ikke usandsynligt.
JONNA Ja ja, der er noget oplivende i den Tanke at skaffe Dem en anden Kone istedetfor mig selv, der kneb ud.
FALKENHERTZ (lidt krænket)
Kneb ud!
JONNA De kan gøre Regning paa mig. Jeg skal gøre hvad jeg kan.
FALKENHERTZ Aa — Tak
JONNA (vender sig lidt)
Der tror jeg, Deres Længslers Genstand kommer silkeraslende. Gaa saa og mand Dem lidt op og kom igen om lidt.
FALKENHERTZ Har De noget imod, at jeg opholder mig lidt her i Nærheden?
JONNA Værsaagod. For mig maa De gærne lure.
FALKENHERTZ (bebrejdende)
Lure – hvor kan De nu sige saadant noget — jeg har da Lov at gaa i Haven.
JONNA Det siger jeg jo — værsaagod. Haven er aaben for de sædvanlige Forlystelser.
FALKENHERTZ Kære Jonna, hvor er De bleven sød med Aarene.
JONNA De farer vild i det. Det er ikke mig, De gør Kur til.
FALKENHERTZ Jeg havde ved Gud nær sagt — desværre.
Han gaar hurtigt til Side bag en Busk, da Frøken von Switzer kommer fra venstre, iført Hat og Kanbe. Under den følgende Scene ses Falkenhertz af og til at stikke et misfornøjet Ansigt frem bag om Busken.
CAROLINE VON SWITZER Ah, Frøken Malling! Hvor er mon Generalinden? Jeg vilde gærne sige hende Farvel.
JONNA Hun kommer vist straks, men haster det saa meget? Vil De ikke tage Plads saa længe — her er jo køligt. Jeg sad netop og tænkte paa det, De før sagde om Kulturen — saa træffende — og i Nietzsches Værk: Zur Genealogie der Moral, der siger han — eller er det Kant
(tager sig til Panden)
aa, De maa undskylde, hvis jeg er lidt adspredt. Jeg har nemlig haft et ganske uventet Møde her i Dag, og en Samtale, et Opgør, som har angrebet mig stærkt. Ja, De ved vel sagtens, at jeg har været forlovet med Baron Falkenhertz?
CAROLINE VON SWITZER (overrasket)
Nej, det vidste jeg ikke.
JONNA Ikke — jo, jeg har. Han var her lige. Det er jo saa land underligt saadan med eet at se sin Fortid lige i Øjnene.
CAROLINE VON SWITZER (rømmer sig deltagende)
Tilvisse.
JONNA Hvad synes De om ham?
CAROLINE VON SWITZER (behersket).
En udmærket Selskabsmand — passer ved en Diner af enhver Art. Privat ved jeg — tager han sig saa skikkeligt af sin svage gamle Moder — jeg har ogsaa hørt, at han var en opofrende Ægtemand under sit korte Giftermaal. Altsammen fortræffeligt for saa vidt —
JONNA Skikkelig! Falkenhertz.
(ler lidt) Naa saadan — jo pyt.
CAROLINE VON SWITZER Hvadbehager?
JONNA Jeg sagde — jo pyt! De, der er saa artige udadtil, det er de allerværste.
CAROLINE VON SWITZER (interesseret)
De mener, at —
JONNA Een Ting maa man lade ham — han ser io storartet ud.
CAROLINE VON SWITZER (lidt overrasket)
De finder — jeg maa sige —
JONNA (med et Blik til Busken)
Som man tænker sig en af Wallensteins blodrige og robuste Soldater med det stærke Livsbegær. Dem med Knebelsbarterne og Nonneklostrene.
CAROLINE VON SWITZER Nu, De siger det, saa — ja, der er noget —
JONNA En hastig Omfavnelse og afsted i Galop med Fjerhatten paa Snur og et rask Slag paa Tasken
CAROLINE VON SWITZER Men Gud
JONNA Saadan er han i moderne Lignelse. Naturligvis — man skaber sig kun Lidelser ved at stille for store Fordringer til Mandfolks moralske Leveregler, men —
(ryster paa Hovedet)
han er forfærdelig.
CAROLINE VON SWITZER De konsternerer mig.
JONNA Jeg siger Dem — tag Dem i Agt. Jeg saa det Blik, han sendte Dem ned over Deres Taille og andre Formationer.
CAROLINE VON SWITZER Aa, jeg beder Dem.
JONNA Men han er jo rasende sød. Ser De, jeg var opdraget i et adstadigt Professorhjem, saa jeg lavede jo Scener med Taarer og Nerver. Og hvad endte det med at han slog op. Jeg troede, jeg havde taget min Død.
(sukker)
Men man dør jo ikke.
CAROLINE VON SWITZER Nej. Ikke af det. Hans Hustru hun elskede ham altsaa ogsaa?
JONNA Kære hun døde af det. Det var en forfærdelig Operation.
CAROLINE VON SWITZER Gud.
JONNA Ingen bliver jo elsket som de utro Mænd.
CAROLINE VON SWITZER Det er jo afskyeligt.
JONNA Og da de bliver elskede baade af Konerne og af de Andre, saa har de alle Fordele.
CAROLINE VON SWITZER Det maa altsaa have sin Grund i et dybtliggende Instinkt hos Kvinden fra de Urtider, hvor Manden —
Falkenhertz er kommen frem og gaar hen til Damerne med en Mine, som om han kom langvejs fra. Han kaster et forbitret Blik til Jonna.
JONNA Ah, der er jo selve Baronen. De kommer nok fra en ensom Vandring i Naturen. Jeg sad saamænd og roste Dem til Frøken von Switzer.
FALKENHERTZ (bister)
I saa Fald vilde jeg være Dem yderst forbunden. Mine Damer — tillader De, at jeg anbefaler mig?
JONNA Jeg er saa naadig at tillade det; jeg ved ikke, hvad Frøkenen siger.
CAROLINE VON SWITZER (uventet imødekommende)
Vil De dog ikke heller vente, til mit Automobil kommer om lidt, kære Baron. Saa kan De eskortere mig — jeg skal nok indrette Farten efter Deres Ridehoppe.
FALKENHERTZ (henrykt)
I saa Fald faar den Vinger, Frøken.
JONNA Siden De virkelig lader til at ville afsted, vil jeg gaa hen til Blodbøgen og se om min Tante ikke kommer. Undskyld, at jeg forlader Dem saa længe, Frøken, men jeg overlader trygt vor kære Baron at underholde Dem. Ja, Falkenhertz, jeg sagde lige før De kom, at ved en tete ä téte med Dem er en Dame altid sikker paa, at De forstaar at vælge det Æmne, der fængsler.
Hun gaar med en lille Haandbevægelse til Falkenhertz ud i Baggrunden til højre.
FALKENHERTZ (ser paa Frøken von Switzer med Erobrermine)
Frøken von Switzer — vi er alene — enfin seuls!
CAROLINE VON SWITZER (paa sin Post)
Hvad Frøken Malling udtalte om de Æmner, der interesserer Damer, maa jeg dog sige, at det er i høj Grad individuelt, hvad der griber. Der findes Æmner, som –
FALKENHERTZ Der er kun eet Emne et eneste mellem Mand og Kvinde
(rykker nærmere)
Caroline, Kærligheden — Elskoven alt andet er tomt — ligegyldigt —
CAROLINE VON SWITZER Ogsaa Kærlighed maa bygges paa den Morallære, hvis Dybde netop bestaar i at –
FALKENHERTZ (helt modig)
Hvor jeg har lidt — Caroline — og længtes — higet
CAROLINE VON SWITZER (rykker lidt bort)
Bestaar i at tilpasse Livsindholdet efter
FALKENHERTZ (rykker efter)
De er Livsindholdet, Caroline, selve Livet for mig. Endelig endelig tør jeg kalde Dem min.
(tager hende om Livet)
CAROLINE VON SWITZER (lader ham gøre det)
Det maa vi tale om — uddybe
FALKENHERTZ (trykker hende til sig)
Ja, uddybe sammen — saa længe vi lever.
Jonna er kommen tilbage. Da Frøken von Switzer ser hende, retter hun sig og sidder stiv og strunk paa Bænken.
JONNA (drilsk)
Men Gud, sidder De her endnu, Falkenhertz, og lader mig gaa og lede alene efter Generalinden.
FALKENHERTZ (forlegen)
Jeg glemte rent — vi faldt i Snak
JONNA Jeg troede, De var gaaet med Frøken von Switzer hen at søge efter min Tante i Nøddegangen. Der er Skygge –
(ser paa dem)
og der er Stemning.
FALKENHERTZ Det var netop Stemning vi søgte om jeg mener — talte om, og hvis Frøken von Switzer vil fortsætte vor Samtale i Nøddegangens lønlige Skygge, saa — saa — — jeg mener —
(med en Kraftanstrængelse)
det er jo som oftest gennem Skyggen, vi Mennesker skal vandre for at naa til Lykkens sollyse Land. Frøken — min Arm
Hun ser et Øjeblik nølende paa ham, tager saa hans Arm, og de gaar stærkt optagne af hinanden ud til venstre i Forgrunden.
JONNA (ser efter dem og ler)
Ak ja, hvem der var ung — som de!
Hun vender sig, idet Generalinden med lidt træt Holdning kommer ind fra højre i Forgrunden.
3. AKT
4. Scene Generalinden. Jonna. Senere Wallin.
JONNA Hvor er Karl? Har Du sat ham overstyr paa Vejen? Ikke, naa, tag Dig i Agt det kan komme.
GENERALINDEN (ængstelig)
Hvad er der er der noget — ?
JONNA Hvor er Karl? Har Du sat ham overstyr paa Vejen? Ikke, naa, tag Dig i Agt det kan komme.
GENERALINDEN (ængstelig)
Hvad er der er der noget — ?
JONNA Ikke andet end at jeg har beundret din politiske Sans i Dag. Jo mere Du har pillet ved Spilleværket, jo mere er det kommet i Uorden.
GENERALINDEN Aa – saadan. Karl kommer straks. Vil Du tale med ham?
JONNA Jeg ønskede at sige ham noget — ja, Du ved det naturligvis — at Eline vil tage bort fra dit Hus. Hun følger med mig i Aften.
GENERALINDEN Naa ja, jeg ventede det for saa vidt, og det gør mig meget ondt, især da jeg nu ogsaa mister Karl.
JONNA Det kan Du vist takke Dig selv for.
GENERALINDEN (rejser Hovedet)
Du mener — ?
JONNA (trækker paa Skulderen)
Ja, naar man stikker Fingrene i Hjulet, saa klemmer man sig blot og faar blaa Negle.
GENERALINDEN (slaar det hen)
At Eline tager bort, maatte jo blive Følgen af den Samtale, hun i Dag har haft med min Søn. Jeg forstaar og jeg respekterer det Svar, hun altsaa har givet ham saa taktfuld og diskret, som det var at vente. Efter det er hun mig kærere end nogensinde.
JONNA (tørt)
Det var jo dejligt.
GENERALINDEN Ja, Jonna, ligefra Du og Eline blev forældreløse, ved Du, at det har været mig magtpaaliggende at være noget for jer.
JONNA Ja Tak. Det maa Eline nok sande i Dag.
GENERALINDEN Den Ugenerthed, som følger med dit uafhængige Levesæt, var jo ikke helt efter din mere adstadige Families Smag.
JONNA Hvorfor jeg gav Familien en god Dag.
GENERALINDEN Ja, Du er vist lykkeligst ved at sejle din egen sø, men Eline er jo helt anderledes. Hun har saa meget af Kvindens Følelse, Damens Instinkt.
JONNA Maa jeg takke.
GENERALINDEN At jeg vil savne hende daglig og er hende erkendtlig for saa meget, det behøver jeg ikke at sige. Dog, jeg forstaar, at det i dette Øjeblik vil være ørkesløst at overtale hende til at blive.
JONNA Det vil det.
GENERALINDEN Men ikke paa nogen Maade kan jeg tillade, at din Søster forlader mit Hjem, der i saa lang Tid ogsaa har været hendes, medmindre jeg sørger for, at hendes Tilværelse bliver saa sorgfri, som det nu efter Forholdene lader sig gøre.
JONNA Hvis det er Pengehjælp, Du vil tilbyde, saa tager hun næppe derimod.
GENERALINDEN Det gør mig ondt, for at tage imod Penge, det er et større Tegn paa Venskab end at give dem.
JONNA Aa, Du taler om Penge og Forhold og Takt og alt saadant noget. At snakke med Dig er som at prøve at stikke Ild i et Springvand. Hvor er det muligt, Tante Josefa, at Du ikke i dette Øjeblik, der er saa svært for hende, blot aabner hende dine Arme som en Moder og en Veninde at Du ikke siger hende de Ord, der strømmer lige fra Hjertet og derfor hjælper paa alt. Hvorfor kan Du ikke tale lige ud af Posen og gaa løs paa Sagen, som den er, i jævne og varme Ord. Du er da vel nok et Fruentimmer et Sted i Bunden, Du ogsaa.
GENERALINDEN Naar Du bebrejder mig alt dette, saa maa Du huske, at jeg hører til en Tid, hvor man ikke talte saa meget og især ikke saa aabent om Livets vanskelige og pinlige Ting, som man gør det nu. Men ser Du, selv om vi dengang talte forsigtigere om den Slags, saa forhindrede det ikke, at vi kunde føle en vis bunden Varme. Du kan være sikker paa, at hvordan end Livet stiller sig for Eline, skal jeg værne om hende og hendes Barn, enten hun ved af det eller ej.
JONNA Det var Ret, Tante Josefa. Der kom dog en lille Gnist.
Wallin kommer ind fra højre i Forgrunden.
GENERALINDEN Ja Karl, jeg maa fortælle Dig ja — jeg har den Sorg, at Eline ønsker at forlade vort Hus paa Grund af nedbrudte Nerver.
KARL WALLIN (koldt)
Ja saa!
GENERALINDEN Hun mener at tiltrænge andre Omgivelser og tager i Aften bort med sin Søster.
KARL WALLIN (gentager)
Ja saa!
GENERALINDEN Jeg vil gaa op og give Besked derom.
JONNA Og Du snakker om nedbrudte Nerver, lille Tante, naar det er Dig selv, der har brækket dem ned — jo vist er det saa. Og hvad har Du saa med samt din bundne Varme faaet ud af, at Du ikke kunde lade Planterne vokse i Fred — Vanheld over hele Linjen.
(smelter efterhaanden ved at se paa Tanten)
Aa ja, ogsaa for din egen Konto. Karl rejser og Eline rejser, og din von Switzer forsvinder og jeg forsvinder det bryder Du Dig nu mindre om. Men Resultatet er alligevel, at de spredes for alle Vinde, Hver med sit Grundskud for Livet, og der sidder Du paa Valen alene aa ja, Tante Josefa — alene!
(Hun gør en Bevægelse imod hende)
GENERALINDEN Ja Jonna, Du udtrykker Dig nu saa kategorisk, men i noget har Du Ret. Skæbnen har lært mig i Dag maaske for sent, at de Ældre trækker det korte Straa, naar de vil blande sig i deres Børns Hjertesager. Dem maa de selv stride med. Ja Du — jeg har faaet at se, at Mødre maa resignere i den stærkeste Kærlighed, det forundes Kvinder at føle — den til deres Sønner. Jeg faar gode Stunder nu til at tænke paa det, Og det skal jeg, Karl.
KARL WALLIN (gaar hen til hende)
Aa Moder —
Han kysser hende kærligt paa Panden. Hun ser op paa ham, gør en lidt modløs Bevægelse og gaar ud til venstre i Baggrunden.
3. AKT
5. Scene
JONNA (vender sig mod Wallin)
Naa, lille Karl, lad mig saa faa fat paa Dig. Det bliver vist det bedste, for I andre har da faaet det hele grundig forkludret.
KARL WALLIN Du giver vist nok min Moder for meget af Skylden. For den Virkning, Forældrene har paa Børnene, den er og bliver dog kun paa Overfladen. Det er dybere inde i En selv, at Bestemmelserne for Livet træffes. Og den Bestemmelse, der maatte tages her, det var, at Eline og jeg gik Hver til Sit.
JONNA Men det vil jeg altsaa ikke have. Nej, jeg kan ikke rolig staa og se paa, at Du skilles fra Eline paa den Maade, og at Du tager saa pinende fejl af hende og af det, hun gør. Det har hun ikke fortjent.
KARL WALLIN Det kan gærne være, at jeg tager fejl, men det bryder hun sig saamænd ikke om. Hun har selv sagt mig, at der er en Anden, hun elsker.
JONNA Hvor er Mandfolk dog nogle Klumpedumper. I tramper afsted gennem Livet med Træsko paa, ikke alene paa Fødderne, men ogsaa paa hver eneste Finger. Jeg tror min Sandten ikke, der er Nerver i Luften omkring jer. I skal have tunge Ord hængt paa Føletraadene, for I forstaar det, der ikke siges.
KARL WALLIN Men de Ord, dem fik jeg jo ogsaa tydelige og tunge — som Du siger.
JONNA Og for det, hun sagde, hørte Du altsaa ikke et Ord af det, som hun led under, at hun ikke kunde sige! Du gik bare din Vej, Klodsmajor — der ligger din Fejl. Er Du da hel og holden blind! Kan Du slet ikke se, hvor hun elsker Dig trods det, hun siger, og krymper sig under dine saarende Tanker og kolde Ord.
KARL WALLIN Saarende Tanker! Det er da ikke saa forfærdelig saarende at tro, at hun er forelsket i en Anden, især naar hun selv siger det, men naar det er saadan, saa kunde hun da idetmindste tale med mig om det —aabent og tillidsfuldt.
JONNA Kære Karl, de Anskuelser, Du og din Moder nærerpaa de Punkter, skal da ikke have indbudt hende til nogen særlig Meddelsomhed. Du har ramlet dem ud endnu i Dag, husker Du maaske i Duet med Frøken von Switzer.
KARL WALLIN Aa det – naa Herregud, jeg talte, som man gør, naar det drejer sig om den vage Almindelighed. Noget andet er, naar det enkelte Tilfælde staar foran En og ser paa En med sine graa Øjne.
JONNA Naa, Du begynder da endelig at opdage, at der er noget i Livet, som hedder det enkelte Tilfælde. Det var saamænd paa Tide.
KARL WALLIN Der er altsaa en Kærlighedshistorie i hendes Liv eller har været?
JONNA Selv hvis man kan sige har været — saa vilde hun altsaa være uværdig — eller føle sig saadan.
KARL WALLIN (studser)
Uværdig?
JONNA Ja, der er jo de Kvinder til, som tror den Slags. Hun hører til dem. Og hvad værre er — der er de Mænd, som tror det. Og dem hører Du til.
KARL WALLIN (heftig)
Jonna, Du maa sige mig, hvem det er eller var. Jeg maa vide det — jeg vil.
JONNA Han er død. Hun har netop faaet det at vide i Dag.
KARL WALLIN I Dag!
(med en Bevægelse, som om han husker noget – smertelig oprørt)
Aa — ham !
JONNA Ham — ja! — men det, der drog hende til ham, da hun var sytten Aar, det var en egen betagende — maaske frydefuld Angst, ikke Kærlighed. I hvert Fald var det noget grundforskelligt fra det, hun føler for Dig, det, der er som det lange lyse Liv i Godt og Ondt.
KARL WALLIN Men Herre Du min Gud, hvorfor svarede hun mig da, som hun gjorde?
JONNA Du bliver ved med din Træskodans! Tror Du, Kvinder svarer, som de maa?
KARL WALLIN Naa ja — hun svarede maaske, som hun skulde.
JONNA Netop. Hun svarede paa en Pligt. En kvindelig Pligt, som Du ikke forstaar.
KARL WALLIN En Pligt— ja, jeg forstaar nok, at en Kvinde kan have en Pligt overfor ham, hun elsker, men her — altsaa —
JONNA Hvorfor skal det nu endelig være en „Ham”? Er det utænkeligt, at der er noget andet, en Kvinde kan elske end „ Ham”, hun er forelsket i.
KARL WALLIN For Eksempel — et Minde, vil Du sige —
JONNA Der gives da ikke noget saa besværligt som at genne et forelsket Mandfolk ind i Sandhedens Baas. Du er ligefrem forbløffende behændig til at smutte udenom.
KARL WALLIN (bryder utaalmodig ud)
Det er maaske saadan, at jeg er lidt klodset og behover klarere Ord end I andre til at forstaa, men tag mig. som jeg er, pin mig ikke mere sig mig Sandheden.
Ida er konunen ind fra Baggrunden med en lille Buket Blomster i i Haanden.
IDA Undskvld — jeg vilde bare
JONNA Kom Du kun!
(gaar hen og tager hende om Skuldrene og fører hende frem med sig)
Aa, Karl, hvad kan det nytte. Selv om jeg stillede Sandheden lyslevende her for dine Øjne, tror Du saa, at Du vilde kunne kende den?
KARL WALLIN Hvad er det for en ung Dame?
JONNA Hun hedder Ida. Det er en lille Pige, som baade Eline og jeg holder meget af.
IDA ja —
Wallin scr paa hende, aner Sammenhængen og viger med et Ryk et Par Skridt tilbage, idet han ser paa Jonna, der stirrer lige ud i Luften. Han gaar saa hen, tager Idas Ansigt mellem sine Hænder, betragter hende et Øjeblik stift og gaar med en heftig Bevægelse mod Jonna ud til venstre.
3. AKT
6. Scene
IDA (ser efter Wallin)
Hvorfor saa den Herre saadan paa mig?
JONNA Du interesserede ham vel.
IDA (lidt tvivlende)
Aa, Gudved. Var det ikke Hr. Wallin?
JONNA Jo.
IDA Se den fine Buket jeg har til at tage hjem med. Gartneren sagde, jeg maatte gærne. De hvide Klokkeblomster, er de ikke yndige?
JONNA Holder Du meget af Blomster?
IDA Ja, det gør jeg rigtignok. Især hvide Blomster. De lyser saadan op i Stuen.
JONNA (mildt)
Du lille Kvinde!
IDA (ser mod Huset til venstre)
Kommer Eline slet ikke her ned?
JONNA Jeg ved ikke rigtig.
IDA For Fru Madsen siger, at nu skal vi snart afsted. Hun er straks færdig med at plukke Stikkelsbær til Gelée saadan en Kurv fuld!
(viser i Luften)
Men hun fik Lov af Generalinden.
JONNA Ja saa!
IDA For jeg vil saa forfærdelig nødig tage afsted uden at sige Farvel til Eline.
JONNA Ja, det skulde Du da idetmindste have Lov til.
IDA Og jeg tør ikke gaa op i Huset igen.
JONNA Nej, det er vist ikke værd. Men hvis Du vil blive her, saa skal jeg kalde paa hende.
IDA Aa Tak. Men kan det gaa an?
JONNA Ja — Gud maa vide det — saa latterligt det lyder.
IDA Eline er da ikke syg?
JONNA Just ikke syg, men hun er ikke glad i Dag.
IDA Nej, det kunde jeg nok mærke. Der er nogets hun er bedrøvet over.
(tøver lidt.
Jeg er saa bange for, at det er mig.
JONNA Vist ej. Hvorfor tror Du nu det?
IDA Jo, for — for jeg er nok ikke saadan rigtig heldig.
JONNA Vil Du nu blot lade være at gaa og spekulere paa saadant noget, din tossede Unge. Du skal blot altid være glad, naar Du ser Eline.
IDA (ivrig)
Det er jeg ogsaa det er jeg rigtignok. Men det kan være saa svært at vise det, for jeg ser hende saa sjælden, saa sjælden.
(lyser op, ieet hun ser ud)
Aa, der kommer hun. Der er Eline.
Eline kommer ind fra venstre.
ELINE Men Ida dog, hvad gør Du her?
IDA Jeg er ved at gaa.
ELINE Saa —
IDA Jeg har været i Haven hele Tiden — allevegne — jeg har faaet Lov. Her saa dejligt! Det er noget andet end inde i Byen. Aa, saadanne dejlige Roser er her, men dem turde jeg ikke plukke.
JONNA Det maa Du gærne. Pluk blot.
IDA (modstræbende)
Ja Tak, men — men jeg vil saa forfærdelig gærne blive og tale lidt med Eline, hvis jeg maa, inden jeg gaar.
ELINE (ser sig om)
Ja, men – Ida – nej
JONNA Jeg har altid bebrejdet Dig, Eline, at Du ikke havde Mod. Men jeg maa rigtignok sige, at Du har Mod til at være fejg, naar Du kan sige Nei til de Barneøjne, der beder. Ved Gud, det kunde jeg ikke gøre Dig efter. Nu gaar jeg, Ida, og plukker Blomster til Dig, kan Du tro.
IDA Aa Tak!
Jonna gaar ud i Baggrunden. Eline sætter sig paa Bænken under Træet.
3. AKT
7. Scene Eline. Ida.
IDA Tror Du vel, her kommer Nogen? Maa jeg sætte mig lidt hos Dig?
ELINE Ja, Ida, kom.
IDA (sætter sig paa Bænken)
Jeg vilde saa gærne bede Dig — aa, Du maa ikke længer være vred paa mig for de Skolepenge, Eline. Jeg vilde saa forfærdelig nødig tage hjem, før jeg var sikker paa, at Du ikke mere er vred.
ELINE Kan jeg da stole paa, at Du aldrig mere vil gøre saadant noget, Ida?
IDA Aa ja, det kan Du — det kan Du. Det har pint mig saa forfærdeligt, at jeg altid tænkte paa det — saadan lidt. Lad mig se paa Dig, at Du ikke mere er vred.
ELINE (ser paa hende og kysser hende)
Nej, det er jeg ikke, men jeg er endnu lidt bedrøvet. Jeg skal sige Dig, det vil være en saa uendelig Sorg for mig, hvis ikke Du bliver en god sød Pige.
IDA Ja, men det skal jeg nok — jeg lover — jeg skal. Men det er jo ikke altid saa let at vide, hvad der er rigtigt og hvad der er galt, for vil man nu se — Du og Fru Madsen — I synes jo dog ikke, at de samme Ting er rigtige. Hvem af jer har saa Ret?
ELINE Det er ikke altid saa let at sige. Men Fru Madsen er jo dog god imod Dig ikke?
IDA Jo, det tror jeg nok, at hun er.
ELINE Hvorfor siger Du, at Du tror det? Er Du ikke helt sikker paa det?
IDA Jeg kan ikke saadan forklare, hvad jeg mener. Ja, Du maa ikke tro, at hun ikke sørger pænt for mig det gør hun. For Eksempel, hun laver altid sød Suppe til mig, naar de Andre faar gule Ærter til Middag, fordi hun ved, at jeg ikke kan lide dem. Ja, det er virkelig betænksomt og pænt af hende.
ELINE Vist saa.
IDA Og hun passer ogsaa mit Tøj. Hun satte forleden nye Ærmer i denne Kjole synes Du ikke, de er ganske fikse? De sidder næsten lige saa godt som Franciskas, og hun faar dog syet hos en rigtig Skræderinde.
ELINE Men Du synes alligevel, at der mangler Dig noget?
IDA Nej — jo — det vil sige — Fru Madsen hun taler ikke saadan til mig og ser ikke saadan paa mig, at det paa en Maade kunde være mig det samme, om jeg sultede og frøs, naar blot jeg var hos hende. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige det.
ELINE (sagte)
Jeg forstaar Dig nok.
IDA Gid jeg boede hos Dig, Eline.
ELINE (Klapper hende paa Kinden og ser bort)
IDA Og naar jeg spørger hende om noget — for der er jo dog saa meget, man gærne vil have at vide, saa faar jeg nok paa en Maade Besked, men ikke saadan, at det bliver bedre og kærere at tænke paa bagefter, saadan som naar Du taler med mig.
ELINE (klapper hende paa Kinden og ser bort)
IDA Gid jeg kunde blive lidt her.
ELINE Aa, det kan Du ikke.
IDA Hos Gartneren — et Par Dage blot! Maa jeg ikke for min Hovedpine?
ELINE Nej, Ida, Du kan ikke. Jeg bliver her heller ikke.
IDA Ikke hvorfor? Der er slet ikke rart inde i Byen i Varmen.
ELINE Nej Du
IDA Og saa er mit Værelse saa lille og saa trist med den graa Mur at se paa.
(ser op i det Grønne.)
ELINE Men Du er vel ikke meget paa dit værelse?
IDA Jo, jeg er tidt alene, og saa tænker jeg paa saa meget. Fru Madsen har jo alt Sit, og jeg kan ikke lide den nye Pige hende Petrine. Hun ler saa ækelt højt.
ELINE Gør hun? Saa skal Du ikke være hos hende. Alt det, Du tænker paa, skal Du heller tale med mig om, naar jeg kommer.
IDA Ja. men Du kommer jo saa sjældent, og det, der falder En ind, kan man jo ikke saadan samle sammen og gemme.
Man skulde altid have Nogen at tale med, ja, Den, der var den Allerbedste For En, ikke?
ELINE Jo.
IDA Det jeg tænker allermest paa, det er, hvorfor jeg ikke har det som de Andre i Skolen. De har allesanunen Forældre og Sødskende, som de er hos. Sommetider spørger de ogsaa mig om min Moder. Hvad skal jeg saa sige?
ELINE (usikker)
At hun bor et andet Sted.
IDA For jeg ved det jo ikke selv, og det hjælper ikke, at jeg spørger. Nu spørger jeg ikke mere.
ELINE Jeg kender din Moder, Ida, og jeg ved, at hun tænker paa Dig, ligesom Du paa hende, og at hun ikke kunde tænke sig en større Lykke end at leve Livet med Dig og for Dig.
IDA Hvorfor kommer hun saa ikke?
ELINE Fordi hun ikke har kunnet.
IDA (lidt tøvende)
Eline, maa jeg have Lov at sige noget?
ELINE Hvad Du vil.
IDA Men lov mig, at Du ikke vil blive vred. Jeg skal hviske det ganske ganske sagte.
ELINE Hvad er det, Ida?
IDA (tæt ved hendes Øre)
Eline, er Du ikke min Moder?
ELINE (stirrer først paa hende, slaar saa Armene om hende)
Ida –
IDA Nej, nej, Du maa ikke græde. Du kan stole paa, at jeg aldrig skal sige det til noget eneste Menneske. Du kan da tænke, at det er saa dejligt for mig blot at vide det.
ELINE (ser bevæget paa hende)
Min kæreste søde lille Pige! Aa vidste Du, hvor jeg holder af Dig.
IDA Og jeg da! Jeg synes Ingen i Verden er som Du saa god og saa smuk og saa yndig. Jeg tror næsten, jeg kan huske hvert Ord, Du har talt med mig.
ELINE Sig mig, hvordan har Du faaet den Tanke, at jeg er din Moder?
IDA Den er kommen saadan lidt efter lidt, fordi Du var Den, der tog Dig af mig og var anderledes mod mig end alle Andre. Og saa den brune Plet, som Du har der paa din Haand, den har jeg io præcis ligedan paa Benet.
ELINE Ja, det har Du!
IDA Saa længe har jeg gaaet og tænkt paa, at jeg vilde tage Mod til mig og sige det til Dig, men jeg kan godt forstaa, at det maa være en Hemmelighed mellem os to.
ELINE Hvorfor forstaar Du det?
IDA Jo, for hvis det ikke var nødvendigt, saa lod Du mig ikke være borte fra Dig, vel?
ELINE Nej, det er sandt. Det gjorde jeg ikke.
IDA Saa maa der altsaa være Nogen ja, der maa være Mennesker, som holder os borte fra hinanden?
ELINE Ja.
IDA Det er underligt, der kan da ikke være noget ondt i, at en Moder og hendes Barn helst vil være samtnen. Kan der? Jeg kan idetmindste ikke begribe det.
ELINE Nej, ikke nu, men den Tid kommer nok, hvor vi kan tale sammen ogsaa om det, og hvor Du vil forstaa, at din Moder har haft meget at kæmpe Ined, hvoraf Du maa tage ogsaa din Del. Men naar man blot holder af Nogen af hele sit Hjerte, saa kan man aldrig blive helt ulykkelig. Du skal være min Trøst for alt.
IDA Og jeg skal være en god Pige, det lover jeg Dig.
ELINE Tak, Du.
IDA Hvor vi vil være glade nu, naar vi ses, ikkesandt, Tusinde Gange mere end før.
ELINE Min egen Kære.
IDA Det vi her har talt sammen, det vil vi aldrig glemme, vel?
ELINE Aldrig, Ida.
IDA (lytter)
Der kommer Nogen paa Grusgangen. Maa jeg blot have Lov til en eneste Gang at sige: Moder til Dig blot ganske sagte
(tager hende Hovedet og kysser hende)
Moder min Moder! Aa Tak. Saa skal jeg gaa.
ELINE (rejser sig)
Nej, Ida.
(staar rank som efter en pludselig Beslutning)
Nu skal Du sige det Navn højt, sige det til Alle. Fra nu af skal hele Verden vide, at Du er min Datter. Ja, fordi Du selv ved det.
IDA Aa – maa jeg sige det!
Wallin kommer ind fra venstre i Forgrunden og standser med et Ryk ved at se Eline og Ida sammen.
3. AKT
8. Scene
ELINE (rolig)
Karl, jeg tænker Du kommer for at tage Afsked med mig.
KARL WALLIN (søger efter Ordene)
Denne Dag har bragt saa meget –
ELINE Det har den alt er forandret for mig. Og før vi skilles, er der Noget, jeg maa sige Dig.
KARL WALLIN Sig det.
ELINE Du skal vide dette er min lille Pige.
KARL WALLIN Aa Eline, jeg anede det ved at se hende.
ELINE Jeg kunde ikke faa mig selv til det – jeg kunde ikke gaa den stride Strøm. Men imens jeg her har siddet og talt med min lille Pige, har jeg først helt og fuldt forstaaet, at havde jeg den Pligt overfor mig selv og jer at tie, saa havde jeg en endnu større Pligt imod hende, den at tale.
(rækker Haanden ud mod ham)
Ja, nu ved Du det. Selv om det skiller os ad for Livet, stoler jeg dog paa, at Du nu atter kan tænke paa mig med Hengivenhed, som Du gjorde før.
KARL WALLIN (staar et Øjeblik stille)
Eline, Hvornaar vil Du saa være min Hustru?
ELINE (ser forundret paa ham)
Hvordan
KARL WALLIN Tror Du, at jeg derfor vil opgive Dig? Hvad Hindring er der nu?
ELINE (lyser op i Glæde)
Det vil Du – det vil Du?
KARL WALLIN Ja, for jeg elsker Dig simpelthen, dermed er alting sagt. Hellere vil jeg tage min Part af din Fortids Sorger og Byrder end jeg vil give Afkald paa at leve min Fremtid med Dig. Det er da saa naturligt.
ELINE Men de Andre Omverdenen den vil aldrig give os Lov til at være lykkelige, Du og jeg.
KARL WALLIN Derfor spørger vi den heller ikke. Vi rejser vor Vej sammen — til andre Mennesker — andre Egne.
ELINE Det kan jeg ikke. Jeg kan ikke rejse fra min Datter, fra Ida.
KARL WALLIN Hun følger med os, om Du vil.
IDA (henrykt)
Aa, skal jeg med?
KARL WALLIN Det skal ikke være min Indsats i dit Liv, Eline, at skille Dig fra hende, naar Alle paa Jorden ved, at det at være Moder, er det varmeste og stærkeste, et Menneske kan føle. Dit Barn skal ogsaa være mig kært ikkesandt Ida, vi er Venner.
(klapper hende paa Hovedet)
ELINE Aa Karl, hvorfor kan jeg ikke sige Dig det, jeg føler.
KARL WALLIN (drager hende til sig)
Eline, min Elskede, det skal Du sige mig hele Livet igennem, ikke med Ord, men ved at gøre mig lykkelig.
Jonna kommer ind fra Baggrunden med en stor Buket Roser.
JONNA Se, Ida.
IDA (løber jublende imod hende)
Jeg maa blive hos hende hører Du altid! Jeg skal rejse med dem.
JONNA Naada! Nu faar Du Roser, Ida!
(giver hende Blomsterne,)
IDA Tak.
JONNA (gaar hen til de Andre)
Godt, Karl, det er rart at se, naar et Mandfolk gaar hen og bliver til en Mand.
(rækker ham Haanden)
KARL WALLIN Vi er maaske flere, end I tror. Naar bare vi faar Besked.
ELINE Ja Jonna, det Du ikke kunde faa mig til at forstaa, det lærte Ida mig blot ved at sige det ene Ord: Moder!
(tager Ida ind til sig)
JONNA (med Liv)
Hvad har jeg hele Tiden sagt: En Fader kan det være det samme med —
(giver Eline den anden Haand)
men at have en Moder — det er Barnets Ret.
TÆPPE ☺