Barnets Ret 2. akt

INTRO ■ 1. AKT ■ 2. AKT ■ 3. AKT ■ ANMELDELSE

GENERALINDE WALLIN	KARL WALLIN, hendes Søn
ELINE, hendes Niece	JONNA, hendes Niece
KAPTAJN, BARON FALKENHERTZ	FRØKEN CAROLINE VON SWITZER
ENKEFRU MADSEN
IDA	EN TJENER

2. AKT	Havestuen en Timestid senere. Den er rummelig og holdt i lys sommerlig Stil med en Del Blomster og Planter. Paa Væggene nogle Familieportræter. Til højre et Klaver. I Baggrunden staar aabne Døre ud til Haven. Paa Siderne Døre til den Øvrige Lejlighed. Idet Tæppet ruller op, kommer Selskabet ind fra Spisestuen til venstre, efter at have spist Frokost.
1. Scene	Generalinden. Wallin. Jonna. Falkenhertz. Frøken von Switzer. Senere Eline.
FALKENHERTZ	(til Generalinden) Charmant Omelet — ingenting kan passe bedre til Frokost end friske Champignons.
GENERALINDEN	Vi dyrker dem selv.
FALKENHERTZ	De har el lille Aroma, som ligefrem maner Billedet frem af en hyggelig Formiddagstime som denne (bukker og trykker hendes Haand) Deres Naade.
KARL WALLIN	Hvad Kogekunst angaar, er Falkenhertz en første Rangs Kender. Det ses paa ham.
FALKENHERTZ	(beskeden) Ros mig ikke!
JONNA	Jo, ros ham netop. Hvad kan Baronen ikke! Han rider og danser og spiller Fodbold og Fjerbold og Bridge og Klaver —
CAROLINE VON SWITZER	(sætter sig) Er Baronen ogsaa musikalsk?
JONNA	Gud, ved De ikke, han komponerer.
FALKENHERTZ	Aa — Bagateller! Jeg improviserer lidt i Mørkningen.
JONNA	Naa paa det Lag. Kaptajnen røbede ved Bordet, at han har komponeret en Vals til Fordel for pensionerede Underofficerers Enker.
KARL WALLIN	Skal de da have Bal?
FALKENHERTZ	Ha hi — nej, den skal sælges til Fordel for Damernes Alderdomsfond. Først skal den spilles ved Vagtparaden Stabshornist Møller har instrumenteret den. Jeg er nemlig ikke rigtig med paa Noderne, der hvor de er saa langhalsede i Diskanten og Bassen. Midt paa kan jeg.
CAROLINE VON SWITZER	Allerførst burde De dog sætte Dem grundig ind i Generalbas og Kontrapunktur, hvis det skal blive til noget.
KARL WALLIN	Det ligner Mathematik, min Ven, dit Yndlingsfag.
FALKENHERTZ	Men naar jeg komponerer, saa kommer det helt uden at jeg ved af det.
JONNA	Ja, Kunst er nem.
FALKENHERTZ	Det er den. Det er Følelse – voila.
CAROLINE VON SWITZER	(belærende) Bedste Baron, selv ved de mest instinktive Sjælsrørelser fornemmes der jo dog momentvis et udenforstaaende. Noget, hvoraf Individet er en Del. Spinoza forklarer det særdeles aandfuldt i sin —
FALKENHERTZ	(sagte til Wallin) Der har vi ham.
CAROLINE VON SWITZER	De kender det?
FALKENHERTZ	Bevares Spinoza – ham er jeg næsten Dus med takket være Dem, Frøken !
JONNA	(i Frøken von Switzers Manér) Ja ikkesandt, kære Falkenhertz, ved Studier i Mytherne og Historien har De ofte følt denne dybe Sammenhæng mellem Afsnittene i Verdensudviklingen. Som f. E. da Odysseus paa Rejsen fra Troya til Ithaka opdagede Amerika som det uundgaaelig nødvendige Bindeled mellem Platon og Mormonerne.
CAROLINE VON SWITZER	(betragter hende maiestætisk) De mener —
GENERALINDEN	Men Jonna —
CAROLINE VON SWITZER	(vender sig) Kære Baron, jeg vilde sætte Pris paa at høre Deres Vals.
FALKENHERTZ	(stærkt afværgende) Nej — jeg forsikrer Damerne — jeg kan ikke —
CAROLINE VON SWITZER	(lidt misfornøjet) Naa! Som De vil.
FALKENHERTZ	Men selvfølgelig — Deres Ønske er en Ordre, Frøken. (Sætter sig til Klaveret)
CAROLINE VON SWITZER	Hvad hedder den?
FALKENHERTZ	(forsøger et lille Blik) Hjerterdames Vals.
JONNA	Ah, det er den sentimentale Slags.
FALKENHERTZ	Ja. Det er en Sagtevals. Der, hvor Stabshornisten har sat engelsk Horn, skal jeg tillade mig at fløjte sagte.
	Han spiller en Valsemelodi som alle andre og fløjter undertiden dertil, idet han paa de sentimentale Steder vender Hovedet halvt mod Frøken von Switzer, hvilket fører til, at han et Par Gange griber fejl.
	(da han slutter) Bravo !
CAROLINE VON SWITZER	(behersket) Nydelig!
	Eline kommer ind fra venstre fulgt af Tjeneren med en Bakke med Kaffetøj.
ELINE	Ønsker Du, Tante Josefa, at Kaffen skal serveres her i Havestuen?
GENERALINDEN	Jeg ved ikke — hvad siger mine Gæster?
JONNA	Lad os dog drikke den ude i det Frie.
FALKENHERTZ	Nej, lad os dog endelig blive her. Er der ikke Myg derude?
KARL WALLIN	Det er der — Myriader.
FALKENHERTZ	Det tænkte jeg og jeg vil sige Dem —
JONNA	Hvor befinder De Dem bedre end i Fjendernes Mylr?
CAROLINE VON SWITZER	Jeg finder ogsaa, det er Synd at sidde inden Døre.
FALKENHERTZ	(slaar om) Selvfølgelig en herlig Sommerdag, det er det.
GENERALINDEN	(peger ud i Haven mod højre) Sæt saa Bakken ud paa Terrassen, Thomsen, udenfor Vinterhaven. (til de Andre) Værsaagod, kære Venner! Eline, Du er nok saa venlig at komme og skænke Kaffen.
	Hun gaar med Frøken von Switzer, Falkenhertz og Wallin ud i Baggrunden mod højre, fulgt af Tjeneren med Bakken.

2. AKT
2. Scene	Eline. Jonna. Senere Fru Madsen.
ELINE	Aa hør Jonna, vil Du ikke nok tage Dig af mine Pligter derude?
JONNA	Jo gærne. Huslig er jeg jo ikke saadan, men en Kop Kaffe kan jeg vel nok paatage mig at skænke.
ELINE	Jeg maa blive her inde for at tage imod Fru Madsen. Oppe paa mit Værelse.
JONNA	Er det nu fornuftigt? Plejer Du at tage mod Besøg der?
ELINE	Nej, men —
JONNA	Det vilde blot tage sig ud for Folkene, som om Du havde noget at skjule. Tag heller aabenlyst imod hende her, mens de drikker Kaffe derude.
ELINE	Ja, det er maaske det klogeste.
JONNA	Jeg skal nok holde dem levende saa længe.
ELINE	Gaa saa ud til dem, hører Du!
JONNA	Ja straks! Jeg vil blot gærne blive et Øjeblik her for at faa et Indtryk af denne Dame, som Du betror saa meget.
	Tjeneren kommer tilbage uden Bakken.
ELINE	Aa hør, Thomsen, vi venter en Dame, en Fru Madsen. Hvis hun skulde komme, saa vis hende her ind til mig.
TJENER	Hun sidder vist herude, Frøken, med en lille Pige.
ELINE	Godt, saa lad hende komme.
TJENER	Ja, Frøken. (Han aabner Døren til venstre tor Fru Madsen og gaar ud)
ENKEFRU MADSEN	Goddag, Frøken Malling!
ELINE	Goddag!
ENKEFRU MADSEN	Ja, her er vi altsaa igen. Nu er det maaske mere belejligt.
ELINE	Kom kun nærmere. Hvor er Ida?
ENKEFRU MADSEN	Hun venter derude i Vestibulen eller hvad det er. Jeg vilde blot først gærne tale et Ord privat med Frøken Malling, for end at hun kommer ind.
ELINE	Jeg er til Tjeneste. (forestiller) Min Søster Frøken Jonna Malling — Fru Madsen. (De hilser) Vil De ikke sidde ned?
ENKEFRU MADSEN	(sætter sig) Jo, jeg siger saa mange Tak. Det er jo saa overmaade solhedt og støvet, hvor velsignet det jo ellers kan være at komme en Tur ud i det Grønne.
JONNA	Fruen er maaske ude paa en Skovtur?
ENKEFRU MADSEN	Ork Gud nej, Frøken, Livet har nok ikke gestaltet sig saadan for mig, at jeg kan tage i Skoven paa en af de Søgnedage. Jeg er meget bunden, vil jeg sige Dem. Og det føler man jo dobbelt, naar at man før i Tiden har kendt til bedre Dage.
ELINE	Fru Madsen har mistet sin Mand.
JONNA	Saa — Herregud
ENKEFRU MADSEN	Min Ægtefælle var Bestyrer ved en Pakkassefabrik.
JONNA	Ja saa!
ENKEFRU MADSEN	Han var saadan en sjælden Mand og saa sober. Men saa en Dag kommer han hjem og siger aldeles uventendes — jeg kan ikke synke, siger han. Og det blev værre og værre, ikke en Bid kunde han faa ned. Og da han saa havde lagt paa Hospitalet paa tredje Uge i sin Hals, og de sagde, det gik saa udmærket, saa paa en eneste Nat gik det til Hovedet og var forbi paa fire Dage.
ELINE	Det var da slemt.
ENKEFRU MADSEN	Ja, Frøken Malling, man forstaar jo ikke Meningen der ovenfra. Jeg har saamænd grædt saa meget, at Doktoren han sagde: Tag Dem i Agt for Deres Taarekertler, Fru Madsen, sagde han, for maaske det en Dag ender med, at de tørrer ud, saa De ikke kan se med dem.
JONNA	Det var en mærkelig Doktor. Og nu holder De Pensionat?
ENKEFRU MADSEN	Ork Gud nej det turde jeg saamænd aldrig begynde paa, naar man ved, at Folk de er, som de er. Jeg kender en Pensionatsværtinde, som siger, at de gentileste Herrer at se til med Silkeparaply og Rejsetøj af ægte imiteret Ruslæder, de skammer sig ikke ved at rejse deres Vej uden at betale.
ELINE	Men Deres Middags-Abonnenter, betaler de da?
ENKEFRU MADSEN	De er jo ikke slet saa risikerlige, for ellers faar de jo ikke Maden. Men de er urimelige nok, det ved Gud de er. Jeg hører dem jo inde fra Garderoben, hvor jeg sorterer Dækketøjet, staa og ræsonnere over Maden ude i Entreen, mens at de tager Tøjet paa. Og jeg forsikrer Frøken Malling, at jeg bruger alletider af de bedste Varer — i Forhold til Prisen, forstaar sig.
JONNA	Ja — Forhold maa der jo i det.
ENKEFRU MADSEN	Det gik ogsaa nok, naar at ikke det var det med Pigerne. Nu har jeg faaet En til den første, der hedder Petrine. Gud Fader bevares! Man lever snart i et rent Choas.
ELINE	Det maa De nok sige.
ENKEFRU MADSEN	Jeg siger Dem, Frøken Malling, jeg kan blive saa ked af Livet, at jeg tidt og ofte tænker paa at lægge mig ind paa Trøstens Bolig istedetfor.
JONNA	Det skulde De saamænd.
ELINE	Der er altsaa noget, De ønsker at tale med mig om, Fru Madsen ?
ENKEFRU MADSEN	(ser til Jonna) Ja, der var jo rigtignok en Bagatel, ifald at det ikke er Frøken Malling altfor ubelejligt.
JONNA	Saa gaar jeg ud til de Andre paa Terrassen. Farvel, Frue. (De hilser. Jonna gaar ud i Baggr.)

2. AKT
3. Scene	Eline. Fru Madsen. Senere Ida. Tilsidst Generalinden.
ELINE	Naa, Fru Madsen, lad mig saa høre, hvorfor kommer De saa herud?
ENKEFRU MADSEN	Det ligger ikke saa meget for mig at skrive, og vi har jo ikke saa længe set Frøkenen inde i Byen.
ELINE	Jeg har ikke kunnet komme. Men det var i hvert Fald højst urigtigt af Dem at tage Ida med herud. Jeg har jo flere Gange sagt Dem det. (med Vægt) Ja, det maa De huske.
ENKEFRU MADSEN	Ja, men jeg fandt, det var bedst, at Frøken Malling selv talte med hende i Dag.
ELINE	Med hende hvorfor?
ENKEFRU MADSEN	(gaar rolig videre) Jo, ved det, at jeg af Naturen er saa elskværdig af Karakter, saa har jeg noget svært ved at optræde saa bestemt, som jeg maaske tidt og ofte skulde og burde.
ELINE	(urolig) Hvad er der da i Vejen. Hvad er det?
ENKEFRU MADSEN	(tager et Brev op af’ Lommen) Jo ser De, Frøken Malling, i Aftes, bedst som jeg staar og skærer Rullepølse i Skiver til Aften jeg har købt en Maskine — saa faar jeg dette Brev fra Frøken Gustmeyer, Idas Skolefrøken, og bliver jo saa perpleks, at jeg knap kan skære, videre.
ELINE	Lad mig se. (tager Brevet og læser) I to Maaneder er der ikke betalt Skolepenge. Og De er vis paa, at De har givet hende Pengene?
ENKEFRU MADSEN	(dybt krænket) Ih Du alforbarmende Skabermand, hver en Øre siger og skriver den første i hver Maaned, som at Frøken Malling selv har sagt. Aldrig har Nogen kunnet sige mig paa, at jeg nogensinde har beholdt en Hvid, der var anbetroet mig af Nogensomhelst.
ELINE	(uden at ense hende) Saa har Ida beholdt dem.
ENKEFRU MADSEN	Det er lige hvad hun har, og det tilstaar hun uden videre selv.
ELINE	Dette er en meget kedelig og pinlig Historie.
ENKEFRU MADSEN	Det kan jeg da ved den godeste Gud ikke gøre for.
ELINE	(lidt utaalmodig). Det siger jeg jo heller ikke.
ENKEFRU MADSEN	Men det er vist bedre, at Frøkenen selv taler med Deres lille Protesjese.
ELINE	(adspredt) Jo — ja, lad Ida komme. Hvor sagde De, hun er?
ENKEFRU MADSEN	Nu skal jeg kalde paa hende. Hun venter derude. (gaar hen og aabner Døren til venstre, idet hun kalder ud) Ida, kom herind, mit Barn.
	Ida kommer ind og bliver ængstelig staaende ved Døren.
ELINE	(ser kærlig bebrejdende paa hende) Er Du der, Ida! Hvad er det, jeg hører om Dig. Kom her hen til mig.
IDA	(svarer ikke, men nærmer sig et Par Skridt)
ELINE	(mildt) Har Du ikke tænkt paa, hvor Du maatte bedrøve os, der holder af Dig, ved at bære Dig saadan ad?
ENKEFRU MADSEN	Gud ja, at Du har kunnet bære over dit Hjerte at gøre det imod os, der dog er saa mageløs gode imod Dig.
IDA	(ser stift paa Eline, men svarer stadig ikke)
ELINE	Har Du slet ikke fortrudt det, Ida?
IDA	(paa Nippet til at græde) Jo jeg har. Men jeg turde ikke sige det.
ELINE	Saa — saa! Giv Dig nu ikke til at græde, men lad os tale lidt roligt om det. Hvordan faldt det Dig ind at beholde de Penge, som Du vidste, ikke var dine?
IDA	(pudser af og til Næsen) Jo— det — det kom først af, at jeg havde laant en Krone og halvtreds af Franciska Borck den Dag, jeg var bedt i Cirkus med Stradendorffs til et Par Handsker, fordi jeg ikke kunde faa dem af Fru Madsen.
ENKEFRU MADSEN	Gud, jeg sagde til Barnet, at hendes Handsker vist var pæne nok, for i disse Tider — ved Frøken Malling hvad.
IDA	Men de var slet ikke pæne, for alle Fingrene de var saa hullede, saa de ikke kunde syes. Og naar jeg nu slet ingen Penge havde at betale Franciska igen med, og jeg syntes, det var saa flovt, saa tænkte jeg, at det kunde nok vente nogle Dage med Skolepengene, til Du kom. Ja, for der er jo saa Mange, der først betaler langt hen i Maaneden.
ELINE	Men det var dog kun en ringe Del af Pengene. Hvortil brugte Du da Resten ?
IDA	Jo, saa var det — ja, siden der dog manglede noget af Pengene, saa jeg ikke kunde betale straks, saa var det, at — at jeg en Dag fik saadan en forfærdelig Lyst til at traktere dem i Klassen, der er mine bedste Veninder.
ELINE	Med hvad?
IDA	Vi soldede med et Fjerdingspund Chokolade hver. Og saa fik de Andre mig til at købe en Æske Cigaretter — bare for at prøve — for Kommers.
ENKEFRU MADSEN	Er det nu ikke rædsomt! Hvad hjælper det, man præker.
ELINE	Dine bedste Veninder kan da ikke være saa mange.
IDA	Det var elleve.
ENKEFRU MADSEN	Nu har jeg ikke hørt saa galt! Det har været et rent Orsje.
IDA	Og saa trængte jeg saa meget til en Svamp og et Stykke Sæbe. (lidt tøvende) Og saa — ja, saa købte jeg for en Krone Tro, Haab og Kærlighed. Af Sølv.
ELINE	(bebrejdende) Ida dog
IDA	(viser hende lidt Dingeldangel hun har om Halsen) Se, hvor yndigt — her er de. Franciska har det samme, men større.
ELINE	Lad da gaa med den ene Maaned. Alle kan fristes og fejle. Men at Du blev ved, Ida.
IDA	Ja, men det gjorde jeg hellerikke. (tager en lille lurvet Pung frem) Her er jo Pengene — vil Du se. Der mangler kun to og tyve Øre til en tysk Stilebog med Klatpapir og et Fingerbøl til Louise Brockmann, som jeg var kommen til at træde i Stykker under Bordet.
ENKEFRU MADSEN	Men saa kunde Du jo have betalt Frøken Gustmeyer dennegang, lille Ida.
IDA	Nej, det turde jeg ikke, for saa havde hun jo spurgt mig om Pengene fra forrige Maaned.
ELINE	Hvorfor sagde Du det ikke heller ærligt for længe siden? Er Du bange for mig?
IDA	Nej nej, det er jeg ikke, men jeg vidste, Du vilde blive bedrøvet, og saa tænkte jeg, naar jeg saa Dig, at det nok kunde vente til næste Gang, Du kom, og saa turde jeg heller ikke næste Gang, og tilsidst var jeg ikke engang rigtig glad, naar Du kom. Jeg har været saa forfærdelig ulykkelig — ja, da jeg forleden Dag gik langs Bolværket, saa syntes jeg, det var allerbedst, om jeg sprang i Vandet med det samme.
ELINE	(straks rørt) Stakkels lille Ida det er ikke saa rart at have noget, der tynger paa En, Du — noget man ikke tør tale om.
ENKEFRU MADSEN	Det er det, jeg sagde, saa snart jeg hørte det. Lille Ida hører ikke nok efter sin Samvittighed, sagde jeg.
IDA	Aa, De hører nok heller ikke saa meget efter Deres. Fru Madsen, og De er jo dog saa godt tilfreds med Dem selv.
ENKEFRU MADSEN	Hvad for noget hvadbehager?
IDA	Naar De nu f. E. sætter I Kr. 75 paa Regningen til den svage Hr. Therkelsen for hver Flaske af den Jernlikør, som De selv laver for 45 Øre
ENKEFRU MADSEN	45 –
IDA	Jo, det har De sagt, at De kan lave den for.
ENKEFRU MADSEN	Har man nu hørt Magen Ulejligheden og Gasregningen ved Frøken Malling hvad —
IDA	Og naar De siger, det er det allerfineste Taffelsmør, og De godt selv ved, at det er Vega Palmin, saa synes jeg da ikke, det er saa god en Samvittighed.
ENKEFRU MADSEN	Gud, er det nu ikke rædsomt at Barnet kan tale saadan. Det er da noget, som Frøken Malling saa godt ved, at hvis man ikke tjente lidt paa Delikatesserne og det andet Udenoms, saa var det en komplet Umulighed at komme igennem. Ved Frøken Malling, hvor meget Sukker jeg bruger om Ugen? I Syltetiden kan der være Uger, hvor jeg, saa sandt som jeg staar her for Deres Øjne, kan —
GENERALINDEN	(ude fra Haven) Eline!
ELINE	(farer op) Undskyld, Fru Madsen, Generalinden kalder. (hurtigt og nervøst) Vil De ikke gaa op paa mit Værelse med Ida — nej, heller ned til Gartneren. Bed ham fra mig, om De maa blive der lidt.
ENKEFRU MADSEN	(ikke til at standse) Ja, jeg har saamænd for i Tiden kendt Gartner Hansens Kone, inden hun blev gift og kom saa meget hos min Tante —
ELINE	Ja vist — gaa nu.
ENKEFRU MADSEN	(lidt krænket) Ja, Gudbevares, nu gaar vi. Kom lille Ida, kom, mit Lam, saa siger vi til Gartneren, at Frøken Malling har sagt at –
GENERALINDEN	(Generalinden kommer ind fra Haven) Eline, ved Du ikke, hvor jeg har lagt min engelske Blomstersaks. Frøken von Switzer vilde gærne se den.
ELINE	(peger mod venstre) Jo der inde — i Vindueskarmen — tror jeg — nu skal jeg —
GENERALINDEN	(ser paa Fru Madsen) Ah, her er Besøgende!
ELINE	(forestiller) Generalinde Wallin, Fru Madsen.
ENKEFRU MADSEN	(affabel) Goddag, Fru Generalinde! Fru Generalinden bor rigtignok velsignet her ude i det Grønne, nu hvor der er saa beklumret inde i Gaderne. Gud, der er saa lummert.
ELINE	(lidt usikker) Fru Madsen skal ned til Gartner Hansens. Hun kender Fru Hansen. Hun havde blot en Besked at bringe mig inde fra Byen.
GENERALINDEN	Naa saadan! (ser paa Ida) Goddag min lille Pige.
IDA	(nejer) Goddag !
GENERALINDEN	(venlig) Du synes vel ogsaa, at det er morsomt at komme ud paa Landet med din Moder?
IDA	Fru Madsen er ikke min Moder.
GENERALINDEN	Ikke det?
ENKEFRU MADSEN	Hun er kuns i Huset hos mig, Fru Generalinde.
GENERALINDEN	Naa saaledes. Saa har De maaske flere Smaapiger i Huset?
ENKEFRU MADSEN	Nej, kuns den ene. Ellers kommer der blot nogle rigtig dannede Mennesker hver Dag hos mig til Middag. Om Sommeren er det jo lidt sløjt — der er for Tiden tre Studenter, fire Kontorister, hvoraf en desværre er svagelig, og en kvindelig Bogholder.
IDA	Og en Trapezkunstner fra Circus.
	Fru Madsen trækker lidt i hendes Kjole.
GENERALINDEN	(ser fra Eline til Ida) Jeg synes, Eline, at denne lille Pige ligner det Portræt af din engelske Venindes Datter, der i Gaar faldt ud af din Mappe.
ELINE	(nervøst) Synes Du — ja, maaske lidt.
GENERALINDEN	(til Ida) Vil Du ikke have lidt Konfekt, mit Barn? (byder hende en Æske.)
IDA	(tager et Stykke) Tak!
GENERALINDEN	Har Du ikke Lyst at beholde hele Æsken?
IDA	(flov) Næh Tak.
GENERALINDEN	(smiler) Du maa gærne.
IDA	Jo — Mange Tak.
ELINE	(nervøs) Gartner Hansens venter Dem vist, Fru Madsen.
ENKEFRU MADSEN	Ja, jeg vilde ogsaa lige til at absentere mig.
GENERALINDEN	De maa saa gærne gaa lidt rundt i Haven og plukke Dem en Buket, hvis De har Lyst.
ENKEFRU MADSEN	Jeg siger Fru Generalinden saa mange Tak.
GENERALINDEN	Og hvis De har Brug for en Kurv Stikkelsbær til Syltning, staats de til Tjeneste.
ENKEFRU MADSEN	(gentager mekanisk) Jeg siger Fru Generalinden saa mange Tak. Ida, sig saa Farvel til Generalinden.
IDA	(giver Begge Haanden og nejer) Farvel, Eline. Farvel, Frue.
GENERALINDEN	(ser hurtigt fra Eline til Ida) Farvel, min lille Pige.
IDA	Og Tak for Konfekten!
GENERALINDEN	Ingen Aarsag — mit Barn.
Begge.	Farvel og Tak.
ELINE	(ildrød i Hovedet) Tante
	De gaar ud i Haven. Pavse med stumt Spil. Eline ser ængstelig afventende paa Generalinden, der tilsyneladende opmærksomt betragter Titelbladet paa en Bog.

2. AKT
4. Scene	Generalinden. Eline.
GENERALINDEN	(sætter sig omsider) Mit kære Barn jeg spørger ikke. Jeg siger blot, dette var lidt letsindigt.
ELINE	Aa, Tante Josefa —
GENERALINDEN	Finder Du ikke selv?
ELINE	Jeg kan se paa Dig, at Du har forstaaet, at at –
GENERALINDEN	(med et lille Skuldertræk) Ja, Eline!
ELINE	Dette var ikke min Skyld. Jeg vidste virkelig ikke nej — jeg (gaar hen og sætter sig hos hende) Aa, Tante Josefa — (skjuler Ansigtet i Hænderne)
GENERALINDEN	(stryger hende over Haaret) Saa — saa, min lille Pige, fat Dig nu, tag Dig sammen. Vulkanske Udbrud gør Fortræd, Du! De gør slet ikke andet.
ELINE	(rejser sig og søger at fatte sig) Jeg vil helst ogsaa selv
GENERALINDEN	(ligesom afværgende) Hvad Du kan have at bekende nu, det vil jeg helst ikke høre, siden Du ingenting har betroet mig før. Naa, man faar jo alligevel alting at vide efterhaanden. Du ser — ved et Tilfælde er der i Dag for mig kastet Lys over Hovedpunkterne i dit Liv. Denne lille Episode her forklarer mig f. Ex. din Bevægelse ved at høre om et Dødsfald i Morges i Avisen.
ELINE	(med et Sæt) Aa, Du forstod —
GENERALINDEN	Ja, nu forstaar jeg det. Men vær rolig. Jeg skal aldrig nævne ham, medmindre det kom fra Dig selv.
ELINE	Du ved, jeg har saa ondt ved det. Der er dem, det letter at kunne tale om det, der tynger. Jeg ønsker tidt selv, at jeg hørte til dem.
GENERALINDEN	Tror Du saa virkelig, det hjælper at plapre sine inderste Tanker og Følelser ud til nyfigne Fremmede? Nej, Eline, Du har faaet den sjældne Gave stolt og stille at kunne bære din Del af Livets Byrde. Jeg ærer Dig for det. Ikke en Hentydning, ikke et Spørgsmaal fra mig skal nogensinde komme til at berøre Dig smerteligt.
ELINE	Det ved jeg. Tak.
GENERALINDEN	Den største Kærlighed og Sympathi ligger ofte gemt i det, der ikke siges. Det passer bedst for min Natur, ligesom for din. Tro derfor ikke, at jeg ikke har Medfølelse med det, Du har gaaet her hos mig og baaret paa for Dig selv. Jeg ved den bedste Maade, jeg kan vise Dig den paa, det er at hjælpe Dig at tie. Men jeg glemmer nok rent, at jeg var paa Vejen ind efter min Blomstersaks. Ja, lille Eline, Du gav mig jo noget andet at tænke paa.
	Hun klapper hende paa Kinden og gaar ud til venstre, idet Jonna kommer ind fra Haven. Eline staar ubevægelig i Forgrunden, lænet til en Stol.

2. AKT
5. Scene	Eline. Jonna.
JONNA	(vifter sig med sit Lommetørklæde) Du var den Kloge, Eline, som blev inde. Her er meget bedre. (tænder en Cigaret) Da Karl forsvandt der ude, gjorde jeg Falkenhertz den Glæde at gøre det samme og lade ham i Enrum med sin Hjerterdame fra Valsen. (kaster sig paa en Løjbæn) Aa Gud, det Skind, hvor han slider for sin Alderdoms fede Forsørgelse. Nu beser de Palmearterne der inde i Vinterhaven. (ser paa hende) Men hvordan er det,Du staar der og stritter med Fingrene?
ELINE	(vender sig mod hende med et Ryk) Jonna, Tante Josefa ved Sammenhængen med Ida.
JONNA	(springer op og kaster Cigaretten) Hvad er det, Du siger? Har hun da set hende?
ELINE	Ja. Før — her. Og Du havde dog lovet at passe paa.
JONNA	(trækker paa Skulderen) Frøken von Switzer fik et Fnug i sit Øje. Mens jeg tog det ud, behændig som en Japaner, forsvandt Tante Josefa herind. Hvordan tog hun det?
ELINE	Aa! Som man kunde vente det. (forpint) Men nu siger hun det jo — hun siger det til ham.
JONNA	Til hvem — hvordan.
ELINE	Eline (fatter sig). vist ej — jeg mente blot — naa, Tante Josefa er jo hensynsfuld.
JONNA	Hun er ikke af dem, der plaprer, det maa man lade hende. Og saa længe den ydre Form opretholdes, lader hun sig saamænd ikke mærke med noget. Stol paa det.
ELINE	Nej, men — men alligevel det var uheldigt for mig.
JONNA	Maaske maaske ikke. Ved Du hvad, hun er sød, din lille Pige.
ELINE	(lyser lidt op) Synes Du om hende?
JONNA	Jeg saa hende lige nu gaa omkring i Haven saa stille og plukke saadanne nogle underlige smaa Blomster. Jeg vilde ønske, jeg kunde male og gengive det underlig rørende i hendes Øjne — noget, der ligesom beder om Skaansel. Men denne Fru Madsen hendes Plejemoder — eller hvad det er hvad?
ELINE	(afværgende) Fru Madsen er trods alt en god Kone paa Bunden.
JONNA	Det kan være, men saa er der noget langt til Bunden. Overfladen er lidt grumset. Hun er jo ganske udannet, eller endnu værre – halvdannet.
ELINE	Lad mig nu være.
JONNA	Nej, jeg kan ikke. Husk, Ida er i den Alder, hvor Karakteren former sig. Hun tegner til at faa en fin og indtagende Kvindelighed over sig.
ELINE	(gør en afværgende Bevægelse) Du sagde jo, at Du ikke mere vilde.
JONNA	Ja, undskyld, at jeg ripper op i vort gamle Kævl, men er dette den Opdragelse, din Datter skal have, den Udvikling, der skal stræbes hen imod? Skal hun undgælde for sine Forældres Ubesindighed?
ELINE	Saadan gaar det jo under Forhold som mine.
JONNA	Ja, fordi I ikke har Mod. En Resignation som din kan gøre. mig hvidglødende. Hvor kan det under noget Forhold betragtes som en Udaad for en Kvinde at bringe et Barn til Verden, en Forbrydelse, der skal skjules som et Mord? Ja, her mellem os to kan jeg da nok have Lov at sige, at det til syvende og sidst er det, vi er skabte til, vi Kvinder, alle som een i Tidernes Morgen, da man hverken kendte Raadstue eller Præst.
ELINE	Hvad hjælper det! De nedarvede Begreber er jo gaaet En i Blodet.
JONNA	Saa er det, fordi Blodet er snavs. Aldrig har jeg set en Fortvivlelse som din dengang, og det alene for at have givet efter for den stærkeste af alle Naturens Love. Planter og Fiske og Krybdyr og Fugle, alle har de medfodt Ret til at frembringe nyt Liv, kun Mennesker ikke. lalfald regnes ugifte Kvinder da saa ikke for Mennesker.
ELINE	Jo, af Loven. Loven beskytter ganske rigtig det uægte Barn, men Samfundet fornægter det, betragter det som et Skumpelskud, der puttes bort og skjules.
JONNA	Ja, de Mennesker, der lever om hundrede Aar, Gudved hvad de vilde sige, hvis de hørte, hvordan vi taler her. Vilde de le eller græde over vort Standpunkt?
ELINE	De vilde sandsynligvis sige det samme som nu, fordi Fordomme er sejglivede. Livet er kort, men Dumheden lang.
JONNA	Nej, jeg tror paa, at der er Fremgang til. Ja, jeg tror, at de Faa med det store Syn ikke kaster deres Sædekorn forgæves.
ELINE	Virkelig!
JONNA	Vi er dog komne bort fra Stejle og Hjul.
ELINE	Ja, legemlig set.
JONNA	Det er altid noget. Havde Du levet paa Heksernes Tid, var Du bleven puttet i en Sæk og druknet, min Pige, trøst Dig med det. Men Fremskridtet gror langsomt, som det ædle Frugttræ det er.
ELINE	Hvad hjælper Fremtiden mig nu? Hvad skal jeg gore? Jeg personlig?
JONNA	Du skal simpelthen bryde overtvært. Bekend, at Du har et Barn. Tag hende til Dig og ernær Dig selv og hende. Det maa Du kunne.
ELINE	(forferdet) Hvor vil Du hen, nej.
JONNA	Jeg vil sige Dig, Eline, ja, jeg vil gentage det atter og atter — Du gør ikke din Pligt. Du risikerer, at din lille Pige gaar i Skuddermudder for Dig, for hun savner sjælelig Pleje.
ELINE	Det maa Du ikke sige nej! Var det maaske bedre for hende, det andet! Et følsomt Barn pines ved at have en ugift Moder.
JONNA	Saa kald Dig Frue, hvad saa!
ELINE	Men —
JONNA	Gift eller ugift — hendes Moders Stue er altid den bedste Luft, hun kan leve i.
ELINE	(usikker) Det kan jo være endnu mere umuligt, naar der er — naar der er Ting — som — (standser)
JONNA	Som hvad?
ELINE	Jeg mente ikke noget særligt.
JONNA	Se paa mig der er noget, Du tier med jo vist saa. Du vil da ikke skjule noget for mig? Eline, Du skulde da vel aldrig være bleven forelsket?
ELINE	(undvigende) Nej — hvor falder Du paa det?
JONNA	Hvorfor skulde jeg ikke falde paa det — saadan som Du er og ser ud. Ja, naar undtages den lille bitte Hulhed i Kinden, er Du jo ganske og aldeles, som da Du var tyve Aar.
ELINE	For mig er dog al Lykke forbi.
JONNA	Naa saadan. Ud med Sproget hvem er det saa?
ELINE	Plag mig dog ikke. Du tager fejl.
JONNA	Alting skal dog ogsaa vrides ud af Dig. (Faar en Ide) For det er da vel ikke Karl Wallin?
ELINE	(overdreven ivrig) Nej — nej— nej
JONNA	Naa, det er altsaa ham. Herregud, ham har Du da kendt Livet langt. Hvorfor først nu?
ELINE	Jeg ved ikke — hvad ved man. Jeg har altid holdt af ham. Da han saa kom hjem og var helt den samme og dog en Anden — da han stod i et nyt Lys, fordi han var saa dygtig — saa anset.
JONNA	Og rigtig klædelig solbrændt, maa jeg sige.
ELINE	Saa — saa — ja, det er jo altid det Ubevidste, der ender med at beherske En helt. Stille og umærkeligt er Følelsen kommen over os.
JONNA	Du siger — os! Er da ogsaa han.
ELINE	Jeg betyder det samme for ham som han for mig. Jeg ved det. Jeg føler det.
JONNA	Hm! Har han sagt Dig det?
ELINE	Nej. Jeg undgaar det. Nej, jeg vil ikke vil ikke
JONNA	Hør, Eline, tal heller med ham og sig ham Sandheden. Du stoler jo dog paa, at han tænker fint.
ELINE	Nej, hvor vil Du hen. Det kan jeg ikke.
JONNA	Det er simpelthen din Pligt, min Ven, overfor ham.
ELINE	Du hørte, hvordan han talte i Morges hvordan han dømte om saadanne Ting.
JONNA	Hvad saa!
ELINE	Det er let nok at sige for Dig, der ikke gaar med Byrden af Aarhundreders Fordomme som et Aag over din Nakke. Du har ikke følt med dine Nerver og dit Instinkt, hvor de er stærke og ubarmhjertige, de Fordomme, saa stærke, at Tusinder af Kvinder Verden over er lønlig stedte som jeg, og ikke en Brøkdel vover at gøre det, som Du her forlanger af mig, som om det ingenting var.
JONNA	Jeg forlanger jo kun, at Du, saadan som Du nu engang er, skal sige det til Én til ham.
ELINE	Til ham sidst af Alle. Alene Tanken brænder mig som Ild. Du er min Søster og Kvinde som jeg, Du burde kunne føle, at naar galt skulde være, maatte Alle vide det, naar blot han alene kunde undtages.
JONNA	Vel, vi er saa forskellige. Lev da dit Liv videre i Fortielse og Frygt.
ELINE	Tror Du maaske, at Du selv, naar det kom til Stykket, vilde have det Mod?
JONNA	Ja, det ved Gud jeg vilde. Det Skjulte ligger ikke for mig — jeg er af dem, der maa gaa gennem Livet med aabent Visir. Og hvad ofrer man desuden — Frøken von Switzers kvalificerede Agtelse — pyt, den kan leves foruden. Ja Du, havde jeg et Barn, saa vilde jeg ikke alene sige det til ham, jeg holdt af, men jeg vilde tage det paa min Arm og løfte det op for Alverden og sige: Dette Barn er mit, mit ægte elskede Barn, Kød af mit Kød og Blod af mit Blod, og jeg vilde bære det højt i Solskinnet som en Sejrsfane gennem Livet. Og de, der tror, at jeg har Uret i det, de fortjener ikke bedre. Det kan Du være forvisset om, min Ven.
	Hun gaar hurtigt ud til venstre, idet Wallin kommer ind fra Haven.

2. AKT
6. Scene	Eline. Wallin. Senere Generalinden.
KARL WALLIN	Ah, Eline, er Du her. Jonna gik saa hastigt, synes jeg.
ELINE	Ja, vi skændtes lidt. Det gør jo Søstre.
KARL WALLIN	Allerede. Efter to Timers Forløb?
ELINE	Du ved nok, hvordan det er med Søskende og gamle Venner, at naar man genses, om det saa er efter Aaringer, saa er det, som om man havde skændtes og glædet sig sammen i Gaar.
KARL WALLIN	Du har ondt ved at skændes, synes jeg.
ELINE	Det har jeg vist med alle Andre end Jonna.
KARL WALLIN	Det er din lyse Mildhed, der gør Dig uundværlig for dem, Du lever med. Du er meget for Moder, Eline. Jeg maa sige Dig Tak for din Omhu og Opofrelse. Jeg har vist glemt det.
ELINE	Tak mig ikke. Jeg har gjort hvad jeg kunde for at erstatte Dig. Det er alt.
KARL WALLIN	Men om det nu netop blev mig, der tog Dig fra hende — (med en Bevægelse imod hende)
ELINE	(Eline ser hurtigt paa ham og gør en Bevægelse bort. I det samme kommer Generalinden ind fra venstre).
GENERALINDEN	(lidt ubehagelig berørt ved at se dem sammen) Naa, her sidder I! Men hvor er vore to Gæster?
KARL WALLIN	Jeg forlod dem i Haven. Da var de paa Vej der ind i Vinterhaven (peger mod højre) for at søge sammen efter Frøkenens Perletaske og Løsningen af Problemet om Frankrigs Affolkning.
GENERALINDEN	(med en Bevægelse mod Døren) Saa maa vi dog –
KARL WALLIN	(muntert) Nej, lad os ikke forstyrre dem. De, der søger, har det ofte bedre end de, der har fundet.
GENERALINDEN	(lidt bitter) Ja, for man finder som oftest paa det Forkerte.
KARL WALLIN	Det er der ikke noget at sige til, naar man blot selv har fundet paa det.
GENERALINDEN	(ser mod Døren) Men det gaar dog ikke an
KARL WALLIN	(gaar et Par Skridt) Nej, nu skal jeg –
GENERALINDEN	Aa nej, bliv her, Karl — blot et Øjeblik. Eline, vær saa god at gaa ind og overtag Rollen som Værtinde.
ELINE	(modstræbende) Men jeg skulde –
GENERALINDEN	Jeg beder Dig min Ven.
ELINE	Jo — ja — gærne —
	Hun gaar ud til højre, idet hun ser uroligt paa dem.

2. AKT
7. Scene	Generalinden. Wallin.
GENERALINDEN	Karl jeg maa have at vide — det Svar- Telegram — ?
KARL WALLIN	Det er ikke afsendt. Og hvordan det skal lyde, afhænger af en Anden end Du og jeg.
GENERALINDEN	Du mener en Tredje — Caroline?
KARL WALLIN	Nej, saa er det en Fjerde.
GENERALINDEN	Synes Du ikke om Caroline?
KARL WALLIN	Udmærket. Man kan ikke nægte, hun er alsidig.
GENERALINDEN	Generalinden (Fatter Haab). Ikkesandt — Verdensdame til Fingerspidserne. Og det mere, end man kan sige om Størstedelen af vore smaa hjemlige Frøkener. Du maa jo nu have faaet Øjet op for Betydningen af en virkelig kosmopolitisk Udvikling.
KARL WALLIN	Det er vist. Den, der formæler sig med hende, kan pare at købe et Konversationsleksikon, skønt der bliver til det.
GENERALINDEN	(slaas ned igen) Hvordan — Du mener — at —
KARL WALLIN	Da jeg talte om en Anden, mente jeg ikke hende. Ja, moder, Du maa dog have mærket have vidst, at jeg lar Eline saare kær.
GENERALINDEN	Altsaa alligevel endnu!
KARL WALLIN	Jeg har jo nok haft Færten af, at hun skulde have været fjernet væk paa denne Rejse med Jonna, før jeg kom. Men det lykkedes altsaa ikke. Vi fik hinanden at se. Det var afgørende.
GENERALINDEN	Ja saa!
KARL WALLIN	Hvad har Du i Grunden at indvende?
GENERALINDEN	(rolig for Udfaldet). Ikke det mindste. Du ved godt, jeg holder meget af Eline. Hun har den Beherskelse i sit Væsen, som jeg med min Natur helst vil være omgivet af.
KARL WALLIN	Kunde Du da ikke tænke Dig at gøre hende helt til din Datter?
GENERALINDEN	Tilvisse. Intet kunde være mig fjernere end at ville staa i Vejen.
KARL WALLIN	Hun er jo ikke rig som denne Anden, din Yndling
GENERALINDEN	Kære Du forstaar da jeg er hævet over den Tanke, at Eline er uformuende og i en Slags Afhængighedsstilling her i mit Hus
KARL WALLIN	Det ventede jeg af Dig. Men saa –
GENERALINDEN	Naar jeg maaske har været lidt imod det før, saa laa det i, at jeg jo har haft mine Anfegtelser af Ærgærrighed paa dine Vegne. Det har jo Mødre. Du ved, jeg har ønsket Dig en Stilling, der giver Magt, fordi jeg tror, Du vilde udøve den kønt og godt. Men lad det være forbi.
KARL WALLIN	Hvad kommer det dette ved? Magt er ikke en Vare, man kan købe paa Torvet.
GENERALINDEN	Nej, den er en Bold, der kastes fra Haand til Haand og gribes af den Behændigste. Men det maa Du jo vide, at et Giftermaal med Eline vil ikke kunne kaldes behændigt.
KARL WALLIN	(trækker paa Skulderen) Behændigt —
GENERALINDEN	Men jeg trækker i saa Fald den Tand ud. Hvad gør jeg ikke for Dig. Tal med Eline, og hvis hun giver Dig sit Ja, saa er hun med det samme min Datter.
KARL WALLIN	(trykker hendes Haand) Tak, Moder, jeg haabede det.
GENERALINDEN	Men jeg frygter for, at det ikke bliver Ja.
KARL WALLIN	Hvad mener Du med det?
GENERALINDEN	Jeg mener det, jeg siger — at hvis Du tilbyder Eline din Haand, saa modtager hun den vistnok ikke.
KARL WALLIN	(forundret). Modtager den ikke — hvorfor?
GENERALINDEN	(trækker paa Skulderen). Tja.
KARL WALLIN	Du maa dog have en Grund.
GENERALINDEN	Det har man jo i Regelen til det, man siger.
KARL WALLIN	Men naar jeg nu føler naar jeg ved, at Eline holder af mig. Saa sikker er jeg paa hendes Hjerte, at jeg end ikke synes, noget Ord imellem os To er nødvendigt.
GENERALINDEN	Maaske. Jeg siger blot — forsøg! Tal med hende om Sagen endnu i Dag, siden Buen er spændt. Saa faar vi at se, hvem af os to, der faar Ret.
	Eline kommer ind fra højre med Kaffetøjet og vil gaa igennem Stuen over mod venstre og ser ængstelig til dem.
GENERALINDEN	(vender sig) Eline, aah hør lidt. Karl vil gærne tale med Dig om noget, der ligger ham paa Sinde, noget, vi her har drøftet sammen, han og jeg.
ELINE	(søger at slippe) Jeg skulde blot ind med denne Bakke jeg gik ud og hentede den — i Haven —
GENERALINDEN	Det haster vist ikke. Bliv Du blot her.
ELINE	(Sætter Bakken fra sig)
GENERALINDEN	Saa skal jeg gaa ind til vore Gæster imens og sørge for, at I kan sidde lidt uforstyrret sammen. (Hun gaar ud til højre)

2. AKT
8. Scene	Wallin. Eline.
ELINE	(meget forlegen) Men siden her er Fremmede, saa saa maa jeg dog — jeg kan dog ikke saa godt —
KARL WALLIN	Eline (meget forlegen) Men siden her er Fremmede, saa saa maa jeg dog — jeg kan dog ikke saa godt —
ELINE	(farer sammen) Aa Karl —
KARL WALLIN	Du ser helt forfærdet paa mig. Det kan dog ikke overraske Dig saadan som vi To har haft det sammen gennem Aarene.
ELINE	(afværgende) Jeg beder Dig — lad os ikke tale om det — ikke nu.
KARL WALLIN	Hvorfor ikke nu! Er ikke vore Tanker og Ønsker langsomt smeltede sammen til en eneste stor Længsel, den at tilhøre hinanden helt med Legeme og Sjæl og leve Livet sammen i Dage og Aar.
ELINE	Hvis — hvis blot —
KARL WALLIN	Jeg ved jo, at Du elsker mig — ikkesandt, og Du ved, at jeg er Din hel og holden; hvorfor saa bortgive mere end nødvendigt af vor Fremtid og Lykke. Husk, vi maa leve dobbelt, naar vi begynder saa sent.
ELINE	(febrilsk) Hvordaq skal jeg dog —
KARL WALLIN	Jeg taler ikke uoverlagt, jeg har prøvet mig selv nøje — lidt er der jo i mig af min Moders besindige Prøvelse af alle Forhold. Men jeg ved nu, at Du er nødvendig for mit Livs Lykke, ligesom jeg for din. Jeg har fartet saa meget omkring alene, at Ægteskabet og Hjemmet for mig betyder Livets fredlyste Side, betyder alt godt og kært for det betyder Dig, Eline.
ELINE	(kæmper med sin Bevægelse) Jeg takker Dig for dine kærlige Ord — jeg skal aldrig glemme dem, aldrig, Karl, men nu maa jeg — jeg maa gaa —
KARL WALLIN	Nej bliv — hvad er det dog lad os tale ud. Hvor kan Du ville gaa efter det, vi her har talt om sammen. Fuld Ærlighed og Oprigtighed er jo dog den første Betingelse, naar man vil være alt for hinanden, som vi.
ELINE	Saa lad mig da heller sige det sige det, som det er. For hver Time vi har færdedes med hinanden, Karl, er Du vokset i mine Øjne.
KARL WALLIN	Det har jeg følt. (ser paa hende) Naa vel.
ELINE	Jeg ved, at hvis jeg kunde se helt ind til Bunden af dit Hjerte, saa vilde jeg kun faa at se, hvad jeg helst vilde det, som smelter sammen med mine Tanker, mine Haab.
KARL WALLIN	Jeg beder Dig — ikke de Omveje. Svar mig.
ELINE	(med Anstrengelse) Vel, Karl, saa maa Du da vide — som Slægtning og Ven er Du mig kær, men din Hustru — det kan jeg ikke blive.
KARL WALLIN	(farer sammen) Hvad er det, Du siger?
ELINE	(med lidt rystende Stemme) Du har taget fejl af mine Tanker. Jeg elsker Dig ikke.
KARL WALLIN	Saa har jeg aldrig forstaaet Dig, kender Dig slet ikke. Aa, hvor lidt man dog ved om hinanden. Du, Eline — Du elsker mig ikke, siger Du.
ELINE	Nej, jeg elsker Dig ikke.
KARL WALLIN	Har jeg da ganske ganske taget fejl af Dig og af mig? Er dette muligt?
ELINE	Har jeg da nogensinde sagt det røbet det? Har jeg med et Ord eller en Mine givet Dig Ret eller Grund til at tro paa min Kærlighed?
KARL WALLIN	Med et Ord — nej, med en Mine — ja. Hvert et Blik, hver en Bevægelse har været som et varmt Pust af Kærlighed, der kom imod mig.
ELINE	Det er din egen Varme, din egen Følelse, der har skuffet Dig. Jeg kan kun sige, at det gør mig ondt. Bitterlig ondt. (ser op paa ham) Det maa Du tro.
KARL WALLIN	Hvor kommer den ellers fra, den Glans i Smilet, den Ømhed i Blikket, den Varme i Stemmen, som kun Kærlighed kan give en Kvinde. I det kan Ingen bedrage heller ikke Du.
ELINE	(farer satnmen og ser paa ham) dog —
KARL WALLIN	Ogsaa nu Blikket er varmt og Ordene kolde. Du tænker paa en Anden end mig.
ELINE	(smertetig bevæget) En Anden — ja, Du har Ret. Der er en Anden, som ejer mig helt og raader over mig og min Skæbne. Men Ingen faar at vide, hvem det er, for lykkelig, det er min Kærlighed ikke.
KARL WALLIN	Saa har Du altsaa bevidst ledet mig paa Vildspor hver Dag — hvert Minut.
ELINE	(forpint) Karl dog —
KARL WALLIN	Se paa mig er det sandt elsker Du mig ikke? Er det hel og fuld Sandhed, det Du her siger mig?
ELINE	(tonløst)
KARL WALLIN	(ser paa hende) For det er ligesom om det ikke er Sandheden. Det er, som om noget Ubestemmeligt — noget i Luften om os siger mig, at Du ikke taler ærligt, Og det skal Du vide, alt andet kan jeg tilgive, men ikke uoprigtig Gaaen udenom i de rene og enkle Linjer, vi lægger til Grund for vort Liv.
ELINE	(usikker) Det er, som jeg siger.
KARL WALLIN	Din Tale og dit Væsen er som Mosegrund. Er det da umuligt at komme helt tilbunds i Mennesker. Jeg fatter det ikke jeg kan kun sige hvorfor.
ELINE	(stille) Du er vist ikke helt retfærdig imod mig, Karl.
KARL WALLIN	Ikke retfærdig siger Du jeg ved ikke. Jeg er ganske i Vildrede saadan som man maa være, naar selve Jorden ryster under En det man stoler sikrest paa. Har Du da slet ikke forstaaet, at dette var min bedste og dybeste Følelse. Eline, har Du ikke vidst, hvor jeg holdt af Dig?
ELINE	Jo, jeg vidste det.
KARL WALLIN	Og dog —og dog —! Hvor kunde Du da handle saadan mod mig? Var min Kærlighed til Dig ikke mere værd? Ved Du ikke, at noget kan briste i et Menneske, som aldrig kan heles, og Du har her — Du har her — (søger at fatte sig)
ELINE	Aa, Karl, sig ikke mere!
	Jonna kommer ind fra venstre og bliver staaende i lidt Afstand.
KARL WALLIN	Du har Ret — lad os ikke spilde flere Ord. Saa bittert har aldrig noget Menneske skuffet mig. Gid Livet ikke maa gøre Dig Gengæld, Eline, saa Du kommer til at forstaa, hvad jeg i dette Øjeblik føler. Ja, din eneste Undskyldning er, at Du ikke forstaar.
	Han gaar hurtigt ud i Baggrunden. Jonna gaar hen til Eline.

2. AKT
9. Scene	Eline. Jonna.
JONNA	(deltagende) Min egen Søster er Kalken saa tømt.
ELINE	Aa Jonna, Jonna, alt andet var ingenting mod denne Time
JONNA	Og saa gaar han — naturligvis! Lader Dig staa knust og sønderbrudt. Og han hører endda til de bedste af dem. Vi Kvinder, vi er saamænd godt hjulpne.
ELINE	Han forstod jo ikke — at mit Hjerte blødte —
JONNA	Det er Sagen. Saa skal Du heller ikke bryde Dig om ham. Nej. Du har beholdt det hedste. Du har din lille Pige hun maa trøste Dig. (ler lidt) Ja Du, jeg har nu altid syntes, at det i Grunden maatte være herligt at have et Barn at holde af uden at være belemret med en Mand.
	Hun kysser hende paa Kinden.
TÆPPE	efter 2. akt.

INTRO ■ 1. AKT ■ 2. AKT ■ 3. AKT ■ ANMELDELSE

Emma Gad

Bannerføreren for anstændig adfærd

Barnets Ret 2. akt