Kgl. Teater vs Forfatterne 1918

21. januar 1918.
.
.
.
.

KGL. TEATER VS FORFATTERNE

I
Det kongeligeTeater! Fra ældgammel Tid ligger der en Tradition af noget storstilet og rundhaandet over Ordet Kongelig, og naar der tilmed er Tale om en Kunstanstalt, der sejler under kongeligt Flag, skulde man være dobbelt tryg for, at her blev Kunstnernes Tarv forvaltet paa kongelig Maade, og alligevel har Det kgl. Teater været det stærkeste Bolværk imod en ny Tids Opfattelse af Digterens berettigede Krav.

Der har derfor bestandig af og til staaet Strid mellem Statsanstalten for dansk dramatisk Kunst og Sammenslutning mellem denne Kunstarts skrivende Borgere. Danske Digtere har maattet føre en aarelang Kamp, rig paa Tvistmaal og Forlig, Sejre og Indrømmelser til begge Sider. Hos de nu om Stunder fungerende Direktioner, sammensatte af forhenværende Hofmænd og nuværende Kunstnere, har Forfatternes Krav kun fundet langsom og delvis Forstaaelse, og det kommer derfor ikke overraskende for Dramatikernes Forbund, at det nu ser sig nødsaget til at træde i Skranken i et Forhold, som allerede ret menneskeligt set skulde synes umulig. Det har vist derimod i andre – og vide – Krese vakt Overraskelse at erfare Grunden til den Strid, som nu er blusset op.

Mellemværendet drejer sig altsaa om Honnorarer til Drachmanns og Esmanns Arvinger, to Forfattere, som Teatret skylder særlig store Sukces’er, saa vel kunstnerisk som pekunitært set. I denne Sæson er der, som Læserne vil vide, opført Ved Bosperus og Der var engang af Drachmann og Den kære Familie af Esmann, hvilke Forestillinger har været fulgt af det vanlige Sceneheld.

Fra begge disse afdøde Forfatteres Arvinger, der er Medlemmer af Forbundet, er der indløbet skriftlig Klage over, at Det kgl. Teater kun vil give 2 pCt. i Honorar af Bruttoindtægten, medens der sædvanligvis i Hovedstaden betales 10 pCt. af Opførelser af originale Arbejder. Efter moden Overvejelse sendte da Forbundets Bestyrelse en Skrivelse til Det kgl. Teater med Krav om samme Honorar for disse Medlemmer som det, der tilkommer de nulevende Forfattere efter den 40de Opførelse, nemlig 6 pCt. Skrivelsen oversendtes til Undervisningsministeriet, og efter en rum Tids Forløb indløb der et afslaaende Svar. Det var et Lyn, ikke fra en klar Himmel, men fra de blygraa Skyer, der opstaar i Horisonten ved Samvirken mellem de forskellige Statsinstitutioner med tilhørende Raad, Kommisioner o. s. v. – man véd aldrig bestemt hvilke eller hvor.

Ved den Generalforsamling, der hurtigst muligt sammenkaldtes, viste da ogsaa de talrige Tilstedeværende en saa kraftig misbilligende Holdning overfor Det kgl. Teaters og Ministeriets Optræden overfor Digterarvingerne, at Bestyrelsen i en Resolution bemyndiges til at foretage en sidste Henvendelse til Teatret, før en Boycotting foretages. Denne Vilje til Protest øgedes stærkt ved en Tale af Henri Nathansen, saa ypperlig og belærende med Hensyn til den bureaukratiske Systemudfoldelse, som havde vist sig i et skarpt Lys under tre Aars Slid for at skaffe et bedre Forfatter-Regulativ, at efter denne hans Fremstilling staar nu saa godt som samtlige nordiske sceniske Forfattere samlede som en eneste stor Protest mod Det kgl. Teaters Opfattelse af denne Sag, idet de tilsvarende Organisationer i vore Broderlande straks har sluttet sig til de danske Kolleger.

Dette vil forhaabentligt de Fleste finde forstaaeligt. Det eneste, der forbavser, er, at Ministeriet eller Teatret eller begge Kompagnoner har fundet det værdigt at optage en saadan Strid, men hvad der vilde forbavse endnu mere, vilde være, om Rigsdagen fandt denne Forvaltning af de bevilgede Penge Heldigt. Det Synspunkt, Teatret gør gældende, er jo i Virkeligheden det, at der ydes Digternes Enker og andre Efterlevende en vilkaarlig ansat Præbende, tildels som en Naadesakt. Dette Synspunkt betragter Forfatterne som forældet og forkert og forlanger et andet gjort gældende, ikke alene ved denne Lejlighed, men ogsaa i Fremtiden. Det vil blive interessant at se, hvilkem af Parterne den almindelige Mening vil give Ret, enten den, der haandhæver, at aandelig Ejendomsret er forbi eller saa godt som forbi med Døden, eller den, der hævder, at hvad en Mand Livet langt har arbejdet sig til, det er hans Ejendom og efter hans Død hans Efterladtes, lige meget om den Værdi, han har skabt, bestaar i Manuskripter eller en Bankkonto.

Man maa ved denne Dom ikke glemme, at den dramatiske Forfatter arbejder med en stor Risiko. Han giver en uendelig Mængde Tid til Frembringelse af en Række Værker, hvoraf han langt fra kan beregne, at alle vil blive til Sukces. Tværtimod. Tager man en afdød Forfatters sceniske Arbejder for sig, vil man som oftest se, at kun nogle enkelte vedbliver at leve, og derfor, da disse faa, som betyder den prekuniære Værdi af hans Livsværk, og som da Teatret forbeholder sig at udnytte mod en Betaling, som en af de klagende Parter i sin Skrivelse til Forbundet betegner som Almisse.

Agtelsen for den literære Ejemdomsret har haft og har endnu svært ved at gøre sig gældende. Man har almindeligvis den Opfattelse, at Æren maa være nok til at leve af. Man smiler ganske vist nu ad, at i Guldalderen – det vil sige ikke bogstavelig talt – fik Hertz for de tre Skuespil Den eneste Feil, Debatten i Politiverdenen og Sparekassen, hvoraf den ene var paa Vers, ialt 567 Rdr; men naar man hører at Gustav Wied kun fik 300 Kr. en gang for alle, for den lille Perle Skærmydsler, der er opført utallige Gange, vil man se, at de mindre heldige Forhold har strakt sig længere op mod Nutiden, ens man almindeligvis har gjort sig klart. Og selv nu tyer Teatret gerne, for at spare de beskedne Honorarer, med prisværdig Sparsommelighed til de gamle Stykker, der er honorarfrie. For at bøde herpaa, maa det være et maaske ikke saa fjernt Maal for Danske Dramatikeres Forbund at faa tilvejebragt en Ordning, her ligesom i Frankrig, hvor Teatrene maa betale en lille Procent af alle honorarfrie Klassiker-Forestillinger til fordel for Stipendie- og Pensionsfond for nulevende Forfattere eller deres Efterladte.

Er der saaledes endnu daarligt Raad til rigelige Forfatterhonorarer, finder man altid Udveje til at skaffe alt det andet. Det kgl. Teater dyer sig ikke mere for, i Lighed med de andre Scener, igennem Bladmeddelelser at lade skimte, hvad der gives ud dels til højtlønnede Skuespillere, dels til prægtige Dekorationer og Kostymer ved Forestillinger som f. Eks. Den lille Havfrue eller Aladdin. Men hvad Forfatteren faar, det prales der ikke med, og det er der saa vist heller ingen Grund til. Man fik til Stadighed at vide, hvor kostbare de mange Bagtæpper i Per Gynt havde været. Den der ved denne Lejlighed var billigst, var vistnok Henrik Ibsen.

II
Man véd altsaa af urgammel Erfaring, hvad Det kgl. Teater er, men der findes vel nok dem, der vil spørge. Hvem er da den anden Part i Sagen – Danske Dramatikeres Forbund. Det er den Ring, som de for Scenen skrivende Forfattere omsider har slaaet for at værne om deres Interesser. Da jeg har den Ære at være En af dem, der fra Begyndelsen har været med til at varetage disse Interesser, maa det maaske være tilladt med nogle faa Ord her at gøre Rede for Forbundets Maal og Virken.

Digtere er jo gennemgaaende lidet forretningsdygtige. De dramatiske Forfattere var derfor særlig prisgivne til Udnyttelse fra alle Kanter og fandt sig i det med Resignation, overbeviste om, at saaledes var Digterens Lod – derved var intet at gøre. Har derfor nogen Sinde Indstiftelsen af en Institution været paa sin Plads, saa var det, da dette Forbund oprettedes, og dets efter vore Forhold hurtige Vækst og Udvikling til faste Former viser bedst, i hvor høj Grad det tiltrængtes. Det første, de begyndende og i Teaterforhold som Regel ukyndige Forfattere nu foretager efter et Stykkes Antagelse, er at melde sig ind i Forbundet, og dermed har de straks faaet den Stiver i Ryggen, forretningsmæssigt set, som før savnedes. Alle Kontrakter ordnes og underskrives derfra, og Salgsvilkaarene har derved bedret sig betydeligt, Honorarerne indløver præcist til Bureauet og afleveres lige saa promote til Modtageren, og Forbundet har gennem Justitsministeriet, hvis Imødekommenhed paa dette Punkt man nærer den største Taknemmelighed for, faaet udvirket, at der gennem de stedlige Embedskontorer holdes Kontrol med alle sceniske Opførelser Landet over, saa at Forfatterne ikke mere, som forhen, bedrages for Frugten af deres Arbejde. Følgen er at næsten alle dramatiske Forfattere, Komponister, Oversættere og Arvinger er Medlemmer, og fra vore Søsterlande har Adskillige sluttet sig til, f. Eks. Ibsens og Bjørnsons Arvinger, Johan Bojer, Peter Egge og Selma Lagerlöf, ligesom Ordningen af Sammenslutningen har dannet Forbilledet for de tilsvarende Organisationer i Nabolandene.

Naturligvis hænder det af og til, idet Medlemmerne jo er Kunstnere og derfor vanskelige at indordne under faste og fælles Regler, at urolige Hoveder melder sig ud paa Grund af formentlig Forurettelse. Men som oftest varer det ikke længe, før de melder sig ind igen, da de hurtigt mærker, at deres Kollegers samlede Styrke forlener dem med en fastere Holdning. Og opstaar der et Tvistmaal med en Direktion, er de aldrig længe om at finde Forbundet og anmode om dets Bistand, hvilket bevirker, at Janus’s Tempel sjældent er lukket i lang Tid ad Gangen. Men selv om der saaledes kan være Udmeldelser og Genindmeldelser, har vi aldrig oplevet, at en dansk dramatisk Forfatter har ønsket at falde sin Sammenslutning i Ryggern, og det skulde synes utænkeligt i dette Tilfælde, hvor Kampen drejer sig om at komme afdøde Kollegers Efterladte til Hjælp.

III
Det kgl. Teaters Virken og hæderfulde Tradition er kær for Enhver, der taler og elsker det danske Sprog. Man behøver ikke derfor at værdsætte den utilnærmelige Højhed, som Teatret troner paa, den, at der paa Ejendomsrettens Omraade foreligger en særlig Lovgivning – nogle Lovens Stentavler – for denne Institution alene, og at dens Ledere kan diktere den Pris, de alle ønsker at give for Varer, de har eksproprieret og sidder paa i et Tidsrum, der er dobbelt saa langt som for de andre Scener. Denne Vedtægts Urimelighed fremgaar tydeligt af, at Fru Esmann havde søgt at faa Den kære Familie frigivet, da et andet Teater bød hende 10 pCt. for det. Forgæves. Det kgl. Teater kom da i Tanker om at det for ikke at miste dette Aktiv, var paa Tide at spille Stykket til 2 pCt. Denne Tingenes Tilstand nedstammer i lige Linje fra Enevælden i Smag med de kgl. Ridderordeners Kapitul og peger hen paa. at Det kgl. Teater burde være underkastet de samme Vilkaar som dets privarte Kolleger.

I denne Urskov af fortidsmæssige Synsmaader har Forbundet lysnet hvor det kunde, og har kæmpet for Forfatternes Ret uden hidtil at appellere til Offentligheden. Det er da dennes Magt og Myndighed, som de nu ser sig nødsaget til at søge Støtte hos, og de gør det i det sikre Haab, at der Mand og Mand imellem vil blive sagt: “Selvfølgelig skal de, der lever af deres Pen, have Vilkaar, der gør dette muligt, og det skal ikke tillades Nogen, at beskære dem i deres Ret, mindst den, der paa disse Omraader repræsenterer det danske Folk, og allermindst naar det drejer sig om en dansk Digters Enke eller Børn.” Der er grund til at haabe, at et stort Tal af saadanne Tilkendegivelser vil samle sig til én Stemme, der fælder Dom i dette Tvistpunkt mellem Det kgl. Teater og Danske Dramatikeres Forbund. Til denne Dom appellerer Vi.
Emma Gad.