Husmødrene 1916

27. oktober 1916.
Vi Husmødre har
i Øjeblikket en vanskelig, en drøj Tid at stride os igennem. Priserne paa alle Fornødenheder skrues daglig opad og opad til Højder, vi forhen ikke havde kunnet gøre os en Forestilling om.
HUSMØDRENE

Og der forlanges af mange af os det hartad [næsten, red.] umulige: At vi skal komme ud af det – lige saa pænt og godt – med de samme Penge som før, hvor alting kostede det halve, og det forlanges kun altfor ofte med den gode Begrundelse, at Husets Indtægter ikke er blevet større. Og end yderligere kræves det af os, at vi af Hensyn til det daglige Livs Harmoni ikke maa beklage os, ikke tale om, hvad Maden har kostet, ikke plage dem, der, trætte af Dagens Gerning, sætter sig ved vort Bord, med at anstille Jeremiader. Vi skal vise dem et glad Ansigt, og aldrig ymte om, hvor haardt det kniber, og hvor meget vi maa ofre, snart Hver og En, af vort lille som oftest saare beskedne personlige Budget for at kunne holde det Hele gaaende – ofre i Hemmelighed de smaa Beløb, der før kunde anvendes til vort Ydre, vore Interesser og Smaa-Fornødenheder.

Men naar vi ikke har Lov til at beklage os indenfor vort Hjems fredlyste Vægge, saa kan vi i det mindste gøre det os imellem. Lad os give hinanden Raad og Vink, lad os bringe de bittert indhentede Erfaringer til hverandres Kundskab, lad os virke lidt Haand i Haand.

Det kan maaske bidrage noget til at den Sammenslutning sker, den store Forening stiftes, som tiltrænges. Alt for spredt og enkeltvis har vort Arbejde været, og Ingen er derfor i den Grad som Husmødrene Samfundets i Stilhed lidende Offerlam. Man véd, at vi mukker aldrig, hvor tæt vi end klippes, men at vi, mens alle andre Arbejdende slutter sig sammen, under alle Tiders vekslende Forhold lader os drive fremad som den forsvarsløse og viljesløse Faareflok, vi er, den, der gaar under Navnet Forbrugerne. Nu, endelig – endelig – har Regeringsmagten begyndt at tage os lidt i Beskyttelse, uden at dog, saa vidt vides, en eneste kyndig Husmoder hidtil er taget med paa Raad.

De vekslende Forhold! Ja, det har vistnok ikke været mange Slægtled givet at se saa store Omvæltninger som de, der er sket i Livsførelsen i de 50 Aar fra Tresserne til nu. Menneskene er jo nogenlunde de samme til alle Tider – det har jo vist sig, at end ikke deres Grusomhed, Barbari og Blodtørst er formindsket trods alle Opfindelser, men Vilkaarene, hvorunder de lever, er jo under uophørlig og hurtig Udvikling.

Vi taler ikke om Farten gennem Luften og under Vandet og hvad dertil hører; det, der her samler os, er Hjemmets indre Forhold og Husmoderens Hverv, men ogsaa paa det Punkt er der sket store og afgørende Forandringer, selv om der endnu er meget at vente og haabe paa. Der er f. Eks. først og fremmest en Forbedring af vore Opvarmningsforhold, eventuelt gennem Elektriciteten, saa at man ikke, fraregnet de faa Rigmandsboliger med Centralvarme, skal behøve at bære Brændsel op fra Kælderen til fjerde Sal og putte det i en Ovn i hvert enkelt Værelse, ligesom man gjorde paa Frederik den Andens Tid. Vore Børnebørn vil smile! En Opfindelse paa det Omraade vilde unægtelig gavne Menneskeheden nok saa meget som en forøget Hastighed for et Luftskib. Men Lettelserne i Husførelsen er alligevel mange og store: Jeg kan endnu huske fra min tidlige Barndom, hvordan en stor bred Karl daglig kom og bar hver Draabe Vand, der brugtes, op i en Tønde i Køkkenet, og hvordan man stod og strøg en hel Dag med ophedede Jernbolte i Strygejernet – om Aftenen ved en Tællepraas. Men tro ikke, at Hjemmet var mindre hyggeligt, Maden mindre god, Gæstfriheden mindre hjertelig end nu.

Tværtimod! Det er jo ikke de rent ydre Betingelser, der skaber Hjemmets Fred og Velvære, men noget ganske andet. Det er frem for alt Husmoderens stadige Nærværelse og aldrig svigtende Interesse. I gamle Dage var Husets Damer den meste Tid i deres Hjem, nu er de alle andre Steder end hjemme. Mange af dem har ganske vist deres Arbejde ude af Huset, især de unge Ugifte og det er jo som det bør være. Men mange, altfor mange farer forhippede omkring til alt mellem Himmel og Jord, der ikke er nødvendigt for dem, om Formiddagens Udsalg, Visitter, Møder, Teer og Matinéer, om Aftenen Koncert, Teater, Selskab, Foredrag og Kaféliv. Hvem af os kender ikke saadanne urolige Damer! Hjemmet benyttes da kun som en Art Station eller Ventesal, et uundværligt Centralpunkt til Omklædning og en Smule nødvendig Hvile i Dagens ørkesløse Vandring rundt i Byen.

At et Hjem ender med at præges af en saadan Livsførelse hos dets kvindelige Beboere, kan ikke undgaas. Hyggen forsvinder, den indre Harmoni – alt det, der ikke kan forklares, men føles saa meget desto stærkere, det, der fæstner sig til de uforglemmelige Minder – ikke altid om de rige Barndomshjem. De bedste Minder gaar tidt tilbage til smaa lavloftede Stuer, hvor der alligevel var godt og kært at være: Saadanne Minder staar der i enhver Moders, enhver Husmoders Magt at skabe. Men hun formaar det kun, naar hun føler sig som selve sit Hjems altid bankende Hjerte, og naar hun opfatter sit Hverv saaledes, at det fylder hende selv med en Lykkefølelse, som straaler ud igen fra hende til hendes Husfæller.

En Del af vore Dages selverhvervende Kvinder vil maaske sige: Vi har ikke Tid til at være noget videre for vort Hus. Kvinden er nu helt og fuldt med i Erhvervslivet, og den Kvinde, der beklæder en Stilling, for hende ligger den første Pligt og det største Ansvar ligesom for Manden i Udførelsen af det lønnede Arbejde, hun har paataget sig. Skal hun udrette det godt, kan hun ikke dele sig.

Man kan maaske hertil svare: Hun bør alligevel have Tid dertil i sin Egenskab af Kvinde. Det er ligegyldigt, om hun tager lønnet Hjælp til Enkelthederne – den Kvinde, der styrer Bogholderiet i en stor Forretning, skal selvfølgelig ikke stoppe Strømper eller tælle til Vask. Hun skal blot ikke slippe Sansen for Hjemmet og Viljen til dets indre og ydre Skønhed. Gør hun det – synes hun, at et offentligt Sted er at foretrække, fordi det er nemmere for hende, saa mister hun efterhaanden sin dybest liggende og skønneste Kvindelighed.

Naturligvis vil den selverhvervende Kvindes Husførelse aldrig kunne blive saa gennemført økonomisk som den, hvor Husmoderen helt kan gaa op i sit Arbejde. Noget for noget. Hun har jo da ogsaa Raad til at betale og hvad hun mangler af Tid, erstattes ofte af det stærkt personlige Præg, hun formaar at give sit Hjem, fordi Livets Skole har udviklet hende. Men hvad enten en Husfrue helt ofrer sig for sit Hjem, eller hun tillige har en anden Virksomhed, er det Hovedsagen aldrig at forsømme den huslige Orden af alle disse Ubetydeligheder, der tilsammen udgør Forskellen mellem et Hotel og et Hjem. Det kræver Taalmodighed, og enhver Husmoder kan vel af og til have Fornemmelsen af, at det ikke er til at se, hvad hun har udrettet.

Og dog, hvis man med ét lod fem være lige, vilde det snart vise sig, at Hyggefølelsen, der hvilede over hendes Stuer, vilde forsvinde med det samme.

Lad os derfor være os vor Betydning og vor Evne bevidst. Lad os staa Side om Side i denne for os saa svære Tid – lad os hjælpe hverandre med vore Erfaringer og vor Sparsommelighedssans. Lad os frem for alt aldrig glemme, at vel er de enkelte Hjem, hvor vi raader, hver for sig kun en ringe Del af vort Land, men samlet til en Helhed er det dem, der er bestemmende for Folkets kulturelle Liv.
Emma Gad.