Næste Formiddag hos Blomquist’s. En kunstnerisk udstyret Dagligstue med mange Antikviteter. Paa Væggene Skitser, musikalske Instrumenter og Fotografier af Blomquist imellem visne Lavrbærkranse. Midt i Stuen en Løjbænk belagt med et Skindtæppe. Til venstre i Forgrunden et Klaver, lidt længere tilbage Dør ind til Munthes Værelser, til højre til Melittas Atelier; længer tilbage Dør til den øvrige Lejlighed. I Baggrunden Udgang til Entreen.
PERSONERNE:
| BLOMQUIST, Operasanger | FRU MELITTA BLOMQUIST, Malerinde |
| ANTON MUNTHE Forfatter, (hendes Broder) |
OSCAR HAMANN, Købmand |
| FRK. BIRGITTE STEIN | SANDER, Journalist |
| PLUM, Billedhugger | FRU ELLINOR PLUM, Forfatterinde |
| FRU MILLY KRUSE, Skuespillerinde | FRU ADELAIDE MONTELLI, Koncertsangerinde |
| LOUIS PETERSEN, Pianist | MARIE, Pige hos Blomquist |
| EN PIGE HOS PLUMS | ET PAR OPVARTERE – DAMER & HERRER |
| 2. AKT | |
| 1. SCENE | Blomquist. Marie. Senere Fru Kruse. |
| Blomquist kommer nynnende ind fra højre. Han ser lidt utidig ud, som En, der lige er kommen op. Marie, en lidt landligt udseende Pige hos Blomquist, kommer ind med en Bakke med Smørrebrød og et glas Mælk og stiller det paa Bordet, hvorpaa hun giver sig til at støve af. | |
| MARIE | Godmorgen! |
| BLOMQUIST | (der har taget en Avis). Godmorgen, Marie! (ser en Notits og kaster vredt Avisen bort.) Är frun inte hemma? |
| MARIE | Nej. |
| BLOMQUIST | (kiger ind i Atelieret). Kan tänka det. Och ingen frukost, – naturligtvis! |
| MARIE | Jo – der staar Frokost til Fruen. Hun sagde, at jeg skulde smøre den og sætte den her ind. (giver ham en Papæske.) Her er noget, der er kommet til Herren. |
| BLOMQUIST | (aabner Æsken med Interesse). Har baretten kommit? |
| Tager en Fløjels Fjerbaret op, sætter den paa og gaar hen til et Spejl for at se Virkningen. | |
| MARIE | (ser forbavset paa ham). Jøsses Kors! |
| BLOMQUIST | (misfornøjet). Den duger inte, den klär mig ju inte alls! De Idioterna, det er den tredje. (lægger den gnaven i Æsken og ser paa sit Uhr). Om en half timme måste jag vara paa teatern. (ser nærmere paa Melittas Smørrebrød.) Så frun får sin delikata frukosten, hon! |
| MARIE | Herren vil jo hellere gaa paa Beværtning, siger Fruen. |
| BLOMQUIST | Ah, gåsbrøst! (tager et Stykke, spiser det i een Mundfuld og gaar saa, alt mens han taler, hen og tager en Flaske Punsch og et Glas i et Skab.) |
| MARIE | (misfornøjet). Det er ellers Fruens Mad. |
| BLOMQUIST | Frun här och Frun där. Altid skall där krusas för hende på min bekostnad! Och om så bare ens konst kunde, ge equivalent för orattvisan och småaktigheten och ens talang blefva appricierad efter förtjenst. Men tværtom, endast chikanerier! (peger krænket paa Avisen.) Tänk det – Du – i den där fördömda tidningen ser jag, at Thomsen skall sjunge prinsens parti – prinsens! |
| MARIE | Hvad befaler? |
| BLOMQUIST | Hväm har någonsinn kunnat upptäcka ett spår till talang hos honom! Han är ju torr som snus! |
| MARIE | Jeg forstaar ikke et Muk. |
| BLOMQUIST | (drikker et Glas Punsch). Kalla du det för sentimang och erotik såsom han åbäker sig. Och så er det åt den karlen, man ger hufvudpartierne i nye operar. (tager et nyt Stykke Smørrebrod.) |
| MARIE | (irriteret). Nej, nu skal Herren have Tak! Jeg faar Skænd af Fruen, naar der ikke er andet levnet end den holstenske Sild. |
| Uden at ænse hende gaar Blomquist hen til Klaveret og intonerer Begyndelsen af en Romance. Marie sætter imens Flasken tilbage i Skabet, og stiller Smørrebrødet hen paa et Bord i Baggrunden, hvor hun skjuler det bag et Fotografi. | |
| BLOMQUIST | (stanser og vender Stolen imod hende). Pris du dig lycklig, du Maria; att du inte till ditt yrke har valt sångens otacksamma konst! (ser, at Flasken er borte.) Hvad för slag, hvar tog buteljen vägen? |
| MARIE | Flasken! den har jeg sat paa Plads. Det er ikke noget at drikke Punsch paa Formiddagen. |
| BLOMQUIST | (irriteret). Endast för min helsa tar jag et par (irriteret). Endast för min helsa tar jag et par |
| MARIE | Reppesion, hvad er det? Kors, de ringede. (hun gaar ud og lukker op. Fru Kruse kome Ind.) |
| FRU KRUSE | Goddag, Hr. Blomquist! |
| BLOMQUIST | Ah, Fru Kruse – hjärtligt välkommen. |
| MARIE | Det er da godt, der kommer En, som kan forstaa Herren. |
| BLOMQUIST | Förstå! Jag talar ju nästen danska. |
| BEGGE | Saa -! |
| BLOMQUIST | Ja! Jag har totalt förlorat min ren svenska accent i detta förbaskade landet. |
| MARIE | (ser paa Fru Kruse). Jøsses, hvor hun er flot! (Hun gaar med et beundrende Blik ud til højre). |
| 2. AKT 2. SCENE |
Blomquist. Fru Kruse. Senere Melitta og Birgitte. |
| FRU KRUSE | Jeg ser blot herop for at sige Tak for Indbydelsen til i Aften! |
| BLOMQUIST | (lidt forbavset). Ah, min hustru har bjudit frun! (ser paa hende). Det måsta jag säga – en charmant toalett, och en charmant person, som bär den. |
| FRU KRUSE | Aa – (ser ned ad sig.) Ja, det er en ret nobel Dragt. En Skuespillerinde maa jo være chic, det ser de meget paa. Skal De paa Prøve? |
| BLOMQUIST | Ack ja! Jag blir så rysligt fatiguerad. |
| FRU KRUSE | Jeg er ogsaa saa angreben. To og tredive Aftner i Træk har jeg spillet i „Hjertets Kampe”. De har da set det? |
| BLOMQUIST | (Lidt ubestemt). Ja, bevars! |
| FRU KRUSE | Synes De om mig? |
| BLOMQUIST | Jag var alldeles fortjust. |
| FRU KRUSE | Lagde De Mærke til den Scene, hvor min lidenskab i et Nu slaar om fra Glød til Iskulde. Synes De ikke, jeg der fik en god Virkning frem? |
| BLOMQUIST | Ni ådagalade i ert spel en utomordentlig fremstaaende talang, i synnerhet i den briljanta scenen i klosterträdgården. |
| FRU KRUSE | I en Have – Men Gud, det hele foregaar jo i en Salon. |
| BLOMQUIST | (lidt forlegen). Ah – ursäkta, då måske det ha varit i en annan pjes. |
| FRU KRUSE | (fornærmet). Ja, det skal De have Ret i. |
| BLOMQUIST | (undskyldende). Jag har varit saa rysligt uptagen of repititionerna på Romeo och Julie. Frun har kanske sett mig? |
| FRU KRUSE | Ja, naturligvis – det vil sige – jeg vil se det, saa snart jeg faar Tid. |
| BLOMQUIST | Den lidelsefulla känslan i Romeos parti framställas också af detta något i min talang, som – |
| FRU KRUSE | Glem ikke, hvad De vilde sige! Jeg vilde blot først pointere, at detnetop er det impulsive ved uventede Overgange, der tager Publikum. |
| BLOMQUIST | Ja, men jag – |
| FRU KRUSE | Og saa er der jo det ved min Kunst, at den uvilkaarligt gaar over Lamperækken – til hjerterne. Det er medfødt. |
| BLOMQUIST | Ja, men jag – |
| FRU KRUSE | Derfor føler jeg ogsaa Sympatien. De skulde have hørt en Orkan af Jubel ved min sidste Benefice og set den Stemning – |
| BLOMQUIST | (bryder energisk igennem). Ja, men jag fick vid min Afskedsrepresentation sådana väldiga applåder, att sammerlingen väggarna darrade! Jag fick sju lagerkransor med färgade band och – |
| FRU KRUSE | Jeg fik otte Buketter, og adskillige Blomsterkurve i mit Hjem. |
| BLOMQUIST | Och en talang, som min skäms man inta att stella i skugga för andra – medelmåtter! (ryster paa Hovedet.) |
| FRU KRUSE | Har De kendt Mage til det, de kan finde paa i en Theaterbestyrelse, af Galskab! |
| BLOMQUIST | Och orättvisa! |
| FRU KRUSE | Og Fejlsyn! |
| BLOMQUIST | Och chikaneri! |
| FRU KRUSE | Og Hensynsløshed! |
| BLOMQUIST | Och idiotism! |
| FRU KRUSE | Tænk, ikke at paaskønne en Stemme som Deres! |
| BLOMQUIST | Och inte att hedra en talang som fru Kruses! |
| FRU KRUSE | Men jeg finder mig heller ikke i det! |
| BLOMQUIST | Inte ett spelår till stannar jag kvar. |
| FRU KRUSE | Ens første Pligt er at holde sin Kunst i Hævd! |
| BLOMQUIST | (ryster hendes Haand). Ja, det var et sanningens ord. Respekt för konsten. |
| FRU KRUSE | Og for sig selv! |
| BLOMQUIST | Och för sig sjelf, det glömde jag. |
| Melitta og Birgitte kommer ind fra Entreen. De har Overtøj paa, men tager det af under det følgende, hvorpaa Birgitte hænger det ud. | |
| MELITTA | Goddag Fru Kruse. Allerede saa tidlig ude. |
| FRU KRUSE | Jeg kiggede blot op for at sige, at jeg meget gærne kommer til Deres lille Selskab i Aften. |
| MELITTA | (lidt forbavset). Aa – min Mand har indbudt Dem. |
| FRU KRUSE | Deres Broder, Hr. Munthe, er ikke hjemme? |
| MELITTA | Han er vist beskæftiget! |
| BLOMQUIST | (ser paa sit Uhr). Ursäkta, jag måste gå på repitition! |
| FRU KRUSE | Jeg skal ogsaa til Prøve. Vi følges. |
| BLOMQUIST | Jag får inte ens tid att äta frukost! |
| FRU KRUSE | (ser mod Spisestuen). Hvorfor ikke her —? |
| BLOMQUIST | Här har jag inte fått en bit! Inte skulle man här hemma tro, att jag är den af alla damerna förgudade tenoren! är inte det besynnerligt? |
| FRU KRUSE | Jo, det ved Gud, det er (fatter sig.) jeg mener – De – |
| MELITTA | De kender Dig kun i Silketrikot! |
| FRU KRUSE | Ja, saa er han smuk! – især smuk! |
| BLOMQUIST | Fru Kruse sa just nu, att ingen vid hele teatern är så firad som jag! Se denna briljantringen, som jag fick igar. |
| FRU KRUSE | Maa jeg se – af hvem? |
| BLOMQUIST | (smiler diskret). |
| MELITTA | (tørt). Tror Du, den er ægte? |
| BLOMQUIST | Äkta! Den har kostat sine hundra femti kronor! |
| MELITTA | Du ved det saa nøje, Du har maaske selv købt den? |
| BLOMQUIST | (med Værdighed). Inte behöver jag köpa bifall! Applåderne komma till mig från djupet of hela publikens hjerta! Men därför just är en direktion som denna någonting oerhördt i teaterns annaler! Hver hafvejede sina ögan, hvar är sinnet för dett sköna! |
| FRU KRUSE | Jeg siger ogsaa, at – |
| BLOMQUIST | (truende). Men jag ämner också säga: Antingen Thomsen eller jag! Välj! |
| FRU KRUSE | (til Melitta). Farvel! (til Blomquist.) jeg siger ogsaa, at – |
| BLOMQUIST | (truende). Jag går til Berlin, där man erbjudit mig det mest strålende engagemang – (byder hende Armen.) Min nådige Fru – ja, jag går til Tyskland, och gör furore öfveralt! Adjö! |
| De gaa begge talende paa engang ud i Baggrunden. |
| 2. AKT 3. SCENE |
Birgitte. Melitta. |
| MELITTA | (peger paa Atelieret) Gaa nu ind og begynd at male – jeg skal blot tale et Øjeblik med Anton. |
| BIRGITTE | Jo (vi1 gaa, men vender sig.) jeg haaber, han er bedre til Sinds i Dag. I Gaar følte han sig miskendt. |
| MELITTA | Det er han ogsaa! Det er vi alle. Anton er et betydeligt Talent, men ingen kan se det – undtagen vi – endnu! |
| BIRGITTE | Jeg kan! |
| MELITTA | Ja, Du forstaar ham – med Hjertet. Men lad mig nu paa Forhaand sige Dig, at det er ingen let Sag at knytte sig til et Geni. Derfor blev min forste Mand og jeg saa grænseløst ulykkelige. |
| BIRGITTE | Var det Dig, eller ham, der var Geniet. |
| MELITTA | (betænker sig lidt). Begge to. Ja, det synes nu jeg. |
| BIRGITTE | Fortæl mig, hvordan det gik saa skævt. Hvad var han? |
| MELITTA | Musiker. Komponist. |
| BIRGITTE | Var han styg imod Dig? |
| MELITTA | Væerre end det. Der er noget storladent ved Ondskab. Nej, han behandlede mig som en almindelig lille Husmoder og forstod ikke mit Kald. Naar de store Opgaver brød sig i mig, mit „Snestykke”, min „sølede Landevej”, saa forlangte han, at jeg skulde lave Mad og sy Knapper i hans Skjorter. |
| BIRGITTE | Det gjorde Du da ikke? |
| MELITTA | Bevares nej jeg tror aldrig, jeg har syet en Knap i. |
| BIRGITTE | Men Du har alligevel lidt meget? |
| MELITTA | Forfærdeligt. Gid Du aldrig maa lære de Sjælekvaler at kende. Han haanede mig og bedrog mig med Andre. |
| BIRGITTE | Bedrog Du da ikke ham? |
| MELITTA | Naturligvis — ja, Retten maa da være lige for begge. |
| BIRGITTE | Saa kom Du til at elske Blomquist? |
| MELITTA | Ja, det vil sige, mine Følelser for ham var nærmest Hævntørst mod den Anden. |
| BIRGITTE | Du mener den Første. |
| MELITTA | Naa – ja – |
| BIRGITTE | Kendte de hinanden? |
| MELITTA | Nej, jeg traf Blomquist udenlands – han sang en Aften en spansk Serenade – ja, jeg lader mig jo beruse af alt, af en Stemning, en Samtale, et Syn – naa – Men da jeg havde givet mig min Skæbne ivold, saa kom først Lidelserne ret. Han elskede mig trods alt. |
| BIRGITTE | Blomquist? |
| MELITTA | Nej, Petersen. |
| BIRGITTE | Hvem er Petersen? |
| MELITTA | Min første Mand. Aa, min Gud, de pinefulde Dage! Men ser Du, Birgitte, det er Aandens og Sjælens Kampe, der højner en Bevidsthed og gør den større. Tro Du mig, man naar ikke til Forstaaelse af Livet og Kunsten ved en rolig Eksistens. Som Antons Hustru bliver ogsaa Du, hvad man i vulgær Forstand kalder, ulykkelig. |
| BIRGITTE | (studser). Tror Du det? |
| MELITTA | Han er en Kunstnernatur, desaarsag, hvad de Uforstaaende kalder, troløs. Han maa bestandig hige efter ny Oplevelse, maa sige: Svundet er svundet, det Nye vinker. |
| BIRGITTE | (betænkelig). Men noget er der dog, der altid maa staa fast for En, og naar man stoler paa det, synes jeg ikke, man kan blive helt ulykkelig. |
| MELITTA | Hør nu, Kære, jeg sagde Dig først, at jeg ikke ønskede Dig det, jeg har lidt, og dog – jo jeg gør det! Mere end en ordinter Lykke ønsker jeg Dig, de Sorger, Du trænger til, for at din Personlighed an faa Originalitet og Flugt. (opmuntrende.) Og de kommer! Jeg ved sikkert, de kommer i Samliv med ham. |
| BIRGITTE | Livet faar jo blive, som det vil, naar blot Tilliden er der. |
| MELITTA | Til hvad? |
| BIRGITTE | Jeg kan ikke leve uden Tillid til, at Andre holder af mig. Ja, Du vil le, men jeg har altid maattet huske en Dag hjemme, hvor jeg hørte dem sige, da jeg var gaaet ud af Stuen – blot de Ord: Hvor Birgitte er sød! Det var, som om jeg fra det Øjeblik blev gladere, sikrere – fordi jeg med eet havde forstaaet, at jeg knnde leve i Andres Hjerter og Tanker. (tager Melitta om Skuldrene.) Derfor, bliver jeg hos jer, saa maa I holde af mig, – vil I – altid – ikke sandt? |
| MELITTA | (kysser hende paa Kinden). Vist saa, Barn. |
| Birgitte gaar ind i Atelieret til højre. Melitta gaar hen og banker paa Døren til venstre. | |
| MELITTA | (mod den lukkede Dør). Anton, er Du hjemme? |
| Munthe kommer ind med en Bunke Aviser i Haanden. Han er i elegant Morgendragt. |
| 2. AKT 4. SCENE |
Melitta. Munthe. Tilsidst Plum og Fru Plum. |
| MUNTHE | (oprørt). Har Du set Kritiken af mit Stykke – en saadan Samling Idioti! |
| MELITTA | Ventede Du andet – naa, derom senere. Der er noget, jeg maa tale med Dig om. |
| MUNTHE | Saa skynd Dig, jeg venter hvert Øjeblik Plum og Ellinor. |
| MELITTA | Saa meget nødvendigere er det, at jeg taler med Dig først. Du er træt af Ellinor, ikke? |
| MUNTHE | Hun lægger mine Kræfter øde, men hun ejer den mangfoldige Nuancering. |
| MELITTA | (smiler). Naar man gør Dig et generende Spørgsmaal, tager Du din Tilflugt til Symboliken, ligervis som Blæksprutten, der spyr sort om sig, naar man vil fange den. Det er igrunden ret bekvemt. |
| MUNTHE | Hvad vil Du sige mig om Ellinor? |
| MELITTA | Ingenting! Det maa Du selv om – jeg vil tale om Birgitte Stein. |
| MUNTHE | Om Birgitte! Hun har betaget mig sært, den Pige. |
| MELITTA | Du har talt til hende om Kærlighed, ikke sandt? |
| MUNTHE | (lidt usikker). Flygtigt – i Aftes – jeg tror det. |
| MELITTA | Men hun ved det, hun tænker kun paa det, Du har sagt. Hvad er din Mening? |
| MUNTHE | Min Mening – naa – den er kun, at hun er højst indtagende. Hun ligner en Mark med Valmuer – virker som Rødt – Purpurrødt! |
| MELITTA | (ler lidt). Jeg synes snarest, hun er noget grøn. |
| MUNTHE | Nej, Ellinor er grøn, dyb grøn som Havet. |
| MELITTA | Lad os nu holde os til det positive. |
| MUNTHE | Det positive er vist, at Pigens monotome Provinsliv har gjort hende overspændt og opsat, saa at hun .nu kun higer efter den farlige Kærlighed, der lokker og fanger. Hvad Øjeblik jeg vil, kan jeg tage hende i mine Arme og gøre hende til min. |
| MELITTA | Din Elskerinde maa hun ikke blive. |
| MUNTHE | Hvorfra de strænge Principer? |
| MELITTA | For det første var det Synd, for det andet var det dumt – det er værre. Din Hustru skal hun være. |
| MUNTHE | Hvad er det for en Ide? |
| MELITTA | Hendes egen. Og den er god. Hør nu, hun er ung, køn, rig – |
| MUNTHE | Er hun rig? |
| MELITTA | Hun har otte tusind om Aaret. |
| MUNTHE | (trækker paa Skulderen). Ved Rigdom forstaar jeg ødsel Overflødighed! Det, Du næevner, vilde højst blive, hvad jeg paa Prent vilde kalde en hastigt svindende Guldrus! |
| MELITTA | Ved Rigdom forstaar jeg ikke at være i fortfarende Pengeforlegenhed, som vi. Tænk, at kunne sætte dit Talent i en lun Mistbænk, hvor det ken vokse og sætte Skud. |
| MUNTHE | (halvt for sig selv). At faa, en ny Kærlighed, samtidigt med at en gammel hører op, det betyder jo at blive dobbelt saa forelsket som før. |
| MELITTA | Saa grib Øjeblikket, mens det er der – Oscar Hamann er din Rival! |
| MUNTHE | Aa – han, den aandelige Plebejer! Hun elsker jo mig. |
| MELITTA | Men han elsker hende, og Du ved, Kærlighed er smitsom, naar den kommer fra en Vilje. |
| MUNTHE | Hustru! Du har Ret – i det Ord ligger der et helt nyt Stemningsliv! Den, til hvem man betror sin skjulte Kummer og Angst – og lange, stille Timer med Strejflys hen over bløde Tæpper – (vender sig pludseligt) men Gud forbarme sig – Adelaide! |
| MELITTA | Ja, det er jo Knuden. Hun maa søges som en Knappenaal – og findes. |
| MUNTHE | (fortvivlet). Men hvor? – Tænk, at jeg nogensinde skulde blive glad ved at se hende igen! |
| MELITTA | (faar en Idé). Hør Du, vi kan jo avertere. |
| MUNTHE | (bittert). Hvorfor ikke – ligesom efter en Hundehvalp! Bortkommen Hustru – en rødblond Dame af Støverracen er bleven borte mellem Østergade og Kalifornien. Den ærlige Finder loves en Douceur. |
| MELITTA | Vi her jo ikke anden Udvej – det er mit Alvor! |
| MUNTHE | Tror Du ikke, det er mit – er jeg da kun skabt til Kval! Dog, hvad hjælper det at angre – sket er sket. |
| MELITTA | Men her gælder det min Sandten saa vidt muligt at gøre Sket til Usket. Gaa nu hen og skriv! (Munthe gaar hen til Skrivebordet.) Hvor er hun set sidst? |
| MUNTHE | (skriver). I Wien tror jeg. |
| MELITTA | Nej, det var jo i Rusland. |
| MUNTHE | Hvorfor ikke paa Kamschatka! |
| MELITTA | Hun læser dog vel undertiden hjemlige Blade eller taler med Landsmænd. |
| MUNTHE | (giver hende Papiret). Se der! |
| MELITTA | (læser). Hvis dette maatte komme Fru Adelaide Munthe for Øje, bedes hun ufortøvet opgive sin Adresse til „dette Blade Kontor”. |
| MUNTHE | (haabløs). Det faar hun aldrig at se. |
| MELITTA | Hvem ved, maaske før, end man tror! |
| Plum og Fru Plum kommer ind fra Entreen. Melitta lægger Papiret fra sig og hilser paa dem. | |
| FRU PLUM | Her er vi, Munthe! |
| MELITTA | Hvordan har Du det, Ellinor? |
| FRU PLUM | Daarligt. Jeg er anstrængt og pint. Plum og jeg har nu i samfulde tre Timer talt Om, hvad enten vi skal skilles eller ej. |
| PLUM | (tørrer Panden). Vi holdt kun Hvil under Frokosten. |
| MELITTA | Er I komne til et Resultat? |
| PLUM | Ikke positivt. |
| FRU PLUM | Vi man jo først tale ud med Munthe. Alt maa ligge klart mellem os tre. |
| MELITTA | Vil I saa ikke tage Plads – jeg gaar ind i Atelieret saa længe. (Hun gaar ud.) |
| 2. AKT 5. SCENE |
Plum. Fru Plum. Munthe. |
| MUNTHE | (byder Fru Plum en Stol). Jeg tror, denne Stol er bedre! (De sætter sig.) |
| PLUM | Her sidder vi altsaa – |
| MUNTHE | (sukker lidt). Ja – |
| PLUM | Og taler sammen, som det ene overlegne Menneske taler med det andet om sit Følelsesliv. |
| FRU PLUM | Absolut frie vil vi være overfor hinanden. |
| PLUM | Og ærlige! |
| MUNTHE | Og retfærdige. |
| PLUM | Altsaa, Ellinor, Du tror, at Munthe er nødvendig for din Lykke? |
| FRU PLUM | Ofte mener jeg, at jeg kan undvære ham, men saa synes jeg med eet, at jeg fornemmer ham lige op ad mine uvilkaarligste Tanker. Forstaar Du mig, Munthe? |
| MUNTHE | (lidt forbeholden). Ja naturligvis! (til Plum). Ellinor og jeg har haft mange rige Øjeblikke sammen. |
| PLUM | Det ved jeg, og hvis Ellinor, efter at have gransket sine Følelser til Bunds, kommer til det Resultat, at Du er Den, hendes Temperament trænger til, for at udvikle sig rigt og fuldt, saa maa det gaa først – saa giver jeg Afkald. |
| FRU PLUM | Jeg ved Ingen, der ser saa stort paa Livet som Plum. |
| PLUM | Jeg er naaet til at forstaa, at en Kvinde som Du, der ejer den sjældne og forborgne Dejlighed, hende har en Mand ikke ubetinget Lov at ville beholde for sig selv alene. Det er som at lukke en Kunstskat inde. |
| MUNTHE | Ganske vist, der er noget storstilet ved din Tankegang, Plum, men Kvinder vil, at man strides om dem. Hold paa Ellinor, kæmp, ras, fortvivl – det er i hvert Fald menneskeligt. |
| PLUM | Hun skal handle upaavirket af mine Følelser. |
| FRU PLUM | Jeg ærer Plums modige Ligegyldighed for Borgerskabets helligste Ideer, og jeg beundrer hens overlegne Syn, men han er for kontemplativ. Jeg elsker det Impulsive, det Oprørske. |
| MUNTHE | Men det, synes jeg egentlig, passer godt ind i Plums Opfattelse. Det gælder at supplere det Manglende! |
| PLUM | Det har vi idetmindste ikke forsømt. |
| FRU PLUM | Hvis Du nu hadede mig, Plum, og slæbte mig rundt ved Haaret med Forbandelser over, at jeg har lagt din Lykke øde, saa vilde maaske det Kvindelige i mig elske Dig. |
| PLUM | Man kan ikke komme bort fra sit Væsens Naturgrund, Ellinor. |
| FRU PLUM | (lidende). I ved ikke, hvor dette er pinefuldt at skulle tænke til Ende. |
| MUNTHE | Plum er ulige mere omfattende end jeg, Ellinor. |
| PLUM | Men Munthe er mere personlig – han forstaar idetmindste at elske sig selv, og Den, der lever helt paa, at Selvet er det første, han bringer det videst. Dit Liv vil sammen med ham blive mere kampfuldt og frodigt, godt, saa er jeg rede til at ofre mig og viske mig ud af din Bevidsthed. |
| MUNTHE | Men Ellinor sætter til syvende og sidst Dig højst af Alle. |
| PLUM | Jeg er maaske hendes bedste Ven, men jeg er hævet over at ville lægge Beslag paa hendes Liv, naar hun føler noget stærkere. |
| FRU PLUM | (rørt). I tager det begge to saa højsindet og offervilligt, at I gør Valget end mere smertefuldt for mig. Hvad skal jeg gøre! |
| PLUM | (peger paa Munthe). Lytte til dit Instinkt! |
| MUNTHE | (rejser sig). Ser I, for mig er dette mere sammensat, end I mener. Jeg tror nemlig, at jeg er ved at faa en ny Tilbøjelighed – ja, det er jo bedst at sige det. |
| PLUM | (anerkendende). Gudbevares! |
| MUNTHE | Der er en anden Kvinde, som drager mig, og hun er her. |
| FRU PLUM | (der studsende har rejst sig). En Anden – ja saa! Tror Du ikke, Du elsker mig længer? |
| MUNTHE | Maaske ikke – og dog – det er, som om det særligt feminine, der er Dig eget, ikke vil slippe mig helt. |
| PLUM | Hvem er den Nye? |
| MUNTHE | Det er – (stanser) Indtil jeg har talt med hende, vil jeg helst nævne hende ved et Symbol. For mig betyder hun Hjemmet og den solbeskinnede Fred – noget helt modsat Ellinor. (peger paa Atelieret). Jeg gaar ind til hende nu. Jeg beder jer – gaa ind i min Stue og vent mig der. |
| FRU PLUM | Som Du vil. Kom Plum, dette maa drøftes! |
| PLUM | (ser paa sit Uhr). Jeg skal rigtignok i Rigsdagen og høre om min Statsbevilling. Det har dog ogsaa sin Vigtighed. |
| FRU PLUM | Ikke overfor Sjælens Kampe, Plum. (til Munthe.) Bed, om vi man faa lidt Sodavand derind. |
| PLUM | Maaske med et lille Stænk i. |
| De gaa samtalende ud til venstre. | |
| MUNTHE | (I Døren til Atelieret). Melitta, Ellinor beder om at faa lidt Sodavand bragt ind i min Stue. |
| Birgitte kommer ind med Pensler og Pallet i Haanden. |
| 2. AKT 6. SCENE |
Munthe. Birgitte. Senere Hamann.> |
| MUNTHE | Det var ikke min Mening at ulejlige Dem, Frøken Birgitte. |
| BIRGITTE | Mig – nej! Melitta gik for at skaffe det, De bad om. |
| Kort Ophold, hvor Munthe betragter hende ufravendt. Hun lægger lidt forlegen Palletten fra sig. | |
| MUNTHE | De giver mig altsaa Deres Kærlighed. |
| BIRGITTE | Har Melitta sagt, at jeg – det var ikke rigtigt – |
| MUNTHE | Hvad hindrer os i at, tale om det, der har betaget os, og – (Pigen gaar gennem Stuen og ud til venstre med en Bakke med Sodavand. Munthe venter saa længe) hvorfor skulde jeg ikke sige, hvad der i dette Øjeblik bevæger mig saa stærkt, at det næsten føles som en Smerte. Og dog, Den finder jo vanskeligt Ord, der kæmper med en ny følelse. For det er jo saa, at – (Pigen kommer tilbage og skotter til dem, idet hun gaar ud i Baggrunden. Munthe venter atter og ser mrd ærgerlig Mine efter hende)) kun famlende faar de inderste Tanker Form. Jeg finder kun det eneste – jeg elsker Dem, Birgitte. Gentag det som et Ekko af min egen Lykke. |
| BIRGITTE | Mine Drømme har haft Deres Skikkelse, baaret Deres Navn, og dog – nu – hvor jeg staar Ansigt til Ansigt med det, jeg drømte, saa – |
| MUNTHE | Hvad saa, Birgitte? |
| BIRGITTE | Sig mig, er jeg ikke noget andet for Dem, end alle andre? |
| MUNTHE | Enhver Kvinde er noget for sig selv i den Mands Bevidsthed, der elsker hende. De er den, min Sjæl vil hvile i, den, til hvem jeg med bristede Illusioner og skuffede Haab bestandig vil vende tilbage. |
| BIRGITTE | Men ikke blive hos? |
| MUNTHE | De er den bløde Livsharmoni, jeg trænger til! (tager bende om Livet og hvisker.) Min perleskinnende Skat! |
| Han bøer sig ned over hende, idet Hamann kommer Ind fra Baggrundon, lukket ind af Pigen. | |
| HAMANN | Goddag, Frøken Birgitte! (hilser forekommende) Min kære Hr. Munthe – |
| BIRGITTE | (forlegen). Goddag! |
| HAMANN | Fru Blomquist er maaske ikke hjemme? |
| MUNTHE | Jo, nu skal jeg kalde! (gaar hen til Døren til højre) Melitta, Hr. Hamann er her! |
| Melitta kommer ind. | |
| HAMANN | (hilser) Jeg kommer, som jeg truede Dem med, Frue, for at hilse paa Dem her i Deres Hjem. |
| MELITTA | (køligt). Jeg takker Dem meget. Værsaagod, tag Plads. |
| HAMANN | Tak. (byder Birgitto en Stol) Frøken – |
| MELITTA | Jeg tror, jeg maa anse det for min Pligt som den strenge Lærerinde at berøve Dem Frøken Steins Selskab. Tror Du ikke selv, kære Birgitte, at det er bedst, Du gaar ind og fortsætter Dit Arbejde? |
| BIRGITTE | Jo. (til Hamann) Jeg haaber, De undskylder, men jeg er Elev og maa lystre Ordre. |
| HAMANN | Ja, i mere end i een Henseende har jeg set. |
| BIRGITTE | Paa Gensyn! (Hun hilser og gaar ind i Atelieret). |
| HAMANN | Ja ja, Hr. Munthe, saa faar jeg maaske til Gengæld Lov til at glæde mig ved Deres Selskab? |
| MELITTA | Jeg beder Dig blot først, Anton, gaa ind til Birgitte med hendes Palet – den ligger der. |
| HAMANN | Saa hjælper maaske Hr. Munthe med at blande Farverne. |
| MUNTHE | Jeg skal i alt Fald gøre mit bedste. (Han bukker let og gaar med Paletten ud efter Birgitte.) |
| 2. AKT 7. SCENE |
Hamann. Melitta. |
| MELITTA | Behag at tage Plads! |
| HAMANN | (sætter sig). Vil De saa ikke først og fremmest sige mig, hvorfor modtager De mig saa køligt? Vi var dog i gamle Dage ret gode Venner. |
| MELITTA | Det er en Tid siden, og oprigtigt talt, Deres Optræden i Aftes skal ikke bidrage til at gøre Mindet kærere. |
| HAMANN | (ler lidt). Paa Ære, jeg tænkte ikke paa, at De kunde være skilt fra Louis Petersen, men jeg indrømmer, det var naivt. En af Grundene til mit Besøg er netop, for bemeldte Tantes Skyld, at faa at vide, hvor han bor. |
| MELITTA | Et Steds i Amerika, det er mig ligegyldigt hvor. Jeg hader Petersen, og haaber aldrig at faa ham at se. |
| HAMANN | (muntert). De synes at nære saa nogenlunde de samme Følelser overfor mig. Hvorfor kan De ikke lide mig? |
| MELITTA | Jeg kan særdeles godt – (stanser) nej, vi To har vist bedst af at tale rent ud af Posen med hinanden. Jeg kan ikke lide Dem, fordi jeg instinktmæssigt føler Dem som en Fjende af os, af vore Anskuelser, af vort Liv. |
| HAMANN | Bravo, Frue, jeg elsker Klarhed. De har fuldstændig Ret, jeg synes ikke rigtig om BohemeLiv og Væsen. |
| MELITTA | Hvorfor besøger De mig egentlig? |
| HAMANN | For at have Glæden af at tale med Dem. |
| MELITTA | Og De vidste slet ikke, at jeg maler med Frøken Stein? |
| HAMANN | Godt Frue, lad os saa gaa lige løs paa Sagen; jo, hende søgte jeg hovedsagelig, og det vil jeg blive ved med, gennem Ild og Vand. |
| MELITTA | De er forelsket i hende — jeg ved det. |
| HAMANN | Det Ord er slet ikke kønt nok, ikke inderligt nok til at udtrykke det, jeg føler for Birgitte. Det er nemlig ikke noget, der stammer fra i Gaar eller i Dag, jeg har elsket hende længe før jeg rejste, og i min Ensomhed har hun staaet for mig som selve Haabet og Lykken. Og dog, hvis jeg kunde se, at de Omgivelser hun her har valgt, var naturlige og lykkelige for hende, saa gik jeg blot stille bort. Men jeg tror det ikke, og derfor slipper De ikke mig, før De slipper hende, saa sandt jeg er vant til at kæmpe for det, jeg vil. |
| MELITTA | Saa selvsikkert De end taler, er det dog omsonst. |
| HAMANN | Hvorfor? |
| MELITTA | Birgitte elsker min Broder. |
| HAMANN | Eller tror at elske ham, det ved jeg. |
| MELITTA | De ved det — Og dog? |
| HAMANN | Og dog er mine Følelser overfor hende de samme. Ja – jeg har endydermere Trang til at beskytte hende, fordi hun i dette Øjeblik er usikker overfor sig selv. Hun staar paa en Skillevej. |
| MELITTA | I eet er hun dog sikker; hun drages mod det Kunstneriske, det udsøgte Sjældne i ganske modsat Retning af en gængs og spideborgerlig Aand. |
| HAMANN | Som min, mener De! Ja, hvis det er spidsborgerligt at tro, at en ung Pige bør skærmes, saa er jeg Spidsborger ud til Fingerspidserne, og vover endog at mene, at disse af Dem saa foragtede Medskabninger ogsaa har nogen Ret til at være til, om ikke andet, som Balance mod Deres frejdige Mangel paa Pietet. |
| MELITTA | Vi har Pietet for det Evige i Livet – Kunsten og Personligheden. |
| HAMANN | Kan være, men saa er De saagu’ til Gengæld saa temmelig blottede for det, vi andre kalder Æresbegreb og moralsk Sans. Dorfor siger jeg aabenlyst: jeg vil have Birgitte bort herfra, og de Ævner, jeg har, vil jeg bruge dertil. |
| MELITTA | Nu vel, saa lad mig sige alt! Birgitte er allerede forlovet med min Broder. |
| HAMANN | Forlovet – mener De paa Ekspektanee? |
| MELITTA | Hvordan? |
| HAMANN | Er Deres Broder ikke gift? |
| MELITTA | Paa en Maade – jo! |
| HAMANN | Jeg synes ellers kun, der er een Maade. |
| MELITTA | Godt, saa lad os bruge Deres eget Ord – de er forlovede paa Ekspektance. Adelaide maa og skal findes. Se her – (visor ham Annoncen.) Vi søger hende gennem Bladene. Maaske vi, hurtigere end vi tror, faar Lykken med os der. |
| HAMANN | Ja, ad denne ikke længer usæedvanlige Vej! |
| MELITTA | Hvis ikke, maa de vente! |
| HAMANN | Paa Flekoneriets Indførelse? |
| MELITTA | (trækker paa Skuldren). Skal vi sige: paa bedre Love. |
| HAMANN | Og med det tror De at kunne slaa mig af Marken. De forlover en uerfaren ung Pige med et gift Mandfolk. Jeg, der holder af hende, skulde roligt og resigneret lade hende gaa til Grunde i et saakaldet frit Forhold eller forsumpe i en Ventetid uden Grænse, for at han en skøn Dag kunde sige: „Nej mange Tak, nu har jeg faaet Lyst til noget andet – noget nyt, der æegger – og drager. Og det skulde jeg ikke gøre alt, hvad jeg kan for at redde hende fra? Jo, Tak skal De have, saa kender De kun daarligt mig. |
| MELITTA | Birgitte elsker min Broder, dermed er alt sagt – for mig. Af den ene Grund betragter jeg det som min Pligt at værne hende mod Deres ubetimelige Indblanding i hendes Valg og Vilje. |
| HAMANN | Tillad mit blot et Spørgsmaal. Ved Birgitte, at Deres Broder er gift? |
| MELITTA | (lidt usikker). Endnu ikke. Det er naturligvis vor Agt at underrette hende derom. |
| HAMANN | (nærmer sig Døren til Atelieret) Er det dog det? Saa lad os fortælle hende det straks. |
| MELITTA | (heftig). Jeg forbyder Dem at gaa derind! |
| HAMANN | (kalder). Frøken Birgitte, Fru Blomquist ønsker Deres Nærværelse et Øjeblik. |
| MELITTA | (sagtere). Hvis De er Kavaler, saa nævner De ikke denne – |
| HAMANN | Biomstændighed – godt! |
| MELITTA | Hun skal snart faa det at vide, men det maa blive min Broders Sag at underrette hende derom. |
| HAMANN | (trækker paa Skuldren). Jeg bøjer mig for Deres Ønske. |
| Birgitte kommer ind. |
| 2. AKT 8. SCENE |
Hamann. Birgitte. |
| BIRGITTE | Hvad vil Du mig, Melitta? |
| MELITTA | (pludselig venlig). Jeg vilde blot bede Dig om ikke at male paa de visne Blade, før jeg kommer. Gaa saa blot igen Barn, jeg vil ikke forstyrre Dig. |
| HAMANN | Men det vil jeg! Helst vil jeg forstyrre alt, hvad De forestiller Dem og tænker paa nu. |
| MELITTA | Hr. Hamann kan vist spare sig Umagen, ikkesandt, Birgitte? |
| Birgitte ser lidt usikker paa dem. | |
| HAMANN | (til Birgitte). Jeg taler her ikke paa egne Vegne alene, men paa Deres Tantes, Deres hele Slægts! Jeg har lovet hende, at jeg skulde gøre alt, hvad jeg formaar for at faa Dem hjem igen – jeg mener ikke just til Huset og Stedet, men hjem til de Begreber, om, hvad der er godt og kønt, som for hende er de rette. |
| BIRGITTE | (til Melitta.) Jeg vil gærne tale med Hamann om min Tante, der har været mig i Moders Sted. Det er hende, der har lært mig at tænke honnet, og paa, den Grund maa der jo dog bygges, hvordan man end ellers griber Livet an. |
| MELITTA | Ja, naturligvis, lille Birgitte, men det kommer an paa Livssynet, hvad man kalder honnet og hvad ikke. |
| HAMANN | Nej – saagu’ om det gør! |
| BIRGITTE | Jo, Hamann, deri har Melitta Ret, alt man ses forholdsvis. |
| HAMANN | (forekommende). Godt, lad os saa sige, at Fruens Livssyn er forholdsvis honnet. |
| MELITTA | I hvert Fald er det af mig, at Birgitte nu har valgt at erfare, hvad Livets Betydning og Livets Lykke er. |
| HAMANN | Ogsaa Ægteskabets? |
| BIRGITTE | De kan tro, Melitta ved, hvad Ægteskabet er! |
| HAMANN | Ja, en Stemming mere i de forskellige erotiske Glæder. |
| BIRGITTE | Ægteskabet er og bliver da det højeste i Forholdet mellem Mand og Kvinde. |
| HAMANN | Den Tanke tror jeg ligger temmelig fjernt fra Ideerne i disse Kredse. |
| MELITTA | Hvad mener De med det? |
| BIRGITTE | Jeg forstaar heller ikke! |
| MELITTA | Er vi maaske ikke alle lovformeligt gifte? |
| HAMANN | Jo, det ved Gud De er, kun altfor meget. |
| MUNTHE | Hyldede vi endda paa Trods den frie Kærlighed! |
| HAMANN | Ja, gjorde De blot det, saa havde man saavist ikke noget at bebrejde Dem. Hvad saa – Enhver sin Smag! Men at De trækker Ægteskabet og Familien ind i Deres erotiske Maskepi, det er det, der mere end noget andet undergraver Pietet og Moral. |
| BIRGITTE | Hamann tror slet ikke, at Kunstnere føler og lider mere end andre Mennesker! |
| HAMANN | Ih, gudbevares – jo! det synes tværtimod at være et sandt Overflødighedshorn af Lidelse, som det forekommer os Uindviede kunde spares for en Del. |
| MELITTA | (overlegen). Jeg skal nemlig sige Dem, Kunst er Lidelse, baade at skabe og at tilegne sig. |
| HAMANN | Saa – jeg troede, at Kunst var en Aandens Forfriskning. |
| BIRGITTE | (med Overbevisning). Nej, nu er Kunst Lidelse. |
| MELITTA | Som Livet selv. |
| HAMANN | Saa er det maaske derfor, disse begavede Mennesker synes at smile en Ære i at udfolde deres Sjælekval med saa megen Bram og Brask som muligt, saa at den fra Mund til Mund bliver til det, man i mit jævne Sprog kalder for Skandale. |
| MELITTA | Det hører til de besværlige Forrettigheder for os, der kendes af Alle, at blive omtalt af Alle. |
| HAMANN | Vist saa, De gaar ud fra Levereglen: Et daarligt Rygte er bedre end slet intet Rygte; ja, et daarligt Rygte er maaske, naar alt kommer til alt, en god Reklame for banebrydende kunstnerisk Stræben, og desaarsag gifter De Dem og skilles og forsones og begynder forfra, uden at den megen Lidelse dog udelukker Nydelsen af et samtidigt ret muntert Kafeliv – paa Kredit – med Andres Koner og Mænd, det være sig i Selskab eller tête-á-tête. |
| MELITTA | Hvad mener De om at tænke lidt paa de individuelle Rettigheder? |
| HAMANN | Og hvad mener De Frue, om at tænke paa, at det meget sammensatte i Livet egentlig munder ud i det eneste lille Ord: Pligt. |
| MELITTA | Lad os være fri for det kolde Ord, naar Talen er om Kunst. |
| HAMANN | Frøken Birgitte, giver De mig ikke Ret – en Smule, inderst inde? |
| BIRGITTE | (modstræbende). Jo, vist har De Ret, paa en kedelig tør Maade, og det er det, der harmer mig mest. Kom det an paa Dem, saa var der jo ikke nogen anden Betragtning, der duede, end den: Mand, Kone og de søde Børn! Købmand Sørensen derhjemme med de ti fregnede Unger er altsaa. Livets Ideal? |
| HAMANN | (smiler). Kan hænde – |
| BIRGITTE | Ikke for mig, kan jeg sige Dem. Jeg forguder den store Lidenskab, den, der hæver sig højt op over Jorden, op over alt det Smaa, op over Vedttægt og Moral. |
| MELITTA | (opmuntrende) Bravo! |
| HAMANN | Det gør ogsaa jeg, men den Lidenskab, De her kommer til at se, holder sig vist i høj Grad til Jorden. |
| BIRGITTE | (heftig). Gaa saa heller hen, hvor De finder den Slags Mennesker, De synes om. Saavidt jeg har set, er der ikke Mangel paa Filistre og Dydsdragoner og hyklevorn Pænhed, hverken her eller nogetsteds. (Med Værdighed, og ligesom tillært.)Lad mig sige Dem engang for alle, at det, der drager mig, det er ikke en dagligdags Lykke ud ad en alfar Landevej, men det er de Sjælens Kampe, der højner Bevidstheden og giver Personligheden Frihed og Præg! (Hun gaar med knejsende Hoved ud i Atelieret.) |
| HAMANN | (med et Smil). Deres Talemaader klæder hende, Frue! |
| MELITTA | (triumferende). Det glæder mig. Men jeg maa ind og sætte min Elev io Gang, undskyld at jeg et Øjeblik forlader Dem. Jeg er her straks igen. |
| HAMANN | Bevares – ! |
| MELITTA | (i en anden Tone, idet hun vender sig). Har De nu opgivet Haabet? |
| HAMANN | Tværtimod! Naar Folk bliver heftige, er de halvt overbeviste, og De ved, Frue, at i rørt Vande fiskes der bedst. |
| MELITTA | Saa vid, at selv om det ikke galdt Birgittes og min Broders Lykke, saa kæmpede jeg nu videre, alene for at have den Fornøjelse at sejre over Deres smaaborgerlige Syn. |
| Hun gaar ud efter Birgitte. Under de sidste Replikker er Pigen gaaet igennem Stuen for at lukke op. Hamann nøler lidt. Man hører Pigen tale med en i Entreen. | |
| PIGEN | (kommer ind).Jeg ved ikke om Fruen kan tage imod Visiter, men hvis den Dame maaske vil gaa indenfor saa længe, skal jeg gaa ind og høre ad. |
| Fru Adelaide Montelli kommer ind; hun er blond og fyldig, og meget moderne klædt. Hun hilser flygtigt. | |
| HAMANN | (vender sig bestyrtet). Tak, Skæbne – Adelaide! Saa er Krisen akut! |
| ADELAIDE MONTELLI |
(med en let Hosten). Det er koldt i Dag. |
| HAMANN | Er det ikke Fru Munthe? |
| ADELAIDE MONTELLI |
Jo, eller heller Fru Montelli. (kommer nærmere.) Men Gud, det er jo Hamann – er De ogsaa her i Byen! |
| HAMANN | (til Pigen). Gaa De kun, jeg skal nok underrette Fruen. |
| PIGEN | (idet hun gaar). Naa, Tak. |
| 2. AKT 9. SCENE |
Hamann. Adelaide. |
| HAMANN | Vil De ikke tage Plads, Frue! |
| ADELAIDE | Sidst vi saas, var det ikke paa den engelske Damper? Du alforbarmende, hvor var jeg søsyg! |
| HAMANN | Hvordan har De ellers levet saa længe? |
| ADELAIDE | Aa tak, – jo, mit Liv er interessant, men fatigerende. Den bedste Tid har man jo haft – (sukker.) ils sont pass’es, ces jours de fête! Naa, men jeg skulde tale med Munthe. Ved De, om han er optaget? |
| HAMANN | Ja! Jeg tror endog – stærkt optaget. |
| ADELAIDE | Saa maa jeg vente. |
| HAMANN | (byder hende en Stol, og sætter sig selv).Maaske jeg maa have Lov til at gøre Dem Selskab. Hvor kan det være, at De er kommen hertil? |
| ADELAIDE | Jeg vilde gærne tale med min gamle Doktor – ja, jeg lider lidt af Forstoppelse i de indvendige Ledninger her mellem Næsen og Øret. De kan maaske høre, at jeg er lidt tilsløret? |
| HAMANN | Nej, aldeles ikke. |
| ADELAIDE | Der er ikke Spor af det, naar jeg synger. Vil De høre? |
| HAMANN | (afværgende, med et Blik paa Døren). Tusind Tak, jeg tvivler ikke – |
| ADELAIDE | Mine Toner ere saa klare som Klokker – og en Styrke! Jeg spiser altid en Bøf, for jeg skal synge. |
| HAMANN | De optræder paa Koncerter? |
| ADELAIDE | Ja. (efter et ophold.) Det vil sige, jeg har grebet Tidens Løsen og nærmest helliget mig Variété-Koncerten. |
| HAMANN | Naa —! |
| ADELAIDE | Man ser jo, at det er den Kunstart, Mængden tørster efter, den ubundne, brogede – |
| HAMANN | Kortskørtede! |
| ADELAIDE | (krænket). Nej Gud, jeg synger altid i Slæb og nedringet. |
| HAMANN | De er her altsaa kun af Helbredshensyn? |
| ADELAIDE | Ikke alene – der er jo Doktore allevegne. Nej, Sagen er, at jeg har de mest storartede oversøiske Tilbud – man siger, at der er Formuer at tjene for Damer, der synger med Følelse, og det er netup min Specialitet. De skulde høre Sieglindes store Arie – ja, jeg siger Wagner – Den Glød og Pragt hvad? C’est un grand talent! |
| HAMANN | Ganske vist, men — |
| ADELAIDE | Det var det, jeg vilde sige – før jeg tager saa langvejs afsted, synes jeg, det er bedst, at jeg bliver rigtig skilt fra Munthe, saadan mere for en Ordens Skyld. Jeg skal sige Dem, jeg er paa en Maade forlovet. |
| HAMANN | (smiler). Naturligvis! |
| ADELAIDE | De er alt for artig! Jo, jeg har jo en vis Tiltrækning for Herrer — jeg havde nær sagt — desværre. |
| HAMANN | (galant). Det er saa forstaaeligt. Maaske en Kunstner, der er den Lykkelige? |
| ADELAIDE | Ja, en Medkollega, en højt begavet Musiker, der akkompagnerer mig. Ser De, fraset Kjærligheden – han elsker mig lidenskabeligt, saa er det jo ogsaa ret praktisk! |
| HAMANN | Eet Hjerte, een Portemonnaie! |
| ADELAIDE | Justement, c’est ca! |
| HAMANN | Elsker De ogsaa ham? |
| ADELAIDE | Gewiss, men jeg er af en Natur, der tager det med Ro. Jeg lader mig snarere dyrke! |
| HAMANN | Som noget uundgaaeligt! |
| ADELAIDE | (smiler venligt). Tak – men jeg beder Dem ikke omtale disse Detailler videre. |
| HAMANN | Som De vil! |
| ADELAIDE | Hvad der nemlig gør Sagen lidt delikat, det er, at det er min Svoger, jeg er forlovet med. |
| HAMANN | Deres Svoger? |
| ADELAIDE | Ja, min Svigerinde Melittas forhenværende Mand. |
| HAMANN | Aa – jeg var ikkerigtig med! |
| ADELAIDE | Han elskede mig allerede dengang – i Smug. |
| HAMANN | Men gør det egentlig noget? Hvis det endda var den Tilkommende! |
| ADELAIDE | Naa, det er dog altid lidt gênant! Naar man endda kan tage det lidt i Gemytlighed, – jeg siger altid, – en Smule Skilsmisse, hvad er det – never mind! Men Melitta, hun er jo som Krudt – fut! De kan tro, Petersen havde det ikke let; han er nemlig en dyb Natur! |
| HAMANN | Hvordan har De truffet ham igen? |
| ADELAIDE | Det var — lad mig se — i Hamborg, jeg stod paa Tribunon, havde lige sunget „Ich grolle nicht”, De kender den nok, saa følte jeg et Par brændende øjne hvile paa mig, – det var Petersens fra Klaveret. Tænk, der sad han, den geniale Tonedigter, der har skrevet alle de skønne Romancer! (sukker.) Siden da har han fulgt mig. |
| HAMANN | Komponerer han ikke mere? |
| ADELAIDE | Nej, hans Helbred – mellem os sagt – Petersen – drak en Smule. |
| HAMANN | Naa — saaledes! |
| ADELAIDE | Men jeg har frelst ham – indtil videre. Ser De, „was thut die Liebe nicht!” |
| HAMANN | Det er vist! |
| Plum og Fru Plum komme ind fra venstre |
| 2. AKT 10. SCENE |
Hamann. Adelaide. Plum. Fru Plum. Senere Munthe, Melitta og Blrgitte. |
| FRU PLUM | Goddag, er Munthe her? (Studser ved at se Adelaide. |
| PLUM | Hvorfor kommer han ikke (standser.) Undskyld! |
| HAMANN | Han kommer vist straks, men – ja – maa jeg ikke forestille – Fru Adelaide Munthe – |
| ADELAIDE | (retter). Montelli! |
| HAMANN | Hans fraseparerede Hustru! |
| PLUM | (giver hende Haanden). Tak, vi kender hinanden! Glæder mig særdeles – |
| FRU PLUM | Plum, det var altsaa hende, han mente! |
| PLUM | Ja, det er evident! Han længes efter det Svundne! |
| ADELAIDE | Hvorledes —? |
| HAMANN | (med en Bevægelse). Ja, det er en Ide! (rækker Adelaide Avertissementet.) Se, Frue, Læs! |
| ADELAIDE | (studser). Hvad, det er hans Haandskrift! |
| HAMANN | (med Alvor). Han her søgt efter Dem – han har søgt Dem med stigende Længsel! De ser det der, sort paa hvidt! |
| ADELAIDE | (rørt). Gott im Himmel, han elsker mig endnu! |
| FRU PLUM | Dette er psykologisk mærkeligt, Plum! |
| PLUM | Ja, det forklarer meget, som før var dunkelt. (ti1 Adelaide.) Han har nemlig elsket min Hustru! |
| ADELAIDE | Ah! |
| FRU PLUM | Hvor de kommer uventet, de Strømninger, der ændrer en Menneskeskæbnes Gang. |
| PLUM | (der har undersøgt Blomquists tomme Glas). Ja, Livet er sælsomt! |
| ADELAIDE | Hvorfor handler vi Mennesker i Blinde ! Hvor tidt sagde jeg ikke til ham: Skøn paa Lykken, Anton, mens Du har den – tyve andre vil gribe til, naar jeg er à prendre – Nu er det for sent. |
| HAMANN | (overtalende). Hvorfor dog – hvorfor? |
| ADELAIDE | Men Gud dog, fordi Petersen fortvivler. (til Plum.) Jeg er nemlig forlovet. |
| PLUM | (høflig). Ah! |
| HAMANN | Et Offer mere eller mindre, Frue, hvad saa! |
| ADELAIDE | (vaklende). Det kan der være noget i – hvad saa, og siden dog min Stemme ikke – men – nej – nej – (ryster paa Hovedet.) |
| HAMANN | Jeg taler Munthes Sag! Glem alt. Tænk hvor det, er skønt at tilgive! Lad ham komme – kast Dem i hans Arme og sig simpelt hen: Her er jeg! |
| ADELAIDE | (rørt). Hvor det gør godt at blive rørt engang imellem – ja, lad ham komme! |
| HAMANN | (gaar hen til Atelieret og kalder). Fru Blomquist, her er kommet en Gæst til Dem og Deres Broder, som det vil glæde Dem at se! |
| Melitta og Munthe kommer hurtigt ind. Straks efter efter Birgitte. | |
| MELITTA og MUNTHE | (overraskede). Adelaide! |
| MUNTHE | (uvilkaarlig glad). Er hun funden! |
| ADELAIDE | (med fremstrakte Hænder). Ja, Anton, her er din Hustru! Tak, at Du har savnet mig. (viser ham Avertissementet.) Jeg ser det her! |
| MUNTHE | (ser hen for sig). Dette overvælder! |
| BIRGITTE | (der har staaet som forstenet). Jeg forstaar ikke – maa jeg faa at vide, er Munthe gift? |
| MELITTA | (undskyldende): Gift er han gansk vist! |
| PLUM | Det er vi jo Alle! |
| BIRGITTE | (til Hamann). Dette tilgiver jeg Dem aldrig. |
| Hun gaar hen mod Døren til Atelieret. | |
| TÆPPE |