Rørt Vande 1895

Skuespil

PERSONERNE:

BLOMQUIST, Operasanger FRU MELITTA BLOMQUIST, Malerinde
ANTON MUNTHE
Forfatter, (hendes Broder)		 OSCAR HAMANN, Købmand
FRK. BIRGITTE STEIN SANDER, Journalist
PLUM, Billedhugger FRU ELLINOR PLUM, Forfatterinde
FRU MILLY KRUSE, Skuespillerinde FRU ADELAIDE MONTELLI, Koncertsangerinde
LOUIS PETERSEN, Pianist MARIE, Pige hos Blomquist
EN PIGE HOS PLUMS ET PAR OPVARTERE – DAMER & HERRER

1. AKT
4. SCENE		 Munthe. Birgitte
BIRGITTE (gaar lidt tøvende hen til ham). De maa ikke være bedrøvet.
MUNTHE (vender sig). Nej -! Jeg er mere Filosof end som saa! Jeg siger Pyt med det hele.
BIRGITTE Men alligevel — De ved ikke, hvor jeg her været angst i Dag paa Deres Vegne, og da De saa kom, og de Andre var saa underlig forbeholdne, saa var det som mit Hjerte snørede sig sammen. Hvorfor er Folk saa dumme, at de ikke forstaar det sjældne og sære, hvorfor er Verden dog saa bornert.
MUNTHE (ser paa hende og gaar saa hen til hende). Frøken Stein, har jeg taget Dem en Smule fangen, siden De har ængstet Dem for min Skyld?
BIRGITTE Hvor kunde jeg andet!
MUNTHE I saa Fald vil min Sejr være tusindfold større end mit Nederlag. En smuk Kvindes Taarer er Frugtbarhed for Sjælen. Og dog vil jeg heller se Dem smile — De har noget dulmende i Deres Smil, noget, der ligner stille Lykke.
BIRGITTE De ser alt saa smukt.
MUNTHE Som De staar der, ser De ud, som De var halvfjerdehundrede Aar gammel.
BIRGITTE (ler lidt) Det var meget!
MUNTHE Som et Billede. De har hele Ynden fra Rafaels Ungdom, og saa er Deres Stemme som en glidende Gynge. Hvis Deres Hjerte sank tilbunds i min Sjæl, saa vilde det forme sig til noget dejligt. Faar jeg Dem ofte at se?
BIRGITTE Jeg kommer jo daglig hos Deres Søster, Fru Blomquist, for at male.
MUNTHE Hvorfor bor ikke ogsaa De hos Melitta, saa vi levede i samme Luft?
BIRGITTE Jeg kendte jo Fru Plum fra Badestedet; hun overtalte mig til at komme her til Byen. Mine Forrældre er jo døde, Bryggeriet solgt og jeg min egen Herre — for meget maaske.
MUNTHE Det kan man aldrig være.
BIRGITTE Jeg maatte bort, ud, jeg higede efter at opleve noget – ja saadant noget, som faar alt andet til at blegne – og som fylder En helt. Saa brød jeg overtvært, og nu er jeg her, hører saa meget modsat af det, der før har staaet for mig som det bedste, at jeg næppe ved ud eller ind. Hvad er smukt og hvad er stygt, hvad er rigtigt og hvad er galt!
MUNTHE Det er rigtigt at sætte Livets Nydelse som Modvægt mod Livets Lidelse, og det er galt ikke at plukke de Blomster, der skyder op paa ens Vej.
BIRGITTE Men naar man nu træffer paa overmaade mange Blomster?
MUNTHE Saa vrager man – og vælger! Det der har lokket Dem, er et ubevidst Begær efter Livets Skønhed, men hvor findes den -alene i Kærlighed – (ser paa hende med et langt Blik) – I Elskov
BIRGITTE Men nu alt det, jeg har lært at have Respekt for – Pligter og Hengivenhed og Pietet –
MUNTHE Alle Hensyn maa vige for Lidenskabens Ret.
BIRGITTE Lidenskabens Ret – Elskov – det er ligesom en varm Strøm risler igennem En ved Tanken om det Stærke, der ligger i de Ord.
MUNTHE Netop – det Stærke! Lad mig vise Dem, at Kærlighed er ingen Nippedrik, som man smager paa i bitte ængstelige Drag. Det er en svimlende Rus i hed, stærk Vin.
BIRGITTE (ser betaget hen for sig). Hed Vin!
MUNTHE Birgitte, drik den, elsk mig, bliv min! (ser sig rundt, om han tør tage hende om Livet, men opgiver det.)
Sødeste Kære, jo længer jeg betragter Dem, jo længer trænger De ind i mit Hjerte og mit Blod, og hvis De blot vilde – (Han vil fortsætte, men stanser, da Melitta kommer hen imod dem.)
MELITTA Strøberg er derinde, Anton, og vil gærne ønske Dig til Lykke med Stykket.
MUNTHE Ah! (Han gaar ud i Baggrundon, hvor han ses at samtale med den krølhaarede Herre.)

1. AKT
5. SCENE		 Melitta. Birgitte.
MELITTA (ser forskende paa hende). Naa, Frøken Birgitte, De ser saa bevæget ud. Min Broder her da ikke sat Dem Fluer i Hovedet?
BIRGITTE (kaster sig om hendes Hals). Aa, Fru Blomquist, vi elsker hinanden!
MELITTA Saa saa, Barn –
BIRGITTE Ja — jeg ved nok, jeg burde ikke, men jeg synes, jeg maatte betro mig til Dem.
MELITTA (venligt). Gør kun trygt det.
BIRGITTE De ved ikke, hvor jeg beundrer Dem, tænk at De, en saa begavet Kunstnerinde, vil tage Dem af mig, almindelige Pige.
MELITTA (tager hende om Hagen). Jeg kan godt lide Dem, De virker som et friskt Pust mellem os andre.
BIRGITTE De maa vide, jeg har længe elsket ham!
MELITTA Men De kendte ham jo ikke.
BIRGITTE Jeg har set ham hjemme ved en Oplæsning engang — glemte ham aldrig siden, især ikke hans øjne.
MELITTA Nej, Anton, ved at drage Kvinder til sig med sit Blik. (Nænsomt.) Men De skal ikke tage det, han hvisker Dem i Øret, altfor bogstaveligt.
BIRGITTE Bogstaveligt, nej, der er netop noget dejligt svævende — jeg er ligesom omsust af det! Og saa taler han saa meget om Sjælen!
MELITTA Ja men — husk paa, han er Digter, og det farlige er, at han i Øjeblikket selv tror paa, sine fagre Ord. (endnu nænsommere.) De man vide, han har sagt det til Mange.
BIRGITTE (afgørende). Natnrligvis, en Digter maa suge Næring af skiftende Kvinders Kærlighed. Aa jo, jeg forstaar meget, kan De tro.
MELITTA Saa -!
BIRGITTE Men det ved jeg, til Ingen har han talt som til mig – dette er noget ganske andet. De Ord kom fra Hjertets inderste Fibre – sligt føler man med et eget Instinkt.
MELITTA (med et lille Smil). Maaske, naar man er saa erfaren.
BIRGITTE Jeg synes, det maa være en stor Lykke, at være en Digters Hustru.
MELITTA (slaaet af Tanken). Hans Hustru — ja, hvorfor egentlig ikke, han trænger netop til et nyt Livsindhold! (end mere tilfreds.) Jo, Birgitte, De har naturligvis følt rigtigt, det kom fra de inderste Fibre.
BIRGITTE Jeg ved, jeg vil faa meget at kæmpe imod – ja, maaske vil det skille mig helt fra min Slægt der hjemme, men Ens egen Lykke maa dog ligge En nærmest.
MELITTA Man skylder sig selv alt.
BIRGITTE Om saa er, Kamp er jeg ikke bange for; heller det end at sidde hen. Jeg maa leve og være med.
MELITTA Naar man vil være med, maa man gifte sig, deri ser De rigtigt. Det kan være godt nok med den frie Kærlighed, men vi Kvinder er absolut de tabende ved den. Hvad Rettigheder og Garantier giver et frit Forhold os – ingen, Ægyeskabet derimod alle! Mærk Dem det, bag Ægteskabets Skærmbræt findes indtil videre Kvindernes sande Frihed.
BIRGITTE Hvorfor skulde jeg ikke nyde Livet og Lykken! Jeg er ung, afhængig, rig –
MELITTA (hurtigt). Ogsaa rig?
BIRGITTE Naa — velhavende da! Jeg har omtrent otte tusinde Kroner om Aaret efter mine Forældre.
MELITTA Bevares, Penge er jo ogsaa rart. De er netop Den, Anton trænger til! Han er en træt omtaalelig Dekadencesjæl, men Deres friske Følelseskræfter vil give hans Aand Vinger til at hæve sig højt – højt! Ja, Birgitte, De kan gøre moget for Nordens Aandsliv.
BIRGITTE Hvor Deres Ord gør mig lykkelig og stolt.
MELITTA Kæreste Birgitte, skal vi ikke sige Du til hinanden?
BIRGITTE Vil De — vil Du virkelig — aa Tak!
Plum, Fru Plum, Fru Kruse og Sander komme ind fra højre.
FRU KRUSE Nej, der er slet, ikke Plads der inde.
FRU PLUM Lad os blive her, vi rykker Bordene sammen.
PLUM Hov, Opvarter!
SANDER Vi maa have noget varmt!
FRU KRUSE En lille, pikant fransk Ret – en vol au vent –
SANDER Ja, lad os prise Fransmændene! De har sørget for Menneskeslægtens to største Behov – borgerlig Frihed og et godt Køkken.
FRU KRUSE (gaar henimod Bordet). Eller hvad siger De om forloren Skildpadde!
Sander gaar derhen, fulgt af Birgitte, Munthe kommer i det samme ind fra Baggrunden og taler sagte med hende.

1. AKT
6. SCENE		 Fru Plum. Melitta.
FRU PLUM Melitta, hør lidt! Sig mig, hvordan hænger det egentlig sammen med Munthes Kone?
MELITTA (overvældet). Du min Skaber – ! ja, han er jo gift. Det havde jeg rent glemt.
FRU PLUM Jeg taler aldrig om hende med ham, jeg føler, det opriver ham. Men nu, da Plum er kommen, maa jeg jo tage en Bestemmelse. De er da lovformeligt skilte?
MELITTA Nej, kun separerede.
FRU PLUM Har de været det i de lovbefalede tre Aar?
MELITTA Længere endda.
FRU PLUM Og hvor er hun henne?
MELITTA Hun er væk.
FRU PLUM Væk?
MELITTA Vi kan ikke finde hende, aner ikke, hvor hun er henne.
FRU PLUM Men Gud, saa kan han altsaa ikke gifte sig igen?
MELITTA Nej, naturligvis, ikke før han er rigtig skilt.
FRU PLUM Kan man da ikke søge hende?
MELITTA Jo, vær saa god, der er kun fem Verdensdele. Sandsynligvis har hun antaget et eller andet Pragtnavn, der lyser paa Plakaterne.
FRU PLUM Men det er jo forfærdeligt!
MELITTA Ja, tragisk eller komisk, ligesom man tager det.
FRU PLUM Hvor i al Verden kunde han ogsaa gifte sig med den Operettesangerinde, – hvad var det nu hun hed?
MELITTA Adelaide Olsen.
FRU PLUM Hun var jo aldeles uvidende og udannet.
MELITTA Han elskede hende dog et Par Maaneder — hun havde en hvid Nakke og et Par velformede Ben. Spørg Sander, hvad Aand og Kundskaber vejer op imod det!
FRU PLUM Det er Charmen, det kommer an paa.
MELITTA Tror Du! Naa, hun var forresten ret rar.
FRU PLUM Dette er i Sandhed yderst kedeligt, saa er jo alt paa det løse. Naar jeg nu skal se at granske mine Følelser, saa gør det jo en stor Forskel i Tanker og Motiver, om det gælder et nyt Ægteskab eller kun en forbigaaende Lidenskab. Munthe selv søger aldrig at sondre noget – han siger, alt er uforklarligt.
MELITTA Ja, opgiv Du ham heller.
FRU PLUM Ser Du, jeg forstaar bedre end nogen Anden den Tone, hvori hans Sind er stemt – en tungsindig Harmoni med et Ledemotiv af Nydelseslængsel. Dette er svært for mig.
Hamann kommer ind fra Baggrunden, og synes med et Blik paa Birgitte at være uvis om, hvorvidt han skal gaa eller blive.
MELITTA Det er jo din Fætter Hamann, han der, ikke sandt?
FRU PLUM Jo.
MELITTA Skal han være sammen med os i Aften?
FRU PLUM Ja, ham bliver vi saamænd ikke af med. Han er forelsket i Birgitte, og er kommen hjem for det samme.
MELITTA (studser). Ja saa!
HAMANN (kommer hen til dem). Mine Damer —
MELITTA (rækker ham Haanden). Goddag, Hr. Hamann, velkommen til Landet.
HAMANN Det smigrer mig, Frue, at De kender mig igen.
FRU PLUM Har Du ikke Lyst til at tage Del i vort lille improviserede Gilde?
HAMANN Tak, jeg har egentlig spist.
FRU PLUM Hvad gør det! (højere.) Birgitte, skal Hamann ikke blive og spise med os?
BIRGITTE (kommer hen til dem). Jo, det var morsomt —
SANDER Hvor mange tror Du, vi bliver, Melitta?
MELITTA Ja – Blomquist og Bojesen –
FRU PLUM Og Krogstad –
De gaa hen i Baggrunden til de andre. Birgitte vil følge efter,